Hvorfor det uddrag

Mette Eilertsen & Mogens Eilertsen

hvorfor det ?

traditioner & talemĂĽder, skikke & symboler

Frydenlund

Hvorfor det? traditioner & talemåder, skikke & symboler © Mette Eilertsen og Mogens Eilertsen, 2. udgave 2013 ISBN: 978-87-7118-082-4 Bogen er sat med Book Antiqua, 10,5 punkt og Calibri 10 punkt.

Billedredaktion og tilrettelæggelse: Mette og Mogens Eilertsen.

Typografisk tilrettelæggelse: forfatterne Omslag: Jill Ann Press Grafisk produktion: Spauda, Polen

Indhold Forord........................................................... 6

Person og stednavne............................... 207

Alfabetisk opslagsdel fra A til Ø...................................................... 8

Kirken Hvad der sker i kirken?........................... 216 Farver........................................................ 230

Temaer Året rundt mærkedage og højtider........................... 161

Litteratur Hvor kan jeg læse mere?......................... 236

Livsafsnit fra vugge til grav..................................... 181

Stikord...................................................... 239

5

Forord Ja, hvorfor egentlig? fra tidligere generationer, der lever videre – blot måske i rudimentær form.

Mange af vores traditioner har rødder i tre afgørende forhold:

Vores hverdag er fyldt med ting, vi plejer at gøre og sige, og som giver mening for os, uden at vi tænker dybere over det. Vi kender overfladisk set betydningen af disse ting, men tit fortoner deres oprindelige betydning sig ud i det uvisse. De fleste holder for eksempel af de fridage, som Store Bededag og pinsen udløser, men hvorfor er det nu lige, vi holder fri? Vi taler om at „trække på samme hammel“, måske uden at have et konkret billede af, hvad en hammel egentlig er. Og nogen føler måske en vis uvilje, hvis de møder en kat – og muligvis et ekstra ubehag, hvis katten er sort. Disse ting har ofte en oprindelse, der ligger endda meget langt tilbage.

Selvom traditioner it nogle tilfælde opløses og i andre ændres, har vi stadig brug for det sociale kit, som de fælles referencer udgør. Det kommer nok tydeligst frem, når vi som mennesker konfronteres med livets overgangsfaser – fra én tilstand til en anden: Når vi fødes, bliver voksne, danner par og slutteligt dør. I de situationer har vi stadig brug for overgangsritualer, der kan markere forandringen overfor det fællesskab, vi indgår i.

Sprog og kultur er levende størrelser, der ændrer sig løbende – og ofte umærkeligt. Det sker i takt med de skiftende livsvilkår, vi som mennesker skaber os, men også i takt med det nye, der kommer til os udefra. Alligevel er der stadig en del arvegods

– Vores historie som landbrugssamfund – Vores kulturs rødder i kristendommen (først katolsk, siden protestantisk) – Og endelig det faktum, at Danmark som det lille land, det er, har været under indflydelse af mange forskellige kulturer gennem tiden.

Tidligere var det ikke god tone at stille for mange spørgsmål (tænk bare på, hvordan det gik Spørge-Jørgen i børnesangen). Men nu har samfundsudviklingen, den samlede vidensmængde og den hastighed, hvormed den forøges, netop nødvendiggjort, at vi er gode til at stille de rette spørgsmål.

Og et af de mest interessante spørgsmål er netop: hvorfor? I en omskiftelig og til tider rodløs tid kan viden om vores rødder være et af redskaberne til at navigere i kaos. Hvis man vil forstå sin samtid, er det godt at kende sin fortid.

Denne bog fortæller om oprindelsen til nogle af de talemåder og ord, vi bruger i hverdagen, og om baggrunden for nogle af de ritualer, skikke, gestus, symboler og genstande, vi møder i dagligdagen. Som hovedregel har vi valgt at medtage emner, vi relativt ofte støder på – hvor forklarin-

6

I historien om den videbegærlige Jørgen, der til sine forældres irritation altid spørger „hvoffer, hvoffer dit og hvoffor dat?“, er moralen, at hvis man spørger „for meget“, får man smæk! Kamma Laurents skrev oprindeligt „Spørge-Jørgen“ som en sangtekst. I 1944 udkom den som børnebog med Robert Storm P. s (1882-1949) tegninger. Til trods for sin noget antikverede holdning til det at forholde sig fantasifuldt udforskende til sin omverden blev bogen genop­trykt så sent som i 2003 og sangen er også blevet fortolket af Danmarks „nationalskjald“ Kim Lar­sen. (Storm P. Museet, Frederiksberg)

gen ikke altid er så indlysende, og som måske endda gemmer på en god historie.

Bogen falder i to dele: Et afsnit med opslagsord på enkelte emner og et afsnit med mere omfattende behandling af udvalgte temaer.

Eftersom de enkelte opslag og temaer ofte dækker flere beslægtede emner, er bogen forsynet med et register.

På de næste sider er der svar på mange spørgsmål, men alverdens visdom er naturligvis ikke samlet her. Hvorfor det? er nemlig også tænkt som en appetitvækker til vores kulturhistorie skat – og forhåbentlig en inspiration til at søge svar på alle de nye spørgsmål, bogen måtte afføde.

Mette Eilertsen & Mogens Eilertsen

7

A

Aben Have aben eller at sidde med den Udtrykket bruges om en person, som plud­ selig er alene om hele ansvaret for et problem, eller sidder med alle vanskelighederne. Udtrykket er i slægt med vendingen at „sidde med sorteper“. Aben er et særligt billedkort, som man helst vil videregive i et spil – ligesom kortet sorteper. Det er som regel trykt med et billede af en sort kat på, som jo traditionelt har betydet uheld (se Kat).

@ og & Det er nok de færreste, der har brugt det tegn, som vi i dag kalder for snabel-a, før e-mailen vandt indpas i den brede befolkning. I en e-mail-adresse adskiller @ som regel brugernavn og internetudbyder. Men tegnet opstod lang tid før verden blev digital.

Det er en sammenskrivning af „ad”, som er et latinsk ord, der betyder „(hen) til” eller „hos“. Det blev brugt meget i tiden hvor alle bøger var håndskrevne: Skriverne sparede både tid og kostbart pergament ved at lave den slags sammenskrivninger, som kaldes ligaturer (lat.: binding).

Ligaturer bruges også i musikkens og medicinens verden.

Af andre ligaturer, som bruges den dag i dag, kan nævnes det danske æ (som er en sammensmeltning af a og e) og tegnet &. Tegnet er en sammenskrivning af ordet „et“ (udtales „æt“), som er det latinske ord for „og“.

I hvert fald op til Reformationen var det officielle skriftsprog latin, hvilket stadig afspejler sig i vores sprog – mest konkret fx på lægernes recepter (se også Løgn og latin).

Englænderne bruger den latinske betegnelse (ad) eller kalder @ for „commercial a“, mens det på svensk har mange betegnelser ud­over snabel-a, fx „grishale“ eller „kanelbulle“.

Abracadabra Abracadabra er et trylleord, som i dag mest bruges for sjov. Det har orientalsk oprindelse som en magisk kabbalistisk formel, hvor bogstaverne i ordet blev stillet op i en trekant, som giver 1.024 måder at læse ordet abracadabra på. Man anså opstillingen for at kunne helbrede bl.a. febersygdomme, når den blev skrevet på et stykke pergament og hængt om halsen på den syge.

Ordets oprindelse er formentlig et ældgammelt mystisk-religiøst ord, „abraxos“, for Det Højeste Væsen, plus det hebraiske „dabar“ (= ord).

Ad hekkenfeld til Når noget går helt galt, bruger vi endnu denne vending. Talemåden refererer til den gamle, folkelige opfattelse, at alle hek­ ­se på natten før sankthansdag fløj på deres koste til stormøde med Fanden selv. En del af de nordiske hekse fløj til Island til bjerget Hekla.

Det er i folkemunde blevet til Hekkenfeld. De tyske hekse fløj til bjerget Brocken i Harzen – til Bloksbjerg. De svenske hekse fløj til Blåkulla, en lille ø ud for Oskarshamn.

8

Amuletter med trylleformularen „Abracadabra“ opstillet som vist på billedet er blevet brugt siden år 200. Man forestillede sig, at amuletten beskyttede bæreren, og at den havde både helbredende og lykkebringende virkning.

meren. Her blev der solgt agurker, som man lagde i lage. Men i denne periode var der ellers ikke meget gang i handelen.

Udtrykket blev overtaget af journalister, om den døde periode, der typisk er i det politiske liv i sommerperioden. Allerede i 1600-tallet brugte englænderne udtrykket „cucumber season“ – i dag hedder det dog „silly season“. I Sverige bruger man det mere direkte udtryk „dödsäsong“.

Alfa og omega Vi siger også fra a til z, når vi skal have det hele med – inspireret af angelsaksiske sprog, som jo ikke har bogstaverne æ, ø og å i alfabetet. Alfa (α) er det første bogstav i det græske alfabet og Omega (Ω) er det sidste. Ordet alfabet har fået sit navn efter de to første bogstaver i det græske alfabet, Alfa og Beta.

Ad pommern til Den talemåde bruger vi, når vi vil fortælle, at noget er helt galt eller ad helvede til.

Pommern er i dag en del af Polen, der gennem mange år oplevede fremmede magters overgreb. Måske kan man henføre talemåden til begrebet polsk rigsdag, der refererer til Polens trange kår fra ca. 1572 til 1795, hvor ethvert medlem af rigsdagen havde vetoret, så beslutningsprocessen blev så omstændelig, at ingen love kunne vedtages, og alting gik „ad Pommern til“.

Almue Udtrykket kommer af fællesnordisk for „al hoben“ eller „hele massen“ og brugtes tidligere om jævne mennesker generelt, senere om de uprivilegerede. I dag bruges udtrykket kun om den jævne bondestand i tidligere tider og om ting, der knytter sig dertil, såsom almuemøbel, almuevævning, almue-farver. Sidstnævnte er typisk jordeller plantefarver, herunder bl.a. den røde alunfarve, som stadig ses på mange svenske træhuse. Denne type fattigmandsfarver var tilgængelige for al­muen i modsætning til de dyrere importerede mineralske farver.

Agurketid Ordet ses første gang på tryk i 1890’erne herhjemme, men er sandsynligvis ældre.

I slutningen af 1700-tallet brugte de berlinske småhandlende ordet „Sauer Gurkenzeit“ (de sure agurkers tid) om højsom-

9