Jo ældre, des mere afhængige bliver vi af hinanden

klumme

Lis M. Frederiksen livogsjael@k.dk

Gode naboer er helt afgørende for, hvordan man trives i den sidste tredjedel af tilværelsen

I DEN NORSKE FORFATTER JON FOSSES store romanserie ”Septologien” bor hovedpersonen, maleren Asle, ret ensomt ude på den norske vestegn. Hans nærmeste nabo, Åsleik, er det eneste menneske, han bryder sig om at se inden for sine døre. Åsleik er ungkarl og fiskerbonde. Asle er enkemand og siger et sted i første bind, at ”han er den eneste nabo, jeg har, og jeg holder af ham”. Et andet sted siger Asle, ”at det var sandelig godt, at Åsleik havde ryddet vejen (for sne), ja, både landevejen og op til mit hus, ja, hvordan skulle jeg klare mig uden Åsleik?”.

De to mænd er afhængige af hinanden. De er begge alene og hinandens nærmeste. Hvad enten man bor ensomt, som de gør, i et villakvarter eller i en lejlighed, er det en vigtig beslutning at træffe at få et godt naboskab og fællesskab.

Flere og flere mennesker vælger at bo i bofællesskaber, når alderen snerper til. Andre vælger familiefællesskaber, men det kræver, at børnene ikke flytter til den anden ende af landet eller til udlandet, hvis det skal give mening. Men ens voksne børn skal ikke stavnsbindes, synes jeg. Derfor bliver gode naboer uanset boligformen helt afgørende for, hvordan man trives, og hvordan livet udfolder sig i den sidste tredjedel af tilværelsen.

Det kræver en indsats at være en god nabo: at man viser sensibilitet, at man mønstrer sine diplomatiske evner og viser respekt for andres måde at leve på, også når ens nabo bare vil være sig selv og have fred.

MIN MAND OG JEG BOR i en lille ejendom for 50-plussere. Vi beboere er så forskellige, som man næsten kan være, med vidt forskellige uddannelsesmæssige og sociale baggrunde. Men fælles for os er, at vi har valgt at bo et sted, som hviler på en fundats baseret på socialt fællesskab og samvær. Vi holder øje med hinanden og ved nogenlunde, hvem der skranter, og hvem der er ovenpå. De, der har behov, får hjælp til indkøb og andet, der presser sig på, og vi har fællesspisninger, nogle få fastlagte, andre improviserede.

Du

Nytilflyttede bliver lige så stille draget ind i fællesskabet, får opgaver og påtager sig selv nogle. Det sociale pres er mildt, men bestemt. Hvis man nu har en passion for at passe roser, hvorfor så ikke tage opgaven på sig?

Nogle gode venner skal snart flytte fra det store hus til noget mindre og enklere i ét plan. Naboerne er tættere på, og noget af det første, der farer gennem hovedet på alle os, der har prøvet det, er ”hvordan mon naboerne er?”. Jeg synes egentlig, at svaret er ret enkelt, at du får de naboer, du gør dig fortjent til. Hvis du er venlig, imødekommende, omsorgsfuld, så er det meget svært bare at lukke døren og rulle gardinet ned. Sådan er vi mennesker ikke indrettet, selvom jeg naturligvis godt ved, at der findes undtagelser.

NOGET AF DET, JEG HUSKER BEDST fra vore fem år i Washington D.C., var amerikanernes store åbenhed og imødekommenhed. Nye naboer blev hilst meget hjerteligt velkommen. Særligt Frida med danske rødder fire generationer tilbage står for mig som inkarnationen af noget af det bedste ved USA. Her kommer alle et eller andet sted fra. Da Frida hørte, at de nye naboer var fra Danmark, ville begejstringen ingen ende tage, og alle naboerne blev inviteret til party hos hende for at møde os. Hver gang vi havde familie eller venner fra Danmark, blev de inviteret til party – ofte bare til drinks eller te. Hun havde aldrig lært at lave mad, og hendes hushjælp var heller ikke meget bevendt på den front. Men det er en helt anden sag. Varme og hjertelighed var der uanset hendes evner i køkkenet.

Naboskabet gik så vidt, at hun insisterede på, at min unge voksne datter skulle træffe et par af hendes børnebørn – unge mænd, forstås. Bagtanken var slet skjult. De danske rødder skulle i heldigste fald videreføres med et passende match. Men den gik ikke. De unge levede i en anden tid. Der gik grænsen for det gode naboskab. Men vi forblev lige gode naboer af den grund. J