Hvad når ordene ikke længere er helt lydrette?

Den første læsning til begyndertrinnet giver eleverne en sikker beherskelse af lydlige læsestrategier. Elevernes udvikling af læsestrategier er ikke afsluttet efter 1. klasse (Borstrøm med flere, 1999). Den første læsning til 2. klasse bygger systematisk videre på det alfabetiske fundament, som eleverne har opnået i løbet af 1. klasse. Sammen med de øvrige vejledninger til Den første læsning giver denne vejledning en grundig gennemgang af relevante delfærdigheder i udviklingen af en effektiv lydlig læsestrategi.

I Læsebogen til 1. klasse er andelen af lydrette ord i teksterne høj, og der er fokus på, at eleverne lærer at bruge en lydstrategi til at afkode ukendte ord ved at give hvert bogstav en lyd. Den basale lydstrategi er et essentielt fundament for den videre udvikling af mere avancerede ordlæsefærdigheder (se fx Ehri, 1999).

Med en basal lydstrategi kan eleven afkode helt lydrette ord som banan og sofa. Denne færdighed har eleverne opnået gennem arbejdet med Den første læsning til 1. klasse. Men dansk bogstavskrift er jo ikke en konsekvent lydskrift. De fleste betingede udtaler er ikke entydige, og mange bogstaver udtales på forskellige måder i forskellige ord. Fx udtales i-bogstavet som en i-lyd i bisse, men som en e-lyd i finde. Det kan umiddelbart virke underligt, at et i-bogstav efterfulgt af to konsonanter udtales forskelligt i de to ord, men forklaringen ligger i de omgivende bogstaver. I-bogstavet udtales nemlig forskelligt afhængigt af, hvilket bogstav der kommer efter. I bogstavforbindelsen -is(s)- får i-bogstavet en i-lyd, og i bogstavforbindelsen –in(d)- får i-bogstavet en e-lyd. Dette kaldes en betinget udtale, fordi andre bogstaver i ordet betinger udtalen af et bestemt bogstav. På den måde bliver udtalen af de enkelte bogstaver forudsigelig, hvis man tager højde for bogstavets placering i ordet. Derfor har eleverne brug for ikke bare en basal lydstrategi, men også en avanceret lydstrategi, hvor de lærer at bestemte bogstaver skal have en bestemt lyd, når den står i en bestemt kontekst – bogstavets lyd er betinget af konteksten.

Selvom der indgår en lang række betingede udtaler i danske ord, er der ikke særlig mange undersøgelser af, i hvilken rækkefølge børn tilegner sig disse betingede udtaler. To danske undersøgelser har vist, at børns tilegnelse af en bestemt udtaleregel primært afhænger af, hvor hyppig den pågældende bogstavfølge er i det danske skriftsprog, og hvor konsekvent reglen er (Juul og Elbro, 2001; Shkoza, 2000). Spørgsmålet er så, hvordan eleverne bedst lærer at udnytte udtaleregler for bestemte bogstavfølger. Det er helt umuligt at lære de mange regler udenad, og det er i alle tilfælde et åbent spørgsmål, hvor effektiv en sådan direkte undervisning i udtaleregler for bestemte bogstavfølger ville være. Meget tyder på, at eleverne snarere bør tilegne sig disse regler ved at læse sig gennem tekster, der indeholder mange ord med en bestemt bogstavkombination, og at tekstlæsning skal kombineres med stave- og skriveundervisning, der også retter fokus mod disse betingede udtaler. En dansk træningsundersøgelse fandt således positiv effekt på ordgenkendelse og stavning af ord med betingede udtaler, når man kombinerede den selvstændige læsning af tekster, hvor ord med den betingede udtale indgik, med staveaktiviteter med bestemte bogstavfølger (Veber Nielsen, 2015).

Læse- og staveundervisningen i Den første læsning 2 inddrager systematisk mange ord med bestemte bogstavfølger. Hver historie i Læsebogen indeholder således en stor koncentration af ord med en bestemt bogstavfølge, og arbejdet med denne bogstavfølge videreføres i klassens sproglige arbejde og i de tilhørende opgaver i Arbejdsbogen, så eleverne får et bredt kendskab til den enkelte udtaleregel. På den måde kommer eleverne til at læse flere ord med en bestemt bogstavfølge. Kombineret med skriftlige aktiviteter i arbejdsbogen med de samme bogstavfølger sikrer man, at eleverne får det bedst mulige grundlag for at tilegne sig disse udtaleregler. Det er vigtigt at være opmærksom på, at ingen af disse regler er helt konsekvente. I dansk skriftsprog vil man altid kunne finde undtagelser for de regler, man opstiller. Derfor kan man med fordel se disse betingede udtaleregler for bogstavfølger som sandsynligheder for udtale og ikke som faste regler. Ved at støtte sig til de betingede regler for udtale kan man med andre ord øge chancen for at læse rigtigt. I en dansk undersøgelse lod man en computer udtale en række ord ved at give hvert bogstav den hyppigst forekommende lyd. På denne betingelse læste computeren 60% af ordene korrekt. Derefter ”lærte” computeren en række regler for betingede udtaler af bogstavfølger, og nu blev 90% af ordene udtalt korrekt (Borgen og Lorenzen, 1995), mens computerens udtale i de sidste 10% af ordene lå meget tæt op ad det rigtige ord. I praksis betyder det, at en sikker udnyttelse af de betingede udtaler giver en præcis læsning af hverdagsord på et lydligt grundlag.

Følgende betingede udtaler af bogstaver og bogstavfølger er lydlige temaer i historierne til 2. klasse:

• Bogstavfølger hvor vokalen o udtales /å/ som i sok og post

• Bogstavfølger hvor vokalen i udtales /e/ som i finde og ikke

• Bogstavfølger hvor d udtales /ð/ som i fod og bade

• Bogstavfølger hvor g er stumt som i skrig og læge

• Bogstavfølger hvor vokalen y udtales /ø/ som i smykke og skynde

• Bogstavfølger hvor vokalen u udtales /å/ som i dukke og dumme

• Bogstavfølger hvor vokalen e udtales /æ/ som i hest og nemt

• Bogstavfølger hvor bogstavkombinationen -ej- udtales /αj/ som i vej og rejse

• Bogstavfølger hvor bogstavkombinationen -øj- udtales /åj/ som i løg og køje

I Carsten Elbros bog Læsning og læseundervisning er der en glimrende oversigt over danske vokaler og konsonanters standardudtale og betingede udtaler (Elbro, 2014, side 83-85).

Hvad når ordene ikke længere er helt lydrette?