Marie Pedersen – Studienummer 1066431
Marts 2018
Forord Mit navn er Marie Pedersen, jeg er uddannet cand.mag. i engelsk og dansk i 2013, og jeg har arbejdet på TECHCOLLEGE, siden jeg blev uddannet. Jeg underviser og har undervist i engelsk på bygge- og anlægsuddannelserne - tømrer, vvs, vindmølleoperatør og bygningsmaler. Derudover har jeg haft et enkelt hold til dansk på GF1. Udover at undervise har jeg haft en række forskellige roller både på bygge- og anlæg og i regi af hele TECHCOLLEGE, hvor jeg er tilknyttet skolens pædagogiske konsulentteam. Desuden arbejder jeg med kvalitetssikring af uddannelserne i forhold til bekendtgørelser og uddannelsesordninger og med det oversættelsesarbejde, der ligger i at udmønte disse i konkrete undervisningsforløb og beskrive disse i de lokale undervisningsplaner. Jeg startede min diplomuddannelsen i erhvervspædagogik 2015. I nærværende opgave vil jeg arbejde videre med nogle af de problemstillinger, jeg tidligere har behandlet på modulerne. Didaktik og undervisningsplanlægning - hvor jeg arbejdede med rammebetingelser for engelsk på EUD, om fagdidaktik og fagsyn i de curriculære tekster for fremmedsprog på EUD. Undervisning og læring – hvor jeg arbejdede med elevmotivation for humanistiske fag på EUD. Her arbejdede jeg med elevernes forgrunde, mestringsforventninger og et bredt transformativt læringsbegreb.
2