7 minute read

Juletradition En biskop

En biskop, en musiker og en filosof fortæller: Disse traditioner har vi ved advent

Advent er forventnin-

Advertisement

gens tid, og mange har særlige traditioner som at give gaver og tænde lys på de fire søndage frem mod jul.Kristeligt Dagblad har spurgt Ulla Thorbjørn Hansen, Anne Marie Kragh Pahuus og Benjamin Koppel hvilke adventstraditioner, de holder i hævd

juletradition

Juliane Sigurdsson

sigurdsson@k.dk

Advent

Advent er forventningen og forberedelsen til julen, hvor man fejrer Jesu fødsel. Fjerde søndag før juledag begynder adventstiden. De fire søndage frem mod juledag markeres som adventssøndage. Advent kommer af det latinske Adventus Domini, som betyder ”Herrens komme”, fordi man ved Jesu fødsel fejrer, at Herren kom til Jorden gennem Jesu legeme. Der findes forskellige adventstraditioner. Blandt dem er adventskransen, adventskalenderen og adventssalmer.

FOTO: LEIF TUXEN

Ulla Thorbjørn Hansen

Biskop over Roskilde Stift

En adventssøndag for mig betyder selvfølgelig, at jeg skal i kirke. Og så skal jeg skal altid have en adventskrans. Den skal gerne være med lilla lys og lilla bånd, så adventsfarven markeres. Mange tænker måske, at det hele til jul skal være rødt, men lilla er faktisk adventsfarven. Det er eftertankens og bodens farve, som forbereder os på jul, hvor vi fejrer Jesu fødsel.

Jeg ser venner og familie i adventstiden, ligesom de fleste danskere, hvor vi plejer at klippeklistre og julehygge med æbleskiver og småkager. Om aftenen spiser jeg gerne risengrød eller blodpølse med æblemos. Det kan jeg godt lide, og det er noget, jeg synes hører december til. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Måske fra min morfar, der var fra Norge, eller min farmor, der var fra Tyskland. Det er noget, jeg er vokset op med.

Jeg skal i år holde gudstjeneste i domkirken i Roskilde den tredje søndag i advent. Den bliver også radiotransmitteret. Der skal vi selvfølgelig synge nogle af adventssalmerne som eksempelvis ”Blomstre som en rosengård” af Grundtvig. Vi synger ikke salmer derhjemme, men det ville jeg gerne. Jeg har et flygel, som jeg gerne ville samle folk til salmesang omkring. Næste år kunne vi godt invitere til ”salmesang om bispens flygel” i bispegården.

På arbejdet kan jeg godt lide at have en lille skål med småkager og juleslik stående til advent. Jeg har også adventslys stående på mit kontor. Nu er det min første jul i mit nye job, så jeg ved ikke, hvilke traditioner der er på stiftskontoret. Men ellers må jeg simpelthen indføre, at der er pebernødder i små poser til folk, der kommer forbi.

I år har jeg købt billetter til julekoncert med Den Kongelige Livgardes Musikkorps, en koncert der foregår i Stærekassen i København. Jeg satser også på, at det i år må lykkes mig igen at høre Händels Messias, som bliver opført i Marmorkirken i København.

Ulla Thorbjørn Hansen

Født i 1966. Biskop i Roskilde Stift siden september 2022. Uddannet cand.theol. i 1966 og har tidligere arbejdet som sognepræst i 26 år og som feltpræst i Kosovo og Afghanistan. Bor i Roskilde på Sjælland tæt ved domkirken med sin mand, som er præst i Næstved.

FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN

Benjamin Koppel

Forfatter og saxofonist

Måske er jeg ikke så spændende på det her punkt. Jeg er på juleturné med min søster og med min bog ”Annas sang” hele december. Jeg optræder hver dag. Også på adventssøndage er jeg på landevejen, og så må man jo forsøge at få en fest ud af det. Når man er freelancer, arbejder man, når muligheden er der, og det her er en højsæson.

Men faktisk kan man måske godt kalde det en tradition alligevel. Vi har været på juleturné, mig og min søster, hver december de sidste 20 år. Også da jeg var barn, var vi med vores forældre på turné. Så egentlig er det jo en ”tradition”, jeg er vokset op med. Derfor er der også nogle faste ritualer, der har indfundet sig, for vi kommer tilbage til de samme byer og hoteller hvert år, og der er nogle bestemte ting, vi gør i de forskellige byer. I Aarhus skal vi spise en stor julefrokost på Carlton eller Mefisto. I Ribe skal vi spise julebuffeten på hotellet midt i byen. Selvom vi har travlt, sørger vi stadigvæk for at julehygge.

Jeg er nok en af dem, der kommer i flest kirker i december. Og lur mig, om jeg ikke også er i en eller anden kirke på adventssøndagene i år. Vi spiller i 28 kirker fra den 16. november til 24. december. Det er kirker i hele landet. Jeg bruger kirkerummet som en arbejdsplads og et koncertrum, men det er også noget specielt. Det kan noget i forhold til at skabe fællesskab og eftertænksomhed, og det hænger godt sammen med juletiden.

Benjamin Koppel

Født i 1974. Saxofonist og optræder både som solist og i forskellige symfoniorkestre. Debuterede som forfatter i 2022 med bogen ”Annas sang”. Bor i Valby ved København med sin hustru og to børn.

FOTO: THOMAS LEKFELDT/RITZAU SCANPIX

Anne Marie Kragh Pahuus

Filosof og prodekan ved Aarhus Universitet

Enten holder vi advent herhjemme i Risskov ved Aarhus, eller så holder vi det i Kandestederne i nærheden af Skagen, hvor vi har sommerhus. Jeg opfatter adventssøndage som familiebegivenheder. Selvom de ældste børn er flyttet hjemmefra, forventer jeg da hvert år, at der er nogle søndage, hvor vi alle sammen er samlet. Bortset fra at min ældste datter i år er i Tanzania hele december. Der kommer jeg helt sikkert til at savne hende ekstra meget de søndage, hvor vi forsamles.

Advent hos os er noget, vi holder om eftermiddagen. Der er altid noget sødt, og der er gaver til børnene. Og så er der en adventskrans. Jeg kunne ikke forestille mig en december uden en krans, og jeg ville også prioritere en adventskrans over et kalenderlys. Adventskransen laver vi selv med ting fra naturen, som vi finder på ture i skoven. Vi kigger efter mos og kogler og ting, der kan bruges.

Der er også nogle bestemte adventssalmer, som jeg forbinder med min barndom, og som jeg føler, hører traditionen til. Det er salmer som ”Gør døren høj, gør porten vid” af Georg Weissel, ”En rose så jeg skyde”, ”Maria gennem torne går”, som begge er gamle tyske Maria-salmer, og Grundtvigs ”Alle mine kilder skal være hos dig”. Vi synger som regel ikke til advent, for det har jeg ikke helt kunnet få indført. Vi gjorde det i den familie, jeg er vokset op i, måske især når jeg var med min mor, som er præst, i kirke.

Når jeg lige tænker efter, kommer alle mine adventstraditioner fra kirken, måske med undtagelse af en enkelt, nemlig at jeg hjemmefra også har med, at vi klipper papirklip af silkepapir, som vi hænger på ruderne. Det ligner vist mere snefnug end julehjerter, men for mig er det indbegrebet af julens komme. J

Anne Marie Kragh Pahuus

Født i 1970. Lektor i filosofi og prodekan på Aarhus Universitet. Hun forelæser i filosofi og kærlighed, som hun også har skrevet en bog om. Bor i Risskov i Aarhus med sin mand og datter. Har også to ældre børn, som er flyttet hjemmefra.

This article is from: