Alderdommens skyggesider blæses op i den offentlige debat

Politikere og organisationer omtaler ofte ældre som en ensartet gruppe, der kræver pleje og omsorg. En skadelig retorik, siger aldringsforskere

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

”De ældre”. Det er en af de befolkningsgrupper, politikerne har talt mest om under den netop overståede valgkamp. Debatten har særligt kredset om pleje og omsorg: Hvor mange penge bør staten sætte af til at dække det såkaldte demografiske træk, altså det forhold at der kommer 125.000 flere danskere over 70 år frem mod 2030?

Men politikerne lover ikke bare flere kroner og øre til ældre borgere. De taler også alderdommen ned undervejs, mener flere eksperter.

”Man sætter ældre lig med omsorg og pleje. Det er næsten en rygmarvsreaktion hos politikere og en række interesseorganisationer. Det er, som om ordet ’ældre’ er gået fra at være et tillægsord til at være et navneord,” siger aldringsforsker Henning Kirk, der har udgivet flere bøger om alderdom.

I Danmark er der cirka 1,2 millioner borgere over 65 år, hvilket blandt andet af Danmarks Statistik bruges som en definition på ældre. Men i den offentlige debat bliver ”de ældre” fremstillet som en masse af svækkede, demensramte og syge, og det demografiske træk beskrives primært som en trussel mod dansk økonomi, mener Henning Kirk. Selvom de nye pensionister har et historisk godt helbred.

En søgning i avisdatabasen Infomedia understøtter hans pointe. I valgkampens to første uger brugte den skrevne presse vendingen ”de ældre” i begyndelsen af 67 artikler. 49 handlede om pleje og omsorg, altså omkring tre ud af fire. Og det var vel at mærke før, at TV 2’s dokumentar ”Opråb fra plejehjemmet” for alvor satte skub i debatten om ældrepleje.

”Alene det, at man nu planlægger at lave en ny ældrelov, er vanvittigt,” siger Henning Kirk og uddyber:

”Det burde jo hedde en omsorgslov, ikke en ældrelov, for loven vedrører kun dem, der har brug for om- sorg og pleje. Jeg tror, det er de færreste i Danmark, der ved, at det kun er tre procent af alle pensionister, der bor på et plejehjem. Tre procent.”

Også Lars Larsen, forskningsleder ved gerontopsykologisk forskningsenhed på Aarhus Universitet, ser en udbredt ”alderisme” i samfundet, hvor livets sidste år bliver påhæftet dunkle stereotyper.

”Man kan godt få forventningen om, at vi alle bliver demente. Men der er altså kun omkring 90.000 mennesker med demenssygdomme i Danmark, og det er et meget godt eksempel på, at man blæser nogle af de her tendenser ud af proportion,” siger Lars Larsen.

Aske Juul Lassen, der er lektor i etnologi og aldringsforskning på Københavns Universitet, er enig. De skiftende ældreministre kunne lige så godt kalde sig ministre for pleje og omsorg, for det er næsten kun det, den politiske debat drejer sig om, siger han: forholdene på plejehjem og hjælp til de svageste ældre.

”Det siger meget om vores kulturelle forestilling om, hvad alderdommen er. Det er den grå, kønsløse masse, som bliver syge og forfalder og dør. Det ender også med at ske, men der er bare en utroligt lang periode inden da, hvor alderdommen også er så meget andet end det,” siger Aske Juul Lassen. Ifølge forskerne har de negative forestillinger en række konsekvenser. For eksempel at nogle mennesker i pensionsalderen føler sig tilskyndet til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet alene på grund af deres fødselsdato. Eller at demenssygdomme ikke bliver forebygget tilstrækkeligt, fordi de ses som en naturlig del af alderdommen.

Vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen kalder udfordringen for en gordisk knude. Hvordan kæmper man for en bestemt aldersgruppes interesser uden at give gruppen en fælles betegnelse –som ”de ældre” eller ”seniorerne”?

Og hvordan stiller man skarpt på problemer med pleje og omsorg af svage ældre uden at forstærke negative fordomme om alderdom?

”Det er frygtelig svært, også fordi spillereglerne i medieverdenen er, at det skal være de store overskrifter: ’Hold da op, en chokerende behandling, hvor er det forfærdeligt og uværdigt’. Tiden og pladsen er ikke til at indskyde en fodnote, hvor man slår fast, at seks ud af syv borgere over 65 år hverken bor på plejehjem eller har brug for hjemmehjælp,” siger Michael Teit Nielsen.

Også han mener, at de positive fortællinger fylder for lidt i den offentlige samtale. Han fremhæver Ældre Sagens såkaldte fremtidsstudie, der viser, at de 80-89-årige har en højere generel livskvalitet end folk i 50’erne.

”Når man bliver ældre, er der nogle områder, hvor det for de fleste går ned ad bakke, men mange klarer sig fint, og der er også områder, hvor man bliver stærkere. Man får for eksempel flere livserfaringer at trække på, og man har bedre forudsætninger for at træffe fornuftige og gode beslutninger, fordi man har prøvet at stå i lignende situationer før. De nuancer skal vi have med.” J