Fælles om en stok

Stokkens første ejermand var min farfar. Siden blev stokken min fars. Nu er det mig, der har brug for dens støtte klumme

Claus Grymer livogsjael@k.dk

JEG TALER GODT MED min stok Vi er blevet en slags venner. I begyndelsen var jeg ellers forbeholden, fordi jeg fandt det for uigenkaldeligt at gøre sig afhængig af en stok. Men vil jeg da hellere være en fri mand, der falder?

Jeg har kendt stokken i mange år. Dens første ejer var min farfar. På en lille sølvplade er hans navn indgraveret sammen med årstallet 1949. Stokken var en gave i anledning af, at han det år fratrådte som såkaldt førstelærer i Malling syd for Aarhus. Siden blev stokken overtaget af min far.

Men dengang så jeg ikke meget til den. Jeg havde ikke tålmodighed til at følges med en gammel mand med stok. Selvom jeg ikke sagde det så direkte, forstod han det nok desværre alligevel. Var det ikke derfor, han holdt op med at invitere mig med på sine gåture?

Tidligere var det ellers en selvfølge, at han gjorde det. Da han blev afhængig af stokken, ville han nok skåne mig for at blive irriteret over en gammel mands langsommelighed.

Nu, som 77-årig, sinker jeg mig selv –sammen med stokken. Jeg har talt med den om det. Og jeg tror ikke, at den undskylder min opførsel over for min far. Det gør jeg heller ikke selv. Vi forstår hinanden.

EN KVINDE FRA MALLING fortalte, at hun flere gange så min farfar og mig gå tur i byen. I sin ene hånd havde han stokken –og i den anden mig.

Disse ture husker jeg ikke selv. Men jeg husker senere ture sammen med farfar på min barndoms ø, Mors. De fandt ofte sted i et aftenmørke, der var uforstyrret af gadebelysning.

Derfor medbragte vi en lommelygte. Jeg kan stadig se for mig, hvordan farfar i skæret fra lygten lod stokken støtte sig, når han ledte os uden om for eksempel vandpytter. Dem var der gerne en del af på grusvejen. Asfalt hørte dér på stedet endnu fremtiden til.

Stokken og jeg mindes turene, når vi sammen med hinanden bevæger os gennem det lumske mørke, på vagt over for de ujævnheder i fortovet, som gadelygterne ikke opfatter.

Med stokken i hånden føler jeg mig lige så tryg, som da jeg holdt farfar i hånden. Flere gange har stokken reddet mig fra at falde. Farfar ville have gjort det samme.

Jeg mindes hans tålmodighed med mig. Med lommelygten sigtede jeg efter stjernerne. Og noget lignende gjorde jeg i fantasien. At sandheden ikke kunne følge mig på min opstigning mod højderne, anfægtede tilsyneladende farfar lige så lidt, som det anfægtede mig. Nemlig slet ikke. I princippet citerede vi en kendt replik fra skuespillet ”Indenfor murene”: ”Lad dog barnet.”

En af mine skrøner var denne: Jeg havde et hemmeligt liv som jæger, og med min flitsbue skød jeg angiveligt måger, som jeg efterfølgende stegte over et bål så langt nede i den store, gamle præstegårdshave, at røgen ikke kunne ses oppe fra vinduerne. Så jeg havde madro. Med stolthed berettede jeg om, at mågerne tilsyneladende var blevet så bange for min træfsikkerhed med flitsbuen, at de efterhånden fandt det for risikabelt at overflyve haven.

STOKKEN OG JEG STANDSER på en bakke, der er en del af min daglige tur. Jeg vil gerne bilde stokken ind, at jeg udelukkende gør det for at nyde synet af det smukt kuplede lindetræ ved skoven. Og vist nyder jeg synet. Men så tungt, som jeg støtter mig til stokken, kan den ikke undgå at vide, at pausen lige så meget skyldes, at jeg har brug for en pause. Sagt uden omsvøb: at jeg har brug for at hvile lidt. Bare lidt. Men alligevel. Også lidt kan føles som for meget. Inden min far overgav sig til stokken, stod han og jeg en dag på det samme sted. Han huskede mig på sin glæde ved gamle træer. Og den glæde var reel nok. Men heller ikke i hans tilfælde udgjorde den hele sandheden. Jeg valgte imidlertid at sløre min viden om dette. Var klar over, at han foretrak det på den måde. Så ikke ét ord om træthed. I stedet nævnte jeg et digt af Ludvig Holstein (1864-1943). ”Træet”, hedder det – og første strofe lyder: Besku, dit Træ og sku dig glad, du, som blandt Søskende på Rad er selv på Livets Træ et Blad. Jeg citerede den smule af digtet, som jeg kunne huske, stadig stående ved siden af far på bakken og med blikket rettet mod lindetræet – som om vi skuede os glade i det. Jeg var dog mere optaget af at afgøre, hvornår far var parat til at fortsætte turen. På et tidspunkt havde han svajet temmelig meget og rakt ud efter mig. Jeg så et strejf af frygt i hans øjne. Blot i nogle sekunder. Men i virkeligheden forsvandt frygten aldrig helt. Han mistede tilliden til sine bens bæreevne. Og næste gang han vovede at gå tur, lod han sig ledsage af den stok, der nu er min.

Med den i hånden betragter jeg lindetræet og tænker på min farfar, min far og mig selv som ”Søskende på Rad”. Før og nu og altid sammen på ”Livets Træ” –medvirkende i det som Holstein kalder evighedens digt.

Vi er fælles om stokken. Og når jeg går tur med den, er de begge med. J

Med stokken i hånden føler jeg mig lige så tryg, som da jeg holdt farfar i hånden. Flere gange har stokken reddet mig fra at falde. Farfar ville have gjort det samme.