Det er muligt at finde mening, selvom kroppen forfalder

”Kigger man for dybt ned i forfaldet og tænker over, hvor det ender henne, kan det være skræmmende,” siger Karoline Myrvang.

Det er individuelt, hvordan man håndterer tabene. Nogle er forberedte og forliger sig hurtigt med dem. Andre oplever sorg, vrede og frustration. Og så er der dem, der har fundet frem til tilværelsens lyspunkter efter en mørk periode.

”Det kan være enormt turbulent at være i tankerne om, at vi skal forfalde og dø. Det kan føles som at falde ned i et sort hul. Men hvis man erkender og accepterer det, kan der også opstå en dyb ro,” siger Nina Søgaard Knudsen.

Skal jeg på plejehjem? Bliver jeg dement? Kommer der en dag, hvor jeg ikke kan kende min familie længere?

Det er nogle af de spørgsmål, der går igen, når psykologerne Karoline Myrvang og Nina Søgaard Knudsen kører ud til deres klienter i Aarhus.

De to arbejder på Center for Livskvalitet, der tilbyder psykologsamtaler til ældre borgere i Aarhus Kommune, som er ramt af sygdom eller tab. Det kan være alt fra svigtende balanceevne til kræft, tab af kørekort til tab af en ægtefælle.

Tabene kan være voldsomme i sig selv. Men de kan også være voldsomme på grund af de tanker, de sætter i gang.

Det er en væsentlig pointe, mener

Lars Larsen, der er forskningsleder ved Gerontopsykologisk Forskningsenhed på Aarhus Universitet – en pointe, der stækker nogle sejlivede forestillinger om alderdom. I den brede befolkning er der en tendens til at se graden af lykke i livets sidste kapitel som et udtryk for, hvor aktiv, rask og rørig man er. Hvis man rejser, spiller golf eller går lange ture, lever man livet. Er man ikke i stand til noget af det længere, er livet nærmest slut.

”Men det er ikke nødvendigvis sådan, det forholder sig. Man kan sagtens være skuffet over den del af alderdommen, hvor man stadig kan være fysisk aktiv. Og man kan sagtens have et meningsfuldt og lystfuldt liv, selvom man oplever en masse begrænsninger,” siger Lars Larsen.

”Vi har en tendens til at snakke om alderdommen som alt eller intet, og vi glemmer alt det, der er imellem. Det skal vi have nuanceret.”

Uhyggelige forestillinger

Længe betragtede man årene efter de 65 som en samlet livsfase, ”den tredje alder”. Men i takt med at medicinske landvindinger kom til, og de raske år blev flere, kom en ny kategori til i slutningen af 1980’erne, så man skelner mellem en tredje og en fjerde alder. Det er groft sagt skellet mellem den raske og aktive alderdom, og den sidste del af livet, hvor man er svækket og afhængig af andre.

Tilføjelsen er logisk, mener Aske Juul Lassen, der er lektor i etnologi og aldringsforskning på Københavns Universitet. Det er trods alt svært at reducere 20-30 års alderdom til en sammenhængende livsfase. Konsekvensen er bare, at vi har en tendens til at se overgangen mellem den tredje og fjerde alder –mellem den aktive og svækkede alderdom – som brat og endegyldig.

”Vi bør holde op med at tænke på overgangen som noget irreversibelt,

LARS LARSEN, FORSKNINGSLEDER VED GERONTO PSYKOLOGISK FORSKNINGS ENHED PÅ AARHUS UNIVERSITET

Ældre i tal

Fra 2010 til 2020 steg antallet af borgere over 65 år med over 250.000. I dag er tallet 1,2 millioner, og det vil stige yderligere i de kommende år.

København har den laveste andel af borgere over 65 år, omkring 10 procent. På Læsø gælder det omkring 40 procent af borgerne.

Tilbagetrækningsalderen er historisk høj: 66,1 år. En fjerdedel fortsætter med at arbejde, når de når folkepensionsalderen. Det gælder særligt personer med en lang videregående uddannelse.

KILDER: ÆLDRE SAGEN som en frygtelig, skelsættende begivenhed. Ofte er overgangen glidende, og mange mennesker går frem og tilbage mellem faserne. Jeg håber, vi kan begynde at se det som en integreret og naturlig del af livsforløbet. Så vil det være en lettere situation at stå i for mange mennesker.”

Ifølge Aske Juul Lassen har profetierne det med at blive selvopfyldende. For eksempel har han oplevet ældre mennesker, der har undladt at søge behandling for depression, fordi de har taget fordommene til sig: ”Gamle mennesker er ensomme og triste. Derfor er det kun naturligt, at jeg også er det”. ”Hvis andre ser en som uinteressant, konservativ og kognitivt forfaldende, har det konsekvenser for ens selvbillede. Og for yngre mennesker bliver det meget uhyggeligt at forestille sig selv i det scenarie.”

Skarp som 100-årig

Det er et skræmmebillede. Men også idealiserede forestillinger fortrænger nuancerne i samfundets syn på alderdom. Det mærker Karoline Myrvang og Nina Søgaard Knudsen, når de besøger ældre borgere i Aarhus Kommune. Mange føler, at det aktive, sunde og raske ældreliv bliver fremhævet som det, de bør efterstræbe. Vi hylder nu afdøde Lise Nørgaard og Bent FabriciusBjerre for deres ungdommelighed, for at give knivskarpe interviews i en alder af 100 og for at spille klaver med energi og overskud.

”Idealet er, at man skal blive ved med at være den samme person hele livet. Og det kan godt give et billede af, at hvis man så ikke kan være det, er man ikke lykkedes med sin alderdom,” siger Karoline Myrvang.

”Nogle gange virker det, som om samfundet har en forventning om, at man skal kreere sig selv på ny. Så skal man pludselig være glad for banko, fællessang eller dansktopmusik. Hvad hvis man aldrig har brudt sig om noget af det? Der er også nogle, der har brug for ro til at afvikle og binde sløjfer, og nyde de små glæder i livet uden at skulle genopfinde sig selv.”

De fleste mennesker er før eller siden tvunget til at opgive noget af det, der har givet dem deres identitet, fordi de bliver ramt af sygdomme eller skavanker. Nogle kan ikke cykle mere. Andre ser eller hører dårligere. Mange har brug for hjælp i hjemmet.

Hvordan man finder mening trods tabene?

Det er ikke let, siger Nina Søgaard Knudsen. Når man er vidne til kroppens forfald, er det et forvarsel om døden, og det kan vække følelser som angst og afmagt, frustration og vrede. Følelser, som de fleste nok ønsker at skubbe væk.

Oftest er det bare det stik modsatte, der virker.

”Man skal have plads til at være ked af det, frustreret og vred. Det er faktisk en del af ens udviklingsop- gave at rumme og erkende de her følelser, for først derefter kan man acceptere, at det er sådan, det er,” siger Nina Søgaard Knudsen.

”Det kan skabe et overskud til at give lidt slip på følelserne, kigge op og få øjnene op for lyspunkterne. Hvor er det fantastisk, at himlen er blå, solen skinner og at mit barnebarn ringede i dag. Det er hårdt at være optaget af alt det ubehagelige, som jo risikerer at blive værre og værre.”

Det handler i nogen grad om aflæring, siger forskningsleder Lars Larsen. Man skal aflære de ting, der tidligere i livet var en kilde til glæde og mening, men som man ikke er i stand til at gøre mere. Og så skal man lære, hvordan man kan finde den samme mening på nye måder –eller i nye arenaer, som han siger.

Hvis jeg ikke kan løbe en tur, kan jeg så nyde at gå i stedet? Hvis jeg ikke kan køre i bil længere, kan jeg så få andre til at køre mig rundt?

”Man kan have en oplevelse af tab, og nogle gange en decideret sorg over det, man har mistet. Derfor skal man igennem en proces, hvor man skal acceptere tabene, og derfra begynde at tænke: Hvordan kan jeg så få noget af det på andre måder?”, siger Lars Larsen.

”Det er en svær øvelse. Men nogle gange tror jeg, vi undervurderer menneskers evne til at tilpasse sig. Min oplevelse er, at de fleste bliver gode til at finde mening og glæde trods alderens begrænsninger.” J på pension |Den ene har sagt farvel til et liv i overhalingsbanen og leder efter noget, der kan give hende livskraften tilbage. Den anden nyder at have sagt endegyldigt farvel til trædemøllen. To nye pensionister sætter ord på de første måneder af en ny livsfase