Fest

FEST

R E D. D I T L E V L . M A H L E R O G E L I SA B E T H CO L D I N G

Fejring, rus & ritualer

GADS FORLAG

FEST Fejring, rus & ritualer © 2022 Gads Forlag og forfatterne ISBN: 978-87-12-06513-5 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Henrik Sebro Fagredaktion: Ditlev L. Mahler og Elisabeth Colding Tekstredaktion: Lino Vogt Billedredaktion: Therese Boisen Haas Omslagsillustration: The Roses of Heliogabalus af Lawrence Alma-Tadema (1888) Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Karin Friis Hansen, KonturDesign Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: GPS Group Printed in Bosnia-Herzegovina Udgivet med støtte fra Nationalmuseet og Johanne og Ejnar Flach-Bundegaards Fond Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

FEST

R E D. D I T L E V L . M A H L E R OG ELISABETH COLDING

Fejring, rus & ritualer

GADS FORLAG

INDHOLD FORORD Ved Christian Sune Pedersen

7

INTRODUKTION Ved Ditlev L. Mahler

9

FESTEN SOM ÅRSTIDSMARKØR Solhverv og bålfester Ulla Odgaard Fastelavn – traditioner under forandring Anne-Mette M. Andersen Maskeradefesten Christian Sune Pedersen Den omvendte verden John Lund

19 39 53 63

DEN MYTOLOGISKE FEST Til symposion med Sokrates Bodil Bundgaard Rasmussen Til fest med Dionysos John Lund Fester i den nordiske mytologi Ditlev L. Mahler

69 81 93

DEN RITUELLE FEST Fester med kedler i fortid og nutid Flemming Kaul & Morten Warmind Citua – fest mod sygdom Inge R. Schjellerup Upyaykuriruy! – rusen hos inkaerne Inge R. Schjellerup I Mexico fester man med de døde Mille Gabriel

111 129 143 147

DEN POLITISKE FEST Stenalderens festpladser Poul Otto Nielsen & Lasse Sørensen Mad er magt Bente Wolff

167 181

FESTEN SOM SOCIAL OG ETNISK MARKØR Festkultur i dansk renæssance Poul Grinder-Hansen Powwowfester Ulla Ebbe-Pedersen

197 213

DAGENS OG GÅRSDAGENS FESTER Ny nordisk madfest Elisabeth Colding Fester til tiden på Lille Mølle Elisabeth Colding

227 249

Essay af Anne Knudsen

273

Forfatterliste Litteratur og tak Illustrationer

284 286 297

FORORD Knud Rasmussen indsamlede mange inuitiske sagn under den legendariske 5. Thule-ekspedition. Et af dem handler om, hvordan de første mennesker henslæbte tilværelsen i tristhed, alene med at skaffe føde. Hvordan det nu end gik til, stødte en ung mand på en morderisk dyreånd, der bortførte ham og lærte ham det, der skulle gøre mennesket til menneske – at feste, med alt, hvad der hører til af sang, dans, trommespil og lystigt samvær. At det er dyrene, eller deres ånder, der således lærte mennesket at blive menneske, er et herligt paradoks, der blot vidner om eksistensen af verdener af tænkning, der ikke rummer de samme kategoriseringer som vores – i det her tilfælde at vi forbindes på tværs af arter i en åndernes verden, der ikke er helt så fast afgrænset fra vores fysiske; dødeligt farlig og festlig på samme tid. Festen nedbryder grænser, den forbinder og forandrer, og den hæver os over vores fysiske behov, næsten uanset hvor sparsomme vores midler og muligheder ellers er.

Fest – fejring, rus & ritualer er et forsøg på at partycrashe festens væsen gennem en lang række nedslag fra hele verden. Bogen er et legesygt resultat af et samarbejde på tværs af Nationalmuseets forskning, der spænder bredt i tid, rum og fagdisciplin. Forskere fra stort set alle museets enheder har haft mulighed for at deltage i festen. Bekræfter resultatet den inuitiske visdom? Døm selv. Og god fest!

Christian Sune Pedersen Forskningschef

8

FEST – Fejring, rus & ritualer

INTRODUKTION Ditlev L. Mahler Vi vil begynde introduktionen med en påstand: Mennesker har altid festet!

Måske ikke hele tiden, men ofte og ikke mindst for at bekræfte og styrke det sociale fællesskab.

Hvad er så en fest? Det er vanskeligt at svare entydigt på. Det enkleste svar er: når deltagerne selv opfatter samværet som en fest. Adskillige men særlig to elementer er med til at definere festen. Geografien, hvor i verden er vi? Og kronologien, taler vi om festen i dagens Danmark eller fester i Sydamerika hos inkaerne i 1500-tallet? Endelig er der også en social dimension: Det er jo ikke ligegyldigt, om vi taler om Frederik 2.s kroningsfest i 1559 eller ”julestue”-festen i 1700-tallet hos en middelstor bonde på Sjælland.

Når mange mennesker er samlet for at indtage et fælles måltid, skaber det ikke nødvendigvis en fest. Ser vi på storbønders forhold i yngre jernalder og vikingetiden (ca. 500-1000) i Sydskandinavien, var husholdene med udvidet familie, karle og piger måske oppe på 25 personer. Når de spiste aftensmad sammen, skabte de jo ikke nødvendigvis en fest.

Der kan være rigtig mange bevæggrunde til at feste, og for at få større indsigt er det nødvendigt at se festen tematisk an. De mest oplagte er årstidsfester, der som regel også har underliggende, religiøse motiver. Festen dækker som regel over flere skjulte motiver, som kan optræde side om side: den politiske fest, den religiøse fest og festen som etnisk eller social markering. Festen kan som sidegevinst også indebære, at nye mennesker mødes og indgår ægteskabelige alliancer. Man kan altså ikke give en entydig definition på, hvad en fest er, der gælder til alle tider og alle steder.

En vigtig del af festen er ritualer; man kan sige, at ritualer er festens lillebror. Et ritual er en symbolsk handling, der har til formål at påvirke noget eller nogen. Vi omgiver os med ritualer. Bare det at hilse på hinanden, måske give hånd, bukke og sige goddag kan betragtes som et ritual. Det er

Introduktion

9

næppe for langt at sige, at ritualer er en vigtig regulerende faktor i vores sociale relationer og altså også i festen. Bedst kendt er religiøse ritualer, som udføres efter bestemte forskrifter og omfatter bestemte handlinger, ceremonier og ord. En del af de religiøse ritualer er overgangsritualer, som knytter sig til navngivning, religiøs bekræftelse som konfirmation og begravelse.

Offerritualer er ligeledes meget udbredte i tid og rum. I offerritualet bliver ritualets objekt overdraget til modtager, typisk en gud eller åndeligt væsen.

Ritualer er et kendetegn ved alle kendte samfund og har været genstand for omfattende udforskning. De fleste binder samfundene sammen i social og religiøs henseende. Ritualer skaber dog ikke festen alene.

Festen i dagens Danmark består typisk af et vist antal såkaldte almindelige mennesker, der mødes et aftalt sted for spise, drikke sammen og fejre ”noget”. Samværet er meget væsentligt; vel at mærke samvær mellem f.eks. familierelaterede individer eller nære venner som gamle skolekammerater – eller fjerne bekendte, man skylder en invitation. Vi taler om det kontrollerede samvær: Man modtager en skriftlig eller i dag som regel en mundtlig eller digital invitation. Som regel kan vi ikke bare møde op uden at være inviteret. Ja, der er måske endda bordkort på det festligt dækkede middagsbord. På den måde bliver den moderne, borgerlige fest i uhørt grad ekskluderende. Der er selvfølgelig en aldersdimension, hvor man som ung nok er mindre tilbøjelig til at være restriktiv. Modsætningen er den åbne fest, hvor man kan tage venner og bekendte med, som værten ikke nødvendigvis kender, hvilket vi kan iagttage mange andre steder ude i verden.

Med den ekskluderende fest nærmer vi os også et historisk perspektiv på festen af i dag. Skabelsen af det borgerlige samfund i første halvdel af 1800-tallet lægger grunden til det familiebaserede samvær bestående af mand, hustru, børn og måske den nærmeste øvrige familie som bedsteforældre jævnfør for eksempel julefesten som skildret i Peters Jul fra 1866 af Johan Krohn. Udvalgte tjenestefolk kunne inkluderes som Williams amme nævnt i sjette vers i Peter Fabers Højt fra Træets grønne Top fra 1848. Peters Jul beskriver den familiebaserede, borgerlige julefest med alle de ”traditioner”, vi kender gennem de sidste 150 år. Den familiebaserede fest står i høj grad i modsætning til adlens uhæmmede fester i 16- og 1700-tallet, hvor rang var nøglen til deltagelse. De foregik med indtagelse af massive mængder vin og eksotiske eller særligt krydrede retter – foruden mængder af løse fruentimmere.

Her berører vi en vigtig del af festen, som vi kender det fra Christian 5.s tid: indtagelse af mængder af vin, hvor den importerede vin stort set

10

FEST – Fejring, rus & ritualer

var forbeholdt aristokratiet. Det har været den absolutte overklasse eller øverste lag i samfundet, der har haft råd til at afholde den slags fester. Den offentlige pendant er kroningsfesten eksemplificeret i Frederik 2.s kroning – en renæssancefyrstes kroningsfest, der kunne stå mål med Europas øvrige fyrsters fester, private som offentlige. Det peger også på en særlig festtype, nemlig den politiske fest. Alle magthavere fra Europas adel, konger og dronninger har festet som en del af deres politiske manifestation. Kan

Skagensmaleren Viggo Johansens maleri Glade Jul fra 1891 virker stadig som en arketype for juleaften: det pyntede træ med levende lys, de forventningsfulde barneansigter og runddansen.

Introduktion

11

høvdingen skaffe nok grise til en landsbyfest på Nias i Indonesien, kan han styrke sin position. Her er grisefesten en politisk manifestation, for mad er magt. Politiske fester har mange facetter, herunder det etniske sammenhold: at markere fællesskabet i forhold til det omliggende samfund.

Renæssancefyrstens fester står i modsætning til den senere, borgerlige familiebaserede fest, hvor indtagelsen af vin m.m. er mere begrænset, i hvert fald i begyndelsen af den borgerlige æra. Kaffe, te og kakao var nøgleord. Man kan jo ikke tage på børsen med en ordentlig blæser på! Alligevel er det interessant, at mennesket til alle tider som regel i fællesskab har indtaget hvad som helst, som kunne ryges, drikkes, tygges eller på anden måde indtages med en berusende eller euforiserende virkning. Dårligt er man blevet agerbrugere, før man begynder at brygge en slags øl for 11.000 år siden på Den Anatolske Højslette i det nuværende Tyrkiet. Fremstilling af vin følger ”hurtigt” efter, og fra Georgien er der fundet spor af vinfremstilling fra 8000 år siden. I arktiske egne blandt inuit-folkeslag er der historiske kilder fra tidligere tider, som omtaler ”kødrusen”, altså at man kunne blive høj eller gå i en slags ekstase eller trance af at spise kød i store mængder inden for kort tid. Beruselsen i sig selv skaber ikke en fest, men den kan indgå som et vigtigt element i festen.

I nogle kulturer spiller ekstasen en vigtig rolle, hvor ikke mindst euforiserende stoffer kan være centrale i samværet eller for den enkelte, eksempelvis shamanen. Ekstase kommer fra det græske ord ékstasis og betyder oversat ”ud af kroppen”. I den klassiske græske litteratur refererer det til adskillelse af bevidsthed og krop og i den henseende tab af selvkontrol.

Personen er hinsides omgivelserne og opnår et højere niveau af bevidsthed. Meditation, musik, dans, åndedrætsøvelser, fysisk og seksuel aktivitet kan bringe personen i ekstase; ofte ser vi det i sammenhæng med religiøs mysticisme.

FESTENS HENSIGT Festen kan have en åbenlys funktion, som når man fejrer solhverv, jul eller hanukkah. Man fejrer midvinter, og at det nu går mod lysere tider. Fejringen sker typisk med lys, mad og socialt samvær. Det kan godt være, at det ikke kaldes en solhvervsfest, men den bliver indhyllet i alle mulige myter og forklaringer – gerne religiøse. Det rokker ikke ved den indre kerne. Det vil også sige, at festen meget hyppigt har skjulte hensigter og effekter: Julefesten styrker også de familiære bånd såvel som de religiøse. Det gælder imidlertid

12

FEST – Fejring, rus & ritualer

alle fester, idet de indeholder flere funktioner og dermed mange forskellige effekter herunder en understregning af årets rytme. I introduktionen går vi efter hovedanledningen og -effekten. Årstidsfester er måske ikke almengyldige for hele menneskeheden, da vi lever under meget forskellige klimaforhold og dermed forskydninger i årets naturlige rytmer, men de fleste samfund fejrer forskellige markeringer af årets gang. I påsken fejrer vi egentlig vækstsæsonens begyndelse med håb om et frugtbart år. Påsken kender vi mest som en fest i religiøs iklædning, om det er udgangen fra Egypten eller Jesu korsfæstelse og genopstandelse. Endelig er der midsommerfesten, som igen fejres med lys i form af bål. Det er omkring årets længste dag, og som sådan markerer den igen et vendepunkt, en overgang. Optakten til midsommerfesten kendes også som valborgsaften, der ligeledes markeres med bål.

På valborgsaften, 30. april, fejrer man overgangen fra vinter til sommer, og fejringen har formentlig keltiske rødder tilbage til tiden før vor tidsregning; altså har man fejret dagen og aftenen i mindst 2000 år. Årets cyklus har sin parallel i vores livscyklus, hvor særlige højdepunkter som regel markeres med en fest eller i det mindste en højtideligholdelse. Det gælder også aldersbetingede begivenheder til sociale markeringer.

Navngivning af barnet markerer i næsten alle kulturer en vigtig begivenhed – barnet får en identitet. I visse samfund som vores eget var der tidligere en forventning om, at barnet blev opkaldt efter et familiemedlem, da navnet tillægges en særlig betydning. Navngivning eller dåb, hvor sidstnævnte er den religiøse iklædning, overgås i vigtighed af konfirmationen eller bar/bat mitzvah, altså af overgangen fra barn til voksen. Stort set alle kulturer markerer denne overgang og fejrer det transcenderende. Enten med fest eller særlige ritualer, idet alle overgange er ”farlige” og skal sikres gennem særlig adfærd, ritualer eller omhu. Brylluppet fejres i dag med overdådige fester, som har eskaleret gennem de sidste 75 år. Tidligere havde et bryllup mere karakter af en familiealliance, eller det blev indgået af økonomiske årsager, og rigtig mange ægteskaber var også i Sydskandinavien arrangerede langt op i 1800-tallet. Dermed ikke sagt, at der ikke var fest for at fejre alliancen eller foreningen af to slægter. Brylluppet kom i betydning i tidligere tider formentlig slet ikke op på siden af navngivning og konfirmation.

Den ultimative overgang er selvfølgelig døden, som ikke i sig selv giver anledning til fest, men måske et gravøl. Mindet om afdøde og i nogen tilfælde de efterladtes fysiske levn i form af kranier kan indgå i den årlige festligholdelse, hvor forfaderdyrkelse indgår som en vigtig del. Meget peger på, at forfaderdyrkelse spillede en vigtig rolle for samfundene i bondesten-

Introduktion

13

alderen. Forfædrene var med til at vise tilhørsfoldet til jorden og stammens territorium. Forfaderdyrkelse kendes fra mange samfund, og den praktiseres stadig i stor stil i Mexico.

Det fører os til den rituelle fest. Netop de tidlige agerbrugssamfund er karakteriseret ved et væld af ritualer. For tiden diskuteres ligefrem, om man overhovedet kan tale om almindeligt køkkenaffald i begyndelsen af bondestenalderen, da det, som arkæologerne kalder for affaldsgruber fyldt med lerkarskår og dyreknogler, snarere har karakter af rituelle nedlæggelser.

Fra store dele af Europa kendes samlingspladser fra ca. 3000 f.Kr. med systemer af grøfter og tømmerpalisader, som kan dække flere tønder land. Indenfor på samlingspladserne finder arkæologerne mængder af gruber med omhyggeligt ornamenterede, hele lerkar, polerede økser og knive – måske kornsegl. Ikke ualmindeligt finder man også rester af menneskeskeletter, herunder børn. Den offerrituelle adfærd er ikke til at tage fejl af. Formentlig er mange mennesker fra de lokale bondesamfund kommet sammen for at foretage bestemte ritualer for at markere fællesskabet i det, vi kunne kalde en rituel fest eventuelt med politiske undertoner. Et særligt kendetegn ved de rituelle fester kan blandt andet være destruktion af store mængder værdier i samvær med nabostammer for at styrke indbyrdes relationer. Ofte har det lokale samfund skabt værdierne over lang tid. Der kan både være tale om gavegivning eller om egentlig destruktion. I Sydskandinavien ser vi omkring 3300 f.Kr. offernedlæggelser i moser af smukt forarbejdede og aldrig brugte slebne flintøkser, op til 11 økser ad gangen. De repræsenterer en lang fremstillingsproces og i den henseende store værdier. Måske ligger den vigtigste del i selve fremstillingsprocessen, som styrker lokalsamfundet foruden ritualet i den fælles deponering.

I dag nærmer vi os ritualet for maddyrkelse, som foregår i særlige restauranter, hvor man skal bestille bord bogstavelig talt år i forvejen for at få lov til at indtage det legendariske måltid, der selvfølgelig også koster kassen. Herved får man også skilt fårene fra bukkene, så at sige, da den type måltider kun er for de få udvalgte. I den henseende er der tale om et meget ekskluderende måltid eller en yderst krævende fest.

Endelig er der festen som social eller demografisk mediator. I relativt restriktive samfund kan det være svært for kønnene at mødes. De ser stort set ikke hinanden til hverdag, malkepigen og karlen, i en af 1700-tallets sjællandske bondegårde, hvor bønder og hushold nærmest var livegne, så det kunne godt være et problem. Den tidligere nævnte ”julestue” kunne være med til at om ikke løse problemet, så give nogle muligheder. Jule-

14

FEST – Fejring, rus & ritualer

stuerne var typisk en komsammen af karle og piger fra omliggende gårde i landsbyen, der, som navnet siger, blev afholdt op til jul.

Man klæder sig gerne om til en fest. Tager søndagstøjet på. Forhører sig eventuelt, om kvinderne skal have lang kjole og mændene dermed kjole og hvidt, eller om der ”blot” er tale om smoking, som det kaldes på dansk.

I alle tilfælde påvirker festen ens identitet. Man føler sig lidt anderledes.

Karnevalet er nok det mest gennemførte identitetsskifte, og karnevalerne i Venedig var den festligste kulisse for erotiske eskapader for nedrullede gardiner. Dronningens nytårstaffel er en anakronistisk karnevalsfest uden de erotiske eskapader – formoder jeg. Fastelavnsfesterne er måske de sidste overlevende udklædningsfester, men nu for børn. Der er tegn i sol og måne på, at vores fastelavnsfester måske er ved at blive afløst af halloween – vi lever i en stadig mere globaliseret verden. Dette på trods af den grundlig-

Fastelavnsfest for familiens og venners børn, København 1951.

Introduktion

15

gende forskel i årsag til festen. Ved halloween eller allehelgensdag og -aften mindes vi de afdøde og fejrer dem; ved fastelavn er der tale om indgangen til fasten forud for påsken. Udklædningen eller det at skifte identitet har lange historiske rødder. Jeg tænker på saturnaliefester i det gamle romerske samfund som dele af deres midvinterfest, hvor herskab og tjenestefolk byttede roller for en dag.

Den romerske og græske mytologi er fyldt med guder, der spejler menneskelige fejl og drømme: Her er had, kærlighed, utroskab og fester.

Den græske gud for vinen, Dionysos, blev dyrket med orgier i naturen, hvor kun kvinder i princippet kunne deltage, og hvor de opnåede ekstase blandt andet omgivet af nymfer. Orgiet kommer af græsk orgia. I dag opfatter vi ordet orgie i en seksuel sammenhæng, men oprindelig var orgiet en del af en mysteriereligion, og mysterierne var kun åbne for initierede personer.

Nogle orgier blev udført om natten og som hellige selskaber. I dag bruger vi også ordet i prosaisk sammenhæng, f.eks. ”et orgie af farver”. Også inden for den nordiske mytologi kender vi til en form for fester; i hvert fald situationer, hvor mange mennesker kommer sammen for at spise og konkurrere eller afholde bryllupsfest. Den mytologiske fest er en spændende parallelverden til de menneskelige fester, og dog er de forskellige.

Festen kan antage mange former, nogle mere åbenlyse for os i dag, andre kræver en sammenhæng, som kan kaste lys over festen. Tager man på en etnografisk jordomrejse, vil man kunne fylde et større bogværk med alle mulige eksempler på fester, der hver især bidrager til forståelse af menneskeligt samvær. Denne essaysamling viser et lille uddrag af, hvad Nationalmuseets forskere forstår ved Fest – fejring, rus og ritualer ud fra hver sin faglighed.

I efteråret 2018 fik jeg ideen til denne bog om det festende menneske. Min chef Christian Sune Pedersen opfordrede mig til at gå videre med projektet. Undervejs fik jeg helbredsproblemer og bad Elisabeth Colding om hjælp. Uden hende var bogen aldrig udkommet. Stor tak!

16

FEST – Fejring, rus & ritualer

Introduktion

17

18

FEST – Fejring, rus & ritualer

SOLHVERV OG BÅLFESTER Ulla Odgaard Ild har været et vigtigt element i menneskets udvikling og historie, både som varmekilde, til madtilberedning og som samlingspunkt. I mange kulturer har man set ildstedet som en indgang til åndernes og de dødes verden, og det har været meget udbredt at kommunikere med det hinsidige ved at give ofre til guder og forfædre i bålets flammer. Det latinske ord focus betyder ildsted, og vi kender fra det klassiske Europa Hestia, der var den græske gudinde for ildstedet, og Vesta, den romerske udgave med vestalinderne, der værnede om samfundets ildsted.

I den vestlige verden er ildstedet ikke længere familiens samlingspunkt, og vi har ikke længere et dagligt forhold til ilden. Der er dog stadig en højtid, som vi i Nordeuropa fejrer med ild, nemlig midsommer – også kaldet sankthansaften.

FESTEN Hvad fejrer vi? Det vil man spørge om, hvis man er inviteret til gilde – for en fest skal helst have en anledning og et omdrejningspunkt. Fester kan markere personlige mærkedage som dåb, konfirmation og bryllup, hvor en person får en ny rolle og status i samfundet, og fester kan også markere fællesskabets årligt tilbagevendende mærkedage. Hvad der er fælles, er, at de både markerer fornyelse og kontinuitet.

Fester kan forstås som overgangsritualer, der udspiller sig efter bestemte fastlagte mønstre, der overordnet set kan deles op i tre faser. Det

Solhverv og bålfester

19

var den franske etnograf og folklorist Arnold van Gennep, der i 1909 med sin Les rites de passage skabte det analyseværktøj, som blev af meget stor betydning for det akademiske studium af ritualer. Metoden kan opsummeres således:

FASE 1

FASE 2

FASE 3

Separationsfase

Liminalfase

Inkorporationsfase

Udskillelse Sakralisering

Kontakt med det ukendte, hellige, farlige

Normalisering Bekræftelse

Den første fase – separations- eller udskillelsesfasen – som i forbindelse med religiøse ritualer også betegnes som en sakraliseringsfase – altså en slags helliggørelse – er dér, hvor forberedelsen på mødet med det ukendte eller det hellige finder sted. Det kan for eksempel foregå ved, at festlokalet pyntes op, og ved at man tager særligt festtøj på. Den anden og vigtigste fase er liminalfasen – limes er latinsk for grænse. Her ophæves grænserne mellem tid og rum, og der er direkte kontakt med de ukendte verdener og det hellige; det er her, forandringen kan finde sted. Den gamle identitet forlades, og der sker en rituel død. For at man skal komme godt igennem det, må alt foregå efter de rituelle forskrifter. Ved konfirmations- og bryllupsfester foregår denne fase som regel i kirken eller et indviet sted under ledelse af en religiøs ekspert: præsten. Den tredje fase er inkorporationsfasen, hvor det normale liv bekræftes og genoptages i genfødt, fornyet og forstærket udgave. Denne fase indebærer ofte et fælles måltid.

Antropologen E.R. Leach har peget på, at årstidsfester markerer, hvad han kalder den menneskeskabte tid. Vi taler om tidens gang, som om tid var et konkret fænomen, der kan måles. Men faktisk skaber vi tid ved at opdele den i intervaller, som er defineret af det sociale fællesskab. Intervallerne udgør perioder, som vi har givet navne som f.eks. ”uge” og ”år”, og uden sådanne perioder, der for eksempel markeres af årstidsfester, ville al orden forsvinde fra vores sociale liv.

En af de mest udbredte opfattelser af tidens gang er solens gang, både med hensyn til dagen og året. Denne definition er blevet delt af mennesker langt tilbage i tid, og vi kan blandt andet tolke Stonehenge på Salisbury Plains i Sydengland i den ramme. Set inde fra monumentet står midsom-

20

FEST – Fejring, rus & ritualer

mersolen op over den såkaldte Heal Stone og oplyser med sine første stråler det inderste af cirklen. Også vintersolhverv er markeret af stenene i Stonehenge, og også i nutiden er monumentets inderste stencirkel ved midsommer og midvinter fyldt af besøgende, der vil opleve den opstående sol.

Man begyndte at opstille de store sten ved Stonehenge i slutningen af yngre stenalder omkring 2500 f.Kr., men arkæologiske undersøgelser har vist, at stedet allerede var i vedvarende brug årtusinder før i den mesolitiske eller mellemste stenalder af jægere og samlere. Man har desuden opdaget, at set netop fra Stonehenge danner de naturlige forhøjninger og fordybninger i det omgivende landskab sigtelinjer til sommer- og vintersolhvervs henholdsvis solopgang og solnedgang. Det er derfor højst sandsynligt, at allerede de mesolitiske mennesker, som valgte at mødes her, og senere de neolitiske folk eller agerbrugere, som byggede monumentet, brugte solhverv til at definere tidens gang.

Solhverv kan stadig samle mange mennesker ved Stonehenge. Her ved vintersolhverv i 2012.

Solhverv og bålfester

21

På De Britiske Øer findes flere andre eksempler på de neolitiske folks opmærksomhed på solhverv, for eksempel i gravhøjene New Grange i Irland og Maeshowe på Orkneyøerne, hvor den opgående sol ved vintersolhverv oplyser kammeret inde i højen. Der er ikke gjort tilsvarende observationer ved forhistoriske anlæg i Danmark, men måske er det kun et spørgsmål om, at man ikke har haft opmærksomhed på fænomenet. I Norge har man enkelte steder observeret, at gravhøje er anlagt på steder, der oplyses af solopgangen ved solhverv. I disse tilfælde er gravhøjene bygget i jernalderen, altså først et par tusinde år senere end yngre stenalder, men der kan have været opmærksomhed på stederne tidligere, hvilket arkæologiske undersøgelser vil kunne afgøre. Der blev bygget videre på Stonehenge så sent som i bronzealderen, ca. 1500 år efter at de første store sten blev sat, og både Stonehenge, gravhøjene og andre forhistoriske, monumentale anlæg, der er meget synlige i landskabet, har med deres tilstedeværelse været en del af efterfølgende samfund og generationers landskaber, som man har forholdt sig til.

SOLHVERV Solhverv har således været meningsfuldt for mennesker i årtusinder, og selvom festen ikke længere er af samme betydning i moderne, urbane samfund, er det stadig en af de årstidsfester, som kan samle os. Solhverv hedder på latin solstitium, hvilket direkte oversat betyder ”solens stilstand”. Når solen gennem foråret står op længere og længere mod nordøst indtil sommersolhverv, ser det ud, som om denne bevægelse derefter går i stå. I løbet af nogle dage begynder bevægelsen så at gå den modsatte vej, for til sidst at ”gå i stå” mod sydøst ved vintersolhverv.

Både ritualer og fester skal have en central kerne – et symbol. Og et meget udbredt symbol ved midsommerfesten er bålet. Skikken at brænde bål ved midsommer trækker tråde langt ud i Europa og langt tilbage i tiden.

Navnet Sankt Hans efter Johannes Døberen, som siges at have fødselsdag denne dag, er kun et tyndt lag kristen fernis over en ældgammel skik. Flere steder blev skikken at tænde bål dog ændret eller undertrykt af den kristne kirke, der naturligvis ville bekæmpe hedenskaben. I Sverige, hvor midsommerdag ellers er national helligdag, resulterede forbuddet mod bål i, at man i stedet danser om majstangen, som også har været brugt ved forårsfester i Danmark. Denne blomster- og løvbeklædte pæl er et symbol på livets træ og axis mundi, altså verdens akse eller midte, som forbinder menneskenes

22

FEST – Fejring, rus & ritualer

verden med over- og underverdenen. I den nordiske mytologi kender vi asken Yggdrasil, der som livets træ udgør et kosmologisk verdensbillede, hvor stammen er axis mundi. Både bål og majstænger kan altså symbolisere indgange til – og kontakt mellem mennesker og – de andre verdener.

I slutningen af 1800-tallet indsamlede den britiske antropolog sir James George Frazer oplysninger om hedenske skikke fra hele Europa i sit berømte værk The Golden Bough – Den Gyldne Gren. Dette værk fik stor betydning for religionsforskningen, selvom Frazers analyser i dag ikke anses for tidssvarende. Der er dog ingen tvivl om værdien af værket som et katalog over gamle skikke.

Majstangen symboliserer træet som et kosmologisk billede på verden. Da det blev forbudt at brænde sankthansbål i Sverige, gjorde man i stedet majstangen til centrum for festlighederne.

Denne stammer fra midsommerfesten ved Solna, Stockholm i juni 2019.

Solhverv og bålfester

23

Yggdrasil er den nordiske mytologis variant af det universelt udbredte verdenstræ, som forbinder menneskets verden med guder og væsener i de andre lag af over- og underverdener. Yggdrasil er en ask, men også et stedsegrønt livets træ, der ved midvinter dyrkes som symbol på livets cyklus.

Spring over bål som et rensende ritual kendes også i Iran. Trods den muslimske dominans, fejrer man ved det iranske nytår stadig en ildfestival kaldet Chaharshanbeh Souri, som er en reminiscens af den gamle persiske religion zarathustrismen. Det muslimske præsteskab har måttet acceptere, at skikken fortsætter, på samme måde som det ikke har været muligt for den kristne kirke at undertrykke solhvervsfester.

24

FEST – Fejring, rus & ritualer

Ifølge Frazer fejredes midsommer tidligere med bål over hele Europa fra Irland mod vest til Rusland mod øst, og fra Norge og Sverige i nord, til Spanien og Grækenland i syd. Festlighederne markeredes på forskellige måder, men der var nogle vigtige elementer, som gik igen mange steder. De var naturligvis at tænde bål, men det var også en udbredt skik at rulle med brændende hjul. Desuden byggede man flere steder figurer, som ofte endte med at blive brændt. Der var desuden forskellige skikke og lege, der skulle hjælpe frugtbarhed og sundhed på vej i det nye år. I dag kan man særlig i Europas landområder stadig møde de gamle skikke, som måske har deres rødder helt tilbage i oldtiden.

Ilden på den hjemlige arne blev flere steder slukket denne dag for at blive tændt igen med ild fra midsommerbålet. Dette symbol på en ny begyndelse understregede samtidig fællesskabet, ved at man hentede ild fra de fælles bål. Bålene skulle bestå af brænde, som samtlige husholdninger havde bidraget til. Hvis man ikke bidrog, ville ens afgrøder slå fejl ved den kommende høst. Ofte var det børnene, der samlede brændet ind, hvilket understreger det fornyende element i bålritualet. Også ilden i bålet skulle være ny, altså tændes med ”vild” ild eller ”nødild”, hvilket vil sige helt fra grunden ved at gnide træ mod hinanden eller ved at slå gnister med ildstål eller sten.

De fleste steder sang og dansede man omkring bålene, og det var også en udbredt skik at springe over ilden. Ved at springe over ilden kunne man beskytte sig selv mod sygdom det følgende år. Nogle mente, at flammernes højde viste, hvor høje årets hør- eller hampeplanter ville blive, mens andre mente, at det var højden på de unge mænd og kvinders spring over bålet, der viste det. De, der hoppede over bålet, kunne være sikre på, at de ikke ville få rygsmerter i forbindelse med årets høstarbejde; nogle mente endda, at man lagde sine synder bag sig.

Ikke kun ilden, men også resterne af bålet var magiske og kunne bruges som værn mod sygdomme, misvækst og ulykker. Nogle steder tog ældre mennesker forkullede grene fra bålet og stak dem ned i marken, for at afgrøderne skulle vokse godt, og nogle satte en forkullet gren fra bålet fast i taget for at beskytte huset mod ildebrand. Kul og aske fra bålene kunne opbevares igennem det følgende år som værn mod tordenvejr og sygdom.

Også kvægets sundhed kunne styrkes gennem at drive dem gennem midsommerbålets røg og gløder. Dette har været en udbredt skik i hele Europa og helt ned i Nordafrika.

Blomsterkranse og urter var mange steder en del af midsommerbålritualerne. Under festlighederne bar folk kranse af vilde blomster, og inden

Solhverv og bålfester

25

26

FEST – Fejring, rus & ritualer

P.S. Krøyer var fascineret af ilden som kunstnerisk motiv, hvilket blandt andet kan ses på et af hans sidste og mest elskede værker: Sankt Hansblus på Skagen Strand, som han arbejdede på i mange år og færdigmalede i 1906. Krøyers sankthansaften blev fejret med blandt andre Holger Drachmann (med stor hat og brun kappe) samt Anna og Michael Ancher til venstre i billedet, mens de lokale skagboere ses til højre.

Solhverv og bålfester

27

man forlod bålet, blev kransene kastet ind i ilden, og man sagde: ”Må alt mit uheld forlade mig og blive brændt op”. Hvis man kiggede på ilden gennem kranse eller buketter, som man holdt i hænderne, ville øjnene bevare deres sundhed gennem det kommende år.

I Frazers beskrivelser handler midsommerritualerne altså om at beskytte sig mod sygdomme og hekseri og om at udnytte aftenens magiske karakter til at tage varsler. Men han kommer også ind på, at der er elementer af frugtbarhed i ritualerne. Det nævnes, at goldt kvæg kunne gøres frugtbart ved at drive det gennem bålet. Ugifte piger kunne tage varsler om kommende giftermål, og unge par kunne udføre særlige ritualer. I Bøhmen i det nuværende Tjekkiet fældede de unge mænd somme tider et højt fyrretræ i skoven og stillede det op på en forhøjning, hvor pigerne dækkede det til med buketter og kranse af blade og røde bånd. Derefter blev optændingsbrænde dynget op omkring det, og om aftenen blev der sat ild til det hele. Mens ilden begyndte at flamme, klatrede de unge mænd op i træet og hentede de kranse, som pigerne havde hængt op. Derefter stod de unge mænd og kvinder på hver sin side af ilden og så på hinanden gennem kransene for at tage varsler om, hvorvidt man ville være trofaste over for hinanden, og om man ville blive gift i løbet af det næste år. Kvinderne kunne kaste kransene igennem ilden, og så skulle den udvalgte gribe den. Om andre steder fortæller Frazer, at par, når flammerne var døet ud, kunne tage hinanden i hænderne og springe tre gange over bålet, hvilket ville beskytte dem mod skænderier.

Dette lyder meget ærbart, men der har også været et vist element af frivolitet involveret. I nogle østeuropæiske lande som Ukraine, Belarus og Polen kalder man midsommer for Kupala-festival, hvor man førhen fejre​​ de guden for kærligheden og høsten og selve personificeringen af jordens frugtbarhed. Frazer undlader at nævne det, men andre kilder fortæller, at om aftenen samledes ugifte unge mænd og kvinder i skoven uden for landsbyen eller i nærheden af ​​en kilde eller en sø. Her byggede de bål, som de dansede omkring, og sang rituelle sange, der ofte var erotiske. De sprang over ilden, badede i vandet og legede fysiske lege med åbenlyst seksuelle undertoner.

Også her til lands kunne midsommerfesten være ganske løssluppen.

Kilder fra 1400-tallet fortæller, hvordan den almindelige befolkning blandt andet på midsommeraftener kunne fare rundt i kirker, kapeller og på kirkegårde, hvor de opførte danse, tog billederne ned fra altrene og sang skændige sange. Dengang var kirkerummene ikke fyldt med bænkerader som i dag.

28

FEST – Fejring, rus & ritualer

Et vigtigt festelement er naturligvis dans. Kalkmaleriet fra 1300-tallet i Ørslev er et eksempel på, hvordan man i middelalderen dansede kædedans. Op til ca. midten af 1900-tallet var forskellige former for kædedanse almindelige ved fester i Danmark, som kunne være dirigeret af en spillemand ved familiefester på landet.

I hele Norden danser vi stadig kædedans omkring ”livets træ” juleaften.

Der var måske bænke langs væggene til de dårligt gående, men ellers stod man op under gudstjenesterne, og kirkerne kunne derfor være udmærkede rum til fællesdans. Det var en kædedans – også kaldet trindans – som blev udført med relativt enkle trin. Med hinanden i hænderne dansede folk, ofte anført af en udvalgt person, omkring bålet og igennem landskabet.

Lystighederne blev ikke bifaldet af kirken. Efter reformationen udgav biskop Olaus Magnus i 1555 Historia de Gentibus Septentrionalibus, ”De nordiske folks historie”, som består af 22 bind og især er kendt for sine mange træsnit, der illustrerer sæder og skikke. Olaus Magnus var svensk, men tilbragte det meste af sit liv og sine studier i udlandet. Om midsommerfesten skrev han, at alle efter gammel tradition ”uanset køn og alder samles i skarer på byernes torv eller ude på den åbne mark for der glade at træde dansen i skæret af talrige bål, som tændes overalt”. Den danske præst Niels Hemmingsen, som også levede i 1500-tallet, skrev, at aftenen blev fejret med ”dans og nattedrik, gadelamskrans, ild at optænde, at huje, skrige og drikke den hele nat over.” Sankthansdag blev afskaffet som helligdag i 1770, men folk fortsatte med at fejre aftenen på forskellige måder. Fra de senere århundreders folketraditioner i Danmark kender vi en midsommerskik, hvor unge ugifte kunne blive tildelt eller under leg vinde sig et ”gadelam” – en person af det modsatte køn – som de igennem det næste år skulle opvarte og måske danne kærestepar med. De af Niels Hemmingsen nævnte gadelamskranse kan være blomsterkranse, som blev brugt i pardannelseslegene.

Solhverv og bålfester

29