Historie

Historie TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 19. MARTS 2022

Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition er en af de allermest betydningsfulde for vores viden om inuitisk kultur. Op til Historiske Dage kan man i dette tillæg blive klogere på ham og flere andre vigtige personer fra vores fælles fortid

Side 16

F OTO : N AT I O N A L M U S E E T

2 |Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

Vil du vide mere om 1600-tallets hekseafbrændinger eller om håndens betydning i forskellige tidsaldre? Kristeligt Dagblads tillæg indeholder nogle af de bedste af avisens tidligere artikler og interviews med forfattere, som er udtryk for avisens helt særlige eksistensbetonede tilgang til fortiden. God fornøjelse med læsningen!

Anders Ellebæk Madsen, redaktør på kirke og tro samt historie, Kristeligt Dagblad

indhold 6

6 Overtro Vi brændte ikke hekse på trods af videnskaben, men på grund af den

F OTO : A R K I V F OTO

3 Kommunisme Folk tror, hvad de vil tro

8 Sindet Historien om et familiespøgelse

F OTO : N AT I O N A L M U S E E T

10 Rusland Historisk har Rusland og Danmark været et makkerpar 12 Litteratur Hvilken bog har ændret dit syn på historien?

14 Symbolik Vi er i den sjette tidsalder, hvor hånden igen mister betydning 16 Grønland Den 5. ekspeditions største udbytte

16

18 Forskning Fem videnskabelige opdagelser, der blev gjort ved et tilfælde

18 F OTO : C R E AT I V E COM MO N S

F OTO : R I T Z AU S C A N P I X

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Anders Ellebæk Madsen | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

10

Få historien bragt ind i din dagligstue Bogen bag

Ude

AGAINST THE ICE

24. marts

på Netflix

En Ekspeditions-klassiker fra den iskolde og menneskefjendske ødemark.

50 dybe portrætter fra 500 års danmarkshistorie samlet i én bog til dig.

JYLLANDS-POSTEN

JYLLANDS-POSTEN

Forstå det ofte misforståede forhold mellem religion og idræt.

Viking beskriver et af de mest bemærkelsesværdige kapitler i danmarkshistorien, som bredte sig langt ud over landet grænser.

BERLINGSKE

Kom helt tæt på Hitlers inderkreds i dagene op til Nazitysklands fald.

POLITIKEN

KRISTELIGT DAGBLAD

4 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

Folk tror, hvad de vil tro Den tyske forfatter Eugen Ruges seneste roman handler om Stalintidens udrensninger. Den er baseret Wpå hans bedsteforældres historie. De overlevede kun med nød og næppe Adam Paulsen historie@k.dk

Stalintiden hviler som en tung skygge over den tyske forfatter Eugen Ruges familiehistorie.

Ruges bedsteforældre tilhørte den hårde kerne af tyske kommunister, der emigrerede til Sovjetunionen efter Hitlers magtovertagelse. Her arbejdede de for Kominterns efterretningstjeneste, indtil de i 1936 blev suspenderet fra tjeneste og interneret, mistænkt for kontrarevolutionær virksomhed. At de begge overlevede det, må nærmest betegnes som et mirakel. I over et år afventede de deres skæbne bag forgyldte tremmer på hotel Metropol i Moskva. Efter 477 dage blev de uden forklaring smidt ud af landet og kom via Paris til Mexico. Først i 1952 vendte de tilbage til Europa og bosatte sig i DDR. Deres to sønner var mindre heldige.

Efter Hitlers overfald på Sovjetunionen i juni 1941 blev Eugen Ruges far på grund af sin tyske herkomst deporteret først til Kasakhstan og siden til Ural, og her, i udkanten af Gulag, i en af de ”frie” bosættelser, hvor fangerne havde lov til at leve sammen med deres familier, kom Ruge til verden i 1954 som søn af en ”evigt forbandet” og hans russiske kone.

Da den vesttyske kansler Konrad Adenauer under sit forsoningsbesøg i Moskva i 1955 udvirkede frigivelsen af de sidste tyske krigsfanger, blev også Wolfgang Ruge løst fra sin stavnsbinding og kunne forlade straffelejren. Ligesom sine forældre valgte han at bosætte sig i DDR, hvor han blev en velrenommeret historiker.

Eugen Ruge fortæller i sin nye roman

om bedsteforældrenes ufrivillige ophold på hotel Metropol i 1936-38. ”Metropol” bygger på sagsakter fra Det Russiske Statsarkiv for Sociopolitisk Historie. ”Jeg kendte i forvejen noget af historien fra min far,” fortæller Ruge. ”Min far vidste til gengæld ikke, at hans mor blev beskyldt for at have været ven med en folkefjende, der blev dømt til døden i den første store skueproces.

Det fandt jeg først ud af, da jeg fik adgang til sagsakterne. Det var en af min fars gamle kolleger, der efter hans død i 2006 gjorde mig opmærksom på, at der muligvis kunne eksistere en kadresagsmappe.”

Trods udsigterne til en lang kamp med det russiske bureaukrati rejste han derfor til Moskva for at undersøge sagen, og til sin store overraskelse havde han heldet med sig: ”Det forholder sig nemlig sådan, at dokumenterne fra Kominterns efterretningstjeneste er hemmelige. Men absurd nok kan man altså godt få lov til at se de sagsakter, der vedrører Kominterns medarbejdere. De har været åbne siden Gorbatjov.”

Han gætter derfor på, at der ligger mere i arkiverne, end han har fået adgang til. ”Hvad den anden del indeholder, ved jeg ikke. Men det fremgår ret tydeligt, at der mangler noget, siger han, og i betragtning af, hvad Kominterns efterretningstjeneste lavede, er det ikke så underligt: ”Det var jo den organisation, der efter den russiske revolution i 1917 havde til formål at udbrede verdensrevolutionen

Den store udrensning Stalins undertrykkelse og forfølgelse af politiske modstandere i 1936-38, der kostede mindst 700.000 menneskeliv.

Gulag

Sovjetisk tvangsfangelejrsystem, etableret efter den russiske revolution

Kadre

Politisk skolet medlem af kommunistisk parti

og understøtte kommunistiske partier og illegale grupper overalt i verden med penge og våben. De bortførte folk og har sandsynligvis også likvideret forrædere.

Derfor er en del af akterne stadig hemmelige. Det er jo ikke exceptionelt for Rusland, stater har deres grunde til at hemmeligholde den slags materiale,” kommer det fra den tyske forfatter.

Tavsheden efter Stalin

I DDR kunne man ikke tale højt om Stalintidens forbrydelser. I Eugen Ruges familie var det kun faren, der fortalte om sine oplevelser som tvangsarbejder i Gulag, og vel at mærke kun til sine allernærmeste. Hans forældre fortalte derimod aldrig om deres fortid i Moskva under de store udrensninger. Af samme grund vidste Ruges far heller ikke ret meget om, hvad de var mistænkt for.

Skammede de sig? Det vil Ruge ikke afvise, men han tror ikke, at det var den primære årsag. Først og fremmest ”ville de ikke miste det, de havde,” lyder hans forklaring. ”Heller ikke efter Stalins død, efter at billederne af ham forsvandt fra aviserne, havde partiet noget ønske om, at man talte om stalinismens forbrydelser, og det accepterede mine bedsteforældre, fordi de for enhver pris ville forblive i denne kreds, i det fællesskab, de tilhørte. Det er der ikke noget specielt kommunistisk i. At opgive alt det, man er en del af, er meget, meget svært. Og de fleste har ikke villet risikere deres tilhørsforhold til partiet og deres partifæller.” ​Troen på sagen er et gennemgående

Eugen Ruge Tysk forfatter født i 1954. Hans romaner er oversat til flere end 30 sprog, og han har modtaget flere priser for sit forfatterskab.

På dansk er udkommet ”I tider med aftagende lys” (2012) og ”Metropol” (2021).

motiv i ”Metropol” og spiller især en rolle i romanens fremstilling af Vasilij Vasiljevitj Ulrikh, der var øverste dommer under skueprocesserne. I Ruges portræt er han en kynisk, brutal mand, der uden at blinke afsiger den ene dødsdom efter den anden. Alligevel lader Ruge ham nå frem til en plausibel forklaring på, hvorfor ingen siger fra over for dette vanvid.

Vasilij Vasiljevitj indser, at folk tror, hvad de vil tro, og derfor ikke er modtagelige for argumenter. ”Det er lidt simpelt udtrykt, men sådan ser han det. Selvom det er en massemorder, der når til den erkendelse, er der utvivlsomt noget rigtigt i det. Interessant nok ligger han samtidig selv under for denne lov.

Han anser sig selv for at være mere moralsk end sine dommerkolleger, fordi han ikke forgriber sig på kvinder, der er gift med politiske fanger. Da medlidenhed eller forsømmelighed på et tidspunkt gør, at han er lige ved ikke at dømme en kvinde til døden, anser han det ligefrem for en særlig moralsk handling, at han ombestemmer sig og dømmer hende til døden. Han når i løbet af processerne at underskrive 30.000 dødsdomme, men opfatter alligevel sig selv som moralsk overlegen. Også en massemorder som Vasilij Vasiljevitj tror på det, han vil tro på.”

De kommunistiske processer

Mange europæiske intellektuelle gik langt i deres forsvar for Stalin og Sovjetunionen. En af dem optræder også i ”Metropol”, den i samtiden verdensberømte forfatter Leon Feuchtwanger.

Feuchtwanger tror virkelig på, hvad han ser. Allerede efter første procesdag skriver han i Pravda, at der er tale om en værdig proces, og at de anklagedes skyld er entydigt bevist, og da han vender hjem, udgiver han rejsebogen “Moskva 1937”, som er en apologi for Stalin. ”Feuchtwanger var hverken dum eller bange eller ondsindet. Han var en venstreorienteret intellektuel, der sympatiserede med kommunismen. Han ønskede at skabe en bedre verden.Han var eller gjorde sig blind for, hvordan det skete, og kom på den måde til at retfærdiggøre og understøtte en af de største forJ brydelser i det 20. århundrede.”

0 Under den såkaldte store udrensning i 1930’erne blev der holdt flere processer mod modstandere af den sovjetiske stat, som skulle forestille at være objektive, men som var afgjort på forhånd. Her ses en af dem. – Foto: Ritzau Scanpix.

En helt ny danmarkshistorie Danmarkshistoriens vigtigste begivenheder fortalt af forskere i et lettilgængeligt sprog. 100 bøger a 100 sider på 100 måneder bygger bro mellem fortid og nutid.

Læs mere om serien på 100danmarkshistorier.dk

Louise 100Nyholm danmarkshistorier Kallestrup

I 1753 skete der et tragisk uheld på fregatten Falster, mens den lå for anker ud for Marokkos kyst. Skibet, der befandt sig i Nordafrika for at aflevere kongelige beskyttelsespenge til lokale pirater, brændte, og flere søfolk druknede. Den unge søkadet Peter Schiønning var med og noterede detaljerne i sin dagbog, som giver et unikt indblik i den danske flådes storhedstid. Fra 1720 til 1801 var Danmark ikke for alvor i krig, og den lange fredsperiode blev et højdepunkt i flådens historie. Men selv i fredstid var livet om bord ikke noget for landkrabber. Flådens togter bød på havnebesøg på horehuse og snobberi om rang og ære, kistekammerater, blødende skørbug, tørre beskøjter og den nihalede kat. Dengang fandtes der rigtige søfolk.

Folk flygtede i vild panik, men den sorte død løb hurtigere, og hverken salmer eller salver havde nogen effekt. Når man fik blodigt opkast, sorte pletter og buler på størrelse med hønseæg, var man færdig. I årene 1346-1353 døde op mod 30 % af Europas befolkning. Det var langtfra første eller sidste gang, at epidemier slog danskere ihjel i tusindvis. Siden fulgte bl.a. tuberkulose, kopper, den spanske syge og aids. Epidemierne udløste dog ikke kun død og ødelæggelse, men ofte sammenhold, samfundssind og effektiv sygdomsbekæmpelse.

Nutidens indsats mod covid-19 med selvisolation, smitteopsporing og vaccine hviler netop på fortidens blodige erfaringer.

Aarhus Universitetsforlag

100 danmarkshistorier

Morten Arnika Skydsgaard

Fra pest til corona

2013

100 danmarkshistorier

Klik, klik, klik = skilt. Fra den 1. juli 2013 kunne danske par logge ind med NemID på borger.dk og opløse deres ægteskab på få minutter. NemID-skilsmisse var kulminationen på en lang udvikling, der i løbet af 1900-tallet ændrede skilsmisse fra en sjælden, besværlig og ofte skamfuld begivenhed til et massefænomen. Ægteskabet viser sig i perioden som Aarhusstridende Universitetsforlag en kampplads mellem opfattelser af god moral, forskellige samlivsformer og barnets tarv. Nogle sætter lighedstegn mellem skilsmisser og sædernes forfald og frygter, at de underminerer samfundets sammenhængskraft.

Andre tolker dem som et tegn på øget ligestilling, frigørelse fra indskrænkede kønsroller og en stræben efter et bedre liv.

Fra Pest til corona_Omslag_aw2.indd 1 09.10.2020 11.01

Flåden_omslag_AW.indd 1

1962

100 danmarkshistorier

I januar 1962 dumpede en tynd, mørkeblå pjece ind ad brevsprækken hos samtlige danskere. Afsenderen var Statsministeriet, og overskriften lød Hvis krigen kommer.

17 år forinden havde USA afsluttet verdenskrigen med to atombomber over Japan. De dræbte tusinder og satte gang i Den Kolde Krig mellem USA og Sovjet, der gjorde ord som prøvesprængninger, civilforsvar og radioaktivt nedfald til allemandseje. Senere råbte miljødemonstranter nej tak til atomkraft, og det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl nedsmeltede i en stråleregn. I dag er der igen stærke kræfter, der promoverer kernekraft som fremtidens blændende brændstof.

På sikker afstand flyver Casper Sylvest, historiker ved Syddansk Universitet, over paddehatteskyen for at overskue, hvordan danskerne håndterede deres atomfrygt.

”Aarhus Universitetsforlags blomstrende og velredigerede serie” Weekendavisen

Kan I forlænge/klone til venstre og bund, så der er nok til ombuk?

Aarhus Universitetsforlag

Niels Brimnes

Slaveejerens død

100 danmarkshistorier

Karen Vallgårda

Skilsmisser Aarhus Universitetsforlag

Skilsmisser_omslag_aw.indd 1

Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlag

Atom -frygt I 1782 udåndede H.C. Schimmelmann, rigets rigeste mand og største slaveejer. Det år blomstrede København som aldrig før med luksusforbrug og fester i prægtige palæer, fordi handelen med kinesisk te, indisk bomuld, jysk kød, caribisk sukker og afrikanske slavegjorte forsødede livet for en snæver elite. Under parykken havde Schimmelmann været hjernen bag hele menageriet. Han havde opkøbt den danske stats plantager i Vestindien, var rigets skatmester, og med sine skibe og selskaber købte og solgte han på et glødende globalt marked. Men dette søde liv kom med en bismag af lig i lasten. For at nogle kan blive meget rige og privilegerede, må andre som regel være meget fattige og undertrykte.

Bliv indfanget af Niels Brimnes, historiker på Aarhus Universitet, når han fragter os tilbage til et florissant kapitel i danmarkshistorien, som langtfra er sort og hvidt.

Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlag

Den første ghetto

1782 Casper 100 danmarkshistorier Sylvest

100 danmarkshistorier

Aarhus Universitetsforlag

Garbi100 danmarkshistorier Schmidt

14.09.2021 16.02

21.04.2021 15.36

100 danmarkshistorier

Karen Vallgårda Skilsmisser – 2013

Flåden

Niels Brimnes Slaveejerens død – 1782

Overskrid grænsen til Danmarks eksotiske enklaver med Garbi Schmidt, migrationsforsker fra Roskilde Universitet, der guider dig igennem indvandringens farverige aftryk.

Jakob100 danmarkshistorier Seerup

Aarhus Universitetsforlag

I november 1908 var en menneskejagt i gang i Københavns indre by. En russisk indvandrer havde skudt sin danske arbejdsgiver og forsøgt at gemme sig blandt Lille Brøndstrædes østeuropæiske jøder. Drabssagen satte fokus Aarhus på den usle bydel, somUniversitetsforlag pressen kort forinden havde døbt ”Københavns ghetto”, og på et betændt begreb, der rimede på fremmedfrygt, forbrydelse og fattigdom. I 1970’erne blev gæstearbejdere inviteret til landet, og mange af dem gjorde storbyernes betongrå boligblokke til deres nye hjem.

Med dem genopstod den delikate diskussion om, hvorvidt udlændinge nogensinde kan blive til rigtige danskere. Det har vi krydset klinger om lige siden.

Aarhus Universitetsforlag

Casper Sylvest Atomfrygt – 1962

Aarhus Universitetsforlag

100 danmarkshistorier

Aarhus Universitetsforlag

Heksejagt_Omslag_aw.indd 1

100 danmarkshistorier

Slå følge med Karen Vallgårda, lektor i historie ved Københavns Universitet, når hun skiller mere end 100 års ægteskabelig lykke ad stykke for stykke.

Garbi Schmidt Den første ghetto – 1908

Det vilde 1908 sildeboom

1349

Følg med læge og historiker Morten Arnika Skydsgaard fra Steno Museet, Aarhus Universitet, når han fører os levende gennem 700 års sygdomsbefængt danmarkshistorie.

Stik med til søs, når historiker Jakob Seerup fra Bornholms Museum besynger den periode, hvor Danmark virkelig udmærkede sig på de syv verdenshave.

Aarhus Universitetsforlag

Jakob Ørnbjerg Det vilde sildeboom – 1703

Hekse -jagt

100 danmarkshistorier

Jakob Ørnbjerg

100 danmarkshistorier

Morten Arnika Skydsgaard Fra pest til corona – 1349

Louise Nyholm Kallestrup, lektor i historie på Syddansk Universitet, kaster lys over et kulsort kapitel af historien, hvor hekse i flammer ikke kun var et sankthansfænomen.

1753

Jakob Seerup Flåden – 1753

For godt 400 år siden havde Djævelen frit spil i Danmark.

Dommedag var nær, og trolddom kunne være alle vegne.

Hen over blot fem år blev mere end halvdelen af alle danske trolddomssager ført. I snart sagt alle byer kunne man lugte brændt menneskekød. Processerne spredte sig som ringe i vandet, bl.a. fordi de anklagede under tortur angav medskyldige i nabosognet. Forbandelserne ramte både vejret, kvæget, mandens potens og kvindens fertilitet. Én adelskvinde mistede ikke mindre end 15 børn, fordi hun var blevet forhekset. Troldfolk og hekse generede ikke kun bønderne ude i landsognene – de kunne ramme selv de allerøverste i riget med deres onde vilje.

Louise Nyholm Kallestrup Heksejagt – 1589

Messepris 1 bog 70 kr.

3 bøger 150 kr.

1589 Normal stykpris 100 danmarkshistorier 100 kr. (vejl.)

Aarhus Universitetsforlag

Vinder af Historiske Dages Fornyelsespris

Mød vores forfattere på Historiske Dage den 26.–27. marts 2022 Aarhus Universitetsforlag

09.12.2020 17.22

6 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

Vi brændte ikke hekse på trods af videnskaben, men på grund af den Et studie i menneskelig ondskab. Det kalder kirke­historiker Torben Bramming sin nye bog om hekseafbrændinger. Bag brutaliteten stod konger og lensmænd, der støttede sig til Europas ypperste videnskab.

interview Af Anders Ellebæk Madsen ellebaek@k.dk

Karen Roed ankom til Galgebakken uden for Ribe for blive brændt som heks den 10. august 1620. Hun har formentlig ikke haft meget hår tilbage på hovedet. Hekse fik tit fjernet alt hår på kroppen i de sidste dage, hvor torturbødlerne ledte efter djævletegn på huden.

Før Karen Roed blev brændt, skulle hun offentligt bekende sine heksestreger. Det skete foran mange hundrede mennesker, for en hekseafbrænding var en social begivenhed.

Skolen havde givet børnene fri for at se dramaet. Man samledes for at se det onde blive uddrevet.

Efter bekendelsen fik Karen et krus stærkt øl at drikke og en lille tønde krudt spændt på ryggen. Døden ville så indtræffe med det samme, når hun ramte ilden. Hun blev derefter bundet til en stige. Stigen blev rejst, og da bålet flammede højest, blev hun skubbet ind i det.

Karen Roed var en af de omkring 1000

mennesker, der blev brændt fra 1540 til 1693 i Danmark. Man må spørge sig selv, hvad der fik folk til det. Hvorfra kom de tanker, der sendte så mange mennesker på bålet? Det har kirkehistoriker Torben Bramming beskæftiget sig med under skrivningen af bogen “Heksene og den perfekte hofmand”.

“Jeg har skrevet bogen som et studie i menneskelig ondskab, og arbejdstitlen var egentlig ‘Bestialitetens anatomi’,” siger forfatteren, der også er sognepræst i Ribe Domkirke og Seem Sogn.

“Afbrændingerne af hekse blev båret frem af strømninger i den renæssance, som siden har fået ry for at være fremskridtsvenlig. Der kommer en ny magisk-religiøs videnskab, som får store konsekvenser.”

Det ses for eksempel hos renæssanceånder som humanisten Pico della Mirandola og statsteoretikeren og juristen Jean Bodin.

“Renæssancen er kendt som en tolerant og åben tid, der afløser middelalderen. Men midt i tolerancen for alt muligt nyt er der også en intolerance. Man forfulgte hekse, troldmænd og dæmoner nådesløst.”

Og her kommer Albert Skeel på banen. Han er den perfekte hofmand fra bogens titel. Han driver mange hekseprocesser frem som magtfuld lensmand i Ribe. Men Albert Skeel er samtidig indbegrebet af den veluddannede europæer. Han har studeret tre år i Padua i det nuværende Italien, et år i England, et år i Basel i Schweiz og to år i Frankrig. Han går ind i heksejagten stående på skuldrene af tidens ypperste videnskab.

Og det er en vigtig pointe: De mange heksebål kommer ikke på trods af renæssan­cens moderne videnskab, men på grund af den.

Derfor blusser heksebålene også op i de byer og lande, der på det tidspunkt var dannelsens højborge i Europa.

“Man kan se, hvordan den første bølge af hekseforfølgelser spreder sig i højkulturens

område: Schweiz, Frankrig, Norditalien,” siger kirkehistorikeren.

Torben Brammings bog er en afklædning af datidens videnskab, og dermed sætter han også mere grundlæggende spørgsmålstegn ved den tro, at videnskab er en specielt moralsk størrelse.

“Historien har ikke en moralsk udvikling eller noget fremskridt. Menneskelighed kommer ikke af at bedrive den til enhver tid mest moderne videnskab,” opsummerer forfatteren sit syn på sagen.

“Fakta har ikke nødvendigvis noget med moral at gøre.”

Renæssancevidenskaben leverer altså

det teoretiske grundlag. Men hvem sætter ild til bålet?

“Drivende kræfter i Danmark var Christian IV, Albert Skeel og andre øvrighedspersoner, der var præget af den store europæiske magisk-religiøse videnskab og havde færdedes på universiteter og ved hoffer.”

Men de var ikke alene. Helt almindelige mænd og kvinder stod i kø for at vidne mod de kvinder, som samfundets øverste havde skudt jagten ind på.

“Det var fattige, der anklagede endnu fattigere. Små mennesker, der pludselig raslede med himmerigs nøgler,” siger forfatteren og giver et eksempel på, hvilke historier der blev fortalt som vidnesbyrd mod hekse.

“Folk svor i retten på, at de havde fået en trolddjævel i fiskegarnet, der skreg som et lille barn, da de huggede deres fangstkroge i den på dækket,” siger forfatteren.

0 Der mødte mange op til hekseafbrændinger ved Galgebakken i Ribe, hvor hekse blev henrettet for 400 år siden,

af hekse, og “at det er muligt, at hekse hjulpet af Djævelen uset kan dræbe børn i nærvær af deres forældre”.

Hvad med kirken? Var hekseafbrændinger

ikke bare udtryk for sort middelalderkristendom?

“Hvis man tror, at hekseafbrændingerne lå i forlængelse af middelalderens tro, tager man fejl. Den katolske kirke forbyder flere gange i middelalderen at beskylde andre for at være hekse, blandt andet i 785. Den så det som overtro, at hekse fløj gennem luften, forandrede skikkelser og deltog i heksesabbatter,” forklarer forfatteren.

“Troen på hekse var en slags vækkelsesbevægelse, der dukkede op i 1400-tallet. Synet på magi ændrer sig her. Man importerer magisk tankegods fra gamle græske tekster, for eksempel fra bogsamlingen Corpus Hermeticum og prøver at indarbejde det i kristen teologi.”

Særlig udbredelse får Heksehammeren af Heinrich Kramer, der udkommer i 1487, samt Formicarius (Myrefuglen) af Johannes Nider.

De to tyske dominikanermunke får stor indflydelse, og mange omvender sig til det, som Torben Bramming beskriver som en ny heksetro.

Augustinermunken og juristen Wilhelm af Bernkastel er et godt eksempel. I 1486 er han overbevist om, at kun “Gud kan bestemme naturens veje”. Men efter at have læst Formicarius og Heksehammeren er han blevet vakt fire år senere: ”Jeg indrømmer, at jeg har været uvidende om disse ting.”

Og nu ser han, at meget ondt er forårsaget

0 Heks bliver brændt på bålet. Arkivfoto

Om hekse­afbrænding Man mener, at der i løbet af perioden 14501700 blev brændt omkring 50.000 personer som hekse i Europa. I Danmark er antallet anslået til omkring 1000. Af de kendte 494 jyske hekseprocesser førte 225 til bålet. Det er seks heksebrændinger om året i den 78-årige periode, man har kilder fra.

Ribe stod for 12 brændinger, Dermed blev Ribe den købstad i Jylland, som sendte flest hekse på bålet.

KILDE: HEKSENE OG DEN PERFEKTE HOFMAND

Torben Bramming Født i 1964. Præst ved Ribe Domkirke og leder af kulturcentret Taarnborg.

Er du her en præst, der forsvarer andre præster? Eller er det store billede, at præster i Danmark snarere var på de hekseanklagedes side?

“Jeg støtter mig til internationalt anerkendte hekseforskere som Jens Chr. Johansen og Monica Neugebauer-Wölk, som når frem til det samme. Der fandtes muligvis præster i Danmark, der hjalp med at få hekseanklagede dømt. Men i sager, jeg har mødt i mit arbejde, er det ikke præster, der driver hekseprocesserne frem. ” Hvad er pointen i din bog, når det gælder ondskab?

“Du skal ikke give Gud og mennesker skylden for din ulykke. Gør som i Jobs bog i Bibelen. Her siger manden, der har tabt alt: Herren tog. Herren gav. Herrens navn være lovet.”

Bodskristendommen, der ser indad, bliver derfor også det, der viser ud af den mørke periode i Europas historie, vurderer forfatteren.

“Svaret på, hvordan processerne bringes til ophør, ligger i at vende tilbage til middelalderens gamle kristne opfattelse af hekse. Hold dig til Bibelen. Der står ikke noget om, at hekse kan gøre disse ting. Det står ikke noget om at torturere hekse. Og hav nok i dine egne synder i stedet for at se på andres.”

J

Påskeøen Sydamerikas forsvundne kulturer - Bolivia, Peru og Chile Oplev højdepunkterne i de indianske kulturer Rejseleder: Påskeøekspert, forfatter til bogen Påskeøen, cand. mag. Torsten Granov

På rejsen oplever vi Bolivias hovedstad, La Paz og spiser på Claus Meyers restaurant, vi ser Tiwanaku ruinerne, sejler på Titicacsøen til Suriqui og Soløerne, besøger Uro indianerne på de flydende siv øer. Bor i Cusco.

Inkaernes hovestad. Besøger Den hellige Dal og Machu Picchu Flyver til Santiago, Chiles hovedstad og derfra til 4 dage på Påskeøen, isoleret midt i Stillehavet med de hundredvis af stenstatuer og den mystiske og fascinerende histoire.

29. oktober - 16. november Pris kr. 54.885,Gotland midsommer 20. – 26. juni

Gotland sensommer 28. august – 3. september

Pompeji, Herkulanum og Napoli 26. september – 1. oktober

Provence Efterårshøjskole midt i naturen - 18. – 24. september

Oplev midsommeraften i Visby. Kalmar Slot, Øland, Orkideer, Bergmans Fårö.

4-stjernet hotel midt i Visby.

Gotland fra syd til nord, natur og fugle, middelalderkirker og verdensberømte kunstnere og videnskabsmænd – og verdens største vikingeskat. . 4-stjernet hotel midt i Visby.

Måske verdens mest berømte arkæologiske udgravning, romerbyen Pompeji, der sammen med Herkulanum blev dækket af lava fra Vesuv og dermed bevaret for eftertiden.

Provence i september er efterårsfarver, lune dage som skabt til vandreture i de smukke landskaber, og til ekskurtioner i omegnen. Til markeder, en vinbonde, landsbyer og Aix-en-Provence.

Pris kr. 10.545,-

Pris kr. 9.495,-

Pris kr. 14.845,-

Pris kr. 12.945,-

Militærhistoriske rejser med ekspertrejseledere NORMANDIET D-DAG

Vi besøger alle 5 invasionsstrande bl.a. Omaha Beach samt Dunkerque, Dieppe, Bayeux, Ste. Mère Église, Arnhem og meget mere.

Ekspertrejselederne fortæller og viser videoer og film i bussen. Du ser de mest spændende museer og steder, hvor kampene forgik.

- du rejser med interesserede deltagere, spiser og bor godt

ØSTPRØJSEN Vi besøger Wolfsschantze, Hitlers hovedkvarter, hvor attentatet fandt sted i 1944. Danzig med 2. Verdenskrig museet, Westerplatte, SSog ridderborgen Marienburg. Pennemünde med V-1 og V-2 forsøgsområdet.

Afgange i 2022: 25. april -1. maj 11. – 17. juli 5. - 11. september

25. april – 1. maj 2022

PRIS KR. 9.485,-

PRIS KR. 9.985,NAZIMENS RØDDER

NORMANDIET, JERSEY OG GUERNSEY

NARVIK

Vi besøger Guernsey og Jersey, museer og tunneller, og de mest velbevarede bunkeranlæg fra 2.Verdenskrig.

Vi besøger bl.a. Mortain og Villier-Bocage.

Overfaldet 9. april 1940.

Kampene mellem tyskere, normænd og det engelsk-franske ekspeditionskorps. Nordnorge under besættelsen. Besøg Adolfkanonerne verden største landbaserede kanoner.

5. - 11. september 2022

11. – 19. juni 2022

16 – 21. august 2022

PRIS KR. 8.945,-

PRIS KR. 17.135,-

Vi besøger nazisternes store paradepladser i Nürnberg, byen og det fremragende museum. I München nazismens centrale steder bl.a.

Führerbau, Feldherrnhalle, museet.

PRIS KR. 13.235,-

GRATIS BOG - Få tilsendt en af vores bøger ved at oplyse, hvilken avis du har set annoncen Spørgsmål?

Send en mail til rejser@cultours.dk eller tlf. 86 10 86 05.

BLIV INSPIRERET til jeres næste kulturhistoriske rejse på Cultours.dk

Se det udførlige program for alle rejserne på Cultours.dk, eller få det tilsendt Kontakt os på telefon 86 10 86 05 eller e-mail rejser@cultours.dk

8 | Historie

Historien om et familiespøgelse

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

Kirstens hjerne Inger Abildtrup Søgaard har ikke tidligere fortalt om sin søster, Kirsten, der som 24-årig døde på et sindssygehospital. Men så kom hendes barnebarn, journalisten, på besøg Lise Kabell Søgaard

2 Kirsten Abildtrup Søgaard Foto: Privat og Mikkel Møller Jørgensen

lise.soegaard@k.dk

Prolog ”Vi skal ned i dybet.”

Patologen leder i forvejen ned ad kældertrapperne, der er støbt i beton. Under jorden er universitetets rengøringspersonale i gang med at ordne vogne efter morgenens rundtur.

En gul fejemaskine futter forbi og drejer om et hjørne længere fremme.

Vi går ad en lang, grå gang. Patologen standser pludselig ved en dør. ”Det er her,” siger han og fortæller fotografen, at han ikke må tage billeder af dørnummeret.

Så låser han op.

Hvide arkivskabe står på række i et rum med nøgne vægge. Hylderne i skabene er fulde af hvide plasticspande, og på hver spand er der skrevet et nummer med sort sprittusch.

4, 89, 490, 3788.

Under loftet slanger sølvpapirsindpakkede udluftningsrør sig. Her lugter kælderagtigt af våd jord, men der er også en anden mere skarp og kemisk lugt.

Patologen tager fat i håndtaget til et af arkivskabene og drejer langsomt. ”Hvad var det, du sagde? Nummer 738?”. ”Hun burde være her.”

Kapitel 1

Denne historie handler om et familiespøgelse. Min farmor vil ikke synes, det er rigtigt at sige sådan, men i min bevidsthed har Kirsten Abildtrup været et slags spøgelse, og hun har været det alt for længe.

Kirsten er min farmors lillesøster. Hun led af skizofreni og døde på et sindssygehospital i 1951, da hun var 24 år.

Jeg husker ikke præcist, hvem der fortalte mig om Kirsten, men det var ikke min farmor.

Måske var det min mor.

Til gengæld husker jeg at ligge i min farmors seng, engang mine søskende og jeg blev passet, og forsøge at sove middagslur, mens tankerne om Kirsten blev ved med at cirkle rundt i hovedet på mig.

Hvem var den Kirsten, jeg aldrig nåede at møde? Hvad skete der på det hospital?

På væggen i stuen på min farmors og farfars gård hang et billede af Kirsten som lille.

Det hang sammen med billederne af mine oldeforældre og min farmors fem storebrødre og viste en smilende, barfodet sommerpige. I shorts og undertrøje, med smalle øjne og runde kinder, der tittede frem under solhatten. Bag ryggen holdt hun en parasol.

Når jeg stod op fra middagsluren, kiggede Kirsten på mig fra fotografiet på væggen. Jeg kiggede tilbage og gøs.

Min farmor er 95 år nu. Hun var 94, da jeg sidste år besøgte hende på plejehjemmet i Haderslev, hvor vi er fra, og besluttede mig for at spørge ind til Kirsten for allerførste gang. Før da havde vi aldrig talt om hende.

På det tidspunkt havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor det ville ende.

At spørgsmålet ville komme til at optage det meste af min vågne tid og sende mig på kryds og tværs af Danmark. Fra Bornholm over Sydsjælland og Sønderjylland og ind i hjertet af det pulserende København.

At spørgsmålet ville bringe mig dybt ned i psykiatriens historie, men også langt ind i

0 Inger Abildtrup Søgaard har først som 94-årig fortalt om minderne til sit barnebarn, Lise Søgaard.

fremtiden. Og jeg havde slet ikke forestillet mig, hvor tæt jeg ville komme på Kirsten.

Hun ved, vi har en aftale, men hun må være faldet hen, for det giver et sæt i hende, da jeg banker på havedørens glas. Men så lyser hun op. Hun får fat i håndtaget til sin rollator og bevæger sig langsomt hen for at åbne.

Håret, der engang var tykt og mørkebrunt, er hvidt og flagrende. Under den tynde hud på armene løber årerne som små, blå floder.

Jeg laver neskaffe til os og sætter mig ved hendes lænestol. Vi taler om mine søskende og mine børn. Så finder hun en kasse frem med gamle barndomsbilleder, hun har sorteret. Et af dem genkender jeg tydeligt. Jeg tager mod til mig: ”Farmor, jeg tænkte på, om du vil fortælle lidt om Kirsten?”.

Hun trækker vejret dybt. Så siger hun: ”I lang tid kunne jeg ikke holde ud at se på billeder af hende. Det gjorde så ondt.”

Jeg griber ned i min taske og finder min kalender frem. Bagerst er der fem blanke sider. ”Kirsten er født den 24. maj 1927 i Rønne,” begynder min farmor. ”Der var komplikationer ved fødslen. Jeg blev skudt ud som en kugle, men Kirsten, hun kom ikke så let.”

Mine oldeforældre blev med Kirsten foræl-

”

Engang blev hun vred på mig helt ud af det blå.

Hun havde sådan et penneskaft med en pen i, som hun jog i ryggen på mig.

IINGE ABILDSTRUP SØGAARD, SØSTER TIL KIRSTEN

dre til syv børn. Fem drenge og to piger, min farmor, og så Kirsten. Med bare 16 måneder mellem sig ville man i dag kalde dem for pseudotvillinger.

Min farmors forældre var ud af missionske familier fra Jylland og flyttede til Bornholm, fordi min oldefar, der havde stået i lære som købmand i København, fik job i en manufakturhandel, som han senere overtog. De var ikke fromme, men alligevel dybt troende og engagerede i livet omkring Rønne Kirke. Min oldefars brevhilsner sluttede altid med et: ”Vor Gud i Himlen velsigne og bevare Jer!”.

Familien boede i en villa på Haslevej, få hundrede meter fra stranden. Havde der været færre børn, havde de måske været velhavende efter datidens standarder, men syv børn, der skal til syersken og klædes ordentligt på, er en del. Der var dog råd til en barnepige og en kokkepige. Og et fotografiapparat, som min oldemor brugte flittigt.

Når jeg ser billederne fra familiens liv i 1920’erne og 1930’erne, tænker jeg, at der også var ”råd” til at have det sjovt. De syv børn pjanker og pjatter, de sidder ikke stift og ordentligt, som man ellers ser børn gøre på fotografier fra den tid. Børn og voksne spiller boccia og bobspil sammen i haven og tager på udflugt til Nordskoven og skovene i Almindingen. ”Vi gik altid ens klædt,” siger min farmor og peger på et billede af hende og Kirsten taget i 1932, da de er henholdsvis fem og seks år. De spiser tomater. ”Folk troede ofte, vi var tvillinger. Vi var tætte, men vi var også meget forskellige.”

Ifølge min farmor var Kirsten meget klogere end hende og langt den bedste i sin klasse.

I familien talte man om, at det var sjovt, at den yngste skulle blive klogere end alle sine ældre søskende. Men socialt gik det ikke så godt. ”Jeg tror nok, jeg altid har været meget ud-

advendt og haft mange veninder. Men Kirsten havde svært ved at få venner. Hun kunne ikke holde på dem.”

Som familiens to eneste pigebørn delte min farmor og Kirsten værelse, fra de var helt små. Sengene stod over for hinanden, blot adskilt af et lille bord. Når aftenbønnen var bedt, lå de og hviskede til hinanden.

Det var på pigeværelset, at det, min farmor kalder ”forandringen”, viste sig. Det var i krigens første år. Pigerne var kommet i puberteten og var blevet konfirmeret. Kirsten blev det i 1941 i Rønne Kirke.

Min farmor husker, at Kirsten havde spørgsmål, rigtig mange spørgsmål, til præsten, og at det var noget, hendes forældre talte om. Derhjemme, når de lå på værelset og skulle falde i søvn, kunne hun finde på at bore sig dybt og insisterende ned i et enkelt spørgsmål: ”’Jeg kan ikke forstå, Inger, hvordan man får børn?’. Sådan kunne hun sige, og man kunne ligesom ikke få hende fra det.” ”Til sidst svarede jeg: ’Jo, det kan jeg da godt fortælle dig, hvis du absolut vil vide det.’ Men da det så kom til stykket, ville hun alligevel ikke høre det.”

Kirsten kunne pludselig ikke længere holde det høje niveau i skolen. Lægen begyndte at komme oftere på besøg i hjemmet i Rønne.

Kirsten kunne ikke gennemføre sin mellemskoleeksamen. Mens der før havde været én årgang mellem Kirsten og min farmor, blev der nu to. ”Hun ændrede sig,” siger min farmor og ser på mig med rynkede bryn. ”Hun hørte stemmer. Engang blev hun vred på mig helt ud af det blå. Hun havde sådan et penneskaft med en pen i, som hun jog i ryggen på mig. Så blev jeg jo bange. Jeg sagde til mor: ’Jeg tør ikke sove ved hende, når hun gør sådan noget’.” ”Så lagde mor sig ind til hende i stedet. Og jeg fik mors plads ved siden af far. Det brød han sig jo ikke om, men sådan blev det.”

I sommeren 1942 blev min farmor og Kirsten inviteret på lang sommerferie hos noget familie i Herning. På et billede derfra er det Kirsten, der står rank og smilende i haven, mens min farmor virker underlig beklemt. De er 15 og 16 år.

Det blev efterår, og den mørke tid tog til.

Det samme gjorde lægens besøg på Haslevej. ”Hun græd meget,” fortæller min farmor.

Det må have været 1. eller 2. juledag, husker min farmor, i julen 1942. Kirsten lå i stuen og stirrede ud i luften, da min oldemor bad de seks af hendes børn om at tage en rutebil over til noget familie, der også boede på Bornholm. ”Far og mor har bagefter fortalt, at da de var alene i huset med Kirsten, rejste hun sig i sengen og ligesom opgav det hele. ’Nu kan jeg ikke mere,’ havde hun sagt. Da vi kom J hjem, var hun væk.”

Dette er et uddrag af første kapitel i serien ”Kirstens hjerne” – fortællingen om psykiatrien i 1940’erne. Om tro, håb og hjerneforskning og om at nærme sig et familiespøgelse .

Læs hele historien på k.dk/kirstens-hjerne

OPLEV VR-FILMEN

BOOK DIT BESØG PÅ WWW.JEWMUS.DK PROVIANTPASSAGEN 6, 1218 KØBENHAVN K

10 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

politisk parløb | Fælles fjender og udenrigspolitiske interesser har gjort, at Danmark og Rusland

gennem historien har kørt parløb. Da den danske prinsesse Dagmar sidst i 1800-tallet blev gift med den kommende russiske tsar, knyttedes landene yderligere sammen

Historisk har Rusland og Danmark været et makkerpar Prinsesse Dagmar

Nikolaj Krak krak@k.dk

Set gennem historiens briller virker den nuværende højspændte situation mellem Danmark og Rusland besynderlig. Hvor konflikten mellem Rusland og Vesten, og dermed Danmark, i dag bliver fremstillet som et sammenstød mellem to uforenelige verdener, er det et andet billede, man får, hvis man bladrer tilbage i historiebøgerne.

Det er over 500 år siden, at Rusland og Danmark etablerede de første officielle diplomatiske forbindelser med en fælles traktat, og siden har landene i langt det meste af tiden kommet godt ud af det med hinanden. Det forklarer Lars Peder Poulsen-Hansen, forhenværende seniorforsker med speciale i Rusland ved Dansk Institut for Internationale Studier. ”Historisk har billedet været, at Danmark og Rusland har været gode venner langt det meste af tiden. Den tone, der er mellem Rusland og Vesten og dermed også Danmark i dag, er relativt ny. Selv ikke under den kolde krig oplevede jeg tonen som lige så konfrontatorisk,” siger han, der selv var tolk ved de officielle statsbesøg, der var mellem Danmark og Sovjetunionen under den kolde krig.

Det velfungerende forhold bliver ifølge Lars Peder Poulsen-Hansen eksemplificeret ved, at Danmark og Rusland aldrig har været i åben krig mod hinanden. Udsagnet er sandt nok til at kunne blive fremhævet i skåltaler, men har også nuancer. For eksempel var Bornholm besat af russerne efter Anden Verdenskrig, ligesom danske og russiske soldater var i karambolage i Nordtyskland under Napoleonskrigene. Men i ingen af tilfældene har der været åbne krigserklæringer mellem landene, pointerer han.

For at forstå hvad der har næret den gode relation, er der flere milepæle, der er værd at stoppe op ved. Lars Peder Poulsen-Hansen peger først og fremmest på, at prinsesse Dagmar har haft stor symbolsk betydning for relationen. Hun var datter af den danske kong Christian IX og blev i 1866 gift med den russiske tronarving Aleksandr. I 1883 blev Aleksandr og Dagmar kronet

som Ruslands nye kejserpar. ”Hun var en markant dame, der styrede meget fra kulissen. Hun fik især meget at 1847: Født i Danmark, fjerde barn af kong Christian IX. sige, da hendes søn, Nikolaj, blev tsar. Han 1864: Forlovet med den russiske tronarving, storfyrst var ikke den mest energiske tsar, hvilket gav hende større indflydelse,” siger han.

Nikolaj, som dog døde året efter. I stedet blev Dagmar Dagmar og hendes russiske mand var forlovet med hans bror, Aleksandr. jævnligt i Danmark, og ikke mindst den 1866: Gift med Aleksandr i Sankt Petersborg. Her fik økonomiske relation mellem Rusland Dagmar sit officielle russiske navn, Maria Fjodorovna. og Danmark blev i den periode styrket. I 2006 bidrog hun igen til at 1868: Fødte Nikolaj, Ruslands sidste tsar. forbedre et ellers anspændt for1883: Dagmar og Aleksandr III blev kronet som hold mellem de to lande, da hun Ruslands nye kejserpar. som et led i en diplomatisk manøvre under stor højtidelighed 1919: Under den russiske revolution flygtede Dagmar blev genbegravet i Rusland. fra Rusland til Danmark, hvor hun boede frem til sin Det gode forhold gennem hidød. storien mellem de to lande har dog især været drevet af geopoli1928: Døde og blev begravet i Roskilde Domkirke tiske interesser. Og her har det iføl2006: Blev genbegravet ved siden af sin mand i ge Lars Peder Poulsen-Hansen haft Sankt Petersborg. stor betydning, at Sverige har ligget mellem de to lande som en fælles fjende. I 1788 førte en alliance mellem Danmark og Rusland ligefrem til, at dansk-norske soldater på ordre fra Rusland angreb Sverige. Angretage rundt til de små marker. bet kom, efter at den svenske konge Carl Andreas Koefoed arguhavde erklæret krig mod Rusland. menterede for, at der skulle Krigen, der også er kendt som tytteske en omfordeling af den rusbærkrigen, varede blot en lille time siske landbrugsjord, så jordog endte med, at de svenske styrker lodderne blev samlet omkring overgav sig. gårdene. Det ville effektivisere Som en sidste og ofte lidt overset landbruget væsentligt,” siger person, der markerer en milepæl for han. relationen mellem Danmark og RusCarl Andreas Koefoed blev land, peger Lars Peder Poulsenen af den russiske regerings Hansen på den danske agronom nøglepersoner i arbejdet med Carl Andreas Koefoed. at modernisere landbruget og ”Han rejste til Rusland med de erhæve bondestanden i det, der faringer, danskerne havde gjort unogså kaldes Stolypin-reforder stavnsbåndets ophævelse og merne efter den russiske prekunne se, at der også var brug for mierminister Pjotr Stolypin. omfattende ændringer i Rusland.

Reformarbejdet fortsatte frem Dengang var markerne delt op i 0 Dagmar, datter af Christian IX, dannede bro til den russiske kultur. til revolutionen i 1917, hvorefen masse små jordlodder, og Her ses hun med Nicholas Alexandrovich. – Foto: Ritzau Scanpix.

J ter det blev stoppet. bønderne brugte meget tid på at

Da forholdet b ­ egyndte at gå galt Selvom Danmark var blandt de første lande til at anerkende Sovjetunionen, betød den russiske revolution et tilbageskridt for de to landes relation Nikolaj Krak krak@k.dk

Når man ser den seneste tids udvikling med krigsretorik og konflikt, står det klart, at der ikke længere er megen kærlighed gemt i forholdet mellem Danmark og Rusland. I flere hundrede år har de to lande ellers forholdt sig nærmest venskabeligt til hinanden. Men over årene er forholdet mellem Danmark og Rusland kørt skævt.

Hvis man vil forstå, hvor kimen til det nuværende konfliktfyldte for-

”

Revolutionen er en stor brudflade i det dansk-­ russiske forhold (…) ikke mindst fordi alle danske erhvervsejendomme i Rusland blev konfiskeret.

NIELS BO POULSEN, MILITÆRHISTORIKER OG RUSLANDSEKSPERT VED FORSVARSAKADEMIET

hold blev lagt, skal man tilbage til 1864 og den anden slesvigske krig.

Det forklarer Niels Bo Poulsen, militærhistoriker og ruslandsekspert ved Forsvarsakademiet. ”Det var her, man begyndte at kunne se nuanceforskelle i, hvordan de to lande agerede. På det tidspunkt var der kommet en stærk nationalistisk retorik i Danmark. Det forskrækkede og bekymrede russerne, der på det tidspunkt var et multinationalt imperium og netop havde nedkæmpet en nationalistisk opstand i Polen. I det hele taget var Danmark begyndt at føre en meget kompromisløs udenrigspolitik set med russiske øjne,” forklarer han.

Ved den første slesvigske krig havde Danmark nydt en vis diplomatisk opbakning fra Rusland, hvilket man også forventede i 1864.

Men Rusland endte med at holde sig strengt neutral i den anden slesvigske krig, hvor Danmark tørnede sammen med Østrig og Preussen og led stort nederlag.

”Den manglende russiske støtte betød en del for Danmark. Derfor blev 1864 en afslutning på hvedebrødsdagene i det dansk-russiske forhold, som ellers havde holdt ved, siden landene indgik deres første traktat i slutningen af 1400-tallet,” siger han.

Selvom den militære alliance kølnedes efter 1864, fortsatte Danmark og Rusland med at udvikle det økonomiske forhold. Især efter at prinsesse Dagmar blev gift med den kommende russiske tsar i 1866, kom økonomien og samhandlen til at blomstre.

Men det hele blev vendt på hovedet, da den sovjetiske revolution ramte i 1917, og kommunismen skyllede ind over Rusland. Tsardømmet blev væltet, og kejserinde Dagmar måtte til sidste flygte til Danmark. ”Revolutionen er en stor brudflade i det dansk-russiske forhold.

Danmark brød sig ikke om det nye regime, ikke mindst fordi alle dan-

ske erhvervsejendomme i Rusland blev konfiskeret,” siger Niels Bo Poulsen. ”Det stod snart klart, at Danmark næppe ville få nogen form for kompensation. Så i 1920’erne og 1930’erne valgte Danmark i stedet blot at leve med regimet og prøvede at normalisere forholdet,” siger Niels Bo Poulsen.

Han uddyber, at det ændrede sig lige efter Anden Verdenskrig med påskekrisen i 1948, hvor Sovjetunionen for alvor kom til at fremstå som en eksistentiel trussel mod Danmark. Den danske regering havde fået grundløse efterretninger om, at et sovjetisk angreb muligvis var under opsejling, og det danske forsvar var derfor i højt alarmberedskab hen over påsken. Det sovjetiske angreb kom aldrig, men rygterne om det havde alligevel udstillet Danmarks sårbare situation. Påskekrisen førte til et brud med neutralitetsprincippet, og året efter blev J Danmark optaget i Nato.

NY HISTORISK ROMAN AF

LEIF DAVIDSEN

LINDHARDT OG RINGHOF

?

12 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

Hvilken bog har ændret dit syn på historien

Tim Panduro historie@k.dk

Bøger om historien kaster ikke bare lys på enkelte begivenheder – nogle gange kan de ryste hele ens verdenssyn.

Syv forskere og forfattere deres bud på, hvilken bog, der har været med til at skubbe til deres forståelse af historien Jeg kom til at tænke over, hvor meget i historien der sker tilfældigt Iben Krogsdal, salmedigter og religionsforsker Jeg kommer især til at tænke på to bøger, der kaster lys over fortidens, nutidens og fremtidens mennesker.

For tre år siden læste jeg bøgerne ”Homo Sapiens” og ”Homo Deus” af den israelske historiker Yuval Noah Harrari. Den første fortæller om menneskehedens historie fra de første tænkende mennesker i Afrika og frem til i dag. Den anden fortæller om fremtidens menneskehed set i lyset af den teknologiske udvikling. Jeg har især været optaget af den første, fordi de historiske perioder i den bliver flettet sammen i én stor udviklingshistorie. Alt hænger sammen, og bogen viser, hvordan nye tanker opstår og bliver til nye landvindinger – eller katastrofer – når tid og sted er klar til det. Det er voldsomt fascinerende at læse om kulturen i et kæmpe evolutionsperspektiv.

Man kommer til at tænke på, både hvor meget i historien, der tilsyneladende sker tilfældigt. Og hvor meget der samtidig sker som en reaktion på noget andet og derfor alligevel antyder en dybere sammenhæng i historiens gang. Det er både opmuntrende og skræmmende – og meget inspirerende.

Hvorfor udviklede Vesten sig hurtigere end andre verdensdele?

Peter Viggo Jakobsen, professor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet Mit valg er faldet på videnskabsformidleren Jared Diamonds ”Vejen til verden af i dag”.

I bogen rejser han det dybt interessante spørgsmål, hvorfor det blev Vesteuropa, der koloniserede verden. Han forsøger at svare på spørgsmålet ved at påpege nogle forhold, såsom klimazoner, fødevareproduktion og muligheden for at tæmme dyr for at vise, hvordan Vesten udviklede sig hurtigere end andre verdensdele. Hans tese er spændende, og bogen er både tankevækkende og utroligt velskrevet. Det er god formidling, og det er meget få forskere, der som han er i stand til at sprede sig over mange discipliner.

Normalt sidder vi og nørder med hvert vores lille område, men Jared Diamond kommer flere lag på, så man får en helhedsforståelse af, hvordan verden har udviklet sig, og det understreger betydningen af de forhold, man beskæftiger sig med i krigsforskningen, for eksempel hvorfor våbenteknologier har udviklet sig så forskelligt, alt efter hvilken del af verden man ser på.

Nogle af de dynamikker, jeg ser på mit eget forskningsfelt, viser han i en meget større og bredere skala.

Edward Said lagde kimen til min aktivisme Sherin Khankan, stifter og imam i Mariam Moskeen Jeg var 20 år, da jeg første gang læste ”Orientalisme” af litteraturhistorikeren Edward Said, der handler om det ulige magtforhold mellem Øst og Vest. Jeg læste religionssociologi og filosofi på Københavns Universitet og havde arabisk sprog samt sociologi i den arabiske verden som tillægsfag. Professor og islamolog Jakob Skovgaard Petersen introducerede den til os på studiet. Det var en ny verden, der åbnede sig for mig, og jeg var meget begejstret for Saids dekonstruktion af den men-

neskeskabte dikotomi mellem islam og Vesten, som blev produceret af vestlige forskere. Ifølge Said har vestlige orientalister konstrueret en særlig islamisk kultur, som manipuleres og kontrolleres af Vesten, og koloniseringen af Mellemøsten var afgørende for etableringen af Vesten som modpol til islam. Den konstruerede modsætning blev delvis legitimeret ud fra tanken om den vestlige verdens materielle og kulturelle overlegenhed. Saids opløsning af dikotomier og kritik af vestlige forskeres homogene opfattelser af Mellemøsten og muslimer har på mange måder været med til at lægge kimen til min egen aktivisme, der omfatter det at udfordre patriarkalske undertrykkende strukturer.

Hvis den kolde krig var blevet varm, var det blevet den sidste Peter Tudvad, filosof og Søren Kierkegaardforsker Det er ikke mere end et halvt år siden, at jeg læste en bog, der vitterligt lyste op i mørket og ændrede mit syn på en historisk periode radikalt. Sikkerhedsekspert Nate Jones har skrevet bogen ”Able Archer 83. The Secret History of the NATO Exercise That Almost Triggered Nuclear War” (den hemmelige historie om Natoøvelsen, der næsten udløste en atomkrig), der afslører, hvordan den kolde krig var på vippen til at blive varm. Hvis det var sket, var det blevet den sidste, verden ville have oplevet. Nate Jones er fantastisk til at grave sig ned i arkiver, og da han for fem år siden udgav bogen, afslørede han, hvordan en NATO-øvelse var ved at overbevise Sovjetunionen om, at et overraskelsesangreb var i gang. Sovjetunionen var tidligere blevet narret af en fingeret øvelse, da Tyskland invaderede 22. juni 1941, og paranoiaen fra dengang var stadig gennemgående i den sovjetiske ledelse. Bogens nye lys på et stykke nutidshistorie var en aha-oplevelse, der har givet mig en større forståelse for, hvordan afgørende historiske episoder er betinget af psykologi, og hvor let misforståelser kan få konsekvenser.

To teologer ændrede min forståelse af Besættelsen Anette Warring, professor i historie, Roskilde Universitet I begyndelsen af 1990’erne, da jeg arbejdede på min ph.d.-afhandling og bog om tyskerpigerne under Besættelsen og efterkrigsopgøret, læste jeg ”Kære Hal. Kære Koste” udgivet i 1992 af historikeren Henrik Nissen. Bogen er en samling breve mellem teologerne og samfundsdebattørerne Hal Koch og K. E. Løgstrup mellem 1940 og 1943. De to var nære venner, men stærkt uenige om vurderingen af den danske regerings samarbejdspolitiks indrømmelser til besættelsesmagten og ihærdige bekæmpelse af modstandsbevægelsen i de første besættelsesår. Løgstrup var tilknyttet modstandsbevægelsen og levede under jorden fra august 1944. Koch var formand for Dansk Ungdomssamvirke og mente, at det var nødvendigt at forstå kampen mod besættelsesmagten som en politisk kulturkamp mellem demokrati og diktatur og ikke alene som en national kamp mellem dansk og tysk.

De debatterede også offentligt, men meningsudvekslingerne i brevene viser en særlig åbenhjertig, dybtgående gennemtænkning af tidens politiske, sociale og moralske spørgsmål, fordi den foregik privat mellem

de to venner, som stolede på hinanden. Bogen ændrede den forståelse, jeg indtil da havde haft af besættelsestidens historie og fik stor betydning for den bog, jeg i 1998 udgav sammen med Claus Bryld om Besættelsen som kollektiv erindring.

Opgør med vestligt overherredømme Rune Engelbreth Larsen, idéhistoriker og forfatter Jeg kan ikke nøjes med at pege på en enkelt bog, der har åbnet historien i afgørende perspektiver for mig, men vil begrænse mig til to, hvoraf den første er Felipe Fernández-Armestos utraditionelle kleppert ”Årtusindet”. Bogen gør godt og grundigt op med det vestlige overherredømme over historieskrivningen og udfolder andre ikke-vestlige kulturers fortrængte og tiltrængte udgangspunkter. Antropologen Graham Harveys ”Animism – respecting the Living World” sprænger også boksen, men på anden vis og supplerer med et dybere indblik i det ikke-antropocentriske verdensperspektiv, der både geografisk og historisk faktisk er verdens mest almindelige. Animisme er ikke blot udbredt blandt utallige indfødte folk og i animistiske religioner historisk og aktuelt, men i mange kulturer i dag også i synkretisme med kristendom. Harvey samler nye erkendelser om et verdensperspektiv med flere personer end mennesker – og når antropologers talrige historiske misforståelser skrælles bort, bliver det både meningsfuldt og relevant.

Vi skal ikke sætte hinanden i kasser, men frisætte Henriette Laursen, direktør i KVINFO Jeg har valgt en forholdsvis ny bog, nemlig ”Han hun hen”, der er skrevet af Cecilie Nørgaard. Den hjælper os til at se potentialet ved at slippe hinanden fri frem for at begrænse hinanden ved at sætte hinanden i kasser. Bogen citerer teologen Løgstrups kendte udsagn ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Det citat ligger ret fint i tråd med, hvordan vi opdrager vore børn meget efter deres biologiske køn, og hvordan det i virkeligheden begrænser dem. Bogen har ikke ændret mit verdensbillede, men den har skærpet min opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen. Den tydeliggør sin pointe gennem mange eksempler på, hvordan vi går glip af noget menneskelig alsidighed, når vi holder fast i de kønsmæssige stereotyper i stedet for at favne og se potentialet i forskellighederne. Den er nærmest en håndbog i, hvordan vi får det blik på verden, og hvad vi går glip af, når vi lader os begrænse af eksisterende kønsopfattelser. Når man ser det, bliver man nærmest et J helt andet menneske.

!

KEND DIN HISTORIE Dybdegående analyse af sekulariseringens historie og religionens rolle i denne ā En tour de force gennem den vestlige kulturog filosofihistorie ā Et aktuel forsvar for religionens plads i samfundet ā

  “Særdeles god og givende læsning” KRISTELIGT DAGBLAD

“Velskrevet og interessant bog” LEKTØRUDTALELSE

“Religionen synes at være et instinkt. Den kan svækkes, men ikke udryddes. Det fornyer hele tiden sig selv. Det er irreligiøsiteten, der er tillært, ikke religionen.”

JAKOB WOLF

Et unikt venskab i dansk åndshistorie ā Portræt af to store tænkere ā Tager udgangspunkt i hidtil upubliceret materiale ā

  KRISTELIGT DAGBLAD

  NU I 2. OPLAG

BERLINGSKE

  JYLLANDS-POSTEN

“Bravo!”

INFORMATION

“Rasende interessant” WEEKENDAVISEN

Køb bøgerne hos eksistensen.dk

14 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

Historiker: Vi er i den sjette tidsalder, hvor hånden igen mister betydning Hænder er fornuftens følehorn, mente filosoffen Friedrich Schlegel. Men vi lever desværre i en tid med manglende respekt for hånden, ­siger tysk forfatter, der har skrevet håndens historie Heidi Dachs skriver fra Tyskland dachs@k.dk

Vi mennesker har altid gerne talt – ikke alene med munden – men også med hænderne.

For 80 år siden signaliserede den engelske premierminister Winston Churchill optimisme og tro på sejren over Nazityskland ved med pegefinger og langfinger at vise V-tegnet for ”victory”.

Sidenhen er tegnet gået sin sejrsgang verden over, og det signalerer i dag blandt andet optimisme, oprørstrang og modstandsvilje.

Hænder kan i sig selv udtrykke følelser og hensigt. I bøn bruges hænderne.

Det var for eksempel tilfældet under EM-fodboldkampen mellem Danmark og Finland den 12. juni i år, hvor nogle af de danske spillere viste deres indlevelse i holdkammeraten Christian Eriksens kamp for livet ved at stå med foldede hænder.

Hænder har – ud over at give udtryk for følelser – også en mangfoldighed af andre funktioner. De griber, taster, føler, stryger og slår. Man hilser og indgår aftaler med hænderne, og ingen anden legemsdel kan bruges på så vidt forskellige måder som hænderne. ”Hænder har ikke kun noget med det håndgribelige at gøre. De er i sig selv betydningsfulde organer. De kobler det sanselige med forstanden. De sitrer, fryser, sveder, gør ondt, og de udfører utallige handlinger, som indebærer både beregnelige og utilsigtede virkninger,” siger den tyske forfatter Jochen Hörisch, der har skrevet bogen ”Hände”, (”Hænder”, er ikke oversat til dansk). ”Hænder siger meget om det menneskes livshistorie og individualitet, som de tilhører,” mener han.

Samme iagttagelse gjorde den danske digter Rosa Abrahamsen, der i 1962 blev ramt af polio. Som følge af sygdommen, der også er kendt som børnelammelse, kunne hun kun bevæge den højre arm og to fingre på venstre hånd, men alligevel var hun i stand til at skrive flere digte, heriblandt ”Hænderne”, hvori der blandt andet står: ”Der er hænder, som altid kræver, og hænder som helst vil gi’. Der er store barkede næver, og hænder med drømme i.”

ge andre tjener mere end arbejdere, at intellektuelt arbejde værdsættes mere end håndarbejde, og at digitaliseringen erstatter den manuelle verden,” siger Jochen Hörisch, der mener, at den seneste epoke tog sin begyndelse i takt med, at industrialiseringen satte ind i det 18. århundrede. ”Lige siden har hænder og håndværk oplevet såvel et funktions- som et prestigetab. Det er en udbredt holdning i dag, at manuelt arbejde er mindre værd end mentalt arbejde, og den postmoderne homo faber er ikke længere en håndværker, men derimod en computerekspert,” siger Jochen Hörisch.

Ifølge den tyske forfatter udsættes hænder for stigende foragt i samfundet på trods af, at en række store filosoffer, forfattere og videnskabsfolk igennem tiderne har beskrevet, hvor vigtige netop hænderne har været for menneskets udvikling og intelligens.

“Allerede i videnskabernes verden før Sokrates vidste man besked om den komplekse forbindelse mellem hånd og hjerne. ‘Mennesket er det klogeste af alle væsener, fordi det har hænder,’ mente for eksempel filosoffen Anaxagoras i det 4. århundrede før Kristus,” siger Jochen Hörisch.

Ifølge Jochen Hörisch er der mange gode grunde til, at kunst og litteratur igennem tiderne har beskæftiget sig indgående med hænderne. ”Filosoffen Friedrich Schlegel betegner hænderne som fornuftens følehorn, og Georg Wilhelm Friedrich Hegel betragter dem næst efter sproget som det organ, hvorigennem mennesket bedst kan manifestere og virkeliggøre sig selv.

Hænder er ganske enkelt, hvad et menneske gør,” siger Jochen Hörisch.

Håndens seks epoker

Et gennemgående tema i værker af forfattere som den tyske Johann Wolfgang von Goethe er spørgsmålet om, hvorvidt vi mennesker selv har hånd om vores liv, eller om vi er i Guds hånd, og netop i den religiøse verden har hænder altid spillet en særlig vigtig rolle.

I Det Gamle Testamente udtrykker David for eksempel angst for at falde i menneskers hænder i stedet for Guds, og i Det Nye Testamente betror den korsfæstede Jesus sin ånd i sin fars hænder.

Ifølge Jochen Hörisch har hænder haft skiftende betydning for samfundet igennem tiderne, og han opdeler udviklingen i forskellige epoker. ”Hver epoke forbinder sine egne forestillinger med hånden. Uden at lægge mig fast på årstal, vil jeg mene, at vi lidt forenklet kan tale om seks epoker i menneskehedens udvikling: I løbet af den første epoke lærte mennesket at gå oprejst, og dermed blev hænderne – i modsætning til fødderne – frie til at udøve andre gerninger. I den næste epoke begyndte mennesket at udforske og forme sine omgivelser ved hjælp af hændernes evner til at gribe og fastholde genstande, og i den tredje epoke forbedrede mennesket sine muligheder for at udvikle sig ved at opfinde værktøj.

Efterfølgende begyndte en fjerde epoke præget af kunstnerisk overflod, og mennesket udfærdigede de første musikinstrumenter, lavede de første hulemalerier osv. Derefter fulgte en meget lang periode præget af virtuose hænder, hvor en række håndværk og bygningsværker som pyramider, kirker, katedraler, broer og lignende opstod.

Denne periode kan man også kalde håndværkets epoke, for det var en tid, hvor mennesket holdt tøjlerne i sine hænder, men samtidig troede på Guds mægtige hånd.

Den sjette og dermed nuværende epoke er derimod tiden efter håndværkets epoke. Vi oplever, at man-

1 Den britiske premierminister Winston Churchill viser V-tegnet til folkemængden ved sit besøg i København i 1950. – Foto: Walther Månsson/ Ritzau Scanpix.

Håndskrift har mistet betydning

Det samme mente også præsten og videnskabsmanden Giordano Bruno i 1585.

Han var overbevist om, at mennesket udelukkende har været i stand til at gøre sig til hersker over alle andre levevæsener på jorden, fordi det ikke alene besidder en hjerne, men også hænder. Den holdning deler Jochen Hörisch. ”Hænder og hoved er organer, der gensidigt påvirker hinandens udvikling. Når de samarbejder – og det gør de hele tiden, for det kan de slet ikke lade være med – så øger de hinandens evner. Man kan altså betragte hænder og hjerne som to sider af samme sag: Hænder er forudsætningen for, at menneskeheden har kunnet udvikle en høj intelligens.”

Jochen Hörisch er ærgerlig over, at vi nu lever i en “kropsdyrkelsens tidsalder”, hvor hænderne for det meste forsømmes, glemmes eller udsættes for en devaluering. ”I vor tid har den personlige håndskrift mistet sin betydning. Ja, det er endda kommet så vidt, at ikke engang skrivemaskine eller tastatur længere er in, og i stedet for er det blevet utroligt vigtigt, at man taler til sin computer. Det siger meget om de ændringer, vi gennemlever, at vi i stigende grad styrer vores maskiner med sproget og ikke med hænderne. Denne udvikling finder sted på trods af, at det indtil nu ikke har været muligt at udstyre robotter med en fingerfærdighed og følsomhed, som blot nogenlunde svarer til den menneskelige hånds færdigheder. For så vidt er det lidt komisk, at vi lever i ‘den digitale tidsalder’, for det latinske ord digital kommer rent faktisk af ordet for finger,” siger Jochen Hörisch.

Han ser med bekymring på fremtiden, dersom mennesker fortsat i stigende grad mister respekten for alt, hvad der har med hænderne at gøre. ”Vi risikerer, at vi ikke længere tager alt, hvad der har med det håndterlige og fysiske at gøre, alvorligt. Der er også fare for, at vi mister fornemmelsen for den reelle verden, og at vi i stedet giver mere plads til simuleringer, fiktioner, virtuelle verdener og alternative kendsgerninger. Derfor er det vigtigt, at vi bliver mere opmærksomme på den store rolle, som hænder har haft igennem tiderne, og at vi ser, hvor meget ‘håndarbejde’, der ligger bag vores verden, sådan som den ser ud i dag. De digitale ‘trylleinstrumenter’ indebærer fantastiske kognitive muligheder for os, men kun så længe de forbindes med hænderne, for det er hænderne, der sikrer adgangen til den virkelige verJ den,” siger Jochen Hörisch.

Jochen Hörisch: Hände. Eine Kulturgeschichte. (Hænder. En ­kulturhistorie). 304 sider. Forlag: Carl Hanser Verlag. Ikke ­udkommet på dansk. Pris: 28 euro.

Jochen Hörisch Født i 1951. Har blandt andet studeret filosofi og historie og var i flere år professor i nyere germanistik og medieanalyse ved universitetet i byen Mannheim.

Han er et kendt ansigt i de tyske medier og har skrevet flere bøger om blandt andet medier, religion, musik og økonomi.

Tag med på en Tagmed medpåpåenen Tag historisk rejse rundt i historisk rejserundt rundti i historisk rejse Europa med bladtegner Europamed medbladtegner bladtegner Europa Erik Petri, historiker og ErikPetri, Petri,historiker historikerogog Erik Centraleuropa-ekspert Centraleuropa-ekspert Centraleuropa-ekspert Vibe Termansen samt VibeTermansen Termansensamt samt Vibe kulturarvsforsker ph.d. kulturarvsforskerph.d. ph.d. kulturarvsforsker Andreas Bonde Hansen.

AndreasBonde BondeHansen.

Hansen.

Andreas

Sammen trækker de lange linjer fra Sammentrækker trækker delange langelinjer linjerfra fra Sammen Karl den Store tilde Europa-Parlamentets Karlden denStore StoretiltilEuropa-Parlamentets Europa-Parlamentets Karl første valgte formand Simone Veil og den førstevalgte valgteformand formandSimone SimoneVeil Veilogogden den første tyske genforeningskansler Helmut Kohl. tyskegenforeningskansler genforeningskanslerHelmut HelmutKohl.

Kohl. tyske Dyk ned i Europas farverige historie på EuropaDykned nedi Europas i Europasfarverige farverigehistorie historiepåpåEuropaEuropaDyk Parlamentets stand og på scenerne under Parlamentets stand og på scenerne under Parlamentets Historiskestand Dage.og på scenerne under HistoriskeDage.

Dage.

Historiske

Medlem af Dansk Jernbane-Klub?

Dansk Jernbane-Klub er en landsdækkende forening for alle med interesse for jernbaner.

Vores vigtigste aktiv er de mange medlemmer, som på frivillig og ulønnet basis er med til at bevare dansk jernbanehistorie.

Vi driver flere veteranbaner i Danmark, og kører veterantog til stor fornøjelse for alle aldre. Samtidig passer vi på en stor samling af historiske lokomotiver og jernbanevogne, som en vigtig kulturarv fra dengang, hvor jernbanen bandt Danmark sammen på kryds og tværs.

Besøg os på www.danskjernbaneklub.dk og se om DJK ikke kunne være foreningen for dig?

Kort om Dansk Jernbane-Klub

• • • • • • • • •

Har over 2.500 medlemmer, hvor mange er aktive ved veteranbanerne Som medlem får du fripas til DJK’s veteranbaner Driver Danmarks ældste veteranbane i Maribo Har veteranbaner i Blovstrød, Høng, Mariager og Aalborg Tilbyder kørsel over hele landet med bl.a. historiske diesellokomotiver Bevarer 300 historiske jernbanekøretøjer for eftertiden Udgiver ”Jernbanen”, Danmarks førende blad om jernbaner i ind- og udland Tilbyder de nyeste bogtitler om tog og jernbaner i internetboghandlen ”Jernbanebøger” Driver Djurslands Jernbanemuseum i Ryomgård

Dansk Jernbane-Klub

16 | Historie

NÅR KRIGEN RASER, Den 5. ekspeditions ER DET SVÆRT AT SKELNE Viden om Inuitternes VEN FRA FJENDE ­ or 100 år siden begyndte F den 5. Thule-ekspedition med Knud Rasmussen som ekspeditionsleder. Den viste, at inuitfolk er forbundet gennem nært beslægtede sprog og ­verdensbilleder Ann-Sophie Greve Møller historie@k.dk

GGGGg

- Fyens Stiftstidende

GGGGg

- Dagbladenes Bureau

GGGGg - Bogfidusen

”Det høje fjeld, jeg står på, og den rene luft omkring mig giver mig overblik, og jeg ser vort slædespor i den hvide sne hen over randen af jordens kreds, gennem menneskenes yderste lande mod nord. Jeg ser de tusinde små bopladser, der har givet rejsen indhold, og fyldes af en stor glæde: Vi har mødt eventyret, og eventyret var alle vore brogede oplevelser blandt verdens mærkeligste folk!”.

Sådan skriver polarforsker Knud Rasmussen i indledningen til sin bog ”Den store Slæderejse”, der handler om hans oplevelser og møde med oprindelige folk i Grønland, Canada, Alaska og Sibirien under den 5. Thuleekspedition.

Ekspeditionen, der tog sin begyndelse for mere end 100 år siden, var en rejse, der varede fra 1921 til 1924 og strakte sig over 18.000 kilometer fra Grønland til Canada, Alaska og Sibirien. Ekspeditionen, der i de første to år bestod af fem danske videnskabsfolk, en grønlandsk assistent og seks grønlændere, der havde kompetencer inden for langfart med hundeslæde, fangst og syning, er gået over i historien som en af de mest betydningsfulde ekspeditioner for vores viden om inuitisk kultur og levevis. I de første år havde ekspeditionsdeltagerne base på ”Danskeøen” i Hudsonbugten i det nordøstlige Canada, hvorfra de rejste ud på mindre ekspeditioner.

I 1923 rejste Knud Rasmussen sammen med Arnarulunnguaq og hendes fætter, Qaavigarsuaq Miteq, der begge var fra Nordgrønland, videre hele vejen ned gennem Alaska på hundeslæde. Planen var, at ekspeditionen skulle ende i Sibirien, men Knud Rasmussen blev afvist ved ankomsten og opholdt sig der i kun ét døgn.

Derfor endte ekspeditionen i Alaska, hvorfra de rejste hjem via Washington D.C., og her blev de blandt andet modtaget af den amerikanske præsident, Calvin Coolidge. Undervejs indsamlede ekspeditionen myter, sagn, fotos og mere end 20.000 inuitiske genstande, der resulterede i, at Nationalmuseet i København op til i dag har en af verdens største samlinger om inuitkulturen.

Inuitfolk var beslægtede

”… et grumt og levende indtryk af krigens rædsler, også som de har tegnet sig for almindelige mennesker.”

- DBC, lektørudtalelse

SOLGT I OVER 90.000 EKSEMPLARER

FORFATTERFOTO: Daniel Buchwald

Når den 5. Thule-ekspedition har så vigtig en betydning, skyldes det ifølge projekt­seniorforsker ved Nationalmuseet Anne Mette Randrup Jørgensen, at ekspeditionen fik dybe indsigter i folks levede liv og verdenssyn, fordi den var sammensat af grønlændere og danske videnskabsfolk, og fordi man særligt fik én ny vigtig indsigt. ”På daværende tidspunkt havde man fra dansk side meget lidt viden om, hvem der levede i arktiske områder. Knud Rasmussen, der voksede op i Ilulissat, havde som barn hørt fortællinger om et folk, der levede længere mod nord. Han var antropologisk interesseret, men hans interesse havde også en arkæologisk dimension, og formålet med ekspeditionen var blandt andet at undersøge inuitbefolkningernes oprindelse. Men mens de var af sted, kom de frem til en langt bredere konklusion. Nemlig at inuitter er ét folk, og at de på tværs af Grønland, Canada, Alaska og Sibirien er forbundet gennem både nært

beslægtede sprog, verdensbilleder, myter, traditioner og en sammenhængende fortidig migration fra vest og mod øst gennem Alaska, Canada og det nordlige Grønland, hvorfra de har spredt sig ned,” siger hun.

Særligt den lange slæderejse, som Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Qaavigarsuaq Miteq foretog i sidste del af ekspeditionen, gav et unikt indblik i inuit-kulturen. Det fortæller Søren la Cour Jensen, der er museumsinspektør i Knud Rasmussens Hus. ”Knud Rasmussen ser ekspeditionen som en sidste mulighed for at få reddet viden om en før-kristen levevis og trossystemer blandt inuit, som allerede var klart presset af kristen indflydelse, da ekspeditionen var i gang. De kom angiveligt ud til alle kendte inuitgrupper i Nordamerika og kunne alle tre sproget, hvilket gør, at de kom tæt på inuit, lever med dem og får en viden, som første del af ekspeditionen ikke kunne på samme måde,” siger han.

Knud Rasmussen er allerede i sine unge år bekymret over, at inuitkulturen i Grønland ifølge ham er ved at dø ud, da den bliver presset af kristen missionsvirksomhed og civilisationen. Derfor er det et mål for ham, at det sker på den bedst mulige måde, og at han kan ­bidrage til at bevare så meget af kulturen som muligt ved at dokumentere den. Men spørgsmålet er, om Knud Rasmussen som dansk præstesøn i Grønland og polarforsker også selv var repræsentant for den nye civilisation? ”Han ønskede, at Danmark skulle have jurisdiktion (suverænitet, red.) over hele Grønland, for det mente han var bedst for grønlænderne. På daværende tidspunkt sad Danmark tungt på Vestgrønland, mens Øst- og Nordgrønland i vestlig juridisk forstand var ingenmandsland, da de mennesker, der boede der, ikke blev betragtet som ejere af landet.

En domsafsigelse i 1933 sikrede Danmark Østgrønland, og det var noget, Knud Rasmussen arbejdede hårdt på. Han var bange for, at Norge, Canada eller USA skulle få magten. På den måde kan man godt sige, at han arbejdede med den proces, der var i gang,” siger Søren la Cour Jensen.

Knud Rasmussen er gået over i historien som en form for helteskikkelse både i Grønland og Danmark på trods af, at der også er artikler, som diskuterer Knud Rasmussens interesser i Grønland, påpeger Søren la Cour Jensen.

Efter den 5. Thule-ekspedition blev han udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet. På Strandvejen i Gentofte i København står en stor statue af Knud Rasmussen, ligesom digteren Tom Kristensen hylder ham i nekrologdigtet ”Det er Knud som er død”. Titlen kom også på manges læber i 2012, hvor det danske band The Minds of 99 udgav den populære sang med samme titel.

Ikke uden inuitterne

Det er svært at finde viden om de inuitiske ekspeditionsdeltagere. Derfor arbejder arkæolog og leder af Greenland Visitor Center Pauline Knudsen på at give de inuitiske ekspeditionsdeltagere en plads i historien. ”Ekspeditionerne kunne ikke lade sig gøre uden den inuitiske ekspertise, så de har været uundværlige. De kunne den arktiske rejseteknik, lave arktisk beklædning og mad og fungere som tolke for videnskabelige deltagere.

Men meget viden om dem er gået tabt, fordi de kun var med som hjælpere, og det i datiden var lederen og videnskabsfolkene, der tegnede ekspeditionen,” siger hun.

Pauline Knudsen, der er medforfatter på en kommende bog om inuitiske ekspeditionsdeltagere, har gravet i viden om særligt Arnarulunnguaq og Qaavigarsuaq Miteq, der havde en stor betydning for den 5. Thule-ekspedition. ”Den grønlandske historieskrivning er hovedsageligt produceret af udenlandske videnskabsfolk. Derfor har vi behov for at producere historien om os selv fra vores eget perspek-

Historie | 17

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

største udbytte: sprog og kultur

Sjostakovitj – En sovjetkunstner Af Mikkel Thrane Lassen ”En absolut anbefalelsesværdig bog”

★★★★★

– berlingske 0 Qaavigarsuaq Miteq (tv.), Knud Rasmussen (th.) og Arnarulunguaq (i midten). Hvor Knud Rasmussen er velbeskrevet, er der mindre viden om de inuitiske ekspeditionsdeltagere.

Men deres kendskab til naturen, rejsemåden og kulturen var nødvendig for, at ekspeditionen kunne lykkedes. – Foto: Nationalmuseet.

grønlandske deltagere i arktiske ekspeditioner,” siger hun.

Asii Chemnitz Narup, tidligere borgmester i Nuuk og nuværende medlem af Naalakkersuisut, den grønlandske regering, ønsker også mere fokus på de inuitiske ekspeditionsdeltagere. Hun er medstifter af en fond, der for 13 år siden iværksatte arbejdet med at rejse et mindesmærke for Arnarulunnguaq. Asii Chemnitz Narup mener stadig, at sagen er vigtig, fordi man ”mangler at sætte fokus på det inuitiske og kvindelige aspekt i historien,” som efter hendes mening er blevet forbigået i tavshed. ”Arnarulunnguaq udførte en storartet indsats, og ekspeditionen var ikke blevet til noget uden hende. Det var en strabadserende rejse, og lige inden de drog af sted på slæderejsen, mistede hun både sin bror og mand, så det var imponerende, at hun drager af sted,” siger Pauline Knudsen.

Også i dag har den viden, der blev indsamlet under den 5. Thule-ekspedition, betydning for nogle af de inuitiske samfund. Tilbage i 2012 påbegyndte Nationalmuseet i Danmark et samarbejde med organisationen Ki-

tikmeot Heritage Society, som arbejder med kulturel identitet i Nunavut i Canada. De ønskede at få adgang til de mange fotografier og genstande, der blev indsamlet under ekspeditionen, fortæller Anne Mette Randrup Jørgensen. ”Den danske offentlighed har måske bidt mærke i sagen om de mange massegrave med børn, som var en del af den oprindelige befolkning, som også inkluderer inuit, der er blevet fundet ved kostskoler. Det er en indikator for, at Canada har en meget barsk kolonihistorie, der blandt andet handlede om at assimilere oprindelige folk. Inuitfolk i Canada og Alaska har systematisk fået frataget deres kultur og sprog, og de har ikke haft mulighed for at lære om deres egen historie,” siger hun og fortsætter: ”For Kitikmeot Heritage Society er den 5.

Thule-ekspedition den ene af to større samlinger af kilder til deres egen historie, og derfor er det vigtigt for dem at have fået adgang til materialet, så de kan bruge det i deres arbejde med igen at forbinde sig med en inuitisk identitet i J dag,” siger hun.

”Andet og mere end en komponistbiografi”

– politiken ”Fortræffelig biografi”

– dansk bibliotekscenter

Den 5. Thule-ekspeditions deltagere Begyndte i september 1921 og varede indtil efteråret 1924. De nedenstående ekspeditionsdeltagere deltog i de første år, hvor ekspeditionen havde fast base på ”Danskeøen” i canadiske Hudsonbugten, hvorfra de rejste ud på ekspeditioner. Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq og Qavigarssuaq Miteq rejste alene videre mod Sibirien, hvor de undervejs fik følgeskab af fotografen Leo Hansen.

Knud Rasmussen, polarforsker og ekspeditionsleder

Peter Freuchen, Kartograf og naturhistoriker Thekel Mathiassen, arkæolog og kartograf Kaj Birket-Smith, etnograf og geograf

Helge Bangsted, videnskabelig assistent Jakob Olsen, assistent og tolk

Peder Pedersen, kaptajn på ekspeditionsskibet “Søkongen”

Derudover krediterer Knud Rasmussen syv personer fra Thule, der havde stor betydning for ekspeditionens gennemførelse: Iggiánguaq og hans hustru Arnarulunnguaq

Arquioq og hans hustru Arnánguaq

Nasaîtordluarsuk og hans hustru Aqatsaq Qaavigarsuaq Miteq

De grønlandske ekspeditionsdeltagere er ikke nævnt med efternavn, da det på daværende tidspunkt ikke var tradition med efternavn for alle i Grønland.

Undervejs på ekspeditionen indsamlede de myter, sagn og 20.000 inuitiske genstande.

Ekspeditionen lagde grundstenen til Inuit Circumpolar Council, hvor inuitter på tværs af landegrænser samarbejder.

KILDE: ”DEN STORE SLÆDEREJSE” (1932) AF KNUD RASMUSSEN

Tekla Griebel Wandall – Danske Komponister bd. 12 Af Thomas Husted Kirkegaard ”En pioner i dansk musikliv og et spændende menneske (...)

Bogen kan varmt anbefales”

★★★★★

– berlingske ”Rigtig interessant og smager af mere”

– politiken

m u lt iv e r s

18 | Historie

Slumpetræf bliver der færre af Videnskaben skylder tilfældet eget. Men i fremtiden vil der blive færre af den slags utilsigtede opdagelser

interview Steen Toft Winther historie@k.dk

Uden tilfældigheder ville naturvidenskaben være meget mindre fascinerende. Det mener videnskabshistoriker Helge Kragh, som ud over at være professor emeritus ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet er forfatter og uddannet i filosofi.

Det dragende ved naturvidenskaben er at finde forklaringer på det, vi endnu ikke ved. Og i sit virke har Helge Kragh hæftet sig ved, at mange centrale opdagelser er gjort ved et tilfælde, eller fordi forskere, der ledte efter én ting, fandt en anden.

Faktisk spiller ”slumpetræf”, som han kalder det, en så afgørende rolle, at det er svært at forestille sig videnskaben – og verden – foruden: ”Selvom vi ved meget mere nu, end vi tidligere har gjort, ville vi ikke stå særlig godt uden de tilfældige opdagelser,” siger Helge Kragh.

Et af videnskabens store slumpetræf er den skotske bakteriolog Alexander Flemings opdagelse af penicillin. I 1928 tog han på ferie, og da han kom hjem igen, så han, at de stafylokokbakterier, han havde dyrket i sit laboratorium, var blevet dræbt af skimmelsvampen Penicillium. Selvom Fleming ikke formåede at isolere svampen og bruge opdagelsen til behandling, var fundamentet for antibiotika lagt.

Et mere bizart tilfælde, som Helge Kragh fremhæver, er opdagelsen af fosfor, som den hamburgske alkymist Hennig Brand snublede over i forsøget på at forvandle uædle metaller til guld og sølv i 1669. Alkymisten samlede store mængder urin, gemte det, til det begyndte at lugte tilpas meget, og kogte det ind til en slags sirup. Senere fandt man ud af, at han ikke havde behøvet at vente, til urinen modnede, fordi processen alligevel ville have resulteret i udvindingen af fosfor. ”I dag ved vi, at alkymisterne ledte efter noget, de umuligt kunne finde. Til gengæld fandt de en hel masse andet, for eksempel saltsyre og svovlsyre,” fortæller videnskabsforskeren.

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. marts 2022

fortunas fremskridt | Fra opdagelsen af penicillinen til

mikrobølgeovnen har tilfældet spillet en rolle

Fem videnskabelige ­opdagelser,der blev gjort ved et tilfælde linjen at bruge de cellulosevatbind, der var udviklet til at stoppe soldaternes blødninger, som menstruationsbind.

Efter krigen lå flere lande inde med et overskud af cellulosevat, og der var kun få soldater, der skulle behandles.

Civile virksomheder fik derfor øjnene op for mulighederne i materialet, der har god sugeevne og også er billigt, og da amerikanske producenter begyndte at markedsføre det som hygiejnebind, brugte de i deres reklamer fortællingen om de heroiske franske sygeplejersker.

3

Havde den amerikanske ingeniør Percy Spencer ikke taget en chokoladebar med på arbejde tilbage i 1945, havde vores vej til at kunne opvarme en færdigret fra Føtex på to minutter været en anden. Han lagde nemlig mærke til, at chokoladebaren i hans lomme smeltede, da han stod tæt på de radiorør, der anvendes i radaranlæg. Dagen efter lykkedes det ham at fremstille popcorn. Mindre godt gik det, da Percy Spencer forsøgte sig med et æg, som eksploderede i hovedet på en skeptisk kollega, der lige ville se, hvordan eksperimentet skred frem.

Den første kommercielle mikrobølgeovn var mandshøj, vejede 340 kilo og kostede 5.000 dollars, hvilket i dag svarer til godt og vel 320.000 danske kroner. Det tog den 20 minutter at komme i omdrejninger, til gengæld kunne den varme en kartoffel på kun 30 sekunder. Det overrasker næppe, at monstrummet var en økonomisk fiasko, og først i 1970’erne blev mikrobølgeovne fast inventar i amerikanernes køkkener.

Men fremover vil der blive længere mellem vilkårlige opda-

gelser, mener Helge Kragh: ”Det er temmelig sikkert, at der i fremtiden vil være færre af den slags helt overraskende og tilfældige opdagelser, fordi vi i dag har en langt større viden. Især om Jorden, som er så fintmasket undersøgt,” siger han og sammenligner tidligere århundreders videnskabsmænd med opdagelsesrejsende, som på deres ekspeditioner i ét væk fandt nye landarealer, planter og dyr. Jo mere kortlagt kloden er blevet, desto sværere er det naturligvis at snuble over en ukendt ø eller en ny dyreart. Vi er blevet for dygtige til at lede efter svar de rigtige steder.

Til gengæld er der håb for utilsigtede videnskabelige fremskridt på andre planeter, mener videnskabshistorikeren. For eksempel på Mars: ”Det ville være sært, hvis de ikke finder noget, som man overhovedet ikke havde forestillet sig”.

Det kræver dog, at vi skal forstå, hvad der bliver fundet, fortsætter han. For det at bemærke en ting eller et fænomen betyder ikke nødvendigvis, at man har opdaget det. For eksempel observerede de to amerikanske fysikere Robert Wilson og Arno Penzias i 1964 en sagte støj i form af stråling fra Mælkevejen uden at slutte, at det drejede sig om bølger fra universets begyndelse, The Big Bang.

Universets ”fødselsveer”, som Helge Kragh kalder dem, blev først bekræftet som en kosmologisk opdagelse året efter, da forskere fra Princeton University satte observationen ind i den rette sammenhæng.

Som en af de tilfældige opdagelser, Helge Kragh selv holder mest af, nævner han den danske fysiker og kemiker Hans Christian Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820. J

Helge Kragh Født i 1944. Videnskabshistoriker og professor emeritus ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

Kandidat i fysik og kemi ved selvsamme universitet og er både dr.scient. og dr.phil.

Har en lang række værker bag sig om kemiens, fysikkens og astronomiens historie.

Mikrobølgeovn: En vigtig chokoladebar

4

F OTO : M I R I A M DA L S G A A R D/ R I T Z AU S C A N P I X

Steen Toft Winther historie@k.dk

1

Pilestork: Et skud gennem halsen lærte os om trækfugle

Indbyggerne i den lille nordøsttyske by Klütz fik sig noget af en overraskelse, da en stork med en næsten meterlang afrikansk pil gennem halsen sejlede ind over byen i 1822.

Jagten på fuglen, der højst sandsynligt begyndte i det sydlige Sudan, sluttede efter flere tusinde kilometer, da storken blev skudt af en tysk jæger efter at være landet på et tag.

Ud over at en stork med en pil i halsen i sig selv er et fascinerende syn, viste hændelsen med den uheldige pilestork, at visse fugle trækker mod syd, når det bliver for koldt i Europa. Det var ny information for 200 år siden, for dengang vidste man nemlig ikke, hvor disse fuglearter blev af om vinteren. Teorier var der mange af. For eksempel mente nogle, at fuglene forvandlede sig til andre arter eller gravede sig ned i mudder, og en professor fra Harvard foreslog endda i 1703, at de overvintrede på månen.

Men med pilestorken fandt man det endegyldige bevis på, at fugle migrerer mellem kontinenterne.

2

Hygiejnebind: Egentligt ikke for kvinder

I krig og kriser står opfindelser i kø, og de første hygiejnebind var faktisk slet ikke tiltænkt kvinder. Men under Første Verdenskrig begyndte franske sygeplejersker i front-

Krudt: En opdagelse med liv på samvittigheden

Man havde tidligere eksperimenteret med svovl og salpeter i Kina, men den første ret præcise beskrivelse af krudt findes i den taoistiske tekst Zhenyuan Miaodao Yaolüe fra Tang-dynastiet i midten af 800-tallet, hvor der står: ”Nogle har opvarmet en sammensætning af svovl, realgar (kemisk stof, red) og salpeter med honning, hvilket resulterede i røg og flammer, så deres hænder og ansigter blev brændte. Hele huset brændte endda ned.”

Der skulle gå nogle århundreder, inden fundet i forsøget på at skabe evigt liv blev anvendt til at slå hinanden ihjel med.

5

Arkimedes’ Lov: ”Jeg har fundet det!”

Da den græske videnskabsmand Arkimedes for omtrent 2.200 år siden nedsænkede sit legeme i badekarret og så vandet skvulpe over, opdagede han ifølge overleveringen en fysisk lov om flydende og svævende objekter. Begejstringen var efter sigende så voldsom, at han skulle have råbt ”eureka!” (græsk for ”jeg har fundet det”) for derefter at spæne nøgen gennem byens gader.

Forskere er ikke helt enige om, hvilken opgave Arkimedes stod overfor, da han fik sit aha-øjeblik. Nogle peger på historien om konstruktionen af det enorme skib Syrakusia, som skulle være over halvtreds gange større end et almindeligt fartøj. Her lød udfordringen, at Arkimedes skulle finde ud af, hvordan skibet trods sin enorme vægt kunne flyde. En anden udlægning går på, at Arkimedes havde fået til opgave at regne ud, hvorvidt en guldsmed havde blandet sølv i den nye guldkrone, som kongen i bystaten Syrakus havde bestilt. Benspændet lød på, at kronen ikke måtte ødelægges, så den græske videnskabsmand måtte tænke kreativt. Løsningen kom som sagt i badet. For ved at sænke genstanden i vand, kunne han J afgøre, om kronen var så tung, som den burde være.

ER DET SIKKERT AT KOMME UD NU? Ny udgave på gaden nu! Tegn abonnement på politikenhistorie.dk/shop

Pandemi, atomvåben, naturkatastrofer og terror. Hvad gør vi, når verden vælter?

STORE, VIGTIGE FORTÆLLINGER nomineret til

Under sejl

ÅRETS HISTORISKE BOG 2021

”Det kan kun anbefales at stå til søs med Erik Gøbel som navigatør.”



jyllands-posten

”En særdeles spændende fortælling.”

 berlingske

”Erik Gøbels bog vil uden tvivl

nomineret til

ÅRETS HISTORISKE BOG 2021

Poul og kærligheden ”Et uhyre vigtigt værk om en modig mand.”

 berlingske

”Den ligner til forveksling en klassiker.”



kristeligt dagblad

”Karl Peder Pedersen har skrevet en lille seksualhistorisk perle.”

blive stående som standardværket om dansk søfart.”

politiken

politiken nomineret til

ÅRETS HISTORISKE BOG 2021

Union eller undergang ”En fascinerende undersøgelse

Københavns historie Ottebindsværk om Københavns

af fortidens mulige fremtider.”

historie fra 12.000 f.v.t. til 2020.



Fra arkæologiske bopladser

”Det er et imponerende værk.

bankerot til den topmoderne

jyllands-posten

Det er en sand fryd at læse.” politiken ”Et grundigt, banebrydende og uomgængeligt standardværk.” weekendavisen

Modens historie En kultur- og designhistorisk fortælling om dansk mode og om hvordan vi har klædt os i 400 år – fra 1600-tallets adelsmode til de almindelige tøjforbrugere i dag.

over kristendom, guldalder og metropol.