5 minute read

Familieeventyr i motorhome

Next Article
Only in America

Only in America

USA er som skabt til road trips, og med et motorhome har du altid hotelværelset med dig. Det giver nogle muligheder, man ikke har i en almindelig bil. Ikke mindst hvis du rejser med børn. Det ved Anders fra MyPlanet alt om.

Zion National Park

Advertisement

Knap har vi forladt den lille by Springdale i det sydlige Utah, før vi bliver nødt til at gøre stop igen. På begge sider af vejen hæver orange klipper sig dramatisk mod himlen og skaber den smalle kløft, vejen snor sig igennem. De første nybyggere i dette område var så imponerede over omgivelserne, at de navngav bjergtoppene med inspiration fra deres mormonske religion. Navnene hang ved, og i dag er bjergtoppene langs vejen stadig kendt under navne som ”Ofringernes alter”, ”Det vestlige tempel” og ”Patriarkernes domstol”. De smukke omgivelser viste sig dog at være mere kønne end frugtbare, og trods hårdt arbejde lykkedes det aldrig de mormonske nybyggere at forvandle dalen til frodig agerjord. I stedet spredte rygtet om dalens skønhed sig til omverdenen, og i dag er området beskyttet som en del af Zion National Park.

Vi sætter os tilbage bag rattet og fortsætter ad State Route 9 gennem nationalparken. Automatgearet skifter endnu et hak ned, mens motorhomet slider sig op gennem det ene hårnålesving efter det andet. Flere steder synes vejen at klamre sig til bjergsiderne, og motoren beklager sig højlydt. Men højere og højere stiger vi i bjergpasset, indtil dalen ligger for vores fødder som et grønt tæppe mellem de orange stenmure.

Tunnelen lukket for vores skyld Det varer dog ikke længe, før vi løber ind i et problem. Midt i 1920’erne stod det klart, at en tunnel var nødvendig for at forbinde Zion National Park med det østlige Utah. I 1927 blev arbejdet påbegyndt, og i de næste tre år hakkede arbejderne sig dybere og dybere ind i bjerget. Da tunnelen stod færdig i 1930, havde ingen forestillet sig, at den en dag skulle have plads til køretøjer så store som motorhomes. Det har den heller ikke. Men heldigvis kan man arrangere med nationalparken, at tunnelen bliver lukket for modkørende trafik, så man kan køre midt på kørebanen uden at skrabe taget mod tunnellens sider.

Rangeren ved tunnelen gør tegn til os, og vi triller forsigtigt ind i mørket. Motorhomet fylder tunnelen fuldt ud, og vi håber inderligt, at systemet virker, og vi ikke møder modkørende biler. Det gør vi heldigvis ikke, og efter omkring halvanden kilometers mørke strømmer dagslyset os atter i møde forude.

Vi er nu kørt ind i højlandets verden af eroderede, orange klipper. Lyset er skarpt heroppe, og ved første øjekast kan de stenede omgivelser virke livløse. Dette er dog langt fra tilfældet. Spredt rundt i landskabet har krogede fyrretræer og hårdføre buske formået at slå rødder. På klipperne søger bjerggeder nye græsgange, og højt over landskabet svæver gribbe på luftstrømmene på jagt efter det næste måltid. Det er en ekstrem flot køretur, og heldigvis har de betænksomme vejingeniører lavet rigeligt med rastepladser, så vi kan holde ind og nyde udsigterne.

Motorhome er perfekt til road trips Knap en time efter at vi har forladt Zion National Park, lyder et højt skrig fra bagsædet. Det er vores lille seks måneder gamle baby, der bekendtgør, at han nu er vågen og klar til en pause. Det er i situationer som denne, at et

Friheden til at stoppe, når man har lyst, eller til at køre en omvej, der ser spændende ud, er unægtelig en af de helt store fordele ved motorhomes. Det giver præcis den følelse af frihed, et ægte road trip handler om. At man tilmed har al bagagen med overalt, og at man kun behøver at pakke ud én gang, er blot yderligere fordele - især med en baby, der kræver oceaner af udstyr!

Vi havde aldrig tidligere kørt i motorhome. Men selvom vi kun var et par dage inde i vores rejse, forekom det allerede naturligt at manøvrere det enorme køretøj rundt på USA’s brede, lige veje. Også parkeringspladserne har rigeligt med plads til det otte meter lange køretøj, og vel fremme tager det kun et øjeblik at koble sig på strøm, vand og kloak. De øvrige bilister virker tilmed både tålmodige og hensynsfulde, så det er ingen sag at have huset med sig overalt.

Økonomiske fordele og ulemper ved at køre i motorhome Der er også økonomiske fordele ved at køre i motorhome. Man kan selv lave mad, og bliver man tørstig, finder man bare noget i køleskabet. Det sparer man rigtig mange penge på. Naturligvis koster det noget at leje et motorhome, og det er som regel dyrere end at leje en bil. Men kører man i bil, er man tvunget til at bo på hoteller og spise de fleste måltider på restaurant, hvilket hurtigt løber op. Især i nærheden af nationalparkerne. Med et motorhome kan man bosætte sig på campingpladser, hvilket er en billigere løsning. Motorhomet har endda vand og strøm nok til, at man kan være selvforsynende i et par dage uden problemer. Så man kan vælge at bo på mere primitive campingpladser, der er billige og ofte ligger fantastisk midt i naturen. det er værd at have med i overvejelserne, når ruten planlægges. Drømmer man om at køre rigtig langt, kunne en benzinøkonomisk bil og hotelværelser godt vise sig at være lige så billige som et motorhome. Men så går man glip af hele campingoplevelsen, der er en stor del af det at køre i motorhome.

Aften over Bryce Canyon Da frokosten er sat til livs, og babyen har leget en times tid, er vi atter klar til at køre videre. Lige så stille sætter motorhomet i gang, og vi triller det sidste stykke mod Bryce Canyon National Park, hvor vi ankommer tids nok til at se solens sidste stråle bade de forunderlige klippeformationer i sit orange aftenskær. Hurtigt bliver skyggerne lange, og mens natten sænker sig over USA, tænder vi op i grillen og planlægger morgendagens oplevelser.

Motorhomet har dog ét væsentligt økonomisk minus. Vores 25 fod lange rullende hotelværelse kører kun ca. fire km på literen i snit. Mindre når det går opad. Benzinen er godt nok halv pris i USA sammenlignet med Danmark, men

This article is from: