Forord Mekanisk fysik og varmelære gennemgår fysikken, som er grundlag for emnet termiske maskiner og anlæg i maskinmesteruddannelsen. Kinematik, statiske og dynamiske forhold for den grundlæggende mekanik og for væsker og gasser behandles sammen med varmelæren og de relevante kredsprocesser. Opbygningen følger en fast skabelon med teorigennemgang suppleret med mange eksempelberegninger samt øvelsesopgaver med facit. Herved hjælpes læseren til både at forstå og anvende de gennemgåede teorier. Eksempelberegninger er sat på en rød bagrund og øvelsesopgaver på en blå baggrund, så de skiller sig ud fra den øvrige tekst. Bogen indeholder følgende kapitler: Kinematik, Grundlæggende mekanik, Arbejde, effekt og energi, Hydrostatik, Hydrodynamik, Gassers statik, Gassers dynamik og Varmelære. Herudover er der to kapitler med et righoldigt opslags- og baggrundsstof bl.a. i form af symboler, enheder, relevant matematik og damptrykstabeller. Mekanisk fysik og varmelære kan indgå i undervisningen på flere trin i maskinmesteruddannelsen – fx til emnet termiske maskiner og anlæg. Selv om vi har inddelt bogen med emnerne i en rækkefølge, vi finder mest naturlig, så er der ikke krav til, at kapitlerne gennemgås i rækkefølge. Hvert enkelt kapitel kan trækkes ind i undervisningen, når det passer i sammenhængen. Med bogen følger en opgavesamling i eBogs-form, som der er adgang til via den medfølgende kode. Den indeholder et stort antal ekstra opgaver til bogens kapitler, inklusive opgaver, hvor der fokuseres på grøn teknologi. Der er vejledende facit til alle disse opgaver. Hertil kommer en større samling af eksamenssæt fra tidligere fysikeksamener på maskinmesteruddannelsen. Så der er masser af muligheder for at dygtiggøre sig. God fornøjelse med fysikken.
5