Fra markerne

FRA MARKERNE Et udvalg af feltnoter fra et forår og tidlig sommer

AF: SOFIE ISAGER AHL / FOTO: GERMAN WINE PR + KETIL SAUER

OM FORFATTEREN

Isager Ahl er forfatter, oversætter og ph.d. stipendiat på Institut for Antropologi på Københavns Universitet. Hun har skrevet bogen Naboplanter samt specialet Andre liv på egen krop – En mangeartet etnografi over franske naturvinbønder, vinstokke og vine, der bygger på et længerevarende feltarbejde blandt vinbønder i Beaujolais, Loire og Jura

[Uddrag fra Naboplanter, udg. 2018 (2.opl 2020) Laboratoriet for Æstetik og Økologi, København]

»Vi lærer at efterligne,« siger hun, »det skal lyde sådan, det skal smage sådan. Vi øver os teknisk, igen og igen, på at efterligne perfektion. Jeg har lavet teknisk perfekte vine, jeg kan lave perfekte vine. Det er det, jeg har lært. Ikke en fejlsmag, ikke en mislyd. Men det siger mig ingenting. Jeg ville lære at lave vine med følelser, fra maven. Mine følelser, mit udtryk. Så jeg måtte starte forfra.«

Markerne ligger spredt omkring byen. To nær landevejen, én op ad skråningen mod Curontårnet og en tredje bag byen, skrånende op mod plateauet med udsigt over bjergene. Les nouvelles kalder de den. Det er den sidste mark, vi mangler at beskære.

Stålwiren synger raslende, når vi trækker i træet. Vi samler stumperne sammen og smider dem op i den gamle metaltønde. De har givet den hjul, så den kan trækkes gennem marken som et rullende bål.

»De vindruer året bringer, findes allerede nu i knopperne,« forklarer hun, »man beskærer altid for flere år.« En gren svirper mig hårdt over kinden. Mine hænder får flere rifter jo længere ned ad rækken, jeg kommer. Hun er træt af at beskære, siger hun og sukker. Alle de rækker der mangler. Det er svært at få ild i, det fugtige træ.

20. MARTS

Markerne virker uendelige. Række på række fortsætter de, uforstyrret af landskabets hældninger og fold, bugter sig tæt om byen, som om de hvert øjeblik kunne overtage den, forvandle den til vin. Jeg kan ikke se andet end vinstokke, her hvor jeg står, og jeg føler mig uendelig lille.

»Plantesaften er som vinstokkens blod,« siger hun. Og så går vi i gang. Grenene er brune og bare. Vi binder dem rundt om stålwirerne, så tæt som muligt, så traktoren kan køre langs rækken. »Naturen er meget stærkere end os, den skyder løs, selvom vi intet gør,« hun peger på de små blomster, der skyder op i græsset.

Hun spørger, om jeg er kold. Hun fryser tydeligvis. Jeg kan ikke mærke mine tæer længere. Lerjorden sætter sig i kilotunge klumper om mine støvler. Når vi er kommet gennem en række, banker vi hælene mod endepælen, for at leret skal slippe.

Himlen hænger tæt på os med sine tunge skyer, og vinden blæser bidende fra nord. Min mave knurrer. Man kan se byen bag os og vejret, der kommer rullende mod os fra bjergene. Det larmer fra landevejen, Route Nationale.

25. MARTS

»Jeg oplevede det som et ubehag, da jeg først begyndte at arbejde i markerne, at gå oprejst gennem rækkerne og sprøjte kemikalier ud. Masken man skulle have på for ikke at indånde dampene. Jeg ville have mine børn med ud i marken, min hund, jeg ville kunne sætte mig ned og spise min frokost der. De kemiske ukrudtsmidler trænger ind i planterne og forhindrer dem i at skyde igen,« forklarer hun, »vi sprøjter markerne med kobber og svovl, det går ikke i plantesaften, regnen vasker det væk. Jeg vil ikke lade kemikalierne arbejde for mig, det er min krop, der skal sætte grænsen for min indgriben.«

»Der vil altid være planter, der konkurrerer med vinstokkene, gør det fugtigt omkring stokken og får druerne til at rådne,« siger hun, »man må se planterne som information, de er tegn, de kan læses, de fortæller, hvordan jorden har det. Der findes ikke ukrudt.«

Grævlingen har gravet huller i marken. Vildsvinene spiser regnorme. De er tegn på, at der er liv i jorden. De kemiske ukrudtsmidler slår regnormene ihjel.

Det siler ned. Landskabet er gråt. Vi binder vinstokkenes grene op i buer, for at saften bedre kan løbe ud til knopperne, og druerne kan modnes samtidig. Jeg arbejder med det yderste af fingrene, bøjer ryggen mekanisk i stedet for at sætte mig på hug. Hvide fingre, skrøbelige mod grenene, kolde. Hun står bøjet over vinen. Hætten er oppe.

Nogle snor sig så let som ingenting i hænderne og om wirerne, som om de vidste, at de skulle bindes op. Andre skal knokles, bugseres og knækkes og ender med at sidde modvilligt fastsurret på stålwiren. Nogle er så tykke, at de ikke kan bøjes overhovedet.

Regnen stilner af og stokkene tørrer, men spidserne er drivende våde. »Det er plantesaften,« siger hun. De sidste fem centimeter på flere af stokkenes grene synes gennemblødte og ser næsten sorte ud af væde. »De græder.«

Jeg har fået en hudafskrabning på den ene finger, og blodet blander sig med jorden og det rustgule på mine fingre fra wirerne. »Det gør godt,« sukker hun og rejser sig fra arbejdet, vender de lukkede øjne mod solen. Jeg løber op gennem rækkerne for at finde et sted, jeg kan tisse.

17. APRIL

»Det var en opvågning. Flere opvågninger,« siger hun, »jeg smagte vine, der var så anderledes, at jeg havde svært ved at tro, at det var vin. Jeg var så bange for at gøre det forkert, bange for den vin, jeg selv lavede. Det var en opvågning at smage vine, der gjorde alt det, jeg havde lært var forkert og elske dem, fordi de var fulde af følelser. At mærke hvor frygtsom jeg havde været og beslutte, at det skulle være slut. Stole på mig selv. Det var overvældende.«

Jeg vågner hver morgen med en brændende smerte i lænden. Madrassen er alt for blød på det værelse, jeg har lånt. Flere af knopperne er på deres skrøbeligste stadie, med hvide dun stående ud fra sig som følere. Alligevel glider grenene lettere om wirerne end i går. Jeg bliver hurtigere og hurtigere til at binde vinstokkene op.

Hun kører op og ned langs rækkerne med traktoren og laver furer imellem vinstokkene. Jorden er våd, græsset lægger sig ned for maskinen i stedet for at blive trukket op, »dårligt arbejde,« siger hun.

Rygepauserne mellem rækkerne. Hun damper på sin lyserøde e-cigaret. Over vinstokkene kommer varmen i bølger fra solen, luften er lagdelt, og vi bliver i lyset.

Morgenen er kølig, dugfrisk og stille. Pinot noir-stokkenes knopper er vokset. Savagninens har brug for mere tid. Solen er langt bag de lyse skyer. På bjergene skyder de grønne lyse toppe langsomt og sikkert frem mellem alt det brune fra vinteren. Jeg griber om stokkene, mærker på dem for at forstå deres forskellighed. En er smidig, men stabil, har delt sig yndigt i to knudrede grene. En anden har en bred fod og en massiv, rund midte. En tredje snor sig opefter, vrider sig. Tykke gamle stammer alle sammen, de står trygt og godt i jorden. Jeg bevæger dem forsigtigt for at mærke, hvad de kan.

Overalt blomstrer de hvide frugttræer. »Der kom-

mer mange bær i år.« Hun peger, »se alle de hvide blomster.«

21. APRIL

»Du følger vinen. Smager den. Smager druerne. En gang, to, tre. Observerer. Når du kan mærke, at smagen stemmer overens med noget i dig, så handler du, høster. Der må være overensstemmelse. Drue, vin, bonde, så kan vinen finde sig selv. Det er simpelt, vin er uendelig simpelt. Arbejder man i praksis, forstår man næsten ingenting, praksis forklarer intet, men det holder sanserne i gang, nysgerrigheden. Vi bliver ved med at lære, fordi vi bliver i praksis.«

Mosset kryber op ad stokken, barken er røget af i flager flere steder. Bag de flossede barkstykker er stammen våd og glat. Stumperne af de gamle grene ser tørre ud. Et utal skud med store dunede knopper. To lange grene stikker ud i hver sin retning. Jeg snor den ene gren omkring wiren, knækker forsigtigt i den og slår tråden omkring, så gren og wire fæstnes sammen. Næste gren er mere genstridig. Fire knopper falder af i min kluntede bevægelse. Den ser besynderlig ud, er blevet trukket i og vredet rundt. De fire skud, der faldt af, har efterladt lidt dun og en hul knop. Jeg leder efter knopperne på jorden.

6. MAJ

Vi hakker løs på græsset og tidslerne og mælkebøtterne omkring de nye stokke. Jeg sveder. Mine fingre stivner af lerjorden i gullig-brune plamager.

En genstridig trælignende plante og en tidsel vokser tæt op ad stolpen ved en af de helt unge planter – så tæt, at de skygger for den vinstok, jeg har til opgave at befri.

Når jeg bøjer mig ned, ligner græsset en skov. Lidt græs er trukket op her og der. En tidsel med roden

skåret over. Jorden er levende. Og jeg har jord på tøjet og formentlig jord i ansigtet af at tørre håret væk.

»Det bliver en besættelse på et tidspunkt,« siger hun i kassevognen på vej til frokost, »alt det vi gør for at kunne høste gode druer.«

8. MAJ

Jeg samler træstumper fra døde vinstokke, de ligger spredt på marken. »Det er sygt træ,« siger hun, og sygdommen kan gå i jorden, hvis det bliver liggende.

Hun graver med hænderne og holder vinstokkens afstikker fast, trækker jordklumper over den. Et par græstuer ligger med rødderne i vejret. Hun stamper med hælene over den jord, der netop er lagt og hamrer en træpind i for at markere den nyplantede stok. Jernmukkerten rammer ind imellem også wiren, så metallyden forplanter sig ud i rækkerne.

Hun beklager sig, det er tungt i vejret, varmen, som at grave i beton, sveden og jorden.

Kløver, mælkebøtter, et utal af forskellige græsser skyder op. Enkelte steder kan man ikke se vinstokkene for bare planter. Der er jordbær, og flere steder er marken gul af markblomster.

En lille rød skovsnegl med dunene fra en mælkebøtte over ryggen.

10. MAJ

»Man bliver så træt,« siger hun, »af at slå græs, beskære, binde op, men man bliver ved, man bliver ved det, og til sidst står man der, og det er endelig færdigt, og man ser, at det er præcist og færdigt og godt arbejde. Man ser, at det er godt. Så bliver man en anden.«

Vi gnubber skuddene af stokkens fod. De tager al plantesaften. Hun går mellem rækkerne med græsslåmaskinen. Klipper to rækker og derefter en række fri, »for at give vinstokkene plads.«

Vi kravler på knæ gennem marken. Hun griner, »naboerne må tro, vi er tossede, man kan jo ikke se, hvad vi har lavet i alle disse timer.«

14. JULI

Bankende sol og hede, som har stået på i to ugers tid i hele Frankrig nu.

Grenenes knopper er blevet til lange, lyse stængler. De længste af dem er over en meter, og de flagrer i vinden over wirene. Jeg kan genkende savagninstokkenes hjerteformede blade og poulsard på deres rødlige skær. Flere af stokkene har fået meldug, hvide pletter på bladene. Vi sprøjter saltvand, forsigtigt, på de sårede blade. Angrebet er værst nær skoven, fugten og trængslen fra alle de andre arter.

Nabomarken er blevet sprøjtet, det blege støv under de grønne stokke – modsat her, hvor jordbunden alle steder er frodig og grøn.

Hun har spændt kobbertanken på ryggen, og med venstre hånd kan hun pumpe brændenældeekstrakt ud gennem forstøveren. Hendes bevægelser er flydende, sender væsken i store buer over rækkerne.

Ved klaserne kan man se, hvordan de brune støvfangere fra blomsten har vristet sig fri og tilladt de første småbitte druer at vise sig.