Ikke mit problem alene

Dengang, i 1987, var der en politisk kamp mellem de pædagogiske retninger, socialistiske og borgerlige, og vi ønskede at finde en måde, hvorpå vi kunne forene fronterne.

I forbindelse med svækkelsen af den danske venstrefløj i 1980’erne og Berlinmurens fald i 1989 ophørte pædagogikken i vidt omfang med at være en arena for politisk kamp. Men det har ikke ført til en samling af forskellige retninger eller tilgange. Snarere er nogle blot gledet ud, og andre er kommet til. Enhedsmodellen er et forslag til en begrebsramme, der går på tværs af nutidens pædagogiske tilgange.

Min særlige aktie Som det fremgår af denne lille fremstilling af enhedsmodellens tilblivelseshistorie, har jeg en særlig aktie i modellens tredje valgmulighed, spejling og jeg-støtte. Det skaber en risiko for, at jeg tilgodeser disse metoder og retter usaglig kritik mod andre. I værste fald kan det betyde, at enhedsmodellen i virkeligheden bare er en forherligelse af ’mine’ metoder. Jeg opfordrer derfor til, at du under læsningen er opmærksom på, om jeg holder mig på saglig grund.

IKKE MIT PROBLEM ALENE Jeg har set mange andre, både forældre og fagfolk, der ligesom jeg selv gentog den samme metode, selv om den ikke virkede som ønsket.

Så vidt jeg kan se, er det et almenmenneskeligt træk, som for eksempel også kan gøre sig gældende mellem kolleger, venner og partnere. Vi vil gerne have andre til at gøre, som vi ønsker, selv om de har vist os, at de ikke vil (i kapitel 2 omtaler jeg trækket som vores egenvilje-tilbøjelighed).

I rådgivning af forældre og træning af fagfolk har jeg set, hvordan enhedsmodellen gør dem mere opmærksomme på, hvad de gør – om det er, hvad den valgte metode foreskriver, og om det virker efter hensigten. Den styrkede opmærksomhed fører til, at de får bedre fat i, hvad de enkelte metoder egentlig går ud på, bliver dygtigere til at anvende dem og mere parate til at skifte metode, når det, de gør, ikke virker. Jeg har set, hvordan det styrker mulighederne for at handle, så børn og unge – og de voksne selv – udvikler sig.

Men det kræver en indsats. Den voksne skal typisk udvide sit metoderegister (værktøjskassen) med nye metoder, træne dem og øve sig i at skifte mellem dem. Hvad det sidste angår, er der en del, der i begyndelsen synes, at det er krævende at gå så systematisk og detaljeret til værks, som modellen lægger op til. Først senere oplever de, at det er besværet værd.

Enhedsmodellen lægger nemlig op til, at vi som enkeltpersoner, forældrepar og kolleger på en pædagogisk arbejdsplads går mere i detaljer, end vi ofte er vant til i opdragelse og pædagogik. At vi stiller følgende spørgsmål til de dele af vores praksis, som vi vil udvikle:

1.Hvad gør jeg i samspillet med barnet? Gør jeg det, jeg tror, jeg gør; det, som jeg ønsker at gøre, og det, som den metode, jeg vil afprøve, foreskriver? Eller på hvilke måder adskiller det, jeg gør, sig fra det, jeg tror, jeg gør? 2. Virker det, jeg gør, efter hensigten? Eller hvordan virker det? 3. Hvis det virker: Hvorfor mon det virker? Hvad kan det lære mig om barnet og om andre børn? Og om mig selv? 4. Hvis det ikke virker: Hvorfor mon det ikke virker? Hvad kan det lære mig om barnet og om andre børn? Og om mig selv? Hvilken metode skal jeg mon afprøve som den næste i håb om at opnå den ønskede virkning?

Hvis den nye metode heller ikke virker, må du stille dig de samme spørgsmål igen (punkt 1-4).

Arbejdet med disse spørgsmål fører dig sandsynligvis frem til nye, mere virkningsfulde handlinger.

En følelse af at fejle Når man begynder at gå tæt på sin egen praksis, som jeg her lægger op til, kan det give anledning til at opleve, at der har været fejl i det, man hidtil har gjort. ”Hvis bare jeg havde vidst det dengang,” kan du måske tænke, og du kan bebrejde dig selv, at du ikke vidste det. Mine egne erfaringer og det, jeg har lært af forældre og fagfolk, er, at vi må indse følgende: