Bogens opbygning

• Terapi (behandling) for de metoder, der selv betegner sig som sådan, og terapeut for deres udøvere. Det udelukker ikke, at der også kan være et behandlingssigte med metoder, som ikke betegner sig selv som terapi eller behandling. • Koncept eller tilgang som overbegreb for en metode, når den består af flere (del)metoder, og der er brug for at præcisere dette. • Intervention, indgreb, handling eller handlemåde som betegnelse for alt, hvad den voksne kan sige og gøre i forhold til et barn.

BOGENS OPBYGNING Bogen består af tre dele, der hver omfatter tre kapitler:

DEL 1 etablerer grundlaget for enhedsmodellen. Kapitel 1 præsenterer de børn, som modellen omfatter: almindelige, sunde børn, tre hovedtyper af omsorgssvigtede børn samt børn med psykiatriske diagnoser. Kapitel 2 præsenterer fire grundlæggende antagelser om opdragelsen, barnet og den voksne, som jeg gennem bogen bygger på. Kapitel 3 præciserer, hvad den almindelige pædagogik, som vi alle kender – at stille krav til barnet, vejlede og korrigere det mv. – går ud på, og hvornår den slår om i autoritær pædagogik.

DEL 2 uddyber enhedsmodellen som en praktisk metodevalgsmodel og præsenterer den dernæst som en teoretisk konstruktion. Kapitel 4 viser modellen i praksis ved hjælp af en fortælling om, hvad et forældrepar gjorde, da deres datter, Cilia, var jaloux på sin lillebror. Kapitel 5 viser i flere detaljer, hvordan fagfolk og forældre kan bruge modellen som vejledning for deres praksis, hvorefter den beskrives som en teoretisk konstruktion. Kapitel 6 belyser, hvordan enhedsmodellens metodegrupper forholder sig til nogle centrale temaer i pædagogik, blandt andet demokrati, den voksnes autoritet samt kritik og ros.

DEL 3 præsenterer enhedsmodellen som et analyseredskab og belyser, hvad den voksne kan gøre, når modellen ikke slår til, samt hvordan forholdet mellem metoder og relation kan ses. I kapitel 7 afprøves modellen på praksiseksempler fra udvalgte pædagogiske koncepter eller tilgange. Kapitel 8 præsenterer nogle veje, som man kan gå, når modellens tre metodegrupper ikke slår til. Endelig rejser kapitel 9 spørgsmålet om, hvad relationen mellem barnet og den voksne betyder for virkningen af metoder.

HVAD GØR MAN, NÅR ET BARN IKKE GØR, HVAD MAN BEDER DET OM? NÅR MAN HAR PRØVET ALT, MEN INTET VIRKER?

Der findes et hav af pædagogiske metoder, som tilbyder svar på dette spørgsmål. Du har et utal af muligheder, men også uoverskueligt meget at finde rundt i. Bogen tager afsæt i, at alle metoder kan noget, men ingen kan alt. Med en ’enhedsmodel’ grupperer forfatteren metoderne i tre grundlæggende måder, man kan forholde sig til et barn på: som alvidende, ikke-vidende og delvist vidende voksen.

Modellen skaber overblik i valget af metoder i en dynamisk praksis. Den skærper bevidstheden om, hvornår man gør hvad, og om det virker efter hensigten: demokratisk dannelse, social tilpasning, omsorg og den voksnes vilje. Og den kan anvendes i forhold til alle børn: sunde, omsorgssvigtede og diagnosticerede børn.

Gennem en række eksempler fra miljøterapi, mentaliseringsbaseret terapi, narrativ pædagogik, low arousal, tydeliggørende pædagogik og konsekvenspædagogik viser forfatteren, hvordan der ofte kan være god grund til bevidst at veksle mellem vidt forskellige metoder.

Bogen henvender sig til pædagogstuderende og pædagoger i praksis samt alle andre, der beskæftiger sig med børn og unge.