pil christensen, peter nielsen og lars poulsen
Magt og modstand En introduktion til Michael Hardt og Antonio Negris tĂŚnkning
f r ydenlund serie
Magt og modstand En introduktion til Michael Hardt og Antonio Negris tænkning
1. udgave, 1. oplag, 2012 © Frydenlund og forfatter ISBN 978–87–7118–091–6 Redaktion: Rebekka Hjelholt Svendsen Korrektur: Hanne Preisler Grafisk tilrettelæggelse: Casper Øbro Grafisk produktion: Totem, Polen Forsidefoto: Ulf Andersen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk • www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice
INDHOLD
F orord
9
1 . I ndledning 1 1 politisk eksil 12 samarbejdet tager form 13 bogens indhold og opbygning 15 introduktion til et politisk projekt 16 2.
A r v en fra M ar x 1 9 marx hinsides marx 19 marxister i nutiden 20 postmodernismen 24 objektivisme og aktivisme 26 marxistiske perspektiver 27 marxistisk metode 28 afslutning 30
3.
F ilosofiske inspirationer poststrukturalismen 33 inspirationen fra spinoza 35 en socialfilosofisk vitalisme 38 multituden over for imperiet 40 biomagt og biopolitik 41 afslutning 43
4.
I mperiet 4 5 grundlĂŚggende teser 46 den ny kapitalisme 47 postmoderne globalisering 49 fra imperialismen til imperiet 51 5
33
imperiets konstitution 53 imperiale strategier 57 ny suverænitet 59 evig fred i en integreret verden 61 permanent borgerkrig 63 afslutning 67
5.
M ultituden 6 9 hvad er multituden? 69 den italienske inspiration 71 biopolitisk produktion 73 forandringer i (arbejds)livet 74 biopolitiske forandringspotentialer 76 kampe for demokrati 78 storbyen og absolut demokrati 81 arbejderklassen og selvledelse 83 overskridelse og identitet 85 revolution og opbrud 89 organisering og demokrati 90 kærlighed som politisk begreb 92 afslutning 95
6.
D et fæ lles 9 7 det fælles og fælles velstand 97 det fælles og det offentlige 100 kapitalisme er krise 102 kriser og korruption i imperiet 104 hele livet er korrupt 106 kapitalismens to ansigter 109 krisen accelererer 111 6
krisestrategier 114 optimistiske toner 116 afslutning 118
7.
K ritik og v idereud v ikling multituden 121 arbejderklassen 123 aktuelle potentialer 124 efter kapitalismen 127 dynamik og brud 129 afslutning 131
121
8 . Vurdering og perspekti v ering 1 3 3 det vitalistiske perspektiv 133 syntese med brister 135 nye elementer 137 hardt og negri hinsides hardt og negri 137
L itteratur
I ndeks
139
145
7
2 ARVEN FR A MAR X Nøglen til at forstå Hardt og Negris arbejde lægges frem allerede i begyndelsen af Empire, hvor de skriver: »Vi har efter bedste evne forsøgt at anvende en bred tværfaglig tilgang« og fortsætter, »to tværfaglige tekster agerede forbilleder for os, mens vi arbejdede med denne bog: Marx’ Kapitalen og Deleuze og Guattaris Tusind Plateauer« (2000: xvi og 415n). Hardt og Negris senere arbejde har bidraget yderligere til indtrykket af, at Kapitalen – Karl Marx’ (1818–1883) hovedværk – og Tusind Plateauer – et af hovedværkerne i poststrukturalismen – er afgørende byggesten i deres projekt. I dette kapitel ser vi på første del af ligningen: På hvilken måde er Hardt og Negri marxister? marx hinsides marx Hardt og Negri konfronterer ofte spørgsmålet om marxisme. I forlængelse af en række reaktioner på Empire betegner de deres bog som et marxistisk værk, men i en revisionistisk, dynamisk og uortodoks forstand (2001: 238). De er samtidig afvisende over for sterile diskussioner om, hvorvidt dette eller hint nu er rigtig marxisme. Men Hardt og Negri bibeholder også en intens og positiv dialog med den marxistiske diskurs og praksis. I Multitude udtrykker de et grundlæggende behov for at bringe Marx hinsides Marx (jf. også Negri 1991a), idet »man må fjerne sig fra Marx’ teorier i det omfang, genstanden for hans kritik, den kapitalistiske produktion og det kapitalistiske samfund som helhed, har forandret sig« (2004: 140). De går bevidst i Marx’ fodspor, men går også videre end Marx og »udvikler på grundlag af hans metode et nyt teoretisk apparat, der passer til vores aktuelle situation« (2004: 141). Den dobbelthed, der er indskrevet i et projekt, der både fastholder, men også overskrider marxismen, bliver understreget, når de ligeledes påpeger, at »efter vi er begyndt 19
at gå foran Marx på denne måde, har vi hele tiden en lurende anelse om, at han allerede var der før os« (2004: 141). Hvilken type marxister er Hardt og Negri så mere præcist? Spørgsmålet er vanskeligt, og det virvar af tekster og praksisser, der er opstået i de mere end 125 år, der er gået siden Marx’ død, har bestemt ikke gjort tingene lettere. Marxisme er på den ene side en positiv markør for mange teoretikere og aktivister på venstrefløjen. Derfor er der også vedvarende kampe om markørens indhold – og retten til at definere og besidde den. Disse kampe er ofte meget uskønne, og alene af den grund er mange på den anden side også skeptiske over for at se sig selv som marxister. Men derudover er der også mange dimensioner af den marxistiske praksis, der giver anledning til negativ identifikation. Dele af marxismen i 1970’erne var autoritær og indesluttet, og historiske erfaringer med eksempelvis stalinismen og maoismen er af gode grunde skræmmebilleder, der ikke kan undgå at virke tilbage på den marxisme, som disse regimer påkaldte sig. Men afstand til dele af den marxistiske arv og indoptagelse af nye impulser er i sig selv essentielle aspekter af marxismen i dag. Siden 1960’erne er der sket en række teoretiske og praktiske nybrud, som i varierende omfang præger den aktuelle marxisme. Hardt og Negris arbejde er dybt involveret i denne proces. Så lad os se mere systematisk på det marxistiske felt, som det tegner sig i det 21. århundrede. marxister i nutiden Marx’ tekster og temaer i forlængelse af hans forfatterskab er grundigt belyst fra en lang række vinkler. Det er berigende, men resultatet er også forvirrende. Derfor kan det være oplysende at foretage en mere præcis skelnen mellem forskellige typer marxisme. Vi har valgt at inddele marxismen under tre overordnede betegnelser: klassisk marxisme, post-marxisme og neo-marxisme (se også Nielsen 2012). Denne opdeling handler bl.a. om marxismens status og grænser. Marxismens status handler om, i hvilket omfang der knyttes særligt positive værdier til den marxistiske diskurs, 20
og grænserne indikerer, hvad der vurderes som liggende uden for marxismen, dvs. hvor meget, der ekskluderes som ikke- eller anti-marxistisk.
Marxisme
Status
Grænser
Klassisk
Absolut
Snævre
Post
Lav
Udflydende
Neo
Høj
Brede
Klassiske marxister tenderer mod at se marxismen som en absolut sandhed om samfundets udvikling, og der er ret snævre grænser for udfoldelsesmulighederne, da omdrejningspunktet er Marx’ eget arbejde. Denne form for marxisme kan derfor virke ekskluderende over for andre mindre stringente former for marxisme. Når den bliver dogmatisk, lukker den klassiske marxisme sig om sig selv, og der sker en opsplitning i indædt konkurrerende fraktioner, hvor forskellige retninger hver især mener at have monopol på den rette udlægning af marxismen. Klassisk marxisme er ofte knyttet til marxistiske regimer eller partier, som eksempelvis stalinismen eller trotskistiske partier2, men der kan også være tale om akademiske former for marxisme som strukturalisme eller kapitallogik3. Hvad indholdet angår, så bygger klassisk 2 Trotskisme har sit udgangspunkt i Lev Trotskijs (1879–1940) kommunistiske og socialistiske tankegods. Den væsentligste historiske forskel på trotskister og særligt stalinister er førstnævntes skarpe afstandstagen til Sovjetunionen efter Stalins magtovertagelse. I dagens Danmark er Internationale Socialister og Socialistisk Arbejderparti trotskistiske partier, og begge disse partier indgår i Enhedslisten. 3 Kapitallogikken var primært en akademisk retning, et forsøg på at gentænke marxistisk teori, der vandt forholdsvis stor udbredelse i Norden og Tyskland i begyndelsen af 1970’erne, men døde ud igen i løbet af 1980’erne. Kapitallogikken handlede om at forstå verden ud fra den logik, som den kapitalistiske vareproduktion medfører, og der var analytisk fokus på værdi, arbejde og kapital. Menneskelige relationer, samfundet og naturen kunne ifølge kapitallogikken forstås ud fra kapitalismens egendynamik – en logisk orden, der arrangerede tingene efter sine egne blinde love. Kapitallogikken var positivt forbundet med hegelianismen og stod hermed i modsætning til strukturalismen (Schanz 2007).
21
marxisme på stof fra Marx’ egen hånd og nært forbundet arbejde. Det handler således primært om kapitalismens økonomiske basis, (mer)værdi og udbytning, arbejderklassen og klassekamp, samt i forlængelse heraf om imperialismen og revolutionen. Samfundet analyseres ofte, som om kapitalismen næsten ikke har forandret sig siden Marx’ tid, og af og til arbejdes der med deterministiske modeller, der forudsiger eksempelvis kapitalismens sammenbrud. Selv inden for disse ret snærende rammer er der dog mange muligheder for uenigheder og teoriudvikling, da Marx’ arbejde er komplekst og omfattende, samt kan læses og korrigeres på talrige måder. Klassisk marxisme var fremherskende i 1970’erne og et stykke ind i 1980’erne. Der var eksempelvis store diskussioner mellem strukturalister og kapitallogikere. Samtidig så mange, både marxistiske akademikere og politiske aktivister, positivt på tidens ’marxistiske’ regimer, og der opstod tillige et væld af nye partidannelser med helt særlige teoretiske og politiske identiteter, der ofte stod i stærk opposition til hinanden. Men klassisk marxisme er stort set fraværende i dag, i hvert fald i danske akademiske kredse. Ernest Mandel (1923–1995) kan nok siges at være den sidste klassiske akademiske marxist, der havde en stor international gennemslagskraft. I 1990’erne var post-marxismen til gengæld dominerende. Denne type marxisme er på mange måder antitesen til den klassiske marxisme og er ofte affødt af skarpe opgør med store dele af den marxistiske overlevering, uden at post-marxister dog kan karakteriseres som ikkemarxister, da de ikke helt afviser et positivt tilhørsforhold til marxismen. Post-marxister forsøger at åbne marxismen radikalt op ved at dekonstruere den og beskyde de ellers kanoniserede marxistiske tekster og praksisformer udefra. Marxismens status blev gennem 1990’erne udjævnet, og grænserne for marxismen blev ikke kun udvidet, men nedbrudt således, at det ved udgangen af det 20. århundrede var meget uklart, hvad marxisme egentlig var. Marxismen blev blandet med teorier, metoder og perspektiver, der lå langt fra klassiske marxisters horisont. Ernesto Laclau og Chantal Mouffe (1985, 1987) er kendte repræsentanter for post-marxismen. 22
Ingen af den klassiske marxismes hovedteser forblev uantastede i slutningen af det 20. århundrede. Post-marxismen var skeptisk over for både ’marxistiske’ regimer og partier og de traditionelle akademiske former for marxisme. Indholdsmæssigt blev der stillet spørgsmålstegn ved så grundlæggende marxistiske teser som klassers centrale rolle og revolutionens uafvendelighed. Ligeledes blev der gjort op med det økonomiske fokus i den klassiske marxisme, og skarpe skel mellem eksempelvis materiel basis og immateriel overbygning blev afmonteret. Der blev sat fokus på mere ubestemte identiteter og historisk kontingens og lagt større vægt på sprog, kultur og medier. Stort set alle de klassiske begreber og metoder i marxismen blev afvist af post-marxister, og der blev i stedet udviklet nye begreber og metoder, som eksempelvis dem, der knytter sig til Laclau og Mouffes diskursteori. Mellem klassisk marxisme og post-marxisme kan man så placere neo-marxister, der anerkender, at der eksisterer forskellige læsninger af Marx og en række forskellige marxistiske projekter, der alle er legitime, men omvendt ikke kan acceptere, at marxismens grundelementer konsekvent udvandes. Neo-marxister overskrider de snævre grænser for den klassiske marxisme, men afviser på samme tid behovet for et fundamentalt opgør med marxismen. Det er et gennemgående træk ved denne type marxister, at de fortsat anvender en række klassiske marxistiske begreber og metoder, men giver dem nyt indhold i forlængelse af både de forandringer, som kapitalismen har gennemgået siden Marx’ tid, og de nye akademiske og aktivistiske redskaber, som især årtierne efter 1960’erne har været rige på. Det er fortsat post-marxismen, der er mest udbredt i det 21. århundrede, men i de seneste år er der alligevel sket et stille opgør med denne marxisme. Former for neomarxisme, der trækker nye tråde tilbage til den klassiske marxisme uden at genoptage de ekskluderende tendenser, vinder større udbredelse i dag, hvilket Hardt og Negris arbejde måske er det bedste eksempel på. For Hardt og Negri har Marx høj, men ikke absolut status. Grænserne for deres marxisme er brede, men ikke udflydende. Den måde, Hardt og Negri håndterer postmoder23
nisme, er et godt eksempel på deres neo-marxistiske tilgang. Postmodernister afviser konsekvent klassisk marxisme, og omvendt afviser klassiske marxister konsekvent postmodernisme. Hardt og Negri indgår i positiv dialog med begge teorikomplekser, men hælder klart mod marxismen. Hvor der altså er et markant eller ligefrem uforsonligt modsætningsforhold mellem klassisk marxisme og postmodernisme, så indtager Hardt og Negri en nuanceret mellemposition med en klar marxistisk identitet. postmodernismen For at forstå den neo-marxistiske position er det derfor vigtigt at se på den postmodernistiske arv. Det, der kendetegner postmodernister som Jean-Francois Lyotard (1924–1998), Jean Baudrillard (1929–2007) og Jacques Derrida (1930–2004), er radikale opgør med moderniteten og Oplysningen, samt de tilhørende universelle værdier om objektivitet, fornuft og fremskridt. Postmodernismen tog fart i 1980’erne og toppede som paradigme på de vestlige universiteter i 1990’erne. Postmodernister er radikalt skeptiske over for modernismens ’store fortællinger’ og erstatter modernismens værdier med fornuftskritik og dekonstruktion. De postmodernistiske opgør ramte også marxismen. Postmodernister sætter i vidt omfang lighedstegn mellem marxisme og andre modernistiske teorier4, sådan at marxismens store fortælling også bliver set som et element i den dominerende magtstruktur frem for et frigørende alternativ. Opgøret med moderniteten indebærer altså også et opgør med den klassiske marxisme, der så typisk bliver identificeret med marxismen i det hele taget. Hardt og Negris arbejde indikerer, i tråd med andre nyere forfattere såsom Naomi Klein (2000, 2007), et nyt syn på postmodernismen i det 21. århundrede. Der er tale 4 Eksempler på andre modernistiske teorier, der angiveligt har været med til at understøtte den dominerende magtstruktur og den store fortælling om moderniteten, er positivisme og realisme, samt liberale ideer om universelle menneskerettigheder og liberalistisk økonomisk ideologi, såsom produktivisme og effektivitetslogik.
24