Symingtons portvinsemperium

from Sommelier Forår #1 2022

Aktivitetsplan

AF: HENRIK STEEN ANDERSEN

Hos Symington har man en regel, som siger: ”Når du bliver 65 år, er det ud af vagten!”. Og det gælder alle – også en af ejerne; Dominic Symington, som for nylig måtte lade sig pensionere. Han nåede lige at lave en flot smagning af en række vintage ports ved Portvinfestivalen i november 2021 – som Henrik Oldenburg utrætteligt stabler på benene hvert år, og som hvert år bliver udsolgt. Danskerne kan godt lide portvin!

KLASSISKE HUSE

Symington råder over 23 quinta’er i Douro, knap 1.000 ha og er de klart største jordejere på de kanter. Man er selvforsynende med druer for omkring 70%’s vedkommende. Man laver følgende række af portvine: Graham’s, Warre’s, Dow’s, Cockburn’s, Smith Woodhouse, Gould Campbell, Quarles Harris, Martinez og Quinta do Vesuvio – ikke så værst! Tidligere skelnede man en del mellem ”engelske” og ”portugisiske” huse – de første var bedst til vintage port, de sidste til fadlagrede portvine. De engelske huse lavede lidt mere tørre og ranke vine, mens de portugisiske lavede mere bløde og hurtigere drikkelige vine. Som mange andre stereotypier er

denne opdeling og rangorden i nogen grad blevet udfordret gennem de sidste 20-25 år. Men flere af Symingtons huse laver absolut vintage port i den klassiske, sent udviklende og lidt tørre stil. Graham’s er ganske vist ret rig og til tider næsten overdådig, men fx Dow’s og Warre’s er klart til den typiske ”engelske” side. En port som Smith Woodhouse nyder ikke den anseelse og berømmelse, som den reelt fortjener og visse år laver man derfra aldeles strålende vine. Vinene lagrer som hovedregel fantastisk og den gamle tradition med at forære et passende antal kasser vintage port til barnets dåb, var en glimrende ide: så begyndte vinen at være moden, når han eller hun blev 25-30 år – eller endnu bedre, 40-50 år.

Dominic Symington var som forventet underholdende og underspillet – lige så meget tør engelsk humor som husets vine er tørre. Han havde medbragt en perlerække af vintage ports fra 1963 til 2017.

SMAGNINGEN

Vi smagte fra gammel til ung – egentlig lidt overraskende for mig. Ideen var bl.a., at intensiteten og tyngden af sødme og tannin var mest udtalt i de unge. Og det er jo sandt nok. 1963 er en legendarisk årgang og den sidste hvor alle druerne blev fodtrådt i lagares. Dow’s 1963 var lysnet med årene – luftig og transparent, men ikke let eller tynd. Gammelt træ, te, fernis og en lang vedholdende smag. Meget fin og intakt vintage.

Symington har gennem årene købt nye ejendomme og Graham’s 1970 var første årgang, efter man havde købt huset. 1970 er en fremragende årgang, efter min mening bedre end 1977, som blev mere hypet i sin tid. Vinen var typisk for Graham’s; rig, sødmefuld og indsmigrende. Dybere og mørkere end Dow’s 1963, og en del yngre i udtrykket. Virkelig flot! Og med klart vedholdende lagringspotentiale (godt at der stadig ligger et par flasker i kælderen….).

1977 var repræsenteret ved Dow’s – året har altid været til den tørre side og når det så er notorisk halvtørre Dow’s, bliver det jo mere struktur end rig charme. Men en fin og vital 1977 – engelsk lakrids, kaffe, gammelt reb og træ. Ret mørk i stilen.

1980 er et brutalt overset år – de bedste er faktisk bedre end 1977! En håndfuld vine er stadig meget mørke, ungdommelige og med stort lagringspotentiale – som Dominic sagde: en ”Askepot-årgang”. Og finder man dem på markedet, er de ikke en gang særligt dyre. Warre’s 1980 var efter 21 år stadig kulsort, ulmende og eksplosiv. Meget stor smag, ret tør og streng, men enorm karakter. Bravo!

Vi sprang 1983 over – der er store vine derfra, men også skuffelser og volatilitet. I sin tid blev 1983 og 1985 stort set rangeret på niveau – den holder ikke længere: 1985 er bedre. En ret lille årgang mængdemæssigt med varme, rigdom og lang holdbarhed. Graham’s 1985 var ungdommelig og med masser af frugt – blomme og kakao. Langt fra sit højdepunkt – dejlig nu, eller om 20 år…..

Quinta do Vesuvio har altid været Dominic’s baby, da den blev erhvervet, lige som han blev leder af gruppen. Jeg har aldrig helt forstået vinen. Den er ofte mere enkel og énstrenget, måske fordi det er en enkelt-quinta? Lidt venligt kan man sige: Vinøs, slank, kølig og lidt Bordeaux-agtig i strukturen. I 1994 var den lidt lysere end Granham’s 1985. Nydelig, men de foregående 5 vine var mere komplekse.

Så kom der endnu quinta-vin – Cavadinho 1995 fra Warre’s – altså et år, som ikke blev deklareret bredt. Her var vi et andet sted – lettere, saftigere, sødere, feminin – yderst charmerende, men ikke samme dybde som foregående vine.

Warre’s 2000 var blålig i tonen og lå et sted mellem udvikling og frisk frugt. Den havde Warre’s typiske ranke, lidt tørre, tobakkede (à la stor Graves) karakter. Stadig en del tannin og den vil klart vinde ved lagring – men bestemt drikkelig nu.

Nu blev det ungt! Dow’s 2007 var sort som graven. Blå primærfrugt – engelsk lakrids og lidt bitter chokolade – kæmpe struktur og enormt potentiale. Klassisk streng og mørk Dow’s-stil. Cockburn’s er et af de sidst opkøbte huse og 2011 var første årgang med fuld kontrol. Det var en helt andet stil end Dow’s – ret sødmefuld, blød, hurtigt moden, til den elegante side – skal gemmes, men vil være en mellemdistance-løber. Til sammenligning var Dow’s 2011 som ventet totalt mørk, dyb, streng, tanninrig og muskuløs – her er der dømt langdistance. Som sidste vin var Graham’s 2017 forbløffende velsmagende allerede nu. Den vil nok lukke ned om nogle år, og den var faktisk mere tilgængelig med sin rige, sødmefulde og massive karakter end et par af de foregående. Det er både noget med året og med forskellen på de enkelte huse. For vinene

var faktisk mere tilgængelig med sin rige, sødmefulde og massive karakter end et par af de foregående. Det er både noget med året og med forskellen på de enkelte huse. For vinene fra de forskellige ejendomme laves af deres egne vinmagere og der tilstræbes den forskel, som blev vist i denne fine smagning. Vinene kom direkte fra Symington’s kælder og derfor var de i særlig god stand. Der var ikke en eneste vin, som måtte kasseres, men man ompropper og genfylder også vinene efter et passende antal år. Derfor kunne de fleste propper også hales op uden, at de blev til smulder – hvad de fleste som står og bakser med en gammel vintage vil have erfaret. Det er blevet ret populært at drikke vintage port til den unge side, men der nu noget særligt over en fint lagret vintage port med 25, 30 eller 40 år på bagen.

Photocredit: Andrea Johnson Photography

Wine & Spirits #1 Oregon Pinot Noir in America’s Top Restaurants: 2019, 2018, 2017, 2016

Wine & Spirits Top 50 Wine Brands in America’s Top Restaurants: 2019, 2018, 2017, 2016, 2015

Wine & Spirits “Top 100 Wineries of the Year”: 2020, 2019, 2018, 2017, 2016, 2015, 2012, 2011

The Wine Advocate “Extraordinary Winery of the Year” nominee: 2020

The Wine Advocate “Best Oregon Winery” nominee: 2017

Food & Wine Magazine “Best Oregon Wineries to Visit:” 2016

“One of Oregon’s longest-running acts, Cristom’s winemaking and vineyard team have been in place since the winery’s founding in 1992, and their naturally produced Pinot Noirs are among Oregon’s most acclaimed wines.”

2019 Pinot Noir, Mt. Jefferson Cuvée / 97 Points – Jamessuckling.com: “This is very seductive on the nose with ripe strawberry, spice, flowers and hints of cloves. Full bodied, but very reserved and tight with chewy, polished tannins and a long, long finish. Racy and structured.”