3 minute read

4 fantastiske Roadtrips

Next Article
Only in America

Only in America

4

FANTASTISKE ROADTRIPS

Advertisement

USA er bilernes land, og med friheden bag eget rat, ligger hele landet åbent. Der er utallige storslåede køreture i USA. Men her har vores USA-eksperter samlet fire af de absolut bedste vejstrækninger baseret på deres egne oplevelser. Så spænd sikkerhedsselen, skru op for radioen, og oplev USA, som amerikanerne selv foretrækker at gøre det, i bil.

Highway 1 Fra Los Angeles snor Highway 1 sig nordpå langs Stillehavskysten til San Francisco. Turen kan i princippet klares på en dag. Men det ville være synd. For undervejs indbyder mondæne strande som Santa Monica, historiske byer som Santa Barbara og hyggelige kunstnerbyer som Carmel-by-the-Sea til et stop. Ruten byder også på masser af storslået natur. Ved Big Sur slår bølgerne ind mod klipperne, der skjuler små bugte. Ved San Simeon solbader søelefanter på stranden, og i bugten ud for Monterey boltrer hvaler, søløver, sæler og havoddere sig i det næringsrige vand. Væk fra kysten fremtrylles fantastiske vine på små vingårde, og overalt langs kysten lokker menukort med alt godt fra havet. Ruten slutter ikke i San Francisco, og har du tiden til det, er det værd at fortsætte yderligere 350 km op langs kysten til Leggett, hvor vejen skifter navn til 101.

Længde: Cirka 700 km.

Route 66 En rejse ad Route 66 er en rejse dybt ind i den amerikanske folkesjæl. Vejen var den første, der for alvor bandt øst og vest sammen, og siden åbningen af den 3.917 km lange strækning fra Chicago til Santa Monica i 1926 har Route 66 være synonym med den amerikanske drøm. Første gang under den store depression i 1930’erne, hvor arbejdsløse i stort antal søgte vestpå i håbet om et bedre liv. Efter anden verdenskrig tog privatbilismen fart, og millioner af rejsende kastede sig ud i det store roadtrip mod solrige Californien. Således har Route 66 spillet en vigtig rolle i skabelsen af den amerikanske drøm og følelsen af frihed i egen bil. Nye motorveje har i dag overtaget trafikken. Men mange steder langs den gamle rute kan man stadig finde levn fra Route 66. Ikke mindst i byen Seligman i Arizona, hvor nostalgien udleves for fuld udblæsning.

Længde: Cirka 3.900 km

Scenic Byway 12 i Utah Fra Panguitch fører en lille sidevej gennem stenede landskaber til Torrey. På vejen passerer den igennem nogle af de mest storslåede naturområder i Utah. Først Red Canyon og Bryce Canyon, hvor klipperne er eroderet til surrealistiske skulpturer. Fortsæt henover forhistorisk havbund, gennem højt beliggende nåleskove samt fantastiske gyldne klippelandskaber i Capitol Reef National Park. Det er værd at tage den lille omvej til Kodachrome Basin State Park samt gøre stop i Fruita lige øst for Torrey, hvor en række små historiske træbygninger og 2.500 frugttræer fortæller historien om de hårdføre nybyggere, der forsøgte at skabe sig en ny tilværelse her fra 1895 til 1947. Fra Fruita kan du fortsætte ad vej nr. 24 til Goblin Valley State Park og videre til Moab, der er det perfekte udgangspunkt for udforskning af nationalparkerne Arches og Canyonland samt Dead Horse Point State Park.

Overseas Highway Syd for Miami nær Floridas sydspids synes vejen at køre direkte i havet. Det gør den dog ikke. I stedet forbinder utallige broer småøerne hele vejen til USA’s sydligste punkt Key West. Ruten blev oprindeligt konstrueret som en jernbane, der stod færdig i 1912. Først i 1950’erne blev motorvejen bygget oven på de gamle jernbanespor. Følelsen af at køre over vandet er en stor del af oplevelsen. Men det er også værd at gøre hold på de små øer, der har hvert sit særpræg. Fra Key Largo kan du snorkle ved Floridas smukkeste koralrev og dykke mellem gamle skibsvrag. Islamorada er vidt berømt blandt lystfiskere, mens Marathon byder på verdens første hospital for havskildpadder samt et center for delfiner. Flere dyr kan opleves langs Big Pine Key’s mangrovedækkede kyster. Øen er blandt andet hjem for USA’s mindste hjorteart; key deer.

This article is from: