Ondskab og moral uddrag

Tanja Boysen

Ondskab i et moralpsykologisk perspektiv

Frydenlund

Ondskab i et moralpsykologisk perspektiv 1. udgave, 1. oplag, 2012 © Frydenlund og forfatteren ISBN 978-87-7118-007-7 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen og DCEPUB, Indien Grafisk produktion: Totem, Poland

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overens­stemmelse med overenskomst mellem Undervisnings­ministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg Tlf. 3393 2212 · Fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold

1 Introduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Etiologiske overvejelser om ondskabsfulde handlinger . . . 10 Rationale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Afgrænsning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Begrebsafklaring: det menneskelige handlingsliv . . . . . . . . . . 15 Subjektivitet versus determinisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Menneskets sociale kontekster . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Interaktiv og dynamisk forståelse af ondskab . . . . . . . . . . . 18 Definition af ondskabsfulde handlinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 Den relative ondskab – aggression versus ondskab . . . . . . 21 Kritik af Kuschel & Zand (2004) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Forskellen på ‘er’ og ‘bør’ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Ondskab versus empati (medfølelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Intention versus tankeløshed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Definition af ondskabsfulde handlinger . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Definition af moralske handlinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Hvad karakteriserer en moralsk handling?

– Intention versus tilfældigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Refleksion versus instinkt/refleks . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Moralske handlinger versus ondskabsfulde handlinger . . . 34 2 Etiske teorier – identificering af den ‘gode’ handling . . . . . . 37 Dydsetikken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

5

Omsorgsetikken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Pligtetikken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Konsekvensetikken (utilitarisme) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 Praktisk handlen – gode og onde handlinger . . . . . . . . . . . . . . 43 Det moralsk handlende subjekt – etiske teorier og værdiprioriteringer . . . . . . . . . . . . . . . 46 3 Den ‘normale’ ondskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Normalitetshypotesen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Stanley Milgrams lydighedseksperimenter . . . . . . . . . . . . . . . . 52 Forsøgsresultater – lydighedsfremmende og lydighedshæmmende faktorer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 Lydighedsnorm og sociale roller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54 Haney, Banks & Zimbardos fængselseksperiment . . . . . . . . . . 56 Eksperimenternes begrænsninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 Normalitet og det ‘sociale onde’ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Sammenfattende diskussion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 4 Ondskabstypologier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 Den idealistiske ondskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 Forestillinger om det ‘gode’ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 ‘Os’ og ‘dem’ – forestillinger om ‘de gode’ og ‘de onde’ . . . 71 Albert Bandura: idealisme, værdirelativisme og moralsk frakobling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72 Idealistiske handlingsrationaler og selvbedrag . . . . . . . . . . 78 Idealisme, empati og ondskabsfulde handlinger . . . . . . . . . 80 Den instrumentelle ondskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Det subjektivt ‘gode’ og det objektivt ‘gode’ . . . . . . . . . . . . 83 6

Ondskab og moral

Immanuel Kant: værdirelativisme – morallov versus egenkærlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84 Moralsk handlefrihed og den instrumentelle ondskab . . . . 86 Handlingsmaksimer og instrumentelle handletilbøjeligheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88 Den urefleksive ondskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Urefleksivitet versus uvidenhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 Arendt: urefleksivitet versus refleksion og moralsk dømmekraft . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 Urefleksivitet og ondskabens banalitet . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Ondskabens banalitet i et kritisk perspektiv . . . . . . . . . . . . 96 Urefleksivitet, arbejdsdeling og konsekvensforvanskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 Lydighed og konformitet – den urefleksive og ‘pligtopfyldende’ bureaukrat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 Urefleksivitet og eskalering af onde handlinger . . . . . . . . 104 Ondskabstypologien i et bredere perspektiv – teori og praksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 Den ‘lille’ ondskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110 5 Diskussion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 6 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 7 Perspektivering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 8 Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125

Indhold 7

3 Den ‘normale’ ondskab

Som indledningsvist omtalt bliver mennesket i denne bog betragtet som besiddende et potentiale for at handle både godt og ondt og begribes heraf for værende både godt og ondt. Eftersom mennesker ikke med rette kan inddeles i ‘gode’ eller ‘onde’ mennesker, virker det umiddelbart indlysende, at normalitetsbegrebet må kunne rumme visse former for ondskabsfulde handlinger (Kuschel & Zand, 2004). Langt de fleste mennesker har sandsynligvis også begået eller deltaget i handlinger, der kan karakteriseres som onde. At man kan være normal og samtidig begå ondskabsfulde handlinger, synes følgelig foreneligt og genkendeligt i relation til hverdagsondskaben (Svendsen, 2005). Anderledes forholder det sig imidlertid, når der er tale om den ‘store’ ondskab. Det er umiddelbart sværere at begribe, at mennesker, som dræber, torturerer, udfører menneskeforsøg eller terrorisme, også karakteriseres som normale mennesker (Poulsen, 2005).

Normalitetshypotesen Arthur Miller har, med henblik på at beskrive forholdet mellem normalitet og ondskabsfulde handlinger, udformet en hypotese, som benævnes normalitetshypotesen. Det antages i overensstemmelse med Millers hypotese, at mennesker, som ikke kan karakteriseres som afvigende eller sindslidende, trods deres normalitet er i stand til at begå ondskabsfulde handlinger som eksempelvis tortur, terror, drab m.m. (Miller, 1986). Miller skriver: “Det grundlæggende argument er, at mennesker, som man normalt ikke ville beskrive som ualmindelige, afvigende, syge, mentalt forstyrrede eller patologisk syge, er i stand til at begå hæmningsløs vold og onde handlinger” (Miller, 1986, s.

184. Egen oversættelse). Miller understreger, at normalitetshypotesen ikke afviser, at mennesker med patologiske afvigelser også Den ‘normale’ ondskab 49

er involverede i folkemord og andre former for ondskabsfulde handlinger: “ ‘Normalitetshypotesen’ afviser blot forestillingen om, at folk, der begår onde handlinger, nødvendigvis er ‘forskellige’ fra os andre med hensyn til deres grundlæggende psykologiske sammensætning” (Miller, 1986, s. 185. Egen oversættelse). Miller underbygger sin hypotese med udgangspunkt i forskellige empiriske undersøgelser, herunder særligt Milgrams lydighedseksperimenter. Miller henviser desuden til bl.a. Hans Askenasys (professor i psykologi) og Robert Jay Liftons psykologiske profiler af henholdsvis tidligere naziledere (SS-folkene Eichmann, Heydrich m.fl.) og højtstående nazilæger. Askenasy konkluderede, ifølge Miller, at disse berygtede SS-folk ikke var psykisk afvigende: “Alle var familiemænd med børn (...). Ingen af dem hadede oprigtigt deres ofre. Ingen var sadistiske.

Ingen var psykotiske. Ingen var sindssyge” (Askenasy, 1978. Egen oversættelse).

Den psykoanalytisk inspirerede psykiater Robert Jay Lifton konkluderede ligeledes, at størstedelen af gerningsmændene (nazilægerne) var normale og på ingen måder de dæmoniske inkarnationer, som de fleste mennesker forestiller sig. Ifølge Lifton var de hverken drabsliderlige, sadistiske eller i anden forstand psykisk afvigende (Miller, 1986; Lifton, 1986).

Miller fremhæver som et yderligere argument for sin hypotese, at der forefindes forskellige indikationer for, at udvælgelsen af SS- mændene blev foretaget ud fra bl.a. et kriterium om, at de ikke besad personlighedstræk, der kunne føre til ukontrolleret vold (Miller, 1986). I tråd med dette henviser Miller til adskillige beskrivelser af SS-folkenes mangfoldige emotionelle reaktioner.

Han antager, at disse reaktioner kan anskues som en indikation på deres formodede normalitet: “Adskillige af gerningsmændene begyndte at drikke voldsomt eller indtage andre former for stimulanser eller arrangerede forflyttelser til anderledes enheder. Andre – som eksempelvis general Nebes chauffør – begik selvmord, andre (...) led under nervøse sammenbrud, der krævede hospitalsindlæggelser. Under en tur til ‘Fronten’ blev Himmler selv så syg, at det grænsede til et sammenbrud, efter han havde set to hundrede jøder blive dræbt ved Minsk” (Kren et al., 1980. Egen oversættelse).

50

Ondskab og moral

Den danske psykiater Henrik Day Poulsen mener – i lighed med Miller, Staub, Lifton m.fl., at normalitet og den ‘store’ ondskab som begreber er forenelige. Ifølge Poulsen ville mennesker med patologiske afvigelser passe meget dårligt ind i fx en terrorgruppe.

Eksempelvis ville en person med diagnosen psykopati, også benævnt dyssocial personlighedsforstyrrelse, ifølge Poulsen have svært ved at indgå i en gruppe, hvis succes afhænger af gruppemedlemmernes loyalitet og gruppesamarbejdskompetencer, idet diagnosen psykopati er karakteriseret ved lav impulskontrol, dårlige sociale kompetencer og herunder samarbejdsvanskeligheder.

Andre sindslidende personer, eksempelvis skizofrene, maniodepressive m.fl., ville ifølge Poulsen tilsvarende være for utilregnelige til at gennemføre opgaver som fx 11. september: “Man kan derfor uden alt for store forbehold konkludere, at personer, som begår terrorhandlinger, for de flestes vedkommende næppe er sindssyge” (Poulsen, 2005, s. 177). Ifølge Poulsen karakteriserer man ofte terrorrister som værende fanatikere. Poulsen fremhæver i denne forbindelse, at meget yderligtgående holdninger, som fx “Alle jøder er afskum” eller “Alle ikke-muslimer skal dø”, ikke nødvendigvis er udtryk for psykopatologi. Han henviser til, at menneskers holdninger og udtalelser ud fra et lægeligt synspunkt skal vurderes relativistisk, dvs. i en sociokulturel sammenhæng. I det psykiatriske diagnosesystem (ICD 10) fremhæves dette under punktet “International classification of diseases” og er udtryk for, at det ikke er usædvanligt, at man i visse samfund eller befolkningsgrupper besidder fælles yderliggående stereotype forestillinger om andre befolkningsgrupper. Han påpeger, at eksempelvis store befolkningsgrupper i mellemøstlige samfund anskuer USA og den vestlige verden som onde og omvendt. Man kan ifølge Poulsen ikke med rette karakterisere et helt samfund eller en hel befolkningsgruppe som psykisk afvigende, og derfor kan de fleste terrorister, på trods af deres ofte fanatiske og ekstreme holdninger, karakteriseres som normale (Poulsen, 2005).

Læseren bør i denne sammenhæng notere sig, at det er menneskers holdninger, der ud fra et lægeligt synspunkt vurderes kulturrelativistisk, mens deres handlinger i juridisk sammenhæng ikke vurderes kulturrelativistisk.

Den ‘normale’ ondskab 51

Millers normalitetshypotese er som udgangspunkt fokuseret på det sociale og situationelle aspekt ved det menneskelige handlingsliv (Miller, 1986). Inden for den eksperimentelle socialpsykologi er der blevet eksperimenteret med forskellige ‘moralske’ situationer med henblik på at illustrere, at helt normale mennesker under forskellige situationelle betingelser kan ‘fejle’ moralsk og som følge begå handlinger, der kan karakteriseres som onde (Nordenbo, 1985).

Fortalere for, at langt de fleste mennesker under de ‘rette’ situationelle betingelser kan udføre ondskabsfulde handlinger, henviser ofte til Stanley Milgrams lydighedseksperimenter og Haney, Banks & Zimbardos fængselseksperiment (Kuschel & Zand, 2004). I det følgende vil eksperimenterne blive beskrevet kort, og der vil blive redegjort for de mest relevante forsøgsresultater med henblik på en samlet redegørelse og diskussion af, hvad der ud fra et moralsk/ etisk perspektiv kan udledes af forsøgsresultaterne.

Stanley Milgrams lydighedseksperimenter I begyndelsen af 1960’erne udførte den amerikanske psykolog Stanley Milgram (1933-1984) en række eksperimenter af almindelige menneskers lydighed over for umoralske ordrer ustedt af en legitim autoritet. Formålet med eksperimenterne var at undersøge, hvor langt almindelige mennesker ville gå, når en legitim autoritet gav dem ordrer om at påføre andre mennesker stigende smerte i form af elektriske stød. Forsøgspersonerne var uvidende om eksperimenternes sande formål og deltog i troen om, at eksperimenterne omhandlede straffens betydning for indlæring. Milgram foretog i alt 18 undersøgelsesserier, hvor han varierede forskellige variabler i standardeksperimentet (Milgram, 1977).

Milgrams standard-forsøgsopstilling var enkel. Via en manipuleret lodtrækning fik forsøgspersonen tildelt rollen som lærer, imens en indkaldt ‘skuespiller’ fik tildelt rollen som elev.

Forsøgspersonen skulle oplæse en ordrække, som eleven efterfølgende skulle kunne fremsige korrekt. Når eleven responderede forkert, skulle forsøgspersonen påføre eleven stød med stigende strømstyrke ved hjælp af en stødgenerator. Forsøgspersonen var 52

Ondskab og moral