Et bredt metodebegreb

bogen er skrevet, så alle kan læse med, og jeg håber, at særligt forældre vil gøre det, fordi de er børnenes mest betydningsfulde voksne.

ET BREDT METODEBEGREB Uanset hvem der har med et barn eller en ung at gøre, og uanset hvordan, så handlerhun eller han i ethvert øjeblikpå én af flere mulige måder. Alle handlemåder betegner jeg som metoder, uanset om de findes beskrevet som metoder eller ikke. For enhver handlemåde kan beskrives og navngives, og dermed er det en metode, som kan anvendes af andre i alle mulige andre sammenhænge.

Foruden handlemåder, der allerede er beskrevet som metoder, møder vi her i bogen også blandformer mellem metoder, som ikke allerede findes beskrevet. De kan være opstået tilfældigt i praksis, måske endda som ’fejl’. Men blandformer er ikke nødvendigvis ringere end rene former, og man kan beskrive dem og give dem navn (i kapitel 7 er der eksempler).

Vi er vant til at tænke på en pædagogisk metode som et middel, med hvilket vi får noget bestemt til at ske. Når vi således anvender metoden at stille et krav (for eksempel om at tage overtøj på), er vi vant til at tænke, at det får barnet til at gøre det. Men vi ved godt, at det ikke altid passer. Måske virkede metoden i går, men det er ikke sikkert, at den virker i dag. Eller den virker næsten altid med ét barn, men sjældent med et andet, og så virker den måske alligevel, når en anden voksen bruger den. Sådanne erfaringer presser os til at se, at brugen af en metode forløber i to trin:

• Trin 1 er en undersøgelse af, om brugen af metoden får det ønskede til at ske. Undersøgelsen består i at bruge metoden, som om vi ved, at den virker, og for eksempel bede et barn om at tage sit overtøj på. • Trin 2 består i at se, om den virker (om barnet tager sit overtøj på).

Først når barnet har gjort, som vi ønskede, ved vi, at den virkede. Men vi ved ikke mere, end at den virkede i denne situation. Vi ved ikke og kan ikke vide, om den også vil virke næste gang eller med et andet barn. Vi kan kun i tilbageblik vide, hvordan en metode virkede.6

6 Det hænger godt sammen, at ordet metode kommer af det græske ord methodos, som betyder undersøgelsesmåde.

Når metoden ikke virker Hvis et barn nægter at tage sit overtøj på, som jeg beder det om, kan det have noget med barnet at gøre, men det kan lige såvel have at gøre med metoden, jeg bruger, eller barnets relation til mig.7 Jeg kan få mere viden om det ved at afprøve andre metoder med barnet, lade andre afprøve metoden med barnet og selv afprøve metoden med andre børn.

Der indgår således tre ’spillere’ i situationen: barnet, metoden og mig selv, og ’spillerne’ har forskellig status. For barnet er ikke udskifteligt, men det er metoden, og jeg selv kan i visse tilfælde også være det, for eksempel med en kollega. Desuden er der faktisk en fjerde faktor, nemlig konteksten eller den sammenhæng, som barnet og jeg befinder os i. Også den er i mange tilfælde udskiftelig. Hvis der for eksempel er uro omkring os, er det måske det, der gør det svært for barnet at tage sit overtøj på, eller svært for mig at være tilstrækkelig rolig og fokuseret. Måske går det lettere ved at tage barnet og tøjet med ind i et lokale ved siden af, hvor der er mere ro.

Sammenfattende må vi i omsorg, opdragelse, undervisning og behandling som oftest udskifte metoden, når det ikke går, som vi ønsker, og nogle gange må vi udskifte den voksne eller konteksten. Enhedsmodellen er et bud på, hvordan man kan udskifte metoden og øge sandsynligheden for at handle virkningsfuldt.

En anden slags metodebog Litteraturen om metoder er omfangsrig, og man kan groft sagt dele den i to typer. Der er bøger om en enkelt tilgang, for eksempel narrativ pædagogik. De beskriver ofte tilgangen, som om den kan ’det hele’ og dermed stå alene. Den anden type bøger er oversigtsværker. De beskriver flere tilgange, én efter én, og også her beskrives den enkelte tilgang ofte, som om den kan ’det hele’.

Metodevalg i en dynamisk pædagogisk praksis er noget tredje. Bogen omtaler flere tilgange, som et oversigtsværk, men samler dem i en sammenhængende model. Desuden hævder den, at intet koncept kan ’det hele’, men at de alle kan noget, og belyser, hvad de hver især kan.