22 |E fterårsbøger Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021
Tysk filosof: Vi må aldrig glemme at tænke og dømme selv Muligheden for totalitarisme er til at få øje på, lyder det fra Wolfram Eilenberger. Hans seneste to bøger om filosoffer, hvor tænkning og eksistens var tæt forbundet, blev bestsellere. Selv kalder han bøgerne for en modhistorie til det 20. århundredes filosofihistorie og advarer mod en tænkning, der aflyser idéen om Gud
interview AF BJØRG TULINIUS tulinius@k.dk
NYHED
Senmiddelalderens borge i Danmark Kom ind bag de tykke mure i de danske middelalderborge og læs om borgenes indretning, brug og om mandskabets hverdag. 180 sider i stort format, illustreret og indbundet 225 kr.
Syddansk Universitetsforlag
Hvad er meningen i en verden, der synes meningsløs? Det er det helt store spørgsmål i Wolfram Eilenbergers bog ”Troldmændenes tid”, der udkom på dansk sidste år, og som stiller skarpt på 10-året efter Første Verdenskrig, hvor de fire mandlige filosoffer Ludwig Wittgenstein, Martin Heidegger, Walter Benjamin og Ernst Cassirer alle tumlede med eksistensen i en tid, hvor skyttegravene havde gjort det svært at bevare troen på menneskehedens og civilisationens fremgang. Den 1. november kommer så Wolfram Eilenbergers næste bog på dansk i den trilogi, som ”Troldmændenes tid” indledte. ”Feuer der Freiheit”, der på dansk får titlen ”Frihedens ild”, handler om det 10-år, der fulgte efter, fra 1933 til 1943. Hvor krigstrommerne igen begyndte at kunne høres, og masseideologierne var på march gennem Europa. Her fokuserer Wolfram Eilenberger på fire kvindelige tænkere, Hannah Arendt, Simone de Beauvoir, Simone Weil og Ayn Rand, der alle er optaget af spørgsmålet om forholdet mellem den enkelte og de andre. ”Tidens, og deres, største udfordring er jo ikke bare at forstå, at der findes andre folk, der grundlæggende er som mig – men at anerkende deres eksistens. For hvad betyder det så for den enkeltes frihed, for autonomien, at den Anden også findes? De fire kvinder kommer frem til forskellige svar, men deres udgangspunkt er det samme, og derfor har jeg sat netop dem sammen i bogen,” fortæller Wolfram Eilenberger, der selv er uddannet filosof, men primært arbejder som forfatter i dag. Umiddelbart ville man måske tænke, at det ikke lige er bøger som disse, folk skynder sig hen i boghandlen for at købe. Men Wolfram Eilenbergers to seneste bøger har i den grad fundet læsere over hele verden. ”Troldmændenes tid” er oversat til 20 sprog og blev med det samme en bestseller, og ”Frihedens ild”
er blevet kaldt en fornem opfølger og et indlysende mesterværk. På spørgsmålet om, hvorfor han tror, at bøger om netop filosoffer, deres liv og deres tænkning, har nået så bredt et publikum, lyder svaret: ”Jeg skriver ikke kun om filosoffernes tænkning, men også om deres liv, og det biografiske stof er med til at vise, hvordan deres egen eksistens er påvirket af deres idéer og omvendt. Jeg tror, der er en længsel hos folk efter at se netop det; at filosofi ikke bare er tankespind, men at det gør en forskel for os, hvis vi tænker over vores eksistens eller lader være. For vi har nok allesammen en idé om os selv som nogle, der burde tænke over de her spørgsmål. Og jeg vil gerne vise, at filosofien kan være transformativ, at den kan gøre en forskel – så bøgerne er på den måde også en opfordring til selv at tænke, til selv at filosofere,” siger Wolfram Eilenberger. Som et eksempel på, hvordan liv og tænkning hænger sammen hos de filosoffer, der er portrætteret i bøgerne, peger Wolfram Eilenberger på, at de fire tænkere i ”Frihedens ild” alle er kvinder, som på grund af deres køn havde sværere ved at blive en del af det akademiske parnas i deres samtid og dermed måtte søge andre veje. ”De blev faktisk slet ikke opfattet som filosoffer, så i stedet for at gå den traditionelle forskervej fandt deres tænkning vej ind i de noveller, dramaer og journalistiske reportager, som de skrev. Man kan derfor sige, at de havde en mere narrativ tilgang til eksistensen, end de mandlige filosoffer på samme tid. Og så søgte de alle fire noget, som Hannah Arendt kaldte ’kærligheden til verden’. For mens mange af deres mandlige ’kolleger’ ofte havde svært ved at se den menneskelige eksistens som et ubetinget gode, så går det igen hos disse fire kvinder, at selv i mørke tider er livet altid en gave,” siger Wolfram Eilenberger, der også fremhæver, at tre af de fire kvinder var af jødisk afstamning, og at perioden mellem 1933 og 1943 derfor gjorde spørgsmålet om livets dyrebarhed og
den enkeltes frihed endnu mere presserende for netop dem. Personligt er han blevet mest overvældet af den dybde, han fandt i den franske Simone Weils tænkning. ”Jeg opdagede hende først for alvor, mens jeg skrev bogen, og jeg tror næsten, at det er sådan, det er: Hun er det 20. århundredes ’glemte barn’, og det er for mig at se en stor sorg eller skam, at vores kultur har glemt hende.” Simone Weil er blevet kaldt både filosof, politisk aktivist og mystiker. Og alle betegnelser passer. For spørgsmålet om frihed og forholdet mellem den enkelte og de andre bliver for hende fuldstændig afgørende for, hvordan hun ikke bare tænkte, men også levede sit liv. Hvis materialisme, masseideologier og egoisme spærrer vejen for ikke bare den enkeltes, men også for den andens gode liv og frisættelse, så må næstekærligheden og sympatien være svaret, mente Weil. I begyndelsen af sin filosofiske tænkning var hun især optaget af den politiske frigørelseskamp. Som en del af den sammenhæng mellem liv og tænkning, hun i den grad repræsenterer, blev hun selv fabriksarbejder for at mærke arbejderlivet på egen krop, og hun deltog senere i Den Spanske Borgerkrig, hvor hun kæmpede imod Franco, ligesom hun blev frihedskæmper under Anden Verdenskrig. Med årene blev Weil mere og mere optaget af det religiøse. Hun fik en række religiøse åbenbaringer, og på trods af sin jødiske afstamning vendte hun sig efterhånden mod kristendommen med næstekærligheden som fortegn. Weil udviklede også en særlig teologisk metafysik, hvor hun når frem til, at den sande frihed ikke længere kan findes på jorden og mellem mennesker, men kun i den guddommelige nåde. Som Wolfram Eilenberger kondenserer det i bogen: ”Det virkeligt befriende mål er ikke hengivenhed over for andre i solidaritet, men barmhjertig selvopgivelse under den guddommelige transcendens’ tegn.” I telefonen uddyber han sin fascination af Simone Weil,
