6 minute read

Interview DR’s nye

0 Marie Louise bor på herregården og skal giftes med en rig godsejer. 0 Da tjenestepigen Karen fylder 13 år, kan hun ikke længere se sin bedste ven, nissen Rumle. – Fotos fra julekalenderen: Andreas Bastiansen.

Advertisement

DR’s nye julekalender er en flugt fra virkeligheden og en hyldest til gamle dage

Frem mod jul kan man i år

på DR 1 se julekalenderen ”Julehjertets hemmelighed”. Selvom julekalenderen foregår i gamle dage, mener instruktøren, Poul Berg, at den er særligt relevant for nutiden

interview

Juliane Sigurdsson

sigurdsson@k.dk

De ville have en klassisk julekalender. Den skulle foregå i 1800-tallet, og der skulle være tjenestefolk og en herregårdsfamilie med.

Det var kravet, da DR og produktionsselskabet Mastiff rakte ud til instruktør Poul Berg og spurgte, om han ville instruere og skrive en julekalender til DR 1 til 2022. Det ville han gerne. ”For mig at se er en klassisk julekalender én, hvor julen er tilstedeværende. Den skal være varm og imødekommende, og så skal den have en eller andet form for lys i sig,” siger Poul Berg, der også har instrueret DR-julekalenderen ”Tidsrejsen” fra 2014 samt en række børneserier.

Derfor vidste han hurtigt, at han ville fortælle et eventyr med nisser og jul i centrum som i en klassisk julekalender. Julekalenderen, der løber over skærmen hele december frem mod jul og er at finde på DR’s streamingtjeneste, handler om stuepigen Karen, spillet af Karla Larsen Moltsen, der er bedste venner med nissen Rumle, spillet af Thea Sofie Lundbak. Men allerede den 2. december fylder Karen 13 år, hvilket betyder, at hun nu er voksen og ikke længere kan se nisser. Ved hjælp af et særligt julehjerte finder Karen og Rumle en måde, hvorpå de stadig kan se hinanden, men det er ikke uden farer at bruge julehjertets magi. ”Da jeg skrev julekalenderen, spurgte jeg mig selv: Den handler om nogle hierarkier og familier på en herregård, men hvad handler den i virkeligheden om? Den handler om at tage styring for sin egen skæbne og ikke stille sig tilfreds med noget, du ikke vil have,” fortæller Poul Berg.

I ”Julehjertets hemmelighed” er karakterernes skæbne bestemt af to ting: om de er rige eller fattige, og om de er mænd eller kvinder. Julekalenderen præsenterer seeren for to kvindelige hovedroller, hvor tjenestepigen Karen er den ene. Hun er født i en familie af tjenestefolk og er bestemt til at blive tjenestepige og undersåt på herregården. Den anden er Marie Louise, spillet af Isa Thorlacius, som er datter i herregårdsfamilien. Hun er stillet i udsigt at skulle giftes med en rig godsejer, så familiens privilegier kan opretholdes.

Selvom ”Julehjertets hemmelighed” foregår i en eventyrlig og til dels idylliseret version af tiden omkring midten af 1800-tallet, mener instruktør Poul Berg ikke, at den idylliserer de stereotype kønsroller, som præger julekalenderen. ”I julekalenderen frigør Karen og Marie Louise sig fra forventningerne om, hvad de skal gøre som kvinder. De udvikler sig til at blive nogle selvstændige, stærke, unge kvinder,” fortæller han og fortsætter: ”Det er en tematik, som spejler sig i vores tid. Selvom det er nogle helt andre vilkår i dag, er der nogle fællestræk i et forventningspres og en tilværelse, der er bestemt for én.”

Poul Berg mener, at julekalenderen på flere områder sætter nutiden i perspektiv. Eksempelvis forsøger Marie Louises far, der spilles af Esben Dalgaard, at overbevise hende om, at han ikke uden videre bare vil gifte hende væk – han vil bare have hende forlovet. Som argument siger han: ”Vi er jo i anden halvdel af 1800-tallet. Det er jo ikke den mørke middelalder.” ”Men han befinder sig jo i den mørke middelalder, for han prøver at gifte sin datter bort mod hendes egen vilje. Så der er vel en eller anden form for sarkastisk, humoristisk kommentar til mænd, der opfører sig på den måde,” fortæller Poul Berg med et grin.

FOTO: IDA MARIE ODGAARD/RITZAU SCANPIX

”Jeg ved fra min egen datter, at teenagere har virkelig travlt med at komme afsted. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok. Der prøver jeg med den her julekalender at sige: Slap nu lidt af. I skal nok nå det.”

POUL BERG, INSTRUKTØR AF ÅRETS JULEKALENDER PÅ DR 1

Teenagere med fart over feltet

Også når det kommer til julekalenderens helt indlysende tematik, forsøger Poul Berg at sætte nutiden i perspektiv. Julekalenderen handler om at gå fra at være barn til at blive voksen.

Selvom det får katastrofale konsekvenser for Karen, da hun forsøger at holde fast i venskabet med nissen Rumle, mener Poul Berg, at det er en fejlfortolkning, hvis man tror, at julekalenderen handler om, at man skal skynde sig at blive voksen. ”Jeg ved fra min egen datter, at teenagere har virkelig travlt med at komme afsted. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok. Der prøver jeg med den her julekalender at sige: Slap nu lidt af. I skal nok nå det,” siger han og uddyber: ”Vi prøver at beskrive, at det er uundgåeligt, at man bliver voksen. Uden at fortælle alt for meget, så er det klart, at når vi nærmer os slutningen af julekalenderen, er der nødt til at blive taget en afsked mellem Karen og Rumle. Men på det tidspunkt er der kommet noget andet i stedet. Og det er også nissens opgave at give børnene troen på egne evner,” fortæller Poul Berg.

Hyldest til det simple liv på landet

”Julehjertets hemmelighed” er ikke den eneste nyere serie, der tager afsæt i ”gamle dage”. På streamingtjenesten Netflix hitter serien ”Bridgerton”, der er en fri fortolkning af 1800-tallets overklassetilværelse i London. Også Netflix’ serie om det britiske kongehus, ”The Crown”, er populær.

Ifølge Poul Berg er det ikke tilfældigt, at serier med afsæt i gamle dage gør deres indtog netop nu. ”I en tid hvor alting er i opbrud, og verden står i flammer, kan det være en slags virkelighedsflugt hen til noget, der er forudsigeligt og hænger sammen. Vi bliver nostalgiske og søger noget simpelt – og så ender vi nok med at blive lidt nationalromantiske. Julekalenderen er en hyldest til det simple liv på landet,” siger han.

Det er dog vigtigt for ham at understrege, at julekalenderen ikke forsøger at fortælle, at 1800-tallet var bedre end nutiden. ”Det er et eventyr. Det er en løs fortolkning af anden halvdel af 1800-tallet. Vi har ikke siddet og været helt specifikke med, hvilke salmer de synger, eller hvordan togstrækningen var,” fortæller han. J

”Julehjertes hemmelighed” kan ses hver dag i december på DR 1 til og med den 24. december.

Julekalendere gennem tiden

Idéen om julekalendere på tv stammer fra Sverige, og den første danske tv-julekalender blev sendt i 1962 og hed ”Historier fra hele verden”. Det var også den første u-landskalender. Idéen bag nogle af de første julekalendere var, at man skulle underholdes, mens man lærte noget. Historie er et af de oftest gennemgående temaer i julekalendere. I dag vises der tv-julekalendere i Sverige, Danmark, Norge, Finland og Island. Senest har lande som Frankrig og Tyskland også fået øjnene op for julekalendere. Andre eksempler på tv-julekalendere, som også foregår i gamle dage, er ”Jul i Gammelby” fra 1979 og ”Jul på slottet” fra 1986.

This article is from: