Reportage En udstilling bliver til

8 |Kunst&Kultur En udstilling bliver til

Skulpturer kommer i

transportkasser og installeres kun af særligt uddannede. Kristeligt Dagblad var med under opsætningen af ”Sten – Saks – Papir” på kunstmuseet Aros i Aarhus

reportage

Jens Haag

haag@k.dk Der er borestøv i hjørnet i et lokale på kunstmuseet Aros i centrum af Aarhus. Over støvet hænger tekster, der skal introducere museets nye udstilling med titlen ”Sten – Saks – Papir”.

Kristeligt Dagblad besøger museet i juni, en uge forud for udstillingens åbning, hvor der, foruden infotavlerne, er placeret en blanding af indrammede værker, eldrevet værktøj, en gaffeltruck og borde fyldt med kostbare kunstværker rundt omkring i udstillingslokalet. Store firkanter på væggene er malet i grøn og pink, men der hænger endnu ingen kunstværker på dem.

Udenfor kan man svagt høre skridt, latter og dæmpet samtale fra de tusindvis af daglige gæster på det aarhusianske kunstmuseum.

Museumsinspektørerne Jeanett Stampe og Maria Kappel Blegvad har arbejdet på udstillingen i et halvt års tid forud for åbningen i samarbejde med det øvrige udstillingsteam, der også består af en teknisk ansvarlig, en koordinator og en udstillingsarkitekt.

Der er ikke tale om en særudstilling, hvor der indhentes nye værker, men derimod en tematisk fremvisning af nogle af Aros’ cirka 8000 selvejede værker, som kan opleves på museet frem til den 15. januar. ”I udstillingstitlen, som referer til legen sten, saks, papir, som de fleste kender, ligger der et løfte om leg og spil, og det ville vi gerne have til at være udgangspunktet for udstillingen,” siger Jeanett Stampe. ”Normalt er der kun én kurator, men i det her tilfælde er vi to, da vi begge havde andre udstillingsprojekter sideløbende. Så var der plads til lidt mere leg, åbenhed og idéudveksling, hvilket også ligger implicit i udstillingens ånd,” siger Maria Kappel Blegvad. Det er ikke kutyme, at nogen, heller ikke journalister, får adgang til en udstilling på Aros, før den er færdig. Typisk sendes der en pressemeddelelse ud, som inviterer indenfor til udstillingen, når den er helt fuldendt, men i dette tilfælde er der blevet gjort en undtagelse. ”Mange af værkerne har et stort fokus på proces og tilblivelse, og derfor var det meget passende, at I fik lov til at være med her, mens også udstillingen er i proces. Det tilføjer næsten et ekstra lag,” siger Maria Kappel Blegvad.

Hårdt, sammensat og sart

Det første rum præsenterer overvejende skulpturer skabt af sten. Her står tre Bjørn Nørgaard-skulpturer. Til venstre for det, som skal blive til udstillingens indgang, står værket ”Nattergalen”, en stor granitsten placeret på glas og kunstgræs. Øverst, på en gren af forgyldt bronze, sidder en udstoppet nattergal, der virker forsvindende lille ved siden af det massive, lidt imposante guld, granit og glas. ”Den her skulle faktisk have stået derovre,” siger Maria Kappel Blegvad og peger ud på gulvet. ”Men der var en risiko for, at den og de andre tonstunge skulpturer herinde endte med at stå oven på ikke-bærende vægge og dermed risikerede at falde igennem til kantinen.”

Det er ikke ofte, at de praktiske udfordringer kommer i vejen for de æstetiske overvejelser i en udstilling, fortæller de to kuratorer. Men især når det kommer til skulpturer eller meget tunge værker som ”Nattergalen”, må man tilpasse sig.

Lidt væk fra ”Nattergalen” står et andet skulpturelt værk af Bjørn Nørgaard på en europalle: ”Obelisken”, som stadig er indpakket i bobleplast. Den skal først samles og sættes sammen, før den kan udstilles.

For mange af 1960’ernes og 1970’ernes kunstnere var processen ofte en del af værket eller et fokuspunkt for deres arbejde, fortæller kuratorerne. Obelisken ser imidlertid både magisk og gådefuld ud i sin dyne af bobleplast og med sit hule indre sat til skue. Den ligner et gigantisk Duplo-sæt, bare tilført den aura som kanoniserede kunstværker har.

Et godt greb i kunsten

I det næste rum ligger en hel serie af fine papirklip af H.C. Andersen i en montre klippet til familien Stampes (ingen relation til museumsinspektøren) juletræ i 1852. ”En konservator fortalte os for nylig, at det blæk, H.C. Andersen brugte til at male på sine udklip, faktisk mister sin farve, når værket udsættes for lys – men når de igen pakkes ned, dukker den sorte farve på magisk vis frem igen,” siger Maria Kappel Blegvad.

0 Normalt er der kun en enkelt kurator bag hver udstilling, men i tilfældet med udstillingen ”Sten – Saks – Papir” står både Jeanett Stampe (tv.) og Maria Kappel Blegvad (th.), begge museumsinspektører, bag. – Fotos: Liv Høybye Jeppesen Over for bordet med papirklippene hænger et skitseværk af Pablo Picasso. Det er svært at se ordentligt i det rå arbejdslys. Det ser helt ensomt ud på væggen uden forklarende tekst eller andre værker ved siden af.

Pludselig går døren op, og et hold på fem-seks mennesker i praktisk tøj og handsker træder ind i lokalet.

De er alle udlærte håndværkere og er anført af Kenneth Nielsen, som er art handler og teknisk ansvarlig på udstillingen.

Mens de andre fluks går i gang med at samle en af Nørgaard-skulpturerne i det første rum og bærer kasser med print, forklarer han begejstret om arbejdet.

Han læste i sin tid kunsthistorie på Aarhus Universitet, men endte med at droppe ud og blev snedker i stedet for. ”Men jeg slap aldrig for alvor kunsten,” siger han og smiler. Det tager ham og hans sjak omkring halvanden uge at gøre udstillingen klar.

Er du nogensinde bange for at gøre skade på et værdifuldt kunstværk, du skal håndtere? ”Nej,” svarer han prompte. Han, et par af de andre teknikere og inspektørerne griner. ”Det bliver hverdag. Men jeg havde et øjeblik, da vi lavede Turner-udstillingen sidste år (Joseph Mallord William Turner, britisk maler der levede fra 17751851, red.), hvor jeg stod med et dyrt maleri, og den virkelighed lige slog mig, at hvis jeg gav slip nu, så var det rimelig voldsomt.”

Sten-Saks-Papir

Det hårde, det sammensatte og det sarte – sten, saks, papir – er udgangspunktet for en udstilling, der vises på kunstmuseet ARoS i Aarhus netop nu. Udstillingen kan opleves frem til den 15. januar 2023.

Planlagt ned til mindste skod

Han viser hen til en trækasse. Det indeholder en skulptur ved navn ”Yesterday (Large Card Tower)” af den amerikanske skulptør Tony Matelli. Skulpturen forestiller et imponerende korthus, hvorpå øldåser, cigaretskodder og andre levn fra en vild fest er efterladt, tilsyneladende lemfældigt.

Reelt er det selvfølgelig ikke lemfældigt – der er sirlige mærker på værket, der markerer, hvor hvert enkelt cigaretskod skal ligge. Det er ekstremt virkelighedstro – men kortene er lavet af bronze, ikke papir. ”Vil I se noget?” spørger Kenneth Nielsen og venter ikke på svar. Han tager de hvide handsker på, som de medarbejdere, der håndterer kunstværkerne, altid bruger, og finder et meget realistisk stykke pizza frem fra kassen.

Han holder det op mod lyset. ”Det er lavet af resin. Det skal ligge på toppen af skulpturen,” forklarer han. ”Det er svært at se, at det her skulle blive til en udstilling lige nu,” siger han.

Både kuratorer og teknikere arbejder efter en skitse, som kuratorer i samarbejde med udstillingens arkitekter har designet. Kenneth Nielsen peger på en printet kopi, som i 3D-format giver et overraskende præcist bud på udstillingens færdige udformning. ”Men de sidste par dage, når Morten Johannesen, som også arbejder i teknisk afdeling, kører rundt og sætter lyset helt rigtigt sammen med kuratorerne, så bliver det magisk. Det giver et sug i maven at se frugten af vores arbejde på den måde,” siger Kenneth Nielsen. J