M I N D E HÆ F T E
NYBORG
MARINE-
FORENING EST. 1913
PEDER BREDAL
3.
Peder Jensen Bredal
4.
En iskold søhelt
6.
Bredal på vej til Nyborg
10.
Første dag i isen
12.
Bredals skibe
13.
Wrangel & Bredal: Fortsat kamp
16.
En kort karriere
19.
Minder om en søhelt
Læseren ønskes god fornøjelse med dette lille skrift om Peder Bredal, som er lavet efter idé af Marineforeningens formand Kurt Verner.
Layout og tryk: Mark & Storm Grafisk
2
MINDEHÆFTE OM
Peder Jensen Bredal
E
n marineforenings opgave er blandt andet at styrke kendskabet til søværnet og søfarten i lokalsamfundet. Vi har i Nyborg Marineforening valgt at gøre dette ved at afdække, beskrive og formidle viden om begivenheder, virksomheder, bygninger og anlæg, der relaterer sig til Nyborgs maritime historie. Vi ønsker på denne måde at hente historien ind i nutiden og bevare den for fremtiden. Historien om søhelten Peder Jensen Bredal, for hvem der på Kongens Skibsbro er rejst et mindesmærke, som mange her i byen ikke kender baggrunden for, må være en historie, der er værd at fortælle. Under svenskekrigene udførte han i 1658 på Nyborg Fjord med sine skibe og besætninger en bedrift, der er enestående i dansk søkrigshistorie. Denne indsats medførte, at kong Frederik III udnævnte ham til viceadmiral.
Da søværnet i 1970’erne byggede motormissilbådene af Willemoes-klassen opkaldt efter danske søhelte, blev en af bådene navngivet BREDAL. Den blev Nyborgs første adoptionsskib. I Nyborg Marineforening holder vi af vores by og dens historie, derfor et projekt som dette. Men vi er en flok glade amatører, der må afsøge lokalsamfundet for hjælp. Vi er så heldige, at lokalhistorikeren John Maalø Larsen har sagt ja til at bistå os i arbejdet. Han har udgivet flere historiske bøger og artikler om Nyborg og er tilknyttet Nyborg Lokalhistoriske Arkiv, der også er os behjælpelig i arbejdet. Denne publikation om Peder Jensen Bredals liv og meritter er skrevet af John Maalø Larsen. Vi er ham stor tak skyldig for dette flotte produkt. Uden ildsjæle som John ville megen historie ikke blive fortalt.
Nyd fortællingen! Den er værd at bruge tid på.
Kurt Verner FORMAND FOR NYBORG MARINEFORENING.
3
PEDER BREDAL
En iskold søhelt! AF JOHN MAALØ LARSEN
P
OBS! Efterfølgende er alle datoer i 1600-tallet efter datidens julianske kalender. Læg ti dage til for at få de tilsvarende nutidige datoer.
Man ved ikke meget om hans liv, men han skal have begyndt sin sømilitære karriere som matros i Christian d. IV’s (1588-1648) flåde. Første gang, han omtales, er 23. november 1644, hvor han anføres som kaptajn med laveste løn, 200 kdlr. (kurantdaler), hævet til 250 kdlr. i 1645. (En arbejdsmand kunne på den tid tjene ca. 80 kdlr. ved at arbejde hver dag i et år).
Krig Der var flere årsager til, at en krig mod Sverige var uundgåelig. Den svenske konge Karl X Gustav (1654-1660) var med et sejrrigt felttog i Polen, sit ægteskab med den gottorpske hertugs datter og erobringen af Danzig på vej til at omslutte Danmark og gøre sig til Østersøens herre. Man må heller ikke glemme, at Danmark efter nederlaget i Torstensson-krigen 1643-45 havde måttet afgive store landområder til Sverige.
eder Jensen Bredal (16??-1658) skal være født i Ditmarsken, der dengang var et holstensk hertugdømme med den siddende danske konge som hertug.
1652 tilbageholder han et skib med tvangsudskrevne søfolk, som havde forsøgt at stikke af fra tjenesten, og 1653 stiger hans løn til 300 kdlr. 1654 sidder han i en kommission, der skal fastsætte prisen for at leje et skib, som skal på togt til Vestindien, og 1657 får han efter et uventet dødsfald til opgave midlertidigt at være med til at lede udrustningen af orlogsflåden på Holmen (den danske flådes hovedleje ved København) - et ikke uvæsentligt job, da Kong Frederik d. III (1648-1670) er tæt på at erklære Sverige krig.
4
Krigserklæringen kommer 1. juni 1657, da svenskerne er travlt optaget af krig i Polen. Resultatet er katastrofalt for Danmark: Den krigsvante svenske konge sender i ilmarch 6000 af sine bedste soldater mod Danmark, og i løbet af få måneder er Jylland besat. Flåden er nu Danmarks eneste redningsplanke: Så længe den behersker vandene, kan den svenske hær ikke sætte over til øerne - i første omgang Fyn.
Figur 1. Farvandene hvori Bredal kæmpede 1657/58. Tegning forfatteren, bearbejdet af Peder Gammel.
12. - 13. september 1657 mødes de to flåder i Slaget ved Falsterbo. En af de danske skibskaptajner er Peder Bredal. Den danske flåde er ca. 27 % svagere end den svenske. Søslaget ender uafgjort, men i sidste ende vinder danskerne, idet den svenske flåde trækker sig tilbage, først til Rügen, senere til det svenskbesatte Wismar, hvor den blokeres. 3. oktober deltager fem skibe, herunder Bredals, i et rekognosceringstogt mod Wismar. 7. oktober trækkes størstedelen af den danske flåde tilbage til området ud for Gedser; Bredal får kommandoen over fire skibe, som skal krydse ud for Wismar.
Natten mellem 17. og 18. oktober er der lige ved at blive sat punktum for Bredals karriere: En ”himmelstorm”, der varer fire dage, rammer flåden, og han er tæt på at drukne, da han skal ros fra admiralskibet til sit eget skib. Stormen driver den danske flåde til Lollands vestkyst. Her bliver den liggende for reparationer og proviantering, og tre eller fire svenske skibe har derfor ingen problemer med at forlade Wismar og snige sig gennem Fehmernsund og Alssund til Medelfahrsund (Lillebælt). Svensk overherredømme i Lillebælt kan blive katastrofalt for det danske forsvar af øerne!
5
PEDER BREDAL
På vej til Nyborg
F
rederik III reagerede hurtigt på denne trussel. Samme dag som de svenske skibe nåede Frederiksodde (senere Fredericia) 3. november 1657 - udsendte Kongen en befaling om, at en eskadre skulle udskilles af flåden og sendes til Lillebælt for at bortjage svenskerne. Indtil nu havde Peder Bredal tilsyneladende ikke udmærket sig specielt; ikke desto mindre var det ham, kongen udpegede som eskadrechef, og 8. november afsejlede han på TRE LØVER (1000 tons, 52 kanoner og en besætning på 301 mand – se figur 7) med fem øvrige skibe efter at have fået friske folk i stedet for de syge (den danske flåde i Østersøen havde 700 syge eller døde), soldater, flere kanoner, ammunition og sandsynligvis også proviant, øl og vand. I mellemtiden havde svenskerne udnyttet deres søoverlegenhed til et angreb på Samsø. 10. november overraskede Bredal her de svenske skibe, som flygtede til Frederiksodde, skarpt forfulgt af danskerne.
6
Bredals TRE LØVER nåede at give det største svenske skib “begge sider”, så det blev stærkt beskadiget. Den danske flåde beherskede atter Lillebælt! Bredals eskadre var forstærket med tre småskibe, der siden august havde skullet dække Fyn, og 19. november tilgik yderligere tre orlogsskibe. Et lejet hollandsk skib med hollandsk besætning deserterede og blev erstattet af to danske skibe, så Bredal havde nu kommandoen over ikke mindre end tretten orlogsskibe med en samlet besætning på ca. 1400 mand. Det viste sig hurtigt, at den værste fjende ikke var svenskerne: Den sandsynligvis hårdeste vinter i det koldeste århundrede i historisk tid stod for døren, og dertil kom store problemer med at skaffe forsyninger af snart sagt alt. Sygdom har altid kostet flere ofre end kamp i orlogsflåden, og eksempelvis var der sidst i november 212 syge på syv af Bredals skibe.
Normalt trak hele orlogsflåden sig tilbage til Holmen, når vinteren nærmede sig. Dette turde man af frygt for invasion af øerne ikke gøre vinteren 1657, og der var truffet forskellige foranstaltninger til at gøre Slipshavn til vinterhavn for Bredals eskadre: 30. oktober havde kongen befalet, at der skulle opkastes to skanser, som skulle bestykkes med kanoner, og 7. november gav han ordre til, at den gamle skibsbro fra 1577 skulle sættes i stand så hurtigt og billigt som muligt, så den kunne bruges i løbet af vinteren – se figur 2. Hovedflådens hjemtrækning gav i øvrigt anledning til stor skræk i Nyborg! I slutningen af november observerede man krigsskibe ud for kysten. I mørket og tågen tog man dem for svenske, og borgervæbningen - datidens hjemmeværn - blev alarmeret. Det var heldigvis blot den dansk-norske flåde, der havde lagt sig til ankers undervejs til København! 18. november fik Bredal den ordre, der for bestandigt skulle knytte hans navn til Nyborg: Han skulle erobre de svenske skibe i Lillebælt og forhindre fjendtlig landgang; men når frosten kom, skulle han søge vinterhavn ved Slipshavn. Af den kongelige ordre fremgik det klart, at Bredal skulle holde søen med sine skibe, så længe han kunne for isgang og vind.
Han forberedte sig på opgaven ved at bede om at • Få udskiftet TRE LØVER med SVENSKE LØVE, der ikke stak så dybt og var nemmere at manøvrere • Få det modvillige lejede hollandske mandskab udskiftet med danske søfolk • Få antallet af skibe reduceret • Få klæder, skjorter, strømper, sko, vanter og luffer til de nyankomne søfolk og soldater “... efterdi de er ganske nøgne og af mangel for klæder af kulde og frost ganske blevet fordærvet...” Admiralitetet støttede hans forslag i en indstilling til kongen, som tiltrådte den. Bredal fik som ønsket SVENSKE LØVE samt SVENSKE LAM, SAMSON og EMANUEL. Desuden skulle nogle af småskibene blive i Lillebælt. Bredal fik helt frie hænder i operativ henseende. Til alt held skete reduktionerne så sent, at isen hindrede fri sejlads. Den svenske flådestyrke i Lillebælt blev nemlig i løbet af december bragt op på ikke mindre end elleve orlogsskibe - havde de mødt Bredals reducerede eskadre, havde han utvivlsomt lidt nederlag. I stedet gik svenskerne i vinterhavn ved Sønderborg.
7
B
redal var under hårdt pres fra sine skibskaptajner til også at søge vinterhavn. Allerede 30. november udtalte de, “... at dersom det nu begynder at fryse, og vinden går til øst, er det os umuligt at komme did (Slipshavn) eller i nogen anden havn skibene at salvere (redde).” Han modstod presset - og det selv om forsyningssituationen var katastrofal: 6. december havde han til sine ca. 500 mand 301 par strømper, 200 par sko, 200 par vanter og 121alen (76 m) vadmel (stof til at sy tøj af); af proviant manglede han til de næste seks uger foruden flæsk, kød, smør, gryn og ærter 121 tdr. (tønder; knapt 16.000 l) øl, 70 læster (ca. 16 t) brød og 8 tdr. (ca. 960 l) brændevin. Statskassen var tom. De fynske købmænd havde i forvejen store summer til gode for tidligere leverancer til hær og flåde og nægtede at levere mere. Et tilbud om stofleverance blev afvist med, at det var for dyrt til “gemene bådsfolk”. Nogle småforsyninger fik Bredal dog. Det lykkedes ham at holde sig til søs det meste af december. 23. december tog han en prise (beslaglagde et fjendtligt skib), juleaften lå han ud for Bogense, og først i slutningen af december tvang isen ham til at søge vinterhavn ved Nyborg.
8
(Efter en enkelt kilde skulle han have ligget i vinterhavn i Nyborg helt fra 2. december for at afvente forsyninger og to skibe til forstærkning ingen af delene kom!). Bredal og mange af hans folk har nu været til søs i godt fire måneder under forhold så primitive, at vi end ikke med opbydelse af al vor fantasi kan forestille os det. De har udholdt adskillige efterårsstorme og gennemlevet en rekordkold december næsten uden proviant og klæder. Da hans fire skibe når Slipshavn, bliver mange syge søfolk sat i land, men også mange af de ombordblevne er ramt af sygdom, og “forårsages den meste svaghed af, at folket er nøgent”, som det hedder i en indberetning fra 4. januar 1658. En forståelig utilfredshed blandt besætningerne kan spores i samme indberetning: Bredal beder om at få en skibspræst, en mestermand (bøddel) og en skriver (den gamle var død) om bord. Præsten var til de syge og døende, mestermanden til de opsætsige og skriveren til aflastning af Bredal selv: skibsskriveren førte rullen (mandskabslisterne), passede regnskaber og proviantudlevering, førte retsog domsbogen og skrev dagbog. Om præst og bøddel kom om bord, vides ikke.
Vi har næsten kun svenske kilder, især brevvekslingen mellem kong Karl X Gustav og hans hærfører, rigsadmiral og feltmarskal Karl Gustaf Wrangel (1613-1676).
Den hårde frost og de islagte farvande var af danskerne blevet betragtet som en forbundsfælle; bl.a. havde man inddraget alle strandvagter, da man ikke længere frygtede en svensk landgang. Man havde ikke taget højde for Karl Gustavs dristighed: 30. januar 1658 gik han med sin hær over det tilfrosne Lillebælt og besejrede de danske styrker i Slaget ved Tybrind.
Figur 2. Nyborg Fjord med Slipshavn på Bredals tid. Udsnit af planche 102 fra Pufendorf 1696, let bearbejdet af forfatteren. Privateje.
At der ingen skibsskriver kom, ved vi derimod, da der efter Bredals død opstod tvivl om nogle modtagne penge, hvor kvitteringen var blevet væk. Hans enke forsvarede ham netop med, at der ingen skriver var om bord. Dette betyder desværre også, at vi mangler danske rapporter om de følgende ugers begivenheder som oplevet af danskerne.
9
N Y B O R G B E S AT
Første dag i isen
L
ynhurtigt besatte svenskerne det meste af Fyn. Allerede sent om aftenen 31. januar havde Wrangel med fem rytterregimenter, tre eskadroner dragoner, måske en infanteribrigade samt nogle tre-punds feltkanoner besat Nyborg by og fæstning, uden der blev løsnet et skud. Han erobrede også orlogsskibet GRIBEN, der lå i Nyborg havn, men ikke var en del af Bredals eskadre. (Efter andre oplysninger var skibet allerede blevet erobret i Lillebælt). En del danske rytterkompagnier, der havde overlevet kampene på Fyn, var d. 31. om morgenen kommet til Nyborg. De vidste, hvor det bar hen. I stedet for at deltage i forsvaret af Nyborg fæstning afleverede de deres standarter (faner) på Bredals skibe, og enkelte fortsatte til fods over Storebælts is. Om det var flugt, eller om Bredal ikke kunne tage imod dem på grund af manglende forsyninger, er usikkert. Det faktum, at rytterne afleverede deres standarter til Bredal, viser, han havde besluttet sig for at kæmpe - og at de troede på, han kunne undslippe. Bredal havde da også tidligere erklæret, at han ville kæmpe til sidste mand. Det viser også en manglende tro på, at Nyborg fæstning kunne holde stand!
10
Wrangels ordrer lød bl.a. på at bemægtige sig Bredals fire skibe. Han kom dog så sent om aftenen, at han indså, det ikke kunne lade sig gøre før næste morgen. Han tvivlede også på, at skibene ville overgive sig, før han fik svære kanoner frem, og i et brev til Karl Gustav bad han om disse. Dette kunne enten tyde på, at kanonerne på Nyborg fæstning var gjort ubrugelige af deres besætninger før overgivelsen, eller at Bredals eskadre lå uden for rækkevidde af fæstningens svære skyts. Ved afhøringer af danske fanger sikrede han sig navnene på de fire skibe. Næste morgen - mandag d. 1. februar - sender Wrangel en major ud til eskadren for at få den til at overgive sig. Bredal har dog brugt natten godt: Besætningerne har iset omkring skibene, dels for at komme længere væk fra land - og dermed de svenske kanoner - dels for at hindre en svensk entring. Endvidere er skibssiderne overhældt med vand, der lynhurtigt er frosset til is, så de er umulige at klatre op ad. Bredal forhandler med majoren, og selv om han er i en udsat position, beder han om betænkningstid til fredag d. 5. februar og fortsætter ufortrødent at ise.
Figur 3. Udsnit af planche 71 fra Pufendorf 1696 (se figur 18): Svenske ryttere angriber Bredals skibe. Privateje. Foto Anne-Lise Reinsfelt.
Wrangel sender en ny rapport til kongen. Her er han noget pessimistisk og må konstatere, “at fjenden den ganske dag uden afbrydelse meget stærkt har arbejdet med udisningen af skibene, og selv om jeg uophørligt har kanoneret ham og således har søgt at ville forhindre hans arbejde, så har han endnu ikke taget sig af det, men fortsat sit arbejde, så han nu næsten er uden for skudvidde af de kanoner, jeg har hos mig. Jeg har også med ryttere villet drive dem fra arbejdet, men så har de skudt så kraftigt med metalstumper ud af kanonerne, at ingen har kunnet blive der.”
Fra Karl Gustav modtager Wrangel et brev, der bl.a. lover ham svære kanoner til brug mod Bredals skibe. Ja, kongen selv vil komme med dem og deltage i angrebet! Også Frederik III bekymrer sig om skibene. I en ordre til Bredal hedder det “at adskilligt spørges om fjendens attak og ankomst til Fyn”. Og han fortsætter med at udtale, at kom det dertil, at Bredal ikke kunne hævde skibene over for fjenden, “da har du dem enten udi brand at stikke eller i grund at bore, så at fjenden sig intet deraf bemægtiger”. Om skrivelsen nogensinde har nået Bredal, er nok tvivlsomt!
11
BREDALS
Skibe Lad os nu efter den første dags vellykkede modstand se nærmere på Bredals fire skibe: SVENSKE LØVE, der var flagskib for eskadrechefen Peder Jensen Bredal, hed oprindeligt SVENSKA LEJONET. Som navnet viser, var det et tidligere svensk skib, et såkaldt kompagniskib. Både den danske og den svenske regering havde oprettet saltkompagnier, der rådede over armerede handelsskibe, som i fredstid drev salthandel og i krigstid kunne udlejes til orlogsflåden. SVENSKA LEJONET var sammen med SVENSKA LAMMET (der også indgik i Bredals eskadre) og SVENSKA GRIPEN (den GRIBEN Wrangel erobrede i Nyborg havn) blevet beslaglagt i Øresund 13.-14. maj 1657 af en dansk eskadre, altså før 1. juni hvor krigserklæringen kom. SVENSKE LØVE var på 1000 tons, bar 36 kanoner og havde en besætning på 130 mand; denne var nu reduceret pga. sygdom.
12
Efter fredsslutningen i 1658 blev også det tilbageleveret til Sverige. November 1658 kom det atter i dansk besiddelse, efter de svenske styrker ved Trondheim i Norge havde kapituleret. Det blev foræret til borgerne i Trondheim som tak for deres indsats i kampen mod de svenske besættelsesstyrker. SAMSON var et norsk defensionsskib, ejet af Det nordenfjeldske Saltkompagni. Defensionsskibene var ejet af norske købstæder eller handelskompagnier. I fredstid sejlede de som armerede handelsskibe, i krigstid kunne de udlejes til orlogsflåden. SAMSON var på 600 tons, bar 40 kanoner og havde oprindeligt en besætning på 92 mand - heraf var de 42 saltkompagniets egne søfolk. Lejen var 1400 rdl. (rigsdaler; på dette tidspunkt samme værdi som kurantdaler) pr. måned.
Efter fredslutningen i 1658 blev det tilbageleveret til Sverige. Under Slaget i Køge Bugt 1677 blev det tilbageerobret af den danske flåde. Det blev beskadiget under storm i 1678.
EMANUEL var også et norsk defensionsskib, ejet af Det islandske Kompagni. Her kender vi navnet på kaptajnen: Mads Madsen, ansat som kaptajn i orlogsflåden 1645, altså året efter Peder Bredal. Det bar 24 kanoner.
SVENSKE LAM var også et svensk kompagniskib, beslaglagt som ovenfor nævnt. Det var på 900 tons, bar 30 kanoner og havde oprindeligt en besætning på 115 mand.
25. juli 1659 lå det som vagtskib på Elben, hvor det blev angrebet af tre svenske skibe. Under hård kamp gik det på grund og blev sprængt i luften af egen besætning.
WRANGEL & BREDAL:
Fortsat kamp
T
irsdag d. 2. februar må Wrangel til sin ærgrelse bekende, at de danske skibe nu er iset så langt ud, at de svenske kanoner ikke kan nå dem. Det må have været ham en ringe trøst, at Bredal selv havde indrømmet, at opstod der en storm, var skibene i deres nuværende position fortabt. Wrangel kan kun erobre skibene, hvis de svære kanoner kommer frem, thi “hvis man ellers trænger frem, skal det koste mange folk, og kun lidt vil blive udrettet”. Han forsøger samme dag at sende fodfolk, ud på bevogtningstjeneste omkring skibene, men kulden gør et længere ophold på isen umuligt. (Tænk på Bredals folk, der må døje den samme kulde uden varmt tøj eller mulighed for at tænde bål! Sandsynligvis tørster de også, hvorimod de næppe har sultet. Kort før svenskernes ankomst modtog Bredal endelig forsyninger i form af 30 tdr. (ca. 3,6 t) saltet kød. Spørgsmålet er, om der er brænde nok om bord til overhovedet at tilberede mad?). Figur 4. Bredals hovedmodstander, rigsadmiral og feltmarskal Karl Gustaf Wrangel (1613-1676). Wikimedia. Bredal selv har vi ikke noget autentisk billede af.
Svenskerne opfører egentlige belejringsværker af gødning blandet med halm, jf. figur 18. Jorden er for hård til at kunne graves op. Belejringsværkerne er åbenbart ikke høje nok til at danne værn for Wrangels feltkanoner, da de ikke bringes ud på isen. Wrangel gentager over for kongen, at han har brug for det lovede svære artilleri og for endnu en fodfolksbrigade, hvis skibene skal erobres. Karl Gustav svarer, at skibene skal angribes, eventuelt ved nattetide med fodfolk, som Wrangel bare kan rekvirere. I øvrigt håber kongen, at mangel på drikkelse snart vil tvinge Bredal til overgivelse. Onsdag d. 3. februar mener Wrangel at kunne notere sig en lille fremgang. Selv om han stadig mener, han kun kan bringe skibene til fornuft med svære kanoner, kan han dog meddele kongen, “at deres isning har jeg dog fra nu af forbudt, så de i nat ikke har iset” - måske er det lykkedes at få belejringsværkerne så tæt på, at svenskerne kan hindre isningen med geværild. Derfor sender Bredal en af sine kaptajner til Wrangel for at bede om en frist på endnu tre dage til at beslutte sig for overgivelse. Det får Wrangel til at bemærke, at “jeg tror, at når de svære kanoner kommer, da skal han (Bredal) nok give op.” Samme dag sender Frederik III brev til “vore fire orlogsskibe, som ligger ved Slipshavn”. Kongen opmuntrer dem til mandhaftig kamp, idet han minder dem om deres ed og pligt over for konge og krone.
13
Hvor stor vægt kongen lægger på at få skibene reddet, fremgår af skrivelsens fortsættelse: “Vi ville Eder derimod forsikre, at vi det igen imod enhver af Eder med forfremmelse og belønning ville vide at erkende, så I selv skal have ære deraf andre til eksempel.” Samme dag befales lensmanden i Korsør at skaffe Bredal vand fra Sprogø og forsyne ham med gryn, brød og andre viktualier. Bredal modtager næppe hverken brevet eller forsyningerne! Torsdag d. 4. februar går uden ændringer i situationen, og fredag d. 5. oprinder. Der sker dog intet denne dag, måske fordi Karl Gustav kommer til Nyborg for at lægge planer for angrebet på Sjælland. Disse er trods alt vigtigere end fire fastfrosne orlogsskibe. Med sig har han bl.a. sin ingeniør, generalkvartermester Erik Dahlberg (1625-1703), der senere tegner forlæggene til plancherne i Pufendorfs store værk om den svenske konge – herunder planchen figur 18.
Af større betydning for hans eskadre har det været at få at vide, at kongen forventer, der vil blive indgået våbenstilstand i løbet af to-tre dage. Derefter vil skibene hurtigst blive undsat med “al nødtørftighed”. Dagen efter - 20. februar - modtager Bredal besked om våbenstilstanden. Hans skibe er reddet fra svensk erobring, men han sidder stadig fast i isen. Samtidig får lensmanden i Korsør atter ordre om at skaffe forsyninger frem til eskadren. 26. februar 1658 sluttes endelig fred i Roskilde. I fredsslutningens § 11 står der, at de svenske skibe, der var beslaglagt i Øresund, skulle istandsættes og tilbageleveres. Det er nemmere sagt end gjort! SVENSKE LØVE og SVENSKE LAM sidder stadig fast i isen ved Nyborg og er stærkt beskadigede.
Efter fredsslutningen får Bredal ordre på at søge ind til Slipshavn. Han beder om at få bolte til at slutte fanger i jern; der har åbenbart været mytteri om bord - ikke underligt når man tænker Figur 5. Eftertidens gengivelse af på, hvad mandskabet har været igennem! isningen. Tryk efter maleri af Chr.
Mølsted 1891. Kongelige Biblioteks Online-samling DH0206268.
Næste dag forlader Wrangel Nyborg med de fleste af sine tropper. Bredals skibe har overstået den største fare, og de næste to uger sker der ikke meget omkring dem. 19. februar sender Frederik III en ret overflødig ordre til Bredal om, at han skal “forholde sig vel og mandhaftigt med de hos sig havende skibe imod fjenden”.
14
Han får også proviant, men vinteren trækker ud. I april mangler han brød, men da issituationen letter, står han til søs d. 15. april 1658, selv om han mangler proviant. Han håber, at “Gud vil hjælpe ham lykkeligt frem”. 29. april når han København, hvor han modtages med jubel. Som belønning bliver han ekvipagemester på Holmen (leder af udrustningen af skibe) efter at have øvet en af de største bedrifter i dansk flådehistorie.
20. juli udnævnes han til Admiral til Søs (viceadmiral). Sømilitært betød hans indsats kun lidt, moralsk var det et lysglimt i en ellers mørk tid - og hans evne til at få mandskabet til at holde ud og kæmpe under de mest fortvivlende omstændigheder, nogen dansk flådeenhed har opereret under, er aldrig siden overgået.
Ubesvarede spørgsmål Vi ved altså noget, men langtfra nok om disse begivenheder ved Nyborg. Tilbage står i hvert fald tre væsentlige spørgsmål: 1. Hvor lå Bredals eskadre egentlig, da svenskerne besatte Nyborg? I havnen? På fjorden? - Det siger traditionen, men i givet fald, hvor? Ved Slipshavn som befalet? Eller i Storebælt som vist på “øjenvidneskildringen”, Pufendorfs planche 71 (figur 18)?
2. Hvor langt isede Bredal sine skibe ud? Uden for rækkevidde af de svenske feltkanoner, uden for rækkevidde af selv svært skyts, eller – hvis de ikke allerede lå der - helt ud i Storebælt? 3. Hvad var tabstallene? Hvor store var Bredals tab? Hvor mange af hans mænd døde af de helt umenneskelige strabadser? Hvad var de svenske tab under angrebene på skibene?
15
Figur 6. Slaget i Sundet. 24 er den danske eskadre; heri Bredal på TRE LØVER. Kobberstik udført i Visschers værksted i Amsterdam. Kongelige Biblioteks Online-samling DH028570.
E N KO RT K A R R I E R E S O M
Viceadmiral
7. august 1658 angriber Karl Gustav uden krigserklæring Danmark med det klare formål at underlægge sig hele riget. Hans vigtigste mål er København, som belejres fra 11. august. Da svenskerne nu står som angribende part, udløses hollandsk hjælp til Danmark efter bestående traktat. 23. august er Admiral Bredal næstkommanderende for en styrke på 200 matroser, der ved Amager entrer en svensk fregat og en jagt, som de brænder af. Samtidig erobrer de fem store pramme og en række mindre skibe. Derved forhindrer de en planlagt svensk invasion af Amager. Var det lykkedes for svenskerne erobre øen, havde det været en katastrofe for fødevareforsyningen til København, der i forvejen var på et minimum.
16
27. oktober bliver Bredal tredjekommanderende på en eskadre på syv skibe, der skal understøtte den hollandske flådes kamp mod den svenske flåde i det, der bliver kendt som Slaget i Sundet. Han er nu atter chef på TRE LØVER. 29. oktober står slaget, der bliver en af de hårdeste og mest blodige søkampe i Norden. De danske skibe når ikke frem, før slaget er endt. Tilsynekomsten af den danske eskadre betyder dog, at svenskerne undlader at forfølge hollænderne, da disse trækker sig tilbage. Dagen efter slaget, den 30. oktober, trækkes den svenske flåde ind i Landskrona for reparationer. Da fem skibe stadig ikke er nået i sikkerhed der, angribes de af knap 30 hollandske og danske skibe, bl.a. Bredals velsejlende TRE KRONER.
Figur 7. Udsnit af den allierede flåde efter Slaget i Sundet. Bredals TRE LØVER ved pilen. Samtidig tegning af den hollandske marinemaler Willem van de Velde d.. Ældre (1611-1693). Gengivet efter Probst 1996.
Den ene svensker slipper ind på lavt vand, de fire andre kommer i sikkerhed under Kronborgs kanoner. De næste dage blokeres Landskrona, og 3. november får Bredal ordre til at begive sig til Slesvig med fem skibe for at støtte allierede troppers overgang til Sjælland. Her ligger en transportflåde bestående af allehånde småskibe og skuder klar; udover Bredals TRE LØVER drejer det sig om GRÅ ULV og yderligere tre skibe.
Figur 8. TRE LØVER og GRÅ ULV forlader flåden i Øresund for at sejle til Slesvig. Tegning som figur 7.
Figur 9. Model af GRÅ ULV. Foto Jørn Klinck.
På det tidspunkt er Als stadig besat af svenske styrker. De udgør en trussel mod dansk-allierede styrker i Jylland, da øen kan anvendes som flankestilling i tilfælde af, Alssund skulle fryse til – jf. Dybbølstillingen ca. 200 år senere! 4. december angriber polske ryttere Als. De erobrer hurtigt det meste af øen, men de to fæstninger Nordborg og Sønderborg Slot holder stand. Bredal har som nævnt været på vej til og i de sønderjyske farvande i godt en måned, og 6. december står han ind i Alssund med fire af sine skibe tidsnok til, at han kan støtte et polsk angreb på Sønderborg Slot med sine skibskanoner. En overlegen svensk eskadre på ti skibe prøver natten mellem 6. og 7. december at redde den svenske styrke på 1000 mand væk, men Bredal angriber dem, og et af de fjendtlige skibe går på grund. Bredal får sat både i vandet med folk til at entre det. Han er selv med i en af bådene og bliver ramt af en kanonkugle. Hans underlegne styrke må trække sig tilbage til Flensborg Fjord, hvor den er i sikkerhed for de svenske skibe. 18. december 1658 dør han af sine sår på et lazaret i Flensborg. Svenskekrigenes største danske søhelt er ikke mere!
17
Figur 10 Søkampen i Alssund. R er det grundstødte svenske skib, som Bredal forsøgte at entre. Kobberstik i Kongelige Biblioteks Online-samling DH028560.
18
MINDER OM EN
Søhelt
H
er i Nyborg lever mindet om Bredal først og fremmest gennem Bredalmonumentet, der blev skænket til Nyborg by af Turistforeningen og indviet ved en storslået højtidelighed 21. oktober 1900. Foreningen var stiftet 1899, og et af dens vigtigste formål var at opsætte mindesmærker for historisk bekendte personer med relation til Nyborg.
Figur 12. Bredalmonumentet for enden af Midtermolen midt i 1970’erne. Bemærk stokankeret; det blev senere stjålet og er aldrig kommet til veje igen. Foto Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
Monumentet er tegnet af arkitekt Emil Schwanenflügel (1847-1921), der har stået bag adskillige markante byggerier i Nyborg, bl.a. Birkhovedskolen og Vestervold Skole. Det var oprindeligt placeret i det lille lystanlæg bag Hovedvagten i Adelgade. I forbindelse med det store gadegennembrud i midten af 1930’erne blev såvel Hovedvagten som lystanlægget sløjfet og sidstnævnte omdannet til parkeringshelle midt i gaden. Monumentet blev flyttet ud for enden af Midtermolen. I 1989 blev Midtermolen lagt om, og monumentet fik sin nuværende placering.
Figur 11. Bredalmonumentet i anlægget bag Hovedvagten i Adelgade kort før gadegennembruddet i midten af 1930’erne. Foto Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
Figur 13a+b. Bredalmonumentet anno 2020. ” I Sten er sat et Minde/om ærlig, kæk Bedrift/at aldrig skal forsvinde/af Sagaen dens Skrift”. Foto forfatteren.
19
Figur 14. BREDAL på besøg i Nyborg havn 1983. Bemærk, at monumentet mangler ankeret! I forgrunden Finn Andersen, daværende kommunaldirektør. Foto Erling Lundemann, Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
I perioden 1943 - 1965 var der en søspejdertrop under Det Danske Spejderkorps ved navn “Peder Bredals Søspejdertrop”. Troppen havde mødelokaler i bunkeren mellem Strandvejen og Nyborg Skibsværft. I en uden tvivl nyere anekdote fortælles det, at da fæstningens danske kommandant havde overgivet Nyborg til svenskerne, lod han skikke en depeche til kaptajn Bredal, hvori der stod: ”Han haver at overgive sig i svenskens vold”. Hertil svarede Bredal: ”Kommandanten og hæren kunne tage sig af byen og landjorden, så skal Vorherre og vi søfolk nok tage os af skibene og søen”.
20
Herefter påbegyndte han sin udisning. I perioden 1977/78 - 2000 havde Søværnet ti motortorpedo/motormissilbåde af Willemoes-klassen. Torpedobådene var opkaldt efter danske søhelte, der havde udmærket sig i kamp. En af dem, P541, blev navngivet BREDAL. Den blev adopteret af Nyborg by 3. september 1977 og var i mere end tyve år en hyppig gæst i havnen. I 2000 blev de alle udfaset som følge af besparelser på forsvarsbudgettet. Det er den eneste gang, et af søværnets skibe har ført navnet BREDAL.
Figur 15. Egon Poulsens flotte model af P541 BREDAL. Foto Christian Fabricius.
Neumanns maleri fra 1883 hænger i en af salene på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot. Mølsteds maleri fra 1891 (se figur 5) hænger på Ulriksholm nær Kerteminde. Østfyns Museer ejer en kopi af Carl Neumans maleri fra 1833. Kopien er udført af nyborgmaleren Axel Vammen (1900-1978). Maleriet er ophængt på Borgmestergården. Der hænger yderligere en Vammen-kopi af maleriet på Nyborg Gymnasium.
En model af P541 BREDAL har siden 2002 prydet Marinestuen i Nyborg. Den er bygget af Egon Poulsen, medlem af Nyborg Marineforening. To af vore store danske marinemalere, Carl Neumann (1833-1891) og Chr. Mølsted (1862-1930), har begge malet Bredals skibe i Nyborg Fjord.
Derimod er Bredahlsgade ikke opkaldt efter Peder Bredal, men efter Kammerråd Hans Jensen Bredahl (1737-1805), som i 1793 skænkede byen et legat på 5 1/2 tdr. land. I Sønderborg, hvor Bredal blev dødeligt såret, er der ved marineforeningens hus ved Verdens Ende rejst en mindesten for ham. Figur 16. Vammens kopi af Carl Neumanns maleri fra 1883. Olie på lærred, Østfyns Museer. Foto Ole Friis.
21
Figur 17. Mindestenen ved Verdens Ende i Sønderborg anno 2019. Foto forfatteren.
22
Litteraturliste: Askgaard, Finn: Kampen om Østersøen 1654-60. 1974. Borch og Nørby: Søheltenes Skibe. 2007. Barfod, Jørgen H.: Niels Juels flåde. 1997. Blomberg, Aage Fasmer: Fyns vilkår under svenskekrigene 1657-1660. 1973. Bricka, C. F.: ”Efterretninger om den danske Flaade i Efteraaret 1657” i Danske Magazin, 5. række, bind III. 1893-97. Christensen, Lars: Svenskekrigene 1657-60. 2018. Larsen, John Maalø: Gade op og Gade ned. 2017. Larsen, John Maalø: ”… og manden bag mindesmærket” i Nyborg – Før & nu 2000. 2001. Larsen og Trebbien: ”Et mindesmærke…” i Nyborg – Før & Nu 2000. 2001. Lind, H. D.: Kong Frederik den Tredjes Sømagt. 1896. Lind, H. D.: Kong Kristian den Fjerde og hans Mænd paa Bremerholm. 1889/1974. Politikens Danmarkshistorie: Bind 7. 1964. Probst, Niels M.: Christian 4.s flåde. 1996. Pufendorf, Samuel: De rebus a Carolo Gustavo... gestis. 1696/svensk 1915. Thestrup, Poul: Pund og alen. 1991.
Figur 18. Nederste halvdel af planche 71 fra Pufendorf 1696. Teksterne - ovenfra og ned – lyder oversat fra latin: Øen Sjælland - Storebælt helt dækket af is - Svenskerne rykker frem over isen til angreb på de nævnte skibe fra gødning og avner gjort hårde af kulden - Planchen viser tre danske orlogsskibe ved Nyborg på Fyn siddende fast i isen, hvilke d. 2., 3., 4. og 5. februar heftigt angribes af svenskerne år 1658. Der vises kun tre skibe; bemærk placeringen i Storebælt i stedet for Nyborg Fjord! Forlægget til kobberstikket er tegnet af et øjenvidne: den svenske generalkvartermester Erik Dahlberg. Planchen giver et fint billede af livet i felten. I tidens stil vises flere begivenheder samtidigt: det er derfor, skibene beskydes af svensk artilleri, mens der er svenske ryttere omkring dem! Teksten i selve bogen lyder: “I Nyborg lå fire orlogsskibe indefrosne i isen, og disse havde Wrangel stor lyst til at bemægtige sig. Men de ville ikke overgive sig, da de blev opfordret dertil, men hilste de fremrykkende svenskere kraftigt med deres artilleri. Og siden brød de isen op omkring sig og trak sig så langt fra land, at de kom uden for skudhold af de svenske kanoner.” Privateje. Foto Anne-Lise Reinsfelt.
23
BLADET ER SPONSORERET AF 5E - B Y G
A/S
Nyborg Marineforening · Vesterhavnen 70 A · DK-5800 Nyborg
