Sammen nr. 1 2020 - Et magasin om diakoni

Sammen

nummer 1/2020

Et magasin om diakoni

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

Samarbejde mellem kommune og kirke

Indhold

4-5

Samspil mellem kirke og kommune om at bryde ensomheden og skabe fællesskaber, hvor mennesker mødes på indersden

6-8

Samarbejdet mellem kirke og kommune

9

Projekter i den Innovative diakonale fond

Om fire innovative diakoni projekter som får støtte i 2020

10-11

Fælles om

12-13

Når menighedspleje, frivillige og kommune løfter i flok

- det sociale ansvar

Samarbejde på Frederiksberg

14-15

Vi er en del af noget større

16-17

„Jeg kan kun anbefale det“

18-19

Historier fra Facebook

22

Om Sammen

Invitation et Årsmødet 2020

Genbrug er godt for sognet, siger Esper, præst i Glostrup To historier der fortjener et like...

Hvad mener Kammerherren

Et glimt fra Menighedsplernes historie

Sammen er Samvirkende Menighedsplejers blad, hvor vi behandler diakoni i forskellige temaer og viser hvordan den kommer til udtryk rundt om i Danmark og verden.

Redaktion:

Artikler, idéer og forslag til temaer og indhold kan sendes uopfordret til ansvarshavende redaktør.

Design og Produktion:

Deadline for næste nummer er 1. september 2020 Forsidefoto: Foto fra projektet "Fælles om"

2

Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen (ansv.)

Anjas.org Øko-tryk ApS, Skjern ISSN - Nr.: 1396 – 88803

Leder

Er det godt at skabe samarbejde mellem kommune og kirke?

I Danmark besynges samarbejdet mellem frivillige og professionelle ofte, og der er de seneste år etableret frivilligcentre i de fleste kommuner samt ansat et hav af frivillighedskoordinatorer for at fremme samarbejdet. I praksis oplever vi i Samvirkende Menighedsplejer ikke, at der er sket det helt store. Der er ikke opstået en masse nye samarbejdsområder eller fællesskaber på baggrund af den nye retorik. I Samvirkende Menighedsplejer kan vi fortsat møde kommuner, der er bange for et samarbejde med kirken eller menighedsplejen ligesom vi kan møde kommuner, der tager imod os med åbne arme.

Angsten eller glæden har i praksis ikke forandret sig, selvom der på politisk niveau er et meget stort ønske om at øge samarbejdet omkring frivilligt arbejde.

Det oplagte spørgsmål er derfor, hvorfor er det så svært at lave et samarbejde mellem kommunen og frivillige, når politikerne besynger det så højt? Her tror jeg, at det er nødvendigt først og fremmest og se på, hvilke udfordringer, der opstår, når der er forskellige værdier på spil. Derfor vil jeg i denne leder ridse nogle af de udfordringer op, som vi møder i samarbejdet, i håb om, at bevidstgørelsen og italesættelsen kan gøre, at det er nemmere at komme i gang.

En af udfordringer i samarbejdet er; hvem har ansvaret, hvis to aktører går sammen i et samarbejde? I Samvirkende Menighedsplejer samarbejdede vi for nogle år siden med Københavns kommune om at etablere Peerstøtter for psykisk sårbare. Tanken var, at vi skulle finde frivillige, der selv havde haft en psykisk lidelse, som skulle være håbs-bærer for de, der var ramt af psykiske lidelser. Samvirkende Menighedsplejer stod for at uddanne Peerstøtterne i rollen som Peerstøtte og om egne grænser, samt at interviewe Peermodtagerne om ønsker og behov for at finde et godt match. I prøveperioden blev en af Peerstøtterne matchet med en borger på en institution i Københavns kommune, og det var tydeligt at Peerstøtten bidrog med noget andet, end de kommunale medarbejdere. Peermodtageren fortalte, at det var rart at mødes med en, der ikke havde et mål med mødet eller skulle have penge for det, men blot var der af lyst. Da vi på et tidspunkt spurgte kommunen om en udvidelse af samarbejdet i forhold til individer, der kom direkte ind fra gaden, så var kommunen tilbageholdende. I de tilfælde, hvor individerne ikke er visiteret til en bestemt hjælp, kan der opstå en udfordring mellem kommunens behov for kategorisering og vores ønske om en næstekærlig samtale. Her opstod problemet omkring hvem, der kan få en bestemt type hjælp, og hvem der har ansvaret, hvis borgeren ikke får den rette hjælp. Samarbejdet blev aldrig realiseret på baggrund af disse udfordringer.

En anden udfordring omkring samarbejdet mellem frivillige aktører og kommunen er; hvordan værdierne vægtes forskelligt. I Samvirkende Menighedsplejer samarbejder vi med flere forskellige kommuner i forhold til plejehjem og rehabilitering. Vi møder oftest udfordringen, når vi drøfter, hvor meget hygiejne skal vægte i forhold til individuelle behov og ønsker. På et af vores plejehjem var der 5 beboere ud af 44, der ikke ønskede at få opsat beholdere til plastikhandsker og spritdispensere.

Kommunen anså dette som en pædagogisk opgave, der skulle ændres, mens vi i menighedsplejen anskuede det som en sund reaktion fra beboerne. Værdiforskellene blev endnu tydeligere i forbindelse med et projekt på Døgnrehabiliteringen på Frederiksberg, hvor lederen fortalte, at man tidligere havde set på rehabiliteringen ud fra menneskets fysik, og nu havde man fundet ud af, at der også var et behov for at tænke livskvalitet ind i arbejdet.

Balancen mellem krop, sjæl og ånd, kan ind imellem blive udfordret i samarbejdet, og det skal man være meget bevidst om, så man ser styrkerne i forskelligheden og tager en åben dialog, hvis man oplever, at fysikken altid overtrumfer de andre værdier. Dette kan føles indlysende, men i Samvirkende Menighedsplejer møder vi ofte ældre, der får hjemmehjælp, men alligevel har lukket deres ’livsbog’, som de siger, fordi de ikke længere kan finde nogen mening med livet, selvom kroppen ikke fejler noget. Efter en uge på seniorhøjskolen sammen med besøgsvenner fra hele landet er "livsbogen" lige pludselig blevet åbnet igen, fordi de oplever, at der er gode fællesskaber, hvor livsgnisten atter kan tændes, selvom de er blevet alene eller vennerne er faldet bort. I vores optik er mennesket altid både legeme, sjæl og ånd, og det kan være ligegyldigt at rede legemet, hvis sjælen og ånden ikke følger med.

Selvom retorikken er blevet mere positiv omkring samarbejde mellem kommune og frivillige, så kræver det stadig hårdt arbejde fra alle sider at få det til at lykkes.

Samtidig er det så vigtigt at komme i gang, for det kommer mennesker til gode. Det vigtigste er at være bevidst om, hvad man hver især kan bidrage med ind i den konkrete situation, samt italesætte, hvordan man ser værdierne forskelligt. For når man hører om de børn, unge eller ældre, der har oplevet, hvordan frivillige har gjort en forskel i samarbejde med den kommunale støtte, så er det hele besværet værd.

Mette Møbjerg Madsen Generalsekretær 3

Samspil

mellem kirke og kommune om at

bryde ensomheden og skabe fællesskaber,

hvor mennesker mødes på indersiden Af Steen Hedemann Andreassen, diakonipræst i Viborg Stift.

Viborg Menighedspleje blev grundlagt i 1877, hvor to diakonisser fra Diakonissestiftelsen kom til Viborg.

Den ene fik sit virke på byens lille sygehus, hvor hun skulle pleje 14 patienter, mens den anden skulle arbejde ude i byen. Helt fra starten har Viborg Menighedspleje arbejdet tæt sammen med det offentlige.

Gennem sin historie har Viborg Menighedspleje engageret sig i sygepleje, husmoderafløsning, hjemmepleje, omsorg for udsatte familier og en række forskellige tilbud til (enlige) ældre. Man har løbende tilpasset sig tidens behov. I sin storhedstid i slutningen af 1960´erne var der 10 4

ansatte i menighedsplejen. De udgjorde kommunens hjemmepleje og var finansieret af Viborg Kommune.

I 1971 hjemtog kommunen hjemmeplejen, og menighedsplejens ansatte overgik til kommunal ansættelse. Det var i velfærdssamfundets optimistiske start, hvor der var en tro på, at samfundet kunne løse de fleste sociale udfordringer i vores samfund.

Med skattemidler i ryggen og med mange flere kommunalt ansatte medarbejdere blev kirken overflødiggjort i sit diakonale engagement.

I Viborg ansatte man i stedet sognemedhjælpere decentralt ude i de enkelte sogne. De fik både diakonale og kateketiske opgaver.

I dette århundrede oplever vi på ny en kommunal interesse i at samarbejde med kirkerne. Velfærdssamfundet har toppet i den forstand, at der skal rationaliseres og spares på udgifterne, og nok så vigtigt: Der er i dag en erkendelse af, at det offentlige ikke kan løse en række sociale udfordringer. Det kan til gengæld civilsamfundet, og ikke mindst kirkerne, bidrage til.

De fleste kommuner ansætter frivillighedskoordinatorer for at fremme inddragelsen af frivillige i børnehaver, skoler, på plejehjem og lignende steder. Frivillige kan noget med nærvær og samvær, som ansat-

te ikke har tid til pga. færre varme hænder i det offentlige.

Der er i disse år kommet politisk fokus på ensomhed. Forskning viser, at ensomhed kan slå ihjel, og aldrig tidligere har så mange danskere boet alene som i disse år. Særligt i forhold til mænd er ensomhed en stor udfordring. Kan kommunalt ansatte bryde menneskers ensomhed? Nej, det kan de ikke. Det kan til gengæld de mange fællesskaber, som civilsamfundet organiserer.

I Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg blev vi kontaktet af kommunens forebyggende medarbejdere. De skal tilbyde alle seniorer et hjemmebesøg. Mænd og kvinder i 70´erne skal tilbydes hjemmebesøg hvert femte år, og når de runder de 80, er det hvert andet år. Da de forebyggende medarbejdere ikke kan tilbyde fællesskaber, kan de henvise til store og små fællesskaber, som oppebæres af frivillige foreninger og ildsjæle. Som den suverænt største medlemsforening i Danmark vidste de forebyggende medarbejdere, at folkekirken har mange tilbud til seniorer. De bad os om en samlet oversigt over aktiviteter for seniorer. Vi udarbejdede et 16-siders katalog, der skitserer det ene tilbud efter det andet for seniorer i de 20 tilsluttede sogne. Disse kataloger bærer kommunens fore-

At "mødes på indersiden" er en af de vigtigste opgaver for os som kirke i dag. Alt for mange fællesska­ber foregår på ydersiden. Her taler vi om ligegyldige ting. Når vi mødes på indersiden, taler vi om dét, der er svært og træls og pinligt osv. – og det er i de fællesskaber, hvor vi knytter bånd, bliver fortrolige og oplever mening.

Steen Hedemann Andreassen

byggende medarbejdere, brobyggere, demensteam og psykiatrisk team nu ud i hjemmene i kommunen.

I samarbejde med Boligselskabernes Fællessekretariat laver vi sommerlejr for udsatte familier. Vi laver og afvikler programmet, mens det er Fællessekretariatets medarbejdere, der hænger programmerne op i opgangene, reklamerer for sommerlejren i diverse sammenhænge og visiterer de familier, der får lov til at deltage.

I samarbejde med sundhedsplejen arbejder vi på at etablere barselscafé og i samarbejde med skolerne starter vi trivselsgrupper op på skolerne.

Familieafdelingen kontaktede os vedrørende et søskendepar, hvis mor var ramt af en livstruende sygdom: „Kunne de to søskende deltage i en sorggruppe?“ „Nej, det kan de først, når deres mor er død. Men hvis I kan henvise andre børn, der har en livstruet forælder, så starter vi gerne en børnegruppe.“ To måneder senere var der pludselig syv børn med en alvorligt syg forælder, og vi startede et gruppeforløb.

Vi er optaget af at samarbejde med de professionelle forebyggende

medarbejdere, lærere, fremskudte socialrådgivere, sundhedsplejer, familieterapeuter og andre gode kommunalt ansatte, der som frontpersonale møder de udsatte børn, unge og voksne, som vi kan tilbyde adækvate fællesskaber.

Når kommunalt ansatte henviser til vores tilbud, behøver vi ikke bruge en masse krudt på PR, men kan fokusere på at skabe fællesskaber, hvor mennesker "mødes på indersiden". At "mødes på indersiden" er en af de vigtigste opgaver for os som kirke i dag. Alt for mange fællesskaber foregår på ydersiden. Her taler vi om ligegyldige ting. Når vi mødes på indersiden, taler vi om dét, der er svært og træls og pinligt osv. – og det er i de fællesskaber, hvor vi knytter bånd, bliver fortrolige og oplever mening.

Til august afholder vi i Viborg Stift en konference om samspillet mellem kommune, kirke og de diakonale organisationer i de otte kommuner i stiftet. En spændende proces er allerede sat i gang, hvor vi i de kommende år styrker den fælles kommunale og kirkelige indsats for udsatte børn, unge og voksne.

Samarbejde om hvad: ~ I samarbejde med sundheds-

plejen laves der barselscafé ~ I Samarbejde med Boligselskabernes Fællessekretariat laves ferie for udsatte børnefamilier ~ Kommunens forebyggende medarbejder bad om en folder til fællesskabsaktiviteter. ~ KSA lavede en folder på 16 sider om aktiviteter og fællesskaber. ~ I Samarbejde med skolen laves trivselsgrupper ~ Etableret gruppe for børn med alvorligt syge forældre Hvad er menighedsplejen særlig god til? ~ De frivillige kan noget med nærvær og samvær ~ De frivillige kan lave små og store fællesskaber ~ De frivillige organisationer har ildsjæle ~ I Kirken mødes vi på indersiden. Her er der plads til at tale om de det, der er svært.

5

"Samarbejdet mellem Af Birgitte Viftrup Mortensen, tidligere ansat i Samvirkende Menighedslejer. Nu ansat som diakoni- og sognepræst i Svenstrup-Ellidshøj Pastorat De fleste har nok opdaget, at "samarbejde mellem kirke og kommune/region/organisationer" er det nye sort. Og mange er nok også kommet i gang. Også biskoppen i Aalborg Stift, Henning Toft Bro, opfordrer præsterne til at samarbejde med samfundet omkring sig, herunder kommunen. Og jeg slutter mig til dette kor. Faktisk var det en kæmpe hjælp, da jeg omkring et år efter min ansættelse i Samvirkende Menighedsplejer og Aalborgprovstiers M.Pl. fandt ud af, at det vist var fremtidens måde at gøre det på. Først føltes det som et urimeligt stort bjerg at skulle bestige – at skulle finde de rigtige kontakter i kommunen og så overbevise dem om, at Menighedsplejen var gode at samarbejde med. Men det viste sig at være en stor hjælp og en åbning ind til de opgaver, som de frivillige jo gerne ville påtage sig.

Vi indledte også et samarbejde med Røde Kors, som også har en Vågetjeneste. For ikke at se hinanden som konkurrenter, begyndte vi at invitere hinanden til vores arrangementer, hvor vi havde undervisning til vågekonerne. Og vi har samarbejdet med Alzheimer foreningen på mange forskellige måder. Det er ikke altid nødvendigt at samarbejde med kommunen, men det er altid en god ide at overveje det!

What to do - i samarbejdet med kommunen

Har man – eller overvejer man at få en tjeneste, hvor man hjælper udsatte grupper, såsom ensomme, syge, pårørende, enlige mødre og deres børn osv., så besidder kommunen nogle fagfolk, der ved meget om lige netop det område. Og får man et samarbejde op at stå, så vil de nok altid være interesserede i at komme på besøg i frivilliggruppen eller i sognet og dele ud af deres viden.

Derudover har de kontakten med de borgere, der har en given udfordring, for eksempel demens. Så deres medarbejdere kan formidle kontakten til de hjem, hvor der er brug for hjælp og tilbyde den på jeres vegne. Hvis de siger „ja tak“, så får I et telefon nummer og kan komme på besøg og starte et "venskab" på. Eller de får af medarbejderen en invitation til at deltage i et målrettet arrangement, som I har skabt.

Denne tillid i mellem kommunens medarbejdere og jeres sogns frivillige tilbud – vil nok ofte kræve en godkendelse fra ledelsen. Altså en samarbejdsaftale mellem jer og den øverste ledelse i fx familieafdelingen eller 6

Ældre-handicap afdelingen. Og min oplevelse er, at de ledere byder os hjertelig velkommen og gerne vil vide hvem vi er, og hvad vi har af muligheder.

Fx Fortæl om tankerne bag tilbuddet og hvad I konkret gerne vil hjælpe med og hvor tit. Og måske skal I også fortælle, at de kommer til at høre prædikener fra jeres side eller skal blive en del af sognets menighed.

Det kan være godt for dem at vide det, da de jo egentlig ikke som udgangspunkt kan vide, hvad der er jeres mål og hensigt. Så det synes jeg, man bør være meget åben omkring.

Fortæl om jeres tidligere erfaringer eller hvis I går ind i et nyt område, så fortæl, at I er lydhøre og gerne vil mødes af og til, med kommunens egne fagfolk og er lydhøre over for dem.

I kan tilbyde frivillige og varme hænder. Kommunen kan hjælpe jer, ved at sikre, at I har den fornødne faglige viden om området og løbende bliver klædt på til opgaven.

Vær altid venlige og ydmyge og tydelige. Når nye parter skal samarbejde – så er det vigtigt, at man ikke kommer som bedrevidende, eller viser, at man synes kommunen er nogle tåber, der gør det hele forkert. At man viser en respekt for, at de har deres ressourcer, faglighed og muligheder. Og vi har noget andet. Vi er altså hver især dygtige på vores felt – men ved at slå nogle af ressourcerne sammen, så opnår vi en masse mere. Vi får vores tilbud gjort synlige – via kommunens medarbejdere. Vi får adgang til de personer, der har de særlige behov, hvor vi kan gøre en forskel. Vi får adgang til deres undervisning og viden – helt gratis. Det er sandelig ikke så lidt, efter min mening.

Ring eller mail til den øverste ledelse indenfor et område. Eller spørg en medarbejder, hvem der er øverste ledelse indenfor området. Mit råd er at gå til den øverste top, da de har muligheden for at lave aftaler på alle de andres vegne. Og det er, efter min mening, også den rigtige dør at gå ind ad. Jeg har altid kun mødt velvillighed her.

Skriv aftaler ned og lav gerne en tydelig samarbejdsaftale.

Fortsættes side 8 

kirke og kommune"

7

 Fortsat fra side 6

What not to do - i samarbejdet med kommunen

En del af det, man ikke skal gøre, ligger implicit i det, jeg lige har beskrevet, der er godt at gøre.

Lad være med at føle, at I er den lille part, over for den store og stærke part. Når man viser dem respekt og viser, at man både lytter og lærer – så kan man derudover godt hvile i, at man kommer med noget vigtigt.

Vær bevidste om jeres egen identitet og egne styrker.

I har noget, der er lige så vigtigt, som at have mange ressourcer og megen viden samt adgang til borgerne.

Utallige gange har jeg hørt mennesker sige, at de er glade for at bo i et land, hvor de får hjælp fra kommunen – men det rører dem på en helt speciel måde, at der kommer nogen og er sammen med dem, som ikke får penge for det. Det frivillige element vægter meget højt for de fleste. Her er tale om at styrke menneskers livskvalitet – deres livsglæde. Og her kommer I ind i billedet. I har de frivillige, I har nogen, der vil bruge tid, kræfter og overskud på at være medmennesker for mennesker, som mangler lige netop det, I kan give dem.

Tid, samtaler, nye fællesskaber, støtte, praktisk hjælp, redskaber til at få et bedre familieliv – eller hvad det måtte være. Tro på det, I kommer med. Ikke forsvar jer selv eller føl jer "lille"– men gør rede for, hvad I kan og hvem I er.

Eksempler på samarbejde:

I Aalborg Provstiernes Menighedspleje har vi samarbejdet med Ældre-Handicap afdelingen, fordi vi tidligere havde opstartet en Aflastningstjeneste for pårørende til mennesker med demens. Derfor ønskede jeg at bruge samme relationer i kommunen til opstart af en Vågetjeneste. Først gik jeg til ældrechefen og vi fik lavet en samarbejdsaftale og siden var det den politiske ledelse, jeg samarbejde med, nemlig rådmanden på området.

Efter vi var blevet "blåstemplet", indledte vi et tæt og godt samarbejde med Videnscenter for demens. Vi fik PR ud på den måde. Vi fik en masse gode opgaver til Aflastningstjenesten og vi fik god sparring og rådgivning samt undervisning fra deres medarbejdere. Siden lavede vi sammen en stor ansøgning til Sundhedsministeriet og fik 600.000 kr. til at styrke vores støtte til pårørende til mennesker med demens. Vi startede også en Cafe for demente, som også blev et rigtig godt arbejde.

Vågetjenesten voksede på samme måde, efter vi kom til at samarbejde med kommunens medarbejdere. Jeg fik lov til at fortælle om Vågetjenesten for grupper af plejehjemsledere og hjemmehjælpen osv. Og derudover sendte Aalborg Kommune selv information om os ud til alle deres ledere.

Regionen: Senere valgte vi at tage kontakt til ledelsen af Aalborg Universitetshospital, som ligger under 8

Region Nordjylland. Så de også kunne få gavn af vores Vågetjeneste. Dem lavede vi også en samarbejdsaftale med.

I Svenstrup, hvor jeg arbejder nu, som diakoni- og sognepræst, er jeg en del af et nyere samarbejde mellem præster og demens-medarbejdere. I pårørendegrupperne, som Aalborg kommune tilbyder pårørende til mennesker med demens, har man for nogle år tilbage påbegyndt et samarbede med præster, der sidder med i disse grupper. En medarbejder fra kommunen og en præst. Det er endnu et eksempel på et frugtbart samarbejde, hvor vi hjælper en gruppe medmennesker i nogle særlige omstændigheder, ved at slå evnerne sammen.

Kommunens medarbejdere har som udgangspunkt kontakten til de pårørende. De har også den faglige viden og vi i Folkekirken er gode til at samtale om det, der gør ondt her i livet. Om det svære. Om ”forbudte” følelser og tanker, der dybest set kan give os en følelse af skyld og skam.

Mulighederne er selvfølgelig uendelige! Folkekirkens Familiestøtte samarbejder også meget med kommunerne og i Aalborg (som jeg kender lidt til) hører jeg i hvert fald meget godt om dette samarbejde.

Samvirkende Menighedsplejer er altid klar til at give råd og vejledning på denne vej også. I er også velkomne til at henvende jer til mig. De bedste ønsker til jer – og god arbejdslyst

☺

Does and dont’s ~ Besøg kommunens frivillighedsgruppe ~ Deltag i målrettede arrangementer ~ Kend egen identitet ~ Lav en samarbejdsaftale med ledelsen i den pågældende afdeling ~ Lav aftaler om uddannelse ~ Ha’ respekt for kommunens faglighed ~ Definer ikke jer selv som den lille part ~ Underkend ikke de frivilliges særlige bidrag ~ Forsvar ikke jer selv Eksempler på samarbejde ~ Aflastningstjeneste ~ Vågetjeneste ~ Café for demente ~ Pårørendegruppe for demente

Projekter i den

Innovative diakonale fond

Samvikende Menighedsplejer oprettede i 2019 en fond for Innovative diakonale projekter som kunne søges af alle medlemmer i Samvirkende Menighedsplejer. Fonden bestod af 50.000 kr. indsamlede midler fra overskuddet i Kirkens Genbrug.

Der var fem ansøgninger, og Fællesudvalget valgte efter en længere drøftelse at uddele penge til følgende fire projekter, som nedenfor er nævnt i tilfældig rækkefølge.

I vil løbende kunne følge med i projekterne gennem vores nyhedsbrev, hvor der på skift vil blive bragt historier om projekterne. Derudover kan I høre mere på årsmødet 2021, hvor de forskellige projekter vil blive præsenteret.

I Gellerup Kirke vil de i samarbejde med lokale aktører invitere til Spille- og legedage på den lokale Fredsplads. Her skal børn, unge, voksne og ældre mødes til tre timer med fællesskabsskabende aktiviteter og gode oplevelser på tværs af generationer og grupperinger. Spil og leg som aktivitet skaber et fælles tredje, hvor man kan mødes på tværs til en fælles udfordring, et grin og en hyggelig stund.

I Nygårds Sogns Menighedspleje ønsker de at starte et fællesskab op for sognets familier. Projektet drejer sig om at inddrage familierne i forskellige aktiviteter og bygge et netværk mellem familierne. Mange af familierne i sognet er hårdt presset socialt og økonomisk, og ønsket er at tilbyde familierne nogle oplevelser og samvær som de ikke selv har overskud til at sætte i værk.

I Diakoniudvalget i Grindsted menighedsråd ønsker de at yde en indsats for børn i byen på tværs af generationer. Mange børn bliver hentet af bedsteforældre, men der er også nogen, der ikke har bedsteforældre i nærheden, ligesom der er ældre, der ikke har børnebørn.

Derfor ønsker diakoniudvalget at bringe de to generationer sammen, således at bonusbedsteforældrene henter børnene fra institution og har en hyggelig stund i kirkens legerum, indtil forældrene kan hente børnene.

I Kirken i Hinnerup ønsker de at samles om de gode fortællinger samt minder og levet liv. De vil samles om ti livsfortællinger fra helt almindelige mennesker i sognet. Formålet er at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor oplæggene kan være indledningen til en efterfølgende samtale om egne glæder, sorger og meget mere.

Fortællingerne vil blive samlet i en udgivelse, som afslutningen på projektet.

9

Fælles om

"Fælles om det sociale ansvar" har været overskriften på to konferencer i Aarhus Stift, hvor kommuner, folkekirker og kirkelige sociale organisationer i Østjylland mødtes for at tale om, hvordan vi kan støtte hinanden i at løse fælles opgaver

Af provst Esben Thusgård, Aarhus Nordre provsti.

"Fælles om" er ikke en beskyttet titel – tværtimod. Vi håber mange tager overskriften til sig og nedenstående kan læses som refleksioner efter konferencerne og de indlæg, der var der.

For det første fordi titlen signalerer en interesse for at gå sammen. Det har vist sig, at når det kommer til fænomener som ensomhed, sorg, misbrug og social eksklusion, så har stat, region og kommuner vist sig ikke at kunne klare det alene. Man taler om "wicked problems" som dækker over, at bestemte fagligheder ikke kan løse komplekse problemstillinger. Flere må sidde med om bordet, når det i vores komplicerede liv ikke går op, og vi skal støtte de, som har behov for hjælp. Erfaringerne i kommunerne peger på, at man har været optaget af lineære løsninger, hvor bestemte fagprofessionelle har gjort, hvad de kunne i forhold til isolerede problemer.

Men det rækker ikke.

Det offentlige står dog ikke alene. De kirkelige sociale organisationer har særlige perspektiver og vinkler som gør, at de kan være del af løsningen. Det samme kan de lokale folkekirker, hvor de er optaget af netop at gøre en forskel. Her kan inkluderende fællesskaber være 10

med til at give mennesker fodfæste igen. Det afgørende i denne sammenhæng synes at være, at vi „ikke hænger fast i de fordomme, vi har lært om hinanden i 60’erne og 70’erne“ (Peter Lodberg).

For det andet afspejler overskriften det forhold, at hvor de traditionelle hierarkier og fagprofessionelle siloer i disse år går i stykker, så kan vi omvendt fordomsfrie spille hinanden gode. Vi møder begreber som samskabelse, socialentreprenørskab, social innovation og flere føjer sig hele tiden til. Det handler dybest set om, at de traditionelle stive organisationer bliver afløst af mere dynamiske, sociale netværk.

Et godt eksempel er Vinterherberget i Aarhus, hvor Aarhus kommune er gået sammen med kirkelige sociale organisationer, Røde kors og folkekirken. Her kommer man med vidt forskellige kompetencer. I samspil betyder det, at der hver vinter opstår et tilbud til folk, hvor alternativet var at sove på gaden. Der er stor åbenhed for, at de gamle organisationer kan finde hinanden på nye måder.

Et andet eksempel, som er på vej, er samarbejdet mellem Røde Kors og Folkekirken i Aarhus om at ud-

Læs mere om konferencerne og ikke mindst indlæg af Henrik Wigh-Poulsen, Peter Lodberg, Kurt Klaudi Klausen, Jørn Henrik Petersen mfl. på:

www.fællesom.dk

Hvorfor et samarbejde: Forsikre de lønnede medarbejdere om, at frivillige ikke overtager deres opgaver

~ Komplekse problemer har brug for

flere fagligheder ~ Samskabelse, socialentreprenørskab og social innovation ~ Diakonibegrebet må ikke stå i vejen for samarbejdet ~ Er ærligt engagement i verden og for næsten ~ Det gælder om at svare på en kalden

vikle besøgstjeneste for demensramte og deres nærmeste pårørende. Det er ikke en enkel opgave. Men hver især tilbyder man forskellige perspektiver og ressourcer, og vil i fællesskab kunne gøre en forskel for nogen, som ellers står meget alene med en vanskelig hverdag. Det er ikke enkelt, men med fokus på opgaven og den forskel vi ønsker at gøre for de, der har behov for hjælp, kan det lade sig gøre.

For det tredje er det vigtigt at bemærke, at ordet diakoni er fraværende i overskriften. Det har vi diskuteret meget. Nogle har manglet det. Men motivationen og ærindet har været, at vi ikke skal begynde en god samtale med nogen udenfor Folkekirken ved at forklare dem et fremmedord. Desværre er der ikke mange der kender dette udmærkede begreb. Det er først og fremmest alene et ord som er internt forstået og ikke kendt i den brede offentlighed. Derfor skal vi være varsomme med at bruge det, men ikke glemme det. Vi skal have det med os som en kritisk understrøm/stemme, hvor vi med begrebet kan udfordre os selv i forhold til hvilken motivation vi har med, når vi går ind i et samarbejde. Diakonibegrebet må heller

ikke stå i vejen for, at mange andre med helt andre motiver end evangeliet ønsker at gøre en forskel for andre. Et ærligt engagement i verdenen og for næsten bliver hverken bedre eller ringere af ikke at være motiveret af evangeliet.

For det fjerde er det afgørende at være opmærksom på, at overskriften rummer "ansvar" i sig. Det begreb rummer en begrundelse for overskriften i sig selv, og ikke mindst en invitation! At tage ansvar på sig, som enkelt person og organisation, hvad betyder det andet, end at man svarer, at man giver et modsvar til en opgave. Der er ikke tale om en selvopfunden opgave. Det handler om at svare på en kalden, hvor nogle med deres nød stiller en opgave for deres næste. "Fælles om det sociale ansvar" er med andre ord et forsøg på at skabe et forum og en fælles platform, hvor vi ikke blot kan identificere de udfordringer og problemer, som martrer den enkelte, men også finde passende måder at svare på.

Kald, invitation og svar falder sammen.

Med initiativet "Fælles om det sociale ansvar" er der åbnet et nyt felt, hvor kirker, organisationer og kommuner kan finde hinanden.

11

Når menighedspleje, frivillige og kommune løfter i flok Af diakonikonsulent i Samvirkende Menighedsplejer Helle Engelsborg Olsen og projektleder på Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering Birgitte Lysgård Pedersen

Diakoni og rehabilitering

På Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering (FKD) opholder der sig døgnet rundt ældre mennesker, for hvem tab og en usikker livssituation er en fællesnævner. De fleste kommer for at genoptræne svækkede funktioner efter fx knoglebrud eller blodprop. Andre har det, der på kommunesprog hedder ”en uholdbar hjemmesituation”. Hvis man har mistet sit netværk, ser andre indlagte få besøg, at de bedres, mens man selv er i, hvad der synes en håbløs situation, kan det selvsagt være et svært ophold.

Derfor pegede Helle, diakonikonsulent hos Samvirkende Menighedsplejer (SMP), på FKD, da et nyt projekt skulle søsættes. Helle kender Døgnrehabiliteringen fra den diakonale indsats på Frederiksberg gennem mange år og var ikke i tvivl om, at her kan menighedsplejen gøre en væsentlig forskel for ensomme ældre.

Projektet – en diakonal-kommunal indsats

Projektet er skruet sammen således at Birgitte er ansat i SMP og på FKD og dels er bindeled mellem de to organisationer, dels varetager introduktion, oplæring og koordinering af de frivillige. Helle fra SMP har erfaringen og det store netværk, vi i første omgang rekrutterer frivillige fra.

12

Til sammen har vi den viden og de kompetencer der skal til, for at iværksætte en frivillig indsats i en kommunal institution.

Vi var fra start enige om at mennesket er i centrum, og vi kunne se behovet for en diakonal-social indsats.

Helle fortalte om de store forskelle frivillige og menighedsplejer gør i menneskers liv med udgangspunkt i besøgstjeneste, spisefællesskaber og omsorgsbesøg. Birgitte bidrog med hvilke sociale og menneskelige behov, der kunne imødekommes, inden for grænserne af, hvad man kan og må som frivillig og ulønnet.

Som udgangspunkt sigter projektet mod at være et besøgsvens-projekt. I første omgang har det vist sig, at være vanskeligt at rekruttere besøgsvenner. Samtidig er der også behov for andet og mere end besøgsvenner på en døgnrehabilitering. Vi har derfor også frivillige der bidrager som værter til biograf, måltider og banko, og én der spiller guitar og synger. Vi udvider paletten i takt med, at idéerne og de frivilliges kompetencer kommer til os.

Måltidsværter – et eksempel

Mad smager bedst når den indtages i godt selskab. Omvendt kan selv god mad smage fladt, hvis stemningen er skidt, humøret i bund eller ensomhedsfølelsen presser

Når professionelle og frivillige skal arbejde sammen ~ Forsikre de lønnede medarbejdere

om, at frivillige ikke overtager deres opgaver ~ Lav en klar skillelinje mellem hvad frivillige må, og ikke må! For begge parters skyld ~ Lederopbakning! ~ Klar og tydelig kommunikation om, hvad opgaven går ud på, til både frivillige, personale og afdelingsleder ~ Løbende opsamling og evaluering med alle parter ~ Kendskab til personalets rutiner og arbejdsgange, så den frivillige ikke kommer til at gå i vejen for dem.

Personalet skal se de frivillige som en ressource, ikke som en byrde ~ Inddrag personalet i udviklingen af frivilligindsatsen. Hvad er der behov for, hvad fungerer, hvad fungerer ikke ~ Aktiviteter/besøg skal koordineres med personalet

sig på. En spisesal med 20 mennesker, - hvor meget forskelige mennesker mødes der ikke kender hinanden og stilhed let bliver en del af måltidet, er hverken inspirerende eller appetitvækkende. De frivillige måltidsværter gør en stor forskel ved at sætte en snak i gang, sprede humør, nøde til en ekstra bid og være med til at bryde den lidt sære stemning, der kan sprede sig ved et bord, hvor ingen taler sammen.

En måltidsvært møder ind en halv times tid før måltidet starter, og opgaven går i al sin enkelhed ud på, at blive siddende ved bordet og sprede god stemning.

Inddrage alle om bordet, være nysgerrig uden at være påtrængende, dele ud af sit gode humør, og forlænge måltidet med så meget snak som man nu kan, når virkeligheden på en døgnrehabilitering er, at de fleste er syge, smertepåvirkede, trætte og i underskud af det meste.

Det er vigtigt at definere hvad opgaven indebærer og ikke indebærer. Både den frivillige, personalet og

afdelingslederen skal godkende opgavens indhold. Det gør det lettere for alle parter at forholde sig til noget der er præcist afgrænset. Om den frivillige og personalet så med tiden finder ud af, at de vil bygge på, fx indlede måltidet med en fællessang, eller dække bord sammen med en borger, er en mulighed, ikke en opgave. Når frivillige og sundhedsfaglige går i samme retning, til borgerens bedste, kan vi sammen give gode oplevelser til mennesker i en ellers vanskelig tid.

Vi håber, at andre menighedsplejer har lyst til at opstarte et lignende projekt, og man er altid velkommen til at kontakte os for en snak.

Helle Engelsborg Olsen 26 89 06 29 Birgitte Lysgård Pedersen 28 98 24 05 13

Årsmødet:

Vi er en del

af noget

større

I Samvirkende Menighedsplejer er vi en del af noget større både horisontalt og vertikalt. Vi er både en del af et himmelsk og et jordisk fællesskab, som giver energi og udsyn til hverdagen. Derfor inviterer vi alle medlemmer til Samvirkende Menighedsplejers Årsmøde lørdag den 25. april 2020 på Brogården i Strib.

Temaet er ’Glæden ved frivilligt arbejde’, og der vil være to oplæg om frivilligt arbejde fra henholdsvis Viborg og Bevtoft. Steen Andreasen fortæller om det frivillige arbejde i Kirkens Sociale Arbejde i Viborg og Peter Glistrup fortæller om det frivillige arbejde i Kirkens Genbrug i Bevtoft. Efter frokost er der forskellige workshops, hvor vi sammen kan dele erfaringer om alt det spændende diakonale, der sker i hele landet.

Workshop 1:

Workshop 2:

Det er ildsjæle, der gør forskellen, siges tit, når arbejdet i menighedsplejen eller Kirkens Genbrug bare kører! Men hvordan spotter vi dem - de ildsjæle der har glød og hvordan får vi dem engageret i kirkens vigtige arbejde? Og hvad med de ildsjæle der allerede er i kirken, hvordan passer vi på dem og sikrer, at de ikke brænder ud? Dette vil vi bl.a. drøfte i workshop nr. 1. I workshoppen vil der også være 2 ildsjæle til stede nemlig; Ingrid Løkke Bødker, frivillig leder i Kirkens Genbrug i Holstebro samt Henry Hansen frivillig medarbejder i Ringsteds Sogns Menighedspleje, som vil fortælle om deres frivillige arbejde. Så kom og del dine tanker, spørgsmål og viden om emnet. Vi ses!

Konsulent Betina Køster, SMP

I Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg arbejder vi med forskellige typer af trivselsgrupper, som er samtalegrupper for skolebørn. Grupperne kan have forskellige temaer såsom skilsmisse, sorg eller selvværd. Hvis det er muligt, afvikles grupperne på skolen i skoletiden og med to gruppeledere, hvor den ene er ansat på skolen og den anden er frivillig eller ansat i kirken. Workshoppen vil give indblik i, hvordan vi arbejder med trivselsgrupperne og vil gennem små øvelser og ”dåseåbnere” inspirere til, hvordan vi gennem en legende tilgang kan skabe et fortroligt rum og åbne op for den gode samtale i en børnegruppe. Workshoppen giver mulighed for erfaringsudveksling og dialog om samtalegrupper med børn og unge og om de muligheder, der er ved samarbejdet mellem ansatte og frivillige.

Frivillighedskoordinator i Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg – Elise Secher.

Hvordan engagerer vi frivillige ildsjæle

14

Trivselsgrupper for skolebørn

Workshop 3

Workshop 4:

Sorgen er et livsvilkår som handler om at miste dem, vi elsker. Hvordan skaber vi fællesskaber i forhold til sorg og hvilken betydning kan disse fællesskaber have for den enkelte sørgende. Litteratur, kunst og musik kan være en stor støtte for mennesker i sorg og det kan give mening at dele de kulturelle tilbud i et trygt fællesskab med andre. Vi ser på hvordan sorg og sorgprocessen kan hjælpes på vej og spejles igennem kulturen. Vi kommer omkring ”kultur på recept” og deler erfaringer i forhold til sorg.

Formidlingsmedarbejder Catherine Murphy, Christianskirken, Lyngby og konsulent Eva Christoffersen, SMP.

Der er forskellige vinkler i historien om Job. Der hvor vi starter, er naturligvis hos Job selv, manden der, fuldstændig uforskyldt bliver ramt af alverdens ulykker. Hans eksistens bliver truet helt derud, hvor han ville ønske, at han aldrig var blevet født. Vores tilgang her vil tage udgangspunkt i at sætte os i Jobs sted, at være der, hvor han er i den fuldstændige sorg, der ikke synes at have nogen grund. Hvis det nu var mig – hvordan ville jeg være? Ville jeg synke og ville min tro blive så udfordret, så den måtte føles tom?

Først skal vi sætte os i de venners sted som de nu er beskrevet i teksten, og derefter som en nutidig øvelse. Hvad er det vi mennesker gør, når en nær/kær, bekendt bliver ramt? Vil vi fikse problemet? Vil vi finde årsagen? Betyder det noget, hvor tæt vedkommende er på os? Bliver vi bange for at blande os? Og – hvorfor? Man siger det kræver en hel landsby at opdrage et barn. Måske skal der også en hel menighed til at bære et sørgende menneske igennem til en eksistens, der giver mening også i sorgen.

Teologistuderende Louise Howard.

Sorg og kunst

Job - Hvad nu, hvis det var mig

Workshop 5:

Frivillige på Rehabiliteringscenteret Hvordan kan det diakonale arbejde støtte ældre sårbare mennesker på offentlige institutioner? I mange sogne er der institutioner, f.eks plejehjem, hvor frivillige fra menighedsplejen støtter op om forskellige indsatser. På Frederiksberg Hospitals rehabiliteringsafdeling har SMP startet et spændende projekt. Med en frivillig diakonal indsats på hospitalet, vil vi forsøge at støtte ældre i en svær livssituation. Vi vil gerne fortælle om vores erfaringer med dette projekt og høre om jeres erfaringer fra andre samarbejder med offentlige institutioner.

På workshoppen møder du også 1-2 frivillige, som er med i projektet på Frederiksberg hospital og som derfor kan fortælle om egne oplevelser.

Projektleder Birgitte L. Pedersen og konsulent Helle Engelsborg Olsen, SMP.

Workshop 6:

Stressfri i Folkekirken Flere og flere bliver ramt af Stress og det bliver efterhånden betragtet som en folkesygdom. Apostelkirken på Vesterbro har skabt et tilbud for stressramte mennesker. ”Stressfri” har åbent hus en gang om ugen, hvor man kan deltage i havearbejdet og meditation - så længe krop og sind kan rumme det, den dag. De sår frø om foråret og høster om sommeren. Eva Green Meinel vil fortælle om, hvordan hun kombinerer meditation og arbejdet med Guds skaberværk således, at det bliver et pusterum for deltagerne.

Eva Green Meinel, Apostelkirken og konsulent Mei Petersen, SMP.

Tilmelding Tilmelding til årsmødet foretages på hjemmesiden www.menighedsplejer.dk, pr. telefon 36 46 66 66 eller e-mail: smp@menighedsplejer.dk. Tilmeldte vil primo april modtage dagsorden samt program for workshops. Sidste frist for tilmelding er mandag den 23. marts 2020 kl. 12. Vi skal gøre opmærksom på, at tilmeldingen er bindende fra og med mandag den 23. marts 2020.

Prisen er 500 kr. pr. deltager

15

„Jeg kan kun anbefale det.

Det kan jeg virkelig!“

Esper er præst i Glostrup sogn og har været med til at starte Kirkens Genbrug der i 2003.

sker vi har engageret, jo flere muligheder er der også‟, fortæller han.

„Det har været godt for sognet, for det giver et fællesskab‟, fortæller han. De penge den lokale menighedspleje får af overskuddet fra butikken, bruger den til at afholde forskellige arrangementer. For eksempel har den holdt juletræsfest for omkring 100 mennesker, både enlige, familier, børn og børnebørn.

Esper kan se en stor interesse i at starte en genbrugsbutik. „Vi har et godt samarbejde mellem kirken og genbrugsbutikken, som vi har haft stor glæde af. Jeg vil gerne appellere til præsterne om at være med. Men det er også vigtigt, at der er en ordentlig bestyrelse omkring butikken, og det er dér præsten skal yde sin indsats. Det er ikke mig som præst, der står med det store arbejde. Vi kunne ikke køre genbrug uden frivillige! De frivillige yder en god indsats, det gør de virkelig‟.

„Hvis vi ikke havde den butik som genererede det overskud og det samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer, så var der meget af det her, vi slet ikke kunne gøre. Så derfor er det en rigtig god ide‟.

Sognet har meget glæde af butikken, fordi den rækker ud og får inddraget nogle folk: „Det er bare med at se mulighederne. Jo flere menne16

Det politiske fokus på klima gør det bestemt heller ikke mindre relevant med genbrug, og der vil i fremtiden være brug for flere genbrugsbutikker.

Skal vi starte en genbrugsbutik sammen?

X Vi bistår med afholdelse af informationsmøder for interesserede frivillige X Vi hjælper med at finde en velindrettet butik med en god størrelse, en rimelig husleje og en god beliggenhed.

X Når der er fundet frivillige til butikken hjælper vi med etableringen af butikslokalet, i samarbejde med de frivillige.

X Samvirkende menighedsplejer underskriver lejemålet og bidrager med økonomisk støtte til renovering og butiksindretning.

17

 Synes godt om  Følg

Del

SMP - Samvirkende Menighedsplejer SMP - Samvirkende Menighedsplejer ”DET ER GODT FOR KIRKEN AT HAVE EN GENBRUGSBUTIK” Birgit er formand for bestyrelsen i Kirkens Genbrug på Amagerbrogade. Butikken har netop haft 10-års jubilæum, og Birgit har været med fra starten. En del af overskuddet fra butikken går til menighedsplejerne i Sundby og Nathanaels kirke. ”Det gode ved en genbrugsbutik er, at der bliver givet penge til menighedsplejen. De frivillige medarbejdere kan se, at det går til nogle gode formål, og det kommer dem til gavn, som bor i lokalområderne. Det bliver tydeligt for dem, at deres arbejde gør en forskel. Det er virkelig nogle ildsjæle, vi har i butikken”, fortæller Birgit.

SMP - Samvirkende Menighedsplejer

”Det er en fordel for menighedsplejen at have butikken, da det giver nogle ekstra midler til at gøre godt med. Der bliver lavet udflugter og juletræsfest, og folk kan få Julehjælp og Feriehjælp. Vi kan se, at der er stort behov for denne hjælp. Hvis nogen kommer og har brug for tøj, kan de også få det fra butikken”.

@menighedsplejer

Der bliver overproduceret så meget tøj i dag, og flere bliver opmærksomme på, at det kan være en god idé at købe brugt. ”Vi kan allerede mærke, at der er flere, der gerne vil købe genbrugstøj – også unge mennesker. De kommer for eksempel, hvis de skal bruge tøj til gallafesten på gymnasiet, eller hvis de skal holde polterabend”, siger Birgit. ”Vi har bevidst lave priser, så alle kan være med”.

I Samvirkende Menighedsplejer har vi i en del år haft en facebookside, som du kan følge. Her lægger vi løbende historier og nyheder ind om vores arbejder. Vi har taget nogle af teksterne fra siden med i Sammen, så I kan se, hvad der sker i menighedsplejen andre steder i landet. Vi håber, at I har lyst til at følge med, så gå ind og ’like’ siden, så vil du løbende få opdateringer om vores arbejde.

18

”Det er vigtigt at samle ind så folk kan se, at der bliver givet lokalt.

Derfor er det godt for menighedsplejen, hvis de har sådan en Kirkens Genbrug”

... på Facebook SMP - Samvirkende Menighedsplejer ”Når man gør en forskel for andre – gør det også en forskel for en selv” siger Sebastian som er 18 år og frivillig besøgsven tilknyttet Rindum og Ringkøbing sognes menighedspleje.

Jeg havde forleden en spændende samtale med Sebastian, der er frivillig besøgsven tilknyttet Rindum og Ringkøbing sognes menighedspleje hos 20-årige Christian der bor på bostedet Holmelunden. Bostedet er for personer med udviklingshæmning og drives af Ringkøbing-Skjern Kommune. Sebastian fortæller at han har været frivillig besøgsven igennem et halvt år hos Christian og kan vældig godt lide at komme på bostedet. Her kommer den ene unge mand på 18 år og besøger den anden unge mand på 20 år, hver onsdag ca.

1 times tid, hvor de ”hænger ud sammen” over en kop kaffe og spiller fx spil. Sebastian fortæller at det med at være frivillig er noget der kommer hjemmefra. Hans forældre er spejdere og også hans bedsteforældre laver frivilligt arbejde. Det er ikke første gang at Sebastian laver frivilligt arbejde.

For på trods af hans unge alder, har han allerede været involveret i frivilligt arbejde i forhold til Rumænien, da han gik på efterskole. Hvad angår hans nuværende frivillige arbejde som besøgsven, kan han vældig godt lide det med at opbygge- og være i relation til et andet menneske, der har brug for et besøg. Sebastian fortæller at han og Christian efterhånden kender hinanden ret godt og at han sagtens kan afse tid til de ugentlige besøg. For han ved ”at Christian sidder derude på bostedet og at hans besøg gør en forskel – og betyder meget for Christian”. Derfor er onsdagsbesøgene noget han prioriterer og føler sig forpligtet til at tage af sted til. Grunden til at Sebastian blev besøgsven var et opslag der hang på Det kristne Gymnasium i Ringkøbing. Han gik i et stykke tid og overvejede, om det nu også var noget for ham. Men så tænkte han: ”Nej, nu må jeg tage mig sammen” og fik en samtale med Meta Christensen fra Rindum og Ringkøbing Sognes Menighedspleje - og startede derefter som besøgsven.

eller pensionister; plus så de ca. 25 unge i alderen 16-21 år, der kommer fra Det kristne Gymnasium, hvor gymnasiet også støtter godt op omkring de unges arbejde. Meta fortæller, at hun føler sig meget velkommen når hun besøger gymnasiet. I starten var hun bange for at man fra gymnasiets ledelse mente, at de unges frivillige arbejde som besøgsvenner ”stjal” tiden fra lektierne. Men tværtimod, opfordrer ledelsen selv de unge til at komme ud i lokalområdet og gøre en forskel for mennesker, der har behov for hjælp. De unge besøgsvenner er primært besøgsvenner for unge handicappede på bosteder, hvor bl.a. Christian bor.

Christian er 20 år og er udviklingshæmmet og har boet på Holmelunden siden han var 18 år. I det team, hvor han bor, er der også 4 andre mænd samt 2 kvinder, som ikke er helt så unge som ham selv.

Så Christian holder meget af Sebastians besøg og synes det er et ekstra plus at hans besøgsven er ung, ligesom ham selv, for på den måde ”forstår vi hinanden meget bedre” siger Christian. Christian fortæller desuden at der er et rigtig godt fællesskab blandt beboerne, hvor man samles om forskellige oplæg, kurser mv. På stedet er der også hyggelige Café aftner om onsdagen, hvor de forskellige teams fra hele bostedet samles (ca. 40 beboere) til samvær, spil og hygge.

Hvis du ønsker yderligere info om opstart af en besøgstjeneste, så bare kontakt os: smp@menighedsplejer.dk

Rindum og Ringkøbing sognes menighedsplejes besøgstjeneste har eksisteret siden 2001 og koordineres bl.a. af Meta Christensen. Besøgstjenesten består af ca. 80 besøgsvenner der går på besøg 1 time om ugen. Besøgsmodtagerne er primært ældre i egen bolig/plejehjem, handicappede på institution eller flygtningebørn der mangler hjælp til lektierne. De fleste besøgsvenner er efterlønnere 19

Vil du give et barn en

uforglemmelig oplevelse?

- HjĂŚlp os med at sende flere pĂĽ ferie

20

Mobilepay

30206 Mærk betalingen

"Feriebarn"

Ferien, der gør en forskel: „En af deltagerne skal starte i flexjob efter ferien. Kontakten og samtalerne med de øvrige deltagere har gjort, at hun er kommet til den erkendelse, at hun vil gøre rigtig meget for at bevare sit job og sin relation til arbejdsmarkedet og ikke falde tilbage i kontanthjælpssystemet‟ - Eva, rejseleder „Vi har haft en familie med 5 år i træk som deltagere. I år har vi så haft denne familie med igen, denne gang som frivilligfamilie sammen med mig‟ - Bettina, rejseleder „Jeg oplevede, min datter på 5 år, kunne gå rundt med andre børn. De fik deres helt egne oplevelser med naturen. Fx kunne hun gå med bare tæer. Det kan hun ikke, hvor vi bor.

Der kan være glasskår på vejen. Så det er farligt at gå med bare tæer‟ feriedeltager „Jeg fik en aha-oplevelse. Min datter holdt en krabbe i hånden. Det havde jeg ikke troet min datter kunne klare.

Så fik jeg øje på en ny side hos min datter‟ - feriedeltager „Vi fik nogle helt nye venner på ferien. Det havde vi ikke regnet med.

Efter ferien har vi været på besøg hjemme hos dem, og de har været på besøg hos os‟ - feriedeltager

Du kan hjælpe et barn på ferie med 150 kr. til mobilepay 30206 eller kontonummer 8075 0002018699 og skriv ’Feriebarn’ i teksten.

21 Foto: Rasmus Ditlefsen

Hvad mener kammerherren?

Lidt om Samvirkende Menighedsplejers første formand og første generalsekretær Af Svend Paludan-Müller, næstformand for Samvirkende Menighedsplejer Hvad mener Kammerherren, og hvem var han? Kammerherre Barner var Samvirkende Menighedsplejers første formand ved organisationens start i 1902, og Alfred Th. Jørgensen var den første sekretær. Det var først langt senere man brugte betegnelsen generalsekretær. Anledningen til dette lille tilbageblik er det portrætgalleri, som indtil for nylig hang på væggen, når man kom ind i Samvirkende Menighedsplejers hus i Valby. Rækken af formænd siden 1902 er nu flyttet til en mindre synlig plads på vej ned til mødelokalerne. Der er i stedet for billederne af formændene, malet et smukt livstræ på væggen, men det må ikke betyde, at formændene er glemt.

Men hvem var så grundlæggerne af Samvirkende Menighedsplejer? og hvorfor sagde man: Hvad mener Kammerherren? Ildsjælen var Alfred Th. Jørgensen (1874-1953). Han var en ung teolog på 28 år, der i 1902 samlede københavnske menighedsplejer til en fælles organisation. Men der var brug for en erfaren formand, der kunne råde og vejlede den unge leder. Det blev godsejer, kammerherre Sophus Barner (1839-1921), der ejede Eskildstrup gods ved Ringsted. Han var kendt indenfor de større landbrugsorganisationer, men samtidig kendt som en oprigtig støtte af husmandsbevægelsen. I sin tid som formand og indtil sin død i 1921 boede han i København, hvor hans store sociale hjerte kom Samvirkende Menighedsplejer til gode. I bogen om Samvirkende Menighedsplejers 25 års jubilæum i 1927 hædres han for sin indsats. Det står her på tryk, at det ved ethvert nyt initiativ og under enhver diskussion altid lød: "Hvad mener Kammerherren?". Det er ikke noget dårligt eftermæle.

Det var Alfred Th. Jørgensen, der ved sin vedholdende indsats fik skabt Samvirkende Menighedsplejer. Han indså, at sognenes menighedsplejer havde fælles interesser på tværs af sognegrænserne. De første medlemmer var de 20 fattigste sogne i København. Senere kom mange flere til, og begyndelsen til en landsorganisation blev lagt.

I 1944, hvor Alfred Th. Jørgensen trådte tilbage, var der 89 menighedsplejer, flere sygehjem og 30 københavnske børneplejestationer – som det hed - knyttet til Samvir22

kende Menighedsplejer. Alfred Th. Jørgensens hovedtese var, at det kirkelige hjælpearbejde var et helt nødvendigt supplement til den offentlige hjælp – noget som stadig gælder fuldt ud. Alfred Th. Jørgensen var teolog. Han var lærer- og kantorsøn fra Vejle. Efter have vundet Universitetets guldmedalje håbede han på en videnskabelig karriere. Selv om han blev dr.theol., stod der aldrig en

Kammerherre Barner lærestol parat til ham. Det blev i stedet for Samvirkende Menighedsplejer, der blev hans livsværk sammen med et omfattede internationalt lutheransk hjælpearbejde. Hans CV og bogudgivelser er imponerende, men han mistede aldrig forbindelse til den direkte diakoni.

Alfred Th. Jørgensen var Samvirkende Menighedsplejers sekretær og dermed organisationens leder i årene 1902-1939. Da han som 65-årig trådte tilbage som leder, blev han valgt som formand – en post han havde indtil 1944. Efter 42 år i Samvirkende Menighedsplejers tjeneste kunne han med god samvittighed overlade ansvaret til yngre kræfter.

I dag er der 308 menighedsplejer tilknyttet Samvirkende Menighedsplejer. Menighedsplejerne dækker knap 500 sogne af de ca. 2000 sogne i Danmark. Samvirkende Menighedsplejer er vokset og blevet landsdækkende siden Alfred Th. Jørgensens tid. Men det er den første ledelse, der skabte fundamentet.

l ti n e m Velkom

Åbent Seminar:

Kirkens og diakoniens rolle i udsatte boligområder Tid: Mandag d. 27. april 2020, kl 10.00-16.00, Sted: Nobelsalen (lok.1485-123), Jens Chr.Skous Vej 2, 8000 Aarhus C Fra programmet: X "Erfaringer med samarbejde mellem Folkekirke og kommune i Aarhus", ved provst Esben Thusgård, Nordre Provsti, Aarhus.

X "Entreprenørielt samarbejde i en senmoderne urban kontekst", ved lektor Per Blenker, Institutfor Virksomhedsledelse (AU).

X "Kirken som et dynamisk diakonalt fællesskab i byen", ved lektor Jakob Egeris Thorsen, Afd. forTeologi (AU).

X Tre korte oplæg omkring kirkens arbejde i boligsociale områder i Tingbjerg, Gellerup og Høje Gladsaxe.

X Workshops.

Tilmelding senest d. 10. april 2020. Begrænsede pladser. Pris: 250,- kr. pr. person, 100,- kr. for studerende Modelfoto Tilmelding via link: https://events.au.dk/kirkensogdiakoniensrolle/arrangement.html

Om os

Samvirkende Menighedsplejer Valby Tingsted 7, 2500 Valby Tlf.: 36 46 66 66 Fax: 36 13 06 20 Bank: Reg. nr. 8075, kontonr. 2018699 smp@menighedsplejer.dk www.menighedsplejer.dk Fælleskontorets Telefonåbningstid Mandag - torsdag kl. 10-15 Fredag kl. 10-12 Tlf.: 36 46 66 66 Formand For Fællesudvalget Sognepræst Erik Ladegaard Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen Tlf.: 26 89 06 21 mmm@menighedsplejer.dk

Souschef Jette Lynnerup Romanelli Tlf.: 30661875 jr@menighedsplejer.dk Administration Anne Marie Kær Hornung Tlf.: 36 13 06 35 Lone Sørensen Tlf.: 36 13 06 46 Kommunikation og fundraising Anne Marie Harbo Tlf.: 36 13 06 22 rie@menighedsplejer.dk Iben Meinertsen Tlf.: 36 13 06 23 im@menighedsplejer.dk

Cinne Jacobsen Tlf.: 30 70 77 04 cij@menighedsplejer.dk Diakoni-konsulenter LOLLAND-FALSTER: Mei Petersen Tlf.: 26 89 06 39 klp@menighedsplejer.dk JYLLAND/VIBORG Elise Secher: Tlf.: 28 30 28 66 elise@kirkernessocialearbejde.dk

SJÆLLAND/KØBENHAVN: Betina Køster Tlf.: 26 16 25 06 bk@menighedsplejer.dk Helle Engelsborg Olsen Tlf.: 26 89 06 29

Følg os

heo@menighedsplejer.dk Eva Christoffersen Tlf.: 26 89 06 27 ec@menighedsplejer.dk

Folkekirkens Feriehjælp feriehjaelp@menighedsplejer.dk Tlf.: 36 46 66 66 Der henvises til: Mei Petersen eller Iben Meinertsen Besøgstjeneste Helle Engelsborg Olsen Tlf.: 26 89 06 29

Kirkens Genbrug Anne Olesen Tlf.: 21 75 25 03 Vagn Nielsen Tlf.: 20 27 49 14

Annette B. Iversen Tlf.: 40 16 00 20 Frivillige Anne Olesen Helle Axelsen Søren Christensen

Eva Christoffersen Tlf.: 26 89 06 27 Reception og Fonden "De Stille Stuer" Estrella Inostroza Acosta Tlf.: 36 46 66 66

23

"Du gode og tro tjener.

Gå ind til din herres glæde!"

(Math. 25,21)

Lignelsen om de betroede talenter er et typisk eksempel på, hvordan vores forventninger til Gud ikke altid lever op til hans fortællinger om sig selv.

I lignelsen om de betroede talenter får hver tjener betroet en formue, som de skal forvalte, mens deres herre rejser til udlandet. En får fem, en anden to og den sidste én talent. De to første handler og tjener penge, mens den sidste graver sit talent ned i et hul i jorden og tilbagebetaler nøjagtigt, hvad han har fået betroet. Men hvor de to første får ros, kastes den tredje ud i mørket, fordi han har været en doven og dårlig tjener.

Lignelsen foruroliger os og vækker vores harme. Og det er netop der Gud vil have os hen. Han inviterer os til at se på vores liv under en ny synsvinkel. Dengang lignelsen blev fortalt, havde mange et billede af Gud, som en streng og straffende Gud, og derfor gravede man sit talent ned af frygt. Men Jesus fortæller en anden fortælling om Gud. En fortælling om kærlighed, hvor vi er blevet hans medhjælpere her på Jorden, som har fået frihed til at bruge vores talenter. Jesus fortæller os, at det er bedre at bruge nådegaverne end at grave dem ned. I tillid til Gud, vil vi engang kunne høre hans ord: "Du gode og tro tjener. Gå ind til din herres glæde!".

Refleksion

Af Teologisk konsulent Uffe Laugesen

Afsender:

Samvirkende Menighedsplejer Valby Tingsted 7 2500 Valby