10 | Efterårsbøger | Danske stemmer
Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021
Der er noget rart ved den grundlæggende accept af afmagt Forfatteren Daniel Dalgaard dvæler helst ikke ved det samme sted i livet for længe ad gangen. Men i sit rastløse sind finder han ro ved tanken om kaos. Hans debutroman, ”Sfinx”, har været seks år undervejs
interview
syv vidt forskellige kapitler, der alle sammen bidrager med forskellige perspektiver, nødvendige for at portrættere, hvordan selv de mindste valg og begivenheder kan få omsiggribende konsekvenser her i livet. Han kalder det flueøjet prosa. ”Det er næsten en form for realisme, for det er jo sådan, livet er. Man ved aldrig, hvilke valg der pludselig viser sig at blive mere vigtige end andre, og hvad man lige pludselig ikke kan løbe fra. Dels er der de bevidste valg, som vi selv træffer. Men der er også alt det, som foregår i det skjulte. Hvem vi er født af, hvor vi vokser op. Og man kan til hver en tid indse, at man er blevet indhentet af noget, som man ikke har set komme. Eller at man har fået spundet sig ind i et net, uden at man vidste det.”
AF JOHAN STORGAARD JESPERSEN kultur@k.dk
”Jeg er næsten færdig, far,” lyder det fra den lille pige for enden af bordet, som er i gang med at lægge en stor, rund perleplade. Selvom det med lidt god vilje ser ud, som om omtrent en tiendedel af perlerne er lagt, skal man ikke lade sig narre. ”Man ved aldrig, hvornår hun beslutter sig for, at den er færdig,” siger forfatter Daniel Dalgaard, der i næste øjeblik løfter sin datter op og placerer hende i rummet ved siden af, før han igen sætter sig til rette foran journalistens diktafon. Hans debutroman, ”Sfinx”, er et ambitiøst første værk, som består af en række meget forskelligartede kapitler, og det har taget sin tid at få alle brikkerne til at falde på plads. Der er i alt gået seks år, siden Daniel Dalgaard begyndte skriveprocessen, som han selv beskriver som lang. Meget lang. ”Jeg har flere gange helt alvorligt tænkt, at jeg aldrig bliver færdig. At jeg har kastet mig selv ud på for dybt vand. Det var i virkeligheden først i løbet af det sidste år, at jeg vidste, jeg ville komme i mål. Men meget af det var også bare tid, der skulle gå. Ting, der skulle falde på plads i mit hoved.” Bogen, som den 33-årige forfatter selv beskriver som en ”labyrintisk fortælling”, er opdelt i syv selvstændige kapitler uden nogen kronologisk orden. Kapitlerne er skrevet i vidt forskellige stilarter og fokuserer på hver sin selvstændige handling, men bliver alligevel bundet sammen af historiens to hovedpersoner. Daniel Dalgaard medgiver, at han nok godt kunne have skrevet bogen hurtigere, hvis han havde valgt en mere simpel tilgang. Men i virkeligheden har han aldrig haft noget valg. ”Jeg har en vis rastløshed i forhold til at skrive. Mine to første digtsamlinger er også meget forskellige. Og når jeg så endelig skriver en roman, bliver det i syv vidt forskellige dele. Mange af mine yndlingsforfattere er nogle, som virkelig dyrker et motiv. Og det er jeg meget fascineret af. Men jeg kan ikke selv.” Daniel Dalgaard har også ved flere lejligheder overvejet, om han skulle skrue ned for ambitionsniveauet og isolere historien til en mere enkel, semihistorisk roman. Men i de øjeblikke har han mærket en utrolig skuffelse. ”Jeg ville ikke skrive en lille historie i ét univers. Det ville være et nederlag for mig. Jeg
0 "Man ved aldrig, hvilke valg der pludselig viser sig at blive mere vigtige end andre, og hvad man lige pludselig ikke kan løbe fra, ” siger forfatter Daniel Dalgaard, der er aktuel med romanen ”Sfinx”. – Foto: Leif Tuxen.
føler af og til, at jeg møder det her ideal om renhed. Om rene linjer og enkelt, nordisk design. Men jeg havde lyst til, at det skulle være noget andet. Jeg ville have mere sprog, flere karakterer, flere historier, flere måder at fortælle på. Det skulle være stort og beskidt og ulækkert.” I Daniel Dalgaards tidligere digtsamlinger har han haft en meget analytisk tilgang til stoffet med stor interesse for systemer og kategoriseringer. Til sammenligning skal ”Sfinx” i højere grad ses som udtryk for en organisk udvikling, siger han. ”Jeg tænker på den som en slyngplante. Den kravler videre, og så griber den fat i det, der er i nærheden, og æder det. Det samme kan siges om skriveprocessen. Det gror lidt i nogle forskellige retninger, som man ikke altid helt kan styre. Men samtidig er der et endemål, man gerne vil hen imod.” Med ét går døren til den lille lejlighed op. ”Undskyld, jeg forstyrrer!”, lyder det højlydt fra Daniel Dalgaards kæreste, forfatteren Stine Pilgaard, som er vendt hjem med parrets yngste datter på armen. Familien boede indtil for nyligt på Vestjyllands Højskole i Velling, hvor Daniel Dalgaard gennem fem år underviste i at skrive, mens Stine Pilgaard blandt andet forfattede bogen ”Meter i sekundet” om livet på højskolen. Efter en kort udveksling af blikke og en stille indforstået samtale, som kun to forældre kan have den, vender Daniel
Dalgaard blikket væk fra sin kæreste. ”Skal vi ikke gå ned i gården, der bliver så meget kaos?”. Vi forlader lejligheden, der stadig er en smule præget af flytterodet, fra da parret forlod højskolen i Jylland og vendte tilbage til København. Daniel Dalgaard indrømmer, at han faktisk holder af at befinde sig i denne slags overgangsfaser i livet. ”Da vi lige var flyttet til Vestjylland, og Stine var blevet gravid, og alt var kaos, kom jeg for alvor i gang med at skrive på min roman. De første par måneder tror jeg nærmest er der, hvor jeg har skrevet mest. Min skrift er drevet af, at der sker noget omkring mig,” siger Daniel Dalgaard. Da han i 2015 drog til Vestjylland, havde Daniel Dalgaard i fire år haft et stabilt job, som han egentlig var glad for. Indtil han en dag kunne mærke, at der skulle ske noget nyt. Og inden da havde han heller ikke de store betænkeligheder ved at lægge pennen fra sig for aldrig at vende tilbage til poesien, da han fik lyst til at eksperimentere med prosa. ”Jeg er meget styret af min rastløshed. Jeg ser nogle gange mit liv, som om det er opdelt i faser. Der går typisk højst femseks år, så skal der ske noget nyt. Og jeg tænker aldrig mere end et par uger frem.” Daniel Dalgaard genkender i høj grad denne rastløshed hos bogens to hovedpersoner. Bogens ene hovedperson, Jan Schnecker, som også bliver kaldt Sfinx, vokser op under Anden
Verdenskrig på Bornholm, hvor han bliver udstødt og isoleret på grund af sit tyskklingende navn. Han kæmper for at slippe væk fra øen, der på mange måder minder ham om et fængsel, men ender lam og stum i en kørestol – fanget i sin egen krop. ”Han har nogle utroligt pompøse og vage forestillinger om den nye verden uden for Bornholm. For hvad er det egentlig, den kan? Ud over ikke at være den gamle.” Den anden hovedperson, Thea, befinder sig langt fra Bornholm og cirka 60 år efter Anden Verdenskrig. Drevet af tvivl om, hvem hun er, begiver hun sig ud på en backpackertur gennem det sydøstlige Asien. Men svarene viser sig at være sværere at finde, end hun havde håbet på. ”De forsøger begge to at finde ud af, hvordan de kan være i denne verden. Selvom omstændighederne er vidt forskellige, er de begge drevet af et ønske om at tage kontrollen og forme deres egen skæbne,” siger Daniel Dalgaard, som fortæller, at han altid har været fascineret af skæbnens kraft. Men ikke på den gammeldags, ”skomager, bliv ved din læst”agtige måde, fastslår han. ”For mig er følelsen af skæbne, at man kan gøre de ting, man gør, men at der i sidste ende alligevel sker det, der sker. Det dræber idéen om, at man er herre i sit eget liv. Og det er en god ting. Det giver en frihedsfølelse, som betyder, at man kan gøre, hvad man vil, men at man basalt set ikke kan styre noget.” Ifølge Daniel Dalgaard var de
En slags kaos? ”Ja, det er en form for kaos. Men en form for kaos, som hele tiden falder til ro i nuet. Tingene sker, og livet finder sin vej på en eller anden måde. Det lægger sig i spændet mellem mening og ikke-mening på en måde, som siger os noget om vores liv, som vi ikke altid ved, hvad er. Der er noget utroligt æstetisk tilfredsstillende ved det, og man bliver nødt til at lade sin kunst forurene af, at livet også er på den måde.” På ryggen bærer Daniel Dalgaard en tatovering af kaossymbolet med dets otte pile, der peger i hver sin retning. Tankerne om skæbne og kaos er måske det tætteste, han kommer på en personlig livsfilosofi. Giver det dig en form for ro, at livets gang i sidste ende er en smule tilfældig? ”Jeg ved ikke, om tilfældig er det rigtige ord. Man kunne også kalde det for en fuldstændig afgrundsdyb kompleksitet. Det synes jeg godt kan give en form for ro. Det er også en accept af en vis grundlæggende afmagt. Og det synes jeg faktisk er meget J rart.”
Daniel Dalgaard 3 3Født i 1987 i Ringe på Fyn. Uddannet fra Forfatterskolen i 2011 og debuterede med digtsamlingen ”Vi er ikke konger” i 2013, som blev opfulgt af digtsamlingen ”Spejlkamel” i 2015. 3 3Bor med sin kæreste, forfatteren Stine Pilgaard, og deres to små døtre i Vanløse i København. 3 3Debutromanen ”Sfinx” er udkommet på forlaget Gutkind.
