28 | Efterårsbøger | Internationalt
Kristeligt Dagblad Lørdag 16. oktober 2021
3 Da The New York Times anmeldte Nino Haratischwilis bog, faldt sammenligningen med Lev Tolstojs ”Krig og fred” helt naturligt. I juni udkom ”Det ottende liv” på dansk. – Foto: G2 Baraniak.
Århundredet i Sovjets skygge set fra Georgien: ”Et stort menneskeligt eksperiment” Den tyske forfatter Nino Haratischwili med georgisk baggrund ville skrive om sin egen opvækst i et borgerkrigsplaget Georgien, der kæmpede for at finde sin identitet som en selvstændig stat efter Sovjetunionens fald. Men arbejdet greb om sig, og hun endte med at skrive om et helt århundrede
interview AF PERRY MACLEOD JENSEN kultur@k.dk
Hun vidste ikke, at hun skulle bruge fire år på at skrive en roman, der endte på næsten 1100 sider og handler om et helt århundrede. Skrivningen greb om sig, og den georgisk/tyske forfatter Nino Haratischwili endte med at gennemgå hele det 20. århundrede, der bød på to verdenskrige og et sovjetisk jerngreb over det smukke land, der bliver kaldt Guds eget ferieparadis. ”Georgien er hovedkarakteren i bogen, og jeg ville gerne fortælle om den europæiske historie fra en synsvinkel, der ikke er centraleuropæisk,” siger Haratischwili, da jeg taler med hende via en skrøbelig videoforbindelse fra Tbilisi, Georgiens hovedstad. ”Det ottende liv” kan beskrives på mange måder. Vi kan kalde den et nationsportræt, en samling af kærlighedshistorier, en tragedie, en historie om hverdagen under et totalitært styre, om skæbnens ulyksaligheder, familiebånd, den europæiske historie fortalt fra hjemmefronten eller historien om en forbandet, men også forførende opskrift på varm chokolade. Romanen udkom i juni på dansk, efter at den har bjergtaget alverdens anmeldere og læsere, siden den oprindelige tyske udgave udkom i 2014. Armbevægelserne i romanen er store, og da The New York Times anmeldte bogen, faldt sammenligningen med Lev Tolstojs ”Krig og fred” helt naturligt – den verdenskendte roman på over 1000 sider, som beskriver livet i det russiske aristokrati op til og under Napoleons felttog i Rusland. Egentlig ville Nino Haratischwili bare skrive en roman om sin egen ungdom. Hun blev født i Tbilisi i 1983, og
hendes barndom blev tæt forbundet med Sovjetunionens endeligt. Men Murens fald betød ikke, at livet i Georgien straks blev bedre. ”Det var en meget brutal og vanskelig tid,” fortæller Haratischwili, når hun tænker tilbage på en opvækst præget af borgerkrig og økonomisk krise. ”Det var en mørk periode. Helt bogstaveligt, for vi havde ikke engang elektricitet, og der var problemer med at få mad. Alle, som oplevede den periode, kommer aldrig til at glemme den,” siger hun. Folk stod i lange køer for at få deres daglige ration af brød. Der blev skudt på gaden, og fødslen af et frit, uafhængigt Georgien var kaotisk. Landet var i opbrud efter 70 år som en del af Sovjetunionen. Partierne var i kamp mod hinanden. Liberale og konservative kræfter sloges om den politiske retning. Og Haratischwili var omringet af ekstreme historier, mens hun voksede op. De historier har hun transformeret ind i romanen. ”På en måde var den tid som et stort menneskeligt eksperiment. Det er den slags, der giver en masse materiale til en kunstner,” siger hun. Men Haratischwili havde ikke nogen idé om, hvor stort materialet i virkeligheden var. Hurtigt stod det klart, at hun ikke kunne afgrænse sin historie til den tid, hvor hun selv voksede op. ”Det ville være umuligt for læserne at forstå konstellationerne i landet, og hvordan partierne kæmpede mod hinanden, hvis jeg bare fokuserede på de to årtier,” siger hun. Flere og flere årtier blev inddraget i hendes research, så inden hun havde set sig om, strakte romanen sig helt tilbage til tiden, der ledte op til Oktoberrevolutionen i 1917. Derfor endte ”Det otten-
de liv” med at blive en saga om familien Jasji, som romanen følger over seks generationer, og gennem familiehistorien udfoldes historien om Georgien i det 20. århundrede – fra den sidste tsars død til demonstrationerne i hovedstaden, Tbilisi, i 2007. ”Det var slet ikke meningen, at bogen skulle handle om et helt århundrede, men jeg kunne ikke stoppe, efter at jeg først var gået i gang,” siger hun. Alting var nemlig forbundet. Den georgiske historie, hun ville fortælle om, var tæt forbundet med den russiske og sovjetiske historie. Ligesom den sovjetiske historie er forbundet med både den europæiske historie og verdenshistorien. Ingen af delene var til at komme udenom, og derfor endte hun med at skrive den store familie- og nationskrønike på næsten 1100 sider. ”Det ottende liv” er delt op i syv fortællinger, som er dedikeret til hvert sit medlem af familjen Jasji, og gennem deres livshistorier får vi beskrevet den georgiske historie. Men man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på familiens stamtræ. Vi følger først oldemoderen Stasia og hendes halvsøster Kristine. Dernæst Stasias to børn: Kostja og Kitty. Dernæst Kostjas datter Elene, og hendes to børn Daria og Nitsa. Det er ikke tilfældigt, at seks af de syv fortællinger fokuserer på kvinderne i familien Jasji. Nino Haratischwili ville gerne give et blik på historien, som ikke kun fokuserede på ”de store helte, våben og eksplosioner”. Hun var langt mere interesseret i, hvad der foregik i hjemmene, mens mændene var ude at føre krig og politik. ”Kvinderne oplevede på nogle måder den stalinistiske brutalitet endnu hårdere end
”
Kvinderne oplevede på nogle måder den stalinistiske brutalitet endnu hårdere end mændene.
NINO HARATISCHWILI, FORFATTER
mændene,” siger hun. ”Jeg har altid spurgt mig selv om, hvad der skete med de folk, som blev derhjemme og blev tvunget til at kæmpe med de beslutninger, som andre folk træf. Derfor var det vigtigt for mig at snakke om krigene fra dette synspunkt,” siger hun. ”Når du kigger på statistikkerne over folk, der blev sendt til Gulag-lejrene eller forsvandt under stalinismen, er det ikke, fordi mændene er i overtal. Det er lige fordelt mellem mænd og kvinder.” Særligt i de første to bøger om Stasia og Kristine føles deres skæbner særligt tragiske, fordi den ikke er blevet formet af deres egne valg. De er i stedet tvunget til at leve med de konsekvenser af de valg, som deres mænd har truffet, og det kaster en tung skygge over deres liv. Det er, som om tragedierne er skæbnebestemte i bogen. Karakterer som Stasia og hendes søster Kristine må igen og igen indse, at de ikke kan bryde ud af de skæbner, som de blev født ind i, og forfølge deres drømme og leve et frit liv. Men Nino Haratischwili siger selv, at hun slet ikke er så fatalistisk, som man kan tro, når man læser bogen. ”Jeg foretog en masse interviews i researchen til min bog. Der nævnte mange folk dét ord: skæbnen,” siger hun. Derfor skulle skæbnen og
troen på en større mening med livets gang også have en fyldig plads i romanen. Ikke fordi hun nødvendigvis entydigt tror på den eller afviser den. Men hun mener, at når du lever under et totalitært styre, er du tvunget til at tro på, at noget større har bestemt din skæbne på forhånd. ”Så er det lige meget, om det er Stalin, Kreml eller Gud. Folk var nødt til at tro på noget, fordi de ikke havde andre muligheder.” I det hele taget fylder tro og fællesskab meget i romanen. Den bliver fortalt af Daria Jasji. En 36-årig kvinde, der er flygtet fra sin familie og
hjemlandet Georgien, og som bor i Berlin. Daria har vendt ryggen til sin familie og nationens fællesskab – en af de største synder, man kan begå i Georgien, skriver hun i bogens prolog: ”I vores land er fællesskab guddommeligt, og man ser skævt til enegængere. Hav venner, familie og interessefællesskaber – alene kan du ikke bruges til noget.” Nino Haratischwili tror, at årsagen til den stærke tro på fællesskabet kan findes i landets historie. Det er et land, som historisk set har kæmpet for at bevare sin selvstændige identitet, mens langt mægtigere nationer har truet det lille rige ved Sortehavet.
