Efterklang

ROMAN

GADS FORLAG

AN YU

Efterklang

Roman

På dansk ved Ninna Brenøe

Gads Forlag

Efterklang

er oversat fra engelsk af Ninna Brenøe efter

Ghost Music

Copyright © 2022 by An Yu

Dansk udgave © Gads Forlag 2023

Omslag: Penguin Random House. Back Cover: Bridgeman Images 997512

(© Purix Verlag Volker Christen / Bridgeman Images) Alamy: T5MCW6

Dragan Jelic / Alamy Stock Photo

Front Cover: Alamy T5MCYF Dragan Jelic / Alamy Stock Photo

Bridgeman 4689769 and 4689891 © Florilegius / Bridgeman Images, 997512, T5MCRY, T5MCW6 Dragan Jelic / Alamy Stock Photo

Dansk versionering: Harvey, Imperiet.

Bogen er sat med Transitional hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07273-7

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan

Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Jo bedre man kender dem, desto mindre sikker er man på at kunne identificere dem. Hver og en er sin egen. Emhver svamp er det, den er – sit eget centrum.

John Cage, For the Birds

NAT

Dajeg vågnede, var der så mørkt i rummet, at jeg var nødt til at blinke et par gange for at være sikker på, at mine øjenlåg rent faktisk var åbne. Jeg stirrede gennem det tætte mørke op mod det, jeg mente måtte være loftet, tog nogle dybe indåndinger, ventede på, at mine øjne skulle tilpasse sig. Minutterne gik, og jeg var stadig ude af stand til at se omridset af nogen af genstandene i rummet. Jeg må lige så langsomt være faldet i søvn igen, indtil jeg blev vækket endnu en gang af en svag, knirkende stemme.

“Undskyld, er her nogen? Jeg kunne virkelig godt bruge lidt hjælp.”

Jeg satte mig op og rettede min opmærksomhed hen imod der, hvor stemmen kom fra, og fik øje på et blødt, orange lysskær nede ved gulvet. Jeg skyndte mig ud af sengen, fortsatte derhen og satte mig på hug for bedre at kunne se. En lille svamp – omtrent så lang som en hårnål – var spiret op mellem gulvbrædderne. Den havde en tynd stok, som bar dens store, flade og lettere rynkede hat. Den øverste halvdel af den glødede, men ikke på en måde så lyset gjorde omgivelserne mere synlige. Jeg prikkede til hatten med pegefingeren.

“Jeg vil helst ikke røres ved,” sagde svampen.

Jeg var sikker på, at det var en drøm. Jeg førte hånden op til næsen og fornemmede en svag, moskusagtig lugt på min fingerspids.

“Vil du ikke nok hjælpe mig?” gentog den.

“Hvad kan jeg gøre?” spurgte jeg.

“Jo, ser du, jeg vil gerne blive husket.”

Jeg kiggede rundt. Alt andet end svampen henlå i mørke. Det var usædvanligt, for min svigermor lod altid en lampe forblive tændt inde i stuen, til hvis hun skulle på toilettet i løbet af natten. Jeg var ikke i vores lejlighed; så meget var sikkert. Hvor jeg end befandt mig, måtte stedet være gammelt. Der lugtede af røg og madolie, som havde sat sig i væggene.

“Det er helt normalt, at du ikke forstår,” sagde svampen, da den så, hvor mystificeret jeg var. Hvor skørt det end var at forestille sig, at den havde øjne, kunne jeg mærke, at den så på mig.

“Men når du forlader rummet her,” sagde den, “vil jeg gerne have, at du husker mig.”

Det eneste jeg kunne tænke på, var at jeg måtte finde en måde at vågne på. Luften havde hele tiden været fugtig, men fugtigheden havde fortættet sig yderligere i løbet af de sidste par minutter. Jeg kneb mig i underarmen.

“Jeg er bange for, at det ikke virker,” sagde svampen. “Du befinder dig ikke i en drøm. Ikke rigtig.”

“Hvis det her ikke er en drøm,” sagde jeg, “hvordan kan det så lade sig gøre, at jeg er her, i et mørkt rum, og taler med en svamp?”

“Jeg er ikke en svamp. Ikke på den måde, som du tror. Og jeg kan desværre ikke se forskel på lys og mørke.”

“Men på drøm og virkelighed?”

“Det kan man sige. Men tit og ofte er de to ting ikke så langt fra hinanden.”

Jeg rejste mig. Drøm eller virkelighed; jeg måtte væk fra det rum.

“Hvordan kommer jeg ud herfra?” spurgte jeg.

“Jeg vil foreslå, at du går i seng igen, kravler ned under dynen, gør dig det behageligt og lægger dig til at sove. Der findes ikke andre udgange.”

Jeg var ikke overbevist og besluttede, at jeg ville modbevise svampens påstand. Jeg lagde hænderne mod væggen foran mig. Det var et hjørne. Jeg begyndte at bevæge mig i venstre retning. Murstenene var blottede; jeg kunne mærke mørtelen imellem dem. Efter syv skridt nåede jeg frem til endnu et hjørne, hvorefter jeg drejede og fortsatte. Yderligere syv skridt var der hen til næste hjørne. Hele tiden holdt jeg blikket fæstnet til det orange lysskær, så jeg ikke mistede orienteringen. Den tredje væg var af samme længde, og da jeg undersøgte den fjerde, kom jeg frem til, at jeg befandt mig i et kvadratisk rum uden en eneste dør.

Jeg havde ikke andet valg end at stole på svampen. Sengen måtte stå inde i midten af rummet, tænkte jeg og famlede forsigtigt rundt efter den i mørket for ikke at banke benet ind i et af hjørnerne. Jeg fandt den uden problemer og gjorde, som der var blevet sagt.

Til min store overraskelse faldt jeg nemt i søvn. Den orange svamp sagde ikke mere. Da jeg vågnede igen, lå jeg

alene i min seng, morgenhimlen udenfor var bleg og blå, og det eneste der befandt sig henne i hjørnet af rummet, var mit drageblodstræ, som stod i sin lerkrukke. For at være sikker, trak jeg krukken til side for at tjekke gulvbrædderne. Ikke en svamp i sigte. Jeg så lettet hen på uret. Klokken var lidt i syv. Jeg besluttede ikke at gå tilbage i seng og begyndte på min sædvanlige morgenrutine: Jeg lavede en kande oolong-te, satte den første sats af Schuberts klaversonate i B-dur på og tog nodehæftet frem for at følge med.

Det var først senere, da sonaten var slut, og jeg var på vej ind under bruseren, at jeg bemærkede den moskusagtige lugt på min fingerspids.

PAKKELEVERINGER

Min svigermor sad på den eneste skammel i lejligheden og viftede sig i et hjørne af stuen. Viften udsendte en duft af sandeltræ, i takt med at hun bevægede den frem og tilbage med sin ene hånd. Den anden hånd havde hun knyttet og bankede den ind mod trykpunkterne på sine ben. Jeg var ved at tørre gulvet over med en moppe, for at vi kunne gå på strømpesokker, og Bowen havde lige fundet en kniv frem og var gået i gang med at skære plasticen op, som sofaen var pakket ind i. Hvis det havde været op til mig, var vi flyttet ind i den nye lejlighed om efteråret, når vejret var køligere, men min svigermor var begyndt at vise tegn på depression, efter at Bowens far var gået bort den foregående måned. Hun lå i sin seng hele dagen, fik jeg at vide, og havde kun kræfter til at stå op for at gå på toilettet. Hver mandag lavede hun en stor grydefuld congee, som hun så spiste af resten af ugen. Hun var begyndt at tage piller hver aften for at kunne falde i søvn.

Bowen var en god søn, og det var fuldt forventeligt, at han ikke ville lade sin mor sidde alene tilbage i Yunnan, og han havde derfor solgt vores lejlighed og skyndt sig at købe en større. Han havde derefter hentet sin mor og fulgt hende

til Beijing, så det var derfor, vi nu stod og pakkede kasser ud, mens vi spiste vandmelon i nogle og tredive graders varme og forberedte os på at bo sammen med min svigermor i resten af, hvad hun måtte have tilbage af levetid i denne verden. Hun var stadig relativt ung, så mindst tyve år, gættede jeg på. Hvis vi passede godt på hende måske endda tredive.

Da det ringede på, havde jeg lige taget et stykke melon fra tallerkenen på klaverbænken, fordi jeg følte mig tørstig. Bowen gjorde tegn til mig, at jeg skulle lukke op. Det var et pakkebud, som rakte mig en pakke. Den føltes kølig udvendigt.

“Sørg for at få den på køl hurtigst muligt,” sagde han. “Det er friske råvarer.”

Vi havde ikke givet nogen vores nye adresse endnu, ikke fordi vi bevidst ville holde den hemmelig, men fordi de seneste uger havde været så hektiske. Da pakkebuddet skyndte sig videre til sin næste adresse, havde Bowen allerede gjort tegn til, at jeg skulle redde hans mors seng, så jeg lod pakken stå på gulvet og skyndte mig ind for at tage mig af hendes behov.

Jeg fandt hende inde på sit værelse, hvor hun allerede var gået i gang med at pakke dyne og sengetøj ud. Hun sad på sengen og forsøgte at hive en plasticstrip op med hænderne.

“Mor,” sagde jeg, “pas på, du ikke kommer til skade. Lad mig hente en saks.”

Jeg gik ud til Bowen efter værktøjskassen. Det føltes stadig underligt at kalde nogen, jeg knapt nok kendte, for “mor”. Hvis sandt skal være sagt, havde jeg ikke engang

noget særlig nært forhold til min egen mor længere. Selv før jeg blev gift, besøgte jeg ikke mine forældre mere end to-tre gange om året.

“Åh, tak. Jeg ville bare ikke ulejlige Bowen,” forklarede min svigermor lidt forlegent, da jeg kom tilbage med saksen. “Han så ud til at have rigeligt at gøre med sofaen.”

Jeg tog over og begyndte at redde hendes seng op, mens hun stod stift henne ved døren og så på.

“Tror du, at sengetøjet er rent?” spurgte hun, mens hun kløede sig på bagsiden af øret med spidsen af viften.

“Altså, det er jo nyt, men nok ikke helt så rent, som vi kunne ønske. Men det ser desværre ikke ud til, at vaskemaskinen når at komme i dag.”

“Det var en skam,” sagde hun. “Det er bare det, at jeg altid har sørget for at vaske alting, før jeg tog det i brug. Det må være en vane, jeg har overtaget fra min mand. Han var meget bestemt, hvad den slags angik.”

Jeg følte mig utilpas ved at skulle forholde mig til noget, der havde med Bowens far at gøre, fordi Bowen specifikt havde bedt mig om ikke at nævne ham over for sin mor. Jeg nikkede uden at se på hende og fortsatte med at lægge dynebetræk på.

“Han var et meget renligt menneske,” fortsatte hun uden at ænse min forlegenhed. “Sørgede altid for at skylle grøntsagerne mindst tre gange før tilberedningen. Vaskede sengetøjet hver fjerde dag. Ja, og til hvilken nytte? Holdt det ham måske rask?”

Jeg var nærmest desperat efter at blive færdig, så jeg kunne gå tilbage til min mand inde i stuen. Jeg havde aldrig

været særlig god til at trøste folk eller til at tale om dem, der ikke var længere, på en måde, der ikke virkede uengageret. Det var ikke, fordi jeg ikke havde medfølelse med mennesker i sorg, men mere at jeg stillet over for den type smerte og savn altid følte, at jeg ikke havde noget, der var værd at tilbyde.

Måske, kom jeg frem til, forventede min svigermor slet ikke noget svar. Ud fra den måde hendes stemme lød, kunne hun lige så godt have talt til en plante. Så længe hun bare kunne tale om Bowens far, var hun ligeglad med, om der var nogen, der lyttede. Jeg lod hende derfor bare fortsætte.

“Song Yan,” sagde hun, “jeg er bange for, at jeg selv snart skal dø, ligesom min mand. Jeg kunne også få et hjerteanfald. Og så ville jeg ikke engang nå at få mine børnebørn at se.”

“Lad være med at sige den slags. Vi skal nok passe godt på dig.”

“Har du og Bowen tænkt jer snart at få børn?” Hun begyndte at pille ved det løse håndtag til klædeskabet.

“Han koncentrerer sig temmelig meget om sit arbejde lige nu.”

Jeg lagde dyne og puder pænt til rette og gik over mod døren. Min svigermor sagde ikke noget, men jeg hørte hende sukke, da jeg forlod rummet. Jeg havde ikke mødt hende særligt mange gange, før hun flyttede til Beijing, men i løbet af de seneste par dage var jeg begyndt at stykke hendes personlighed sammen. Hun havde noget mut eller vrangvilligt over sig, sukkede meget, bad aldrig om noget direkte, men var ikke desto mindre krævende. Når hun tilfældigt mødte en bekendt på gaden, sendte hun dem et

smil, der kun blev hængende, til hun havde drejet hovedet. Måden hun bad om noget på, efterlod som regel ikke plads til at sige nej, som for eksempel det at hun flyttede til Beijing. Selvom det var Bowen, der havde insisteret, havde det helt bestemt været hendes idé i udgangspunktet. Hun havde nægtet at ansætte en hjemmehjælper, men blev ved med at ringe til sin søn hver eneste aften for at minde ham om sin manglende evne til at klare sig selv.

Hun var en høflig kvinde, det måtte jeg medgive hende. Men jo mere velopdragent hun opførte sig, desto mere fornemmede jeg hendes ligegyldighed over for mine ønsker.

Bowen og jeg havde været gift i tre år. I begyndelsen havde jeg gerne villet have et barn, men han havde arbejdet på at få en forfremmelse i firmaet, så jeg havde udskudt at tale med ham om det. Som tiden gik, havde jeg fået overbevist mig selv om, at jeg sagtens kunne tåle at vente et par år endnu. Så længe jeg nåede at få et barn, før jeg fyldte treogtredive, var det helt fint. Men nu da hans mor havde nævnt emnet for mig, tænkte jeg, at jeg godt kunne forsøge at tage det op med ham.

“Vi har været gift i tre år,” sagde jeg samme aften, mens jeg stod og redte mig ude på badeværelset.

“Er der allerede gået tre år?” Bowen sad på sengen lænet op ad hovedgærdet i sin hvide undertrøje og læste i et print af nogle PowerPoints.

Han så træt ud. Han var lige blevet klippet, og frisøren havde trimmet håret unaturligt lige og skarpt på en måde, der slet ikke passede til hans ansigt. Det lå stift oven på hans hoved som en paryk.