1 minute read
At læse med forståelse
Meget forenklet kan man sige, at læsning er et effektivt samspil mellem afkodning og sproglig forståelse. Men for at forstå en tekst, er det ikke nok, at man hurtigt og sikkert kan genkende hvert eneste ord i teksten og forstå de enkelte ords betydning; man må også være i stand til at bearbejde den sproglige information i større helheder. I forståelsen af længere tekster må læseren således gå bag om den information, teksten giver og læse mellem linjerne. Læseren nærmer sig teksten med en forhåndsviden som sætter rammen for tolkningen af den konkrete tekst, og som giver muligheder for at drage følgeslutninger om alt det, der ikke står direkte i teksten. Prøv fx at læse denne sætning:
Ole var på vej til skole.
Allerede efter bare én sætning gør læseren sig nogle forestillinger om hvem Ole er, hvordan han ser ud, hvordan han kommer til skole, og hvilket tidspunkt på dagen eller ugen der er tale om.Læs derefter næste sætning:
Da Ole kom hen til skolen, tog han sig straks en kop sort kaffe.
Hvis læseren før forestillede sig Ole som en skoleelev, må læseren nu revidere sin opfattelse af teksten. Der står ikke noget om Oles alder i teksten, men skoleelev og kaffe passer ikke sammen. Derfor må læseren i stedet revidere sit indre billede af teksten og tolke teksten ud fra, at Ole er lærer på skolen.
Det, der holder teksten sammen, er læserens evne til at tolke teksten med udgangspunkt i sin forhåndsviden. Uden en sådan forhåndsviden (et indre tolkningsskema) bliver teksten svær at forstå, selvom man læser og forstår de enkelte ord korrekt.
Mange børn er gode til at forstå sammenhængende tekster. De kan læse mellem linjerne og konstruere et relevant indre forestillingsbillede på baggrund af tekstens indhold. For at øge tekstforståelsen bør man i den daglige undervisning give eleverne mulighed for at læse længere, sammenhængende tekster, hvor de kan identificere sig med personerne og sætte sig ind i tekstens fiktive verden. Den fælles samtale, meddigtning, rollespil og andre tekstrettede aktiviteter er de bedste midler til at øge barnets evne til en dybere forståelse af teksten. Derfor indgår der i Den første læsning til 2. klasse forskellige samtaleaktiviteter, forslag til rollespil og andre sproglige aktiviteter, der er knyttet til teksten.
At læse med forståelse