Ellen Stampe
Morakker
FortĂŚllingen om den korrupte betjent
Frydenlund
Morakker fortællingen om den korrupte betjent 1. udgave, 1. oplag, 2012 © Frydenlund og forfatteren ISBN 978–87–7118–030-5 Forlagsredaktion: Lotte Surlykke List Korrektur: Lasse Isholm Grafisk tilrettelæggelse: Anette Oelrich Grafisk produktion: Balto, Litauen Bogen er udgivet med støtte fra Statens Kunstråd. Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold forord - - - - - - - - - - - - - - - Indledning - - - - - - - - - - - - - - Den gik af - - - - - - - - - - - - - - Du kommer aldrig ind - - - - - - - - - Selvmord ved hængning - - - - - - - - 18. maj 1993 - - - - - - - - - - - - - Jeg skød mod folk, Hans - - - - - - - - Guldtand - - - - - - - - - - - - - - Politistation med telefonsvarer - - - - - Qallunaaralak - - - - - - - - - - - - Politimorderen og narkoopgøret - - - - Den uheldige hundefører - - - - - - - - Hansi, hansi, hjælp mig - - - - - - - - Hun tog ambulancen - - - - - - - - - Ligesom man gør ved sæler - - - - - - - Du har taget min skovl - - - - - - - - - En grønlandsk Obelix - - - - - - - - - To knuste hjerter - - - - - - - - - - - Hunden på Dumpen - - - - - - - - - - Krudthuset - - - - - - - - - - - - - - Den lumre dansker - - - - - - - - - - Stationsleder med riffel - - - - - - - - Mig ikke ballade - - - - - - - - - - - -
7 11 16 20 24 28 32 37 43 50 55 57 59 61 66 72 73 74 76 78 82 84 90
5
Du kender rumlen - - - - - - - - - - - - 91 Kasper Det Lille Spøgelse - - - - - - - - - 95 Det vil du fortryde - - - - - - - - - - - 100 Blotter-Tarzan - - - - - - - - - - - - - 102 En undskyldning til de døde - - - - - - - 106 Læreren og røgen - - - - - - - - - - - - 108 Fortænderne i sofaen - - - - - - - - - - 109 Som en robot - - - - - - - - - - - - - 113 Den nye stationsleder - - - - - - - - - - 116 Hvad laver du her? - - - - - - - - - - - 118 Ilulissat - - - - - - - - - - - - - - - - 119 Stanken af fisk - - - - - - - - - - - - - 122 En glødende kuglepen - - - - - - - - - 125 Nedkøling - - - - - - - - - - - - - - 127 Drengen, der druknede - - - - - - - - - 131 Hunde, der slår ihjel - - - - - - - - - - 132 Isbjerget - - - - - - - - - - - - - - - 136 Den forkerte ende af et jagtgevær - - - - - 141 Så hilser de - - - - - - - - - - - - - - 146 Den franske kok - - - - - - - - - - - - 147 9 mm Neuhausen - - - - - - - - - - - 158 Den rigtige måde - - - - - - - - - - - - 160 Toppen af hashbjerget - - - - - - - - - 163 Her sladrer vi ikke - - - - - - - - - - - 170 Rambukaktionen - - - - - - - - - - - 173 Kører du på mig? - - - - - - - - - - - - 176 Du er anholdt - - - - - - - - - - - - - 179 Hvad har han sagt? - - - - - - - - - - - 181 Den korrupte betjent - - - - - - - - - - 188 Ubærlig uretfærdighed - - - - - - - - - 197 Tilbage i Grønland - - - - - - - - - - - 200 Efterskrift - - - - - - - - - - - - - - - 210
6
Forord En politimand har tavshedspligt. Også når han ikke er ansat ved politiet mere. Denne bog går helt tæt på en politimands arbejde i de fem år, han boede i Grønland i begyndelsen af 1990’erne. Både bogens hovedperson, Hans Haahr Pedersen, og jeg har været meget omhyggelige med ikke at bryde tavshedspligten. Derfor har den by, hvor Hans Haahr var udstationeret i tre år på vestkysten, fået et opdigtet navn: ‘ Kuun’. Byen er ikke ret stor, og alle kender alle. De mange utrolige episoder, Hans Haahr oplevede som politimand i byen, har jeg stadig forsøgt at beskrive så præcist og korrekt som muligt. Men alle undtagen familien Haahr har fået andre navne, og specielle kendetegn er fjernet fra teksten, så ingen kan genkendes af andre end dem selv. Formålet med bogen er ikke at krænke nogen, men at give et særligt indblik i politiets arbejde på et af de mest smukke og grusomme steder i kongeriget Danmark. Hans Haahr forlader den lille by og rejser til Ilulissat for at arbejde i 1996. Fra dét øjeblik i bogen optræder alle politifolk med deres rigtige navne. Det er kun de mennesker, politiet møder i kraft af deres arbejde, der er anonyme. Alle andre bør kunne stå ved deres handlinger i tjenesten. Derfor optræder Hans Haahrs kollegaer i Aarhus med navns nævnelse, og det er kun meddeleren, der af indlysende grunde er anonym.
7
Jeg har spurgt så mange kilder som muligt for at dobbelttjekke historierne. I visse tilfælde har det også været nødvendig at anonymisere kilderne. Det er sket ud fra to hensyn: Det ene er, at hvis navnene optræder på kildelisten, er det afsløret, hvor Hans Haahr arbejdede i de tre første år i Grønland. Det andet er i de tilfælde, hvor kildernes medvirken kan have konsekvenser for deres karriere i fremtiden. Bogen er støttet med midler fra Statens Kunstråd, og uden arbejdslegatet havde det ikke været muligt at bruge så lang tid på research. Jeg begyndte at arbejde på manuskriptet i juni 2010 og rejste til Grønland sammen med Hans Haahr i marts 2011. Vi besøgte de steder, han havde arbejdet, og talte med de personer, han arbejdede sammen med. Jeg vil gerne takke de fantastiske mennesker i Grønland, der åbnede deres døre for mig og bød indenfor på kaffe, kage, aftensmad og gæstfrihed. De kendte mig ikke, men viste mig alligevel overstrømmende venlighed og tiltro, bare fordi jeg kom sammen med et menneske, de kendte engang. Selv om jeg har arbejdet som journalist i snart seks år, har jeg aldrig oplevet så uforbeholden venlighed som den, jeg mødte i Grønland. Under processen med manuskriptet er jeg blevet spurgt flere gange, om jeg kender Hans Haahr personligt eller er i familie med ham. Det var under researchen til min første bog i 2009, at jeg kontaktede Hans Haahr for at spørge ham om nogle fysiske rammer på politigården i Aarhus. Han fortalte lidt om sine oplevelser i Grønland, og så spirede min lyst til at lave en bog om politiarbejde længst mod nord. Fordi det er så anderledes, udfordrende, spændende, utroligt og råt. Jeg er hverken i familie med ham eller kender ham personligt, men det er klart, at de utallige timer med interview har givet mig en fornemmelse af ham som menneske. Bogen er ikke lavet for at retfærdiggøre Hans Haahrs handlinger. I 2000 blev han dømt for at have lækket oplysninger til en kriminel. Det kan hverken bogen eller noget andet lave om på. 8
En bonushistorie i fortællingen er de uskrevne spilleregler, politifolk må følge i deres arbejde. Ansatte i politiet lærer fra første færd på politiskolen, at hvis de begår fejl, får de svært ved at gøre karriere. Den bevidsthed giver nogle gange sandheden trange kår og tvinger andre hensyn ind over afgørende beslutninger. Tak til min dejlige mand, fordi han levede med alle mapperne og snakken om Grønland i de mange måneder. Og tak til forlaget Frydenlund, der tør udgive en bog, som kritiserer et magtfuldt menneske med et ridderkors. Ellen Stampe
9
10
Indledning Han stiller sig det sted, hvor den unge pige skulle have gjort det. Der er gulvtæppe, og væggene er hvidmalede. For sit indre blik ser han fotografierne af det unge menneske, som stadig havde sin røde jakke på, da politifolkene kom og tog billeder. Som om hun var på vej ud ad døren – i stedet var hun på vej ud af livet. Hans Haahr Pedersen forestiller sig, at hun nok plejede at smile, når nogle ville fotografere hende. Hun var en smuk grønlandsk pige. Høje kindben, slankt ansigt og dybe, mørke øjne. Kun 19 år. Død i julen 1997. Øverst på første sal knejser gelænderet med sin ranke ryg, så ingen kan falde ud over kanten. Lige under løber vandrøret langs væggen. Det var der, hun skulle havde bundet sit tørklæde fast. I vandrøret. Hans går hen under trappen og rører ved det kolde rør. Hvordan er hun kommet derop at hænge? spekulerer han. Fra ligsynsrapporten ved han, at hun ikke har kastet sig ud i rummet med halstørklædet om halsen, for der er intet brud på hendes krop nogen steder. Ergo må hun have bundet det fast i røret fra gulvsiden. Kollegaerne har ikke beskrevet, at hun stod på noget.1
1
J eg har forsøgt at få aktindsigt i anmeldelsesrapporten, men er blevet afvist af Politimesteren i Grønland. Den 5. juli 2011 meddelte Rigsadvokaten på baggrund af min klage over afslaget, at politirapporter og undersøgelser, der udarbejdes i anledning af dødsfald og ulykker, ikke er omfattet af aktindsigt. Derfor har det ikke været muligt at efterprøve oplysningerne på skrift; de er dog genfortalt af tre forskellige, uafhængige kilder.
11
»Hvordan?« tænker han. Det er juni 1998. Mere end et halvt år efter hendes død. Politiassistent Hans Haahr Pedersen har været i Grønland i snart fem år, og han har allerede set flere selvmord blandt unge fortvivlede grønlændere, end han bryder sig om at holde tal på. Knuste drømme og uforløste forventninger tvinger mange ud af livet, længe før deres tid er kommet. Han kan se det i deres øjne, når de sætter flasken eller hashpiben for munden. Håbløsheden. Hver weekend svømmer detentionen over med bedøvede indfødte, der forsøger at gemme sig for virkeligheden og dens krav. Var denne unge pige en af de fortvivlede unge? Noget i ham stritter imod. Hans fornemmelse i maven vil ikke acceptere de otte bogstaver, der står på forsiden af politirapporten, han har læst igen og igen. Selvmord. »Selvmord ved hængning«, havde hans kollegaer skrevet. Han stiller sig under det sted, hvor hun skulle have hængt sig, og lægger hovedet bagover. Konklusionen er allerede på plads bagerst i hans hjerne: Hun har ikke gjort det selv. Det kan ikke lade sig gøre. Han forlader huset igen. Den eneste grund til, at han overhovedet må opholde sig i hendes hjem, er, at han har lovet at holde absolut lav profil. Hun boede sammen med fyren, og forældrene ved ikke engang, at han snuser rundt. I politirapporten har hendes mor og far fortalt kollegaerne deres version af datterens sindstilstand: Hun var glad og på vej videre i livet. De tror ikke på, at hun har begået selvmord. Når han sætter spørgsmålstegn ved konklusionen, er det, fordi hans kollega var ved at arkivere bunken af sager og studsede over det, han så. Papirerne var landet på Hans’ skrivebord med et smæld, og kollegaen havde bare spurgt, om han ikke kunne læse rapporten og sige sin mening. Efter endt læsning kunne Hans ikke være ret meget i tvivl. Afgørelsen fyldte kun fire bogstaver: Drab.
12
Men når konklusionen alligevel endte med selvmord, kan det skyldes flere ting: De to danske kollegaer lod sig måske besnakke af den halvdanske kæreste til pigen. Eller også skyndte de sig bare så meget, at de ikke opdagede det mistænkelige. Den grønlandske tredjemand, der havde været med inde over sagen, havde lagt omstændighederne
frem som et drab, dog uden at trænge dybere ned i, hvorfor han mente, som han gjorde. Den døde piges kæreste sagde, at han havde taget hende ned, og hans forklaring havde lukket sagen. Det var endda sket på trods af, at en kammerat til kæresten i sin afhøring sagde, at hans ven ville slå pigen ihjel, hvis hun forlod ham. Fra huset går han langs vejen, mens han ser på bygningerne i Nuuk. Bag vinduerne bor grønlænderne. Han nyder at arbejde i deres land. Nyder er måske en underdrivelse. Han elsker det. På mange måder er de så forskellige fra danskerne. På andre måder så ens. Arbejdet her som politimand er helt anderledes, end det var i Danmark, da han var ansat på Station 4 i København. Han har ikke tal på alle de ture til Fristaden Christiania, hvor flasker og sten er væltet ned over ham og hans kollegaer. Det føles, som om det er foregået i en anden verden. På hans venstre side ligger Rigsombuddet. Skiltet er malet i en karakteristisk lyseblå farve, der går igen på de fleste offentlige bygninger. På højre side er der udsigt over fjorden. Luften er helt klar og frisk. Her er spillereglerne anderledes end hjemme. Grønland er ikke Danmark. Danske kollegaer i Grønland er ikke ligesom danske kollegaer i Danmark. Her skal mange bare overstå deres tid uden de store udskejelser, så man er sikret en god stilling, når man kommer hjem. Det er, som om de fleste danskere går arbejdsmæssigt ned i tempo og kun laver det mest nødvendige, når de arbejder i Grønland. Det undrer Hans, hvorfor dette skift i arbejdsmoralen sker. Her kan man opnå så meget som politimand og virkelig gøre den klichefyldte forskel. De fleste søger til Ilulissat, Sisimiut eller Nuuk. Der er fine hoteller, og længst nordpå er der adgang til hundeslædeture i den fantastiske natur. Selvfølgelig skal man heller ikke begå fejl hjemme i Danmark. Men her bliver der lagt mærke til en. Han tænker på pigen og de to danske kollegaer, der har taget den dansk-grønlandske kærestes forklaring om hængningen for gode varer. Hvorfor fanden skulle hun tage sin jakke på og bruge sit tørklæde til at hænge sig i? Hvorfor er det kun kæresten, der har set hende hænge? Og hvorfor går han ind og lægger sig til at sove, da han har taget hende ned fra vandrøret? Det er en ven 13
til parret, der ringer sagen ind, da han kommer på besøg og finder pigen død i gangen. Han går rask til og lader pigen blive i sine tanker. Ved blokkene drejer han ned ad Kuussiuaq og passerer detentionen med det sorte gitter for vinduerne. Længere fremme tager det nye kulturhus i byen form. Det er budgetteret til 80 millioner kroner og minder Hans om Noahs ark med de lange, bøjede træfacader. Det bliver kaldt flyglet. Mon hun har gået og set på arbejdet og tænkt, at hun ville ind og se en biograffilm, når det var færdigt? Nu får hun aldrig chancen. I ligsynsrapporten står tørklædet beskrevet med både længde, kvalitet og fabrikat.2 Han bliver nødt til at tjekke det. I krydset ved Imaneq drejer han ind og passerer tøjforretningen Bror & Søster. Længere fremme træder han ind i butikken Minikka og finder nøjagtigt det samme mærke i den rigtige størrelse. Tilbage i huset tjekker han, om længden overhovedet er til, at det kan bindes fast i den ene ende og samtidig holde et menneske hængende i den anden. Resultatet er, som han forventede: Det er ikke muligt. Opdagelsen gør ham vred. Hans Haahr bryder sig ikke om, at politifolk sjusker. Han bryder sig ikke om, at nogen sjusker. Især ikke i sager af så alvorlig karakter som den her. Det gør ham også frustreret. For han er klar over, at det bliver svært at overbevise politiledelsen om, at kollegaernes konklusion er forkert og skal laves om. Nu er sagen jo lukket, godkendt af en fra ledelsen og arkiveret, og han ved, at det kan give brok og utilfredshed, hvis den skal åbnes igen. Især på højeste niveau. Men Hans Haahr er ikke en mand, der holder munden lukket på grund af lidt utilfredshed. Han bærer sin politiuniform med stolthed hver dag, og han er altid taknemlig, når han tager på arbejde. I hans øjne er beskæftigelsen som politimand det bedste job i verden. Han blev uddannet i en sen alder, men han har altid vidst, at det var politimand, han skulle være. 14
2
plysningerne er verificeret af to uafhængige politifolk med kendskab til sagen. De ønsker O begge at være anonyme af hensyn til deres videre karriere.
Politistationen ligger i anden række fra fjorden skråt over for indkøbstorvet. Det er en trist, grå betonbygning med brune træplanker under vinduerne og sorte vinduesrammer i to etager. Indgangspartiet er malet i den karakteristiske lyseblå farve. Når solen helt opgiver at glide hen over himlen, og sneen knaser sprødt under fodsålerne, føler Hans sig som et lille menneske i en kæmpe fryser, hvor låget er lukket. Med der er også en renselse forbundet med kulden og mørket. Når lyset kommer igen, er det som at begynde på en frisk. Som om tavlen er vasket ren. Grønlændere opfatter ikke liv og død på samme måde som danskere. Det er, som om de har vænnet sig til, at døden er en del af livet – en uundgåelig del. De bliver også konstant mindet om den. Hvis man omregner antallet af drab i Grønland til danske tal, svarer det til, at Danmark skulle have 700 drab om året. Gennemsnittet ligger på cirka 60. Når det kommer til døden, stritter danskerne imod. De pakker den ind og gemmer den væk. Det, man ikke ser, behøver man ikke at forholde sig til. I Grønland nytter det ikke noget at pakke døden ind. Den er der hele tiden. Børn dør. Unge dør. Folk dolker hinanden. De kvæler hinanden. Skyder med rifler. Fryser ihjel. Ud af en ungdomsårgang har en fjerdedel forsøgt selvmord. En tredjedel af alle unge piger prøver at tage deres eget liv. Raten for selvmord blandt unge i Grønland er 50 gange større end i Danmark. Derfor kunne den unge pige statistisk set godt have gjort det mod sig selv. Det ved Hans Haahr godt. Men omstændighederne stemmer ikke. Fornemmelsen i maven er forkert. Politiassistenten vil forklare i sin skriftlige redegørelse, at denne sag er lukket forkert. Han er klar over, at han træder direkte ind i et minefelt af forskellige hensyn og interesser, hvor store kræfter er på spil om stolthed, ære og karriere. Men han bliver nødt til det. Et drab skal efterforskes som et drab. Gerningsmanden skal findes, så han kan blive stillet til regnskab. 15
Den gik af De ligner sorte biller, som de forsigtigt kravler op på rockerborgens tag. På jorden står Roskilde og Glostrup Politi og ser på de kampklædte kollegaer fra Beredskabsafdelingen. Klokken er fem om morgenen. Det er 1992. Alarmen er gået på Københavns Politigård kort forinden. Hans har sin indsatsdragt på og sin maskinpistol hængende i en strop over brystet. Hjertet hamrer, og adrenalinen får alle hans sanser til at blive som et rovdyrs. Dørene er barrikaderet. De må finde en anden vej ind. På samme tid slår de sorte biller hul i taget og springer ned i løvens hule. Opgaven lyder på at få de rockere ud, der har forskanset sig i Heathens klubhus i Roskilde. Lynhurtigt afsøger de loftet og bevæger sig ned ad trappen til stueetagen. Halvdelen af styrken bevæger sig smidigt til den ene ende af bygningen, mens Hans’ gruppe på tre politifolk tager opstilling foran to rockere, der sidder urørlige foran et brunt kakkelbord i stuen. Den ene sidder i en lænestol, mens den anden er mageligt tilbagelænet i en sofa. Deres arme ligger over kors, mens de trodsigt ser på deres nye, uindbudte gæster. Hans’ Heckler & Koch-maskinpistol er ladt og peger mod de to mænd.
16
»Rejs jer, og læg jer på gulvet«, brøler han. De reagerer ikke. Ikke så meget som et øjenbryn hæver sig på de to i sofagruppen. »Rejs jer så, og læg jer ned på gulvet«, råber han igen, så højt han kan, men rockerne ser ud til at være fuldstændig ligeglade. De tre politifolk bliver enige uden brug af ord. De må overmande de to stædige mænd. Hans tager nogle hurtige skridt hen mod den ene for enden af bordet. Han når lige at se sine to kollegaer vælte den anden ned på gulvet. »Rejs dig«, råber han med sin mest myndige stemme. Men manden vil bare ikke. Det får Hans til at give ham et hurtigt spark i nakken, så kæmpen vælter om på gulvet. Nu vrider han sig som en arrig løve, og Hans sidder overskrævs på ham, som en cowboy, der vil tæmme en vild hest. Hans’ lysebrune hår kryber frem i lange tjav-
ser foran ansigtet under hjelmen. Den skudsikre vest hæmmer hans bevægelser, og maskingeværet bliver ved med at dreje rundt om ham og komme i vejen, mens de slås. Han svinger det væk i en blød bue, som en dametaske, der skal tilbage på plads. Skuddet er øredøvende. Rockeren ligger øjeblikkelig stille. Som i slowmotion glider maskinpistolen Hans Haahr. rundt igen og hænger foran ham på maven. Lugten af krudt er umiskendelig. Det er hans våben, der er gået af. Ved siden af på gulvet slås de to kollegaer videre med deres rocker. Ham, der ligger stille på maven under Hans, er stadig i live. Langsomt kommer begge hans hænder frem i en position, der er klar til håndjern. Situationen er overstået. Rockerne kommer ud til betjentene fra Roskilde og Glostrup Politi. Opgaven er løst. Hans er stadig høj på adrenalin og skræk over, at hans våben gik af, da han kommer ud med manden i håndjern. I bæltet sidder en minipulverslukker. Den har aftrækkeren sat sig fast i, så våbnet har afgivet skud. »Skød I derinde?« spørger delingsfører og vicepolitikommissær Geert H. Nielsen i samme øjeblik, de træder ud i natten. Hans overvejer ikke engang at forsøge at bortforklare sig selv.3 »Den gik af«, siger han. »Hvad? Er du sikker?« »Ja, den hang fast i bøjlen på pulverslukkeren«, indrømmer han blankt. Det er ikke, fordi han er blind for konsekvenserne af at indrømme en fejl. Inden for politiet kan den slags skødesløse rutten med sandheden koste dyrt. Derfor har to af hans kollegaer kort tid forinden nægtet, at 3
olitikommissær Geert H. Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde har læst og veriP ficeret faktaoplysningerne i dette kapitel.
17