Vinhedonisten Robert Parker

Den ægte coca-cola forstads-amerikaner der ændrede vinverdenen mere drastisk end nogen enkeltperson før – og måske siden? – fik i år sin plads blandt andre indflydelsesrige skikkelser i Decanters Hall of Fame. Med sin enorme magt gennem sine aktive år er han muligvis den mest kontroversielle figur i vinens verden

AF NINA HØJGAARD JENSEN FOTO: THE WINE ADVOCAT

MANDEN VI ELSKER AT HADE

Herhjemme tror jeg det er rimeligt at sige, at den gode ’Bob’ har flere modstandere end tilhængere. Dog har jeg længe haft en mistanke om, at mange har en tendens til at gå og lave grin med såkaldte ’Parkervine’ og måske endda manden selv, men uden helt at være klar over hvad det indebærer. Man behøver langt fra være enig i hans smag, men før man kan danne en helstøbt mening om noget, forudsætter det, at man forsøger at sætte sig ind i det. Da ”Parkerisation” af vine blev et reelt begreb op gennem slut 80’erne og 90’erne, ændrede det vin, måden vi drikker og køber på, for altid. Det kræver meget at få et helt begreb opkaldt efter sig, at starte en radikal bevægelse. Spørgsmålet bliver: Hvordan kunne én mand opnå så enorm indflydelse?

FOLKELIG FULDBLODSAMERIKANER

Én ting som er vigtig at forstå om Robert Parker er, at han er fuldblodsamerikaner - med alt hvad det indebærer. Han her vokset op i et ganske gennemsnitligt amerikansk hjem, hvor Cabernet var byttet ud med Coca-Cola og fødevarer gemmer på sukker alle steder. Der var ikke vin til hans bryllup. Han lærte først at drikke vin sent i tyverne, og adskilte sig på den måde fra mange af tidens mest indflydelsesrige vinskribenter, der nærmest var opfostret på Cru Classé, og havde en meget intellektuel tilgang til vin. Parker var folkelig!

Af uddannelse var han advokat, og således var det ham naturligt, at døbe sit nyhedsbrev ”The Wine Advocate”, hvilket han udsendte første gang i 1978. Han skabte sin egen rating-skala, idet han savnede nuance og spændvidde i den eksisterende, og bredt anerkendte, 20-points skala. Det var vigtigt for ham, at det var en skala, som var umiddelbar at forstå. Altså opstod 100-points skalaen – dog må det tilføjes, at en vin opnår de første 50 point for sin blotte tilstedeværelse.

Alle som møder ham, selv i hans senere år, beretter om en mand med eksplosiv energi og entusiasme for vin. Overvældende positiv og fuld af håb for fremtiden – man kan næsten sige, at han plantede, som et koncept videreført til vin, ”The American Dream” i mange vinmageres hjerter. Men det var ikke det eneste: Måske endnu vigtigere, kan den ene fagperson efter den anden bekræfte, at Mr. Parker besidder et gudsbenådet talent for at smage. ”Kun få jeg har mødt, har en pallette, som kan måle sig med Mr. Parkers,” fortæller Christian Moeuix, i et interview med Levi Dalton – og han er kun én af mange. Desto mere Parker smagte, desto mere udtalt blev hans holdninger. Hans skarpe pen var heller ikke sky for, at lange hug ud – og folk elskede det! Færre høflighedsfraser og et sprog alle kunne relatere til!

Da den modne Bordeaux 1982 årgang kom, skabte den ham, og han den. Med nærmest et trylleslag, var han slået igennem, og folk begyndte at hige efter de eftertragtede points.

VIN SKAL VÆRE FORNØJELSE

Parkers vigtigste mantra er, at vin skal være en fornøjelse. Han kan lide de umiddelbare vine, dermed ikke sagt simple. En vin kan sagtens være umiddelbar og med masser af dybde, hvilket også er noget af det, han belønner. Som den amerikaner han er, værdsætter han en moden frugt. Et sødmefuldt udtryk i vin, vil mange gange fremhæves af høj alkoholprocent, ligesom et fadpræg kan henlede tankerne på det modne. Netop derfor, har en af de hyppigste kritikpunkter af hans smag været, at han søger overmodne, alkoholiske vine.

Spørges han ind til sin distinkte smag, pointerer han, at andre kritikere og vinmagere gennem tiden jo heller aldrig har ment, at de største årgange er dem med hårde tanniner, undermoden frugt og masser af pyrazin… Og det har han egentlig ret i. Vigtigt for ham, er det dog også at tale om balance. Han betragter sig selv som en sand

chase, and consume.”

90-95 POINT “An outstanding wine of exceptional complexity and character. In short, these are terrific wines.”

80-89 POINT “A barely above average to very good wine displaying various degrees of finesse and flavor as well as character with no noticeable flaws.”

70-79 POINT “An average wine with little distinction except that it is a soundly made. In essence, a straightforward, innocuous wine.”

60-69 POINT “A below average wine containing noticeable deficiencies, such as excessive acidity and/or tannin, an absence of flavor, or possibly dirty aromas or flavors.”

50-59 POINTS “A wine deemed to be unacceptable.”

vin-hedonist. Det skal være en glæde at drikke! Og for ham, er det kun en fornøjelse med fx fad og alkohol, hvis strukturen i vinen kan bære det. Der skal være nok frugtintensitet, nok syre, nok tannin. Der skal være balance.

Han bryder sig heller ikke om maskerede vine, faktisk tæller det decideret ned i hans bog. Hvad der så udgør en maskeret vin, bliver diskussionsspørgsmålet, for der er uomtvisteligt en stor forskel på, hvornår man mener, fad bliver for meget. Han afslører dog i et interview med Decanter, at et af hans eneste fortrydelsespunkter gennem sin store karriere er, at han aldrig helt blev fanget af Bourgogne på samme måde som fx Rhône: Ikke til fulde at kunne værdsætte den finesse og detaljerigdom området besidder.

Hans forkærlighed for kraftige vine, særligt Rhône, Bordeaux, USA og Australien, står i skærende kontrast til den intense bølge af naturvinstilhængere, og trenden at drikke mere ’soif’, som er skyllet over store dele af verden i nyere tid, ikke mindst Danmark. Dette betyder, at mange sommeliers, som er yngre i faget og måske er ved at finde deres egen smag, har hørt deres læremestre svine en vin til, ved at sige noget i retning af: ”Det er bare en rigtig Parker vin!”. Begrebet bliver måske overfladisk forklaret som en alkoholisk, overmoden eller sødmefuld bullerbasse af en vin. Visse dele af det er kanhænde rigtigt, men det er en meget unuanceret anskuelse af en hel tendens og en historisk periode i vinens verden. Opflaskes man som ung sommelier med denne holdning, ser man sig sur på noget, man måske ikke helt kender omfanget af.

PARKERISERING

Parker blev notorisk kendt for, i vid udstrækning kun at interessere sig for det, som er i glasset og personerne bag. Markerne, terroiret, teknikken fanger ham ikke på samme måde. Når alt kommer til alt, er det hele jo faktorer, som vises i slutproduktet, i glasset, er holdningen.

Umiddelbarheden i hans tilgang greb mange. Andre anmeldere begyndte at benytte sig af hans skala, som nærmest er den universelle i dag. Dengang var den generelle viden om vin betydeligt mindre end i dag, også blandt kritikere. Der var desuden betydeligt færre af dem, men en stigende forbrugerinteresse.

Alle var med til skabe denne bølge – vinhandlere brugte det som reklamesøjle, brookers som en investeringsguide, forbrugere som et kvalitetsstempel, og for vinmagere blev det en garanti for at kunne sælge sin vin, endda til favorable priser. Gennem særligt 90’erne og 00’erne så man et stigende antal af vinmagere omlægge deres stil, eller begynde at lave særlige cuvéer specifikt målrettet Parkers smag. For mange virkede denne opskrift. Der begyndte sideløbende at opstå en irritation over hele denne Parkerisering af vinverdenen. Folk tænkte ikke længere selv, men fulgte hans råd og smag i blinde. Dog havde han ikke selv bedt om al den magt og indflydelse. Han gør en dyd ud af, altid at forsøge at fortælle, at ’han jo bare er en almindelig amerikaner’… Det kan man næppe kalde ham længere, men sandt er det, at han hverken har bestukket nogen eller lobbyiet sig til succesen. Han ramte det perfekte tidspunkt i historien. Successen kom, fordi modtagerne skabte den.

Man skal ikke undervurdere, hvor mange vine som blev bedre af denne bølge; der kom en enorm fokus på kvalitet, og det generelle niveau blev løftet. Ligeledes kom flere vinområder pludselig til berømmelse, kunne tage mere for deres vine, og geninvestere denne øgede fortjeneste i højere produktions-kvalitet. Dertil må man lægge alle de jobs, som er blevet enten forbedret eller decideret skabt, som bivirkning af den værdi hans points bar. Vinverdenen – særligt i investeringsøjemed – ville ikke være den samme i dag uden.

At terroirfølelsen eller autenciteten i en årrække gik tabt for nogen, og for andre stadig er det, i forsøget på at please Parker, har heldigvis set sin modbevægelse. Gennem især de seneste 10 år, tager flere vinmagere afstand fra den måde at lave vin på – som mange siger, kan man ikke lave vin til andre! Man må lave vin til sig selv, som man selv har lyst til at drikke, og selv tror på. Ægthed og transparentet er for mange målet nu.

Dog benægter ingen hans indgående kendskab til de områder, han er erklæret ekspert i. Der er en ærefrygt omkring hans navn, som ikke kun skyldes den enorme magt hans point har, men også en faglig respekt fra dem, der kender ham. Jeg har selv snakket om fænomenet med flere vinmagere, og fælles for alle er, at selv de, som ikke kan udstå han præferencer, og hader at nogle vinmagere laver vin på en bestemt måde, fordi de ved, det er ”opskriften” på høje points, indrømmer´, at han er ufatteligt dygtig og indlevende. Folk der egentlig gerne vil hade ham, så at sige, gør det ikke, men erklærer sig derimod respektfuldt uenige. I dag er han pensioneret, og udlærte smagere udføre pligten i hans navn. Hans livsværk, The Wine Advocate, er solgt til Michelin. Der er udpeget personer, med ansvar for hver deres hovedområder. Dem jeg har mødt, som bestrider disse ansvarshavende poster, er usammenligneligt nogle af de dygtigste indenfor deres respektive felt. Flere af dem, er også fulgt med tiden, og smager i dag efter det, man godt kan dristes til at kalde en moderne pallette. Parkers storhedstid er drevet over, men fagligheden er bevaret. Kun få i Europa laver vine i dag, for specifikt at imødekomme The Wine Advocates’ stil, og selvom parker points ikke længere er alfa og omega, skaber de fortsat berømmelse og udsolgte vine. De har endnu en stor indflydelse på priserne, og det selvom den generelle tendens hos Parker, såvel som hos andre kritikere er, at der utroligt ofte (læs: for ofte) bliver givet over 90 points.

Måske er tiden kommet til at revidere point-skalaen? Se på, om en skala skabt for 40 år siden ikke trænger til en opdatering? Vinene som laves i dag, er gennemsnitligt så uendeligt meget bedre end de var 40 år tilbage, og noget af denne bedring har vi utvivlsomt vores kontroversielle vin-hedonist Parker at takke for.