1 minute read
Indledning
from Sansemotoriske legeaktiviteter
by Alinea
Denne bog er en nænsom blanding af mine erfaringer som ergoterapeut for børn i over 30 år, hvor mit fokus har været på sanseintegration, sansemotorik og individuelt tilpassede legeaktiviteter. Hvis du har deltaget på et af mine kurser, har arbejdet sammen med mig eller læst min tidligere bog Sansemotorik og samspil. Forstå børn, der er svære at forstå (Nissen 2016), så vil denne forståelse ikke være ny for dig. Og dog! For i denne bog har jeg sat fokus på nogle nye relationelle pointer, som jeg vurderer kan kvalificere det sansemotoriske arbejde og skabe en tæt forståelsesmæssig kobling mellem kvaliteten af relationen og barnets udbytte af at deltage i sansemotoriske legeaktiviteter.
Min ICDP-uddannelse og min efteruddannelse i Theraplay har påvirket min indsigt, forståelse og praksis meget, og jeg er blevet mere og mere optaget af vigtigheden af de voksnes relationskompetence og mentaliseringsevne. Det er min overbevisning, at voksne, der arbejder med børn, må have to sæt fagspecifikke kompetencer for at understøtte børns sansemotoriske udvikling. Dels må de have indsigt i børns evne til at opfatte og tolerere sensoriske stimuli og deres motoriske kontrol. Dels må de have relationskompetence. Relationskompetence er evnen til at have både indsigt i og forståelse for samspillets betydning, hvor både mimik, det kropslige og det talte sprog er i spil, og hvor den voksne evner at forstå barnet, at se livet, verden, lege og miljøet fra barnets perspektiv (Klinge & Brandt 2022).
Formålet med bogen er at skabe en direkte kobling mellem den magiske leg og meningsfulde aktiviteter. Bogen indeholder derfor både forslag til konkrete legeaktiviteter og forslag til, hvordan hverdagens aktiviteter kan tvistes, så de bliver legende og styrker børn sansemotorisk og relationelt, mens hverdagslivets rutiner klares.
I bogen deler jeg mine mange års erfaringer med leg som middel fra min ergoterapeutiske praksis. Jeg har udvalgt 66 legeaktiviteter og tilføjet cirka 250 variationer af disse legeaktiviteter. Hver og én af disse legeaktiviteter styrker børns sansemotoriske udvikling, samtidig med at de giver børnene oplevelsen af at indgå i nære samspil, som øger deres erfaringer med at