10 |Seniorliv
Kristeligt Dagblad Lørdag 5. marts 2022
Mange sætter lighedstegn mellem fysisk svækkelse og mentalt forfald, men i virkeligheden er det de yngres tålmodighed og nysgerrighed, den er gal med Jannie Iwankow Søgaard TE
livogsjael@k.dk
G N : M O RT EN VO IG T
Christine E. Swane, der er direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn, genkender billedet med gamle mennesker, der ikke føler sig set og hørt, når de befinder sig ude blandt andre. Det er et udbredt problem og skyldes, mener hun, det generelle forfaldsbillede, der ligger indgroet i os. ”Når vi ser et gammelt menneskes svækkede krop, bliver den hurtigt gjort synonym med stilstand og mentalt forfald. Når man
G
Manglende mod fra de yngre
IN
Da Ivar Brændgaard og hans hustru for en del år tilbage deltog i Danske Kirkedage i Viborg, havde de en af dagene taget hans svigermor med, der dengang var i begyndelsen af 80’erne. Hun havde nydt det, men på vej hjem fik de aftalt med hende, at det nok var bedst, at hun blev hjemme og hvilede sig næste dag. Familien hentede derfor ikke den ældre dame næste dag, men kørte selv direkte til Viborg. Da de kom frem, stod Ivar Brændgaards svigermor der imidlertid og ventede på dem – hun havde selv taget en taxa fra Holstebro til Viborg. ”Vi havde nok lagt det lidt for meget i munden på hende, at hun havde brug for at blive hjemme og hvile sig. Underforstået, at så havde vi også større frihed den næste dag. Men min svigermor ville alligevel være med til festlighederne og var bestemt handlekraftig, så hun tog bare selv en taxa,” siger 72-årige Ivar Brændgaard, der er klummeskribent på Kristeligt Dagblad, foredragsholder og vikarpræst i Vestjylland samt tidligere direktør for TV Midtvest. For ham er historien om hans svigermor et selvoplevet eksempel på, hvordan gamle mennesker ofte overhøres og overses i sociale sammenhænge. Ikke fordi de yngre generationer er ondskabsfulde, men fordi der ikke længere er den samme respekt for mennesker med et langt levet liv bag sig. ”I modsætning til gamle dage tror jeg, at vi i dag ofte kommer til at rubricere gamle mennesker derhenne, hvor de ikke har noget at bidrage med. Jeg tror, at vi hurtigt kommer til at tænke, at der alligevel ikke kommer nogen vigtige indspil fra deres side – de har ikke noget at bidrage med, som vi kan bruge. Man kan på den måde også komme til at tro, at man er mere skånsom ved ikke at drage dem ind i en fælles samtale,” siger Ivar Brændgaard.
Med alderen følger usynlighed så heller ikke længere kan føre samtaler i højt tempo og måske også skal have tingene gentaget, fordi man har dårlig hørelse, så bliver man meget hurtigt vurderet til ikke at have noget at byde på,” siger den 61-årige direktør. Ud over nogle underliggende forestillinger om, at gamle tante Åse og onkel Peter næppe er i stand til at tilføre noget interessant til en samtale, handler det også om mental dovenskab, når de yngre generationer ikke inviterer selskabets ældste ind i samtalen, mener Christine E. Swane. ”Der er en magelighed i os, som får os til at vælge at tale med dem, der lever ligesom os selv. Det er så nemt at tale med jævnaldrende, der færdes de samme steder som os selv, spiller de samme spil på computeren og læser de samme bøger. Det forventer vi, at vi får noget ud af, mens vi ubevidst betvivler, at det er tilfældet med et gammelt menneske,” siger hun. Christine E. Swane påpeger tillige, at det også kan handle om manglende mod, når vi afskriver samtaler med mennesker, der har nået en vis alder. Vi er bange for ikke at kunne få to så forskellige verdener til at mødes. ”Det er jo helt absurd at tænke sådan. Men det kræver naturligvis, at vi har en nysgerrighed efter samt tør at få et indblik i en andens virkelighed. Hvis du sidder med et menneske på 93 år, så er livet ikke lutter lagkage, og man må være åben for at tale om de ting, der hører med til at føle sig gammel og svækket. Og det kan jo pirke til vores ubevidste ubehag ved at være tæt på erfaringer med sygdom, svækkelse og død,” siger hun. Og det var måske det, der var på spil, da 104-årige Lise Nørgaard på TV 2 blev interviewet mellem jul og nytår. Det påpegede Kristeligt Dagblads mediekommentator Birgitte
Stoklund Larsen, da hun noterede, at der ikke blev dvælet ved det svære, da Lise Nørgaard på spørgsmålet om, hvorvidt hun havde lyst til at dø, svarede: ”Sommetider. Det har varet længe.”
Kvinder har det sværest
Cand.psych. og formand for Foreningen til Udvikling af Alderens Muligheder (Fuam) Knud Ramian påpeger, at mange ældre mennesker har det svært i sociale sammenhænge, fordi de på forhånd er bagud på point, når det gælder selskabslivets spilleregel nummer ét. ”Når man er i et selskab, handler det først og fremmest om at få sagt noget. Man går op i, hvad man selv får sagt, og man hører ikke ret meget af, hvad de andre siger. Sådan er det, men hvis man så er ældre og trækker vejret lidt langsommere, så er der jo flere pauser, hvor man let bliver afbrudt. Og det er de færreste ældre, der har modet til at sige ’hov, der blev jeg afbrudt’. De her spilleregler forstærkes yderligere, hvis man er kvinde. Mænd har en tilbøjelighed til at afbryde kvinder. De tænker ikke over det, men gør det bare. Så at være både kvinde og gammel gør det ekstra svært at indgå i samtaler,” siger den 77-årige psykolog. Ivar Brændgaard kan nikke genkendende til, at det er særligt karakteristisk for kvinder oppe i alderen, at de sjældent får eller selv tager ordet i sociale sammenhænge. Han oplever det, når han holder foredrag rundtom i landet. ”Der kommer langt flere kvinder end mænd. Kvinderne har ofte et større behov for at være sociale og mingle, mens mændene selvvalgt bliver hjemme og ser sport i tv. Men når de sidder i salen, kvinderne, så tør de ikke tage ordet. De vil gerne og har det i sig, men et sted dybt nede i deres opdragelse har de aldrig fået den selvtillid, der skulle
til. Og så ligger det også dybt i ældre mennesker, at man ikke skal trænge sig på,” siger han.
Bidrag og bliv hørt
Knud Ramian bruger ordet ”alderisme”, når han beskriver, hvad det er, ældre mennesker oplever, når de overses og ekskluderes fra de fælles samtaler. Ordet udtrykker den diskrimination, som mennesker over en vis alder kan opleve. Han efterspørger et opgør med alderismen, men mener ikke, at de gamle kan fritages for selv at være aktive heri. ”Det hjælper ikke bare at sige, at de andre er dumme. De gamle må også selv tage ansvar. Man må spørge ind og interessere sig for de unges liv. Jeg sidder selv med mange års specialisering inden for mit fag, som jeg jo godt kan mærke ikke har værdi i dag. Men hvis jeg derimod fortæller, at jeg lige har læst noget interessant i avisen, så vågner de andre op. Hold da op, den gamle følger med. Det giver respekt. Det koster selvfølgelig at holde sig opdateret. Men man har ingen ret til at blive hørt, hvis man ikke har noget at bidrage med. Og vi kommer aldrig tilbage til de tider, hvor man fik respekt, blot fordi man var gammel,” siger han. Knud Ramian har forskellige gode råd til, hvordan man som selskabets ældste selv kan gøre noget aktivt for at blive en del af samtalen. Det er for eksempel altid godt at stille spørgsmål. ”Det er en af de sikreste måder at være med på. Spørg: ’Hvad siger I andre til det?’. Det at stille spørgsmål kræver noget mere af de andre deltagere, og man får lukket nogle flere ind i samtalen. Og folk kan godt lide at komme med deres meninger. Og så er det mere risikofrit at stille spørgsmål end at komme med en modmening,” siger han. Endelig kan man, hvis man tør
Sådan kommer du ind i samtalen Begynd med at stille spørgsmål – det kræver mindre mod end at komme med sine egne holdninger.
Italesæt det, når du bliver afbrudt: ”Hov, jeg blev afbrudt, må jeg fortsætte?”
Ræk fingeren i vejret, som man gør i skolen, for at markere, at du vil sige noget. Det kan virke provokerende, men viser de andre, at det er svært at blive hørt. Hold dig opdateret, så du kan følge med, når der bliver talt om verdens gang.
Interessér dig for de yngres gøren og laden. KILDE: KNUD RAMIAN, FUAM
være lidt mere direkte, række hånden i vejret og på den måde markere, at man ønsker taletid. Eller man kan sige: ”Hov, må jeg fortsætte, hvor jeg blev afbrudt?”. ”Det er lidt frækt, men man er faktisk nødt til at afsløre, at nogen i selskabet afbryder,” siger Knud Ramian. Christine E. Swane mener, at de yngre voksne skal invitere gamle mennesker ind i den fælles samtale. Det skal de, fordi gamle mennesker ofte stiltiende affinder sig med at blive udgrænset og ikke insisterer på at blive lyttet til. ”Det er i bund og grund ikke respektfuldt, når man sidder omkring det samme bord. Jeg kan godt forstå, at man som gammel føler sig sat udenfor og nogle gange vælger helt at blive væk. Det kan føles værre at være med og samtidig blive holdt udenfor, end det gør ikke at være til stede. Rent menneskeligt giver det en følelse af ikke at blive regnet med og inkluderet. Man skal jo huske, at disse mennesker tidligere var en del af samtalen – men nu er de stille og roligt blevet udsluset,” siger Christine E. J Swane.
