Oversigt. Udstilling og bog om Gauguin begejstrer an- melderne

0 Paul Gauguin: ”Bonjour, Monsieur Gauguin”, 1889. – Foto: National Gallery Prague 2021/Ordrupgaard. 0 Paul Gauguin: ”Selvportræt med den gule Kristus”, 1889-1891.

Udstilling og bog om Gauguin begejstrer anmelderne

En række af Gauguins

værker kan i øjeblikket opleves på Ordrupgaard, mens man hjemme fra stuen kan dykke ned i den første store danske monografi om den franske kunstner

anmelderne mener

Lotte Kirkeby

kultur@k.dk ”Kan der skrives mere om Paul Gauguin?” spørger Lisbeth Bonde i Kristeligt Dagblad.

Spørgsmålet falder i hendes anmeldelse af Flemming Friborgs ”Gauguin – mesteren, monsteret og myten” (Strandberg Publishing), og hun skynder sig at konkludere, at det kan der godt, og at monografien er medrivende læsning fra A-Z: ”Bogen er en øjenåbner og bringer overraskende meget nyt. Den bæres af nogle uhyre skarpe værkanalyser og en dyb indsigt i Gauguins komplekse kunstnerskab og -liv (...). Som den franskkyndige og meget dygtige kunsthistoriker, han (Flemming Friborg, red.) er – og som tidligere direktør for Ny Carlsberg Glyptotek, der har landets største Gauguin-samling – har han finkæmmet hele litteraturen om Gauguin, som han navigerer ubesværet rundt i.”

Det bliver til fem stjerner ud af seks mulige, og det samme antal hjerter falder der i Politiken, hvor Peter Michael Hornung beskriver Paul Gauguin som ”den måske største og mest uforklarlige vildmand i europæisk kunst”. Han roser Flemming Friborg for ikke at vige tilbage for kompleksiteten i såvel liv som værk – ”hvis noget ikke er overskueligt og krystalklart i sig selv, skal det heller ikke fremstå sådan, blot fordi man skal formidle det i bogform” – og forfatteren går ikke på kompromis med de læsere, der aldrig kan få nok af de hurtige forklaringer og nemme konklusioner: ”Ved at give sig selv tilstrækkelig med plads kommer Friborg ikke bare hele vejen rundt om Gauguin. Han går også ned ad mange andre veje end den, der fører til det mest overskuelige levnedsforløb. Dermed bliver den første store monografi om Gauguin på dansk også et bredt udfoldet tidsbillede med dimensioner som et vældigt panorama.”

Som flere anmeldere bemærker, var der mange ting i den kontroversielle kunstners liv, ikke mindst hans forkærlighed for Tahitis endog meget unge piger, der ikke ville kunne bestå en MeToo-test i dag. Og dermed bliver den diskussion, som de senere år er blevet rejst i forbindelse med blandt andre den norske forfatter Knut Hamsun og den dansk-tyske kunstner Emil Nolde, atter aktuel: Kan vi skille liv og værk? Er vi dobbeltmoralske mennesker, hvis vi frikender monsteret og hylder mesteren?

Udstillingen

Gauguin og hans venner. Kuratering: Anne Birgitte Fonsmark og Dorte Vangsgaard Nielsen. Ordrupgaard, Charlottenlund. Til den 1. maj. Katalog på 185 sider ved Andre Cariou og Dorthe Vangsgaard Nielsen.

Bogen Flemming Friborg:

Gauguin – mesteren, monsteret og myten. 320 sider. 399,95 kroner. Strandberg Publishing.

Læs anmeldelse af bogen og udstillingen på: k.dk/kultur

Gauguin havde ingen venner

Også det spørgsmål blev rejst på pressemødet, der åbnede ”Gauguin og hans venner” på Ordrupgaard, skriver Peter Nielsen i sin dobbelte anmeldelse af bog og udstilling i Dagbladet Information. På spørgsmålet om, hvorvidt man her i 2022 kunne komme uden om malerens problematiske forhold til unge piger, svarede museets direktør, Anne-Birgitte Fonsmark, at det gjorde man sådan set bare ved at undlade at nævne det med et eneste ord i udstillingen. ”Det er jo et kunstmuseum,” tilføjede hun og fortsatte: ”Men selvfølgelig: Et kunstmuseum skal først og fremmest udstille kunsten og kun den libido, der kommer til udtryk i kunsten.”

Men tilbage til værkerne: Peter Nielsen kalder udstillingen og dens mange mesterværker for storartet, bogen betegner han som ”en kæmpe gave” til alle, der gerne vil dybere ned i Gauguins liv og værk, og så noterer han sig, som sin anmelderkollega på Politiken, forfatter Flemming Friborgs gode greb om kompleksiteten hos Gauguin: ”Friborg bruger en del plads på at diskutere, hvordan vi i dag skal forholde os til privatpersonen i maleren og ender med at skrive et stærkt forsvar for at fokusere på hans kunst uden at ignorere, at han var en skurk.

I det hele taget har Friborg en insisterende evne til at undgå for lette slutninger.

Han søger en kompleksitet, når han skriver om Gauguin, en kompleksitet, som også er kunstnerens egen, for hans liv og kunst er præget af selvmodsigelser, inkonsekvenser og en løbende redigering af eget liv.”

Henrik Wivel er ligeledes i stjernehumør efter at have set udstillingen på Ordrupgaard. Der falder nemlig fem ud af seks i Kristeligt Dagblad, hvor han konkluderer, at museet med baggrund i dets fine franske samling, der tæller flere centrale Gauguin-billeder, har skabt en smuk og fint komponeret version, omend han finder, at det er noget kækt at kalde den for ”Gauguin og hans venner”. For Gauguin havde ingen venner. Det lå ikke til hans sindelag, konstaterer Henrik Wivel: ”Han havde kolleger og elever, som han forholdt sig troløst til og endda blev jaloux på, hvis de viste sig for talentfulde eller opnåede en succes, han mente tilkom ham. Ordrupgaard viser en perlerække af værker: malerier, keramik, træskærerarbejder, tegninger og grafik af de førende kunstnere, der – ud over Gauguin – tæller kunstnere som de nævnte Bernard Sérusier, Denis og andre som Charles Filiger, Armann Seguin, Meijer de Haan og Jan Verkade.”

Stjerneregnen over Paul Gauguin i ord og billede sluttes af i Morgenavisen JyllandsPosten, hvor Tom Jørgensen giver topkarakter til Gauguin og vennerne, nemlig de sjældne seks ud af seks til en udstilling, der fortæller historien om en ældre mester, der er ved at blive overgået af sine elever, om en drøm om et åndeligt og arbejdsmæssigt fællesskab og om en søgen efter en oprindelighed i en verden ødelagt af penge, maskiner og masseturisme. Men den viser også de radikale stilforandringer, der fandt sted inden for ganske få år: ”Malerierne bliver nu helt anti-naturalistiske, farverne helt selvstændige med dybe, glødende kulører, og motiverne sværmer om det uspolerede landskab, om bondekonerne og hyrderne og om de gamle kirker. Over det hele hviler en alvor og en sværmerisk mysticisme.

Det, det drejer sig om, er at gengive den indre verden, ikke den ydre, der kun tjener som inspiration. Luk øjnene, mærk efter, og mal dine syner, siger Gauguin.”