Blod gi'r live - om bolddonorerne og blodbanken i Århus

Blod gi’r liv – om bloddonorerne og blodbanken i Århus

Blod gi’r liv – om bloddonorerne og blodbanken i Århus

ISBN 978-87-7082-054-7

9788770820547

83034-1

www.ef.dk

1934–2009 83034-1_blod_gir_liv_omslag.indd 1

03-04-2009 09:34:48

– om bloddonorerne og blodbanken i Århus

83034-1_blod_gir_liv.indd 1

31-05-2011 10:46:11

Blod gi’r liv 2. udgave, 1. oplag 2011 © Erhvervsskolernes Forlag 2009 Forlagsredaktør: Marianne Corydon Kragh, mck@ef.dk Grafisk tilrettelæggelse og dtp; omslag: Jette Hallenberg Christensen Grafisk tilrettelæggelse og dtp; indhold: Stig Bing Tryk: Narayana Press ISBN: 978-87-7082-054-7 Fotografer: Århus Universitetshospital, Skejby Burgdorf Fotografi Allis Michelsen Bogen er sat med ITC Legacy Serif Bogen er trykt på 115 g Silk Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Alle rettigheder forbeholdes.

Erhvervsskolernes Forlag Munkehatten 28 5220 Odense SØ info@ef.dk www.ef.dk Tlf. +45 63 15 17 00 Fax +45 63 15 17 28

83034-1_blod_gir_liv.indd 2

31-05-2011 10:46:12

Forord Blod gi’r liv markerer donorkorpsets 75 års jubilæum i foråret 2009. Bogen fortæller historien om bloddonorerne og blodbanken i Århus igennem de 75 år.

Blod gi’r liv er primært skrevet til bloddonorerne og til personalet i blodbanken, men vi håber også, at andre, der interesserer sig for bloddonorsagen, kan få glæde af bogen.

Bestyrelsen for Bloddonorerne i Århus ønsker at takke overlæge Jan Jørgensen for hans indsats som forfatter. Jan Jørgensen var i mange år overlæge i blodbanken og har tillige været medlem af bestyrelsen for bloddonorerne. Han har derfor, som teksten afspejler, et virkelig nært kendskab til både donorkorpset og blodbanken. Ligeledes takker vi journalist Allis Michelsen, der har stået for interviews med bloddonorer og med patienter, og som har været med til at redigere bogens afsnit om blodet.

Tak til Vilhelm Kiers Fond for økonomisk støtte til udgivelse af bogen, og tak til alle de, der har bidraget med indlæg, fotos og informationer.

Omslaget til Blod gi’r liv er tegnet af grafikere ved informationsafdelingen på Århus Universitetshospital, Skejby. Motivet skal symbolisere det gode samarbejde, der er mellem bloddonorerne og blodbanken – Bloddonorerne i Århus er markeret med bloddråben og blodbanken med Nautilen, kunstværket ved hovedindgangen til Århus Universitetshospital, Skejby.

Blod gi’r liv foreligger her i 2. udgave. Interessen for bogen har været stor, og første oplag er udgået. For at gøre bogen endnu mere læsevenlig er opbygningen i denne udgave gjort mere tydelig, og der er foretaget nogle ændringer og ajour­ føringer af teksten. Ligeledes er enkelte billeder udskiftet med bedre.

God læselyst! Århus i april 2011

Poul Henning Olesen Formand for Bloddonorerne i Århus 3

83034-1_blod_gir_liv.indd 3

31-05-2011 10:46:13

Blod gi’r liv

Indhold Forord Poul Henning Olesen, formand for Bloddonorerne i Århus ........................................ 3

Gratulationer HKH Kronprins Frederik: Til lykke Århus........................................................................ 7 Nicolai Wammen: Til lykke og tak i anledning af 75 års jubilæet .............................. 8 Valdemar Riis Søndergaard: Kære århusianske bloddonorer ...................................... 9

Indledning Jan Jørgensen: Vigtigt at fortælle historien.....................................................................11

Patienterne - Donorblod giver dem liv ...................................................................................................15 Mogens Andreasen: De gav mig kun syv år at leve i .....................................................17 Aage Espersen: Jeg har mistet og modtaget mængder af blod ...................................19 Viggo Hartz: Nu får jeg mit indskud igen .......................................................................22 Søren Jaquet: Tre liter donorblod reddede mit liv ........................................................24

Blodtransfusion - i historiens lys ...........................................................................................................27 De første forsøg .....................................................................................................................27 Milepæle i blodtransfusionens historie...................................................................................... 31

Bloddonorerne - før og nu ......................................................................................................................33 Den første bloddonororganisation i Århus ....................................................................33 De organiserede donorerne - Borges og Krebs ...............................................................37 - Borges hvervede donorer blandt de voksne spejdere .................................................37 - Krebs hvervede donorer blandt ansatte på sygehuset ................................................40 Perioden med de mange initiativer - 1934-1954............................................................41 Århus Hospitalernes Bloddonorkorps.............................................................................44 Donorernes formænd gennem tiden................................................................................48 Jørn Jelle, 1974-1978: Bliv endelig ved så længe I kan ................................................51 Ellen Margrethe Skov, 1978-1990: Vi er i front med frivilligheden ........................52 Inger Mikkelsen, 1990-1994: Donorerne bør være bedre repræsenteret ...............54 Bent Mikkelsen, 1994-2007: Flere donorer kom med ...............................................55 Poul Henning Olesen, 2007- : Gode forhold for donorerne....................................56 Donororganisationen på landsplan .................................................................................58

Bloddonorerne - Derfor giver de blod ....................................................................................................62 Jonas Rico Christensen: Ingen bliver rige af blod .........................................................64

4

83034-1_blod_gir_liv.indd 4

31-05-2011 10:46:14

Finn Isaksen: Vi mødte op ved porten kl. 10...................................................................65 Niels Kjær: Århusmester i at give blod..............................................................................67 Flemming Knudsen: Jeg ønsker, du skal overleve..........................................................69 Nina Rasmussen: Jeg vil gerne nå de 100.........................................................................70 Jette Torp: Min datter er også donor.................................................................................72 Andre donorer.........................................................................................................................74 Nye bloddonorer - men hvordan........................................................................................75 Unge skaber kontakt til unge..............................................................................................76 Milepæle for bloddonorernes organisationer i Århus............................................................... 78

Blodbanken...............................................................................................................................................79 Tiden før 1961 - perioden hvor funktionerne var meget spredt................................79 Indvielsen af blodbankens midlertidige lokaler – 1955................................................84 Blodbanken i Århus, Århus Kommunehospital – 1961-1988.....................................87 Blodbanken i Århus, Skejby Sygehus – 1988...................................................................88 Donorkartoteker....................................................................................................................89

De skabte blodbanken..............................................................................................................................93 Flemming Kissmeyer-Nielsen, professor og overlæge...................................................93 Else Feyring, oversygeplejerske...........................................................................................98

De førte blodbanken videre....................................................................................................................100 Laboranter-hospitalslaboranter-bioanalytikere...........................................................100 Sygeplejersker........................................................................................................................104 Sekretærer..............................................................................................................................107 Læger.......................................................................................................................................109 Milepæle for Blodbanken i Århus............................................................................................ 112

Blodet - fra donor til patient..................................................................................................................113 De gode egenskaber.............................................................................................................113 Sådan bliver man donor.....................................................................................................114 Blodtypefamilierne..............................................................................................................123

5

83034-1_blod_gir_liv.indd 5

31-05-2011 10:46:14

Blod gi’r liv

6

83034-1_blod_gir_liv.indd 6

31-05-2011 10:46:16

Til lykke Århus Af H.K.H. Kronprins Frederik Som protektor for bloddonorsagen er det mig en stor glæde at ønske Danmarks næststørste bloddonorkorps, Bloddonorerne i Århus, til lykke med 75 års jubilæet.

Med base i den jyske hovedstad har korpset gennem 75 år været med til at sikre, at der også i denne del af landet altid har været den nødvendige mængde blod til rådighed. Det er en uvurderlig indsats – i og omkring Århus bor rigtig mange mennesker, der kan få brug for blod, og regionens store sygehuse behandler dagligt patienter fra hele landet. Så der skal hele tiden skaffes nye bloddonorer, som skal tage over efter dem, som af den ene eller anden grund er nødt til at stoppe.

Det kræver en stor frivillig arbejdsindsats at opretholde en jævn tilgang af bloddonorer og at sørge godt for dem, der allerede har meldt sig. Det er fantastisk, at traditionen med frivillige bloddonorkorps, som stammer helt tilbage fra 1932 med stiftelsen af Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps, stadig i 2009 fungerer i bedste velgående. I en tid, hvor den enkeltes fritid er sparsom og prioriteres højt, er det beundringsværdigt, at så mange er villige til at bruge en lørdag eller en søndag på at hverve nye bloddonorer eller planlægge en fest for de nuværende.

Mange tager det måske for givet, at der er blod til rådighed på de danske sygehuse, når patienter har brug for det. Men i mange andre lande er det langt sværere at skaffe det nødvendige blod. Det danske blodforsyningssystem er med andre ord helt unikt, og det er det netop, fordi det primært er båret af frivillige kræfter. Deres indsats gør en afgørende forskel, og det er der grund til at være stolt af.

Til lykke med jubilæet!

7

83034-1_blod_gir_liv.indd 7

31-05-2011 10:46:16

Blod gi’r liv

Til lykke og tak i anledning af 75 års jubilæet Af Nicolai Wammen, borgmester i Århus I anledning af 75 års jubilæet vil jeg på byens vegne sende de hjerteligste hilsener samt en meget stor tak til de mange bloddonorer, som gennem årene har givet blod i Århus og dermed har hjulpet et stort antal mennesker.

Det er meget afgørende for mig, at bloddonation bygger på princippet om frivillig, anonym og ubetalt deltagelse, hvor det at bidrage og hjælpe andre rummer gevinsten i sig selv – og hvor det er medmenneskelighed, som driver værket.

Min tak skal også rettes til alle de mange medarbejdere på sygehuset, som har gjort og fortsat gør en flot indsats i forhold til bloddonorerne. For mig personligt som bloddonor har de med deres venlige og imødekommende facon altid gjort det at give blod til en behagelig oplevelse.

Også den frivillige indsats, der foregår ud over blodtapningen, skal have et fortjent skulderklap. Der er tale om engagerede mennesker, der bruger energi og fritid på at informere og skaffe nye bloddonorer – til glæde og gavn for borgerne i Århus og resten af Danmark.

Vi kan alle stå i en situation en dag, hvor vi får brug for donorblod for at sikre vores liv og sundhed, og derfor er det også vigtigt at alle, der har mulighed for det, føler et ansvar for at bidrage. Det er derfor mit håb, at mange flere vil gå i fodsporene af de frivillige, der har givet blod de sidste 75 år i Århus.

8

83034-1_blod_gir_liv.indd 8

31-05-2011 10:46:18

Kære århusianske bloddonorer Af Valdemar Riis Søndergaard, Landsformand, Bloddonorerne i Danmark På vegne af Bloddonorerne i Danmark vil jeg gerne ønske Bloddonorerne i Århus og alle de århusianske donorer et stort til lykke med jeres 75 års jubilæum. I gør en fantastisk indsats for bloddonorsagen og dermed for hele landets sundhedssystem. Når I trodser regnen og cykler hen i blodbanken, eller når I overvinder ubehaget ved nålen, så er I med til at redde menneskeliv. Det lyder flot – og det er det også. Vores blodforsyningssystem kunne ganske enkelt ikke fungere, hvis ikke I – og alle landets øvrige donorer – var så vedholdende og loyale.

Vi vil også gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak til korpset i Århus for det gode samarbejde, vi har og har haft gennem årene. Med sine 75 år er korpset et af landets ældste, og I har været med næsten helt fra begyndelsen i 1932. Det er faktisk længere tid, end vi som landsorganisation har eksisteret.

Som landsorganisation løfter vi nogle fælles opgaver, men det er de lokale donorkorps, der sammen med blodbankerne står for den løbende kontakt med donorerne og i det daglige trækker det store læs. Det skal I have en meget stor og varm tak for. Vi ønsker jer til lykke med jubilæet og glæder os til at fortsætte samarbejdet i mange år fremover.

Med venlig hilsen

9

83034-1_blod_gir_liv.indd 9

31-05-2011 10:46:19

Blod gi’r liv

Nautilen. Vartegnet for Århus Universitetshospital, Skejby.

Nautilen tilhører blækspruttefamilien sammen med mere end 3000 andre nautilis-arter. Den har levet på Jorden i mere end 500 millioner år.

Bronzeskulpturen er ca. 4 x 6 meter og er udført af kunstneren John Olsen. Den blev opstillet ved hovedindgangen til sygehuset i 2004 og er opkaldt efter en nautil på grund af dens kurvede form, der går ind i sig selv. Den symboliserer både livets begyndelse og dets afslutning. Kunstneren John Olsen anvender ofte naturen som inspirationskilde til skulpturer med temaet liv og død.

10

83034-1_blod_gir_liv.indd 10

10-06-2011 10:57:00

Vigtigt at fortælle historien Blod gi’r liv er skrevet for at fortælle historien om, hvordan bloddonorernes organisation og det lægefaglige område Transfusionsmedicin ud­vikledes inden for rammerne af sygehusvæsenet i Århus.

Nye lægefaglige områder opstår ofte i forbindelse med indføring af nye former for behandling eller undersøgelse af patienter. De første ledere i et nyt speciale er personer, der skal være i besiddelse af entusiasme, pionerånd og styrke til at overvinde alle begyndervanskeligheder. Personalet yder i et sådant miljø ofte mere end sædvanligt på bekostning af sig selv, grebet af den entusiasme, lederen møder med.

Det er hårdt arbejde for alle, indtil området er Jan Jørgensen var overlæge i blodbanken fra 1971 til 2006. etableret og arbejdet blevet mere rutinepræget.

De, der var med fra begyndelsen, vil have fået en oplevelse, de aldrig vil glemme. En oplevelse af pionerånd og glæden ved at skabe.

At have været med i en sådan udvikling og have kendt alle de ”gamle høvdinge”, der skabte forudsætningerne for det nye speciale til det kunne klare sig selv, det er så stor en oplevelse og fylder så meget i en, at man næsten bobler over og må have mulighed for at få fortalt historien.

Det havde længe været min plan at få nedskrevet historien om oprindelsen til bloddonorernes organisation i Århus og blodbanken i Århus. De to hovedhjørnestene, der i et tæt samarbejde sikrer patienternes behov for blodtransfusion. Selv om jeg først blev ansat som overlæge ved blodbanken i Århus, mere end tyve år efter de første tiltag til en blodbank og ti år efter den første egentlige blodbank blev oprettet, nåede jeg alligevel at få lært de fleste af de tidlige pionerer inden for området at kende, og nåede at høre historierne om fortiden blive fortalt af dem, der selv havde oplevet dem. Erkendelsen af, at jeg efterhånden var den eneste tilbage med denne viden, og min mulighed for at kunne anvende oplysninger fra afdelingens store samling af historiske dokumenter, var yderligere tilskyndelser.

Anledningen til at få planen sat i værk kom, da formanden for bloddonorernes organisation i Århus, Poul Henning Olesen, spurgte mig, om jeg havde lidt på skrift om oprindelsen til donororganisationen i Århus, han kunne anvende i

11

83034-1_blod_gir_liv.indd 11

31-05-2011 10:46:22

Blod gi’r liv

en tale ved en bloddonorfest. Der findes imidlertid ikke noget på tryk, bortset fra nogle kronikker i byens aviser. Jeg skrev derfor et kort notat med lidt oplysninger.

Han blev så tilfreds med notatet, at vi blev enige om at indlede et samarbejde med henblik på at få skrevet en beretning om den historiske udvikling i Århus og få den udgivet i bogform sammen med historiske billeder. En passende lejlighed ville være organisationens 75 års jubilæum i 2009. Siden hen kunne den anvendes som donorgave.

Poul Henning Olesen er forfatter til flere tekniske lærebøger, hvilket blev til stor nytte. Han fik også den fremragende ide at supplere teksten med interviews og personlige beretninger, hvilket har tilført bogen et friskt pust til de støvede dokumenter.

Disse interviews blev foretaget af journalist Allis Michelsen, som viste sig at være ideel til opgaven. Bogen er derfor et produkt af et gensidigt inspirerende samarbejde mellem disse tre meget forskellige personer.

Bogens oplysninger stammer fra dokumenter i blodbankens arkiv, avisudklip og fra personer med tilknytning til donorerne og blodbanken, kædet sammen af min viden om baggrunden, krydret med interviews og personlige erindringer og levendegjort med billeder fra dengang. Det har langt fra været muligt at medtage alt det indsamlede materiale. Hovedvægten er derfor lagt på omtale af de tidlige begivenheder. For at resten ikke skal gå tabt, for at fortsætte indsamlingen af historisk materiale om transfusionsmedicin og for at inddrage tilgrænsende fagområder, som fx vævstypeområdet og transplantationsimmunologi, er der indledt et samararbejde mellem Steno Museet, Aarhus Universitet og Blodbanken (Klinisk Immunologisk afdeling), og der er oprettet et edb-program til registrering af historiske dokumenter, programmeret af en medarbejder i blodbanken.

Der er endvidere på Steno Museet oprettet en lille gruppe registratorer bestående af pensionerede blodbanklæger, som på frivillig basis registrerer historisk materiale, som museet har modtaget fra bloddonorernes organisationer og landets blodbanker.

I forbindelse med Steno Museets udstilling ”Blod: i kroppen - i banken - i historien” fik museet tildelt ”Bloddonorernes Hæderspris 2009”. Den blev overrakt af landsorganisationens formand Valdemar Søndergaard på vegne af Danmarks 230.000 bloddonorer. Tildelingen blev især begrundet med, at udstillingen havde fokuseret meget på det frivillige arbejde med at agitere for nye donorer.

Samtidigt blev der indgået en aftale mellem Bloddonorerne i Danmark og Steno Museet om, at museet fremover får overdraget og opbevarer de arkivalier og historiske genstande fra bloddonorernes arkiver, som vil være af museal interesse for Steno Museet.

12

83034-1_blod_gir_liv.indd 12

31-05-2011 10:46:23

Bogen er først og fremmest en bog om donororganisationen i Århus. Men intet blod uden både donorer og blodbank. Dertil kommer ikke mindst de patienter, der har behov for blod. Interviewene med patienterne er anbragt forrest i bogen for at tilkendegive, at det er dem, det hele drejer sig om, når man giver blod.

Sidst men ikke mindst en stor tak til organisationen Bloddonorerne i Århus for dens store bidrag til udarbejdelsen af denne bog.

Jan Jørgensen

13

83034-1_blod_gir_liv.indd 13

31-05-2011 10:46:23

Blod gi’r liv

14

83034-1_blod_gir_liv.indd 14

31-05-2011 10:46:26

– Hvad skulle vi gøre uden blod i banken? Hvad skulle jeg?

– Var der ikke blod til mig i dag, ja, så ville jeg nok ikke få lejlighed til at stille spørgsmålet. Men heldigvis først i en sen alder fik jeg brug for at trække på mit indestående i banken...

Viggo Hartz, patient med kronisk mangel på røde blodlegemer

Patienterne Donorblod giver dem liv Viggo Hartz er en af de mange patienter, hvis liv og helbred afhænger af, at der er blod til rådighed. Selv har han været bloddonor det meste af sit liv, og nu får han sin indsats tilbage, som han siger. Viggo Hartz, tidligere lærer i Århus, er en af dem, der på de følgende sider fortæller sin historie i anledning af bloddonorernes 75 års jubilæum.

Med den defekt i knoglemarven, han fik konstateret, efter han var blevet pensioneret som lærer, er han afhængig af hver anden uge at skulle møde op på Hæmatologisk Ambulatorium på amtssygehuset (hæmatologi: læren om blodets sygdomme) for at få blodtransfusion med to portioner røde blodlegemer. Det har forandret hans liv markant, men han er også taknemmelig: ”Det siger noget om os som danskere, som samfund, at vi tager sådan en opfordring op og uden noget til gengæld og som det naturligste af verden viser samfundssind”, siger han om bloddonorernes indsats.

For den tidligere faglærer Søren Jaquet kom tre liter donorblod på Skejby Sygehus til at afgøre hans skæbne: ”Bagefter har jeg da tænkt med taknemmelighed på dem, der gjorde det muligt for mig at klare operationen, men også at jeg selv burde have meldt mig som donor, mens tid var. Ikke mindst i betragtning af at min far og andre i den nære familie døde som følge af blodpropper”, fortæller Søren Jaquet, der selv blev ramt og måtte opereres akut.

Mogens Andreasen har fået tusindvis af blodtransfusioner, siden han kun tre måneder gammel fik konstateret en blodsygdom: ”Havde det ikke været for bloddonorerne, så havde jeg ikke siddet her”, siger den 53-årige landmand, der som barn

15

83034-1_blod_gir_liv.indd 15

31-05-2011 10:46:27

Blod gi’r liv · Patienterne

ikke blev levnet mange chancer for overlevelse. ”Det var mere de voksne, der tog det tungt. Jeg tror, børn har en særlig evne til at tage tingene, som de kommer, og en vilje til at ville overleve – og den egenskab har heldigvis fulgt mig livet igennem, selv om det har været en drøj omgang”, fortæller han.

Som bløderpatient – Danmarks og måske verdens ældste – har 95-årige Aage Espersen været helt afhængig af, at der var blod til ham. Han har mistet og han har modtaget mængder af blod og stået mange strabadser igennem, siden han som det eneste barn ud af en søskendeflok på otte fik konstateret sygdommen. Aage Espersen fortæller om at være patient i blodbankens barndom: ”I starten, på amtssygehuset, blev donoren indkaldt, når jeg skulle have blodtransfusion, og så blev blodet nærmest tappet direkte over i mig. Der var et forhæng mellem mig og donoren. Så lå man der, sådan side om side. Det eneste, man så til donoren, kunne være et par brune sko for enden af forhænget…”.

Efter tapning af en portion fuldblod adskilles den i de enkelte dele (plasma, blodplader og røde blodlegemer), som opbevares i hver sin pose.

16

83034-1_blod_gir_liv.indd 16

31-05-2011 10:46:28

- Havde det ikke været for bloddonorerne, så havde jeg ikke siddet her, siger Mogens Andreasen, der har modtaget blod, siden han kun tre måneder gammel fik konstateret en blodsygdom.

Afhængig af donorblod et helt liv: – De gav mig kun syv år at leve i… ”Som at blive født på ny!”. Sådan betegner landmand Mogens Andreasen den tilstand, han er i, når han hver fjortende dag året rundt forlader Århus Sygehus for at køre hjem til sin 70 tønder land store gård i Søby ved Hornslet med en frisk dosis donorblod i årerne.

– Ja, det er blevet til tusindvis af portioner gennem årene. Havde det ikke været for bloddonorerne, så havde jeg ikke siddet her, konstaterer 53-årige Mogens Andreasen, der igennem årene med en ”træt knoglemarv” forgæves har sat sin lid til det mirakel, der skulle til for at helbrede ham.

Men noget af et mirakel er der måske alligevel indtruffet i Mogens Andreasens liv, for som barn i halvtredserne med den sygdom var han ikke levnet mange chancer for overlevelse.

– Mine forældre fortalte mig det selvfølgelig ikke, da jeg var barn og heller ikke siden, men efter de døde, har jeg hørt fra mine søskende, at lægerne havde sagt, at vi skulle være heldige, hvis jeg blev mere end en seks-syv år. Og havde jeg ikke arvet min mors store viljekraft – og stædighed – var jeg måske også bukket under.

Mogens ville leve, også selv om han havde odds imod sig. Han var kun tre måneder gammel, da blodsygdommen blev konstateret, og siden var det ud og ind af hospitalssenge: - Jeg husker tydeligt børneafdelingen på kommunehospitalet – med frugt om eftermiddagen, smiler Mogens Andreasen, der ikke selv oplevede den tid som traumatisk: - Det var mere de voksne, der tog det tungt. Jeg tror, børn har en særlig evne til at tage tingene, som de kommer, og en vilje til at ville overleve – og den egenskab har heldigvis fulgt mig livet igennem, selv om det har været en drøj omgang.

17

83034-1_blod_gir_liv.indd 17

31-05-2011 10:46:30

Blod gi’r liv · Patienterne

Mogens Andreasens sygdom ytrer sig ved, at de hvide blodlegemer nedbryder de røde og sender blodprocenten (mængden af røde blodlegemer) ned i det kritiske felt, hvis ikke han får tilført blod.

- I min barndom måtte lægerne ty til engelske eksperter, da de ikke kunne få blodprocenten op, og ordinerede blandt meget andet store doser prednisolon – binyrebarkhormon. Derfor blev jeg som 10-11-årig så stor, og gik rundt med fuldmånehoved. Det var ikke sjovt. Men det værste var næsten, at de skrappe medikamenter gjorde noget ved kroppen, så væksten blev sat i stå. Derfor er jeg ikke blevet højere, end jeg er, fortæller Mogens Andreasen, der er et hoved lavere end de fleste, og som tydeligt mærker i kroppen, når det er op over med en ny forsyning blod: - Når blodprocenten er meget lav, hører jeg både puls og hjerteslag: Donk, donk, donk lyder det i øret. Trapperne begynder også at sladre, for jeg kan næsten ikke slæbe mig op. Og så er det altså virkelig som at blive født på ny at få blod… Mogens rejser sig i stolen, retter ryggen, breder armene ud og puster ud – for at illustrere, hvordan blodet puster liv i ham. ”Slyngelstuen” kalder han den stue på Hæmatologisk Ambulatorium i TageHansens Gade, der nærmest er blevet hans andet hjem: - Som fast gæst her – to dage hver anden uge gennem ti år – er jeg jo kommet til at kende mange, både patienter, læger og sygeplejersker. Og selv om der er meget sygdom, er der en god, afslappet atmosfære, fortæller Mogens Andreasen, der får læst aviserne og vendt verdenssituationen med de andre på stuen, mens de typisk to portioner blod drypper ind i hans årer.

- Jo, jeg sidder da tit og tænker, mens blodet drypper ned i slangen: Hvem har mon doneret den portion blod? Jeg har også prøvet at tyde, hvad der står på etiketten på posen. Men det skal jo være anonymt, og det er nok godt. Især da hvis der skulle opstå komplikationer...

Mogens Andreasen er som følge af sit lange sygdomsforløb blevet stukket ”tusinder af gange”, som han siger, i højre arm, og den har holdt til det. Mogens smøger op og afslører en intakt, åbenbart robust arm.

Han har haft god brug for sin robusthed livet igennem. Også da han med dags varsel for en fem-seks år siden måtte føje en bypass-hjerteoperation til rækken af hospitalsbehandlinger; ifølge Mogens Andreasen også en følgevirkning af medicineringen. Men operationen var ikke det værste ved at være indlagt på Skejby Sygehus. Det var, at han blev angrebet af en ondartet stafylokok-infektion i benet. Én, han måtte døje med et helt år.

Mogens Andreasen er blevet noget af en ekspert i at bedømme sin egen tilstand.

Han kan nogenlunde gætte, fx hvad hans ”blodprocent” er. Og i dag her på Hæmatologisk Ambulatorium er resultatet af dagens blodprøve indløbet: ”Nå, hvad er så blodprocenten i dag, Mogens”, spørger sygeplejersken. Mogens’ bud: ”6!”. Det viser sig ikke at være helt ved siden af. ”6,1” er det rigtige svar.

Så i morgen venter endnu to portioner blod på Mogens, når han dukker op i slyngelstuen – i sig selv om ikke et mirakel så en livsnødvendighed.

18

83034-1_blod_gir_liv.indd 18

31-05-2011 10:46:30

95-årige Aage Espersen er Danmarks – måske verdens – ældste bløderpatient: – Jeg har altid været optimist og været i stand til at bevare mit gode humør. Og det, tror jeg, er en del af forklaringen på, at det er lykkedes mig at blive så gammel med min sygdom.

Et langt, langt liv som bløder: - Jeg har mistet og modtaget mængder af blod...

Er der noget, der ligger 95-årige Aage Espersen fjernt, så er det selvmedlidenhed, hvad andre i hans situation – og forståeligt nok – ville være forfaldet til. For hvad hans krop har skullet tåle af smerter og forsøg med nye præparater, fordi behandling af blødersygdom i hans barnog ungdom endnu ikke var afklaret, ja, det kan der skrives en bog om. Og det er faktisk, hvad Aage Espersen er i gang med: At skrive sine erindringer. Men de bliver nu ikke én lang sygehistorie. For Aage har masser af andre historier at fortælle om sit liv, og langtidshukommelsen fejler ikke noget. Værre med den kortsigtede. Men klynk er der ikke noget af, når han sætter papiret i den elektriske skrivemaskine hjemme i ældreboligen i Hammel, hvor han bor med sin kone Elisabeth. De er gift på 63. år: - Jeg har altid været optimist og været i stand til at bevare mit gode humør. Og det, tror jeg, er forklaringen på, at det er lykkedes mig at blive så gammel med min sygdom. Men det kan da også være, at der blandt alt det donorblod, jeg har modtaget gennem mit liv, har været noget af særlig fin kvalitet, som har givet mig nogle år ekstra, funderer Aage Espersen med et glimt i øjet. ”Knægten kan sgu ikke leve…!”. Derom var Espersens familielæge i Gjern ikke i tvivl, da han måtte opgive at få knægtens blodprocent til at rykke sig fra 21, som det hed dengang. Det svarer cirka til nutidens 3. Men det var, da han som to-treårig pådrog sig en rift under tungen, og blodet ikke var til at standse, at alarmklokkerne lød. Som eneste barn ud af en søskendeflok på otte viste det sig, at Aage var bløder. Siden blev blødersygdom, ”hæmofili”, rubriceret i graderne mild, moderat og svær. Aages tilhører den svære.

19

83034-1_blod_gir_liv.indd 19

31-05-2011 10:46:31

Blod gi’r liv · Patienterne

- Jeg har taget tingene, som de kom. Derhjemme blev der ikke taget særlige hensyn til mig. Det var der ikke plads til med otte børn. Så jeg fik et par på hovedet, ligesom de andre, husker Aage Espersen, der med sin indstilling til tingene ikke har

Aage Espersen og hans kone Elisabeth.

gået i evig frygt for, hvornår han næste gang måtte se blodet løbe og løbe uden at ville stoppe, hvis han fx havde skåret sig. I hans barndom havde de ikke så meget at stille op over for det. I hjemmet benyttede de sig mest af gamle husråd som at brænde et stykke lærred af og lægge den forkullede klump på såret: - Et af husrådene var at lægge spindelvæv på såret, men det har vi nu aldrig brugt, smiler Aage Espersen, der har gjort turen med – ikke alene når det gælder udviklingen inden for behandling af bløderpatienter men også blodtransfusion:

20

83034-1_blod_gir_liv.indd 20

31-05-2011 10:46:33

- I starten, på amtssygehuset, blev donoren indkaldt, når jeg skulle have blodtransfusion, og så blev blodet nærmest tappet direkte over i mig. Der var et forhæng mellem mig og donoren. Så lå man der, sådan side om side. Det eneste, man så til donoren, kunne være et par brune sko for enden af forhænget, smiler Aage Espersen, hvis liv har været stærkt præget af sygdommen med utallige blødninger i de indre organer, med faldulykker som følge af at hans led er beskadiget af blødninger, med lange hospitalsophold, med smerter; men som har insisteret på at leve et så normalt liv som muligt.

Han og nu 81-årige Elisabeth har boet i Århus det meste af deres liv sammen og har både børn og børnebørn – ingen af dem har arvet blødersygdommen. Men det har været op ad bakke. Aage Espersen har kæmpet hårdt for at holde fast i et arbejde – bl.a. som købmandskommis, som vægter, som anlægsgartner, som parkbetjent, som mejeriudsalgs-indehaver og til sidst bestyrer af marketenderiet i deres kolonihaveforening, Skovlunden, hvor han og familien nød at opholde sig igennem 36 somre. Landmand som sin far blev han aldrig.

En brækket skulder, et molesteret kranium efter fald, to gange i fare for at skulle have amputeret et ben, smittet med hepatitis C… Journalen fylder en bondegård.

Men noget af det, der fylder meget i Aage og Elisabeths hukommelse, er den meget omtalte ”blødersag” i firserne, hvor 90 blødere blev smittet med AIDS-virus ved infusion af udenlandske faktorpræparater i forbindelse med behandling af blødninger.

Elisabeth siger: - Vi havde fået taget blodprøver til undersøgelse for smitte, men der gik femten måneder, inden vi fik svar. Det var vores livs mareridt – og mange andres.

Blodplasma var et af de nye præparater, Aage Espersen takkede pænt ja til i tresserne. ”Jeg fik det i begyndelsen som et forsøg, men jeg tog det hele!”, som Aage siger. Han og Elisabeth fortæller, hvordan den daværende chef for blodbanken Flemming Kissmeyer-Nielsen med et talstærkt hold læger og laboranter – i øvrigt med godt resultat – afprøvede det nye plasmapræparat på Aage. Kissmeyer husker parret tilbage på med stor glæde som ”manden i den hvide kittel, der altid tog sig tid til at tale med én og altid med stor respekt for patienterne”.

Siden blev livet lettere for bløderpatienter takket være de nye præparater, der indeholdt et koncentrat af det æggehvidestof (koagulationsfaktor), bløderen mangler, og derfor kan få blod til at størkne (faktorpræparaterne).

Aage Espersen, Danmarks – måske verdens – ældste bløderpatient, har som sådan fået plads i Guinness Rekordbog, har de hørt. Men det var ikke gået uden Elisabeth, siger Aage: - Var det ikke for Elisabeth, og så sandelig da også for bloddonorerne, var jeg død. Jeg er jo lidt stædig – eller optimistisk – og har altid slået det hen, når jeg skrantede. Men hver gang har det vist sig, at hun havde ret, og at jeg skulle under behandling. Optimisme alene gør det ikke altid.

21

83034-1_blod_gir_liv.indd 21

31-05-2011 10:46:33

Blod gi’r liv · Patienterne

– Heldigvis først i en sen alder fik jeg brug for at trække på mit indestående i banken, fortæller Viggo Hartz, hvis blodsygdom kræver to portioner blod hver anden uge.

Bloddonor siden 1950’erne: – Nu får jeg mit indskud igen…

Viggo Hartz har et langt liv bag sig som matematiklærer i det århusianske skolevæsen og behøver ikke lommeregner for at besvare spørgsmålet, hvor mange portioner donorblod, hans årer har konsumeret, siden han for et par år siden til sin store forundring måtte se sig ramt af en blodsygdom: - To portioner hver anden uge får jeg. Så det er fire portioner om måneden – og på to år altså rundt regnet hundrede portioner…

Men han har også givet rigeligt den anden vej. Været donor det meste af sit liv – lige til han faldt for aldersgrænsen. Lidet anende at han på sine ældre dage skulle blive storforbruger af blod, meldte Viggo Hartz sig som donor, da han var ungt menneske i Varde: - I dag husker jeg faktisk ikke, hvordan jeg kom i gang. Det var bare helt naturligt at melde sig på sygehuset. Ikke fordi jeg havde i tankerne, at jeg selv skulle komme i den situation, at jeg skulle få brug for blod. Det har man jo ikke som ungt menneske. Måske spillede det ind, at min mor var død af kræft. I alt fald har jeg aldrig været i tvivl om, at det skulle jeg. Og nu, heldigvis da først i en sen alder, fik jeg så alligevel brug for at trække på mit indestående i banken. Til da havde jeg vel nærmest den opfattelse, at donorblod var noget, der blev hentet frem ved voldsomme blodtab. For eksempel til ofre for trafikulykker. Og til gode formål – husker jeg. ”Giv en pose blod til Ungarn!”, hed det i sin tid under Ungarns-opstanden, hvor biler med tappe-udstyr kom kørende til seminariet. Og vi gav selvfølgelig gladeligt blod.

Viggo Hartz skulle altså på egen krop blive en del klogere på, hvad dyrebart donorblod ellers bruges til. På Hæmatologisk Afdelings Ambulatorium på amtssygehuset i Tage-Hansens Gade får han hver anden uge blodtransfusion med røde blodlegemer:

22

83034-1_blod_gir_liv.indd 22

31-05-2011 10:46:36

- Der er tale om en defekt i knoglemarven, og desværre har behandlingen den følgevirkning, at der sker en ophobning af overflødigt jern i de indre organer, og dette jern skal så fjernes. Men man må jo påregne uønskede bivirkninger ved det meste medicin, fx får jeg vand i lungerne. Sidst tømte de tre liter ud. Men da var jeg også godt klar over, at det var ved at være galt fat med lungekapaciteten, for jeg kunne kun klare ni og ikke de sædvanlige 18 huller på golfbanen, griner 74-årige Viggo Hartz, der trods det, at han må leve med at være bundet af de regelmæssige blodtransfusioner og et ikke så lidt forandret liv fra før sygdommen brød ud, ikke har problemer med at mobilisere en tør humor.

- Man kan sagtens bruge tiden fornuftigt med drop i hånden. Jeg har for eksempel altid en bog med herind. I dag er det Johs. V. Jensens ”Himmerlandshistorier”, smiler Viggo Hartz, der er en stor litteratur- og specielt Shakespeare-elsker. På originalsproget.

Men litteraturen indtages ikke længere i selskab med en god pibe tobak: - Min kontaktlæge her på sygehuset siger heldigvis tingene, som de er, og det er jeg ham taknemmelig for. For det gør jeg også. Og Peter (professor, overlæge Peter Hokland, red.) havde flere gange været efter mig og tobakken: ”Viggo! Nu får du sådan en portion frisk, rent blod, og det første du gør, når du kommer hjem, er at ødelægge det”, refererer Viggo overlægen. Men det prellede af. Viggo nød jo sin gode pibe tobak, som han altid havde gjort, så han holdt stand et stykke tid, og Peter snakkede for – næsten – døve øren: - Men det var jo rigtigt, hvad han sagde, og det måtte jeg til sidst erkende. Jeg kunne godt se, at det var urimeligt på den måde at nasse på dem, der viste mig tillid ved at give mig deres blod. Så en dag, jeg kom hjem fra sygehuset efter endt optankning, røg jeg al min gode tobak, og det var så det. Og jeg har ikke rørt piben siden den dag, smiler Viggo Hartz, for hvem hele bloddonor-tanken ikke bare er unik, men nærmest kulturelt betinget: - Det siger noget om os som danskere, som skandinaver, som samfund, at vi tager sådan en opfordring op og uden noget til gengæld og som det naturligste af verden viser samfundssind. Og hvad skulle vi gøre uden blod i banken? Hvad skulle jeg? Var der ikke blod til mig i dag, ja, så ville jeg nok ikke få lejlighed til at stille spørgsmålet…

23

83034-1_blod_gir_liv.indd 23

31-05-2011 10:46:36

Blod gi’r liv · Patienterne

– ”Det var tæt på”, lød lægernes kommentar, da operationen var vel overstået, fortæller Søren Jaquet om den aften, hvor han blev hasteindlagt efter at være faldet omkuld.

– Tre liter donorblod reddede mit liv...

Søren Jaquet røg sin sidste cerut til tv-avisen en vinteraften i 2005 i lænestolen hjemme på Grenåvej i Århus.

Skulle han ikke kunne huske, at det var 26. januar, står aftenens dramatiske begivenheder noteret ned i hans kalender for det år – ligesom dét, at der faldt 30 centimeter sne et par uger efter, den 12. februar.

Men det var lige på kanten, at nu 78-årige Søren Jaquet kom til at opleve det snedækkede landskab. For pludselig den aften foran fjernsynet sammen med hustruen Jonna blev han bogstaveligt talt overmandet og kastet omkuld af stærke smerter: - Det kom som et lyn fra en klar himmel og føltes, som om hele mavepartiet var én stor byld, fortæller Søren Jaquet, der rullede ned ad stolen på vej til at besvime.

Hvad der derefter fulgte står hen i tågedis – og røgen fra sin elskede cerut havde han nydt for sidste gang.

Der skulle handles hurtigt, og det gjorde Jonna Jaquet ved omgående at ringe efter en ambulance.

- Tænk, om jeg havde været alene hjemme, så tvivler jeg på, jeg havde siddet her i dag. Det fik han da også siden lægernes ord for: ”Det var tæt på!”, sagde de, da alt var vel overstået.

- Det var en operation, der krævede tre liter donorblod – så bagefter har jeg da tænkt med taknemmelighed på dem, der gjorde det muligt for mig at klare operationen, men også at jeg selv burde have meldt mig som donor, mens tid var.

Ikke mindst i betragtning af at min far og andre i den nære familie døde som følge af blodpropper, siger Søren Jaquet, hvis voldsomme smerter den aften viste sig at komme fra hovedpulsåren i højre lyske – den der fører blod ned til benet. På grund af åreforkalkning var den spilet ud til ”en pølse”, som han forklarer, 10 centimeter

24

83034-1_blod_gir_liv.indd 24

31-05-2011 10:46:39

lang og 15 centimeter i diameter. Blodet pressede så meget på ”pølsen”, at den var revnet, og blod sivede ud i bughulen: - Var den bristet, ville jeg være færdig, konstaterer Søren Jaquet, der hurtigt kom på operationsbordet på Skejby Sygehus. Her blev han ”skåret op”, som han forklarer, fra brystbenet ned til bækkenbenet og op i både højre og venstre lyske.

En såkaldt bukseoperation med indsættelse af protese.

- Alt gik gudskelov, som det skulle, blandt andet takket være tre liter donorblod, men det var da noget af et chok. Det andet i mit liv af den grimme slags, for nogle år forinden havde jeg fået konstateret strubekræft og måtte igennem 37 strålebehandlinger, fortæller Søren Jaquet, hvis ru stemme er en af bivirkningerne.

- Dengang havde jeg svært ved helt at lægge tobakken på hylden, men i dagene efter operationen i Skejby skænkede jeg ikke min daglige cerut en tanke, før overlægen kom og spurgte: ”Hvad så med tobakken?”. Og hun gav selv svaret: ”Du stopper fra i dag!”. Blandt andet fordi sådan en protese, der skulle have en holdbarhed på en ti-femten år, kun holder den halve tid, hvis man ryger, forklarer Søren Jaquet, der er uddannet maskinarbejder på Frichs, og arbejdede som lærer på Aarhus tekniske Skole lige til sin pension. I pauserne fra undervisningen kom cerutten altid frem: - Sådan set syntes jeg ikke, det blev til så meget, for jeg nåede jo aldrig at ryge cerutten færdig – men det har åbenbart været nok til, at årerne kalkede til. Så nu er tobakken for altid lagt på hylden, smiler Søren Jaquet, for hvem den daglige motion er nødvendig. Det sørger husets cairnterrier for, når da ellers dens herre kan trækkes væk fra sin store hobby: Slægtsforskningen. Sammen med sin Jaquet-fætter er han flittig gæst på Erhvervsarkivet i Århus, og de har fået styr på anerne tilbage til 1756. Som navnet antyder, har de fransk blod i årerne. Forfaren fra 1700-tallet, smeden Henri Jacquet, indvandrede til København, da den danske konge manglede våbensmede, fortæller annalerne.

Så i modsætning til de fleste af os andre har Søren Jaquet altså styr på, hvilken generations-indvandrer han er. At slægten så undervejs i generationsskiftene har tabt et c i efternavnet, er en svipser, der måske kan tilskrives en sjusket kordegn.

Men nyt nordisk blod blev tilført Jacquet’erne…

25

83034-1_blod_gir_liv.indd 25

31-05-2011 10:46:39

Blod gi’r liv

En side fra Luttrell Psalter, en engelsk salmebog fremstillet i årene 1320-30. Bogen er i foliestørrelse (35 x 24 cm) og består af 624 sider på pergament, alle med håndmalede salmetekster omkranset af tegninger. De meget smukke tegninger viser situationer fra dagliglivet i England i middelalderen og er omgivet af fantasidyr.

Nederst er vist en åreladning af en patient (forstørret udgave se side 28), (Gengivelse ikke tilladt) (British Library: http://www.bl.uk/onlinegallery/sacredtexts/luttrellpsalter.html)

26

83034-1_blod_gir_liv.indd 26

31-05-2011 10:46:46

Blodtransfusion

– i historiens lys

Blod har været kendt og tillagt særlige egenskaber lige så langt tilbage i tiden, som der findes skriftlige overleveringer. I nogle kulturer troede man, at blodet indeholdt en persons sjæl. Blod indgik derfor i mange religiøse ritualer, og gør det stadig fx i gudstjenesten i den danske folkekirke. Selv om det indgår i overført betydning og er erstattet med vin, så kaldes det stadig for blod.

Andre mente, at mange sygdomme havde deres årsag i ophobning af skadelige stoffer i blodet, og at man derfor kunne helbrede ved at årelade. Det skete dog, at disse åreladninger blev udført så ofte, at patienten døde i stedet for.

Blod har også været anvendt, fordi man troede, det havde livgivende og styrkende egenskaber, hvad det jo også har, når det gives som blodtransfusion. På den tid indtog man imidlertid blod ved at drikke det, og så får man ikke den ønskede virkning.

De første forsøg Egentlig overførsel af blod fra et dyr til et andet ved at forbinde deres blodårer med en kanyle, så blodet kunne løbe fra vene til vene, blev forsøgt for første gang i slutningen af 1600-tallet. I begyndelsen fra dyr til dyr, senere fra dyr til menneske.

Overførsel af blod fra en dyreart til en anden medfører almindeligvis voldsomme reaktioner hos modtageren – ofte med dødelig udgang. Der er dog beskrevet tilfælde, hvor overførsel af blod fra hunde og lam til mennesker medførte, at patienten fik det bedre. Det skyldes dog sandsynligvis, at overførslen ikke lykkedes, enten fordi blodet størknede, inden man nåede at få det ind i årerne, eller fordi den anvendte teknik var for dårlig.

27

83034-1_blod_gir_liv.indd 27

31-05-2011 10:46:52

Blod gi’r liv · Blodtransfusion – i historiens lys

Åreladning af en patient (ca. 1325).

Bartskæreren, senere hen kaldt barber og endnu senere kirurg, har åbnet for venen med en sniper (en fjeder-påvirket kniv, der ses i venstre hånd). Med højre hånd holder han såret åbent, så blodet kan løbe ned i træskålen, og med højre ben støtter han patientens arm. Patienten holder fast i bartskærerens stok – senere kaldt barberstokken og anvendt som reklamesymbol på facaden af barbersaloner (Luttrell Psalter, British Library, gengivelse ikke tilladt).

I slutningen af 1600-tallet blev overførsel af blod fra dyr til mennesker forbudt i flere europæiske lande, et forbud der kom til at gælde i ca. 150 år. Årsagen var de efterhånden talrige dødsfald i forbindelse med overførslen af blod fra dyr, fordi man blev bedre til at få overførslen til at lykkes. Overførsel af blod fra menneske til menneske blev diskuteret, men det vides ikke med sikkerhed, om det også blev forsøgt i 1600-tallet.

Det var den engelske fødselslæge Blundell, der i årene 1825 til 1830 foretog de første – og tillige vellykkede – transfusioner fra menneske til menneske. Blundell havde arbejdet målbevidst frem imod at kunne give blod til de fødende, som havde store blødninger i forbindelse med fødslen. En fødselskomplikation, som dengang medførte døden for en del kvinder. Han havde i nogle år inden udført forsøg med overførsel af blod mellem hunde, indtil han havde fundet en tilfredsstillende teknik blandt andet ved også selv at have konstrueret hensigtsmæssige kanyler og sprøjter. Den første kendte transfusion i Danmark af blod fra menneske til menneske blev udført i 1848 på Almindeligt Hospital i København..

I takt med udviklingen inden for fagene anatomi, fysik, kemi og mikroskopi blev det faglige grundlag og forudsætninger for anvendelse af blodtransfusion til patientbehandling mere og mere klarlagt.

Blandt de opdagelser, der især fik betydning for anvendelsen af blodtransfusion til behandling af patienter, skal nævnes: Kredsløbet beskrevet af Harvey i 1649 ud fra anatomiske studier af dyr og kendskab til karrenes opbygning. De små kar (kapillærerne), der forbinder karrene, som fører blod fra hjertet og ud i kroppen (arterierne), med de kar, der fører blodet tilbage igen (venerne), blev dog først påvist ca. 10 år senere, efter man havde lært at konstruere mikroskoper med en større forstørrelse.

28

83034-1_blod_gir_liv.indd 28

31-05-2011 10:46:54

Blodets sammensætning blev beskrevet i første halvdel af 1800-tallet med påvisning af tre slags celler (røde, hvide og blodplader) i en væske kaldet plasma.

Blodets størkning havde man kendt fra indførelsen af åreladninger. Kemiske metoder til at hindre denne størkning effektivt og sikkert blev imidlertid først fundet i perioden 1910 til 1920 (Citrat-metoden).

Skadelige mikroorganismer som fx bakterier blev beskrevet i sidste halvdel af 1800-tallet (Pasteur og Kock). Påvisningen af bakterier fik en dramatisk betydning for lægevidenskabens udvikling, fordi det gav en forklaring på årsagen til mange af de almindeligst forekommende af datidens sygdomme og dermed til deres behandling og forebyggelse. Man vidste nu, at blod skulle tappes, opbevares og gives med anvendelse af aseptisk teknik, dvs. teknik som minimerer tilførsel af bakterier.

De immunologiske eller uforligelige reaktioner, der opstår ved kontakt mellem organismer af forskellig art blev påvist i slutningen af 1800-tallet i forbindelse med undersøgelser af bakteriernes egenskaber og medførte opdagelsen af antistoffer og af de stoffer, som fremkalder dem (antigener). Begreber som var nødvendige forudsætninger for bestemmelse af blodtyper og for anvendelsen af blodtransfusion.

Blodtyper blev påvist af Landsteiner i Wien (1900) og blev en af de mest betydningsfulde opdagelser for sikker blodtransfusion.

Den danske ”Hofmedicus” og ”Stadtphysicus zu Copenhagen” Poul Scheel udgav i 1802 bogen: Die Transfusion des Blutes und Einsprüzung der Arzeneyen in die Adern. Den indeholder en systematisk gennemgang af alle tidligere beskrevne europæiske forsøg med transfusion. Bogen er illustreret med tegninger og forklaringer af det anvendte apparatur. På tegningen ses en sprøjte med tilhørende udstyr til opsamling af blod (fig. 1).

29

83034-1_blod_gir_liv.indd 29

31-05-2011 10:46:55

Blod gi’r liv · Blodtransfusion – i historiens lys

Overlæge Holger Strandgaard blev i 1913 ansat som den første kirurgiske overlæge på Aarhus Kommunehospital. Før da havde der kun været én overlæge, der var mediciner. Strandgaard fik stor betydning for udviklingen af kirurgi i Århus og var en af foregangsmændene bag oprettelsen af Aarhus Universitet.

Den første kendte blodtransfusion i Århus blev udført i 1930 af overkirurg Strandgaard på Århus Kommunehospital.

Resultatet var godt og blev senere præsenteret i den lokale lægekredsforening.

Forsamlingen var dog meget skeptisk overfor resultatet og misbilligede, at transfusionen i det hele taget var blevet udført.

Tonen i diskussionen var så ubehagelig, at formanden for lægekredsforeningen senere måtte beklage det uheldige forløb.

Inden for de første 10 år af 1900-tallet var grundelementerne for sikker blodtransfusion således på plads, idet blodet nu kunne opbevares og transporteres i lukkede beholdere, aseptisk, antikoaguleret og blodtypebestemt.

Efter det i 1930’erne blev muligt at langtidsopbevare donorblod i flere uger, voksede interessen for donorblod. Den første egentlige hospitalsblodbank blev indrettet i 1937 på Cook County Hospital i Chicago.

I Danmark blev donorernes organisationer oprettet i 1930’erne, og i 1950’erne oprettedes der hospitalsblodbanker på de større sygehuse med den første på Bispebjerg Hospital i København i 1951.

Den meget store og hurtige teknologiske udvikling i det tyvende århundrede medførte yderligere forbedring af sikkerhed og anvendelse af blodtransfusion. Tapning af blod i poser i stedet for i glasflasker gjorde det lettere at adskille blodets celler og plasma ved anvendelse af nyudviklede kølecentrifuger. Plasma kunne man frysetørre umiddelbart, men man fik et bedre produkt, hvis man først opdelte plasmaets æggehvidestoffer i to hovedgrupper, og det var muligt i stor målestok til industriel brug med en speciel teknik, som kaldes for Cohn-fraktionering efter opfinderen.

30

83034-1_blod_gir_liv.indd 30

31-05-2011 10:46:55

Milepæle i blodtransfusionens historie 1628

Blodets cirkulation i kredsløbet

1660

Kapillærerne

1665 – 1670

Transfusion fra dyr til dyr og fra dyr til mennesker

1678

Overførsel af blod til mennesker forbydes

1800 – 1850

Blodets sammensætning

1820

Transfusion fra menneske til menneske

1850 – 1900

Påvisning af bakterier

1875

Blodlegemer fra dyr ødelægges ved transfusion til mennesker

1900 – 1910

Blodtyper

1910 – 1920

Antikoagulation af blod

1940

Donorblod kan opbevares hvis det nedkøles

1941

Æggehvidestofferne i plasma kan adskilles fra hinanden ved Cohn-fraktionering (store mængder)

1951

Den første selvstændige blodbank i Danmark oprettes på Bispebjerg Hospital

1952

Plastikblodposer til opbevaring af donorblod

1954

Rigshospitalets blodbank

1955

Blodbanken, Århus Kommunehospital

31

83034-1_blod_gir_liv.indd 31

31-05-2011 10:46:56

Blod gi’r liv

32

83034-1_blod_gir_liv.indd 32

31-05-2011 10:46:58

Bloddonorerne – før og nu Den første bloddonororganisation i Århus Bloddonorkorpset i Århus blev dannet i 1934. Det følgende er en beskrivelse af dette, baseret på oplysninger i dokumenter og forskellige avisartikler.

Udviklingen inden for den lægelige behandling af patienterne havde skabt et stigende behov for transfusion af donorblod og dermed for bloddonorer. Donorblod blev stadig givet umiddelbart efter tapning og indgik endnu ikke i et blodbank­ lager til anvendelse i akutte situationer.

Hospitalerne havde indtil først i trediverne klaret behovet ved at tappe familie og bekendte til den aktuelle patient. Hvis dette ikke var nok, supplerede man med blod fra portører og andet sygehuspersonale, der blev tappet et par gange årligt.

Der var det særlige incitament for de lægestuderende ved Aarhus Universitet og sygeplejeeleverne ved skolerne i Århus, at de fik 25 kr. pr. tapning til dækning af diverse udgifter. Det var imidlertid tiltagende vanskeligt at få denne ordning til at fungere tilfredsstillende og stabilt og have et tilstrækkeligt antal personer, der ville lade sig tappe.

I England tog den engelske spejderbevægelse initiativ til oprettelse af et bloddonorkorps, blandt andet fordi det passede ind i spejderbevægelsens grundtanke om at hjælpe andre uden at få noget til gengæld.

33

83034-1_blod_gir_liv.indd 33

31-05-2011 10:46:58

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Initiativtagerne til det første danske bloddonorkorps oprettet i København i 1932: (fra venstre) Tage Carstensen, spejderfører og formand for de danske bloddonorers organisation (1932-1972), Jens Foged, overkirurg, Bispebjerg Hospital, og Thorvald Madsen, direktør for Statens Serum Institut.

I Danmark havde den danske spejderfører og medlem af korpsledelsen i Det Danske Spejderkorps, landsretssagfører Tage Carstensen, under et besøg i England hørt om ideen og set det gode resultat. Inspireret af dette startede han i København i 1932 en tilsvarende organisation med spejdere som bloddonorer.

I Århus omtalte Harald Borges, der var kolonnechef for Århus-kolonnen i Det Danske Spejderkorps, disse tiltag for professor Carl Krebs, Radiumstationen. De fandt begge, at det var en god ide at få bloddonorerne organiseret, så man vidste, hvor man kunne få hjælp i en nødsituation.

I slutningen af 1933 oprettede Carl Krebs derfor et bloddonorkartotek på Radiumstationen og meddelte dette til hospitalerne. I løbet af nogle måneder meldte der sig 81 personer. Samtidigt gik Harald Borges i gang med at agitere for bloddonorsagen i de ni spejdertroppe i Århus.

På et møde hos professor Krebs blev de to grupper samlet, og det første donorkorps blev officielt stiftet under navnet Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps i Århus. Bestyrelsen kom til at bestå af Krebs (lægefagligt ansvar), politikommissær Simonsen (med ansvar for en kaldecentral, der var åben døgnet rundt) samt Harald Borges (med ansvar for rekruttering).

Betingelserne for at indgå som donor i donorkorpset var de samme, som blev anvendt i København:

34

83034-1_blod_gir_liv.indd 34

31-05-2011 10:46:59

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

Donor skal være fyldt 18 år og have sit hjems tilladelse Donor skal være til rådighed én gang hvert halve år Donor skal have undersøgt lunger, hjerte og urin hvert år Tapning foreta­ges af overlæge eller le­dende sygeplejerske Donor har absolut tavshedspligt vedrørende patienten og dennes familie Tapning skal foregå i et andet lokale end det, patienten befinder sig i Hospitalet betaler 10 kr. pr. tapning til donorernes transport (da det ofte hastede, måtte donor benytte taxa for at komme hurtigt frem) 8. Dono­r må ikke modtage nogen form for honorar

Blodtransfusion til en patient på Bispebjerg Hospital i København. Til højre for sengen står professor, overkirurg Jens Foged, Bispebjerg Hospital.

35

83034-1_blod_gir_liv.indd 35

31-05-2011 10:46:59

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Betingelse nr. 1 skulle sikre, at donor var myndig, men da myndighedsalderen for nogle områder dengang var 21 år, tilføjede man ”og have sit hjems tilladelse”, hvilket siger noget om de unges muligheder i 1930’erne for at bestemme over deres egen tilværelse.

Betingelse nr. 4 skulle sikre tilstrækkelig faglig baggrund, men i praksis var det nok bedre at anvende de teknisk mest egnede og erfarne.

Betingelse nr. 5 og 6 skulle sikre anonymiteten for donor og patient. Tapningen foregik ofte så tæt på patienten, at donor kunne gætte patientens identitet, idet der undertiden kun var et forhæng imellem dem på operationsstuen. Derfor indskærpede man også donors tavshedspligt om patienten. Da nogle donorer fandt det ubehageligt at blive tappet på en operationsstue, indførte man reglen om, at tapnin”Århus Politi var en meget effektiv gen ikke måtte foregå ved siden af patienten, kaldecentral. Det var den vagthvilket også ville reducere muligheden for, at havende overbetjent, der havde donor og patient direkte så hinanden. ansvaret for kartoteket og for tilDet foreløbige mål for antallet af donorer kaldelse af donorer, selv om vi i blev sat til 250. korpset måtte etablere internt seNye donorer kunne komme til lægeunderkretariat til at holde kontrol med søgelse to aftener om ugen. Der blev foretaget medlemmernes adresseændrinen grundig udspørgning om tidligere sygdomger og antal tapninger” me, lyttet på hjerte og lunger, undersøgt urin (Harald Borges) og taget blodprøver til bestemmelse af indholdet af hæmoglobin, blodtype og undersøgelse for kønssygdomme (Statens Serum Institut).

Blandt de første ca. 100 donorer var der en enkelt, der var positiv for syfilis. Vedkommende blev sendt til behandling og udgik naturligvis af kartoteket. Der var også et par stykker med alvorlig hjertelidelse. De måtte ikke tappes, men indgik alligevel i kartoteket og fik et kort. De havde været blandt de mest begejstrede for tanken om at blive bloddonor, og man ville ikke skuffe dem.

Selvom donorerne i kartoteket skulle stå til rådighed døgnet rundt, så måtte de dog kun tappes i de tilfælde, hvor det ikke var muligt at få blod fra familie og venner til patienten. Denne generelle regel afspejlede den tidligere praksis med at anvende blod, som patientens nærmeste stillede til rådighed. En regel, der i dag frarådes pga. øget risiko for komplikationer hos patienten. Den blev officielt først ophævet ca. 20 år senere, men var dog ikke blevet håndhævet strengt i hele perioden.

36

83034-1_blod_gir_liv.indd 36

31-05-2011 10:47:00

Harald Borges var medstifter af donororganisationen i Århus.

De organiserede donorerne - Borges og Krebs Borges hvervede donorer blandt de voksne spejdere Den første donororganisation i Århus blev stiftet af spejderføreren Harald Borges i samarbejde med professor Carl Krebs.

Harald Borges var født i København og uddannet som typograf. Han havde i en periode været havne­arbejder, karl på en bondegård og havde studeret tegning på en tegneskole. Han blev ansat på Buchtrups an­noncebureau i Århus og endte med at blive direktør for det, inden han i en alder af 60 år startede sit eget firma, Borges Reklame­bureau.

Harald Borges var meget iderig, tog initiativ til mange ting og var meget aktiv inden for så vidt forskellige områder som bykultur, turisme, Røde Kors og spejder- og bloddonor”Under 2. verdenskrig – særligt bevægelsen. i det sidste par krigsår – var der Spejderarbejdet stod hans hjerte nær. For somme tider problemer med at sin indsats modtog han bevægelsens højeste få donor til hospitalet. Som reudmærkelse. gel gik det med taxa, men når Harald Borges fortalte ved donororganisatioder var luftalarm, hændte det, nens 45 års jubilæum i 1979, som den sidste tilat man måtte benytte Falck, der bageværende af dem, der var med lige fra begynså klarede sagen med udrykdelsen, at han som kolonnechef for Det Danske ningskørsel” Spejderkorps’ År­hus-kolonne havde været meget (Harald Borges) opmærksom på den nye mulighed for at udføre den såkaldte ”spejderens gode gerning” ved at

37

83034-1_blod_gir_liv.indd 37

31-05-2011 10:47:00

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Harald Borges tappes af blodbankens overlæge Flemming Kissmeyer-Nielsen.

oprette et bloddonorkorps bestående af spejdere; en mulighed som daværende medlem af korpsledelsen, landsretssagfører Tage Carstensen, havde fået til at fungere i København i 1932.

Borges gik derfor i gang med at agitere i de ni troppe i Århus. Betingelsen var, at de, der meldte sig, skulle være fyldt 18 år, og at tilmeldingen skulle ske i forståelse med familien.

Borges fortæller: ”Det gik ret let at få de første 35-40 tilmeldinger, men vi skulle gerne bruge mange flere. Agitationen blev forstærket bl.a. med forældremøder.

Der var netop hos en del forældre en vis modstand, som dog næsten forsvandt, da alle ledende førere meldte sig. Førernes eksempel virkede, så vi ret hurtigt nåede et antal på 65 tilmeldte.

I en af troppene i Århus havde de på et forældremøde været betænkelige ved at deltage i denne opgave. Jeg var med ved et nyt foræl-

Harald Borges var en lidenskabelig akvareltegner og præsterede ikke mindre end et par tusinde akvareller med karakteristiske Århus-motiver, her Skolegade med domkirken i baggrunden. En række af Borges' akvareller blev doneret til blodbanken på Skejby Sygehus, hvor de hænger i tappelokalet og venterummet.

38

83034-1_blod_gir_liv.indd 38

31-05-2011 10:47:03

Harald Borges får overrakt bloddonorernes hædersgave Pelikanen af Flemming Kiss­ meyer-Nielsen, overværet af professor Carl Krebs (1978).

dremøde for at prøve at få forældrekredsen til at tage et mere positivt standpunkt, men mødet gik trevent.

Da bad en af spejdermødrene om ordet og fortalte meget bevæget og bevægende om sin sygdom for nogle år siden.

Hun havde ligget på hospitalet, og lægerne havde opgivet håbet om at holde hende i live. Som en sidste udvej tilkaldtes en donor, og det blev redningen for hende. Det hjalp på forældrenes forståelse, og da jeg kunne fortælle, at jeg var blevet ”tappet” et par gange allerede – uden ubehagelige følgevirkninger – så ændrede forældrene mening”.

Harald Borges store lidenskab var akvareltegning. Til det sidste var han aktiv med tegneblokken og sad i sin bil rundt omkring i det indre af Århus og tegnede de gamle smukke huse. Fra hans hånd foreligger der et par tusinde akvareller med karakteristiske partier fra Århus.

Blodbanken på Skejby Sygehus var så heldig at overtage nogle af hans billeder. De er nu hængt op i blodbankens tappelokale og viser alle de donorer, der årligt passerer gennem rummet for at afgive 30.000 portioner blod, hvor smuk deres by er, og er samtidig et unikt minde om en stor personlighed, der fik så stor betydning for bloddonorerne i Århus.

Fra indvielsen af blodbanken på Skejby Sygehus (1988) ses fra venstre Anne Borges (Harald Borges kone), Flemming Kissmeyer-Nielsen og Harald Borges.

39

83034-1_blod_gir_liv.indd 39

31-05-2011 10:47:05

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Professor Carl Krebs var medstifter af og lægeligt ansvarlig for den første donororganisation i Århus.

Krebs hvervede donorer blandt de ansatte på sygehusene Professor Carl Krebs var leder af Radiumstationen i Århus. Han var ligesom Harald Borges en meget aktiv og initiativrig person, som interesserede sig for mange forskellige sider af tilværelsen og medvirkede derfor også ved mange nyskabelser i datidens samfund som fx Aarhus Universitet og Århus Kunstmuseum. Hans hovedinteresse var kræftforskning, og Radiumstationen i Århus blev et internationalt anerkendt uddannelses- og forskningscenter for dette område ikke kun for Danmark men for hele Nordeuropa.

Menneskeligt var han præget af en enorm vitalitet, energi og arbejdsevne, og hans entusiasme og ambition medvirkede til store resultater på de områder, han gav sig i kast med.

Han fik stor betydning for oprettelsen af donorkorpset i Århus, idet han var den lægefaglige garanti for donorernes helbred.

Meget mere om Carl Krebs kan man læse i den fortrinlige bog: Hvad livet lærte mig – en bog om Carl Krebs skrevet af Lis Bang.

Harald Borges skriver i sine erindringer om den første lægeundersøgelse af de nye spejderdonorer: Det var en nervøs lille flok spejderførere, der havde meldt sig til det nyoprettede Frivillige bloddonorkorps og nu skulle møde til den første kontrol på Radiumstationen. Der skulle tages blodprøver for at bestemme blodtypen, og hjerte, lunger og urin skulle undersøges.

Det var rutinerede medarbejdere på Radiumstationen, der foretog disse undersøgelser, så det eneste ubehagelige var det stik i armen, hvor blodprøven blev taget.

Og så fik vi kaffe og wienerbrød bagefter – og det, sammen med professor Carl Krebs’ lune måde at udtrykke sin glæde over, at donorkorpset var ved at blive etableret, bortjog resten af nervøsiteten.

40

83034-1_blod_gir_liv.indd 40

31-05-2011 10:47:05

Perioden med de mange initiativer – 1934 -1954 Ved oprettelsen af Spejdernes og Væbnernes Donorkorps i Århus var der ca. et halvt hundrede tilmeldte donorer. Det hjalp på korpsets vækst, at også KFUM-spejderne ret hur­tigt gik med i opgaven og tilmeldte sig, og senere også pigespejderne, Frivilligt Drenge Forbund og Sct. Georgs Gilderne (forening af gamle spejdere).

I de første 10 år var antallet af donorer i spejderkorpset ca. 250, hvilket med to tapninger om året pr. donor gav mulighed for at fremskaffe de 500 portioner blod, der var nok til at dække behovet.

Ud over spejdernes bloddonorer var der imidlertid også andre organisationer i Århus, der oprettede donorkorps.

Dansk Røde Kors havde oprettet et korps i Århus, som især blev brugt af Århus Kommunehospital, og i 1951 blev der oprettet et driftsudvalg med deltagelse af repræsentanter fra Århus Kommunehospital og Røde Kors til koordinering af de to organisationers indsats.

Under indtryk af begivenhederne i de første år af 2. verdenskrig havde Dansk Røde Kors, på initiativ af sektionen i Århus, oprettet et særligt bloddonorkorps i Danmark til brug i katastrofesituationer og ikke til brug for den daglige forsyning.

Der opstod imidlertid ikke en egentlig katastrofesituation i Danmark under 2. verdenskrig, og dette specielle korps kom derfor ikke i funktion. Efter krigen blev korpset nedlagt. I Århus gik en betydelig del af de tilmeldte donorer over til Spej-

I 1959 blev donorkorpset på Aarhus Amtssygehus overført til donorkorpset ved blodbanken på Århus Kommunehospital. På billedet overrækker korpsets leder narkoseoverlæge Niels Fjedborg symbolsk kassen med de ca. 1800 kartotekskort til Else Feyring og Flemming Kissmeyer-Nielsen. I overrækkelsen deltog også korpsets sekretær fru Strandgård og maskinmester Tage Poulsen, der var en af de trofaste donorer. Tage Poulsen var den første donor på Århus Amtssygehus i 1949, og han var også den første af amtssygehusets donorer, der ti år senere blev tappet på Århus Kommunehospital.

41

83034-1_blod_gir_liv.indd 41

31-05-2011 10:47:05

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

dernes donorkorps, specielt takket være et stort arbejde udført af narkoseoverlæge Søren K. Sørensen (den senere medicinaldirektør). Århus Amtssygehus oprettede i 1949 sin egen blodbank med et donorkorps, der hovedsageligt bestod af ansatte på de arbejdspladser i Århus, der havde tilknytning til Arbejdersamaritterne. Narkoseoverlæge Niels Fjeldborg var den lægelige ansvarshavende. Den daglige funktion blev varetaget af sekretær fru Strandgaard.

Korpset havde ca. 1800 medlemmer. Varetagelse af korpset og tapninger af dets medlemmer blev marts 1959 overført til blodbanken på Kommunehospitalet.

Centralværkstederne i Århus og Århus Kommunehospital indgik i 1950 en aftale om, hvordan blodbanken kunne indkalde donorer i deres arbejdstid, når de arbejdede på Centralværkstedet. Indkaldelsen skulle foregå gennem en lokal kontaktperson, der kendte arbejdernes blodtyper og vidste, hvor i virksomheden de arbejdede.

Blodbanken kunne så ringe til kontaktpersonen og anmode om at få fx fem donorer af type 0 Rhesus positiv og tre donorer af type A Rhesus negativ. Kontaktpersonen udvalgte derefter nogle medarbejdere med de rigtige typer efter sit eget kartotek over dem, der ikke var blevet tappet inden for de seneste tre måneder, og fik dem sendt af sted i taxa. Kontaktpersonen sørgede samtidig for, at de ikke alle sammen kom fra det samme sted i virksomheden, men at de var passende spredt og kunne undværes en times tid, når de tilbageværende gav den et lille ”nøk” mere i den gode sags tjeneste.

Det var et tiltag, som fik stor succes med tilmelding af mange nye donorer. Ideen bredte sig også til andre store virksomheder, og blodbanken fik efterhånden en hel kreds af kontaktpersoner. Ud over den daglige kontakt blev kontaktpersonerne ofte medinddraget i donororganisationens jubilæer og lignende. De nye donorer blev i stigende grad rekrutteret via kontaktpersonerne på de enkelte arbejdspladser.

Ved en fejltagelse blev jeg engang indkaldt et par timer for tidligt til en tapning.

Den overlæge, der havde bestilt blodet og skulle være til stede ved tapningen, kom først senere. For at gøre fejlen god igen ville han selv tappe mig, og da det rygtedes, at overlægen selv ville tappe, troppede et hold unge læger og sygeplejersker op for at se på.

Men kanylen ramte ikke åren i armen, som den skulle, og jeg kom vist til at sige av, samtidig med at mit blod dryppede ned på gulvet i stedet for i flasken.

Overlægen holdt kanylen op, og kiggede i den. Så sagde han bebrejdende til de tilstedeværende sygeplejersker bare det ene ord: tilstoppet. Hvorpå han overlod kanylen til en ældre sygeplejerske og sagde: Nu må De til gengæld foretage tapningen, for jeg har andet at lave. Og så gik han til almindelig lettelse for alle tilstedeværende.

Senere inviterede han mig ind til morgenmad på sit kontor. Han var i øvrigt en af donorkorpsets bedste og mest hjælpsomme venner (Harald Borges).

42

83034-1_blod_gir_liv.indd 42

31-05-2011 10:47:06

Oversygeplejerske Else Feyring tapper kontorassistent Jytte Poulsen i blodbankens første eget tappelokale, indrettet i 1955.

43

83034-1_blod_gir_liv.indd 43

31-05-2011 10:47:06

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Århus Hospitalernes Bloddonorkorps I begyndelsen af halvtredserne var der ingen koordinering af anvendelsen af donorer fra de enkelte donorkorps. Til akutte tapninger, når der ikke var tilstrækkeligt med blod i køleskabet, blev der tilkaldt spejderdonorer (udrykningsdonorer) suppleret med blod fra familie og venner til patienten. Til supplering af nødberedskabet i køleskabet blev der indkaldt donorer fra Røde Kors eller Arbejdersamaritterne. Hvert af de tre store sygehuse (Aarhus Kommunehospital, Aarhus Amts Sygehus og Ortopædisk Hospital) havde deres egen blodbank med tappefunktion.

Det tappede blod kunne opbevares i køleskabe, som på Aarhus Kommunehospital var el-drevet, mens det på Aarhus Amts Sygehus var kølet med isblokke.

I pressede situationer, hvor blodet skulle anvendes lige så hurtigt, som vi kunne tappe det, var både vi og donorerne stærkt påvirket af situationen. Det bragte os i tæt kontakt med hinanden og de nød at hjælpe os med at servere drikkevarer.

Stemningen var alligevel meget positiv, vi ”følte” med patienten og glædede os, når operationerne lykkedes (Else Feyring).

I takt med det stigende forbrug af blod blev det imidlertid mere og mere påtrængende at koordinere og modernisere anvendelsen af de eksisterende bloddonorer, hvis man ville sikre en tilfredsstillende funktion. Den daværende rådmand for sygehusvæsenet i Århus, Christian Nielsen, indkaldte derfor i 1954 de involverede parter til en række møder med henblik på at omorganisere strukturen for donorkorpsene og blodbankerne i Århus.

Det blev ikke nogen let opgave, fordi nogle af de eksisterende blodbanker og donorkorps måtte afgive suverænitet til andre, og fordi de økonomiske forhold for de enkelte korps skulle samles. Resultatet af drøftelserne blev, at de eksisterende donorkorps samledes i et fælles korps med navnet ”Århus Hospitalernes Bloddonorkorps” ledet af ”Bloddonorudvalget”, hvis medlemmer repræsenterede de oprindelige korps.

Spejdernes donororganisation blev dog holdt uden for oprettelsen af det fælles korps, og blev anvendt som udrykningsdonorer.

Baggrunden for beslutningerne om dette fælles korps kendes kun sporadisk.

Noget fremgår dog af nogle originale dokumenter, som blodbanken fik tilsendt mange år senere, dels fra Jørgen Andersen, tidligere overlæge ved Blodbanken og Blodtypelaboratoriet på Statens Serum Institut, dels fra Peter Borgholm, tidligere sygehusdirektør for Århus Amtssygehus.

Jørgen Andersen sendte en lille samling af dokumenter ledsaget af følgende brev:

44

83034-1_blod_gir_liv.indd 44

31-05-2011 10:47:06

Kære Jan. Dette dukkede frem i lyset ved en tilfældighed. Det kan måske være til nytte for dig ved en eller anden lejlighed. Venlig hilsen, Jørgen.

Det drejede sig om en brevveksling mellem Køster (overkirurg, Bispebjerg Hospital), Friedenreich (overlæge, blodbanken, Statens Serum Institut) og Bichel (professor, Institut for Almen Patologi, Aarhus Universitet).

Det første brev er fra Køster til Friedenreich med kopi til Bichel (4. januar 1952).

Det indeholder en afskrift af et brev, som Køster har modtaget fra en person ved navn Larsen, en person, der er ukendt af blodbanken i Århus.

Larsens brev angående blodtransfusionsforholdene i Aarhus: Jeg har undersøgt bloddonorforholdene herovre. Det er ikke så let. Der er Spejder-, krigstids-, funtionær-, Rødekors-, arbejdssamaritter-, familie-, og andre donorer.

Kommunehospitalet (KH) har en ”blodbank”, der består af et køleskab, ledet af narkoselægen dr. Sørensen, heri har de ”næsten altid A og O blod”. Rhesusbestemmelser er endnu ikke organiseret (det tager 2-4 dage at få rhesussvar herover). Til ”banken” bruges RK donorer (10 kr. til organisationsudgifter). Til acut brug funktionærdonorer eller donorer fra et privat krigstidskartotek + familiedonorer, begge faar betaling pr. ydet aareladning. KH bruger aldrig spejdere (og næsten aldrig dextran).

Amtssygehuset har en privat isskabsblodbank, ledet af en fast kandidat paa kir. Afd. Hertil bruges et korps af arbejdssamariter, der intet har at gøre med RK, samt spejderne (10 kr. i organisationsudgifter), der rekvireres gennem og køres af politiet, samt familiedonorer.

Ortopædisk hospital bruger familiedonorer og spejderne gennem politiet. Vi bruger meget lidt blod, vel et par portioner om ugen, samt dextran.

RK siges at være det bedst organiserede korps, men jeg har ingen erfaring heri.

Kan jeg være til nytte med yderligere oplysninger skal det være mig en glæde.

Mon ikke det var bedst, at du kom herover og saa paa det, mens du har orlov.

Larsens brev giver ved første øjekast en fornemmelse af, at forholdene i Århus må have været kaotiske. En nærmere gennemlæsning viser imidlertid, at hvert sygehus havde styr på sin egen adgang til donorer, og at det især var en overordnet fælles strategi, der manglede. Blodbankens beholdning af blod, muligheden for bestemmelse af Rhesus-typen og betaling af udgifter til afholdte udgifter svarer til forholdene i resten af landet. Det kaotiske indtryk skabes måske især af brevets udformning med mange stave- og grammatiske fejl.

45

83034-1_blod_gir_liv.indd 45

31-05-2011 10:47:06

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Bichel svarer Køster i brev af 14. januar 1952 (uddrag): Du kender jo formodentlig en del til forholdene her på hospitalet og ved, at det har været vanskeligt for de forskellige afdelinger at opnå et samarbejde om en blodbank placeret på en bestemt afdeling. Grundene hertil kan vi altid komme ind på.

For nogle måneder siden blev jeg indkaldt til et møde hos hospitalsdirektøren, hvor vor ”hospitalsborgmester”, rådmand Nielsen, Holten samt Malmros var til stede.

Jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig, at udføre særlige analyser herunder blodtyper for Fyn og Jylland i tilfælde af, at forbindelsen med København blev afbrudt.

Jeg svarede at det kunne jeg godt, men at det krævede personale, der havde rutine i forvejen. Man foreslog derfor, at jeg skulle overtage analyserne allerede i fredstid.

Blodbanksspørgsmålet blev ikke berørt. Det ligger imidlertid inden for mit interesse-område. Jeg har udset mig en mand, som måske kan blive en slags afdelingsforstander hos mig. Han hedder Kissmeyer-Nielsen, det var ham vi talte sammen om i telefonen. Nogen bedre får jeg ikke. Han vil være endog usædvanligt velegnet til organisatorisk arbejde.

Dit forslag om ligefrem at oprette en regional blodbank giver mig både lyst og betænkeligheder på grund af manglende tid, men det vil naturligvis afhænge af den hjælp, der kan skaffes. Det ville glide langt lettere, hvis jeg fik en mere eller mindre officiel anmodning om det, end hvis jeg på eget initiativ forhandler med de lokale overlæger og instanser.

Bichel skriver igen til Køster 7. marts 1952: Dette blot for at meddele dig, at jeg er indkaldt til et møde i lægerådet på Århus Kommunehospital. Man ønsker at oprette en blodbank på kirurgisk afdeling under narkoselæge Sørensens ledelse.

Køster svarer 11. marts 1952: Friedenreich og jeg har ikke foretaget os noget yderligere i denne sag, fordi vi ikke ved, hvordan den skal gribes an, og fordi Sundhedsstyrelsen ikke har ladet høre fra sig. Vi mener stadig, at det er af grundlæggende betydning for hele Jyllands blod-transfusionsvæsen, at der skabes muligheder for etablering af en Regional Blodbank i Aarhus.

Peter Borgholm sendte i anledning af donorkorpsets 50 års jubilæum i 1984 nogle mødereferater fra perioden 1954-1959. Om overdragelsen af blodbanken på Århus Amtssygehus til Århus Kommunehospital skrev Borgholm: 46

83034-1_blod_gir_liv.indd 46

31-05-2011 10:47:07

Det var en svær afgørelse, men Chr. Nielsen (rådmand for hospitalerne i Århus Kommune) og Koldste (formand for sygehusudvalget for Århus Amt) viste fremsyn. I dag er det jo en indlysende sag, men dengang kunne forholdet mellem K.H. (Kommunehospitalet) og AS (Amtssygehuset) være noget anstrengt.

Århus Hospitalernes Donorkorps blev oprettet i 1954. Antallet af donorer var ca. 6000.

Bloddonorudvalget for Århus Hospitalernes Bloddonorkorps udgjorde ledelsen af korpset. Medlemmerne var: Rådmanden for magistratens 3. afd. (formand) Formanden for Århus Amts sygehusudvalg (næstformand) Hospitalsdirektøren i Århus Inspektøren, Århus Amtssygehus 2 læger udpeget af lægerådet på Amtssygehuset 2 læger udpeget af lægerådet på Kommunehospitalet 1 læge, der var leder af Kommunehospitalets blodbanksvirksomhed 2 personer udpeget af Røde Kors 2 personer udpeget af Arbejdersamaritterne i Århus Donorkorpset var således ledet af politikere fra henholdsvis amt og by, en ordning der blev fastholdt i mere end halvtreds år indtil dannelsen af regionerne i 2007.

Kun 4 af udvalgets 13 medlemmer repræsenterede bloddonorerne. Det skal ses i lyset af, at det var vigtigt for sygehusvæsenet at få styring af blodbankområdet (altså ikke kun donorkorpset), at donorhvervningen blev effektiv, at bloddonorudvalget administrerede Bloddonorfonden, samt at det tidligere samarbejde mellem Røde Kors og Arbejdersamaritterne ikke havde været tilfredsstillende.

I forbindelse med Kommunalreformen i 1970 overgik ledelsen af sygehusvæsenet til storamterne. Formand og næstformand blev udpeget af amtsrådet blandt medlemmerne af amtets sygehusudvalg.

Bloddonorudvalget havde – ud over ledelsesansvaret – også ansvaret for hvervning af donorer og for Bloddonorfonden, der administreredes af udvalget. Indtægterne er det faste gebyr, som hospitalerne betaler korpset pr. tappet donor (5 kr. i 1954). Gebyrets størrelse fastsættes af udvalget selv under hensyntagen til udvalgets udgifter.

Udgifterne omfatter de ydelser, der gives donor (forfriskninger, kørselsudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, tryksager, donornåle).

Herudover kunne der efter ansøgning gives tilskud til hospitalernes blodbankvirksomhed og til humanitære formål, det sidste krævede dog godkendelse af både formand og næstformand.

I 1955 var indtægterne 39.302 kr., udgifterne 35.098 kr. og beholdningen på.

15.136 kr. (overført + overskud). Et ikke helt ringe beløb på den tid.

47

83034-1_blod_gir_liv.indd 47

31-05-2011 10:47:07

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Donorernes formænd gennem tiden - Det er ingen overdrivelse at sige, at bloddonorsystemet i Danmark er en af livsnerverne i patientbehandlingen, påpeger Ellen Margrethe Skov, tidligere formand for bloddonorerne i Århus og i hele Danmark, amtsrådsmedlem og sygeplejerske.

Hun er en af de fhv. formænd, der på de følgende sider kigger tilbage på deres formandstid og sender lykønskninger til den 75-årige, i dag repræsenteret ved formanden Poul Henning Olesen, for hvem den store udfordring for bestyrelsen er til stadighed at finde nye donorer til den livsvigtige opgave, som bloddonorsagen er.

Til det formål er det af stor betydning, at der eksisterer gode faciliteter for donorerne: ”Det er bestyrelsens – og heldigvis også donorernes – opfattelse, at vi har en god og velfungerende blodbank i Skejby”, siger han.

Formænd for Bloddonorerne i Århus 1954 1962 1970 1974 1978 1990 1994 2007

Christian Nielsen Robert Svane Hansen Christian Robert Sørensen Jørn Jelle Ellen Margrethe Skov Inger Mikkelsen Bent Mikkelsen Poul Henning Olesen

Rådmand Rådmand Amtsrådsmedlem Amtsrådsmedlem Amtsrådsmedlem Amtsrådsmedlem Amtsrådsmedlem Bloddonor

48

83034-1_blod_gir_liv.indd 48

31-05-2011 10:47:07

Rådmand Christian Nielsen var den første formand for Bloddonorerne i Århus. Her overrækker han organisationens hæderstegn til Anne Borges med deltagelse af Harald Borges og Flemming Kissmeyer-Nielsen.

Rådmand Robert Svane Hansen , formand for Bloddonorerne i Århus (1962), overrækker hædersgaver til donorerne (fra venstre) Holger Andersen, Poul Frentz og Erik Øjenholt, der alle var blevet tappet mere end 50 gange.

49

83034-1_blod_gir_liv.indd 49

31-05-2011 10:47:08

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Medlem af amtsrådet Christian Robert Sørensen var den første formand for Bloddonorerne i Århus efter kommunalreformen. Her overrækker han en hædersgave til donor Charley Møller, der var blevet tappet mere end 50 gange, mens Flemming Kissmeyer-Nielsen lykønsker og takker.

I festen ved 40 års jubilæet for Århus Hospitalernes Bloddonorkorps deltog fra venstre direktør Harald Borges, professor Carl Krebs, medicinaldirektør Søren K. Sørensen (første med ansvar for blodbanken under sin ansættelse som narkoselæge på operationsgangen), professor Flemming Kissmeyer-Nielsen (første overlæge ved den selvstændige blodbank) og medlem af amtsrådet Christian Robert Sørensen (første amtspolitiker som formand for donorbestyrelsen).

50

83034-1_blod_gir_liv.indd 50

31-05-2011 10:47:10

Jørn Jelle var formand 1974-1978 (tegnet af Harald Borges).

– Bliv endelig ved, så længe I kan I forbindelse med sammenlægningen af kommunerne i 1970 overtog Århus Amt driften af amtets sygehusvæsen herunder Århus Kommunehospital. Det betød dermed også, at det var amtet og ikke kommunen, der skulle besætte de to pladser i donorudvalget og sikre driften af dette vigtige udvalg.

Ved valget i 1974 blev jeg valgt ind i amtsrådet og blev medlem af sygehusudvalget. Da jeg i en del år havde været bloddonor, var det helt naturligt for mig også at blive formand for donorbestyrelsen, hvor jeg afløste den første formand efter valget i 1970 Chr. Robert Sørensen.

Jeg startede selv som donor i 1956, hvor alle borgere, der var over 18 år, opfordredes til at give blod. Russerne havde invaderet Ungarn, så der skulle bruges rigtig mange portioner; jeg husker, der var stor opbakning bag dette, og mange fortsatte derefter som ”rigtige” donorer inklusive mig selv.

Donorudvalget bestod for det meste af personer fra de store arbejdspladser i Århus og erhvervslivet. Der var således ikke et direkte valg til udvalget. Det var dét, vi kalder for selv-supplerende blandt de donorer, der var interesseret i at sidde lidt tættere på.

Et af medlemmerne var tegneren Borges, der ikke kunne lade være med at bruge sine kreative evner til at tegne os på møderne.

Det var jo ikke de store politiske beslutninger, der blev taget på møderne, hvor blodbankens ansvarlige leder, professor Kissmeyer-Nielsen, gav en grundig orientering om blodbankens ve og vel.

Blodbankens oversygeplejerske, Frk. Feyring, der var elsket af alle, der kom i blodbanken, orienterede om, hvor mange donorer der var, og hvor mange der havde afgivet blod 25, 50 eller 75 gange, og som derfor skulle have en lille gave ved det årlige arrangement, og endelig overdrog hun mig den vigtigste opgave, jeg havde: Signering af de mange diplomer, der skulle uddeles.

Arrangementet blev afholdt i den store kantine på Århus Kommunehospital. Vi fik en god middag med øl, vin og lidt at ryge på, dengang måtte man jo det. Jeg havde det klare indtryk, at alle satte stor pris på denne sammenkomst og hyggede sig. Én enkelt gang havde jeg den ære at overrække pelikanen til en 100 gangs-donor.

Dengang var det en stor begivenhed, i dag er det vel blevet mere almindeligt, og det er meget glædeligt, for der er brug for jer alle sammen. Så bliv endelig ved, så længe I kan.

Der skulle gerne blive mange flere jubilæer også for blodbanken. Den startede ydmygt, men voksede sig stor og er nu i moderne rummelige lokaler på Skejby Sygehus.

51

83034-1_blod_gir_liv.indd 51

31-05-2011 10:47:10

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Ellen Margrethe Skov var formand 1978-1990.

– Vi er i front med frivilligheden Som medlem af Århus Amts sygehusudvalg blev jeg i 1978 foreslået som formand for bloddonorudvalget. Da jeg spurgte, hvad det indebar, var svaret en hyggelig middag en gang om året. Det mente man åbenbart, at jeg nok kunne klare.

Det skulle vise sig ikke at holde stik. Det blev et arbejde med spændende men også ind imellem vanskelige opgaver. Det var et arbejde, der stod i stærk kontrast til det politiske arbejde, hvor sagligheden ikke altid stod i højsædet. Det var en stor fornøjelse at arbejde med i en organisation og en hospitalsafdeling drevet af engagement byggende på de mest ideelle principper, jeg har oplevet, og at arbejde med på et område, som er af vital betydning for sygdomsbehandling, som omfatter både transfusion af blod til patienter og fremstilling af medicin og blodprodukter til behandling af sygdomme. Det er ingen overdrivelse at sige, at bloddonorsystemet i Danmark er en af livsnerverne i patientbehandlingen. Det er derfor en stor glæde for mig at ønske til lykke til blodbanken og bloddonorerne med de 75 år.

Vi holder i Danmark af at høre til verdens bedste, men det kniber ofte at opfylde det ønske. Men når det drejer sig om det danske bloddonorsystem med frivillige ubetalte donorer organiseret i lokale donorkorps med en paraplyorganisation, Bloddonorerne i Danmark, hvor også det organisatoriske hviler på frivillighed, er vi i front.

Det har haft uvurderlig betydning for patientbehandling, specielt i en tid hvor blod anvendes i meget stor udstrækning, og i en tid hvor alt gøres op i penge.

Det blev ikke alene til en årlig middag, men til en periode med store problemer, hvor principperne var under pres. Men også hvor man var enig om, at uanset problemerne skulle principperne bevares. I de mange år, jeg har deltaget, har jeg aldrig oplevet nogen anfægte dem. På et internationalt møde, mens jeg var landsformand, oplevede vi, at i andre lande – også lande tæt på os – måtte man stille sig op med en bus på torvet og tappe dem, der havde lyst – mod betaling, uden at sikre, at de opfyldte de strenge sundhedskrav, der er nødvendige for at garantere en høj kvalitet af blod. Hvor vigtigt det er, blev understreget af, at danske blødere, der blev behandlet med udenlandske præparater, ulykkeligvis blev smittet med HIV. Ud af 30 deltagende lande var Danmark det eneste land med et system bygget på princippet om en humanitær opgave. Det har vist siden ændret sig.

52

83034-1_blod_gir_liv.indd 52

31-05-2011 10:47:11

Problemerne i det danske sundhedsvæsen afspejles naturligvis også i det danske bloddonorsystem; besparelser, strukturændringer og mange nye behandlingsformer. I midten af firserne opstod en række vanskeligheder på grund af risikoen for smitte med HIV gennem blod. Selv om vi havde registrerede donorer, var det nødvendigt med foranstaltninger for at undgå smitte. Men takket være et godt samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Danmarks Frivillige Bloddonorer løstes problemerne, så vi undgik katastrofen, ikke mindst takket være kontorchef Valborg Sandberg.

Da vi fik private hospitaler, som fik brug for blod, blev vi anmodet om at acceptere leverancer til disse, hvilket ville være i strid med princippet om, at blod ikke må gøres til genstand for handel. Efter lange diskussioner endte vi med at sige ja, idet vi mente, det ville være en trussel mod principperne om ubetalte, frivillige donorer, hvis private hospitaler selv engagerede donorer og betalte dem for at give blod. Det har vist sig at være en rigtig beslutning. Overproduktion af forskellige komponenter af blod i en vis periode har givet anledning til store overskrifter, der har ryddet forsiden af de store dagblade, som ikke altid forstod, hvad det drejede sig om.

Det har været afgørende for at fastholde donorerne, at de befinder sig godt i blodbankerne under tapninger, at de er trygge, og at de er omfattet af forsikring, hvis uheldet er ude. I de 14 år, jeg var med i organisationen, var de eneste klager, jeg fik fra donorer, at de i en periode ikke blev tappet ofte nok, eller at de af den ene eller anden grund ikke længere kunne være med; som oftest på grund af alder. At de befandt sig godt, kom altid til udtryk, når vi en gang om året inviterede donorer til en komsammen på sygehuset.

Men tilbage til den lovede middag. I bloddonorudvalget sad engagerede mennesker fra forskellige organisationer, der arbejdede for at skaffe donorer.

En gang årligt samledes man i lokalet bag køkkenet på KH, hvor økonomaen serverede en dejlig middag som en beskeden tak for udvalgets indsats. Lægerne fra blodbanken aflagde beretning og drøftede problemerne med os som lægfolk.

Men der var også tid til at være sammen på det mere personlige plan – så det blev den hyggelige Ellen Margrethe Skov på talerstolen ved indvielsen af den nye blodmiddag som lovet. bank på Skejby Sygehus (1988). I baggrunden sygehusets direktør Villy Helleskov (th) og overlæge Jan Jørgensen.

53

83034-1_blod_gir_liv.indd 53

31-05-2011 10:47:12

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Inger Mikkelsen var formand 1990-1994.

– Donorerne bør være bedre repræsenteret Ved valget i 1990 blev jeg medlem af Amtsrådet, og tillige valgt ind i sygehusudvalg og bloddonorudvalg. Blandt bloddonorudvalgets medlemmer var der nogle få, der repræsenterede de større arbejdspladser i Århus.

En tradition, der stammede fra dengang, blodbanken havde kontaktpersoner på arbejdspladserne. Denne ordning eksisterede stadigvæk, men var på daværende tidspunkt ikke helt så populær som tidligere.

Udvalget diskuterede derfor ofte, hvordan man mest hensigtsmæssigt fik nye udvalgsmedlemmer, der repræsenterede bloddonorerne. Et egentligt demokratisk valg med opstillingsprocedurer og stemmeafgivelse for ca. 25.000 personer var ikke gennemførligt, ikke mindst af økonomiske årsager.

Indkaldelse af bloddonorer på Skejby Sygehus.

54

83034-1_blod_gir_liv.indd 54

31-05-2011 10:47:14

Bent Mikkelsen var formand 1994-2007.

– Flere donorer kom med Mit kendskab til bloddonorsagen begyndte allerede i 1948, da jeg som 18-årig meldte mig som bloddonor i min hjemby. Det hed dengang Væbnernes og Spejdernes Bloddonorkorps.

Som spejder følte jeg en ære i at kunne hjælpe andre ved at afgive en portion blod.

Tapning foregik under helt andre forhold end i dag, blandt andet blev man sommetider kaldt midt om natten. Hvor mange portioner det blev til, inden jeg måtte slutte på grund af alder, ved jeg ikke. Men mange må det være blevet til.

I 1994 var jeg som medlem af Århus Amtsråd og sygehusudvalget med til at besætte diverse poster i udvalg og nævn. Her valgte jeg at opstille til posten som formand for bloddonorudvalget, måske af respekt for det arbejde organisationen udfører, og blev valgt. Ifølge vedtægterne skulle formandsposten besættes af det ene af de to amtsrådsmedlemmer, og det blev mig.

En af de første store opgaver i udvalget var en ændring af udvalgets sammensætning. Udvalget bestod foruden de to medlemmer af amtsrådet desuden af direktøren samt en overlæge fra de tre sygehuse i Århus og to donorrepræsentanter. Altså en underrepræsentation af donorer. Dette er imidlertid ikke hensigtsmæssigt for en organisation, hvis væsentligste opgave er at sikre en tilstrækkelig tilgang af nye donorer, således at der er donorer nok til at sikre en god og stabil blodforsyning. En opgave som netop donorrepræsentanterne har mest kendskab til. Ændringen af udvalgets sammensætning medførte da også, at der kom yderligere fire donorrepræsentanter med i bestyrelsen.

Jeg kan se tilbage på 13 gode år, hvor ikke mindst donorerne men også sygehusforvaltningen var med til at skabe et godt og konstruktivt udvalgsarbejde.

55

83034-1_blod_gir_liv.indd 55

31-05-2011 10:47:18

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Poul Henning Olesen, formand fra 2007.

– Gode forhold for donorerne Jeg blev bloddonor kort tid efter min 18 års fødselsdag og var det, lige til jeg blev 65 år. I disse 47 år er jeg blevet tappet fra en til fire gange om året, nogle gange i arbejdstiden men også tit i fritiden. Tidligere kunne vi godt blive ringet op en lørdag aften eller på en helligdag, når der var brug for blod, og så mødte vi op. Dengang havde man ikke de gode muligheder for behandling og opbevaring af blod, som findes i dag.

I begyndelsen blev jeg tappet på Amtssygehuset. Det foregik på en noget primitiv måde, hvor blodet løb ned i en glasflaske, som skulle rystes omhyggeligt under hele forløbet for at undgå størkning.

Senere blev jeg overflyttet til blodbanken på Kommunehospitalet, som havde en flot tappestue med tappebrikse og små fikse maskiner, der rystede flaskerne automatisk under tapningen. Her var jeg donor i en lang række år og flyttede så med til Skejby Sygehus i 1988, da der blev åbnet en blodbank med endnu bedre forhold for donorerne.

Jeg har altid haft det godt med at være bloddonor.

Bloddonorerne i Århus blev i begyndelsen ledet af magistraten og senere af Amtet. I 2006 blev amterne nedlagt, og efter en overgangsperiode på et år trådte de fem regioner i kraft.

I donorkorpsets bestyrelse havde amtsrådsmedlemmerne både formands- og næstformandsposten, men i efteråret 2006 blev det besluttet at ændre vedtægterne således, at donorrepræsentanterne fik flertallet i bestyrelsen. Efterfølgende blev jeg valgt som formand. Jeg har været i bestyrelsen som repræsentant for donorerne siden 1994.

Der er hele tiden brug for nye donorer til at erstatte dem, som af en eller anden årsag må stoppe med at give blod. Det er bestyrelsens opgave at sørge for, at der altid er et tilstrækkeligt antal donorer til rådighed. Denne opgave har høj prioritet, og derfor er hverve- og oplysningsarbejde et fast punkt på dagsordenen ved bestyrelsesmøderne.

56

83034-1_blod_gir_liv.indd 56

31-05-2011 10:47:20

Bestyrelsen er meget opmærksom på, at forholdene for donorerne skal være optimale. Vi arbejder blandt andet med at gøre donorreceptionerne endnu mere festlige og mindeværdige.

I 2009 fik vi i samarbejde med sygehuset indført et bookingsystem, hvormed man som donor har mulighed for at bestille en tappetid i blodbanken via internettet.

Til orientering om donororganisationen har bestyrelsen samlet en mappe, som er lagt frem i blodbankens venteværelse.

Sygehuset gennemførte i 2006 en spørgeskemaundersøgelse blandt donorerne.

Resultatet af denne blev nøje gennemgået, og bestyrelsen har herved fået et godt billede af, hvilke forbedringer donorerne ønsker.

Det er bestyrelsens – og heldigvis også donorernes – opfattelse, at vi har en god og velfungerende blodbank i Skejby.

Bloddonorernes venterum i blodbanken på Skejby Sygehus.

57

83034-1_blod_gir_liv.indd 57

31-05-2011 10:47:20

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Alle er med.

Donororganisationen på landsplan Samtlige 230.000, der tappes, er medlem.

Enhver, der frivilligt og ubetalt afgiver blod i en blodbank i Danmark, er bloddonor og automatisk tilknyttet den lokale bloddonororganisation. Der er ca. 230.000 bloddonorer i Danmark, hvoraf de ca. 22.000 er i Århus.

Den lokale bloddonororganisation varetager bloddonorernes interesser lokalt og hverver nye donorer. Antallet af bloddonorer skal være tilstrækkeligt til at dække behovet for blod. Der er 66 lokale donororganisationer i Danmark, lokaliseret til et eller eventuelt flere sygehuse.

På regionsplan samarbejder de lokale donororganisationer i en regionsbestyrelse.

Regionsbestyrelsen varetager de lokale donororganisationers fælles interesser i forhold til regionen, iværksætter regionsdækkende hvervekampagner og vælger regionens repræsentanter til Landskomiteen for den overordnede landsdækkende donororganisation, Bloddonorerne i Danmark. Der er 5 regionsbestyrelser.

Regionsbestyrelsen i Region Midt består af 11 medlemmer, hvoraf de 4 repræsenterer Århus. Region Midt har 18 lokale organisationer med i alt ca. 57.000 donorer.

Bestyrelsen har indkøbt fælles udstyr til brug ved de lokale organisationers hvervekampagner.

På nationalt plan er de lokale donororganisationer samlet i landsorganisationen Bloddonorerne i Danmark. Landsorganisationen støtter de lokale organisationers arbejde og varetager de danske bloddonorers interesser nationalt og internationalt.

Organisationen Bloddonorerne i Danmark ledes af en landskomité bestående af 41 medlemmer. De lokale organisationer er repræsenteret med syv medlemmer fra hver region. De øvrige 6 medlemmer er to blodbanklæger, formanden for Bloddonorernes Ungdomskomité, en repræsentant for Dansk Røde Kors, en for Sct. Georgs Gilderne og en for Spejdernes Fællesråd.

58

83034-1_blod_gir_liv.indd 58

31-05-2011 10:47:22

Bloddonorerne i Danmark ledes i det daglige af et forretningsudvalg med 11 medlemmer, hvoraf 10 er udpeget af regionsbestyrelserne, med to fra hver region, og ét medlem er udpeget af Dansk Selskab for Klinisk Immunologi, som er blodbanklægernes organisation.

Bloddonorerne i Århus er repræsenteret med tre medlemmer i Landskomiteen og ét medlem i forretningsudvalget.

Når man bliver tappet for blod i en blodbank, er man bloddonor.

Alle bloddonorer er automatisk medlem af den lokale donororganisation.

De lokale donororganisationer er repræsenteret i regionsbestyrelsen for den aktuelle region og i landskomiteen for Bloddonorerne i Danmark .

Donororganisationernes udgifter til agitation, hvervekampagner, donorjubilæer og drift af organisationen dækkes af regionerne i form af et fast gebyr pr. tapning.

Størrelsen af dette aftales efter en forhandling mellem det pågældende regionsråd og regionsbestyrelsen for bloddonorerne.

I Århus blev de eksisterende bloddonorkorps i 1954 samlet i fællesorganisationen Århus Hospitalernes Bloddonorkorps, ledet af repræsentanter for sygehusudvalget i henholdsvis kommune og amt.

I forbindelse med oprettelsen af Danske Regioner i 2006 blev vedtægterne for donororganisationen i Århus ændret således, at der var et flertal af donorer i bestyrelsen. Bestyrelsen valgte derefter donorrepræsentanter både til formands- og til næstformandsposten.

Bestyrelsesarbejdet er frivilligt og ubetalt. Ifølge vedtægterne er bestyrelsen selvsupplerende. Når der er brug for en ny donorrepræsentant, søger man ved opslag i blodbanken eller blandt de, der har henvendt sig til bestyrelsen, og som måske allerede medvirker i arbejdet med at hverve nye donorer. Kritikere vil måske mene, at metoden ikke fuldt ud er demokratisk, men i praksis har man som donor god mulighed for at engagere sig i donorkorpsets arbejde og herved skabe basis for at blive valgt ind i bestyrelsen. Det er dog bestyrelsens hensigt at gøre valget så demokratisk, som det nu engang er muligt.

Der er ca. 22.000 bloddonorer i Århus, hvilket svarer til op mod 10 pct. af byens indbyggere. En flot præstation. Det må imidlertid ikke føre til, at hvervningen af nye donorer reduceres. Der er nemlig en stadig afgang af donorer på grund af alder, sygdom og smitterisiko på i alt 10 pct. eller ca. et par tusinde om året.

Udfordringen for donororganisationen er derfor at rekruttere mindst 10 nye donorer om dagen!

59

83034-1_blod_gir_liv.indd 59

31-05-2011 10:47:22

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – før og nu

Donorgaver udstillet i venterummet i blodbanken på Skejby Sygehus.

60

83034-1_blod_gir_liv.indd 60

31-05-2011 10:47:24

Hvervningen af nye donorer sker ved at udbrede kendskabet til bloddonorsagen fx ved mund til mund-metoden med en bloddonor som udgangspunkt, ved reklamer eller ved hvervekampagner.

I samarbejde med informatører planlægger og gennemfører bestyrelsen i Århus ti-tolv hvervekampagner om året, eksempelvis på uddannelsesinstitutioner, på større virksomheder, ved sportsarrangementer og på banegården.

Når man som donor i Århus er tappet 25, 50, 75, 100, 125, 150 eller 175 gange, bliver man som tak inviteret til en reception og får en gave, som man kan vælge fra det aktuelle sortiment. Men når man har givet blod 100 gange, er gaven en pelikan udført i keramik. Pelikanen er nemlig symbol på offervilje. Ifølge et gammelt sagn vil en pelikanmor, hvis hendes unger er i fare for at dø af sult, plukke sig med spidsen af sit lange næb, indtil hun bløder så meget, at ungerne, som hun giver sit blod, kan få næring nok til at overleve.

Den selvopofrende pelikan er hædersgaven til donorer tappet 100 gange. Den er udført af kunstneren Jeanne Grut, og fremstillet alene til denne anvendelse af Den Kongelige Porcelænsfabrik.

61

83034-1_blod_gir_liv.indd 61

31-05-2011 10:47:25

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – derfor giver de blod

Derfor giver de blod At være donor er at give – give til et andet menneske At have overskud til andre – andre end dig selv At leve livet lidt mere – mere på eventyrvis At række en hånd frem – frem til den, der mangler - En dag er det måske dig selv Mette Bang, 21 år og bloddonor i bogen ”Dit blod” (Bloddonorerne i Danmark 2003)

I anledning af 75-året for Bloddonorerne i Århus har vi talt med nogle af dem, der giver sagen deres opbakning som bloddonor, og som er medlemmer af det århusianske bloddonorkorps.

Blandt dem sangeren Jette Torp, der ærgrer sig over, at hun først et stykke henne i sit liv fik sig sluttet til den gode sag og derfor glæder sig over, at hendes 18-årige datter allerede nu er at finde i donorregistret. Jette Torp siger: ”Jeg forstår egentlig ikke, at der skulle gå så lang tid, før jeg meldte mig. For jeg er vokset op i en familie, hvor det var naturligt at være bloddonor, og jeg har mange gange tænkt, at det skulle jeg også være”.

Niels Kjær, der blev hædret for hele 175 tapninger, og derfor kan kalde sig Århus-mester, mener, at alle bør give blod ud fra den opfattelse, at ”har man ressourcerne, må man også træde til og hjælpe hinanden”. Som ung elektrikerlærling for snart 50 år siden debuterede han som donor ved nærmest at blive leveret til tapning, husker han.

For 35-årige Jonas Rico Christensen er det, som han siger, ”hele tanken bag bloddonor-ideen, der tiltaler mig; at der er tale om reel donation, og ingen bliver rige af det”. Han tog beslutningen om at melde sig som donor på sin 18 års fødselsdag.

Nina Rasmussen, der har været donor, siden hun var 18, og nu kun er fire tapninger fra at nå de 100, synes, hun får noget til gengæld ved at give blod. Hun siger: ”Jeg synes, det giver mig noget fysisk, og der går jo også lidt sport i at støtte en god sag.

Desuden har jeg det godt med ved hver tapning at få lidt sundhedstjek”.

Finn Isaksen, fast donorgæst med flere end 150 tapninger, husker, hvordan de stillede ved porten klokken 10 ved Centralværkstedet, hvor han var i lære som maskinarbejder, for at blive transporteret til tapning. På briksen med nålen i armen har han da ligget og tænkt – som han siger: ”Om det er hende, jeg én gang har givet blod til, der har brug for det igen. Og hvis ikke kan det jo være os alle sammen,

62

83034-1_blod_gir_liv.indd 62

31-05-2011 10:47:25

familien og mig selv inklusive, der pludselig får brug for blod”. Isaksen-familien er i øvrigt talstærkt repræsenteret som donorer.

En anden af sværvægterne blandt bloddonorerne i Århus er tidligere borgmester og rådmand Flemming Knudsen – med i alt 164 tapninger. I sit bidrag til ”Blod gi’r liv” fortæller han, hvorfor han for 44 år siden valgte at blive medlem af bloddonorkorpset, nemlig: ”For at hjælpe andre til at overleve”. Flemming Knudsen skriver: ”Midt i en tid, hvor egoismen trives bedre end noget andet, er det rart at tænke på, at der fortsat er mange, der gør noget så uegennyttigt som at give noget af sig selv for at hjælpe andre”.

63

83034-1_blod_gir_liv.indd 63

31-05-2011 10:47:26

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – derfor giver de blod

– Blod må aldrig blive en vare, mener den 35-årige bloddonor Jonas Rico Christensen.

-Ingen bliver rige af blod Han er tilmeldt det hele, som han siger. Og det betyder, at Jonas Rico Christensen ikke alene er bloddonor; han har også meldt sig som organdonor: - Jeg betragter det at være bloddonor som et stykke uegennyttigt arbejde, hundrede procent uden noget til gengæld. Der er ingen penge involveret i det – og det går til vores allesammens bedste, siger 35-årige Jonas Rico Christensen, der til daglig er indkøber i Dansk Supermarked – med en uddannelse herfra og fra Handelshøjskolen.

Han tog beslutningen om at melde sig som donor på sin 18-års fødselsdag; en søndag, hvor han skulle til køreprøve om mandagen, derhjemme i Randers, så søndagen blev ikke brugt til festivitas, husker han: - Hvad der specifikt fik mig til at melde mig, husker jeg ikke, men det var noget, vi havde talt om derhjemme, og min far var donor, så jeg meldte mig også. At jeg skulle være organdonor, var jeg ikke i tvivl om. Når jeg er død, skal de bare bruge mine organer, fortæller Jonas, der først kom ind i en fast gænge som bloddonor, da han flyttede til Århus.

Det er blevet til en snes tapninger for Jonas – i dag her i blodbanken er det den tyvende – siden han for ti år siden begyndte som donor i Århus. ”Jeg kommer, når de kalder”, som han siger. Og det vil sige, når han får en opringning – hvert halve år.

- Det er hele tanken bag bloddonor-ideen, der tiltaler mig; at der er tale om reel donation, og ingen bliver rige af det. Det er en måde at give noget til samfundet på, uden man føler, at nogen beriger sig på én. Selvfølgelig er det folks private valg, som alt andet, om de melder sig. Men jeg ser det lidt som en del af den socialdemokratiske fællestanke: at alle smider noget i bøtten til fælles bedste. Og at dem, der kan, gør en indsats for dem, der ikke kan og har brug for det. Blod må aldrig blive en vare, som det er andre steder, hvor man får penge for at give blod og for at sælge det videre. Så bliver det en forretning og ikke en værdifuld donation fra én person til en anden.

Nogle tanker, han gør sig her på briksen, mens tallet, der tæller milliliter blod, som forlader Jonas og løber gennem slangen og ned i plasticposen, nærmer sig de 472. Den obligatoriske knapt halve liter blod er Jonas’ ”gode gerning”: – Ja, det er lige, hvad det er, siger han: En god gerning, uden forbehold af nogen slags.

64

83034-1_blod_gir_liv.indd 64

31-05-2011 10:47:27

- Jeg kom i lære som maskinarbejder på Centralværkstedet i Århus, og de var en flok donorer, der hurtigt fik mig med i gruppen, fortæller Finn Isaksen, der tegner sig for 169 tapninger.

-Vi mødte op ved porten klokken 10…

Faktisk har han haft bloddonor-ideens ophavsmand som chef, som Finn Isaksen siger.

Finn var bare en knægt. Krebs var professor og overlæge på kræftafdelingen på Århus Kommunehospital.

Det var i 1950’erne, da Finn gik på Ny Munkegades skole. Og der kunne man, hvis man var heldig og efter ansøgning, blive valgt ud til et ganske særligt job, nemlig det at fodre kræftafdelingens forsøgsdyr oppe på KH. Det gav den dengang formidable sum af 60 kroner om måneden. Og var man vaks ved havelågen, og det var Finn, kunne man også være heldig at få tjansen at cykle rundt med røntgenbilleder fra afdelingen ud til byens praktiserende læger. Også en knippelgod forretning med 25 øre pr. afleveret brev…

Dengang tænkte Finn, nu pensioneret faglærer, ikke så meget over, at ”blod giver liv”, men det kom han til, ikke mindst med en flot indsats som donor fra han endnu ikke var fyldt 18, og til han sluttede helt nøjagtigt 169 tapninger senere som 65-årig. Tallet behøver han ikke spørge blodbanken om, for Finn Isaksen har holdt sit eget kartoteksregnskab, lige siden han lagde arm til den første tapning. Derfor ved han også, at det var lige præcis 3. marts 1954.

– Ja, jeg var faktisk kun sytten år, da jeg blev tappet første gang.

Det med alderen så man ikke så stort på dengang, fortæller Finn, der kom i lære som maskinarbejder på Centralværkstedet i Århus: – De var en flok donorer, der hurtigt fik mig med i gruppen. Dengang kom der en bil og hentede os, når vi skulle tappes. Så vidt jeg ved, efter at blodbanken med en kontaktperson i virksomheden havde aftalt, hvilke blodtyper der var brug for lige den dag.

Og så mødte vi op, typisk en seks-otte mennesker, ved porten klokken 10 og blev kørt op på KH. Det var anderledes forhold dengang end i blodbanken i Skejby – med kun tre brikse. Sådan husker jeg det i alt fald. Og også dengang en øl og chokolade bagefter – og de siden hen afskaffede cigaretter – smiler Finn Isaksen, der blev tappet en tre-fire gange om året, og nok førte sit eget præcise kartotek over tapninger, men alligevel ikke havde helt styr på datoer. Det var, da han arbejdede som flymekaniker i Tirstrup: - Jeg puffede til en kammerat for at få ham med til en aften-tapning i Århus – en iskold onsdag aften husker jeg, i november. Og efter tapningen, på trappen

65

83034-1_blod_gir_liv.indd 65

31-05-2011 10:47:29

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – derfor giver de blod

udenfor i kulden, fik jeg det bare så dårligt. Faktisk mødte jeg både Flemming Kissmeyer-Nielsen, der konstaterede: ”Du ser noget bleg ud” og fik mig anbragt på en båre – og frøken Feyring: ”Hvad er det? Er du blevet lidt skidt?”, spurgte hun.

De kendte mig jo efter mange tapninger. Og jeg blev lidt skidt, ja, og det skyldtes, at jeg havde taget fejl af datoen. Der var kun gået syv uger siden sidste tapning og ikke de sædvanlige tre-fire måneder, smiler Finn Isaksen, der ellers aldrig har følt ubehag ved at blive tappet: - Nej, tværtimod. Jeg syntes altid, jeg havde det bedre, når jeg gik efter en tapning, end når jeg kom.

Finn Isaksen blev æret med sine 150 gange tapninger ved den traditionelle reception for donor-jubilarerne. Men han tegner sig altså for yderligere 19, heriblandt nogle stykker tappet under militærtjenesten til Seruminstituttet og en blodprøve som knoglemarvsdonor.

- Jeg har da tænkt, når jeg har ligget på briksen med nålen i armen, om det er hende, jeg én gang har givet blod til, der har brug for det igen. Og hvis ikke kan det jo være os alle sammen, familien og mig selv inklusive, der pludselig får brug for blod. Joh, det er sådan nogle tanker, der nemt falder én ind, når man ligger på briksen, siger Finn Isaksen, hvis familie har gjort sit til, at reserverne i blodbanken er fyldt op. Selv har han altså givet blod 169 gange. Hans kone har været bloddonor.

Ligeså deres datter. Finn Isaksens far var bloddonor. Hans ene lillebror aspirerer til 100 tapninger, den anden bror til 75.

Isaksen-familien møder trofast op. Nu ikke ved porten, men i banken…

Kopi af tappeprotokol fra 3. marts 1954 med Finn Isaksens data som ny donor.

66

83034-1_blod_gir_liv.indd 66

31-05-2011 10:47:29

-Skal jeg være præcis, er jeg faktisk blevet tappet 177 gange, fortæller Niels Kjær, regerende århusmester i antal blodtapninger.

Århusmester i at give blod…

Ingen over – ingen ved siden af! Den århusianske ingeniør og virksomhedsindehaver, 66-årige Niels Kjær, fører suverænt i den disciplin, der hedder antal tapninger. Og det har han sort på hvidt og i glas og ramme. Æresdiplomet for ”en helt usædvanlig vedholdende vilje til at hjælpe andre”, som der står på det, modtog han for hele 175 tapninger. En indsats og et antal ingen i Århus har gjort ham efter. Diplomet blev oprettet for at markere Prins Henriks 70 års fødselsdag og blev fulgt af et personligt brev fra Prinsen selv til Niels Kjær.

- Skal jeg være præcis, er jeg faktisk blevet tappet 177 gange. De to gange var, da jeg i sin tid var ved militæret. Men de tæller jo ikke i regnskabet i Blodbanken i Århus, for det var i Ringsted og på Bornholm, fortæller Niels Kjær, der trofast har ladet sig tappe i alle årene cirka hver tredje måned. Siden han var 18.

- Vi kan alle sammen få brug for blod. Og man kan jo ikke erstatte blod. Derfor mener jeg, at alle bør give blod. Har man ressourcerne, må man også træde til og hjælpe hinanden. Det er min holdning, og det var også min bevæggrund for at være donor; som en anerkendelse af at ville deltage i det samfund, jeg er en del af, siger Niels Kjær, der har haft det rigtig godt med at være donor, lige siden han som ung elektrikerlærling nærmest blev leveret til tapning, da han debuterede. Dengang foregik det på Århus Kommunehospital. Niels Kjær fortæller: - Der var kommet en ny svend i firmaet. Han var bloddonor, og en dag, vi sad i bilen, spurgte jeg ham, hvordan man blev donor. Det fandt jeg hurtigt ud af, for han vendte bare bilen, kørte op til Kommunehospitalet og afleverede mig med et: ”Her kommer et nyt medlem…”, fortæller Niels Kjær, der til gengæld nød at få kvittering for ulejligheden med både øl og chokolade. Dengang bestod den i øvrigt også af cigaretter, hvad Niels Kjær som ikkeryger takkede nej til.

Med næsten 50 år som bloddonor bag sig har Niels Kjær også et par anekdoter i bagagen: - Som ung arbejdede jeg i Studsgade. I nabolaget var der en møbelhandler, som også solgte ligkister. De var en fire stykker ansat der, og en dag inviterede jeg dem: ”Jeg giver en øl…!”. Sådan kan man også agitere for sagen. Så vi tog op og blev tappet – og drak en øl. Men da vi kom tilbage til Studsgade, blev den ene af dem pludselig dårlig. Han måtte ned at ligge – så vi anbragte ham på en ligkiste. Det var

67

83034-1_blod_gir_liv.indd 67

31-05-2011 10:47:31

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – derfor giver de blod

noget makabert, men han kom da til sig selv igen, smiler Niels Kjær, der aldrig selv har oplevet ubehag af at blive tappet: - Gør man det, skal man selvfølgelig lade være med at give blod, men jeg har overhovedet ikke følt gener; tværtimod har jeg altid syntes, det var dejligt at komme i blodbanken. Det gjorde ikke ondt. Der var – og er – en dejlig stemning og et sødt personale. Og så er der jo en anden god ting ved at give blod, nemlig den kontrol, der er af ens blod. For det er jo også en kontrol af mig og min helbredstilstand.

Jeg husker da, når jeg fik brev fra blodbanken med anbefaling om eventuelt at opsøge min læge, når en forkølelse eller andet var under opsejling, fortæller Niels Kjær, der synes, det var en stor dag, da han sammen med en anden flok jubilerende bloddonorer – med 25, 50, 75, 100 eller flere tapninger bag sig – var indkaldt til den traditionelle festlighed på Skejby Sygehus i anledning af de runde tal.

- Vi kommer jo med den følelse, at vi alle sammen er noget værd på vores måde, om vi så har givet blod 25, 50 eller 175 gange. Og det er fint, at der gøres så meget for, at vi skal føle os værdsat. Men der mangler bare lige et punktum, for eksempel når man som jeg går af på grund af alder. Det var lidt tomt. Nu blev jeg hædret for mesterskabet; men der er jo mange, der slutter på grund af alder – ved 44 tapninger, ved 72 tapninger eller andre ikke-runde tapninger.

Og det skal så være Niels Kjærs udgangsreplik: - Giv bloddonorerne skulderklappet, også når vi slutter.

Som sådan en slags tak for kampen – lyder det som jubilæumshilsen og med et smil fra den – indtil videre – regerende donorårhusmester.

Niels Kjær blev hædret med æresdiplomet efter 175 tapninger for ”en helt usædvanlig vedholdende vilje til at hjælpe andre”. Diplomet blev oprettet i anledning af Prins Henriks 70 års fødselsdag.

68

83034-1_blod_gir_liv.indd 68

31-05-2011 10:47:33

- Hver eneste gang har jeg forladt blodbanken med en rigtig god fornemmelse, og det er ikke kun, fordi det er godt for samvittigheden, siger 164 gange tappede Flemming Knudsen.

- Jeg ønsker, du skal overleve Budskabet stod på trøjen af en, som jeg tilfældigt passerede på gaden forleden. Det var efterfulgt af den klassiske bloddråbe. Jeg gik lidt og funderede over trøjen, der sikkert også er tænkt som et muntert indslag i forlængelse af de mange ”I survived”-trøjer og T-shirts, som turister har slæbt hjem i kassevis fra turistattraktioner. Der er næsten ingen grænse for, hvad folk har skullet markere, at de har overlevet. Det er alt lige fra ”I survived bungy-jump” til ” I survived kindergarten”.

Alligevel gjorde denne ”I want you to survive” et dybere indtryk på mig. Jeg var langt mere imponeret af budskabet på denne trøje, end nogen af de mange andre jeg har set. Jeg synes, at den meget godt rammer, hvorfor jeg for mere end 44 år siden valgte at blive bloddonor. Det handler netop om at hjælpe andre til at overleve.

Midt i en tid, hvor egoismen trives bedre end noget andet, er det rart at tænke på, at der fortsat er mange, der gør noget så uegennyttigt, som at give noget af sig selv for at hjælpe andre.

Selv har jeg, siden jeg var 18 år, hver tredje måned taget turen til blodbanken for at give mit bidrag. Kun afbrudt af de perioder, hvor jeg har været i malariaområder, og efterfølgende har haft karantæne.

Hver eneste gang har jeg forladt blodbanken med en rigtig god fornemmelse, og det er ikke kun, fordi det er godt for samvittigheden.

Jeg agiterer flittigt og kraftigt for donorkorpset. Som socialrådmand var jeg med til at arrangere et fremstød blandt personalet på Jægergården, hvor repræsentanter for bestyrelsen mødte op i kantinen og kom i snak med medarbejderne for at hyre nye donorer. Jeg opfordrer gerne familie, slægt, venner, bekendte, kolleger – kort sagt: ALLE – til at melde sig som bloddonor. Flere er siden kommet, og har givet mig ret i, at man har det godt, efter at man har givet blod. Mange har det også fysisk rigtigt godt bagefter – bl.a. fordi det ”tager trykket”, og mange, som er plaget af hovedpine, siger, at den forsvinder med tapningen.

I alt har jeg givet blod 164 gange. På grund af forhøjet blodtryk er jeg i øjeblikket afskåret fra at være bloddonor. Men jeg håber da på, at mit blodtryk igen normaliseres, når jeg om kort tid forlader politik, og så er jeg tilbage i korpset. For selvom jeg ikke har det stående uden på min trøje, så ønsker jeg, at du skal overleve!

69

83034-1_blod_gir_liv.indd 69

31-05-2011 10:47:34

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – derfor giver de blod

- Jeg fik selv glæde af, at vi har noget så enestående som et bloddonorkorps, fortæller Nina Rasmussen, der kun mangler fire tapninger i at nå målet.

- Jeg vil gerne nå de 100…

De griner begge af historien, som Nina Rasmussens mand John lige bryder ind for selv at fortælle. En rigtig soldaterhistorie, men sand, som John pointerer, fra dengang han var i kongens klæ’r – på Fredericia Vold: - Det var i 1966. Og til en parade appellerede kaptajnen til os om at give blod. Han må jo have fået en anmodning fra sygehuset i Fredericia. ”Hvem melder sig?”, lød det. Men vi var kun tre ud af kompagniets 106 soldater, der rakte hånden op. Blandt dem selvfølgelig kompagniets største mand, der var ikke bare stor, men imponerende stor. Tre hænder var kaptajnen åbenlyst ikke tilfreds med, for han kommanderede ”højre om”, og det viste sig, at det betød en tur ind på sygehuset i Fredericia, hvor den stod på tapning af alle. Det var en ordre – og vi gjorde, som der blev sagt. Og de var tydeligvis forberedt på donor-invasionen, for det gik tjept med at få alle igennem. Men kompagniets store mand – ja, han blev dårlig. Han kunne ikke tåle at se blod og blev af samme grund aldrig donor i modsætning til mange af os andre…

Siden har John været donor. Det samme har hans kone Nina, endda før John: - Det var allerede som elev, som 18-årig, jeg kom i gang, fordi en ældre kollega spurgte, om jeg ville være med. De var en flok på kontoret, der var donorer, og jeg betænkte mig overhovedet ikke. Faktisk kendte jeg ikke spor til det at være donor, for ingen i min familie havde været bloddonor. Men jeg syntes, det var en god sag at støtte. Og det skulle for resten vise sig, at jeg siden hen selv fik glæde af den, fortæller Nina Rasmussen og fortsætter: - På min arbejdsplads var det både dengang og i dag sådan, at man kunne lade sig tappe i arbejdstiden, fortæller Nina Rasmussen, der i snart fyrre år har været ansat i Realkredit Danmark.

Hun fortsætter: - I begyndelsen foregik det nogle gange ved, at blodbanken kom til arbejdspladsen og tappede os. Det kunne for eksempel være i kantinen.

Men det har mest været mig, der har opsøgt blodbanken, både i Århus, i Glostrup, hvor vi har boet, i Vejle, hvor jeg arbejder, og nu igen i Århus. Med tre børnefødsler og karantæne på grund af en enkelt udlandsrejse har jeg ikke helt kunnet være klar til at blive tappet en gang i kvartalet, men jeg har da alligevel nået så mange tapninger, at der kun mangler fire, før jeg er oppe på hundrede. Dem skulle jeg gerne nå – og dermed pelikanen med den fine historie som gave.

70

83034-1_blod_gir_liv.indd 70

31-05-2011 10:47:35

Historien om blodbankens 100-tapninger-gave er den rørende, at hun-pelikanen i tider med ingen føde hakker sit bryst til blods for, at ungerne kan få næring og leve.

Der skulle også blod – donorblod – til, da Nina fødte sit barn nummer to: - Da mistede jeg så meget blod, at jeg måtte have blodtransfusion. Så jeg fik selv glæde af, at vi har noget så enestående som et bloddonorkorps, siger Nina, der altid har haft det bedre end fint med at blive tappet: - Ja, jeg synes, det giver mig noget fysisk, og der går jo også lidt sport i at støtte en god sag. Og så har jeg det godt med ved samme lejlighed at få sådan lidt sundhedstjek. Ikke at jeg nogensinde har fået konstateret noget alvorligt, men det er da sket, at jeg har fået et brev fra blodbanken om, at jeg måske skulle tale med min læge fx om en lidt lav blodprocent.

Selv kendte Nina ikke til bloddonor-ideen som ung, men hun og John har påvirket deres børn til fordel for sagen: - Ja, to af dem er donorer i dag. Den tredje ville gerne, men hun bor i Frankrig, og dér er der lidt andre forhold. For mig er det en stor tilfredsstillelse, at man kan gøre en indsats og få flere med alene ved mund til mund-metoden og opleve, at der er nogle, der følger efter én i sådan en vigtig sag. Hvad skulle vi ellers gøre…? Lyder det fra Nina, hvis mands øverstbefalende selvfølgelig havde sine midler – engang: Højre om…!

71

83034-1_blod_gir_liv.indd 71

31-05-2011 10:47:35

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – derfor giver de blod

- Og så fornemmer man efter tapningen, at man lige får en hånd og et: Tak skal du ha’…, fortæller Jette Torp.

- Min datter er også donor - Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg ikke kom i gang som bloddonor noget før. Og jeg forstår egentlig heller ikke, at der skulle gå så lang tid, før jeg meldte mig. For jeg er vokset op i en familie, hvor det var naturligt at være bloddonor, og jeg har mange gange tænkt, at det skulle jeg også være, fortæller den århusianske sanger og entertainer, 44-årige Jette Torp, der for første gang lagde sig på briksen i blodbanken i Århus for fire år siden.

Det, der fik hende til at gøre noget ved det og slutte sig til donorkorpset, var en artikel hun læste: - Det var et interview med en mor, hvis barn manglede en knoglemarvsdonor.

Det var et spørgsmål om liv eller død, og da var det, jeg tænkte, at her kunne man så nemt som ingenting for alvor gøre en forskel. Siden blev jeg igen konfronteret med spørgsmålet, da en god ven stod og manglede en knoglemarvsdonor.

Og derfor var der ingen tvivl hos Jette Torp: Hun blev bloddonor og meldte sig også som knoglemarvsdonor: - Jeg tænker også: Det kunne jo være mine børn, der en dag kom i den situation, at de fik brug for en donor. Den situation kan jeg nemt sætte mig ind i – og så ville jeg jo lovprise den, der havde stillet sig til rådighed.

Og Jette Torp foreslår: - Hvorfor ikke lade det være et punkt på selvangivelsen. Ja, hvorfor ikke? Give folk anledning til, én gang om året at forholde sig til, om de vil være donorer, hvad enten det så er knoglemarvs- eller organdonorer…

Og så anbefaler hun på det varmeste at gøre, som hun gør: Møde op i blodbanken, når der bliver kaldt.

- Jeg kører ikke derud med det i hovedet, at: Åh, hvor er jeg god! Og pudset glorie.

Nej, jeg gør det egentlig som en naturlig del af mit øvrige dagsprogram. Jeg kunne lige så godt være på vej ud for at synge. Forskellen er bare, at det her får jeg ikke penge for, griner Jette Torp, der skam gør sig sine tanker, når hun ligger på briksen, og blodet drypper ned i plastikposen: - Den der ti minutters seance på briksen har jeg det fint med. Jeg kan godt ligge og tænke på, hvem mit blod mon kommer til at hjælpe, eller hvilken situation det kommer til at indgå i. Måske også fordi min far blev syg og fik brug for blod, er

72

83034-1_blod_gir_liv.indd 72

31-05-2011 10:47:36

det nærliggende at gøre sig de overvejelser, siger Jette Torp, der glæder sig over, at hendes 18-årige datter er blevet inspireret af familien og er blevet donor. Har hun det som sin mor, er dét, som hun oplever i Blodbanken: - Søde og rare – heldigvis ikke overvenlige og taknemmelige – mennesker. En fin, afstemt, stille og rolig, ja, nærmest cool stemning omkring det at give og modtage blod. Det er det, jeg oplever, siger Jette Torp – og tilføjer: - Og så fornemmer man alligevel, når man rejser sig for at gå, at man lige får en hånd og et: Tak skal du ha’…

73

83034-1_blod_gir_liv.indd 73

31-05-2011 10:47:37

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – derfor giver de blod

Andre donorer Donorer til specielle tapninger Ud over at være almindelig donor, hvor man bliver tappet for ca. en halv liter blod op til fire gange om året, kan man også tilhøre andre grupper, hvor tapningen udføres på en helt anden måde. Det drejer sig om de såkaldte aferese-donorer og donorer i Det Danske Knoglemarvsregister.

Maskinelle tapninger – også kaldet afereser Ved almindelige tapninger opsamler man blodet, som det findes i blodbanen. Senere opdeler man blodet i dets bestanddele for at kunne opbevare hver del på den bedste måde og for kun at give hver patient den del, denne har brug for, således at en portion blod kan gavne mere end en enkelt patient.

Ved maskinelle tapninger forbinder man donor med en maskine, som under tapningen kan opdele blodet i dets bestanddele og give donor de dele tilbage, som man ikke har brug for. I praksis foregår det på den måde, at man tapper donor fra en kanyle i den ene arm. Via de sædvanlige slanger føres blodet over i poser i en maskine, der adskiller det i dets bestanddele, tager det fra, man skal anvende, og sender resten tilbage i donor gennem en kanyle i den anden arm. Det foregår i et lukket sterilt system.

Fordelen ved denne metode er, at man fra samme donor kan få flere fx blodplader, end der er i en enkelt portion blod. Når man giver de røde blodlegemer tilbage, kan man også tappe den samme donor hyppigere.

For donoren er det lidt mere generende med en kanyle i begge arme, og selve tapningen tager en times tid i stedet for de sædvanlige10 til 15 minutter. Man bliver indkaldt specielt og vil derfor blive spurgt ved en af de forudgående tapninger, om man kunne tænke sig at deltage.

Aferese-tapninger anvendes især til fremstilling af blodplader til patienter med leukæmi og til opsamling af plasma fra donorer af blodtype AB. Der udføres ca.

250 afereser om året i Århus (2009).

Knoglemarvsdonorer Alle bloddonorer bliver spurgt, om de har lyst til også at være knoglemarvsdonor.

Det gøres uden pres af nogen art, og har man sagt ja, kan man altid og til hver en tid trække sit tilsagn tilbage.

Et ja indebærer, at der ved en almindelig tapning, ud over de sædvanlige glas med blod til specielle undersøgelser, også bliver taget et par glas almindeligt blod til en bestemmelse af vævstypen. En vævstype svarer til en almindelig blodtype, typeegenskaben sidder nu bare på overfladen af celler fra væv, i stedet for på overfladen af de røde blodlegemer.

Når donoren er blevet vævstypebestemt, bliver vævstypen registreret sammen med de personlige data i et knoglemarvsregister. Antallet af forskellige vævstyper er så stort,

74

83034-1_blod_gir_liv.indd 74

31-05-2011 10:47:37

at der kun findes ganske få af hver type. Det er derfor vigtigt at have rigtig mange donorer at lede iblandt, når man skal bruge knoglemarv til en patient. Knoglemarvsregistret i Århus har ca. tyve tusinde registrerede vævstypebestemte donorer. I de seneste ti år har gennemsnitligt seks donorer om året afgivet knoglemarv. Det er derfor en meget sjælden begivenhed, som kun få af de tilmeldte knoglemarvsdonorer vil opleve.

Skulle man blive fundet egnet til at blive knoglemarvsdonor, bliver man indkaldt til en personlig samtale med en læge. Alt vil blive forklaret, indtil donor mener at have information nok til at tage endelig stilling til, om det skal være ja eller nej.

Knoglemarvsceller er celler, som producerer de celler, der findes i blodet (røde og hvide blodlegemer samt blodplader). De findes i store mængder i knoglernes indre hulrum. For at få fat på dem kan man enten få dem fra fx bækkenknoglernes indre hulrum eller frigøre dem fra knoglerne med særlige medikamenter og opsamle dem fra blodbanen. Begge metoder anvendes nogenlunde lige hyppigt.

Tapning i form af aferese. Maskinen udfører automatisk aferesen ved at opdele blodet i dets hovedbestanddele, tage det fra, der skal anvendes, og give resten tilbage til donor.

Nye bloddonorer - men hvordan?

Der er hele tiden brug for nye donorer til afløsning af dem, der må holde op. I Århus er der i gennemsnit ti donorer, der hver dag af den ene eller anden grund må ophøre med at være bloddonor. Det kan være på grund af alder, sygdom eller andet.

En af hovedopgaverne for donorkorpsenes bestyrelser er sammen med den lokale blodbank at sikre, at der er donorer nok til at dække behovet for blod. Do-

75

83034-1_blod_gir_liv.indd 75

31-05-2011 10:47:38

Blod gi’r liv · Bloddonorerne – derfor giver de blod

norbestyrelserne udfører derfor et stort arbejde med at udbrede kendskabet til, hvor vigtigt donorernes blod er for behandling af patienterne. De går aktivt ud og hverver donorer på steder, hvor der færdes mange og især unge, fx ved uddannelsesinstitutioner og på musikfestivaler.

Unge skaber kontakt til unge Til at hjælpe donorbestyrelserne med agitationsarbejdet uddanner Bloddonorerne i Danmark ”informatører”, som er interesserede unge, der gennem passende oplæring får en baggrundsviden om bloddonorsagen, som gør dem særligt egnede til at agitere.

Bloddonorerne i Århus har tilknyttet 25 informatører, som hjælper med at planlægge og gennemføre hvervekampagner og oplysningsarbejde. Tak for det! - En af informatørerne i Århus er Andrea Krüger Holm, der her fortæller lidt om sig selv og om det at være informatør: Som ung informatør bruger jeg en del af min fritid på at tage ud og fortælle om det at være bloddonor. Nogle gange besøger jeg en skole eller en arbejdsplads. Andre gange er vi flere om at stille en stand op ved forskellige offentlige arrangementer som byfester, kræmmermarkeder eller på valgdage. Målet er at skaffe så mange nye donorer, at behovet for blod bliver dækket.

Der er nemlig altid brug for flere bloddonorer. Nogle falder fra på grund af sygdom eller alderdom. Andre kommer midlertidigt i karantæne. Enten fordi de er gravide, fordi de er blevet tatoveret eller piercet for nylig, eller fordi de har været ude at rejse i områder, hvor der er særlig sygdomsfare. Derfor er der brug for nye donorer hver dag. Det er her, vi unge informatører kan hjælpe.

Andrea Krüger Holm er informatør.

Netværket af unge informatører bygger på den grundtanke, at det er nemmere at skabe kontakt til unge mennesker, hvis man selv er ung, samt at det er mest hensigtsmæssigt at agitere blandt unge, dels fordi de i sagens natur kan være donor i flere år, og dels fordi de er lettere at engagere i humanitære opgaver. Når korpsene rundt om i landet mangler donorer, kan de derfor kontakte de lokale unge informatører. Vi vil nemlig meget gerne hjælpe med at hverve nye donorer.

76

83034-1_blod_gir_liv.indd 76

31-05-2011 10:47:39

Det er snart fem år siden, jeg valgte at melde mig som ung informatør for Bloddonorerne i Danmark. Inden da havde jeg været ivrig bloddonor i nogle år. Jeg var meget fascineret af, at sådan en enkelt lille pose blod kan være med til at redde op til tre menneskers liv. Samtidig følte jeg, at det var rart at kunne give noget af sig selv til andre. At mit blod var en gave til alle dem, der ikke var så heldige at være sunde og raske som jeg.

Men så skete der noget. På en ferie i Tanzania fik jeg malaria. Det er en sygdom, som er meget almindelig i Afrika. For at undgå den tog jeg forebyggende medicin to gange om dagen under hele rejsen. Alligevel blev jeg syg. Meget syg endda. Problemet er, at der findes mange typer malaria, og at den forebyggende medicin som oftest kun virker på nogle af typerne og ikke på dem alle. Heldigvis kom jeg hurtigt i behandling, og efter kun to dage var jeg rask igen. Men selvom jeg ikke var syg ret længe, så er det slut med at give blod. Malariaparasitten overføres nemlig via blod, og det er derfor, jeg ikke må give blod i dag.

Derfor kom jeg frem til, at mit engagement i bloddonorsagen måtte ændre karakter. Hvis ikke jeg selv måtte give blod, så måtte jeg hjælpe med at finde andre, der ville!

Jeg henvendte mig til landskontoret for Bloddonorerne i Danmark, som sendte mig på basiskursus sammen med en masse andre nye unge informatører i Næstved. Her så jeg det indre af blodbanken, laboratoriet, og lærte om, hvordan blodet bearbejdes efter tapningen.

Men jeg lærte også en hel del om, hvordan man skaber god kontakt til andre mennesker. For eksempel er det vigtigt, at man møder til tiden og er frisk og veloplagt, så man giver et godt indtryk af Bloddonorerne i Danmark. Man lærer også at ”læse” folk, så man hurtigt kan se, hvem der måske bare trænger til et lille puf for at melde sig som bloddonor, og hvem der ikke er interesseret. Sidstnævnte er der nemlig ingen grund til at bruge energi på. Erfaringen viser, at de mennesker, der føler sig pressede til at melde sig, ofte bliver væk fra tapningerne. Og sidst, men ikke mindst, så skal man være velinformeret, så man kan svare på spørgsmål om for eksempel karantæneregler.

De første par gange jeg var ude at hverve nye bloddonorer, stod jeg i en stand sammen med én, der havde prøvet det mange gange før. Nu er det efterhånden mig, der er den ”garvede”, der lærer de nye op.

Friskt blod skal der til – både i de enkelte bloddonorkorps og i organisationen Bloddonorerne i Danmark.

77

83034-1_blod_gir_liv.indd 77

31-05-2011 10:47:39

Blod gi’r liv

Milepæle for bloddonorernes organisationer i Århus 1934

Første donorkorps oprettes i Århus

1943

Dansk Røde Kors: Opretter eget donorkorps i Århus som led i beredskab under 2. verdenskrig

1949

Århus Amts Sygehus får en blodbank med eget donorkorps

1950

Århus Kommunehospital får en samarbejdsaftale med Centralværkstederne

1950

Århus Kommunehospital opretter sammen med Røde Kors et driftsudvalg

1954

Donorer i Århus indgår i en fælles organisation: Aarhus Hospitalernes Bloddonorkorps

1955

Tapningerne flyttes til nyt lokale i kirurgisk hus

1959

Tapningerne på Amtssygehuset flyttes til blodbanken på Kommunehospitalet

1961

Den første samlede blodbank (kælderen højhuset) på Kommunehospitalet

1970

I forbindelse med kommunalreformen overtager amterne driften af sygehusene og dermed ledelsen af Århus Hospitalernes Bloddonorkorps

1988

Blodbanken og alle tapningerne flytter til Skejby Sygehus

2007

Ved strukturreformen overtager Regionerne ansvaret for driften af sygehusene

2007

Donororganisationen i Århus ledes af donorerne

78

83034-1_blod_gir_liv.indd 78

31-05-2011 10:47:39

Blodbanken En blodbank er en afdeling på et sygehus, hvor man tapper bloddonorer, opbevarer blodet til det skal anvendes og udfører de nødvendige kontrolprocedurer i form af undersøgelse for smitterisiko og for blodtype til sikring af, at blodet kan gives uden risiko for patienten. Tapningen foregår i et afsnit med donormodtagelse, venterum og tapperum. Opbevaring finder sted ved bestemte temperaturer i særlige kølerum og frysere. Kontrolundersøgelserne udføres i et eller flere laboratorieafsnit, hvoraf mindst et er et blodtypelaboratorium.

Tiden før 1961 – perioden hvor funktionerne var meget spredt Denne periode omfatter udviklingen fra man i 1930’erne langsomt og forsigtigt igen begyndte at anvende blodtransfusion, til man i 1950’erne anvendte det i fuldt omfang. Der skulle gå 25-35 år, fra man kendte den teoretiske baggrund for sikker blodtransfusion, til man turde begynde igen, påvirket af alle de tragiske ulykker før århundredeskiftet. Og der skulle gå yderligere et kvart århundrede, før transfusion blev anvendt i fuldt omfang.

I Århus havde man en tilsvarende udvikling fra ca. 1930 til udbredt anvendelse i 1950erne. Området fik lov til at udvikle sig frit uden større planlægning.

79

83034-1_blod_gir_liv.indd 79

31-05-2011 10:47:39

Blod gi’r liv · Blodbanken

Tapninger På Århus Kommunehospital blev tapningerne oprindeligt udført i et ledigt rum på operationsgangen af vagthavende læge på kirurgisk afdeling. Det tappede blod blev i mange år givet til patienterne, umiddelbart efter det var blevet tappet, og disse ofte dårlige patienter lå som regelen på operationsgangen. Det var derfor mest hensigtsmæssigt at samle alle funktionerne der.

I 1951 blev der opstillet et specielt indrettet køleskab på operationsgangen på Århus Kommunehospital til opbevaring af blod til transfusion. Narkoselægen på operationsgangen Søren K. Sørensen havde ansvaret for denne nyskabelse med oprettelse af et lager af blod til brug i akutte nødsituationer; den første spæde spire til en egentlig blodbank.

I 1954 bestod blodbanken af et enkelt mindre rum. Rummet blev anvendt blandt andet til opbevaring af donorkartoteket, som var i nogle små trækasser. Narkoseoverlæge Henning Poulsen havde ansvaret for blodbanken. Personalet bestod af sekretær Bjørnstjerne Bjørnson, Ruth Fjellerad, af en blodbankassistent samt en sekretær, Amy Krarup, der var på halv tid og tillige ansat på narkoseafdelingen som sekretær for Henning Poulsen. Donorerne blev tappet på operationsgangen af narkoselægerne ved et par ugentlige aftentapninger (uddrag af Else Feyrings erindringer).

Blodtypelaboratorium Blodtypebestemmelse af patienterne blev oprindeligt udført af vagthavende læge på operationsgangen. Der blev kun udført undersøgelse af ABO-typen. Rhesus typebestemmelse blev udført på Statens Serum Institut.

Fra 1952 til 1953 blev blodtypebestemmelserne udført samlet som en daglig rutine i et laboratorium, der blev indrettet på Aarhus Universitets Institut for Almen Patologi og ledet af Flemming Kissmeyer-Nielsen. Det var den første begyndelse til et blodtypelaboratorium i Århus.

I 1956 flyttede dette laboratorium over i et kælderrum på Radiumstationen, hvor det blev, indtil den nye selvstændige afdeling blev taget i brug i 1961.

Ud over den daglige rutine med udførelse af analyser var der også en vagtfunktion med udførelse af analyser uden for normal dagarbejdstid. Blodbankens sygeplejersker blev undervist i udførelse af haste-typebestemmelser og forligelighedsprøver, således at de også kunne indgå i vagttjenesten.

Første blodbankkøleskab.

80

83034-1_blod_gir_liv.indd 80

31-05-2011 10:47:39

I 1955 besvarede overlæge Henning Poulsen en lang række spørgsmål fra Indenrigsministeriets Transfusionsnævn vedrørende transfusionstjenesten på landets sygehuse i 1954. Denne besvarelse giver et godt indblik i, hvordan afdelingen fungerede på dette tidspunkt. Der var to donorkorps i Århus Kommune (Århus Hospitalernes bloddonorkorps (4500 medlemmer, årligt blev der tappet ca. 4000 portioner til lager og ca. 900 akut) og Spejdernes og Væbnernes bloddonorkorps (500 medlemmer, tappede 100 portioner akut). Der blev yderligere tappet ca. 50 portioner fra pårørende.

Kvaliteten var svarende til tidens bedste med instruktioner til alle procedurer, anvendelse af officielt anbefalet udstyr, registrering af alle data, typebestemmelse inkl. bestemmelse af Rhesus-typen på alle donorer og recipienter, serologisk og biologisk henholdsvis forlig og forprøve samt uddannelse af alt personale. Alt sammen med faglig bistand fra Kissmeyer-Nielsen.

Blodbankfunktionen reorganiseres I midten af 1950’erne havde anvendelsen af blodtransfusion fået et sådant omfang, og var blevet en så nødvendig forudsætning for gennemførelse af store dele af patientbehandlingen, at en situation uden tilstrækkelig forsyning ville være katastrofal. Nationalt blev der i 1940’erne tappet nogle få tusinde portioner om året. Dette antal steg til lidt over 20.000 i 50’erne og til over 80.000 i 60’erne. For at sikre en fornuftig anvendelse af de til rådighed værende donorer og en tilstrækkelig forsyning af blod med høj kvalitet blev området derfor reorganiseret.

Bloddonorerne blev samlet i en fælles organisation, blodbanken fik egne lokaler indrettet til formålet, og der blev ansat ledere med særlig erfaring (KissmeyerNielsen og Feyring).

Blodbankens dåbsattester I 1954 skrev den daværende leder af anæstesiafdelingen og blodbanken Henning Poulsen to breve, der næsten kan siges at være blodbankens dåbsattester.

Det første brev (side 82) vedrører udmøntningen af den modernisering af de aktuelle lokaler til tapning og opbevaring af blod, der var blevet foreslået af et koordinationsudvalg og godkendt af Magistraten i Århus. Koordinationsudvalget var nedsat af rådmanden for sygehusvæsenet i Århus og bestod af repræsentanter for de involverede parter (Århus Kommune, sygehusene, Dansk Røde Kors og Arbejdernes Samaritter Forbund ).

Det andet brev (side 83) vedrører ansættelse af en overlæge med ansvar for blodbanken og for etablering af den allerede nu planlagte, selvstændige blodbankafdeling, og medførte at Flemming Kissmeyer-Nielsen blev ansat som serologisk konsulent i 1956 og som overlæge i 1957.

81

83034-1_blod_gir_liv.indd 81

31-05-2011 10:47:40

Blod gi’r liv · Blodbanken

Brev 1. september 1954 til magistraten i Århus angående den vedtagne modernisering af blodbanken. Underskrevet af Blixenkrone-Møller, Aalkjær og Henning Poulsen (uddrag): Lokalerne vil komme til at bestå af 3 rum i kirurgisk afdelings stueetage i nærheden af hovedindgangen, idet der vil blive inddraget en enestue ved siden af det tidligere kontor.

Disse to rum indrettes til kontor og køleskabsrum. Det tidligere linnedrum til venstre for indgangen inddrages til tapperum.

Udvidelsen medfører at tapningerne vil blive udført i et rum kun beregnet til dette og ikke i et lokale på operationsgangen til gene for patienter, personale, donorer og blodbankens personale. Det vil give mere ro og dermed større sikkerhed. Tapningerne vil kunne foregå både om dagen og om aftenen, det vil sige også i besøgstiden, så det vil blive lettere at få de besøgende til at blive tappet. Ved indkaldelse af et større antal donorer om aftenen vil det dog stadig være nødvendigt at have et venterum. Patienternes dagligstue, som kun benyttes af patienter og pårørende i besøgstiden, kan anvendes.

I tapperummet er det absolut nødvendigt, at der ved de to tappelejer installeres en kraftigt lysende lampe til oplysning af operationsfeltet. For at kunne anvende pladsen mest hensigtsmæssigt er det nødvendigt at de to døre til rummet bliver vendt.

Køleskabet skal kunne rumme ca. 400 portioner blod og holde en temperatur på 2-4 oC. Det skal have et særligt alarmsystem til sikring af temperaturen og hylderne skal være på en karrusel, så det vil være let at tage portionerne ud uden de bliver rystet. Det deponerede blods holdbarhed er meget afhængigt af, hvor lempeligt flasken behandles.

Personalemæssigt har blodbanken fungeret som en ”nødhjælpsstation”, hvilket har medført stor personaleudskiftning, og anvendelse af tilfældigt disponibelt læge- og sygeplejerskepersonale fra de kirurgiske afdelinger til tapning, opbevaring og udlevering. Til hvervning, indkaldelse, og registrering af donorer og tapninger er der to sekretærer ansat af driftsudvalget.

Blodforsyningstjenesten er et vigtigt led i det moderne sygehusvæsen. Fejltagelser ved registrering og udlevering af blod kan blive katastrofale for patienten. Der må derfor ansættes kvalificeret personale og være en for alle parter synlig fordeling af ledelse og kompetence.

Personalet består af Feyring, Krarup, Mouritzen, Fjellerad og Bjørnson. Det anbefales at forhold vedrørende løn og ansættelse ordnes på bedste måde.

Med overtagelsen af blodbankens drift følger også ansvar for at der er donorer nok til at dække behovet for blod. Til propaganda for donorbevægelsen anbefales det at anskaffe særlige bloddonoremblemer.

82

83034-1_blod_gir_liv.indd 82

31-05-2011 10:47:40

Brev 1. september 1955 til formanden for lægerådet, professsor Willy Munch, vedrørende opslag af en stilling som chef for blodbanken underskrevet af Blixen­ krone-Møller og Henning Poulsen (uddrag): Kirurgisk afdeling og narkoseafdelingen skal hermed anmode om, at lægerådet drøfter udnævnelsen af chefen for blodbanken, således at stillingen kan blive besat til 1.4.1956.

Stillingen bør oprettes nu fordi aktiviteten på anæstesiafdelingen og i blodbanken (8000 tapninger), har nu et omfang der nødvendiggør ansættelsen Planerne for udvidelsen af kirurgisk hus, herunder udflytning af blodbanken til større og mere egnede lokaler skal nu til at udarbejdes. Tilrettelæggelsen af den kommende blodbanks indretning og arbejdsforhold er en tidsrøvende opgave, der naturligt bør løses af den, der senere bliver chef for blodbanken.

Den nye blodbank bør foruden at være distributionscentral for blod, også få tilknyttet et typeserologisk laboratorium for hele Jylland. Dette er i øjeblikket placeret hos Bichel, som er positivt indstillet over for tanken om en overflytning. Den person, dr. Kissmeyer, som jo sikkert bliver den kommende blodbankchef, er fuldt kompetent til også at varetage denne funktion. Bichel er villig til at huse funktionen indtil den kan flyttes, og at lade dr. Kissmeyer være ansat hos ham som leder af laboratoiet.

Det vil være en fordel for hospitalet at have det hele samlet et sted.

Hospitalet vil få en indtægt på. 50.000 kr. om året for de udførte analyser.

Det er tanken at indrette blodbanken i kælderen under den nuværende neurologiske afdeling. Området omfatter ca. 580 m2. Det er delt af kældergangen, men kan passende anvendes med typelaboratorium i den ene del og blodbank i den anden.

Overtagelsen af disse analyser kan først træde i kraft, når udvidelsen af kirurgisk afdeling er færdig. Men det ville være praktisk, at ansætte chefen allerede nu til at have ansvaret for den eksisterende blodbank og indretningen af den nye.

Indtil videre kan vi næppe tilbyde dr. Kissmeyer en regulær overlægeansættelse, men må nærmest ansætte ham på honorarbasis.

83

83034-1_blod_gir_liv.indd 83

31-05-2011 10:47:40

Blod gi’r liv · Blodbanken

Indvielsen af blodbankens midlertidige lokaler – 1955

Narkoselæge Henning Poulsen holder tale ved indvielsen af blodbankens nye lokaler i 1955.

Rundt om bordet sidder (fra venstre) konstitueret rådmand Oluf Nielsen, rådmand Chr. Nielsen, politimester Hoeck, byrådsmedlem frk. Margrethe Jørgensen og forstanderinde frk. Gøtterup.

Ved indvielsen af blodbankens nye lokaler i 1955 fortalte blodbankens leder narkoselæge Henning Poulsen (blev narkoseoverlæge et par år senere) de indbudte journalister, at den øgede efterspørgsel efter blod havde nødvendiggjort en mere rationel drift med særlig indretning af donorkartotek, tappelokale og blodbankboks.

Det havde også vist sig, at der var ca. 165 forskellige blodtyper, langt flere end først antaget, hvilket gjorde det endnu mere vanskeligt at finde det rette blod til den rette patient. På Institut for Almen Patologi ved Aarhus Universitet forskede professor Jørgen Bichel og dr. Flemming Kissmeyer-Nielsen med kortlægning af disse.

Professor, overkirurg V. Aalkjær omtalte i sin tale, at det forhold, at man havde tilstrækkeligt med blod selv i komplicerede tilfælde, havde medført, at man nu turde operere langt flere alvorligt syge patienter end tidligere, hvor de bare var blevet sendt hjem igen. ”Det er derfor ikke os læger, men jer borgere der er årsag til denne udvikling”, påpegede han.

Christian Nielsen, rådmand for hospitalerne i Århus og formand for bloddonorudvalget i Århus, oplyste i sin indvielsestale, at selvom indretningen af den nye blodbank havde kostet i alt 47.000 kr, havde denne udgift (set med nutidens øjne et utroligt lille beløb) til udvidelse af tappelokalerne været nødvendig for at sikre tidssvarende forhold.

84

83034-1_blod_gir_liv.indd 84

31-05-2011 10:47:40

Rullekartotek Der var anskaffet et særligt rullekartotek til opbevaring af op til 18.000 donor-kartotekskort med alle relevante oplysninger. Den særlige indretning af kartoteket gjorde det muligt at opbevare mange kort på begrænset plads og samtidig have let adgang til alle kortene.

Tappeleje med blandemaskine Tappelokalet var indrettet med tappelejer med skumgummimadrasser og blandemaskiner til konstant opblanding af blod og væske til antikoagulation under tapningen.

Blodbankkøleskab Efter tapningen blev blodet opbevaret i et køleskab med drejelige hylder hængt op på en karrusel med plads til i alt 800 portioner blod.

85

83034-1_blod_gir_liv.indd 85

31-05-2011 10:47:41

Blod gi’r liv · Blodbanken

Den begejstring over de nye forhold, som fremgår af Blixenkrone, Aalkær og Poulsens brev til Magistraten i Århus, svarer ikke til den beskrivelse, der findes i oversygeplejerske Else Feyrings erindringer:

I 1955 fik blodbanken egne lokaler til tappefunktionen. Det var kun nogle små lokaler placeret omkring indgangen til de kirurgiske afdelinger. Der var et lille tapperum med plads til to tappelejer. Den nødvendige hvile efter tapningen og behandlingen af donorer, som eventuelt blev dårlige, måtte dog stadig foregå på gangen udenfor.

Indvielsen af de nye lokaler blev også festligholdt i en grad, som set med nutidens øjne ikke svarede til den udvidelse, man havde fået, set i relation til den udvidelse, der var behov for. Af overlæge Poulsens brev til rådmand Christian Nielsen fremgår det da også, at indvielsen skulle skabe opmærksomhed om blodbanken og agitere for donorsagen.

Henning Poulsen skriver 24. januar 1955 til rådmand Christian Nielsen: Blodbankens nye lokaler, køleskabe etc. er nu i det væsentlige færdigmonteret. Af hensyn til nødvendigheden af at skaffe et større antal nye bloddonorer vilde vi gerne have indvielsen af lokalerne saa snart som muligt. En bredt anlagt presseomtale af begivenheden er ønskelig, og af hensyn hertil vilde jeg foretrække at indvielsen fandt sted en lørdag, saaledes at presseomtalen kunde finde sted i søndags-aviserne (dobbelt oplag).

Vinther Møller og jeg har drøftet sagen, og vi vil nu gerne spørge Raadmanden, om det vilde passe Dem, at indvielsen fandt sted lørdag, den 5. februar kl. 14-15.

Saafremt tidspunktet passer Dem, vilde vi foreslaa at afholde et pressemøde f.eks. kl.

12, hvor det vilde være værdifuldt at have Raadmanden til stede. Ved pressemødet kunde vi give journalisterne egnet, skriftligt materiale til fremstilling af nogle gode artikler, og fotograferne kunde faa lejlighed til at fotografere de nye lokaler inden det store ”rykind” af andre gæster.

Ved den egentlige indvielse, som vi vilde foreslaa blev afholdt kl. 14 af hensyn til blodbanks-tillidsmændene, som vanskeligt vil kunne forlade arbejdspladserne inden arbejdstidens ophør, bør først og fremmest donorernes talsmænd være til stede.

Det endelige program for indvielsesfesten vil vi gerne drøfte en af de første dage med Raadmanden.

Vedlagt følger en liste over de personer, som Vinther Møller og jeg mener, bør deltage i indvielsen.

Jeg ved, at Raadmanden er meget optaget, men da sagen efter min mening haster, vil jeg tillade mig at telefonere til Dem i morgen omkring kl. 9.

Med højagtelse Henning Poulsen

86

83034-1_blod_gir_liv.indd 86

31-05-2011 10:47:41

Blodbanken i Århus, Århus Kommunehospital – 1961-1988 Flemming Kissmeyer-Nielsen blev ansat som serologisk konsulent i 1956 (månedsløn 1200 kr.) og som overlæge ved blodbanken og blodtypelaboratoriet, Århus Kommunehospital i 1957. Med denne ansættelse fik man en dynamo, som satte en utrolig udvikling i gang, ikke kun i blodbanken, hvor planerne for en ny samlet stor blodbank snart lå på tegnebrættet, men også inden for tilgrænsende specialer på sygehuset.

De personale- og lokalemæssige udvidelser i sidste halvdel af halvtredserne var som forventet ikke tilstrækkelige til at kunne holde trit med den voldsomme stigning i anvendelsen af blodtransfusion. Planen om en selvstændig afdeling blev derfor sat i værk. I 1961 blev blodbank og laboratorium samlet i en selvstændig afdeling i store, nyindrettede lokaler i kælderen under det såkaldte kirurgiske højhus. Det var den første rigtige blodbank i Århus.

Blodbanken omfattede et stort modtageog venterum for donorer, et tapperum med 14 tappelejer, samt et sekretariat med donor­ ekspedition og kalderum til telefonisk indkaldelse af donorer. Laboratoriet omfattede fem rum (forligslaboratorium, to typelaboratorier, specialaboratorium samt koagulationslaboratorium). Herudover var der kontorer for læger.

Som noget helt specielt var der i et særligt rum en autoclave, så afdelingen selv kunne sterilisere utensilier. Kontakten til sygehuset foregik via en ekspedition, hvor man modtog patientprøver til bestemmelse af blodtype og forlig samt udlevering af blod fra et kølerum, der var stort nok til at rumme det nødvendige lager af blod af alle de forskellige blodtyper.

Afdelingen blomstrede utroligt op i denne periode, hvor det var som om alting lykkedes. Ved indflytningen var der omkring 50 ansatte, i 1988 flere end det tredobbelte.

Af større tiltag skal blandt andet nævnes tapning i blodposer, egen fremstilling af reagenser, frysetørret plasma, stoffer til behandling af blødersygdom (cryopræcipitat frosset og siden frysetørret).

87

83034-1_blod_gir_liv.indd 87

31-05-2011 10:47:42

Blod gi’r liv · Blodbanken

Kældergang udnyttet til arbejdspladser.

Da pladsen blev for trang, flyttede vævstypelaboratoriet ind i en tilbygget barak.

Sidst i 1970’erne var afdelingen så fyldt med apparatur, at der ikke var den mindste plads til overs nogetsteds. Forholdene var af en sådan beskaffenhed, at en del næppe ville blive godkendt i dag til fremstilling af blodkomponenter.

Som sendt af en lykkens gudinde kom planerne om at bygge et nyt sygehus i Skejby. Kissmeyer fik med sin sædvanlige charme og lidt held, samt det vigtige argument, at når hjertekirurgisk afdeling flyttede til Skejby, og de brugte det meste af vores blod, op til 100 portioner bare til en enkelt operation, så var vi nødt til at flytte med. Og det fik vi så lov til. Sidst i 1980’erne ændrede hjertekirurgerne teknik og anvendte nu kun 5-10 portioner blod pr. operation, men da var vi jo flyttet...

Blodbanken i Århus, Skejby Sygehus – 1988 Det er nu over 20 år siden, afdelingen flyttede til Skejby. Det var som et eventyr.

Der var god plads til alle aktiviteter i lokaler, der ikke bare var praktisk og hensigtsmæssigt indrettet, men også var malet i smukke farver, og dertil kom den nye ledelsesstil med Skejby-ånden. Afdelingen skiftede kultur, ophørte med gamle uvaner og fik nye gode vaner, der passede til huset.

Afdelingen voksede fra cirka 2000 til cirka 4000 kvadratmeter og havde et budget på et halvt hundrede millioner kroner.

Det er for tidligt at fortælle historien om blodbanken på Skejby Sygehus. Afdelingens faglige status er udførligt omtalt af Bjarne Møller. Et par små iagttagelser er dog meget illustrative.

Når man gik rundt i afdelingen, undrede man sig over den stilhed, der havde erstattet den infernalske larm, man ellers var blevet vænnet så meget til, at man ikke

88

83034-1_blod_gir_liv.indd 88

31-05-2011 10:47:42

mere lagde mærke til den. De støjende centrifuger var blevet gemt væk i særlige rum, og der var færre aktiviteter pr. kvadratmeter.

Det var blevet sværere at finde hinanden. Man var vant til, at den man skulle i kontakt med sad inden for kalde-afstand. Nu sad vedkommende i et andet rum.

Endelig fik mange ømme ben, fordi de måtte gå mange skridt for at få fat i det, de skulle bruge. Tidligere havde det været lige inden for rækkevidde, nu var det i et rum i den anden ende af afdelingen.

I perioden 1960-1990 steg behovet for blodtransfusion støt år for år, især pga. øget kirurgisk aktivitet og behandling af kræft.

I halvfemserne stagnerede behovet for blod til patienterne, selvom den kirurgiske aktivitet steg, og kræftbehandlingen øgedes. Den kirurgiske teknik blev imidlertid finjusteret, så behovet for blod pr. operation faldt. Ved for eksempel kirurgisk behandling af hjertesygdom med anvendelse af hjertelungemaskine blev der i halvfjerdserne og firserne anvendt 20-40 portioner blod pr. operation. I dag anvendes i gennemsnit to portioner pr. operation, og mange af disse patienter får slet ikke blodtransfusion. En anden årsag var, at det tappede blod blev bedre udnyttet, dels ved at tabet ved overskredet holdbarhed blev stærkt reduceret gennem et øget samarbejde blodbankerne imellem, dels ved indførelse af komponentterapi, hvor en tappet portion fuldblod opdeles i sine bestanddele (røde blodlegemer, plasma og blodplader), som derefter kan opbevares hver for sig under de betingelser, der er bedst, og gives til de patienter, som netop har behov for den del af blodet. I bedste fald blev én portion fuldblod således til gavn for op til tre patienter.

Donorkartoteker Alle oplysninger vedrørende en bloddonor skal registreres i et særligt kartotek og gemmes i mange år, så det siden hen er muligt at dokumentere disse oplysninger.

Udover de basale oplysninger som navn, cpr.-nummer, adresse, blodtype samt tappedato og tappenummer registreres også alle afvigelser fra det almindelige forløb såsom årsag til afvisning eller karantæne, komplikationer i forbindelse med tapning, resultatet af undersøgelse af indhold af hæmoglobin i donors blod og af markører for smitte med virus. Ud fra tappenummeret skal det være muligt at kunne dokumentere, i hvilke komponenter den aktuelle tapning indgår, samt skæbnen for disse komponenter (transfunderet, sendt til anden blodbank, anden anvendelse, kasseret).

Lige siden de første tapninger har blodbankerne erkendt vigtigheden af disse kartoteksoplysninger og har registreret dem. Registreringen er foregået på forskellig måde. Nogle har anvendt kort. De er nemme at finde, hvis de står i orden efter fødselsdag, men de har desværre den uvane ikke altid at være der, hvor de skal være.

Andre anvender protokoller. Så ved man, at de med sikkerhed er der, men hvor i protokollen? En særlig variant af kortene er de såkaldte randhulkort, hvor man med en strikkepind kan sortere kort med et klippet hul fra kort, der ikke er klippet.

89

83034-1_blod_gir_liv.indd 89

31-05-2011 10:47:42

Blod gi’r liv · Blodbanken

En meget speciel variant af randhulkortene er de såkaldte Carlo Hansen-kort, hvor man kan klippe huller inde midt på kortet. De blev bl.a. anvendt i vævstypelaboratoriet til at sortere de forskellige specificiteter.

Edb-registre er nutidens svar på kartoteksregistre. De fungerer fint under forudsætning af, at programmeringen er god nok, og at der ikke er driftsforstyrrelser.

Blandt de historiske arkivalier er der fire donorkartoteker vedrørende donorer fra Århus.

Det første kartotek har oplysninger om de første tapninger i Århus efter oprettelsen af donorkorpset. Professor Krebs har beskrevet det indgående i en kronik i Århus Stiftstidende. Det har siden været udstillet i en montre på Steno Museet.

Ved en nøjere vurdering af kortene i kassen er det imidlertid helt tydeligt, at kassen indeholdt kort fra forskellige kartoteker. Det var muligt for mig at inddele kortene i mindst tre forskellige grupper. Om disse kort var i den kasse, Krebs omtaler, eller er kommet til senere, og hvilke donorer de indeholder oplysninger om vides endnu ikke, men vil blive undersøgt nærmere.

Det andet kartotek er en protokol med registrering af tapninger i perioden 16. januar 1948 til 5. marts 1952. I protokollen er der for hver tapning registreret dato, tappenummer, donors adresse samt donors underskrift.

I protokollen ligger der et blad fra en receptblok påtrykt Aarhus Kommunehospital, hvorpå der med håndskrift står: N.B. De Sygeplejersker, der udleverer Blod til Afd. g. bedes sørge for, at Flasken er mærket med Blodtype, da der kan ske Forbytninger. NB Underskrevet (Sö) (Søren K. Sørensen?)

Det første kartotek over bloddonorer i Århus med

Inderside af låg til første kartotek over bloddonorer i Århus

kortet for Harald Borges.

med meddelelse fra Carl Krebs vedrørende anvendelsen.

90

83034-1_blod_gir_liv.indd 90

31-05-2011 10:47:45

Det tredje kartotek er en protokol med registrering af de 2415 tapninger der blev udført i perioden 4. januar til 7. juli 1954. Der er anført oplysninger om tappenummer, dato, donors navn, adresse, fødselsdato, resultat af undersøgelse for syfilis samt om det er en ny donor, en familiedonor eller en spejderdonor. Der er desuden angivet oplysninger om den person, der fik blodportionen transfunderet med angivelse af transfusionsdato, navn, afdeling, fødselsdato, blodtype samt bemærkninger om donor og blodportion. For eksempel er Isaksens første tapning registreret som nummer 802 (se side 69).

En nærmere analyse af disse data vil kunne give værdifulde oplysninger om datidens tapninger og anvendelse af blodtransfusion.

Endelig er der det fjerde kartotek, som er en ca. 25 cm lang kartotekskasse med indhold af ca. 700 kort af forskellig oprindelse. Kortene indeholder oplysning om donors navn, adresse, telefon, fødselsdag, blodtype, hæmoglobinindhold i blodet (blodprocent), undersøgelse for syfilis samt tappedato. Kortenes forskellige oprindelse fremgår af deres udseende samt af påtegninger som: ”egne”, ”AS” eller ”2”.

Oprindelsen af disse vil blive undersøgt nærmere.

Et mere nutidigt donorkartotek i Århus er det kartotek, som blev oprettet ved indflytning i nye lokaler i 1955. Det blev senere ført med over i nye lokaler i 1961.

Dette sidste manuelle kartotek blev overført til edb lige inden udflytningen af blodbanken til Skejby Sygehus i 1988. En overførsel til edb havde været drøftet med IBM allerede i 1960’erne, men ville ifølge udsagn fra IBM på det tidspunkt ikke kunne give en så enkel og god daglig arbejdsgang som det eksisterende randhulkortsystem.

Siden første udgave af denne bog er der yderligere fundet tre blodbank-protokoller. De er fra blodbanken på Aarhus Amtssygehus. Det drejer sig om to protokoller med registrering af tapninger (1949-1956 og 1959-1961). I protokollerne er registreret data både for donor og for recipient. Den tredje protokol er lidt usædvanlig, idet den kun indeholder donors underskrift (og adresse) på følgende generelle tekst for donorer tappet i perioden 1949 til 1954: Undertegnede, frivillige bloddonor erklærer herved, at jeg ikke, så vidt det er mig bekendt, lider eller har lidt af syfilis, malaria, eller gulsot, samt at jeg føler mig fuldstændig rask.

91

83034-1_blod_gir_liv.indd 91

31-05-2011 10:47:45

Blod gi’r liv ¡ De skabte blodbanken

92

83034-1_blod_gir_liv.indd 92

31-05-2011 10:47:46

Flemming Kissmeyer-Nielsen.

De skabte blodbanken Kissmeyer og Feyring Blodbanken i Århus i 1960’erne var stærkt præget af to meget store og specielle personligheder. De to var så vidt forskellige, men alligevel på mange måder så ens, den ene ”Stats- og Udenrigsminister”, den anden ”Indenrigs- og Kulturminister”, Kissmeyer og Feyring, overlægen og oversygeplejersken. De tegnede afdelingen både indad- og udadtil, de skabte afdelingens store gode ry og renomme; de skabte afdelingen.

Flemming Kissmeyer-Nielsen, professor, overlæge og chef for Blodbanken (1957–1989) Flemming Kissmeyer-Nielsen var den første leder af en selvstændig blodbank i Århus.

Han skabte i løbet af de 32 år, han var ansat, en afdeling, der var blandt de bedste såvel nationalt som internationalt.

93

83034-1_blod_gir_liv.indd 93

31-05-2011 10:47:46

Blod gi’r liv · De skabte blodbanken

Flemming Kissmeyer-Nielsen.

Det lægefaglige ansvar for blodbanken havde inden hans ansættelse været varetaget af narkoseoverlægen på operationsgangen Søren K. Sørensen (senere medicinaldirektør) og efter ham af Henning Poulsen.

I de 10 år, der gik, fra han i 1947 blev læge, og til han i 1957 blev overlæge ved blodbanken, var han ansat nogle år på de kliniske afdelinger, på laboratorier bl.a. på Radiumstationen i Århus, Institut for Almen Patologi, hvor han ledede det blodtypeserologiske laboratorium, og på Blodtypeafdelingen, Statens Seruminstitut. Han nåede i denne periode at få guldmedalje for besvarelse af en prisopgave på universitetet og blive dr.med. for en disputats om produktionen af blodplader.

På Aarhus Universitet blev han ansat i 1957, og professor fra 1971.

Bloddonorernes ve og vel lå ham meget på sinde, og han har brugt megen tid på at deltage i møder i den lokale organisation og i landsorganisationen for Bloddonorerne i Danmark. Han var medlem af landskomiteen, forretningsudvalget og skadeudvalget fra 1967 til 1970.

Fagligt blev Flemming Kissmeyer-Nielsen verdensberømt for sin indsats i forbindelse med udforskningen af menneskets vævstypesystemer og modtog mange internationale priser.

Han var meget vidende, flittig og arbejdsom. Han var altid forrest, der hvor tingene skete. Skal man fremhæve nogle særlige evner, bliver det hans forudseenhed og evne til at vurdere, hvad det var mest fremtid i; og hans tekniske snilde, der fik nye metoder til at lykkes. Han udarbejdede blandt andet sin egen analyse, der bærer hans navn, til påvisning af vævstypeantistoffer.

Som menneske var han meget åben og umiddelbar. Han omtalte tingene, som de var. Når han holdt tale for en ansat, som havde fødselsdag eller jubilæum, tog han de ting med i sin tale, som andre måske hellere ville have udeladt. Der blev nok krummet lidt tæer i skoene ind imellem, men når han så sluttede af og smilte sit meget charmerende smil, så var alt forladt.

94

83034-1_blod_gir_liv.indd 94

31-05-2011 10:47:46

Med sin frække charme fik han åbnet mange døre, hvor andre kun løb panden imod.

Kissmeyer var til fest og glæde, han var hjælpsom, og så var heldet oftest med ham.

Han var ikke en verdensfjern forsker men også aktiv uden for laboratoriet. Han var medlem og i en periode ledende senior i Studenterforeningen i Århus (1963–1970), han var på landsholdet i håndbold, formand for en boldklub og studievært for tv-serien ”Spørg Århus”, hvor han sammen med et hold af professorer fra Aarhus Universitet på en meget underholdende måde besvarede spørgsmål stillet af seerne. Det blev en meget populær udsendelse, i den bedste sendetid lørdag aften.

Selvom Kissmeyer var meget optaget af vævstypeforskningen blev der dog alligevel også tid til at være med i udviklingen i blodbanken. Det var ofte til stor hjælp, og så kunne han stadig være med, der hvor han startede det hele.

Historier Der fortælles mange historier om Kissmeyer. Her er et par af dem, som viser meget om ham selv som person (var overlæger mere maleriske dengang?): Hvordan Flemming Kissmeyer-Nielsen kom med i gruppen af HLA-forskere Kissmeyer havde anmodet om at deltage i en international HLA workshop i Torino (HLA: leukocyt antigen-systemet hos mennesker, kaldet HLA eller vævstypesystemet), men da man ikke rigtigt kendte ham, fik han først at vide, at der ikke var flere pladser. Senere lykkedes dog alligevel at få lov til at deltage.

Ideen med workshoppen var, at hver deltager skulle bestemme vævstypen for alle medlemmer af nogle særligt udvalgte familier, der havde mange medlemmer, med anvendelse af egne medbragte reagenser. Derefter skulle deltagernes resultater sammenlignes med henblik på at vise, at vævstyper er arvelige. Udover egne reagenser havde Kissmeyer også medbragt reagensglas, pipetter og lignende, fordi han vidste, at den anvendte metode giver forkerte reaktioner, hvis glas og pipetter er snavsede. De medbragte super rene glas var rengjorte efter Kissmeyers egen metode.

Da man sammenlignede deltagernes resultater, viste det sig, at de fleste ikke kunne gentage undersøgelserne og få samme resultat, men det kunne Kiss­meyer, sandsynligvis på grund af de rene glas. De andres resultater kunne derfor ikke anvendes. En helt basal teknisk detalje viste sig således at være alt afgørende, en detalje som man imidlertid kun kender, hvis man personligt har udført disse analyser.

En selvoplevet historie Inden min egen ansættelse i Århus inviterede Kissmeyer mig til et besøg i blodbanken, hvor vi blandt andet kunne drøfte det fremtidige samarbejde og fordeling af opgaverne.

95

83034-1_blod_gir_liv.indd 95

31-05-2011 10:47:46

Blod gi’r liv · De skabte blodbanken

Jeg ankom til Århus en tidlig morgen efter en god nat ombord på rutebåden fra København. I afdelingen blev jeg budt med til formiddagskaffemødet, som blev afholdt hver dag kl. 10.00. I lokalet var bordene opstillet i en række, der fulgte væggen hele vejen rundt, således at midten var fri. Personalet og Kissmeyer havde derfor frit udsyn til hinanden. Vi kom ind og satte os i det hjørne, hvor Kissmeyer plejede at sidde. Der var en del støj pga. snak og klirren af porcelæn, og der lå tåger af tobaksrøg.

Da Kissmeyer skønnede, at de fleste var kommet, rejste han sig op og sagde med ret høj stemme og sit sædvanlige meget charmerende smil, at nu skulle de sgu holde deres kæft, for han havde en vigtig sag (sådan havde jeg aldrig før hørt en chef tale til sit personale, men de smilede og så glade ud). Derefter præsenterede han mig og bad mig om at rejse mig op, så alle rigtigt kunne se mig, og endelig sagde han de ord, som jeg aldrig vil glemme: ”Kig nu godt på ham! Han har søgt stillingen i blodbanken og afgørelsen træffes om nogle dage. Hvis der er nogen, der har noget imod, at det bliver ham, så må I sgu sige til nu. Har I set ham før?” Ja, sagde personalet (jeg havde undervist mange af dem på Laborantskolen i København). ”Vil I så have ham, eller hvad?”

Der var en del mumlen og et par stykker kom med positive udsagn, men der var ingen negative. Og så gik Kissmeyer videre med næste sag.

Jeg satte mig ned meget forundret over denne ligefremme snak mellem personale og ledelse. Min forundring var dog også blandet med en glæde over den fortrolighed og tillid, samtalen havde vist. Om aftenen var jeg inviteret hjem til middag hos Kissmeyer.

Jeg havde forventet en drøftelse af fremtiden, inden jeg tog hjem, men vi fik kun lidt small talk om emnet.

Og endnu en selvoplevet historie Det frarådes almindeligvis, at man ryger tobak lige efter en tapning, fordi det kan fremprovokere en besvimelse. Denne regel havde man dog ikke i Århus i 1970’erne.

Her tilbød man endog donorerne al slags tobak, og man så gerne, at donorerne røg, inden de forlod blodbankens område, hvis de altså ikke kunne vente, til de kom hjem.

96

83034-1_blod_gir_liv.indd 96

31-05-2011 10:47:47

Kort tid efter min ansættelse, da jeg endnu var lidt grøn og uerfaren, troede jeg, at det måske var noget, Kissmeyer havde overset. Jeg drøftede det derfor med ham og foreslog, at vi ændrede holdning og fik samme regel som landets øvrige blodbanker. Det syntes han imidlertid var en dårlig ide, fordi årsagen til at man tilråder at undgå rygning er, at nikotin får blodårerne i hjernen til at trække sig lidt sammen og dermed øger den risiko, der er for at besvime.

Og så kom den nye og for mig uventede pointe, der viste noget om den enkle og logiske måde Kissmeyer tænkte på: ”Hvis en donor besvimer på grund af rygning, er det bedre at gøre det, mens vi har opsyn med donor, end når donor er gået ud i sin bil og er på vej hjem”.

Mit første men ikke sidste møde med en umiddelbar, let forståelig, fornuftig, gennemtænkt og vel begrundet men anderledes og utraditionel løsning på en kendt problemstilling.

Professor Flemming Kissmeyer-Nielsen og overlæge Jan Jørgensen taler med en bloddonor i tappelokalet på Århus Kommunehospital (for at få et billede til en artikel i dagens avis med agitation for flere bloddonorer).

97

83034-1_blod_gir_liv.indd 97

31-05-2011 10:47:47

Blod gi’r liv · De skabte blodbanken

Else Feyring.

Else Feyring, oversygeplejerske, 1954 - 1980 Inden Else Feyring blev ansat i blodbanken på Århus Kommunehospital havde hun været ansat i blodbanken på Karolinska Sjukhuset i Stockholm i forbindelse med sin flugt til Sverige under 2. Verdenskrig pga. deltagelse i frihedskampen i Danmark. Hun fortæller i sine erindringer: I 50’erne var tapning af donorer hårdt arbejde, men det var alligevel tilfredsstillende, fordi vi følte, at vi virkelig gjorde en indsats.

Det følte donorerne også, og de ligefrem nød at hjælpe os med at servere øl osv. i de pressede situationer. Vi havde tæt kontakt til dem.

Det var tit dramatisk, fx under store operationer i brystkassen eller i hjernen, som dengang behøvede særdeles mange portioner blod. Jeg husker bl.a. engang, hvor jeg alene tappede 90 portioner blod, og hvor en helt nyansat sygeplejerske, efter at vi havde arbejdet hele dagen, kl. 1 om natten spurgte, om der ikke snart kom nogle til at afløse os! Umuligt – men der var alligevel en meget positiv stemning, vi ”følte” med patienterne og glædede os, når operationerne lykkedes.

Sygeplejerskerne havde udover tapning mange absolut ansvarsfulde opgaver. Som udlevering af blod til sygehusets afdelinger og til fremmede hospitaler.

De fremstillede specialprodukter, bl.a. plasma og portioner med mange blodplader (trombocytkoncentrat), noget der var meget tidskrævende. Ud over de almindelige tapninger var der også plasmafereser, som efterhånden udgjorde en stor del af vort arbejde, de tog meget tid, idet man tapper donor for to portioner blod og giver vedkommende de røde blodlegemer tilbage. Det anvendes til indsamling af plasma til særlige plasmaprodukter som fx antistofholdigt plasma til testserum og til fremstilling af gammaglobulin til Rhesus-immunprofylakse.

Det kan i nogle tilfælde være svært at finde forligeligt blod til patienter med specielle antistoffer. Donorerne i Århus har imidlertid fået kortlagt deres type inden for mange typesystemer med henblik på dette. Det lykkes derfor næsten altid

98

83034-1_blod_gir_liv.indd 98

31-05-2011 10:47:48

at finde forligeligt blod, endda også at hjælpe hospitaler i andre lande, jeg husker bl.a., at vi har sendt blod til Australien. Og i 1972 kunne blodbanken for første gang hjælpe en uden­landsk patient med en knoglemarvsdonor. Flere fulgte efter.

Behandlingen af blødersygdom i Jylland koncentreredes også i blodban­ken, og en meget stor del af blodbankens blodportioner anvendtes til fremstilling af Faktor VIII – også kaldet AHG (anti hæmofili globulin).

Kissmeyer-Nielsens kapacitet in­den for vævstypeforskningen gjorde det na­turligt, at der blev skabt et vævstypelaboratorium knyttet til blodbanken, som derved kom til at spille en betydelig rolle for nyretransplantationerne. Som bekendt foretoges den første danske nyretransplantation i Århus i april 1964 af overlæge Ole Fjeldborg, og siden 1969 har Århus været hovedcenter for det nordiske nyreudvekslingsprogram – Scandiatransplant.

Kissmeyer-Nielsen var en fantastisk igangsæt­ter og organisator, hvad de mange forskellige tiltag tydeligt viser. Han var særdeles anerkendt internationalt, og adskillige udenlandske læger arbejdede i kortere el­ ler længere tid i laboratoriet. Der blev også skrevet mange doktordisputatser af de læger, der var så heldige at arbejde i afdelingen.

På grund af al denne aktivitet og samarbejdet med Kiss­ meyer-Nielsen gennem mange år har jeg altid fundet mit arbejde i blodbanken så fascinerende. Tiderne skifter, og siden jeg blev pensioneret i 1980, er udviklingen gået endnu hurtigere. Det må også være spændende, men alligevel vil jeg sige, at det har været dejligt at have været med fra den spæde be- Else Feyring viser en af de specielle beholdere, som skulle anvendes ved tapning af blod til Statens Seruminstitut. gyndelse.

99

83034-1_blod_gir_liv.indd 99

31-05-2011 10:47:49

Blod gi’r liv · De førte blodbanken videre

De førte blodbanken videre De mange meget forskellige arbejdsopgaver i en blodbank udføres af særligt uddannet personale. I et transfusionscenter som fx Skejby, hvor der i 1950’erne kun var nogle få personer ansat, er der nu ca. 125 normerede stillinger, hvoraf ca. 63% er bioanalytikere, 15 pct. er sygeplejersker, 10 pct. er sekretærer, 10 pct. er læger og 4 pct. tilhører andre personalegrupper.

Fordelingen af arbejdet mellem disse personalegrupper og arbejdets karakter har ændret sig meget i tidens løb. Lederne af disse personalegrupper satte deres personlige præg på blodbanken og videreførte, sammen med det øvrige personale, faglig udvikling og kvalitet på uændret højt niveau. I dette afsnit fortæller de om oplevelser fra deres arbejde – oplevelser som tilsammen giver et billede af dagligdagen i en blodbank.

Laboranter-hospitalslaboranter-bioanalytikere Denne gruppe varetager alt laboratoriearbejde. De hed oprindeligt laboranter, skiftede navn til hospitalslaboranter, fordi de fik særlig uddannelse til at arbejde i hospitalslaboratorier, og har nu igen skiftet navn til bioanalytikere for at markere, at de udfører undersøgelser af biologisk materiale. Laboranterne har været ledet af Bodil Graugaard, Lisa Jacobsen og Susanne Lindgren.

Bodil Graugaard Ansat som laborant i 1964, har siden 1990 været administrerende, ledende bioanalytiker, det vil sige, at hun er den ene af de to ledere i den to-delte administrative afdelingsledelse, som leder hele Klinisk Immunologisk Afdeling. Hun fortæller om afdelingen før og nu: Jeg søgte en stilling som vikar for en hospitalslaborant ved Blodbanken og Blodtypelaboratoriet på Århus Kommunehospital, fordi jeg havde hørt meget godt om arbejdet som hospitalslaborant, om Kissmeyer, om hans afdeling og ikke mindst om det nye spændende vævstypelaboratorium.

I modsætning til nu var tiden i 60’erne stærkt præget af autoritetstro, og det er sjovt at lægge mærke til den forskel, der kan være mellem dengang og nu.

100

83034-1_blod_gir_liv.indd 100

31-05-2011 10:47:49

Da jeg fx skulle til ansættelsessamtale insisterede mine forældre på at være med, fordi det viste, at de respekterede professoren, og at de tog vare på min fremtid. I dag ville det være utænkeligt at have forældre med til ansættelsessamtaler (og godt for det).

Det blev nogle særdeles lærerige år i direkte samarbejde med Kissmeyer. Han havde store forventninger ikke bare til sig selv men også til den gruppe af kerneansatte, han omgav sig med, og det var særdeles krævende.

Hans eget initiativ og motiverende indsats var selvfølgelig en stor medvirkende årsag til, at alle gav alt, hvad de havde i sig for at bringe afdelingen på verdenskortet, hvilket da også lykkedes i fin stil.

Arbejdet var meget krævende og ordet arbejdsmiljø ikke opfundet endnu. Lokalerne var små, men ingen klagede over pladsmangel, frokoststuen var for trang og røgen for tyk, stole og borde var forkerte i forhold til hinanden, og vi tog det ikke så højtideligt, at vi sad i åbne rum og sugede sundhedsskadelige stoffer op i Pasteur-pipetter – næh, vi gjorde det bare.

Så på trods af denne meget arbejdskrævende indsats, hvor afdelingen aldrig lå underdrejet, blev der alligevel skabt et godt menneskeligt miljø med fællesskabet i centrum. En afdeling, hvor man var blandt de allerførste til at sige du i stedet for De, og det på alle niveauer, med den årlige fælles udflugt til det lokale bryggeri Ceres, vores årlige julesammenkomst, hvor alle var lige uanset stilling og faggruppe.

Man oplevede en respekt og en værdighed omkring den enkelte person. Man følte sig aldrig underlegen men tværtimod værdsat for præcis det, man stod for.

Det var det, der gav den uvurderlige glæde ved arbejdet. Det var det, der fik ansøgere til at stå i kø, når der var en ledig stilling.

For mig personligt var det en fantastisk periode, hvor jeg var en af de heldige, der kom til at arbejde tæt sammen med Kissmeyer; hvor jeg hver dag skulle være parat til at tage imod de faglige udfordringer, han gav. Tiden var så spændende og lærerig, at jeg blev i afdelingen og fik lov til at følge den helt til dørs også på Århus Universitetshospital, Skejby.

Jo, jeg kan kun sige tak for at have oplevet tiden med den store pionerånd, den gav mig meget, og jeg ville nødigt have været den foruden.

101

83034-1_blod_gir_liv.indd 101

31-05-2011 10:47:50

Blod gi’r liv · De førte blodbanken videre

Flemming Kissmeyer og Lisa Jacobsen.

Lisa Jacobsen Ansat fra 1958 til 1999. Hun fortæller om afdelingen i 1960’erne: Da jeg blev ansat, lå blodtypelaboratoriet i kælderen under Radiumstationen. Der var 9 laboranter, som udførte blodtypebestemmelser af donorer, og ved hver tapning smittetest for syfilis og sænkningsreaktion.

På patienterne blev der udført almindelig typebestemmelse. Prøverne kom i denne periode ikke kun fra patienter indlagt i Århus, de kom fra næsten hele Jylland.

Udredning af årsag til uforligelighed mellem blod fra patient og fra donor samt undersøgelse af komplikationer i forbindelse med transfusion af blod blev udført for hele Jylland, fordi der ikke var andre vest for Fyn, der kunne udføre blodtypeserologiske specialundersøgelser.

Et stort arbejdsområde var undersøgelse og behandling af Rhesus-immuniserede mødre og deres børn, ”Rhesusbørnene”. Mødre med blodtypeantistof i blodet blev undersøgt med jævne mellemrum gennem hele graviditeten. Når børnene var født, blev deres blod undersøgt akut for, om de var påvirkede af morens antistof og i hvor svær grad. På grundlag af resultaterne af disse undersøgelser blev der taget stilling til, om de skulle have udskiftet deres blod. Børnenes blod blev udskiftet med donorblod fremstillet på en speciel måde ud fra to portioner almindeligt donorblod, og det blev udført af lægerne på Fødselsanstalten i Jylland, hvor de immuniserede mødre fra hele Jylland gik til kontrol, og hvor børnene blev født.

Der blev ofte født og udskiftet blod på mere end 1 barn pr. døgn. Denne aktivitet stilnede først af efter indførelse i 1969 af Rhesus-immunprofylaksen, der hindrede, at mødrene blev Rhesus-immuniseret.

Blodbanken lå i stueetagen på Kirurgisk afd. Her foretog sygeplejersker indkaldelse og tapning af donorer. Lageret af blod var også der.

Dagarbejdstiden var fra 8 til 16 (inkl. lørdag). I den resterende tid, den såkaldte vagtperiode, var der en laborant og en sygeplejerske i vagt til at udføre vagtarbejdet. Det bestod i at udføre forligelighedsprøve mellem blod fra de patienter, der skulle opereres næste dag, og fra de blodportioner, der var reserveret til dem. Når blodet var fundet forligeligt, blev portionen mærket med patientens navn og fødselsdag og gjort klar til udlevering.

102

83034-1_blod_gir_liv.indd 102

31-05-2011 10:47:51

I vagtperioden blev der også udleveret blod ved pludseligt akut behov og der blev udført bestemmelse af blodtype og forlig, samt udlevering af blod til akutte patienter/skader natten igennem.

Det var en utroligt spændende arbejdsplads, som takket være dens meget iderige og fremsynede leder, Flemming Kissmeyer-Nielsen, både nationalt og internationalt var helt ”fremme i skoene” i et speciale, der udvikledes med rivende hast.

Der blev skabt en god arbejdsplads ved en holdningsmæssig fast kurs og medinddragelse af personalet i forskning og udvikling.

Susanne Lindgren Ledende laborant siden 1999. Hun fortæller denne lille historie om uddannelsen af laborant­elever i indkaldelse af bloddonorer: Den nye uddannelse af blodbanklaboranter begyndte i 1969, og jeg var så heldig at blive ansat som en af de første. Allerede dengang indgik indkaldelse og tapning af bloddonorer som en væsentlig og grundlæggende del af uddannelsen, dels som teori på Laborantskolen i Århus og dels i praksis under den praktiske del med ansættelse i blodbanken i Århus.

Efter afslutning af den treårige uddannelse og nogle få års ansættelse som blodbankslaborant blev jeg instruktionslaborant, og nu var det mig, der skulle være med til at præge de nye elever og indgyde dem respekt for bloddonorerne.

Den del af elevernes praktiske uddannelse, der omfatter donorkontakt i form af indkaldelse og tapning, er en periode i uddannelsen, som de fleste husker tilbage på med glæde pga. den specielle form for menneskelig kontakt og et fornøjeligt afbræk fra arbejdet i laboratoriet. I løbet af de 24 år, jeg var instruktionslaborant, skete der imidlertid, i takt med erkendelse af den risiko der er forbundet med at få blodtransfusion, en skærpelse af kravene til sikkerhed mod smitte. Både donorkriterierne og undersøgelserne for smitte blev mere komplicerede, og eleverne skulle have større baggrundsviden for at kunne indkalde en donor, fordi man skulle være forberedt på at kunne besvare komplicerede spørgsmål om disse kriterier. Det tog måske lidt af glæden ved at lære at indkalde, men øgede til gengæld yderligere respekten for de, der trods alle disse forbehold alligevel valgte at være bloddonor. I dag er kravene til laboratorieundersøgelserne så omfattende, at der i elevtiden ikke mere er plads til også at lære at indkalde donorer.

103

83034-1_blod_gir_liv.indd 103

31-05-2011 10:47:52

Blod gi’r liv · De førte blodbanken videre

Sygeplejersker Tapning af donorer blev i begyndelsen udført af læger, men siden 1950’erne af sygeplejersker. Lægelig og sygeplejefaglig ekspertise er god basis for en vurdering af, om donor nu også kan tåle at blive tappet. Den sikrer yderligere kvaliteten af udførelsen af venepunktur og akut behandling af en evt. komplikation som besvimelse eller blodansamling på indstiksstedet. Sygeplejerskerne har været ledet af Else Feyring, Grethe Bach, Elin Madsen, Liselotte Bloch Christensen, Hanne Haahr og Peter Hartz Hagensen.

Elin Madsen Ansat 1981 til 1993 fortæller: – Ud over almindelige forfriskninger blev donorerne i 1970’erne også tilbudt cigaretter og cerutter. Selvom tappelokalet var opdelt i en ryger og en ikke-rygerside, var røgen til gene for de ikke-rygende donorer og sygeplejersker.

Først i 1980’erne var den generelle holdning imod tobaksrygning så stor, at donorbestyrelsen turde anbefale, at blodbanken ophørte med at tilbyde tobak til donorerne.

Liselotte Bloch Christensen Ansat 1994 til 2003 fortæller: – Da tilgangen af nye donorer i nogle år kun havde været det halve af afgangen indledtes i 1996 en kampagne for at få flere nye donorer. Ved oplysning om donorsagen håbede vi at få fat på donorer uden for de sædvanlige arbejdspladser og familier fx fra sportsklubber. Kampagnen blev indledt med tapning af fodboldspillere fra AGF’s førstehold under devisen: AGF fører an på banen og i banken. De seks førsteholdspillere Torben Piechnik, Henrik Mortensen, Stig Tøfting, Lennart Bak, Flemming Linnebjerg og målmanden Lars Windfeld blev tappet under overværelse af journalister og vi fik stor omtale i byens aviser.

104

83034-1_blod_gir_liv.indd 104

31-05-2011 10:47:53

Hanne Haahr Afdelingssygeplejerske 2004-2010 fortæller: Kerneydelsen i blodbanken er at sikre, at lageret af blod er tilstrækkeligt til at dække patienternes behov. Sygeplejerskernes arbejde i en blodbank er derfor meget forskelligt fra almindelig sygepleje, men indeholder dog nogle af sygeplejens grundelementer. Donorer, der af egen fri vilje og uden nogen form for kompensation, kommer for at afgive blod, skal ligesom patienterne behandles med nærhed, respekt og omsorg.

– Personalet i blodbanken prioriterer det meget højt, at donor oplever en behagelig og positiv stemning i tapperummet og får lyst til at komme her igen. Blodbanken er meget stolt og glad over at have et stort og stabilt donorkorps, som trofast møder op den ene gang efter den anden til gavn for patienterne.

Der stilles store krav til kvalitet og sikkerhed i forbindelse med bloddonation, og der er derfor mange donorkriterier, der skal være opfyldt, for at donor må tappes.

For at effektivisere denne meget ressourcekrævende arbejdsgang både for donor og for personale er der udarbejdet et online bookingsystem, hvor donor selv kan booke en tid med automatisk reminder via sms dagen før samt et par timer før fremmøde i blodbanken.

Der er et lovpligtigt krav om, at alt hvad der indgår i en blodkomponent skal kunne spores i op til 30 år. For at sikre dette på en enkel måde er næsten alt apparatur efterhånden blevet erstattet med fuldautomatisk udstyr, der registrerer alle data.

Den ledende sygeplejerskes arbejdsopgaver har generelt ændret sig fra at være karakteriseret af klinisk praksis til i dag at have mere fokus på personaleledelse, udvikling og administrative opgaver. Omstillingsparathed og fleksibilitet er nøgleord, som præger ledelse og arbejdsopgaver i forbindelse med såvel donortapning som udlevering af blodkomponenter og udførelse af afereser på patienter.

Ledelsen af personalet har som målsætning at få den enkelte sygeplejerske til at tage et selvstændigt ansvar for de uddelegerede opgaver, og aktivt bidrage med de bedste løsningsforslag til gavn for samarbejdet og den enkelte donor.

En kontinuerlig dialog mellem leder og medarbejder præger derfor hverdagen og arbejdsgangen i blodbanken, og bidrager til at vi vedvarende kan leve op til at være en velfungerende blodbank med et godt arbejdsmiljø, som medvirker til, at den enkelte donor føler sig velkommen og værdsat under sit ophold i blodbanken.

105

83034-1_blod_gir_liv.indd 105

31-05-2011 10:47:55

Blod gi’r liv · De førte blodbanken videre

Peter Hartz Hagensen Afdelingssygeplejerske siden september 2010, fortæller: Sygeplejerskernes arbejde i blodbanken er stadig centreret om blodbankens oprindelige basale funktion med tapning af bloddonorer med den ”rigtige” blodtype og udlevering af det ”rigtige” blod til den ”rigtige” patient på det ”rigtige” tidspunkt. Disse funktioner hører til en blodbanks kerneområder og danner en del af grundlaget for dens eksistens.

At tappe en donor og udlevere en portion blod er i sig selv en enkel handling, men den livsvigtige betydning, det har for patienterne, og det betydelige omfang med 30.000 tapninger og udlevering af 100.000 portioner blod om året, gør det til en opgave, som kræver stor omhu for at undgå fejl, og som derfor ikke må tages for let.

Respekten for patienten som person er en vigtig del af en sygeplejerskes arbejde. I blodbanken vises respekten over for de 22.000 århusianske bloddonorer og deres uegennyttige indsats. Donorernes indsats må aldrig tages for givet, og respekten for donor skal dyrkes og plejes og være en væsentlig del af sygeplejerskernes arbejdsområde. Sygeplejerskernes arbejde i en blodbank kræver således stor faglighed, intens omhu med et rutinemæssigt arbejde og stort personligt engagement – af såvel høj som lav.

Afdelingssygeplejerskens arbejde i en blodbank omfatter opgaver vedrørende intern drift, administration og personaleledelse. Hertil kommer eksterne opgaver med vedligeholdelse af gode samarbejdsrelationer med donorkorpset og med andre afdelinger i og uden for sygehuset. Gode samarbejdsrelationer skabes af et højt serviceniveau med høj faglig kvalitet. Et synligt resultat på niveauet for dette er kåringen af Blodbanken i Århus til Danmarks bedste blodbank for andet år i træk; et resultat jeg som nyansat er stolt over at være blevet en del af.

Afdelingens hastige teknologiske udvikling stiller store krav til nytænkning hos personalet, men er også den udfordring i det daglige arbejde, der kan give personlig udvikling og trivsel. I efteråret 2010 stillede en større ændring af plastikposer og udstyr til tapning af blod stort krav til sygeplejerskernes faglige dygtighed og evner til hurtig omstilling. Jeg er stolt over alles store indsats og den flotte måde, opgaven blev løst på. Et engagement, som kendetegner afdelingens personale og gør den til et godt sted at komme for alle. Det giver tryghed at vide, at alle i blodbanken vil gøre deres bedste for at løse fremtidige udfordringer.

106

83034-1_blod_gir_liv.indd 106

31-05-2011 10:47:56

Sekretærer Sekretærerne varetager afdelingens kommunikation, internt og eksternt. Selvom gruppen hører til blandt de mindste i afdelingen, udfører sekretærerne alligevel arbejdsopgaver i alle afdelingens afsnit. Af andre arbejdsopgaver, som de specielt udfører, kan nævnes kontakt til donorerne og samarbejde med donororganisationen fx vedrørende hvervning af nye donorer. Sekretærerne har været ledet af Elly Andersen og Joan Kjærgaard Christensen.

Elly Andersen Ansat i perioden 1960 til 2001, ledende sekretær og personlig sekretær for Kissmeyer-Nielsen i årene 1969 til 2001. Om det at være sekretær for Kissmeyer-Nielsen fortæller hun: At blive ansat på et hospital, efter at have været dansk/tysk korrespondent i et handelsfirma, var som at starte helt forfra i en helt anden verden. Dagligdagen på et hospital var forunderlig. Først skulle jeg lære det særlige sprog, man taler inden for murene, og derudover skulle jeg lære de specielle fagudtryk, man anvender i en blodbank. Det var nødvendigt lidt efter lidt at få kendskab til den særlige viden, der var inden for blodbankens fagområder blodtypebestemmelse, blodtransfusion og donortapning.

Arbejdsstedet var både berigende og spændende. Laboranter og sygeplejersker stillede Flemming Kissmeyer og Elly Andersen. gerne deres viden til rådighed – helt i stil med ”chefen” – så det handlede hele tiden om at suge til sig, huske det man hørte og supplere med ”selvstudier”. Jeg fik – som resten af personalet – tilbud om at følge Kissmeyers forelæsninger for de medicinstuderende på Aarhus Universitet. Det var meget lærerige forelæsninger, som blev holdt i en mere afslappet stil end almindeligt på den tid.

Mit arbejde som sekretær for Kissmeyer var lige fra begyndelsen en stor udfordring.

Arbejdsdagen begyndte med, at jeg hentede, åbnede og lagde dagens post til rette for gennemsyn og sagsbehandling. Kort efter blev jeg kaldt ind på kontoret for besvarelse. Hovedparten blev dikteret med det samme. Kun de sager, der skulle tænkes lidt over, blev lagt til side til næste dag. Korrespondancen var meget omfattende, ofte 2030 breve pr. dag, relaterende til Kissmeyers mange gøremål (afdelingsleder, professor ved Aarhus Universitet, Scandiatransplant, redaktør Tissue Antigens). I kraft af hans store popularitet i offentligheden kom der også mange forespørgsler om hjælp og

107

83034-1_blod_gir_liv.indd 107

31-05-2011 10:47:58

Blod gi’r liv · De førte blodbanken videre

råd fra såkaldt ”almindelige” mennesker, og selv om der var nok at se til, tog FKN sig altid tid til at besvare henvendelserne på bedste vis, i et let forståeligt sprog.

Alle svar blev dikteret på dansk eller engelsk i et smukt og formfuldendt sprog, medens jeg stenograferede på livet løs. Kissmeyer kunne diktere lange, indviklede og krævende svar, ansøgninger eller udredninger som fyldte rigtig mange maskinskrevne sider, uden at tabe tråden. Det var uanset, om svarene blev dikteret på kontoret, ved mikroskopet eller gående på gangen.

Derimod hændte det, at ”sekretæren” havde problemer med at tolke stenogrammet – det gik jo stærkt. I nogle tilfælde skrev man så det ord, ”han nok havde sagt” og håbede det bedste, men ved gennemlæsningen stoppede fingeren straks ved ”problembarnet”: ”Det var vist ikke det, jeg sagde – og så kan du godt holde op med at gætte”.

En anden ting, jeg også hurtigt fik lært, var at fremlægge en sag, så den blev positivt modtaget. Det nyttede ikke at træde vande eller overdrive lidt. Det blev man hurtigt vænnet af med. Kun den ærlige, nøgterne fremstilling blev godkendt.

Kissmeyer var en internationalt anerkendt kapacitet inden for sit felt. Det var en ære at være sekretær for ham. Hele personalet elskede at arbejde for ham, selv om eller måske netop fordi han stillede store krav. Alle blev inddraget i løsning af opgaverne. Han vidste, hvem der sad med ideerne og gjorde på den måde nytte af alle ressourcer. Der blev ikke gået på kompromis. Alle – fra høj til lav – skulle simpelthen yde deres bedste.

I slutningen af 60’erne fik vævstypeforskningen det helt store gennembrud internationalt ikke mindst takket være Kissmeyer. Der kom derfor mange udenlandske gæster for at lære. Det var en spændende epoke.

Joan Kjærgaard Christensen Ledende sekretær siden 2001. Om sekretærarbejde i dag og om samarbejdet med donororganisationen fortæller hun: En sikker forsyning af blod til patienterne kræver, at der er donorer nok til at få tappet det antal portioner, der er nødvendige for at dække patienternes behov. Et mål for om man har donorer nok er, at det gennemsnitlige antal tapninger pr. donor pr. år højst bør være 1,5.

I Århus er behovet for blod dækket, når der tappes 500 til 700 portioner om ugen. Det gennemsnitlige antal tapninger pr. donor er 1,5. Selvom der således er en sikker forsyning, skal der alligevel hverves ca. 2000 nye donorer

108

83034-1_blod_gir_liv.indd 108

31-05-2011 10:48:01

pr. år pga. afgang. Det svarer til 10 nye donorer om dagen. Bestyrelsen for Bloddonorerne i Århus udfører derfor et stort ulønnet arbejde med at hverve nye donorer til erstatning for dem, der ikke længere kan være bloddonorer.

Hvervningen af nye donorer udføres af de 6 donorrepræsentanter i bestyrelsen i et samarbejde med blodbankens personale. Dette samarbejde sikres blandt andet ved, at den ledende sygeplejerske, den af afdelingens overlæger, der har ansvaret for blodbanken, samt den ledende sekretær i blodbanken er medlem af bestyrelsen.

Hvervningen af nye donorer foregår i et konstruktivt og udviklende samspil mellem donorrepræsentanterne og blodbankens personale. Gennem dette samarbejde lærer begge parter hinanden at kende og at forstå betydningen af hvervearbejdet.

Sekretærerne i blodbanken har den nære kontakt med donorerne i forbindelse med indkald og modtagelse. Gennem årene opbygger de faste donorer, der tappes flere gange om året, og sekretærerne et nært kendskab til hinanden. Det opdagede jeg en dag, hvor jeg hjalp til med at indkalde donorer pr. telefon, og en donor sagde til mig: ”Din stemme kender jeg ikke, du er da vist ny her!”.

Læger Lægegruppen hører også til blandt de mindste personalegrupper men har til gengæld hele det overordnede faglige ansvar for afdelingen. Af afdelingens overlæger er det specielt Flemming Kissmeyer-Nielsen (1957 - 1989), Jan Jørgensen (1971 - 2006), Niels Grunnet (overlæge siden 1994) og Bjarne Møller (overlæge siden 2004), der har haft særlig tilknytning til blodbanken.

Niels Grunnet, overlæge i blodbanken siden 1994.

109

83034-1_blod_gir_liv.indd 109

31-05-2011 10:48:03

Blod gi’r liv · De førte blodbanken videre

Bjarne Møller, administrerende overlæge i blodbanken siden 2004.

Bjarne Møller Efter dannelsen af de fem regioner i Danmark hedder afdelingen Blodcenter Midt. Bjarne Møller, administrerende overlæge siden 2004, fortæller om den nuværende afdeling: Blodbanken i Århus er placeret på Århus Universitetshospital, Skejby, og er den største afdeling i sammenslutningen af blodbanker i Region Midtjylland, det såkaldte Blodcenter Midt, som etableredes i 2007 i forbindelse med dannelsen af regionerne.

Blodbanken er en del af Klinisk Immunologisk Afdeling, hvor der aktuelt er omkring 150 ansatte – fortrinsvis bionalytikere, men også sygeplejersker, sekretærer, læger og andre akademikere.

Afdelingen beskæftiger sig med blodbankvirksomhed i bred forstand – dvs. med donortapning, fremstilling af blodkomponenter og undersøgelse af både donorer og patienter i forbindelse med transfusion. Derudover foretages en lang række undersøgelser og enkelte patientbehandlinger, som alle har det fællestræk, at immunsystemet er i fokus.

Afdelingens funktioner afspejler udviklingen i det lægelige speciale Klinisk Immunologi, som oprindeligt varetog donortapning, blodtypeserologi og fremstilling af blodkomponenter til transfusionsbehandling. Arbejdsopgaverne har siden bredt sig til bestemmelse af vævstyper samt til udførelse af en lang række immunologiske metoder til påvisning af immunapparatets funktion ved transplantation og ved autoimmunitet og andre sygdomme i immunsystemet. Herudover anvendes mikrobiologiske metoder til påvisning af specielle smitsomme sygdomme, der kan overføres ved blodtransfusion. Senest er repertoiret udvidet med avancerede molekylærbiologiske metoder til bestemmelse af vævstyper og undersøgelse for smittefarligt virus i donorblod. Sidstnævnte har yderligere reduceret patienternes risiko for smitte ved behandling med blodtransfusion.

Samtidig varetager Klinisk Immunologisk Afdeling i et samarbejde med de kliniske specialafdelinger på Århus Universitetshospital den specialiserede behandling i Region Midtjylland af patienter med visse sjældne sygdomme, som kræver

110

83034-1_blod_gir_liv.indd 110

31-05-2011 10:48:03

enten udskiftning af f.eks. blodets plasma (plasmaferese), opsamling af bloddannende stamceller til transplantation eller højdosis kemoterapi (leukaferese) eller en særlig form for immundæmpende behandling (photoferese).

Klinisk Immunologisk Afdeling er også hjemsted for Det danske Knoglemarvsdonor-register, hvori flere end 20.000 bloddonorer fra Fyn og Jylland frivilligt har ladet sig indskrive som mulige stamcelledonorer, hvis en patient med nøjagtig deres vævstype har brug for knoglemarvstransplantation. Siden 2009 udføres stamcelletransplantationer fra beslægtede og ubeslægtede stamcelledonorer også i Århus, hvilket har bidraget til den øgede aktivitet i i knoglemarvsdonorregisteret.

Endelig huser Klinisk Immunologisk Afdeling Scandiatransplant, som tager sig af den fælles nordiske venteliste og fordeling af donororganer (især nyrer, hjerter, lunger og levere) til transplantation. Også på dette område er der væsentlig udvikling i gang omkring transplantation af patienter med særlige immunologiske problemstillinger, som hidtil har gjort det vanskeligt at finde egnede donorer.

De kliniske muligheder for behandling af patienter med immunologisk betingede sygdomme er heldigvis blevet meget bedre over de seneste år, og der sker også en meget hastig udvikling såvel af nye biologiske lægemidler som i anvendelsen af de allerede kendte. Det er ofte meget effektive behandlinger, som også rummer risikoen for kraftige bivirkninger, og det stiller stigende krav til den laboratoriemæssige opfølgning af patienterne, så lægerne kan indstille behandlingen præcist til den enkelte patient. Klinisk Immunologisk Afdeling arbejder på at kunne bidrage til effektiv og sikker behandling af disse patienter.

De danske bloddonorer og bloddonorkorps har betydet en enestående forsyningssikkerhed for blodkomponenter til livsreddende og avanceret patientbehandling i Danmark. Faktisk har det danske sundhedsvæsen verdensrekord i brug af blod og blodprodukter i forhold til indbyggertallet, og vi er nu i den situation, at der måske endda til visse patienter bruges mere donorblod end rimeligt er. Det er også i denne sammenhæng Klinisk Immunologisk Afdelings opgave i samarbejde med de blodforbrugende kliniske afdelinger at finde den balance, hvor patienterne får den nødvendige og tilstrækkelige behandling, men ikke udsættes for unødige risici.

Hele sundhedsvæsenet reorganiseres i større enheder, og det spiller en stor rolle også for organiseringen af blodbankerne og for den lokale donortapning. Vi er opmærksomme på, at det kræver en ændret tilrettelæggelse, som f.eks. kunne inkludere mobile tappeenheder.

Til sidst en stor tak til bloddonorerne for den uundværlige hjælp og den store opbakning gennem alle årene. Der vil være brug for begge dele i årene, der kommer.

111

83034-1_blod_gir_liv.indd 111

31-05-2011 10:48:03

Blod gi’r liv

Milepæle for blodbanken i Århus 1950

Århus Kommunehospital opretter et driftsudvalg med Røde Kors

1951

Det første blodbankkøleskab til opbevaring af bankblod opstilles på operationsgangen, Aarhus Kommunehospital

1953

Det første blodtypelaboratorium oprettes på Institut for Almen Patologi (Kissmeyer)

1954

Else Feyring ansættes som oversygeplejerske

1955

Blodbanken får nye lokaler i Kirurgisk Hus

1956

Blodtypelaboratoriet flytter til nye lokaler i kælderen under Radiumstationen

1957

F. Kissmeyer-Nielsen ansættes som overlæge for blodbanken

1959

Blodbanken på Amtssygehuset flyttes til blodbanken på Kommunehospitalet

1961

Blodbanken i Århus oprettes oprettes som en selvstændig afdeling

1965

Blodbankens frysetørringsanlæg tages i brug

1971

Afdelingen deles i to afsnit: blodbanken og vævstypelaboratoriet Jan Jørgensen bliver hovedansvarlig for blodbanken

1988

Afdelingen flytter til Skejby Sygehus Der oprettes en filial på Århus Kommunehospital

2007

De danske regioner overtager driften af sygehusene Blodbanken nu Blodcenter Midt bliver center for blodbankerne i Region Midt

112

83034-1_blod_gir_liv.indd 112

31-05-2011 10:48:04

Blodet - fra donor til patient De gode egenskaber Blodet er en spændende del af vores krop. Det består af mange milliarder blodlegemer i en væske kaldet plasma. Det er med til at sikre, at kroppen fungerer. Blodet udgør ca. 7 pct. af et menneskes vægt. I gennemsnit har en kvinde 5 liter blod og en mand 6½ liter blod i kroppen.

Blod består af fire forskellige dele: Røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader og plasma.

Blodet er et transportorgan, som via blodkarrene kommer rundt alle steder i kroppen. De vigtigste ting, blodet transporterer, er stoffer og deres affald til produktion af energi (næringsstoffer, ilt, affaldsstoffer, kultveilte), varme (temperaturregulation), og det er vores forsvar mod indtrængen af fremmede organismer (antistoffer i plasma – hvide blodlegemer).

De røde blodlegemer – erytrocytterne – transporterer ved hjælp af hæmoglobin ilt til kroppens organer. De røde blodlegemer danner sammen med blodpladerne den skorpe, der lukker et sår.

De hvide blodlegemer – leukocytterne – er de hovedansvarlige celler i kroppens immunforsvar. De findes og opholder sig også uden for blodbanen, hvor de forsvarer kroppen mod smitte. De hvide blodlegemer opdeles i tre forskellige slags: lymfocytter, monocytter/makrofager og granulocytter, der har hver deres funktion: Lymfocytterne er ansvarlige for immunforsvaret. Det er dem, der genkender eller identificerer og reagerer mod fremmede organismer og ”dræber” dem. Monocytter

113

83034-1_blod_gir_liv.indd 113

31-05-2011 10:48:04

Blod gi’r liv · Blodet – fra donor til patient

og makrofager nedbryder og ødelægger udslidte eller døde celler. Og granulocytter indeholder enzymer, der nedbryder ødelagte væv. På den måde fjernes døde celler eller andre mikroorganismer fra kroppen. De hvide blodlegemer er altså både kroppens ”dræbere” og ”skraldemænd”.

Blodpladerne – trombocytterne – bliver aktive, når vi får en rift, og der går hul på blodkar og væv. Blodpladerne danner hurtigt en prop i hullet og aktiverer de koagulationsfaktorer, der får blodet til at størkne og danne sårskorpe. Under sårskorpen dannes nyt væv, og hullet lukkes.

Plasma består hovedsageligt af saltvand og er med til at transportere næringsstoffer og flydende affaldsstoffer rundt i blodet. Herudover sørger plasma for, at blodet ikke bliver for tyktflydende, så hjertet ubesværet kan pumpe det rundt i kroppen.

Sådan bliver man donor Alle, der er sunde og raske, mellem 17 og til og med 66 år – og som vejer mere end 50 kilo – kan melde sig som donor.

Herudover skal personen kunne læse og forstå dansk på et niveau, så personen kan udfylde et helbredsspørgeskema og have en dialog med blodbankpersonalet,

Røde blodlegemer på vej gennem kapillærerne.

114

83034-1_blod_gir_liv.indd 114

31-05-2011 10:48:04

Inden tapning udfylder donor hver gang et spørgeskema.

uden at der er en tolk til stede. Det skyldes et krav om fortrolighed mellem donoren og blodbankpersonalet, så de, der vil være donorer, svarer ærligt og fyldestgørende på spørgsmål om deres helbred og adfærd.

Som donor tappes man maksimalt fire gange om året. Der tappes knapt en halv liter til transfusion samt nogle glas blod til kontrolundersøgelser eller i alt ca. en halv liter blod per gang. Vejer man under 50 kilo, tappes man ikke, da den knapt halve liter blod er mere end de tilladte 13 pct. af personens samlede blodmængde.

Efter en tapning erstattes blodet hurtigt af plasma. Det kræver dog, at donoren ikke er i væskeunderskud. Derfor er det vigtigt, at donor drikker rigeligt i forbindelse med tapningen. Både før og efter.

En bloddonor indkaldes maksimalt til tapning fire gange om året. Der skal gå mindst tre måneder mellem hver tapning; så er donorens blod nemlig gendannet.

Ikke alle steder i landet er det nødvendigt at indkalde en donor til tapning fire gange om året. Det er især de større byer med hospitaler, der udfører mange blodkrævende operationer og behandlinger, der har brug for meget blod. I de mindre byer er den nødvendige mængde blod ikke helt så stor, og en donor behøver derfor som regel ikke at blive tappet mere end en eller to gange om året.

115

83034-1_blod_gir_liv.indd 115

31-05-2011 10:48:05

Blod gi’r liv · Blodet – fra donor til patient

Donorkriterier Når man skal godkendes som donor, er der en række sikkerhedshensyn at tage til både donoren selv og til modtageren af blodet. Ingen skal lide skade ved at give eller modtage blod, og derfor er der en række oplysninger om donors helbred, som donor og tappepersonalet udveksler inden tapningen. Donor skal have de fornødne informationer og skal herudover besvare et helbredsspørgeskema, der skal belyse donorens almindelige helbredstilstand, risikoadfærd og andre sikkerhedsmæssige forhold. Donorens helbredstilstand og adfærd kan føre til udelukkelse som donor enten midlertidigt eller varigt, på samme måde som indtagelse af medicin kan gøre det.

De sygdomme, der kan medføre, at donor ikke kan tåle at blive tappet, er bl.a. hjertesygdomme, kredsløbssygdomme, epilepsi, astma og diabetes, mens de sygdomme, der kan skade patienten, er fx kræftsygdomme og smitsomme sygdomme.

Udelukkelse – midlertidig eller varig De oplysninger, der kommer frem gennem spørgeskemaet, kan have den konsekvens, at donoren bliver udelukket fra at give blod. Udelukkelsen kan enten være varig eller midlertidig afhængigt af den helbredstilstand eller den adfærd, der er grund til udelukkelsen. Der er klare regler for, hvornår man midlertidigt bliver udelukket fra at give blod og altså kommer i karantæne, og hvornår man permanent er udelukket fra at være bloddonor. Det kan f.eks. være ved graviditet, ved sygdomme, donor har pådraget sig ved rejser, ved kræftlidelser, diabetes, operation og vaccination.

På hjemmesiden www.bloddonor.dk findes en fuldstændig og opdateret oversigt over karantæneregler.

Overlæge Niels Grunnet vurderer udfaldet af en blodtypeserologisk undersøgelse.

116

83034-1_blod_gir_liv.indd 116

31-05-2011 10:48:07

Tappelokalet på Skejby Sygehus.

Klar til tapning En tapning begynder altid med, at donor udfylder et helbredsspørgeskema. Der er også mulighed for at tale med personalet i blodbanken og stille yderligere spørgsmål, hvis det er nødvendigt. Samtaler mellem donor og blodbankens personale er fortrolige.

Det er vigtigt, at donor har spist og drukket inden en tapning, og derfor serveres der kiks og juice, sodavand og øl og lignende i blodbanken.

Før nålen stikkes ind i armen, desinficeres huden med enten sprit eller jod. En tapning tager mellem fem og ti minutter. Blodposer og glas til blodprøver er forsynet med et nummer, der kæder donor og blodportion sammen. Dette tjekkes af to sygeplejersker.

Der tages blodprøver til screening for smitte og til kontrol af blodtype og hæmoglobinindhold – blodprocent. Hvis hæmoglobinindholdet er for lavt, giver tappepersonalet donor besked og fortæller, hvad donor kan gøre for at øge den.

Efter tapningen skal donor hvile sig ca. 10 minutters tid, mens det tappede blod erstattes af væske fra kroppen.

Bivirkningerne ved at donere blod er ganske få. Og så er det endda kun et fåtal, der oplever negative bivirkninger overhovedet! Statistisk set kan en donor tappes ca. 3.000 gange, uden at der sker et uheld. Det er det samme som ca. 100 uheld i Danmark pr. år.

117

83034-1_blod_gir_liv.indd 117

31-05-2011 10:48:09

Blod gi’r liv · Blodet – fra donor til patient

Men der kan ske uheld, og der kan ses bivirkninger. Det kan være utilpashed stigende til besvimelse, symptomer fra en nerve, der er blevet ramt af kanylen, eller en lille blodansamling (et hæmatom) svarende til indstiksstedet. Utilpasheden prøver blodbankerne at forhindre ved at opfordre donor til både at drikke og spise inden en tapning.

Herudover er det klogt at hvile sig ti minutter efter en tapning. Blodansamlinger og symptomer fra en ramt nerve forsøger man at undgå ved at være meget påpasselig og ved at uddanne de personer, der foretager tapningerne, meget omhyggeligt i teknikken. Samtidig er det vigtigt, at donoren fortæller tappepersonalet, hvis der føles den mindste form for ubehag, mens kanylen sidder i armen. Langt de fleste uheld er dog overvundet efter kort tid, så antallet af alvorlige uheld er heldigvis meget lille.

I modsætning til de sjældne negative bivirkninger hører man ofte om donorer, der oplever positive virkninger af en tapning. Nogle føler sig mere friske og fulde af energi efter en tapning. Andre oplever en indre tilfredshed ved at have doneret blod og derigennem hjulpet et andet menneske.

Sikringsfond Hvis der skulle ske uheld i forbindelse med en tapning, er der et sikkerhedsnet, så donor holdes økonomisk skadesløs. Går noget galt, er man dækket af patientforsikringsloven og Bloddonorernes Sikringsfond.

Sikringsfondens formål er at yde støtte til bloddonorer, der har været ude for uheld i forbindelse med indsatsen som donor. Donorer kan få erstatning for skader, der er en direkte følge af tapningen, men også ulykkestilfælde i forbindelse med transport til og fra en aftalt tapning er dækket, med mindre man kan få erstatning fra andre.

Herudover dækker fonden i særlige tilfælde betydelig tingskade. Bloddonorernes Sikringsfond arbejder tæt sammen med Patientforsikringen. Det er Patientforsikringen, der efter reglerne i patientforsikringsloven og erstatningsansvarsloven vurderer, om en donor kan få erstatning, og i givet fald hvor stor erstatningen skal være.

I tilfælde af uheld i forbindelse med en tapning holder Bloddonorernes Sikringsfond og den offentlige patientforsikring donor skadesløs. Der gives dog kun erstatning for skader, som er forbundet med indsatsen som donor.

Donorblod undersøges grundigt I forbindelse med hver tapning tages blodprøver til kontrol af blodtypen og hæmoglobinindholdet – blodprocenten – samt til screening for smitte.

Hæmoglobinindholdet er et udtryk for mængden af hæmoglobin, der findes i de røde blodlegemer, og det ligger mellem 7 og 11 millimol pr. liter – lavest for kvinder, højest for mænd. Til produktion af røde blodlegemer skal der bl.a. anvendes jern. Da jern tillige er et af de stoffer, man hurtigt kommer i underskud med, anbefales det, at man spiser jernholdige madvarer. Eventuelt suppleret med jerntabletter.

118

83034-1_blod_gir_liv.indd 118

31-05-2011 10:48:09

Apparatur til en meget følsom undersøgelse på gen-niveau af donorblod for virus, der kan give smitsom gulsot eller AIDS, såkaldt NAT-screening (Nucleic Acid Test).

Inden blodet må anvendes til transfusion, undersøges det for smitterisiko ud fra forekomsten af en række såkaldte smittemarkører, der ofte er antistof mod virus. De virus, man screener for, er virus, der findes i blodet og smitter ved overførsel af blod fra en person til en anden fx ved genbrug af sprøjter og kanyler, i forbindelse med samleje og fra mor til barn før eller ved fødsel samt i forbindelse med amning.

Det er sundhedsmyndighederne, der bestemmer, hvilke smittemarkører blodet skal undersøges for. For tiden undersøges alt donorblod for HIV og Hepatitis B og C. Hvis den obligatoriske screening ikke påviser smittemarkører i blodet, må det frigives til transfusion. Giver screeningen positivt resultat, gentages undersøgelsen to gange. Hvis blot den ene af disse to undersøgelser ikke med 100 pct. sikkerhed er negativ, må blodet ikke frigives, og der skal foretages en ny undersøgelse med en anden undersøgelsesmetode. Resultatet kan enten være positivt, hvilket betyder at der er smittemarkører i blodet, eller negativt, altså at der ikke er smittemarkører.

Som et tredje resultat kan det være, at undersøgelsen ikke kan konkluderes, fordi reaktionen er tvivlsom. Det betyder, at man ikke med 100 pct. sikkerhed kan sige, om der er smittemarkører i blodet eller ej med denne undersøgelsesmetode. Den tvivlsomme reaktion skyldes, at undersøgelsesmetoderne er så følsomme, at de af og til reagerer, uden at der er smitte i blodet.

I vinduesperioden – de uger, hvor donor har virus i blodet, men endnu ikke har dannet de smittemarkører, der screenes for – viser screeningen et negativt resultat;

119

83034-1_blod_gir_liv.indd 119

31-05-2011 10:48:10

Blod gi’r liv · Blodet – fra donor til patient

på trods af at der er virussmitte i blodet. I vinduesperioden har man altså smitte i blodet, men screeningen viser et negativt resultat. Til gengæld viser det spørgeskema, donoren har udfyldt, måske at der er en risiko. For at opnå størst mulig sikkerhed også i denne periode, er det derfor uhyre vigtigt, at donorerne svarer omhyggeligt og ærligt på spørgsmålene vedrørende smitte. Spørgeskemaet er sammen med screeningen de to sikkerhedsforanstaltninger, der supplerer hinanden i et forsøg på at finde donorer, hvis blod kan smitte patienterne med en livsfarlig virusinfektion.

En screening kan også give et positivt resultat, med andre ord afsløre, at der er smitte i blodet. I Danmark er det heldigvis meget sjældent, man finder en donor, som er smittebærer. Når det sker, kontakter blodbankens læge donor og underretter om den positive test, og om hvilken hjælp donor kan få. Ud over at blive undersøgt yderligere får donor tilbud om at tale med en speciallæge, om at få psykologisk hjælp og om at få behandling for den sygdom, der er fundet tegn på i blodet.

System i blodtyperne Der er indtil nu påvist ca. 600 forskellige blodtyper, som kan grupperes i ca. 30 blodtypesystemer. De to vigtigste systemer i relation til blodtransfusion er AB0- og Rhesus-systemet. Det skyldes, at der kan opstå komplikationer i forbindelse med blodtransfusion, hvis donorblodets blodtype ikke svarer til patientens blodtype.

Et gen fra far og et fra mor Kromosomerne, som findes inde i cellernes kerner, indeholder de arvelige egenskaber, som styrer udvikling og funktion af vores krop. Hver arvelig egenskab

Kølerum til opbevaring af portioner med røde blodlegemer.

120

83034-1_blod_gir_liv.indd 120

31-05-2011 10:48:12

styres af sit eget gen, som udsender de oplysninger, kroppen skal anvende.

Et kromosom består af to kæder med gener som perler på en snor. Den ene kæde indeholder gener, man har arvet fra sin mor, og tilsvarende indeholder den anden kæde generne fra ens far. For hver arvelig egenskab har man derfor to gener; et fra mor og et fra far. Tilsammen kaldes de to gener for genotypen.

Egenskaben de to gener giver anledning til, kaldes fænotypen eller fremtoningspræget og er det, man kan se eller påvise i kroppen.

ABO-typerne ABO typesystemet har fire forskellige blodtyper (fænotyper): O, A, B og AB. Det styres af tre gener: A-, B- og O-genet. A- og B-genet giver dannelse af henholdsvis A- og B-egenskab på overfladen af de røde blodlegemer, medens O-genet ikke danner nogen egenskab.

De tre gener kan to og to kombineres til mange forskellige genotyper. Hvis man ser bort fra hvilket gen, der kommer fra mor og hvilket fra far, så kan tre gener A, B og O kombineres to og to på seks forskellige måder og give anledning til fire forskellige fænotyper (blodtyper).

Genotype

AA

AO

AB

BB

BO

OO

Fænotype

A

A

AB

B

B

O

Blodtype

A

AB

B

O

Rhesus-typerne Det simple Rhesus system har to forskellige Rhesus typer: Rhesus positive og Rhesus negative, der henholdsvis har og ikke har Rhesus-egenskaben på overfladen af de røde blodlegemer. Det styres af to gener D og d. D-genet giver dannelse af Degenskaben på overfladen af de røde blodlegemer, medens d ikke gør det. D og d kan kombineres på tre forskellige måder.

Slutresultatet af de to geners funktion dybt inde i cellernes kerner bliver, at vores røde blodlegemer kan være af to typer: Rhesus positiv eller Rhesus negativ. Den tilsvarende genotype bliver for de Rhesus positive enten med to eller et D-gen og for de Rhesus negative altid to d-gener.

Genotype

DD

Dd

dd

Fænotype

D

D

Mangler D

Blodtype

Rhesus positiv

Rhesus negativ

Mange donorer spørger blodbanken, hvordan det kan være, de er Rhesus negative, når begge deres forældre er Rhesus positive.

121

83034-1_blod_gir_liv.indd 121

31-05-2011 10:48:12

Blod gi’r liv · Blodet – fra donor til patient

Det skyldes, at begge forældre har både D-gen og d-gen og derfor er Rhesus positive. Samtidigt har de begge to videregivet d-genet til deres barn, som derfor er dd og Rhesus negativ.

I Danmark er ca. 85 pct. Rhesus positive og ca. 15 pct. Rhesus negative, og de mest almindelige ABO-blodtyper er A og 0 (nul). Fordelingen af AB0-typerne er forskellig fra befolkning til befolkning rundt i verden. F.eks. har ca. 10 pct. af danskerne blodtype B, mens det hos asiaterne er 30 pct.

Her bruges blodet Donorblod bruges hovedsageligt direkte til behandling af patienter. En mindre del går til kvalitetskontrol af produktionen, som normalmateriale til justering af apparaturer i hospitalslaboratorier og til forskning. Plasma bliver hovedsageligt sendt til fremstilling af koncentrater af de æggehvidestoffer, der findes i blodet. En mindre del bliver reserveret til direkte transfusion af patienter, der har haft store akutte blødninger.

Blodkomponenterne bliver især anvendt til patienter med kræft (ca. 40 pct.) og til patienter med hjerte-, kar- og lungesygdomme (ca. 20 pct.). Resten til behandling af ulykker, sygdomme i fordøjelsesorganerne og i blodet. Øvrige - 13% Sygdomme i blod og bloddannende organer og visse sygdomme som inddrager immunsystemet - 5%

Kræft (inkl. blodkræft) - 39%

Sygdomme i fordøjelsesorganer - 11%

Læsioner, forgiftninger og visse andre følger af ydre påvirkninger - 12 % Sygdomme i kredsløbsorganer - 20%

Af blodets celler er det kun de røde blodlegemer og blodpladerne, der anvendes til behandling af patienterne. De hvide blodlegemer bruges normalt ikke. Ved fremstilling af blodkomponenter søger man tværtimod ofte at nedsætte mængden af hvide blodlegemer så meget som muligt, fx ved at filtrere dem fra. De har nemlig ofte en mere skadelig end gavnlig virkning på patienterne. Fx kan de medføre feber og udslæt.

122

83034-1_blod_gir_liv.indd 122

31-05-2011 10:48:12

Blodtypefamilierne

123

83034-1_blod_gir_liv.indd 123

31-05-2011 10:48:14

Blod gi’r liv · Blodet – fra donor til patient

De røde blodlegemer gives ved større blødninger og ved behandling af blodmangel. Blodpladerne gives ved store blødninger eller ved mangel på blodplader, mens plasma bruges, når patienten mangler de faktorer, der indgår i blodets størkningsproces.

Før en blodtransfusion skal lægen overveje, om patienten kan klare sig med noget andet end blod, fx saltvand eller albumin, samt hvilken del af blodet patienten i givet fald reelt har brug for.

Komplikationer ved transfusion forekommer sjældent i dag, hvor man anvender blodkomponentterapi i stedet for fuldblod, som er det ikke-opdelte blod, som det tappes fra donor. Når der opstår komplikationer, kan årsagerne være immunologiske, som skyldes uforligelighed mellem donorens og patientens blod, de kan skyldes smitte med overførsel af bakterier eller virus, og endelig kan der opstå komplikationer som følge af fejl.

124

83034-1_blod_gir_liv.indd 124

31-05-2011 10:48:14

Personale ansat i blodbanken i 1988.

125

83034-1_blod_gir_liv.indd 125

31-05-2011 10:48:15

Blod gi’r liv – om bloddonorerne og blodbanken i Århus

Blod gi’r liv – om bloddonorerne og blodbanken i Århus

ISBN 978-87-7082-054-7

9788770820547

83034-1

www.ef.dk

1934–2009 83034-1_blod_gir_liv_omslag.indd 1

03-04-2009 09:34:48