Dramatiske drømme fylder nætterne til bristepunktet

klumme

Ivar Brændgaard livogsjael@k.dk

Mine nætter er fattige på søvn, men rige på drømme – også af den uhyggelige slags. Når jeg gispende bliver trukket op i vågen tilstand af min fyldte blære, ånder jeg taknemligt ud

JEG TROEDE, AT NÅR JEG BLEV PENSIONERET og fik god afstand til arbejdslivet, så ville det holde op med at spøge i mine drømme. Fejlagtigt, har det vist sig. Episoder og personer dukker op i mine drømme fra alle dele af mit arbejdsliv, hvad enten jeg har været højskoleforstander, tv-direktør eller præst. De kan være 5, 20 eller 35 år gamle. Og de står knivskarpe.

Alligevel kan de være helt anderledes. De er ikke bare erindringer. Der er ofte sammenblanding af sammenhænge, motiver og steder. Forleden drømte jeg, at jeg var i gang med at forlige et par, der var gået fra hinanden for mange år siden. Han var ansat hos mig, og jeg kan huske, at det gjorde ondt på mig, at han var blevet forladt af sin hustru. Jeg var aldrig involveret i den skilsmisse, og han er i øvrigt død for flere år siden. Alligevel sad jeg over for dem i et ihærdigt forsøg på at få dem smedet sammen igen.

I mine drømme forsvinder tid og rum og logik, som jeg ellers er begrænset af i mine vågne timer. Det betyder, at jeg kan befinde mig i helt vilde sammenhænge og på steder, hvor jeg aldrig har været. Stederne træder tydeligt frem, og jeg undrer mig over, hvordan sådan-

Indimellem tænker jeg misundeligt på dem, der kan sove hele natten igennem og derfor ikke kan huske nogen drømme ne kan udspille sig igen. Låste situationer, hvor det skærer i hjertet, når argumenterne bliver grove og sårende. jeg mine drømme med op i bevidstheden, når jeg er på vej til toilettet. Og jeg bliver vågen af at genkalde mig dem og undres over dem. Men jeg forsøger ikke at huske dem eller skrive dem ned. Min hjerne ville blive overfyldt, hvis mine drømme skulle opmagasineres i min bevidsthed. Flere har spurgt, om jeg ikke har lyst til at gå til drømmetydning. Men den lyst har jeg ikke. Indimellem tænker jeg misundeligt på dem, der kan sove hele natten igennem og derfor ikke kan huske nogen drømme. ne helt fremmede og uvirkelige omgivelser kan opstå i mine drømme. Jeg har også konfliktdrømme, hvor gamle uoverensstemmelser med medarbejder-

0 I vores stue hænger der et kunstværk af den svenske kirkekunstner Stig Carlsson. På værket, ”Fangst i det ukendte”, går en snøre fra skibets mennesker ned i en underlig, uformelig, forvreden og knortet frembringelse, omkranset af rustne søm. Er det nede i dette ubevidste lag, at min snøre sommetider haler ubehagelige drømme op? – Foto: Liv Høybye.

INDIMELLEM FÅR JEG STRESSDRØMME, ofte forårsaget af, at jeg har for travlt. Det finder ind i mine drømme. Og her er det oftest ren gentagelse. Jeg skal som præst holde en gudstjeneste. Ofte har jeg skullet køre langt for at nå frem til mit præstevikariat. Og så opdager jeg, at jeg har glemt præstekjolen eller kraven. Jeg kan ikke nå tilbage. Jeg farer rundt for at finde en anden præstekjole. Eller jeg kan have glemt min prædiken. Så er gode råd dyre. Og menigheden sidder der allerede, og da de har ventet i nogen tid, begynder de at synge første salme, mens jeg fortsat tosser rundt, sommetider foran alteret, mens menigheden følger forundret med. Så er det godt at vågne og ånde lettet ud. Jeg bliver vækket ubønhørligt hver tredje time af min blære. Og det er uanset, om jeg er i min lette søvn, eller jeg er i min REM-søvn (rapid eye movement), også kaldet drømmesøvnen, eller jeg er nede i min dybe søvn, hvor der også finder drømme sted. Derfor haler

MINE NÆTTER ER SOM at gå i biografen tre gange hver nat. Og jeg ved aldrig, hvad jeg kommer til at se eller deltage i. Det kan endda blive uhyggeligt. Jeg kan blive hvirvlet ind i situationer, hvor jeg gør forfærdelige ting, som jeg aldrig ville gøre i vågen tilstand. Når jeg gispende bliver trukket op i vågen tilstand af min fyldte blære, ånder jeg taknemligt ud. Men tilbage sidder angsten. Har jeg virkelig det i mig? Ligger ondskaben lige under min polerede og opdragne overflade?

I vores stue hænger der et kunstværk af den svenske kirkekunstner Stig Carlsson. Han var nærmest huskunstner på Haslev Udvidede Højskole, da vi kom dertil i 1980. Han arbejdede meget i genbrugsmaterialer, som han fandt på halvøen Kullen i Sverige, hvor han boede. På vort kunstværk ser vi mennesker på et skib, der er ude på deres livslange sejlads. En snøre går fra skibets mennesker ned i en underlig, uformelig, forvreden og knortet frembringelse, omkranset af rustne søm. Kunstværkets titel er ”Fangst i det ukendte”. Er det nede i dette ubevidste lag, at min snøre sommetider haler ubehagelige drømme op?

Mine nætter er fattige på søvn, men rige på uforudsigelig underholdning. J