Anders Bjørn
Jugoslaviens sammenbrud Balkan-krigene 1991-2001
his2rie REDAKTION: Vibe Skytte
FRYDENLUND
Jugoslaviens sammenbrud Balkan-krigene 1991-2001 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund, 2010 1. udgave, 2. oplag, 2012 ISBN 978-87-7887-774-1 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Grafisk produktion: Dimograf, Polen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk
I serien er tidligere udkommet: Mette Holm: KINA – fra kejserdømme til kapitalisme Kai Rasmussen: IRLAND – fra påskeoprør til påskeaftale Peter Kyhn: DE BALTISKE LANDE Annette Marcher & Peter Frederiksen: DE RØDE KHMERER – folkemord og forsoning i Cambodia Ole Lindboe: NYNAZISMEN – magt eller afmagt? Suzette Frovin & Laura Fugmann: THAILAND – mellem templer og skyskrabere Jens-Peter Fage Madsen: FORÅR I PRAG Stig Pedersen: DEN SPANSKE BORGERKRIG – mellem stormagtspolitik og idealisme Benjamin Holst: STORBRITANNIEN – mellem imperialisme og multikultur Michael Klos: DDR 1949-1989 – den virkeliggjorte socialisme? Michael Boas Pedersen: DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG – småstat mellem supermagter Brian Rasmussen: CUBA – en ø i Caribien, 2. udg. Birthe Hansen: TERRORISME PÅ TVÆRS, 2. udg. Svend Lindhardt: KRISTEN ZIONIZME – mellem religion og politik Jeppe Villadsen: RET OG VRANG – om menneskerettighederne Jakob Buhl Jensen: DET BROGEDE SPANIEN Svend Lindhardt: HELLIG KRIG I MELLEMØSTEN Jacob Halvas Bjerre: Holocaust Rasmus Augustesen & Krister Hansen: det moderne grønland – fra koloni til selvstyre Kai Rasmussen: Chile – kampen for demokrati Jens Jørgen Nielsen: POLEN 1918-2010 – et land i forandring
Indhold Jugoslaviens sammenbrud 1991-2001 – i hovedtræk
10
Srebrenica-massakren • Jugoslavien i 1991 • Sammenbruddet i 1991 • Fem krige på ti år
Den historiske baggrund frem til 1945
22
Sydslavernes indvandring • De middelalderlige kongeriger • Osmannisk og habsburgsk overherredømme • National vækkelse og befrielseskrige • Europas krudttønde • Balkan-krigene 1912-1913 • Mordet i Sarajevo og 1. Verdenskrig 1914-1918 • Det første Jugoslavien 1918-1941 • Besættelse og borgerkrig 1941-1945
Det socialistiske Jugoslavien 1945-1991 41 Titoismen • Decentralisering og selvforvaltning • Broderskab og enhed • Den økonomiske krise i 1980’erne • Nationalismens spøgelse • Det albanske oprør i Kosovo • Den serbiske nationalisme og Milosevic’ magtovertagelse • Kommunismens sammenbrud i 1990 • Flerpartivalgene i 1990 • Uafhængighedserklæringerne i 1991
Befrielses- og fædrelandskrigene i Slovenien og Kroatien 1991-1995 55 10-dageskrigen i Slovenien og EF-mægling • Den kroatiske nationalisme • Volden optrappes • Serbisk erobringskrig i 1991 • »Danke Deutschland!« • En foreløbig fred • Generobringen i 1995
Den bosniske tragedie 1992-1995
65
Tragediens omfang • Hvorfor? • Nationalister til magten i 1990 • Vejen mod uafhængighed i 1992 • Serbiske erobringer og udrensninger i 1992 • Helvede i Sarajevo • Fangelejre, voldtægter og masseflugt • Det internationale samfunds fredsinitiativer 1992-1993 • Krigen mellem kroater og bosniakker/muslimer 1993-1994 • Islamiske krigere • FN’s ’sikre zoner’ • USA overtager førerrollen • Serbiske massakrer og nederlag 1995 • Dayton-aftalen 1995
De albanske oprør i Kosovo og Makedonien 1998-2001 88 Fra passiv modstand til væbnet oprør • Befrielseshæren UCK • Milosevic i klemme på hjemmefronten • Serbisk modoffensiv og våbenhvile 1998 • Racak-massakren i januar 1999 • Rambouillet-forhandlingerne • NATO’s ’humanitære intervention’ i 1999 • En humanitær katastrofe • Krigsforbryderanklage mod Milosevic • Fredsaftalen sommeren 1999 • Det albanske oprør i Makedonien 2001
Indhold
5
Krigsforbrydelser og folkedrab 106 »Han ville ikke gøre en flue fortræd« • Gerningsmændene • Den Internationale Krigsforbryderdomstol • Mysteriet om Karadzic og Mladic • Retssagen mod Milosevic • Succes eller fiasko?
Mediekrigen 116 Ophidselse til had • Tito-tidens censur og selvcensur • Partitro løgnemaskiner • Mediernes rolle under krigene 1991-1995 • De alternative medier • Breaking News til de vestlige tv-seere • Billedet af den magre mand • Mediekampagnerne under Kosovokrigen 1999
Verdenssamfundets og D anmarks rolle under Balkan-krigene
126
»Vi glemmer ikke« • Verdenssamfundets svigt? • EF/EU og FN i mæglerrollen • USA overtager initiativet • Balkan-krigenes sikkerhedspolitiske perspektiver • Danmarks nye aktivistiske udenrigspolitik • Flygtninge til Danmark •
De nye stater efter krigen 140 Generelle forhold • De enkelte stater
Nøglepersoner 148 Forkortelser 151 Kildetekster 153 Litteratur 155
6
Jugoslaviens sammenbrud
5
Den bosniske tragedie 1992-1995 Den 15-årige gymnasieelev Jelena Andric beskrev i sin dagbog nogle af sine oplevelser under de bosniske serberes 1395 dage lange belejring af den bosniske hovedstad, Sarajevo. Et par måneder efter krigens udbrud fortalte hun følgende: »Torsdag den 28. maj 1992 skete der noget frygteligt: Dagen i dag var den blodigste i Sarajevos historie. I går morges fandt en forfærdelig massakre sted foran Trznica i en brødkø. Folk stod og ventede på, at der skulle komme brød til Klas-butikken, da tre granater eksploderede midt i en skare på 200-300 mennesker […] 14 blev dræbt på stedet, en af dem var Lalas søster Gordana. Tv var til stede under begivenhederne, så vi så det hele. Der var blod overalt, folk lå hulter til bulter. Jeg var bange, for jeg vidste, at min mor var på arbejde på sit hospital lige i nærheden. […] Mor kom rystende og grædende hjem. Far omfavnede hende og forsøgte at berolige hende. Hun fortalte senere, at da hun var ved at tage sin uniform på, hørte hun eksplosionerne og de efterfølgende grufulde skrig. Alle løb ud i håb om at kunne yde hjælp, men der var ingen at hjælpe. De kunne kun samle spredte kropsdele sammen. […] Det er forfærdeligt at vide, at alle i går mistede en ven eller en slægtning, som de så ligge i bunken af døde. Men det ser ud til, at det ikke var nok for de udyr, som vil ødelægge vores by, for de fortsætter med at bombe os om natten. Vores blok blev ramt sidste nat, da en granat røg lige ind i en lejlighed i nr. 7.
Vi bor i nr. 11. En pige blev dræbt, jeg kendte hende ikke, men jeg er meget ked af det på hendes vegne. […] Åh Gud, det var tæt på. Jeg er så træt af at se alt dette ske. Jeg ønsker ikke at se mere blod. Jeg er ikke et ondt menneske, men jeg ønsker det allerværste for de folk, som ødelægger mit og alle andres liv ved at bombe vores by. HVORFOR SKAL ALT DETTE SKE???« (se også foto side 67). (Uddrag af David Berman: The Heroes of Treca Gimnazija – A War School in Sarajevo 1992-1995. Rowmann & Littlefelt 2001, s. 47-48).
Tragediens omfang Jelena overlevede den bosnisk-serbiske hærs belejring af Sarajevo. Men det var der 10.615 andre Sarajevo-borgere (heraf 1601 børn), der ikke gjorde. Blandt de dræbte var omkring ¼ bosniske serbere, der foretrak at forblive i byen og hjælpe med at forsvare den mod deres landsmænd. I alt blev omkring 100.000 bosniere dræbt og dobbelt så mange såret under den tre et halvt år lange krig. Det skete i mange tilfælde på en så bestialsk måde, at den bosniske krig med rette betragtes som den absolut største og grusomste konflikt i europæisk historie efter 2. Verdenskrig. Næsten alle 4,4 millioner indbyggere i Bosnien-Herzegovina (almindeligvis forkortet BiH) blev ofre på den ene eller anden måde: • 58 % blev etnisk udrenset og måtte leve som enten flygtninge i udlandet eller in-
Den bosniske tragedie 1992-1995
65
ternt fordrevne andre steder i landet. • Mange kvinder – måske helt op til 20.000 – blev voldtaget og/eller udsat for andre former for seksuelle mishandlinger og ydmygelser. Endnu flere mænd blev holdt som fanger og udsat for tortur og mishandlinger. • 800.000 boliger blev beskadigede, heraf 350.000 totalt ødelagt. Også mange hospi-
taler, skoler, fabrikker, religiøse bygninger, broer, veje osv. blev ødelagt. • Det økonomiske liv gik næsten i stå, så det årlige bruttonationalprodukt pr. indbygger faldt fra 1900 US$ i 1990 til 500 i 1995. Økonomiske eksperter har senere regnet ud, at krigen i alt har kostet det bosniske samfund ca. 200 milliarder euro målt i 2006-priser.
Antal dræbte og savnede som følge af krigen i Bosnien 1991-1995 ICTY 2005 I alt:
RDC juni 2007
103.622
97.207
Heraf serbere
ca. 30.700
24.905
(25,6 %)
ca. 72.000 64.036
(65,9 %)
7.778
(8,0)
Heraf muslimer og kroater
Heraf bosniakker
Heraf kroater
Heraf andre
Civile i alt:
478
(0,5 %)
55.261
39.684
(40,8 %)
4.075
(10,3 %)
33.070
(83,3 %)
2.163
(5,6 %)
376
(1.0 %)
Heraf serbere
ca.16.700
Heraf muslimer og kroater
ca. 38.000
Heraf bosniakker
Heraf kroater
Heraf andre
Soldater i alt:
47.360
57.523
(59,2 %)
Heraf serbere
ca. 14.000
20.830
(35.9 %)
Heraf bosniakker
ca. 28.000
30.966
(54,4 %)
Heraf kroater
ca. 6.000
5.625
(9,5 %)
Heraf andre
102
(0,3 %)
Ukendte/usikre:
3.502
Kilder: http://www.idc.org.ba/presentation/index.htm samt Ewa Tabeau og Jakub Bijak: War related Deaths in the 1992-1995 Armed Conflict in Bosnia and Herzegovina, European Journal of Population, bind 21, juni 2005, s. 187-215.
Drabstallet blev i mange år opgivet til et sted mellem 200.000 og 300.000. Men to videnskabelige og uafhængige undersøgelser foretaget i 2004 af Den demografiske afdeling ved ICTY (Den internationale krigsforbryderdomstol for Jugoslavien) samt i 2004-2007 af Research and Documentation Center (RDC) i Sarajevo viser et væsentligt lavere tal for det samlede antal døde og savnede som en direkte følge af krigen. I Danmark fortsatte de fleste medier med at bruge de gamle tal frem til 2007 til trods for, at Ritzaus Bureau i 2005 gjorde opmærksom på de nye opgørelser.
66
Jugoslaviens sammenbrud
RDC’s undersøgelse er sandsynligvis den mest pålidelige, da man systematisk har kontrolleret alle oplysninger i store databaser og desuden præsenterede de foreløbige resultater rundt om i landet for at give de lokale indbyggere mulighed for at korrigere oplysninger inden den endelige publikation i 2007. Ifølge RDC savnedes der i 2007 stadig 16.662 personer, herunder nogle endnu ikke identificerede lig fra de mange massegrave, som internationale retsmedicinere har udgravet efter krigens ophør i 1995.
Hvorfor? Som svar på Jelenas spørgsmål har følgende forklaringer været nævnt: • At krigen først og fremmest var en udefrakommende aggressionskrig med ’Balkans slagter’, den serbiske præsident Milosevic, og i mindre omfang hans kroatiske kollega Franjo Tudjman som iscenesættere. • At krigen primært var en religionskrig mellem muslimske fundamentalister og den kristne civilisations forsvarere. • At krigen var en borgerkrig, der skyldtes ’ældgammelt had’ mellem nogle traditionelt uforsonlige og krigeriske balkanfolk. Alle parter var lige uforsonlige og skyldige, så en international intervention ville ikke løse kunne løse konflikten.
De bloddryppende tv-billeder fra brødkø-massakren på gågaden i det centrale Sarajevo 27. maj 1992 kl. 10.15 vakte international opsigt og var stærkt medvirkende til, at FN vedtog en række sanktioner mod det resterende Jugoslavien.
• At krigen blev fremprovokeret af det internationale samfund, der for tidligt anerkendte BiH som selvstændig stat uden bagefter at være villig til at intervenere militært for at få standset det efterfølgende blodbad. • At krigen først og fremmest skyldtes uansvarlige politikere, der for at erobre og fastholde magten brugte den nationalistiske ideologi til at gejle en økonomisk og socialt hårdt ramt befolkning op mod hinanden.
Den bosniske tragedie 1992-1995
67
Der ikke er nogen entydige og simple forklaringer på krigsudbruddet, men snarere tale om en kombination af en række faktorer (se tekst 13). For at forstå den bosniske krigs årsager er det nødvendigt at vide noget om den bjergrige republiks komplicerede etniske sammensætning. Bosnien var på mange måder et Jugoslavien i mini-format – et kludetæppe af mange forskellige nationale/etniske grupper. I modsætning til de andre sydslaviske delrepublikker var BiH ikke hjemland for én dominerende narod (se side 17). Der fandtes ganske enkelt ikke et bosnisk folk, ligesom der heller ikke fandtes et jugoslavisk folk. Indbyggerne blev nok i daglig tale omtalt som enten bosniere eller herzegovianere, men det var mere en geografisk end en etnisk identitet. Hovedparten af befolkningen i BiH var før krigen ret homogen med fælles sprog og etnisk oprindelse som efterkommere af middelalderens sydslaviske indvandrere. Forskellene lå ikke i generne, men i forskellige religiøse tilhørsforhold som følge af en lang historisk udvikling. Først da den nationalistiske ideologi nåede til balkanlandene i 1800-tallet, begyndte ortodokse og katolske bosniere at identificere sig som henholdsvis serbere og kroater. De bosniere, der under det tyrkiske herredømme havde konverteret til islam, blev af de andre tit opfattet som enten muslimske serbere eller kroater, der havde svigtet deres oprindelige tro. Gradvist begyndte de bosniske muslimer derfor at identificere sig selv som et særskilt folk som værende de sande bosniere, med rødder helt tilbage til middelalderens indvandringsbølge. I perioden 1918-1945 under det jugoslaviske kongedømme og den fascistiske kroatiske stat eksisterede BiH ikke som en politiskadministrativ enhed. Men efter 2. Verdenskrig genoprettede Tito-regeringen Bosnien,
68
Jugoslaviens sammenbrud
nu som en socialistisk delrepublik, men uden at tildele indbyggerne i Bosnien en særlig bosnisk narod-status. De bosniske muslimer foretrak som regel at kalde sig serbere eller kroater, når der blev afholdt folketællinger. I 1969 blev det dog muligt at vælge kategorien muslimani, der med 1974-forfatningen fik status som narod. De blev dermed ligestillet med serbere og kroater i BiH, hvor alle vigtige poster i den lokale regering, administration, partiledelse m.m. skulle fordeles ligeligt mellem alle tre narodi. I 1993 besluttede den bosniske regering at bruge den middelalderlige betegnelse bosniakker (bosjnaci) i stedet for muslimani for at understrege den nationale identitet frem for den religiøse. Det er urimeligt at beskrive forholdet mellem de etniske grupper i førkrigens BiH som præget af ’ældgammelt had’. Tværtimod levede de forskellige etniske grupper relativt harmonisk sammen til daglig, bl.a. fordi den ateistiske marxisme i stort omfang erstattede de forskellige religiøse trosretninger. Blandede ægteskaber var almindelige, især i de moderne og sekulære bysamfund som Sarajevo, hvor hvert tredje ægteskab blev indgået på tværs af de etniske tilhørsforhold. Selv i de mere etnisk opdelte landsbyer plejede man at deltage i hinandens religiøse helligdage og kulturelle traditioner. Til gengæld var der et kulturelt og socio-økonomisk modsætningsforhold mellem den relativt tilbagestående og dårligt uddannede landbefolkning og den mere sofistikerede, veluddannede og nok også noget arrogante bybefolkning. Men bag overfladen lurede dog nogle historiske modsætningsforhold i form af gemte, men ikke glemte familietragedier og ubearbejdede myter og traumer fra fortiden, som let kunne udnyttes af kyniske politikere og medier til at skabe uforsonlige fjendebilleder, frygt og had.