Henning Andersen vandrer stadig på vulkaner trods gigt og leukæmi

Som teenager forelskede

Henning Andersen sig i bøger. 60 år senere står han for bogafdelingen i en genbrugsbutik

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Henning Andersen sætter sig til rette ved et bord og begynder at sortere de stabler af bøger og tegneserier, der tårner sig op foran ham. Han kigger på bogreolerne, der omkranser ham, og peger på de mange skilte, der er klistret på hylderne: ”Kriminalromaner”, ”internationale forfattere”, ”danske forfattere”, ”kogebøger”, ”bøger om religion”, står der på dem.

”Det er mig, der har sat det hele i system. Jeg sætter mærkerne op, finder ud af, hvad bøgerne skal koste, og sætter dem ind på hylderne. Jeg synes, jeg har styr på det,” siger 78-årige Henning Andersen.

”Jeg kan godt lide at gå og lulle med det. Og jeg elsker bøger.”

Det har han altid gjort. Han blev uddannet som boghandler i midten af 1960’erne, og han sætter en ære i sin profession. Ikke som nutidens medarbejdere i Føtex, der ikke aner noget om de bøger, de sælger, påpeger han –”med al respekt”.

Forskellen er, at han ikke arbejder i en normal boghandel længere. I stedet befinder han sig i en kælder i Danmissions genbrugsbutik i den københavnske bydel BrønshøjHusum, hvor kunderne også kan købe tøj, køkkengrej, spil, ja, alverdens genstande.

At Henning Andersen arbejder i butikken kan virke trodsigt. Han kan ikke bære tunge bøger ned ad trappen, fordi han har slidgigt i ryggen, og for fire år siden fik han konstateret kronisk lymfatisk leukæmi, også kaldet ”gammelmandsleukæmi”. Men han elsker ikke bare bøger. Han elsker at være aktiv. Det har han været hele sit liv. Eller som han siger: ”Jeg har levet på en vulkan.”

Da han som 17-årig så vulkanen Vesuv, der udslettede byen Pompeji i år 79 e.Kr., blev han øjeblikkeligt bjergtaget. Siden har han skrevet 14 bøger om vulkaner og været rejseleder på adskillige ture til aktive vulkaner.

”Jeg kan ikke klare de anstrengende ture til andre kontinenter længere, men jeg kan stadig være guide for op til 20 mennesker på Island og i Italien. Det gør jeg stadig to gange om året,” siger Henning Andersen.

”Jeg har ikke haft en egentlig ferie i flere år.

Men snart rejser jeg til Napoli, hvor jeg skal bo i et kloster i 14 dage. Jeg er ikke bange for at rejse ud på kloden på trods af min alder.”

Sulten på livet

Når han betragter sig selv i spejlet, kan han se, at hans hår er blevet hvidt og tyndt, at hans ansigt er mere rynket og hænger mere, end det gjorde engang. Men det er mere en konstatering, end det er en følelse.

”Jeg føler mig ikke som en mand på 78,” siger Henning Andersen.

”Da jeg var 19, havde jeg en bedstefar i den alder, jeg er nu. Han lå bare på en sofa og sov og lavede ikke noget som helst. Dengang så man ikke kun gammel ud, man var også gammel. Når man ser, hvordan jeg render rundt i gaderne, foretager mig alt muligt og rejser en gang eller to om året, så er det bare noget helt andet. Jeg synes, jeg har noget at se frem til.”

Henning Andersen har da heller ingen planer om at stoppe sit arbejde i genbrugsbutikken, trods gigt og leukæmi. Men når hans fysik en dag ikke rækker længere, vil han også acceptere det, siger han. Han har trods alt 4000 bøger derhjemme, han kan læse i.

Døden frygter han ikke.

”Jeg har lært at acceptere alting, som det er,

”Jeg har engang imellem tænkt, at jeg skulle have levet et normalt liv.

HENNING ANDERSEN og døden er jo noget, alle skal igennem, uanset om du er gammel eller ung. Måske har det noget at gøre med, at jeg har rejst rundt i hele verden og har set så meget forskelligt og så mange forskellige mennesker,” siger han

Han har mødt mennesker, der bor på siden af en vulkan uden at vide, hvornår næste udbrud kommer og overdynger deres hus med lava, aske og dødelige gasser. ”Er I ikke bange,” har han ofte spurgt dem. Som regel har de bare trukket på skulderen og sagt, at de tager en dag ad gangen. Det samme har Henning Andersen lært.

”Jeg kan ikke sige, jeg er mæt af livet. Jeg vil gerne leve mange år endnu. Men det er vi ikke selv herrer over. Ingen bestemmer, hvornår vi skal herfra. Selvfølgelig har jeg oplevet frygt, for eksempel da jeg var ved at rasle ned i en elendig propelmaskine i Sovjetunionen. Men jeg har ikke angst for døden.”

2 ”Jeg gør det, jeg har lyst til,” siger Henning Andersen, der står for bogafdelingen i Danmissions genbrugsbutik på Frederikssundsvej i København. – Foto: Leif Tuxen.

Han kan godt fortryde, at han ikke fandt en partner, han kunne dele livet med. Han havde en hed kærlighedsaffære i Rumænien i 1974, og hvis han dengang havde giftet sig med kvinden – Maria, hed hun – er han sikker på, at han var blevet far. Det skete aldrig.

Da han var 60 år, mødte han en kvinde ved navn Helene på et skib på Donau-floden og giftede sig med hende, men igen forliste forholdet. De blev skilt i 2014.

I dag er han ikke interesseret i at få en kæreste. Hans erfaring fortæller ham, at han ikke egner sig til at være i et forhold, fordi han har svært ved at gå på kompromis.

Til gengæld beskæftiger han sig med det, han altid har elsket, ikke mindst i bogkælderen i Danmissions genbrugsbutik.

”Jeg har engang imellem tænkt, at jeg skulle have levet et normalt liv og formeret mig, så jeg havde fået nogle efterkommere. Sådan ser jeg ikke på det i dag. Jeg ved godt, jeg er noget af en original, men så længe jeg gør det, jeg har lyst til og opfører mig pænt, er der jo ikke noget galt i det,” siger Henning Andersen. J

Tove Holm befinder sig i en dvale, hun ikke kan komme ud af

Holm, der i dag er 73 år og bor alene i Thisted.

Tidligere har hun gået til yoga, været politisk aktiv og har haft en sidegesjæft som healer. Nu gør hun intet af det mere.

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Tove Holm er gået i stå. Det er en følelse, hun har haft, siden hun blev pensionist, og den er kun steget i styrke, som hun er blevet ældre.

Hun arbejdede som juridisk assistent på et advokatkontor, og hendes hverdag var hektisk, til tider altopslugende.

I 2015 gik hun på pension. Hun troede, at hun ville få frihed til at dyrke sine interesser og finde nye fællesskaber. I stedet skete det stik modsatte.

”Jeg føler ikke, at jeg har en mission mere. Jeg har næsten kun mit strikketøj og mine bøger. Det føles som et enormt tab,” siger Tove

Hun vil gerne dele sine interesser for politik, klima og økologi med andre, og hun drømmer om at hjælpe ensomme og fattige borgere, særligt ældre.

Men hun har endnu ikke fundet det rette fællesskab at gøre det i. Hendes økonomi sætter også begrænsninger. Hendes folkepension er spinkel, og hun har ikke råd til at tage på krydstogt eller højskoleophold eller betale dyre kontingenter til foreninger. Når pensionister med fyldte kalendere spørger, hvilke planer hun så har, føles det til tider som et nederlag.

”Jeg føler mig uengageret i samfundet. På arbejdsmarkedet er du en del af et team, men når du stopper, får du ikke de samme input længere,” siger Tove Holm. ”Hvis jeg kunne bruges til et eller andet, ville jeg sikkert vågne fra dvalen. Men lige nu har jeg svært ved at engagere mig i noget. Jeg lever i fortiden. Jeg kan ikke komme ind i nutiden. Og slet ikke i fremtiden.”

2 ”Jeg føler ikke, at jeg har en mission mere,” siger Tove Holm, der i dag er 73 år og bor alene i Thisted. – Privatfoto.

Hun ved, at hun har brug for at finde noget at engagere sig i, noget, der kan bygge bro mellem hendes arbejdsliv og den livsfase, hun endnu ikke har fundet sig til rette i. Hun ved, at mange pensionister bliver frivillige i genbrugsbutikker, men hun tvivler på, at det er noget for hende.

”Det er ikke, fordi jeg er specielt klog, men hvis jeg skal lave noget, så skal der være noget power i det. Der skal være gejst og tempo.”

En enkelt fritidsinteresse løfter hende ud af dvalen: Hun går til krolf, en blanding af kroket og golf, hver uge, og det fylder hende med glæde, dels fordi det foregår i den åbne natur, dels fordi det indeholder et konkurrenceelement – og et socialt fællesskab. I den lokale klub i Stenbjerg er hun med til at arrangere stævner og sætte nye aktiviteter i gang.

”Vi skal til stævne i morgen, og når det sker, liver jeg op. Pludselig er der et spændende socialt arrangement. Og det er noget, jeg har sat i stand. Jeg har brugt de administrative evner, jeg har opbygget i mit arbejdsliv, men som jeg ellers aldrig bruger mere.”

På sit job satte hun konstant nye projekter i søen, og så snart de kørte af sig selv, gik hun videre til de næste. Det er det, hun dufter til igen i krolfklubben. Men det er stadig ikke nok.

”Åh, jeg ville gerne finde noget mere. Jeg ville så gerne,” siger hun. J