Indledning
I de sidste 10-15 år har mange kommuner fokuseret på samarbejdet mellem forskellige fagprofessionelle med henblik på at løse opgaven med at udvikle en mere inkluderende skole. Ligesom på andre velfærdsområder er opgaverne i skolen blevet langt mere komplekse, og det tværprofessionelle samarbejde er blevet et svar på denne kompleksitet (EVA, 2017; 2019; Vive, 2017). De mange komplekse velfærdsopgaver kræver mange forskellige former for viden og kompetencer for at blive løst. Når dertil lægges, at børn i mistrivsel eller i udsatte positioner ofte har forskellige problemstillinger at slås med, bliver samarbejdet mellem de professionelle et naturligt svar på nogle af de udfordringer, som både børn og professionelle står over for. I dette samarbejde retter mange af indsatserne sig både mod barnet og barnets omverden, for eksempel børnehaven, skolen og/eller familien. Når vi zoomer ind på samarbejdet omkring løsning af velfærdsopgaver, så må vi imidlertid spørge til, om det gode samarbejde primært er godt for dem, der samarbejder, eller om det også er godt for dem, som der samarbejdes til fordel for? Er samarbejdet med andre ord virkningsfuldt i forhold til at løse de opgaver, som er målet for samarbejdet? Hvis vi ser på tallene fra KL (2021) & UVM (2021), er antallet af elever, der aktuelt henvises til specialpædagogiske tilbud, på samme niveau som i 2013. Det betyder, at skolernes praksis ikke har ændret sig på en måde, så der er skabt nye og flere muligheder for deltagelse eller mulighed for, at andre typer af elever har fået mulighed for deltagelse. Skolens praksis har
© AKADEMISK FORLAG
Kapital_FM.indd 11
| 11
16/12/21 6:09 PM
