6 | Seniorliv
Kristeligt Dagblad Lørdag 5.marts 2022
Claus Meyer: Jeg tror på den mening, der opstår, hvis man viser skæbnen tillid I bogen ”Midt i livet – hvad vi har lært om os selv og kærligheden” har journalist Paula Larrain interviewet 12 danskere om de eksistentielle overvejelser, de gør sig midt i livet. Her er et uddrag fra bogens kapitel med kok og iværksætter Claus Meyer
boguddrag Fortalt til Paula Larrain livogsjael@k.dk
Hele mit liv er vel en historie om en ung mand, der går ud i verden for at finde den kærlighed, han ikke fik derhjemme. Og han lærer, at hvis han giver mere, end han tager, så kommer der masser af kærlighed tilbage, og så bliver alt godt. Jeg føler mig virkelig dårlig tilpas, hvis jeg i situationer ikke formår at se andre med hjertet, men det kan man jo ikke altid. Og hvad betyder det egentlig at møde andre med kærlighed? Jeg bliver også smålig nogle gange, overfladisk, jaloux eller ked af det, jeg er ikke et perfekt menneske. Alligevel føler jeg, det er en pligt, man har. Måske er det i virkeligheden et grundvilkår ved at være menneske. For hvis ikke man i udgangspunktet møder også dem, man ikke kender, med omsorg, indlevelse, medfølelse, hvor fanden er vi så? Det var livsafgørende for mig at læse Saint-Exupérys ”Den lille prins”. Nogle synes måske, fortællingen er banal, men den bog betød virkelig meget for mig. Det var helt ubetrådt grund for mig at høre den lille prins håne de rationelle kynikere, og jeg havde aldrig tidligere forbundet det at elske med ”den tid, man har spildt på sin rose”. Eller det med at tæmme ræven og få den tættere og tættere på med kærlighed. Måske er ”Den lille prins” sindbilledet på, hvad jeg aspirerer mod som menneske (...). Mentalt er det en sjov tid. For nu er jeg 57, og jeg føler mig som en 45-årig. Bortset fra en knæskade tænker jeg, hvordan kan man føle sig så levende og alligevel være så tæt på at skulle dø? Mindst en gang om ugen tænker jeg: Hvor lang tid har jeg tilbage? For 10 år siden tænkte jeg overhovedet ikke på at dø. Nu ser jeg på andre, der er ældre, og gætter på deres alder og tænker, hvor mange år har jeg til at nå derhen, hvis jeg overlever? Måske 18 år? Måske er jeg heldig og får flere. Måske færre. Jeg har den alder, hvor man begynder at tælle ned; ikke at jeg går rundt og ser døden i øjnene hver morgen, men der går ikke en uge, uden at jeg tænker over min forgængelighed. Det hænger måske sammen med, at alle vores børn er nået den alder, hvor de flytter hjemmefra. Den positive side af det er, at jeg oftere end nogensinde tidligere i mit liv føler mig opfyldt af taknemmelighed eller glæder mig uendeligt over selv de mindste ting. Det er en af de største gaver, jeg har fået med fra den ellers benhårde oplevelse, det var at bo tre år i USA og forsøge at starte og drive forretning det mest kompetitive sted i verden. Da jeg kom hjem og fik kæmpet mig ud af den tristesse, jeg var ramt af, begyndte jeg pludselig at opleve selv ubetydelige sej-
re og glæder som mindre mirakler, og det har hængt ved siden. Selvom jeg altid har været meget forelsket i min hustru, som jeg har været gift med i snart 25 år, kunne jeg godt en gang imellem vågne op ved siden af hende og tage det hele for givet. USA gav mig det klarsyn, at sådan et blik alene var udtryk for min egen begrænsning. Når jeg ser på Christina i dag, og det ikke er en morgen, hvor jeg er nødt til at skynde mig ud af sengen, før jeg har fået øjne, ser jeg den kvinde, som har sat vores børn i verden, som har bekymret sig om dem og passet på dem, siden de blev født, den kvinde, som gennem et kvart århundrede har støttet, beskyttet og elsket mig. Jeg ser de hjem, vi har bygget op, de rejser, vi har været på, festerne og samværet med vores venner. Jeg ser et eventyr forude. Min pointe er, at det er et valg, vi alle kan træffe (...).
Karma og Gud
I mange perioder af mit liv er jeg vågnet op med en klar følelse af ikke at være god nok, ikke at have gjort det godt nok. Jeg tror, det er min fars stemme i baggrunden. Min far sagde altid, at jeg ikke duede til noget, og at jeg ikke kunne noget, så derfor kom den længsel efter, at der var nogen, der klappede af mig og sagde: ”Ih, hvor er du dygtig, hvor er det fantastisk, det, du laver!”. Men jeg kan i dag se, at hvis jeg i morgen skulle få ressourcemæssige udfordringer, ville der være mange, der ville komme mig til undsætning. Jeg tror på karma, og jeg tror på, at folk er rimelige og retfærdige. Jeg tror på de humanistiske principper i Bibelen, og jeg tror på en måde, at Gud ser alt. Jeg tror også på skæbnen, at de tilfældigheder, man oplever, i virkeligheden forbinder sig med hinanden, så man bedre kan forstå, hvad man gik igennem. At der opstår mening, hvis man viser skæbnen tillid, går med den. Jeg har altid været åben for tilfældigheder, at der ligger en vej foran én, og at det handler om at give sig hen (...).
Evigt i bevægelse
Jeg havde tre bøger med på sommerferie og fik læst 45 sider i alt. 15 sider i hver bog i snit. Jeg er småirriteret på mig selv over, at jeg ikke fik læst dem færdig. Folk siger til mig: ”Så betyder de måske ikke mere for dig end at spille tennis, lave en skovtur, fange en søtunge med dine egne hænder eller gå på kantareljagt i Sverige. Du kan ikke gå rundt og bebrejde dig selv de næste 20 år, at du ikke får læst flere bøger.” Og måske har de ret. På den ene side nyder jeg de mange gøremål, de mange samarbejder og alle de nye, sjove ting, vi går rundt og sætter i gang. På den anden side kan man jo ikke dø på den måde. Ethvert menneske fortjener vel at sige, o.k. nu sidder jeg her og kigger på skaberværket de næste fire timer, og så venter jeg på, at der kommer en eller anden tanke, som ikke bliver presset væk, fordi jeg havde 17 andre ting i gang. Modsat er det vanvittigt energigivende for mig at sætte ting i værk. Hvis jeg skulle være selvkritisk, kunne jeg sige, at det bare er en undskyldning for at sætte noget i værk, så folk klapper. Det meste af mig håber, at jeg en dag kan finde en form for ro i noget andet, for det modsatte ville jo være, at man til sin dødsdag er optaget af at skabe en fest for andre mennesker, som så lidt føltes som en fest for en selv (...).
Claus Meyer
Født i 1963. Kogebogsforfatter, iværksætter og selvlært kok. Medgrundlægger og investor i stjernerestauranten Noma og har været med til at udbrede det ny nordiske køkken. Gift med designer Christina Meyer Bengtsson. Sammen har de tre døtre. Desuden tæller familien hustruens søn fra et tidligere ægteskab.
Min gamle læremester, Guy, sagde til mig, at man skal leve sit liv i evighedens lys. Det tog mig lidt tid at få ham til at forklare, hvad det egentlig betød. Det, han mente, var, at man skulle forsøge at leve sit liv, ikke ud fra, hvad der bedst kan betale sig her og nu, men således, at jo ældre man bliver, des større vil ens glæde være over de valg, man traf. Det råd har virket virkelig godt for J mig. ”Midt i livet – hvad vi har lært om os selv og kærligheden” er udkommet på Kristeligt Dagblads forlag.
0 ”Ethvert menneske fortjener vel at sige: ’okay nu sidder jeg her og kigger på skaberværket de næste fire timer ...,” siger Claus Meyer om sine egne problemer med netop bare at sætte sig ned. – Foto: Les Kaner.
