Det lange liv er blevet et mål i sig selv

Jagten på det lange liv fylder stadigt mere i alt fra sundhedsvæsenet til den enkeltes valg af livsstil. Men mange overvurderer kvaliteten af de ekstra år og forsømmer at acceptere døden som vilkår, siger en teolog og en aldringsforsker

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

I år 1900 var den forventede levetid i Danmark 50 år. I dag er den 79,6 år for mænd og 83,4 år for kvinder. Og udviklingen vil efter alt at dømme fortsætte i de næste årtier. Aldringsforskere er uenige om, hvor hurtigt det vil gå, men ifølge den seneste fremskrivning fra FN vil den forventede levetid for danskere født i 2050 være over 85 år og over 90 år i 2100.

Livet er dog ikke kun blevet længere. Det lange liv er i stigende grad blevet et mål i sig selv, siger Aske Juul Lassen, der er lektor i etnologi og aldringsforskning på Københavns Universitet.

Han giver en række eksempler: Tech- og medicinalfirmaer skyder milliarder i forskning i det evige liv, folk i alle aldersgrupper måler deres kropsalder og forsøger at gøre sig yngre, og bøger som ”Gopler ældes baglæns” fra 2021 og ”Yngre med årene” fra 2020 har fået stor omtale og succes med sine råd til det lange liv.

Det er ikke kun en positiv tendens, mener Aske Juul Lassen.

”Når det lange liv er et mål i sig selv, risikerer man at få en ældregeneration, der betragter forfald og død som noget, der skal undgås, frem for noget, der er en naturlig del af livet. Konsekvensen er, at vi er dømt til at fejle.”

”Jeg taler ikke imod, at man holder sig i gang, også i en høj alder, men hvis ambitionen er slet ikke at blive langsommere eller svagere, så bliver livet til en lang kamp mod forfaldet. Spørgsmålet er, om det er et godt liv.” i et ønske hos den enkelte om at leve endnu længere. En tendens, der kommer til udtryk inden for medicin, livsstil og i underholdningsindustrien samt i dyrkelsen af det aktive ældreliv.

Teolog Liselotte Horneman Kragh er enig. Problemet er ikke i sig selv den udbredte fortælling om, at man skal være sund og rask så længe som muligt, siger hun. Problemet er, at vi i stigende grad bliver blinde for, at vi er biologiske væsener, der skal dø.

”Vi har lidt for travlt med at tale om, at vi skal være vældigt gamle. Vi skal være bedre til at snakke om, at det er o.k. at dø. Det er en del af pakken, at vi skal give stafetten videre, og det er faktisk med til at give vores liv og vores valg tyngde,” siger hun.

Ambitionen er ikke bare at leve så længe som muligt, men også at leve så godt som muligt. At få mere liv ud af livet, både i mængde og i kvalitet. Det er bare ikke altid et realistisk mål.

”Vi vil gerne leve længere, men vi vil også gerne have det godt, og de to ting hænger ikke nødvendigvis sammen. Det er endnu ikke lykkedes os at gøre vores barndom og ungdom længere, mens alderdommen derimod udstrækkes tidsmæssigt. Vi lever med andre ord længere som ældre,” skriver Michael Hviid Jacobsen i et mailsvar.

Det er ikke uden konsekvenser. For når vi lever længere som ældre, lever vi også længere med udsigten til døden. Og det kan være en byrde for mange i et sekulariseret samfund, hvor døden er blevet ”en brutal stopklods snarere end en bro til det hinsides,” som Michael Hviid Jacobsen formulerer det.

Målet om det lange liv kommer blandt andet til udtryk i sundhedsvæsenet, mener Leif Vestergaard, der er formand for Det Etiske Råd. Han ser en tendens til, at ældre, svækkede patienter modtager den samme livsforlængende behandling som yngre patienter, også i tilfælde hvor bivirkningerne overstiger gavnen for netop dem. Med det resultat at det snarere er døden end livet, der forlænges.

”Man skal ikke kun tage stilling til, om en behandling vil virke i form af længere levetid, men også om den nytter for den enkelte patient. Man er nødt til at skelne mellem patienter for at vurdere, om en behandling skader, mere end den gavner. Og det er et ansvar, der for ofte bliver svigtet i dag,” siger Leif Vestergaard, der ønsker flere samtaler, ikke bare om overlevelse, men også om livsindhold mellem sundhedspersonale, patienter og pårørende.

” Vi skal være bedre til at snakke om, at det er o.k. at dø.

”Det er, som om vi har en kollektiv illusion om, at de år, vi får, når levetiden forlænges, foregår i vores 30’ere. Men det er jo ikke tilfældet. De år, vi får, er i slutningen af livet, hvor mange er syge og har brug for pleje.”

Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet, deler analysen. Han ser en selvforstærkende effekt, hvor den stigende levealder forplanter sig

Ifølge professor Kaare Christensen, der er leder af Dansk Center for Aldringsforskning på Syddansk Universitet, er antallet af år med sygdom steget, i takt med at vi lever længere. Men det er primært et udtryk for, at sundhedsvæsenet er blevet bedre til at diagnosticere og behandle sygdommene.

Generelt kan de år, der er blevet føjet til middellevetiden, betragtes som ”gode år”, siger han.

”Det er ikke sådan, at vi holder alle i live uanset hvad, og de sidste år bare bliver dårligere og dårligere. Der er flere, der klarer den til en høj alder, men de fungerer bedre, end de gjorde tidligere. Det er svært at leve længe uden at have et godt helbred, og det er vigtigt at holde fast i, at det grundlæggende er en succes, at vi lever og fungerer til en højere alder.”

Han er ikke bekymret for, at vores ambition om at leve længe tager overhånd: ”For de fleste, jeg møder, har ikke et ønske om, at de skal overleve for enhver pris. Det skal være gode år,” siger Kaare Christensen. J