Kultur for sundhedsprofessionelle

KULTUR

FOR SUNDHEDSPROFESSIONELLE RED.:

HANNE BESS BOELSBJERG OG MATHILDE MEEDOM HERMANSEN

GADS FORLAG

Kultur for sundhedsprofessionelle

Kultur for sundhedsprofessionelle Hanne Bess Boelsbjerg & Mathilde Meedom Hermansen (red.)

Med bidrag af Hanne Bess Boelsbjerg, Salah El-Matari, Hanne Winther Fredriksen, Peter Hervik, Mathilde Meedom Hermansen, Carsten Juul Jensen, Mette Terp Høybye, Lamies Nassri, Dorthe S. Nielsen, Morten Sodemann og Tine Tjørnhøj-Thomsen.

Gads Forlag

Kultur for sundhedsprofessionelle 1. udgave, 1. oplag © Forfatterne og Gads Forlag 2021 www.gad.dk Forlagsredaktion: An-Magritt Erdal Fagredaktion: Hanne Bess Boelsbjerg og Mathilde Meedom Hermansen Omslag: Peter Stoltze Sats og grafisk layout: LYMI DTP-service ISBN: 978-87-12-05955-4 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

FAGFÆLLEBEDØMT /Bedømmelsen betyder, at der fra en af forlaget uafhængig fagfælle på minimum ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet og originale bidrag. /The certification means that an independent peer of at least PhD level has made a written assessment justifying this book's scientific quality and original contributions.

Nye bøger fra Gads Forlag Tilmeld dig vores nyhedsbrev på www.gad.dk og få information om nye bøger og følg Gad Sundhedsfag på Facebook og Linkedin.

Indholdsfortegnelse Om forfatterne 7 Forord 9 Kapitel 1 Kultur i en sundhedsprofessionel kontekst 15 Af Mette Terp Høybye og Tine Tjørnhøj-Thomsen Kapitel 2 Dannelse af professionsidentitet i en arbejdskultur på medicinsk afsnit 31 Af Carsten Juul Jensen Kapitel 3 Det multikulturelle samfund 49 Af Peter Hervik Kapitel 4 Racialisering af forskellighed 71 Af Lamies Nassri og Peter Hervik Kapitel 5 Migration og sundhed 99 Af Hanne Winther Frederiksen Kapitel 6 Kulturelle forståelser af krop, sygdom og død 117 Af Hanne Bess Boelsbjerg Kapitel 7 Familien som kulturel enhed 137 Af Mathilde Meedom Hermansen Kapitel 8 Kulturmøder i sundhedsvæsenet 159 Af Dorthe Susanne Nielsen og Morten Sodemann

Kapitel 9 Kulturmøder i sundhedssektoren: Tolkens perspektiv 175 Af Salah El-Matari Kapitel 10 Kulturelle kompetencer – i mødet mellem mennesker 195 Af Hanne Bess Boelsbjerg og Mathilde Meedom Hermansen Register 211

Om forfatterne Hanne Bess Boelsbjerg (f. 1973). Cand.mag., ph.d. Post.doc. ved Interacting Minds Centre, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet..

Salah El-Matari (f. 1985). Cand.mag. Ansat som tolk i arabisk og engelsk hos Tolke­center Syddanmark samt ekstern underviser tilknyttet UCL-Lillebælt.

Hanne Winther Fredriksen (f. 1978). Sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d. Afdelingssygeplejerske, Indvandrermedicinsk Klinik, Amager og Hvidovre Hospital.

Peter Hervik (f. 1956). Ph.d. Docent i IMER (International Migration og Etniske Relationer) (Svensk grad). Projektleder og midlertidig lektor ved Aarhus Universitet, Danmarks Pædagogiske Universitet. Forsker tilknyttet NOISE (Network of Independent Scholars in Education) samt Foreningen til Etablering af Det Frie Universitet.

Mathilde Meedom Hermansen (f. 1980). Sygeplejerske, cand.cur. Adjunkt ved Sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg, UCL – Erhvervsakademi og professionshøjskole.

Carsten Juul Jensen (f. 1960). Ph.d., cand.cur. Lektor ved Professionshøjskolen ­Absalon Campus Roskilde.

Mette Terp Høybye (f. 1973). Antropolog cand.scient.anth., ph.d. Lektor ved Interacting Minds, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg.

Lamies Nassri (f. 1985). Cand.mag. Projektleder i Center for Muslimers Rettigheder i Danmark (CEDA) og undervisningsassistent på Københavns Universitet.

Dorthe Nielsen (f. 1967). Sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d. Professor i sårbarhed ved Indvandrermedicinsk Klinik, Geriatrisk afdeling G, Odense Universitets Hospital, og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

 | 7

Morten Sodemann (f. 1959). Læge, ph.d.​Professor ved Syddansk Universitet og overlæge ved Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital.

Tine Tjørnhøj-Thomsen (f. 1957). Antropolog, mag.scient., ph.d. Professor ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Forord Hvad er kultur? Er kultur altid det, vi tror? I en SAS-reklame fra 2020 formidles et budskab om, at alt det, vi tror, er skandinavisk, er bragt til os fra andre lande (SAS 2020). Reklamen gør dermed op med en forestilling om, at meget af det, danskere opfatter som dansk (eller nordisk), faktisk slet ikke er det. Det unikke ved Skandinavien er netop, at mennesker bringer ting hjem fra rejser rundt i verden og tilpasser det til den kontekst, de tilhører. Reklamen førte til en regulær “shit-storm”, og SAS måtte lægge en redigeret version ud efterfølgende. Mange mennesker blev følelsesmæssigt ramt af, at det, de troede var skandinavisk, ikke var det. På samme måde som reklamen prikkede til forestillinger om kultur, håber redaktionen, at bogen kan være med til at skabe en kritisk refleksion og bevidsthed omkring kulturbegrebet.

Formålet med bogen er netop at belyse kultur som begreb og skabe en kritisk refleksion over at anskue kultur som noget, der er særegent for en gruppe mennesker. Denne refleksion har relevans for sundhedsprofessionelle, der ellers risikerer at overføre tidligere erfaringer omkring en patients kultur til patienter, der har en lignende baggrund. Herved kommer kultur til at påvirke mødet mellem mennesker. Bogens formål er desuden at skabe en nuanceret forståelse for kultur, så sundhedsprofessionelle handler pragmatisk i mødet med noget, som fremstår som anderledes eller fremmedartet. Udgangspunktet for forståelsen af kultur er, at kultur ikke er statisk, men forandrer sig. Det sker i takt med, at konteksten ændres for de mennesker, der befinder sig i kulturen og medvirker til at (gen)skabe den. Bogen fokuserer derigennem på, hvordan kultur optræder som et spændingsfelt og et mulighedsrum i mødet mellem mennesker. At stille skarpt på kultur gør en i stand til at opdage de mange måder, vi som menneskehed forholder os til tilværelsen på. Det kan ses som udtryk for den stærke tilpasningsevne, mennesket har i forhold til sine omgivelser. Denne evne sætter sig aftryk i, hvordan man omgås sig selv og andre. Kultur afspejler derved ens tilhørsforhold til andre mennesker, steder og ting, samtidigt med at det præger ens selvforståelse. Det at blive opmærksom på, hvordan kultur influerer på en som menneske, er nødvendigt for at møde andre med respekt og forståelse. Bogen bestræber sig derfor på at demonstrere, hvordan det at etablere en fleksibel kulturforståelse hjælper den sundhedsprofessionelle til både personligt og professionelt at udvikle sine kulturelle kompetencer. Når man bliver bevidst om sin egen kulturelle prægning og er i stand til at orientere sig i, hvad det er, patien

| 9

ten oplever som væsentligt, så kan man justere sine handlinger derefter. Denne bevægelse i retning af at imødekomme patientens behov bliver nødt til at tage afsæt i personens virkelighedssyn, der ofte udtrykkes som værdier og normer.

Først når patienten er blevet hørt, kan man tale om, at patienten sættes i centrum for behandlingen. Ved at møde noget, der fremstår som ukendt, fx i form af en patient, som ikke kender til det danske sundhedsvæsens kultur, kan der ske en bevidstgørelse af, hvilke rutiner og normer man normalt udøver sit arbejde ud fra. Det at beskæftige sig med, hvordan mennesker med en anden kulturel baggrund anskuer tingene, kan derfor medføre forandringer hos en selv og af systemet. Enten fordi man opdager noget nyt om sig selv, eller fordi man bliver nødt til at tilrettelægge plejen og behandlingen på nye måder for at imødekomme patientens behov.

Uanset om forandringer af omgangsformer, normer og værdier optræder på et individuelt eller kollektivt plan, er de fleste forandringer baseret på viden, motivation og handling. Derfor appellerer bogen til den sundhedsprofessionelles faglighed, nysgerrighed og handlemuligheder for at være medskaber af en inkluderende og patientcentret sundhedskultur.

Og netop faglighed, nysgerrighed og handlemuligheder afspejler sig i bogen, da den er skrevet af mennesker, der brænder for det, de har på hjerte. Det er også mennesker, som har meget viden om det område, de skriver om. Bogen hviler dermed på et kvalificeret vidensgrundlag, som sundhedsprofessionelle kan tage i anvendelse i mødet med patienter og pårørende. Igennem disse møder bliver sundhedsprofessionelle medskabere af den kultur, som findes inden for sundhedsvæsenet.

Igennem bogen ønsker vi at styrke sundhedsprofessionelles evne til at orientere sig i de forskellige sundhedsområder, hvor det er relevant at forholde sig til kultur. Også i de tilfælde, hvor kulturen virker bestemmende for, hvordan sundhedsvæsenet bliver indrettet.

Bogen henvender sig til studerende, undervisere og sundhedsprofessionelle, der ønsker at være i stand til at handle ud fra og reflektere over, hvordan de opfatter, taler om og omgås kultur. Bogen er derfor skrevet med et bredt sigte, der inkluderer bl.a. professioner som sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysio- og ergoterapeuter, diætister og medicinere. Det afgørende kriterie er, at man som sundhedsprofessionel er i kontakt med mennesker, der er sundhedsmæssigt udfordret og derved befinder sig i en sårbar livssituation. Målgruppen indbefatter også undervisere og studerende, som er i gang med at tilegne sig de nødvendige færdigheder for at kunne varetage dette møde.

10 | Kultur for sundhedsprofessionelle

Opbygningen af bogen og præsentation af de enkelte kapitler Bogens første kapitel indleder med at gennemgå, hvordan begrebet ‘kultur’ er blevet brugt historisk. Ved at belyse, hvordan kulturbegrebet har skiftet betydning, bliver det samtidigt tydeligt, at der knytter sig mange betydninger til ‘kultur’. Ikke alene anvendes betegnelsen ‘kultur’ i en nutidig kontekst om et væld af sammenhænge som fx sportskultur, middelalderkultur, madpakkekultur og dansk kultur. Men forståelsen af, hvad kultur er eller snarere gør, er også skiftet.

Herigennem viser kultur sig ikke kun som et fleksibelt begreb, men også som et dynamisk fænomen. Det betyder, at kultur ikke er en fast eller statisk størrelse.

I stedet er det et fænomen, som indgår i et samspil med omgivelserne og de aktører, der udveksler med hinanden. Hvordan vi begrebsliggør kultur, kommer også tit til at være bestemmende for, hvad der identificeres som kultur, og hvordan vi derpå omgås det. I en nutidig, skandinavisk kontekst anvendes kulturbegrebet ofte til at udpege specifikke træk hos andre, som bliver sat i forbindelse med at have en anden kulturel baggrund. Kultur kan derved også gøres til et politisk emne. I den forbindelse indgår kultur i diskussioner om, hvem der har ret til hvilke ressourcer, og hvad det kræver at blive opfattet som én, der hører til fællesskabet.

Et andet vidensområde, hvor kultur har en særlig sundhedsfaglig relevans, er den sundhedsprofessionelle arbejdskultur, der ligesom andre kulturer er kendetegnet ved bestemte adfærds- og tankemønstre. For at udpege de konsekvenser, det har at skulle indgå i en sundhedsprofessionel arbejdskultur, eksemplificerer kap. 2, hvordan nyuddannede sygeplejersker oplever et ‘kulturchok’, når de skal tilpasse deres professionsidentitet til de krav, rammerne i sundhedsvæsenet stiller til dem. Det tvinger dem bl.a. til at lære at leve med angsten for at begå fatale fejl. Kapitlet giver også anledning til at undersøge, hvordan samfundsmæssige ændringer som omlægningen af styringen af sundhedsvæsenet til New Public Management har bevirket en kulturel forandring i form af ændrede arbejdsvilkår.

Det kulturmøde, der finder sted i kap. 2, består i oplevelsen af en modsætning mellem det at have tilegnet sig bestemte normer og idealer for sit sundhedsfag­ lige virke igennem sit uddannelsesforløb og så det at blive konfronteret med krav i arbejdskulturen, der kompromitterer disse. På et samfundsmæssigt plan omtales det at opleve modsætninger i værdier og normer også som et kulturmøde. Kap. 3 fremviser, hvordan denne forståelse af kulturmødet anvendes til at udpege forskelle, der kan blive cementeret i en skelnen mellem ‘dem’ og ‘os’.

Igennem uddrag fra afgørende politiske debatter fremviser kapitlet, hvordan

Forord | 11

man har nægtet at anerkende de forskellige kulturer, der eksisterer i Danmark.

Kapitlet gennemgår, hvordan den form for retorik understøtter de strategier, der forefindes inden for nynationalisme, der går ud på at fremhæve andres kultur som uforenelig med ens egen. Det giver dermed grobund for en politisk begrundet forskelsbehandling, som fører en dehumanisering med sig, som kan vise sig at få indflydelse på mødet med patienter, der udviser synlige tegn på forskellighed.

Disse pointer trækkes med ind i kap. 4, der præsenterer eksempler på forskelsbehandling i form af racialisering. Det er en historisk betinget måde at skelne mellem mennesker ud fra etniske træk. Samtidigt viser kapitlet, hvordan den vestlige kultur har skabt et billede af ‘den eksotiske anden’, som udtryk for en fremmedartet kultur, der er mindreværdig ift. den vestlige. Denne tankegang har i særdeleshed udfoldet sig i Vestens forhold til Orienten, dvs. de mellemøstlige kulturer, hvorfor denne tendens er benævnt ‘orientalisme’.

Ved at skærpe opmærksomheden på, hvad der kan være på spil for patienten i mødet med den sundhedsprofessionelle, belyser kap. 5, hvilken indflydelse det at være indvandrer, migrant eller flygtning har på helbredet. Juridisk og politisk er der stor forskel på, om en person er kategoriseret som flygtning eller migrant.

En almindelig sondring er, at en “En flygtning forlader sit land på grund af forfølgelse, mens en indvandrer rejser af egen vilje eller på grund af fattigdom og dårlige levevilkår i hjemlandet. Begrebet migrant anvendes som en overkategori, der betegner både flygtninge og indvandrere” (Johansen 2015, se også Dansk Flygtningehjælp 2020). Årsagen til, at mennesker migrerer, kan have en enorm indflydelse på, hvilke muligheder, ressourcer og evner man har til at etablere sig i et nyt land, herunder at varetage sine sundhedsmæssige behov.

I forlængelse af det er der også forskellige kulturelt funderede forståelser af, hvad et symptom antyder for et problem. Kap. 6 gennemgår derfor kulturens indflydelse på sygdomsforståelsen og stiller skarpt på, hvordan omgangen med ens egen og andres kroppe er præget af kultur. Det gælder både i forhold til, hvordan man er oplært til at udføre bevægelser for derigennem at foretage fysiske handlinger, og i forhold til, hvilke kropsområder og -funktioner der fremstår som tabuiserede. Kapitlet fremhæver, hvordan det er muligt at opnå samtykke til at yde pleje og behandling i berøring med kropsområder, som måtte forekomme intime. Disse kropsområder kan være andre end dem, som man som sundhedsprofessionel antager grundet sin egen kulturelle betingning.

Kap. 7 beskriver, hvordan familier udgør en kulturel enhed. Igennem et kendskab til overordnede samfunds- og familiestrukturer opnås en mere nuanceret og forskelligartet forståelse for, hvordan den enkelte familie organiserer sig ind-

12 | Kultur for sundhedsprofessionelle

byrdes, samt for betydningen af familiens erfaringer med et sundhedsvæsen. Ved at anskue både familien og sundhedsvæsenets som hver sin kulturelle og sociale konstruktion i et historisk perspektiv kan kapitlet inspirere til en øget nysgerrighed på, hvordan man som sundhedsprofessionel kan opøve kompetencer til at møde og inddrage den enkelte familie i forbindelse med et sygdomsforløb.

Disse perspektiver integreres i kap. 8, der fremhæver den betydning, det har at medtænke patientens personlige livsfortælling og sociokulturelle baggrund i den sundhedsprofessionelle tilgang til patienten. Kapitlet illustrerer, hvordan den enkelte patients behov bedst afdækkes og imødekommes, uden at kultur kommer til at udgøre en barriere. Dette bliver yderligere pointeret i kap. 9 om tolkning som en praktisk udfordring i sundhedsvæsenet. Kapitlet belyser tolkens rolle både som oversætter af budskaber mellem den sundhedsprofessionelle og patienten og som formidler af kultur, når behovet opstår. Dermed får man som læser et indblik i, hvordan tolken benytter sin kulturelle indsigt i både det danske sundhedsvæsen og i patientens unikke kultur til at overkomme kulturelle barrierer.

Afslutningsvis samler kap. 10 op på de præsenterede perspektiver gennem bogen og forbinder dem til de læringsmål og krav, der eksisterer til sundhedsprofessionelle om at varetage alle patienters behov bedst muligt. Med udgangspunkt i, at der er flere lighedstræk mellem mennesker, end der er forskelle, ønsker bogen at styrke sundhedsprofessionelles mod til at møde patienter med nysgerrighed og åbenhed, til trods for at der måtte optræde synlige forskelle eller ukendte handlemåder.

Redaktionen ønsker at takke alle bogens bidragsydere. En særlig stor tak går til forfatterne, der har sørget for bogens mangfoldighed og kvalitet. Deres bidrag giver hver især anledning til at reflektere over, hvad kultur er, og hvordan denne forståelse kan skifte alt efter kontekst. Også en stor tak til redaktionsassistent Ella Raabymagle for hendes praktiske hjælp undervejs i processen og for hendes flid frem mod at få bogen klar til udgivelse. Slutteligt ønsker vi at takke forlagsredaktør An-Magritt Erdal for al den gode sparring og den utrættelige energi, hvormed hun har ledet processen. Hun har vist os, at tålmodighed er en dyd, der kan frembringe en masse.

Vi håber, at bogens intention om at styrke sundhedsprofessionelle i deres vigtige arbejde og samarbejde med patienterne og de pårørende bærer frugt!

Hanne Bess Boelsbjerg og Mathilde Meedom Hermansen København, maj 2021

Forord | 13

Referencer Dansk Flygtningehjælp 2020. 25 Spørgsmål og svar om flygtninge. Lokaliseret den 08.03.21 på https://flygtning.dk/media/5719911/25_spoergsma-l_2020_web.pdf Johansen SR 2015. Migranter og flygtninge. Hvad er forskellen? Lokaliseret den 08.03.21 på https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/migranter-og-flygtninge-hvad-er-forskellen SAS 2020. What is truly Scandinavian? Reklame. Lokaliseret den 08.03.21 på https:// www.youtube.com/watch?v=ShfsBPrNcTI

Kapitel 1

Kultur i en sundhedsprofessionel kontekst Af Mette Terp Høybye og Tine Tjørnhøj-Thomsen

Kulturbegrebet sættes i spil igen og igen som reference og forståelsesramme for menneskers adfærd og opfattelser af verden omkring dem. Dette gør sig også gældende i en sundhedsprofessionel kontekst og får betydning for, hvordan man agerer og ræsonnerer som professionel. I dette introducerende kapitel argumenteres der for, at kulturbegrebets anvendelser i en sundhedsprofessionel kontekst altid fordrer refleksion.

Kapitlets ærinde er at udpege en nødvendig opmærksomhed på, hvad kultur er, hvordan kultur bruges og refereres til i forskellige situationer, og hvad det er, der henvises til, når kultur gøres til et fænomen eller forhold, der præger mennesker eller møder mellem mennesker.

Kapitlet retter desuden opmærksomheden mod tilblivelsen af kategorier og kategoriseringer, og hvordan disse sættes i spil, når kultur anvendes som en forklaringsmodel i møder i sundhedsvæsenet. Sundhedsprofessionelles møde med patienter – uanset herkomst – er altid et kulturmøde. En mængde af forhold spiller ind på dette møde. Som sundhedsprofessionel må man blive opmærksom på, at særlige forestillinger om kultur ikke må komme til at stå i vejen for at skabe de bedst mulige vilkår for behandling af patienten.

Indledning De fleste vil nok være enige i, at kultur har afgørende betydning for, hvordan mennesker forstår sig selv og deres omverden, og at kultur er vævet ind i måder at opfatte tilværelsen på og være sammen på. Men der findes ikke nogen entydig definition eller opfattelse af, hvad kultur er, og hvordan det påvirker vores tilværelser.

I det følgende beskrives begrebet kultur gennem forskellige ordbogsopslag.

Hensigten med at rette opmærksomheden mod ordets mangfoldige betydninger og anvendelser i historisk tid er at tilskynde til en større refleksiv opmærksom-

| 15

hed på, hvad det er, vi som mennesker taler om, når vi anvender ordet kultur, og derved skærpe opmærksomheden på kulturbegrebets sociale og historiske forudsætninger og implikationer.

Er kultur fx noget, folk har eller har med sig, noget, de er underlagt, eller noget, som de tilhører? Og hvad vil det egentlig sige at have kulturelle kompetencer?

Endsige at styrke dem, som det er denne bogs ærinde.

Etymologisk stammer ordet kultur fra det latinske ord cultura, som er afledt af colere, der betyder dyrke (Katlev 2000). Eftersøges ordet kultur i en ældre udgave af Ordbog over det Danske Sprog fra 1929 (1967), udfoldes dets historiske brug særligt i to retninger: Den første vedrører dyrkning af jorden i landbrug og gartneri og fokuserer på aktiviteter som “forædling”, “frembringelse af mere afgrøde” samt opdræt af dyr. Kultur er også i ældre sprogbrug knyttet til specifikke afgrøder, fx ribskulturer eller jordbærkulturer. Den anden overordnede brug af ordet retter sig mod mennesker og bruges om uddannelse eller “forædling af menneskelige evner”. Ordbogen giver eksempler på, at kultur er noget, som såvel enkeltindivider som samfund kan mangle i form af “dannelse”, “civilisation” og “teknisk kunnen”. Kulturens hensigt er ifølge ordbogen groft sagt at kontrollere og forædle naturen i form af både “jorddyrkning” og “åndsdyrkning” (Store Nordiske Konservations Leksikon 1920). I lighed med planterne knyttes kultur også her sammen med tidsepoker eller befolkningsgrupper, fx “Stenalderens kultur”, “Jægerkulturen” eller “Eskimo-kulturen” med henvisning til den danske opdagelsesrejsende og polarforsker Knud Rasmussens brug af ordet kultur (ibid.). Sidstnævnte er en anvendelsesform, som ikke går an i nutidig sprogbrug om de befolkningsgrupper, Rasmussen færdedes blandt.

I en nutidig kontekst definerer Den Danske Ordbog (2004) kultur som: “leve­vis og forestillingsverden, der kendetegner en bestemt befolkningsgruppe i en periode, dvs. alle de materielle og ikke materielle resultater af menneskelige aktivitet, der føres videre fra generation til generation” (ibid.). Kultur binder i denne definition mennesker sammen i fællesskaber, der kan adskilles fra andre.

Kulturbegrebet benyttes således også til at markere særlige træk ved specifikke grupper eller specifikke handlingsmønstre.

Dernæst forbindes kultur i den nye ordbog til “menneskers forsøg på at skabe åndelige oplevelser for sig selv og hinanden” (Den Danske Ordbog 2004) gennem fx gennem kunst, litteratur og musik. Altså igen i betydningen åndsdyrkning og kultivering, der (måske) gør nogen “kultiverede”. Herefter byder ordbogen på et væld af kultur-ord, fx kulturarv, kulturchok, kulturelite, kultur­ imperialisme, kulturkanon, kulturlandskab, kulturminde, kulturmøde og kultursammenstød.

16 | Kultur for sundhedsprofessionelle

Ordbøgernes kategoriseringer og karakteristikker af kultur i dagligsproget kan fungere som påmindelse om, at kulturbegrebet på den ene side formes af vigtige samfundsmæssige og historisk betingede anliggender og af, hvad det går an at tænke, skrive, sige og gøre i tiden. På den anden side formes kulturbegrebet af, at der også eksisterer en vis tematisk kontinuitet i kultur-ordets brug. For eksempel, at kultur er noget, befolkningsgrupper har (og samler dem), dvs. et fællesskab (jf. kulturarv, kulturkanon, kulturminder), som træder frem og får betydning netop i grænsesætningen til andre (Hastrup 1989). Desuden at kultur (i hvert fald som den portrætteres i danske ordbøger) er rettet mod at kontrollere, bemægtige sig eller forædle naturen både i mennesket og omkring mennesket.

Kultur er det, der adskiller os fra dyrene, som almindeligvis ikke betragtes som kulturbærere.

Siden jægerkulturen er der som bekendt fremkommet et væld af andre kulturer: arbejdskultur, professionskultur, migrantkultur, sygeplejekultur, omsorgskultur m.fl. (Jørgensen 2019). Kulturbegrebet benyttes således også til at markere særlige træk, særegne grupper, fællesskaber eller specifikke handlingsmønstre og identificeres ved grænsedragninger og markeringer af forskelle. Så når fx et begreb som sygeplejekultur træder i forgrunden, er det et udtryk for, at professionen både tilskriver og tilskrives nogle særlige træk, der adskiller dens fokus, værdier og handlinger fra andre professioner i sundhedsvæsenet (se kap. 2).

Vi ser desuden en tendens til, at spørgsmålet om kultur i højere grad udpeges som et eksplicit anliggende i fx sundhedsprofessionelles møder med mennesker med indvandrer- eller flygtningebaggrund, end når de mødes med mennesker med dansk baggrund. Kultur opfattes derved som noget, de “andre” har mere af eller er præget mere af end de sundhedsprofessionelle selv. Hvilket naturligvis er forkert. Hvorfor er det mon sådan, og hvad betyder det for mødet?

Endelig er det vigtigt at interessere sig for, hvordan vi ved, at noget er kultur – og hvordan kultur kan analyseres. Hvis man fx ser kultur som “rammer af betydning” (Hastrup, Rubow og Tjørnhøj-Thomsen 2011), så er kultur hele tiden under forandring og derfor resultatet af menneskelige handlinger og interaktioner.

Det betyder, at kultur ikke er en fast, statisk eller objektiv afgrænselig størrelse, men er foranderlig, dynamisk og relationel – både empirisk og begrebsligt. Alle kan dermed siges at have en opgave med at opdage sin egen kulturelle prægning og blive sig egen kultur og kulturopfattelse bevidst (se kap. 10).

Kapitel 1 Kultur i en sundhedsprofessionel kontekst | 17

Kategorier og kategoriseringer Noget af det, vi mennesker hele tiden gør for at forstå og begrebsliggøre verden omkring os, er at ordne det, vi ser og erfarer. Vi udpeger bestemte ting og fænomener som sammenhørende, fordeler dem i kategorier og navngiver disse.

Dette synes måske helt indlysende. Så indlysende, at vi ofte glemmer, hvordan kategorier bliver dannet, og at de ikke foreligger som en naturgiven orden, men som et kulturelt og socialt situeret redskab til at forstå verden, og at de dermed er under konstant skabelse.

Kategoriseringer har derfor også kulturelle implikationer, fordi de medvirker til at reproducere kultur. At kategorier ikke er naturligt forekommende, er en argumentation, man finder hos filosoffen Ian Hacking (1991). Hackings bærende argument er, at kategorier, skaber mennesker og deres forståelse af sig selv og den omgivende verden. Kategorier er således ikke blot rammer for vores forståelse af de mennesker, vi interagerer med, men de bliver også medskabere af menneskers forståelse af sig selv og verden omkring og dermed også af kultur. De er således grundlæggende for forestillingen om kultur. Kategoriseringer opdeler ikke blot folk på bestemte måder, men de producerer typer af folk og skaber rammerne, inden for hvilke de kan handle, eller som Hacking formulerer det: New kinds of people come into being […] people are affected by what we call them and, more importantly, by the available classifications within which they can describe their own actions and make their own constrained choices. People act and decide under descriptions, and as new possibilities for description emerge, so do new kinds of action. That is a two-way street (Hacking 1991, s. 254-55).

Denne ‘kind-making’ var en tydelig del af rammesætningen af den offentlige kommunikation og udformningen af retningslinjerne ved starten af Covid-­19pandemien, som lukkede Danmark ned i marts 2020. Kategoriseringen af borgerne som hhv. ‘de smittede’ og ‘de ikke-smittede’ var en helt overordnet kategorisering, mens der også var kategorier som raske smittebærere og dem, som var i særlig risiko. Men hvad betyder det at være i særlig risiko? Hvordan markeres en sådan risiko, og hvilke særlige handlinger følger med at være kategoriset som i en særlig risikogruppe? Noget af det, der blev meget tydeligt i pandemiens første faser, var, at disse risiko-kategorier ikke var stabile. De blev dannet for at gøre det muligt at udstikke rammer for indsatser og handlinger med et særligt fokus, fx selv-isolation, hvis man var smittet eller i særlig risiko.

Kategoriseringer bliver en del af de kategoriseredes selvopfattelse og selv-repræsentation og indgår i det, som Hacking kalder en “looping-effect” (1999).

18 | Kultur for sundhedsprofessionelle

Med begrebet peger Hacking på, at der er en dynamisk interaktion mellem klassifikationer, mennesker, institutioner, viden og tankefællesskaber. En interak­ tion, der forandrer den måde, kategorierne defineres og opfattes på, og som indvirker på og flytter på, hvad kategorierne er.

En af de grupper, som tidligt i pandemien blev kategoriseret som særligt problematiske i forhold til smittespredning, var ‘de unge’. De unge blev i den offentlige diskurs udpeget som dem, der udfordrede de generelle retningslinjer for adfærd; dem, der ikke tog forholdsregler alvorligt, og som ikke følte sig truet af virus og muligheden for smitte. Kategorien ‘unge’ blev i konteksten Covid-19 sat i spil af forskellige samfundsaktører, fx myndigheder og medier, båret af tankemønstre om ungdommens kulturelle og sociale normer. Det var en kategorisering, der trak på særlige kulturelle og sociale træk hos ‘unge’, hvis adfærd blev betragtet som særligt risikofyldt for samfundet som helhed. Havde Covid-19 ikke været en del af billedet, kunne ‘unge’ derimod være betegnelsen på livsmod, frihed og glæde. Men i interaktion med pandemien blev der etableret en forbindelse mellem ungdomskultur og risiko.

Samtidig var det en kategorisering, der ikke skelnede mellem forskellige unge med forskellige baggrunde, overbevisninger, fysiske fremtoninger, adfærdsmønstre og ideer om sig selv som borgere i samfundet.

Kategorisering af andre er en helt almindelig praksis og kan være nyttigt, fordi det (umiddelbart) giver os vigtige og overordnede informationer om de mennesker, der tilhører kategorien. Informationer, der bl.a. kan være nyttige for at blive i stand til at udarbejde opmærksomheder og standarder for en profes­ sionel praksis.

Men kategorisering kan også indebære en overdrivelse af forskellene mellem kategorier af mennesker – og på samme tid en underdrivelse af forskelle inden for kategorien. Kategorisering kan altså fremme ideen om, at de mennesker, der tilhører kategorien, er mere ens, end de egentlig er (Jenkins 2000). Selv om kategorisering er noget, mennesker hele tiden gør mere eller mindre ubevidst, er det nødvendigt for de sundhedsprofessionelle som led i en refleksion over kulturbegrebet at reflektere over kategoriers opståen (hvem og hvorfor) samt over, hvilke formål de tjener, og hvilke implikationer de har.

Under Covid-19-pandemien blev det også tydeligt, at sondringen imellem, hvem der faldt inden for og uden for kategorierne, i høj grad var afhængig af, hvem der kategoriserede dem, og hvilken position de indtog. Der er således også et magtaspekt forbundet med kategorisering: nogle kategoriserer og har magt og ressourcer til det – andre bliver kategoriseret. I sin klassiske tekst “Situated Knowledge” fra 1988 fremfører den amerikanske biolog og filosof Donna Hara

Kapitel 1 Kultur i en sundhedsprofessionel kontekst | 19

way det argument, at viden om verden altid er partiel, situeret og positioneret.

Frembringelse af viden om verden er således aldrig neutral eller objektiv i traditionel forstand, men altid situeret, det vil sige betinget af et menneskes sær­lige positionering – fx hvorfra man ser, og med hvad eller hvilke begrænsninger der eksisterer for at se. Der knytter sig altså med andre ord bestemte positioner til det at etablere kategorier.

Det var for eksempel ungdomskulturen, der blev udpeget som årsagen til den særlige risiko, som blev tilskrevet ‘de unge’ under Covid-19-pandemien. Behovet for at være sammen i fysisk tætte fællesskaber blev knyttet til kulturelle markører som alder, alkohol, fest, køn, manglende hygiejnemæssige standarder osv. Det kulturelle blev dermed bærende for diffuse forståelser af risiko, både hos dem, der som ‘de unge’ udgjorde en særlig risiko i samfundet, og hos dem, der blev udpeget som havende en særlig risiko: ‘de ældre’, ‘de kronisk syge’, ‘de gravide’, ‘rygerne’, ‘de sårbare’ osv. Samtidig var det kun fra en position uden for de nævnte kategoriseringer, at det netop var muligt at udpege forestillingerne om deres kulturelle særegenhed.

Kategoriseringen af ‘de unge’ som bærere af en særlig kulturelt betinget adfærd var med til at synliggøre forskelle mellem borgere i samfundet på en helt særlig vis. Kategorien blev forbundet med en række handlinger og valg om tilstedeværelse og samvær i både private og offentlige rum og blev til en kategori, som også havde moralske undertoner. Der blev således hurtigt i den offentlige debat fældet moralsk dom over ‘de unge’ som uansvarlige. De blev omtalt som dem, der ikke tog smittefaren alvorligt, fordi de ikke selv var i risiko; dem, som dermed mente, at andres liv var mindre værd end deres eget; dem, som ikke kunne holde sig fra at feste og så stort på forsamlingsforbudet. ‘De unge’ som en kategori af mennesker, der udgjorde en særlig risiko, usynliggjorde en række undergrupper af unge, herunder de unge, som faktisk var i særlig risiko for sygdom pga. kronisk lidelse eller andet.

Hackings begreb ‘looping-effect’ udpeger netop de kulturelle implikationer af kategoriseringer, hvilket er væsentlige at have for øje i en sundhedsprofessionel kontekst. Det gælder også, når kultur anvendes som forklaringsmodel.

Så sker der en kategorisering, der reproducerer forestillinger om kultur, der får betydning for, hvordan mennesker handler i sundhedsvæsenet.

Kategoriseringer bringes også til tider i spil, når man skaber forklaringer i sundhedsfaglige kontekster, fx forklaringer på en særlig adfærd hos visse patienter. Informations- og oplysningsmateriale i sundhedsvæsnet er et eksempel på, at kategorisering af patienter er nødvendig, fordi man derved sikrer, at alle patienter har den viden om en given tilstand eller procedure, de har behov for.

20 | Kultur for sundhedsprofessionelle

Men dette behov er ikke nødvendigvis ensartet. Sundhedsprofessionelle oplever ofte forskelle mellem det, de siger til patienter og informerer dem om, og hvad patienterne gør efterfølgende. Det gælder uanset, om der er tale om at forstå behovet for at følge en plan for smertelindrende medicinering efter en operation, eller det handler om rygning eller behovet for fysisk aktivitet. Når sundhedsprofessionelle vil forstå, hvad dette skyldes, er det oplagt at søge forklaringer i kulturelle forhold. Når kultur anvendes som en begrebsmæssig forståelsesramme for anliggender, der dagligt påvirker vores handlinger, får det også betydning for interaktionerne mellem sundhedsprofessionelle og patienter; et forhold, som uddybes nedenfor.

Sundhed som kultur I en klassisk tekst fra 1998 i antologien “The Art of Medical Anthropology” med titlen “Culture as excuse: The failures of health care to migrants in the Netherlands” beskriver den hollandske antropolog Rob van Dijk, hvordan sprogbarrierer og kulturforskelle er blevet formidlet som et af de mest fremtrædende problemer, når det drejer sig om at give sundhedsydelser til patienter med migrantbaggrund. Løsningen på det problem blev – bl.a. med hjælp fra antropologer – at forsøge at udstyre de sundhedsprofessionelle med såkaldt “kulturel viden”. En årsag til, at viden af denne karakter ikke løste problemet, er ifølge van Dijk, at den tager afsæt i et statisk (eksotisk) kulturbegreb: “a patient-bound variable with roots in a distant past. Cultural knowledge particularly concerns information on the traditional lifestyle in the country of origin” (van Dijk 1998, s. 243).

Den kulturelle viden bestod i generaliserede kulturbeskrivelser, der reducerede den kulturelle viden til forenklede kulturelle mønstre eller eksotiske generaliserede nøgleelementer. Konsekvensen var, at migranternes helbredsproblemer blev reduceret til og forklaret med henvisning til en forsimplet version af deres kulturelle baggrund (fx med referencer til generaliserede religiøse eller familiemæssige forhold). Kultur kom med andre ord til at stå i vejen for en grundlæggende nysgerrighed for det menneske, der opsøgte hjælp, fx dets aktuelle livsog helbredssituation og migranthistorie, og måske ovenikøbet til at skygge for lidelsens egentlige betydning. Der er utallige eksempler på, at kultur mobiliseres som en slags forklaring på, hvordan mennesker med fx migrantbaggrund giver udtryk for eller håndterer sygdom og lidelse (se også kap. 6).

Men bestræbelser på, at sundhedsprofessionelle i særlig grad skal vide noget om andres kultur blænder også for opmærksomheden på, at deres egen kultur er på spil i mødet med de andre. Groft sagt: De fremmendes kultur bliver gjort

Kapitel 1 Kultur i en sundhedsprofessionel kontekst | 21