Marxismen efter mrax uddrag

nicklas weis damkjær, mathias hein jessen, thomas palmelund johansen, eva krause jørgensen og esben bøgh sørensen (red.)

Marxismen efter Marx Tolv strømninger i det 20. århundrede

frydenlund serie

Marxismen efter Marx Tolv strømninger i det 20. århundrede © Forfatterne og Frydenlund 1. udgave, 1. oplag, 2013 ISBN 978-87-7118-114-2 Grafisk tilrettelæggelse: Casper Øbro Grafisk produktion: Graphic Cems, Spanien Udgivet med økonomisk støtte af Lademanns Fond Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

På omslagets forside ses øverst fra venstre mod højre: Lenin, Mao, Adorno, Marcuse, Marx, Hockheimer, Gramsci, Althusser og Lukács

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk • www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

INDHOLD

Redaktionelt fororD

7

af nicklas weis damkjær, mathias hein jessen,

thomas palmelund johansen, eva krause jørgensen og esben bøgh sørensen

1

Karl Marx – fra Marx til marxismen af andreas beck holm

2

Marxismen i 2. Internationales periode – den tyske diskussion 33 af curt sørensen

3

Marxismen i 2. Internationales periode – den russiske diskussion 55

19

af curt sørensen

4

af peer møller christensen

5

Antonio Gramsci – et postmarxistisk efterspil? 97

Mao Zedong – og marxismen

77

af gert sørensen

6

György Lukács – romantisk antikapitalisme, hegel-marxisme og tingsliggørelse 113 af jørn erslev andersen

7

Max Horkheimer – og den kritiske tænknings uafsluttelige dialektik af mathias hein jessen

5

127

8

Theodor W. Adorno – og Marx(isme(n)) 147 af steen nepper larsen

9

At læse det aldrig skrevne – Walter Benjamins teologiske materialisme 167 af morten haugaard jeppesen

10

Herbert Marcuse – en humanistisk marxist

187

af mihail larsen

11 12

Kapitallogik – rekonstruktion af økonomikritikken af hans-jørgen schanz

205

Læs klassekampen! – om Louis Althussers intervention af lars-henrik schmidt forfatterbiografier 234 personregister

236

6

219

redaktionelt forord Karl Marx (1818-1883) er utvivlsomt en af de mest omdiskuterede tænkere i historien, og hans bidrag inden for filosofi, økonomi, historie og politik har været toneangivende og yderst indflydelsesrige for eftertiden. I den akademiske verden har Marx til stadighed været en inspirationskilde for en lang række tænkere, både som medspiller og som kritisk modspiller. I den politiske verden har Marx ligeledes haft stor indflydelse, hos venstrefløjen generelt og særligt i arbejderbevægelsen.

Denne antologis ærinde er at vise, hvordan Marx’ tænkning intellektuelt og idéhistorisk er blevet anvendt og videreført fra tiden lige efter hans død til sidste gang marxismen oplevede et større opsving i 1960’erne og 1970’erne. Gennem de seneste 30 år er marxismen som strømning gledet mere og mere ud af læseplanerne på de fleste uddannelsesinstitutioner samt af den offentlige bevidsthed. Sideløbende har den marxistiske tradition imidlertid været en afgørende basis for udviklingen af de human- og samfundsvidenskabelige teorier, der benyttes og diskuteres i dag.

De, som i dag går på universiteterne, og generelt dem, der er født efter 1980, hvilket også inkluderer medlemmerne af denne bogs redaktion, kan siges at tilhøre en generation, som ikke bærer byrden af personlig skuffelse eller vemodighed fra hverken 1968, den kolde krig, eller stalinismens uhyrligheder. Derfor er der måske god grund til at genbesøge den arv, der selvom den har haft stor indflydelse, været en stor inspirationskilde og i nogle tilfælde endda udgangspunkt for de teorier, der er fremherskende i dag, ikke desto mindre er gledet i baggrunden. Selv de, der er og har været enten i direkte opposition til den marxistiske tradition, eller som har villet løsrive sig fra den, har til stadighed gjort det i en konfrontation og diskussion med både Marx og marxismen.

De tænkere, der er repræsenteret i denne antologi, er blandt de mest indflydelsesrige inden for filosofi, samfunds-, kultur- og æstetikteori samt politisk historie i det 20. århundrede. De følgende kapitler præsenterer et 7

udvalg af, hvad man kunne kalde den ‘klassiske’ marxistiske tradition. Valget af dette fokus er begrundet i, at der, som det nok er de fleste bekendt, skete et markant brud omkring Murens fald i 1989. I universitetsverdenen gik marxismen fra at have oplevet sine heydays i 1970’erne til at blive mere eller mindre eksileret i 1990’erne. Samme forhold gjorde sig endvidere gældende i den politiske og samfundsmæssige forestillingsverden, hvor neoliberalismen til gengæld i løbet af 1990’erne gik sin tilsyneladende sejrsgang. Marxismen, marxistiske teoretikere og venstrefløjstænkere har med andre ord efter 1989 gennemgået en helt anden historie, som vi ikke har valgt at fortælle i denne bog.1 kapitalisme i krise I november måned 2008 kunne det tyske Dietz Verlag “”melde udsolgt af det seneste oplag af Karl Marx’ økonomikritiske hovedværk Das Kapital. Finanskrisen, som samme år for alvor satte ind med det såkaldte Credit Crunch, begyndende med krakket i den amerikanske bank Lehman Brothers den 15. september, gav anledning til en fornyet interesse i kapitalismekritik i almindelighed og Marx’ økonomikritik i særdeleshed. Kapitalismens succes syntes i det hele taget at stå i et omvendt proportionalt forhold til interessen for Marx og marxismen. Måske ikke så mærkeligt eftersom Marx nok er den mest betydningsfulde kapitalismekritiker nogensinde, omend man ikke skal glemme, at den kapitalisme, Marx levede under og analyserede, var markant anderledes end kapitalismen i dag. Forskellighederne har dog ikke gjort Marx irrelevant.

De nye demokrati- og protestbevægelser såsom Occupy Wall Street, modstanden og protesterne i Grækenland og resten af Sydeuropa, Democracia Real Ya! og Los Indignados-bevægelsen i Spanien samt Det Arabiske Forår kan således analyseres ud fra et marxistisk og venstreorienteret perspektiv. Disse fænomener kan ses som vores tids klas1 For en gennemgang af denne nyere marxistiske tradition, se f.eks. antologien Venstrefløjens nye tænkere. En introduktion, Forlaget SLAGMARK, 2011

8 “”

sekamp, men i særdeleshed som et eksempel på den utilfredshed, der er med det, som disse bevægelser opfatter som store uretfærdigheder i den bestående økonomiske og politiske orden. Marx og marxismen synes således at få momentum, ikke alene fordi der findes et behov for at forstå og kritisere kapitalismen, men også fordi der også eksisterer et behov for at overskride kapitalismen.

Et af formålene med denne bog er at vise, at den marxistiske tradition har været meget varieret og har bidraget til vidt forskellige emner i vidt forskellige tider.

Marxismen er og har været en meget levende tradition, hvilket også hænger sammen med den indre dialektik, der er i selve Marx’ forfatterskab. Marx selv var dybt involveret i en politisk kamp for forbedring af forholdende for de undertrykte i samfundet, og det er svært at forstå hans forfatterskab uden hensyn til dette. Senere er Marx også ofte blevet taget op med et politisk formål for øje og brugt i diverse politiske kampe og kontekster, hvilket man må forstå og have et øje for i læsningen af både Marx og den marxistiske tradition. Noget af det, vi belyser i denne antologi, er netop, hvorledes marxismen som teori har udviklet sig i lyset af det 20. århundredes politiske, økonomiske og sociale historie.

Pointen her er, at selvom Marx måske har fået momentum ovenpå krisen, så er der i Marx og den marxistiske tradition en teoretisk dybde og analysekraft, der rækker langt ud over den nuværende krise. Marxismen har (altid) ytret sig som en kritik af bestående uretfærdigheder, hvorfor den som oftest har udfoldet sig som en kritik af kapitalismen, i hvilken form den nu optrådte. Man kan sige, at kapitalismen har stået for skud på grund af dens tendens til at skabe ulighed og uretfærdighed, men det kritiske skyts kan, som det er blevet det gennem den marxistiske tradition, anvendes på en lang række områder. marxisme ud over finanskrise – filosofi, politik og kritik Marxismen er således en teoretisk tradition, som altid har bevist sin relevans gennem en stillingtagen til og kritik af sin samtid. Tænkerne inden for denne tradition vil til sta9

dighed være relevante ikke blot for politisk aktivitet, men i høj grad også i den samfunds- og humanvidenskabelige tænkning. Som en kritisk tradition vil marxismen være en stadig udfordring for de bestående og dominerende måder at anskue samfundet, historien og mennesket på, og derfor må interessen for denne tradition også gå ud over eller være bredere end den aktuelle finanskrise. Denne antologi skulle gerne vise to tæt forbundne sider af marxismen: den intellektuelle forskningstradition samt den vedblivende beskæftigelsen sig med politiske spørgsmål.

De to sider er bundet sammen i begrebet kritik.

Karl Marx var blandt de første, som virkelig lavede en dybdegående og vidtrækkende analyse af det moderne samfund og kapitalismen. For Marx indebar denne store omvæltning i samfundets måde at organisere økonomien på også store omvæltninger i den måde, der tænkes på, laves politik på, og hele den måde mennesket udtrykker sig selv på. Kapitalismen er for Marx ikke bare en måde at producere på, men samtidig en eller flere måder at tænke på. Den senere udvikling i marxismen var en videreførelse af hele det kritiske projekt, Marx stablede på benene. Et projekt som forsøgte at forbinde trådene i analysen og kritikken af kapitalismen og det moderne samfund.

Marx’ teoretiske korpus er så stort og så komplekst, at der blev lagt op til mange forskellige tolkninger og retninger i den senere udvikling af marxismen. Det skulle denne bog gerne afspejle. Dog må det også understreges, at flere kerneelementer går igen. Kritikken af kapitalismen og den politiske økonomi, ideologikritikken, den historiske materialisme samt det politiske engagement er alt sammen gennemgående temaer for den marxistiske teoriudvikling. Det er på samme tid temaer, som af flere aktuelle venstrefløjsteoretikere, som f.eks. Slavoj Žižek, Alain Badiou, Jacques Rancière, David Harvey, Michael Hardt og Antonio Negri og mange flere, anses som relevante i dag.

Karl Marx og hele den marxistiske tradition har således leveret teoretisk krudt til hele generationen af venstrefløjsteoretikere efter 1989 og frem til i dag. Dette tyder på, at marxismen har formået at berøre nogle af de helt fundamentale spørgsmål skabt i og af det moderne samfund: forholdet mellem social handling og social 10

objektivitet, mellem aktør og struktur, mellem filosofi, ideologi og økonomi og endelig forholdet mellem teori og praksis, mellem videnskab og politik. Den marxistiske traditions enestående formuleringer, genformuleringer og forsøg på besvarelse af disse spørgsmål gør den til en evig aktuel tradition. opgør og engagement Et åbenlyst, men også vigtigt, spørgsmål, man møder, når man beskæftiger sig med marxismen, er spørgsmålet om forholdet til den såkaldte dogmatiske eller ortodokse marxisme. Denne antologi er ingen undtagelse – også her spøger det. Det er et fællestræk ved alle kapitlerne, at der tages afstand til det, som de fleste steder omtales som dogmatisk marxisme eller sovjetmarxisme. Det er imidlertid vigtigt i denne sammenhæng at gøre opmærksom på, at der ikke nødvendigvis henvises til det samme. ‘Spøgelset’, den dogmatiske marxisme, er også et heterogent begreb. Næsten samtlige af de marxistiske teoretikere, der bliver taget op i denne antologi, beskrives som havende gennemgået et ‘opgør’ med en eller anden form for ‘ortodoks’, ‘dogmatisk’ eller ‘sovjet’-marxisme. Der henvises dog sjældent til egentlige teoretikere inden for disse betegnelser. Det, der henvises til, er snarere den traditionelle kritik af marxismen for at være naivt materialistisk, i høj grad økonomisk reduktionistisk og teleologisk og for at reducere den dialektiske materialisme og basis/ overbygningsmodellen til et deterministisk skema, hvor økonomien bestemmer i enhver instans. Det er dog svært at finde nogle marxister, som rent faktisk fuldstændigt er præget af disse karaktertræk. Dette ‘spøgelse’, der går igen, skal derfor ikke nødvendigvis tages bogstaveligt som en faktisk tradition inden for marxismen, men bør i vores øjne snarere anskues som et kritisk referencepunkt, som næsten alle marxister har villet gøre op med.

Et andet tema, som bliver taget op i flere af bidragene, er forholdet til den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831). Som en af de vigtigste inspirationskilder for Marx selv er det kun naturligt, at også senere teoretikere inden for traditionen har taget Hegel 11

op omend på meget forskellige måder. I den marxistiske tradition er der således endda tale om en hegelmarxisme, som repræsenteres af specielt György Lukács og Karl Korsch. Herudover er Frankfurterskolen også inspireret af den hegelske dialektik, omend i et stadig kritisk favntag med de centrale elementer i Hegels filosofi, f.eks. som det giver sig til udtryk i Theodor W. Adornos Negative Dialektik. Herfra går der en linje op til kapitallogikken, som også interesserer sig for de hegelske temaer, ofte i en kritisk dialog med Althusserskolen, som heroverfor gerne vil gøre op med Hegels indflydelse på Marx og marxismen.

Endelig er der det politiske engagement. Som kapitlerne gerne skulle vise, er hver af de marxistiske hovedstrømninger, der præsenteres, blevet til i en social, politisk og økonomisk kontekst. Flere af kapitlerne fremstiller derfor også, hvorledes de mere teoretiske analyser hos tænkerne har været indviklet i direkte politiske kampe.

Således var teoridiskussionerne mellem Eduard Bernstein, Karl Kautsky og Rosa Luxemburg et komplekst hele af abstrakte teoretiske overvejelser og konkrete politiske anvisninger, specielt hvad angår spørgsmålet om forholdet mellem reform og revolution. Når det gælder den russiske diskussion, var det specielt spørgsmålet om den rigtige måde at organisere sig på, der var omdrejningspunktet, hvortil Vladimir Lenin lancerede en bestemt partimodel, en model Luxemburg endvidere kritiserede.

Ligeledes melder Antonio Gramsci sig også på banen med strategiske overvejelser, som springer ud af hans begreb om det kulturelle hegemoni og henviser derfor til kulturens betydning i den politiske kamp. Samme overvejelser, dog i en noget anden kontekst, præger Maos teoretiske og politiske anbefalinger, og hans praksis viser sig bl.a. ved, at han igangsætter den kinesiske kulturevolution.

Heroverfor står den såkaldte universitetsmarxisme, her repræsenteret særligt ved Frankfurterskolen og Louis Althusser. Althusser var medlem af det franske kommunistparti, mens frankfurterne og kapitallogikken bevidst fravalgte det partipolitiske. Ikke desto mindre er der hos Althusser tale om et mere teoretisk forhold til Marx og ikke som sådan et direkte partipolitisk engagement, uden det politiske dog blev helt glemt.

12

om kapitlerne Det er klart, at bogens udvalg af teoretikere lige så meget er et udtryk for et fravalg som et tilvalg. Ikke desto mindre har vi forsøgt at medtage så bred en vifte af marxistiske tænkere som muligt. Stort set alle kapitlerne er skrevet af forskelligartede forfattere, og selvom redaktionen har bestræbt sig på at opnå en sammenhæng ved at lægge nogle formelle rammer for hele antologien, så er hvert kapitel selvfølgelig også præget af den enkelte forfatters tilgang til Marx, marxismen og den behandlede tænker.

I kapitel 1 giver Andreas Beck Holm en introduktion til Marx samt overgangen til marxismen. Skellet mellem Marx og marxismen er helt central for forståelsen af den senere tradition, og her spiller særligt det politiske engagement en vigtig rolle. Som det vil vise sig gennem resten af antologien, er marxismen teoretisk som praktisk en særdeles heterogen størrelse.

Overgangen til marxismen knytter direkte an til de følgende tre kapitler, hvor spørgsmålet om både teori og praksis i høj grad er på spil. I kapitel 2 og 3 gennemgår Curt Sørensen teoridiskussionerne i 2. Internationale mellem henholdsvis Eduard Bernstein, Karl Kautsky og Rosa Luxemburg i Tyskland og Vladimir Lenin, Leon Trotsky og folkevennebevægelsen i Rusland. I den tyske diskussion udspilles nogle af de væsentligste diskussioner om forholdet mellem kommunisme og socialdemokratisme, som trækker tråde op til i dag. Sørensen viser, hvordan marxisternes overvejelser om revolutionsstrategier hang sammen med de aktuelle materielle forhold samt forholdet mellem det industrielle Europa og det overvejende agrare Rusland, og han lægger vægt på at vise, hvordan teorien både for Marx og for marxisterne var til konstant forhandling og tilpasning alt efter de konkrete forhold.

Kapitel 4 omhandler Mao Zedong, og her præsenterer Peer Møller Christensen den kinesiske side af teoridiskussionerne. Her placeres Mao specielt over for den økonomisk-dogmatiske sovjetmarxisme, hvor han i særlig grad lægger vægt på betydningen af kulturen og behovet for en revolution i denne. Ud fra disse betragtninger trækkes der tråde op til maoismens intellektuelle arv i dag.

13

Fra disse store historiske diskussioner om forholdet mellem den politiske teori og praksis bringer de næste to kapitler os over i en diskussion om forholdet mellem filosofi og praksis. Gert Sørensen præsenterer således i kapitel 5 Antonio Gramscis vigtige bidrag til den marxistiske teoriudvikling, hans såkaldte praxisfilosofi. Gramsci forsøgte i en italiensk kontekst at videreudvikle den del af marxismen, som i høj grad lagde vægt på kultur, ideologi og bevidsthed i analysen af samfundet. Her forklares bl.a. begrebet om kulturelt hegemoni, som måske er det, Gramsci er bedst kendt for. Sørensen foretager en intellektuel boopgørelse ved at anvende den samme fremgangsmåde over for Gramsci, som denne selv brugte over for Marx, praxisfilosofiens grundlægger.

Lignende perspektiv anlægger den ungarske filosof György Lukács, som præsenteres af Jørn Erslev Andersen i kapitel 6. Andersen viser, at Lukács som repræsentant for den senere såkaldte hegelmarxisme med inspiration fra Hegel i særlig grad udvikler begrebet om tingsliggørelse som kapitalismens mest grundlæggende træk.

Frankfurterskolen og den kritiske teori er nok den mest kendte skoledannelse i den marxistiske tradition.

Den blev en af de vigtigste inspirationskilder til den kritiske forskning på universiteterne samt til studenteroprøret og ungdomsbevægelserne i slutningen af 1960’erne og 1970’erne både herhjemme og i andre lande. Modsat samtlige af de forudgående kapitler er det kendetegnende for den kritiske teoris tænkere, at de ikke kun er sovjetkritiske, men helt udelukker partipolitisk tilslutning. I antologien har vi valgt at repræsentere retningen gennem nogle af dens allermest centrale skikkelser.

Mathias Hein Jessen præsenterer således i kapitel 7 Max Horkheimer, den første direktør for Institut for Socialforskning i Frankfurt am Main, Tyskland, som var den institutionelle ramme for det, der siden skulle kendes som Frankfurterskolen. Det var Horkheimer, som med sin programartikel “Traditionel og kritisk teori” fra 1937 udlagde, hvad kritisk teori nærmere præcist skulle være, og hvordan den skulle adskille sig fra den i datiden fremherskende positivisme i socialvidenskaberne og filosofien.

Den mest berømte og af eftertiden mest behand14

lede af frankfurterne må nok siges at være Theodor W. Adorno, der præsenteres i kapitel 8 af Steen Nepper Larsen. Adorno har gennem sin kritiske venstremarxisme, eller kritisk teori, ydet enorm indflydelse på en række felter både inden for filosofien, sociologien og æstetikteorien.

Gennem sin særegne skrivestil leverede Adorno en skarp – dystopisk ville nogen mene – kritik af kapitalismens evige totaliserende tendens, særligt i kulturindustrien og forbrugssamfundet.

Selvom Walter Benjamin aldrig have nogen direkte institutionel tilknytning til Frankfurt, så medregnes han ofte som en del af skolen, bl.a. på grund af sine artikler i det tilknyttede tidsskrift Zeitschrift für Sozialforschung.

Som Morten Haugaard Jeppesen viser i kapitel 9 udvikler Benjamin Marx’ historiefilosofi samt begrebet om den historiske materialisme. Ifølge Benjamin må man kritisere enhver idé om fortiden som værende afsluttet. Ligesom en litterær tekst må man holde historien åben for nye fortolkninger og læsninger.

Den frankfurter, der opnåede det bredeste folkelige gennembrud i sin samtid, var uden tvivl Herbert Marcuse. Som Mihail Larsen demonstrerer i kapitel 10, kom Marcuse til sin egen store overraskelse til at spille en central rolle for politiske græsrodsbevægelser i 1960’erne, såsom ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen. Ifølge Larsen placerer Marcuse sig i den kritiske teori som en humanistisk tænker, idet han særligt kritiserede kapitalismens tendens til dehumanisering og fremmedgørelse. Med inspiration fra både Marx, Weber og Freud mente Marcuse, at opgøret med kapitalismen ikke skulle findes i individet, da dette var for tynget af den borgerlige ideologi, men igennem massebevægelsen.

Fælles for de sidste to kapitler i antologien er forsøget på både at bygge videre på, men bestemt også at gøre op med, Frankfurterskolen. I kapitel 11 præsenteres den især i Danmark kendte kapitallogiske skole – eller blot kapitallogikken – af den væsentligste repræsentant for kapitallogikken herhjemme (og i Norden) Hans-Jørgen Schanz. Ifølge kapitallogikken var den kritiske teori i Frankfurterskolen blevet for bredt appliceret og dens begreber for analytisk svage. Svaret blev at vende tilbage 15

til Marx, dvs. den økonomikritiske Marx, for derigennem at rekonstruere dennes analytiske begreber. Hele den marxistiske tradition havde ifølge kapitallogikkerne fejllæst Marx’ Kapitalen gennem et historisk materialistisk filter, og ved at vende tilbage til den oprindelige økonomikritik håbede man på at smide det partisocialistiske åg, der havde tynget marxismen indtil da. Problemet var dog ifølge Schanz, at både de kapitallogiske kategorier og økonomiske figurer ikke kunne beskrive mange af de fundamentale træk ved den menneskelige tilværelse, samt at man gennem en vending mod teorien kom til at vende al praksis ryggen.

Det omvendte kan siges at gøre sig gældende hos Louis Althusser. Som Lars-Henrik Schmidt præsenterer i antologiens 12. og sidste kapitel, udviklede der sig i Frankrig samtidig med kapitallogikken en skole omkring Althusser. Ifølge Althusser var problemet med Marx og marxismen først og fremmest den hegelske arv, dvs. idealismen. Med inspiration fra bl.a. Lenin og Jacques Lacan udviklede Althusser et begreb om overdetermination, hvori han understregede, at netop fordi historien er strukturelt bestemt, er den ikke retningsgivet af nogen form for subjekter eller formål. Det er masserne, ikke noget subjekt, som gennem klassekampen skaber historien.

Der er flere røde tråde i denne antologi, og de ovenfor skitserede er kun nogle af de mest fremtrædende. De er dog alle blevet til i bestemte sociale, politiske, historiske og økonomiske kontekster, men også i en bestemt intellektuel kontekst. Marxismen har således sin helt egen intellektuelle historie, som er interessant i sig selv, men som også er interessant, fordi den så ofte har været i direkte favntag med de politiske og sociale kampe i historien.

Marxismen har således været med til at forme historien, såvel som den selv er blevet formet af den.

Baggrunden for denne antologi er oprindeligt en studiekreds i Marx’ hovedværk Kapitalen, som begyndte i efterårssemesteret 2009 på Idéhistorie ved Aarhus Universitet, hvor der, på trods af afdelingens tradition for netop dette, ikke var blevet læst Marx siden 1996. Det var vi mange 16

studerende, der af ovennævnte grunde mente var en fejl.

Nærværende redaktion besluttede sig i forlængelse af studiekredsen for at arrangere et kandidatseminar ved Afdeling for Idéhistorie på Aarhus Universitet under titlen “Marxistiske strømninger i det 20. århundrede”. Det er fra denne forelæsningsrække, at antologien udspringer. Vi vil derfor sige mange tak til alle de studerende, der fulgte og støttede seminaret. Ikke mindst takker vi forelæserne, som efterfølgende har bidraget til denne bog. Først og fremmest skal I have tak for jeres lyst og engagement til at deltage i vores projekt samt for jeres tålmodighed og imødekommenhed i forbindelse med redigeringen. Samtidig skal der rettes en tak til Bogforlaget Frydenlund og til Lademanns Fond for at ville støtte udgivelsen af denne bog.

Desuden vil vi rette en stor tak til den nu hedengangne Afdeling for Idéhistorie; særligt Ole Morsing, Mikkel Thorup og daværende studieleder Morten Haugaard Jeppesen. Til sidst vil vi takke Idéhistorie i Aarhus for at have skabt et studie- og undervisningsmiljø, der i det hele taget har gjort – og gør – det muligt for os studerende selv at oprette studiekredse, seminarer, foredragsrækker etc. og derigennem hjælpe os til at tage selvstændige initiativer og ansvar i vores uddannelse samt forfølge vores interesser.

Aarhus, maj 2012 Nicklas Weis Damkjær Mathias Hein Jessen Thomas Palmelund Johansen Eva Krause Jørgensen Esben Bøgh Sørensen

17