14 | Seniorliv
Kristeligt Dagblad Lørdag 5. marts 2022
Fiskersønnen, der blev biskop, vender hjem Genlæs interviewet med Henning Toft Bro, som blev bragt op til hans afsked som biskop i november 2021 Else Marie Nygaard nygaard@k.dk
En regnvåd formiddag skrår biskop Henning Toft Bro over pladsen ved Budolfi Kirke. Nogle vil mene, at det blæser, men biskoppen har ladet sin jakke stå åben. ”Vinden er jo sådan nogle små pust. Det blæser alt for lidt i Aalborg.” I bymidten gør mænd i arbejdstøj klar til jul. Vinden, som biskoppen mener, har karakter af pust, får de store hjerter til at bevæge sig i de guirlander, mændene er ved at sætte op over Boulevarden nær Budolfi Kirke. Mens byen gør klar til jul, gør biskoppen klar til at tage hjem. Hjem til vestenvinden, som den kan opleves i det Vestjylland, han forlod for 43 år siden med et løfte om at vende tilbage. Når han søndag er kørt ud af limfjordsbyen med trailerens sidste læs, bliver portrættet af ham tilbage inde i domkirken. Flankeret af fem måger er hans portræt let at finde. Fuglene letter mod vinden, som det hedder i titlen på den sang, der bliver sunget i denne del af landet. Henning Toft Bro har skrevet sangen med en kristen grundklang. Tørfisk, som han i en årrække var medlem af, har turneret med den, og til hans stille glæde er sangen blevet folkeeje i medgang og modgang i Nord- og Vestjylland. På de våde sten ved kirken glæder han sig over, at domkirken har fået en plads, som de seneste år er blevet et grønt, velbesøgt åndehul. Og lige på den anden side af pladsen ligger en statelig funkisejendom, som engang var Nationalbankens filial, men de seneste seks år har huset ”Folkekirkens Hus”. Det ligger ikke til hans underspillede væsen at pege på, hvad han er særlig stolt af at have været med til i sine godt 11 år som biskop, men kirke- og kulturhuset hører til det, han glæder sig over. Indtil 1990’erne boede biskoppen over Aalborg Stift nær Budolfi Kirke, men for 30 år siden tog man en ny bispegård i brug med administration og bolig i Hasseris, der er Aalborgs mest mondæne kvarter. Henning Toft Bro viser ind i bispegårdens bibliotek, der modsat privaten ikke bærer præg af det opbrud, der er anledningen til denne samtale. På mandag vil Henning Toft Bro vågne til første dag i sit nye liv. Og han glæder sig. Hvor jævnaldrende mænd uroligt nærmer sig den sidste arbejdsdag, er han parat. Meget bliver nyt, men under det hele vil han trække på det, som
har båret ham hidtil: et ønske om at pege på den opstandne Kristus.
Paradiset på landtangen
I stiftet bliver han kaldt den stille biskop. Og det bliver sagt som en ros. Selvom man er stille, kan man godt være tydelig og sætte fortegn, som Henning Toft Bro oplever, han har gjort, når han har holdt bispeeksamen her i biblioteket for teologer på vej til deres første embede. En bispeeksamen er en samtale mellem biskoppen og den vordende præst, som skal sikre, at kandidaten vil varetage sit embede i overensstemmelse med folkekirkens lære. Henning Toft Bro har slået op i Salmebogen og bedt en morgenbøn, inden han sammen med teologen har sagt trosbekendelsen og bedt Fadervor. Det er, hvad han mener med at sætte fortegn. ”Jeg er vokset op med en både alvorlig og glad kristendom og har aldrig haft behov for et oprør mod det, som jeg er rundet af. Nogle får jo røde knopper, når de hører Indre Mission nævnt og er størknet i et billede af bevægelsen, som den blev skildret hos Hans Kirk i ’Fiskerne’, og det er nærmest rystende. Indre Mission er en mangefacetteret bevægelse.” Det var stort set den samme flok af frivillige, som var ledere i FDF og i missionshusets ungdomsklub i Thyborøn. I de år havde Thyborøn et FDF-orkester med over 50 medlemmer, hvor Henning Toft Bro fik sin musikalske opdragelse og lærte at spille althorn og siden trombone.
2 I stiftet bliver Henning Toft Bro kaldt den stille biskop. Og det bliver sagt som en ros, for i de 11,5 år, han har været biskop over Aalborg Stift, har han vist, at man godt kan være tydelig og sætte fortegn, selvom man er både stille og sindig. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Mødet på Remmer Strand
For et par uger siden holdt biskoppen afskedsreception i Folkekirkens Hus for stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer. I flere af talerne blev ægtefællen, Ragna Bro, fremhævet, for hun har været en engageret bispinde. Og ligesom hun har været med til mange møder, er hun i hans sprog som et ”vi”, der dukker op, uden at han vist bemærker det. Kimen til dette ”vi” blev lagt i sommeren 1968, hvor han som 12-årig var på søndagsskolelejr på Remmer Strand mellem Struer og Lemvig, hvor han mødte den jævnaldrende Ragna fra Lemvig. De har fulgtes siden. Da han havde taget sin realeksamen, havde han en drøm om at komme et halvt år på højskole, og så tilbød hans far ham et job på kutteren ”Nico Bro”. ”Jeg fiskede et halvt år på min fars båd, men jeg var søsyg næsten hver gang, vi var afsted. ” I stedet fik han arbejde på havnen og planlagde at blive lærer, for det kunne han blive i Nørre Nissum og dermed blive på hjemegnen. Det er Ragna Bros fortjeneste, at han ikke blev lærer. Hun vidste, at han inderst inde drømte om at blive præst. Da de en julidag i 1978 gav hinanden deres ”ja” i Thyborøn Kirke, havde de derfor kurs mod
Henning Toft Bro Født i 1956 i Thyborøn som søn af en fiskerskipper. Cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1985 og dernæst præst i Hjerm i Viborg Stift.
Havde i halvandet år orlov, hvor han var kultur- og musikmedarbejder ved Danmarks Radio. Provst i Morsø Provsti fra 1997 til 2010. Fra 2010 biskop over Aalborg Stift. Gik på pension november 2021. Medlem af musikgruppen Tørfisk fra 1983 til 1995. Har skrevet en række sange og salmer og er repræsenteret i Højskolesangbogen. Gift med Ragna Bro. Parret har tre voksne børn. Familien tæller også fem børnebørn.
studieliv i Aarhus, men de havde også lovet hinanden, at de en dag ville vende hjem. Når han kan glæde sig til at gå på pension, har det at gøre med, at han kan følges med ægtefællen ind i denne nye livsfase. Hun gik på efterløn i august efter at have været 0. klasselærer på Vejgaard Østre Skole i Aalborg.
Fuglene letter mod vinden
Han begynder helst dagen med at gå sin morgentur. Det var på sådan en tur, at han så nogle måger, der forsøgte at lette mod vinden. Det var, mens han var provst i Nykøbing Mors, og hjemme ved køkkenbordet skrev han de vers, som blev til ”Fuglene letter mod vinden”. I omkvædet lyder det: ”I modvind ta’r livet sin form.” ”Der er ting, man ikke kommer over, men som man nok kommer igennem.”
Sådan har han oplevet det efter tabet af sin storebror, Peder, som døde pludseligt i 1997. Han har et tæt forhold til sine brødre, men forholdet til Peder var noget særligt. ”Det er noget, jeg er kommet gennem sammen med Ragna, min familie og med troens hjælp.” Og sådan var det også op mod jul 2018, hvor han fik besked om, at han havde kræft i tarmen, blev opereret og oplevede et godt sygehusvæsen, hvor han efter tre måneder fik besked om, at det ikke var kræft. ”Først var der følelsen af at have et sværd over hovedet og siden en glæde over at blive kræftfri, som overskyggede alt.” På mandag vil han gå sin morgentur ved Gjellerodde langs Nissum Bredning. ”Det er så ro-somt.” Og så ser han frem til sammenhængende tid til at skrive. Som teologisk formidler går han ikke på J pension.
