Forord

Denne bog er skrevet til dig, som har med børn eller unge at gøre og gerne vil have mere succes i dit samspil med dem, og til dig, som underviser eller vejleder andre, der har med børn eller unge at gøre. Bogen bygger på erfaringer fra mit samarbejde gennem lidt over 40 år med børn, unge, forældre, adoptiv- og plejeforældre, pædagoger, lærere, psykologer og andre fagfolk.

Der er mange forskelle mellem børnene og mellem forældrene og stor forskel på at være mor eller far og fagperson. Alligevel er det min erfaring, at der også er væsentlige ligheder, for eksempel mellem sunde og svigtede børn, mellem sunde og svigtende forældre, og mellem at være forælder, pædagog og lærer.

Alle vi voksne har hver vores begrænsninger i samspillet med børn og unge. En af de meget almindelige er, at vi let kommer til at gøre mere af det, der ikke virker. Vi ved det som regel godt. Vi ved også, at det vedligeholder frustrerende og usunde samspil. Og vi ved, at det skaber en negativ stemning, som ikke støtter udvikling, hverken barnets eller vores egen. Vi ved, at både barnet og vi selv tværtimod kommer til at føle os afmægtige og utilstrækkelige.

Metodevalg i en dynamisk pædagogisk praksis bygger på mine erfaringer med at udvikle sunde samspil mellem børn og voksne ved at tænke og handle på nye måder, når det, vi allerede gør, ikke virker. Da der findes uoverskueligt mange måder at handle på (metoder), foreslår jeg en enhedsmodel, som anlægger et samlende syn på metoderne, og som vejleder dig i, hvordan du kan skelne mellem metoderne og skifte metode,

når det, du gør, ikke virker. Modellen anlægger desuden et samlende syn på de meget forskellige børn og unge, som metoderne kan anvendes sammen med.

Enhedsmodellen skelner mellem tre grundtyper af metoder, lidt som vi skelner mellem de tre primærfarver: rød, gul og blå. Grundtyperne kan optræde rent, ligesom primærfarverne. De kan også være blandet med hinanden, som når man for eksempel blander rød og gul i forskellige forhold og får forskellige nuancer af orange. Synspunktet i bogen er, at ligesom farverne kan alle metoderne noget, men ingen af dem kan alt.

Metodevalg i en dynamisk pædagogisk praksis er en invitation til, at du lader dig udfordre og tænker med, tænker selv og tænker nyt om, hvad vi kan gøre, når det, vi allerede gør, ikke virker så godt, som vi ønsker.

Bogen er primært skrevet til pædagoger og lærere, men alle kan læse med, og den er illustreret med mange eksempler. Den bygger på mine tidligere bøger, og – som allerede nævnt – på erfaringer, som jeg har høstet sammen med en bred vifte af børn og unge, forældre og fagfolk. Til jer vil jeg sige, at I, uden at vide det, har gjort bogen mulig. Tak for det!

Jeg vil desuden sige tak for kritiske og konstruktive kommentarer til manuskriptet til Marianne Rosling, som har været med gennem det meste af skriveprocessen, Nina Støvring, Elle Laursen, Majbritt Kjeldbjerg Gregersen, Magnus Gammelgaard Brodka og Carsten René Jørgensen (kapitel 9). Tak til den anonyme fagfælle, som har bedømt manuskriptets videnskabelige kvalitet, og som viste sig at være Stig Broström. Og tak til Specialisterne, som har gennemgået manuskriptet for uklarheder, unødige gentagelser og inkonsekvenser. Alle kommentarer har givet anledning til overvejelser. Langt de fleste har desuden ført til ændringer, forhåbentlig til det bedre.

København, juni 2021, Lars Rasborg