Arv eller miljø?

Det diskuteres ofte, blandt både fagpersoner og forældre, om årsagen til et barns udvikling mon bunder i arv eller miljø.

Ny epigenetisk forskning viser imidlertid, at miljø og arv påvirker hinanden i en stadig vekselvirkning. Forskningen har nemlig påvist, at generne er langt mere labile og foranderlige end tidligere antaget. Det skal forstås sådan, at miljøet kan påvirke, hvilke potentialer der tændes for, og hvilke der ikke gør. Ydre forhold som berigende legemiljøer og mellemmenneskelig kontakt kan skabe biologiske processer, der kan ”affyre potentialet” i generne, som Dion Sommer så præcist beskriver det (Sommer 2020). Om konsekvenserne af denne forskning skriver han videre:

Denne videns helt nye begreber forvandler vores syn på pædagogikken: Spontane og planlagte aktiviteter i daginstitutionen kan direkte påvirke generne i barnets celler og aktivere epigenetikken (det samme pædagogiske princip gælder også for skolebarnet). (Sommer 2020: 68)

Et miljø præget af leg og meningsfulde legeaktiviteter kan således både booste synapsevæksten i barnets hjerne og påvirke barnets gener og dermed det arvemateriale, barnet engang vil bringe videre til sine egne børn (Sommer 2020).

Gennem de seneste 30 år har jeg både samarbejdet med børn, som har oplevet tryghed og omsorg, og – især – med børn, som har oplevet svigt og manglet omsorg. Og jeg har ved selvsyn igen og igen kunnet konstatere, hvordan professionelle voksne gennem legeaktiviteterne har styrket børns nervesystemer, kroppe og sind. Med epigenetikken gives blot endnu et hårdtslående argument for, at legen og samspillet med betydningsfulde voksne ikke kan prioriteres nok.