At blive gammel er at miste lys i huset

Alderen har sat sig i Per Stig Møllers krop. Den 80-årige tidligere udenrigsminister spiller ikke tennis mere, er holdt op med at cykle og har været alvorligt syg. Men når han tænker, læser og skriver, holder han mørket på afstand interview

Rasmus Enghave Friis friis@k.dk

Per Stig Møller gør det konstant. Afslutter sine pointer med et citat fra en tænker, forfatter eller politiker, der har gjort indtryk på ham. Albert Camus, Jean-Paul Sartre, Henrik Stangerup. Han har kun lige sat sig til rette på terrassen foran sit sommerhus, da han maler et sprogligt billede med afsæt i et digt af den franske forfatter Victor Hugo:

Livet er som et hus. I begyndelsen er der lys i alle værelser, og vinduerne skinner, når folk går forbi på gaden, men efterhånden går pærerne ud, en for en, og mørket spreder sig, indtil der kun er glød i en lille lampe ved døren.

”Sådan er det at blive 80,” siger Per Stig Møller, der fyldte 80 sidste år. Og når han ser tallet for sit indre blik, tænker han på billedet med huset og lysene.

De lys, der slukker, er dem, man mister.

Den søn, han mistede i 2010, den hustru, han mistede i 2001, og de forældre, han for længst har måttet begrave.

Da Per Stig Møller fyldte 75 år, var Poul Schlüter, Grethe Rostbøll og Benny Andersen alle gæster til hans fødselsdag. Nu er de her ikke mere. Han bruger et andet citat, som han tilskriver tidligere journalist og professor Erling Bjøl: ”At blive gammel er at opdage, at telefonen ikke bliver taget, når man ringer.”

Lysene, der slukker, er også alt det, man ikke kan mere. Per Stig Møller er holdt op med at spille tennis, efter han forsøgte at fælde et træ, men gled ned ad en skråning. Bang, sagde det, og så havde han brækket benet tre steder. Han cykler heller ikke mere, fordi han frygter at falde. Når man falder i hans alder, falder man tungt.

Der er kun en ting, man kan stille op over for det mørke, som de slukkede lamper efterlader, siger Per Stig Møller. Man må se, om man kan leve med det.

”Ja, og så kan man jo skifte en pære.”

Han griner.

Sandheden er nu også, at pærerne stadig gløder stærkt i Per Stig Møllers hjem.

I Nykøbing Sjælland, hvor han sidder i sit sommerhus, svømmer han to gange om dagen for at holde sig i form, og i sin stue har han nøje indrettet en arbejdsstation, hvor han spinder storpolitiske analyser og nedfælder dem på sin computer. Han skriver debatindlæg til aviser, navnlig Berlingske, han forbereder sig på foredrag, og han skriver ikke mindst digre bøger. I 2019 udgav han ”Sommeren ’45” om de politisk højspændte måneder efter Danmarks befrielse, og i september sidste år udkomm bogen ”Afgørende øjeblikke” om en håndfuld af de vigtigste og modigste beslutninger i nyere politisk verdenshistorie.

Hvis han løfter blikket fra skærmen på arbejdsstationen, kan han se havet hæve sig over naboernes hustage.

”Det er en fremragende udsigt,” siger han.

”Hvis du går i stå, eller en sætning ikke fungerer, kan du bare kigge ud over vandet og lade tankerne glide væk. Se på dem, der bader, eller et sejlskib, der glider forbi. Og så pludselig! Så dukker ordet eller tanken op.”

Et skelsættende skakspil

Ordet og tanken har været motoren i Per Stig Møllers karriere. Som litterat forsvarede han sin doktordisputats som 31-årig og fik ansættelse på det franske universitet Sorbonne; som journalist bestred han redaktør- og chefstillinger i Det Berlingske Hus og i Danmarks Radio, og som konservativ politiker nåede han at være miljø-, udenrigs- samt kulturog kirkeminister.

Et af de barndomsminder, der tindrer i hukommelsen, var en skakdyst mellem hans far, den tidligere konservative finansminister Poul Møller, og hans onkel, Aksel Møller, der dengang var indenrigs- og boligminister. Hans far havde sat onklen skakmat og bad ham triumferende om at erkende sit nederlag, men onklen nægtede, smilede skælmsk og flyttede så blikket hen på lille Per Stig.

”Intet problem er så svært, at man ikke kan løse det, hvis man tænker sig godt nok om,” sagde han til ham.

Per Stig Møller lyser op og læner sig frem i havestolen.

”Jeg aner ikke, hvordan spillet endte, men den sætning har siddet i mig lige siden. Som skakspiller skal du altid tænke to-tre træk frem, og det har jeg altid gjort. Det var derfor, vi aldrig tabte en afstemning, da jeg var miljøminister. Det ligger så dybt i mig.”

Han brugte tankens kraft som politiker, hvor han lavede skemaer over alle sine forhandlingspartnere – hvad de ville have, hvad de ikke ville acceptere – og han har brugt den som forfatter, hvor han har begået omfangsrige analyser af fortid, fremtid og samtid.

Nu er tankerne også med til at holde mørket på afstand.

”Det intellektuelle arbejde er min måde at holde mig i gang på, at holde liv i de pærer, der ikke er gået ud endnu. Jeg føler ikke, at mine evner er blevet svagere. Hukommelsen er i orden. Jeg læser meget, og jeg kan bruge det, jeg læser – finde linjerne i stoffet.”

Sådan vil det ikke altid være. Der vil komme en dag, hvor hans hjerne ikke vil arbejde så hastigt som før, måske i løbet af de 80’ere, som han nu træder ind i.

”Jeg frygter det ikke, for man skal ikke sidde og foregribe det. Kommer det, så kommer det. Så længe du bruger dine ben, kan du gå, og så længe du bruger din hjerne, kan den fungere. Man skal bruges. Det gælder det intellektuelle ligesom det fysiske. Det går i forfald, hvis ikke du bruger det.”

Ramt af kræft

Per Stig Møller har været syg. Man kan se det på ham. Det brune hår er blevet kortere, tyndere og hvidere, kuløren i hans ansigt lidt mere mat, hans gang mere mekanisk. Han har haft kræft i løbet af det seneste år, men vil ikke sige hvilken type. Kun at han har været igennem en operation og nu er erklæret rask.

Ved siden af ham ligger en hat, som

0 ”Jeg kan ikke holde ud at se mig selv, og så skal andre heller ikke se mig. Derfor går jeg med den her,” siger Per Stig Møller om hatten, der sidder på hans hoved.

– Fotos: Johanne Teglgård Olsen.

0 Billed Bladet bragte i 1956 en reportage om familien Møller, hvor Per Stig Møllers mor, radioreporteren Lis Møller, blandt andet lod sig udfordre af sin dengang 14-årige søn.

– Foto: A. E. Andersen/RitzauScanpic.

Per Stig Møller

Født den 27. august 1942 på Frederiksberg, København.

Søn af tidligere finansminister han tager på, hver gang han skal fotograferes eller medvirke i et tv-indslag. Da Danmarks Radio for nylig kom forbi sommerhuset for at interviewe ham om det historiske forhold mellem Venstre og Konservative, betingede han sig, at samtalen skulle foregå udendørs. Ellers ville det se fjollet ud med hatten, mente han.

Poul Møller og journalist Lis Møller, der begge sad i Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

Blev dr.phil. i litteraturvidenskab i 1973. Var efterfølgende lektor på det franske universitet Sorbonne fra 1974 til 1976. Som journalist var han blandt andet litteraturredaktør på BT fra 1967 til 1969 og programchef i Danmarks Radio fra 1979 til 1984.

Sad i Folketinget for Det Konservative Folkeparti fra 1984 til 2015. Miljøminister fra 1990 til 1993, udenrigs-minister fra 2001 til 2010 og kultur- og kirkeminister fra 2010 til 2011.

I dag er han gift med erhvervskvinden Xukun Ji.

”Jeg kan ikke holde ud at se mig selv, og så skal andre heller ikke se mig. Derfor går jeg med den her.” Han hiver fat i hatten og løfter den fra bordet.

”Jeg synes, jeg ser rædselsfuld ud. Og hvis seerne ser mig sådan, vil de kun være optaget af, hvordan jeg ser ud, de vil ikke høre et ord af, hvad jeg siger.” sit liv, over de valg, han har taget – og fravalgene.

Forløbet har været hårdt. Opslidende psykisk og fysisk. Men også i sygdommen kastede Per Stig Møllers arbejde lys over hans hverdag. ”Det var psykisk gået hårdere ud over mig, hvis jeg ikke havde skrevet en bog. Du kan ikke bekymre dig over, at du skal på hospitalet og blive tjekket i overmorgen, mens du skriver,” siger han.

Han fortryder, at han ikke var til den parade, hvor hans yngste søn blev sergent. Han havde travlt med at gennemgå et af de dokumentbjerge, han som miljøminister fik af sine embedsmænd før weekenden. Sønnen har aldrig udtrykt sin skuffelse over fraværet, men Per Stig Møllers nu afdøde kone, Sally Møller, kunne aflæse den i hans blik. Og han selv beskriver det som en stor fejl, han aldrig har begået igen.

” Man kan blive brudt ned af at være alene. Jeg ved, at jeg ville gå i stykker, hvis jeg var det hele tiden.

PER STIG MØLLER

”Når jeg skriver om Richard Nixons rejse til Kina i 1972, kan jeg jo ikke fantasere mig til, hvad der skete. Jeg er nødt til at lave en masse research, lave en konklusion og skrive den. Det tager tid og kræver fordybelse. Og det var en strålende opgave for mig i den tid.”

Det, der holder os vågne

Per Stig Møller har altid haft brug for et rum, hvor han kunne trække sig ind i sig selv og sine tanker. Da han købte sommerhuset i Nykøbing Sjælland efter sin politiske karriere, var det ikke mindst, fordi han forestillede sig, hvordan det ville være at læse og skrive med udsigt til havet, alene I de senere år har han haft brug for at sænke tempoet og trække sig tilbage. Han har besluttet at holde færre foredrag. Af den simple årsag, at han ikke orker mere.

”Jeg har holdt foredrag, siden jeg var 17, og jeg har rejst utroligt meget. Jeg tænkte: Nu er det nok. Der var som sådan ikke nogen konkret årsag. Jeg synes bare, det afbrød mit skrivearbejde for meget. Når du begynder at få kvalme, mens du forbereder dig, skal du trappe ned.”

Det betyder ikke, at han stopper helt som foredragsholder. Det handler om at være både ”solidaire” og ”solitaire”, siger han med reference til en novelle af den franske filosof og forfatter Albert Camus. At være ude og hjemme, sammen med andre og alene.

”Man kan blive brudt ned af at være alene. Jeg ved, at jeg ville gå i stykker, hvis jeg var det hele tiden. Du skal gå ud for at kunne gå hjem. Derfor vil jeg også gerne blive ved med at holde foredrag, bare ikke så meget, at det ødelægger min mulighed for at skrive bøger. Hvis du kun sidder og skriver, kommer du til at savne verden, går du kun ud, kommer du til at savne ensomheden.”

Det er en balance mellem ude og hjemme, som den tidligere udenrigsminister ikke altid har formået at finde. Erkendelsen er kommet til ham, i takt med at han har fået mere tid til at tænke over

Også når han tænker på de lykkeligste stunder i sit liv, tænker han på sin familie. Dengang han og hans 10-årige søn svømmede ud på havet i Gilleleje og reddede en sejler i havsnød. Dengang han gik ture med sin ældste søn i skoven og sprang over åer med ham på ryggen. Dengang hans datter på tre kom ud til ham med en pude i hånden, fordi hun vidste, at det ville blive en bumlet tur som passager på fars cykel.

”Når du når op i min alder, er det ikke din professionelle karriere, du tænker på mere. Hvis der er ting, man ikke kan sove for, er det scener fra ens liv med familien. Der er min søns parade, men der er også andre situationer, hvor jeg tænker, ’åh, der svigtede jeg’. Men dem vil jeg ikke beskrive for dig. Du har allerede fået en.”

Per Stig Møller smiler.

Han har tidligere sagt til Kristeligt Dagblad, at han befinder sig i den religiøse fase af livet. Det betyder ikke, at han er religiøs. Eller at han har fundet en højere mening med tilværelsen. Det betyder kun, at han bruger mere tid på at reflektere over livet – uden at det har kastet nogen klare svar af sig.

”Jeg er stor tilhænger af Albert Camus, han kunne heller ikke finde meningen. Om der skulle være en højere mening, en skaber, eller hvad det måtte være, det kan du godt lade være med at spekulere over, for du finder aldrig ud af det. Meningen med livet er, at vi skal få det bedst mulige ud af det.”

”Du kan heller ikke få et opløftende svar på døden. Som Sartre sagde: ’Døden er en skandale’.”

Hvor meget fylder døden for dig?

”Man tænker på den, når man bliver ældre, og der sker dødsfald omkring en. Men jeg prøver at skubbe det fra mig. For jeg finder ikke nogen svar. Jeg kan godt lide Henrik Stangerups udtalelse, da han var dødssyg som kun 60-årig. Han sagde: ’Når jeg er her, er døden her ikke. Og når døden er der, er jeg der ikke.’”

Man skal ikke foregribe forfaldet, siger Per Stig Møller. Han vil være aktiv, så længe han kan. Og så snart hans nye bog udkommer til september, vil han straks gå i gang med et nyt projekt for Gyldendal.

Han kigger ned mod stranden, hvor solen er brudt igennem skyerne, og forklarer, at mange af sommerhusejerne svømmer i havet netop på dette tidspunkt af eftermiddagen. Nogle af dem er 70 år, andre er 80, enkelte er endda fyldt 90. ”De holder sig også i gang. Det er ikke noget, der er unikt for mig. Vi har alle noget, vi gør for at holde lys i huset,” siger Per Stig Møller. J