14 | Højskoleliv
Kristeligt Dagblad Lørdag 23. april 2022
En klump ler mellem hænderne er godt for skaberglæden Højskolernes keramikværksteder er stuvende fulde. Kreative elever flokkes til Grundtvigs Højskole i Hillerød for at lade sig opsluge af lerets lunefulde dans
reportage Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk
Gulvet, enmandsbordene, industrivasken, papirrulleholderen. Stort set alle overflader er beklædt med tæpper med pletter af indtørret ler i keramikkælderen på Grundtvigs Højskole. Her får lyden af roterende drejebænke lov at råde, selvom lokalet er fuld af et dusin unge mennesker, der holder sabbatår. De sidder alle over hver sit produkt af ler – nogle mere vellykkede end andre. Her er både elever, der sidder ved en drejebænk for anden gang i deres liv, og nogle, der har gjort det gråplettede keramiklandskab til deres oase. To elever, 19-årige Cilia Lübbers fra Holte og 21-årige Christiane Sand fra Ebeltoft, er i fuld gang med hver sin kop i stentøj – en lertype for de øvede. De sidder med hænderne i leret mange timer om ugen.
”Vi kommer herned i vores fritid, sætter en podcast på højtaleren og hygger i timevis,” beretter Christiane Sand, mens hun kigger over på sin sidemakker Cilia Lübbers med et indforstået blik, som kun nogle, der har delt en oplevelse sammen, rigtigt forstår.
Kom og gør noget
Elever valfarter i disse år til de højskoler, hvor keramikundervisning er på skemaet. En hurtig søgning på højskolernes hjemmeside, www.hojskolerne. dk, viser, at mere end halvdelen af landets 70 folkehøjskoler udbyder et eller flere kurser i keramik. Velkendt er det ganske vist, at mange unge kursister drages af fordybelsen, som følger med et højskoleophold, men at det lige er leg med ler, der står sig,
kommer imidlertid bag på klassens underviser, Trine Nybroe, der de sidste 40 år har tilbragt en stor del af sin fritid ved en keramikbrændeovn. Superbrugeren har oplevelsen af, at keramikkens popularitet som designform har været på betydelig fremmarch. ”Førhen tog mine venner og familie høfligt imod mine hjemmelavede lerkrus, men i dag hiver de fat i mig og spørger, om jeg ikke kan lave dit og dat,” fortæller Tine Nybroe med et smil på ansigtet, der p.t. er den eneste legemsdel, som ikke er dækket af et abstrakt pletværk af ler. Da hun blev ansat på højskolen i Hillerød for ni år siden, stod keramiklokalet på Grundtvigs Højskole tomt. ”Min datter var elev her på det tidspunkt. Hun ringede til mig fra højsko-