PÅ SPORET AF DET EUROPÆISKE
”Vi kan ikke vende ryggen til Europa. Vi er en del af Europa.” Sådan bedyrede den senere premierminister Boris Johnson, da det i 2016 stod klart, at de britiske vælgere havde stemt for Brexit. Britiske venner fra begge lejre i folkeafstemningen skrev næsten enslydende til mig: ”Vi forlader EU. Vi forlader ikke Europa.” Det samme kunne man læse i lederspalterne i flere britiske aviser. Men hvad er det Europa, briterne ikke forlader? Det er tydeligvis ikke EU, og det er naturligvis heller ikke verdensdelen Europa. Uanset hvad britiske vælgere og beslutningstagere måtte mene, er De Britiske Øer rent geografisk solidt forankret i Europa. Hvis Europa ikke er EU og ikke kun er et geografisk begreb – hvad er det så? Findes der noget europæisk, som al diversitet til trods binder landene i verdensdelen Europa sammen? Udgør Europas utallige folk og lande et skæbnefællesskab med så meget fælles kulturelt arvegods, at det giver bedre mening at tale om Europa og det europæiske som et samlet hele end om eksempelvis Afrika eller Asien? Og hvordan er dette ”europæiske” i givet fald opstået og har udviklet sig gennem tiden? Det er det, denne rejse forsøger at indkredse. I over 30 år har jeg beskæftiget mig med Europas historie med dens endeløse række af begivenheder. I stigende grad er jeg blevet nysgerrig efter at forstå de lange udviklingstræk, der bevirker, at dagens Europa ser ud, som det gør; at vi europæere tænker, som vi gør – og måske bidrage til at feje letkøbte myter til side for at opnå 9
Rejsen mod Europa.indd 9
08.03.2022 11.59
