2 minute read

DYRT KVOTEHANDELSSYSTEM

Handel med emissioner fører til endnu højere dieselpriser

EU’s kvotehandelssystem med emissioner fører til højere brændstofpriser på et kritisk tidspunkt. Giv nu vognmændene reelle grønne alternativer og gør op med de afgifter, der yderligere belaster erhvervet, skriver de nordiske vognmænds repræsentant i Bruxelles i denne kommentar.

Torsten Laksafoss Holbek, adm. direktør, Nordic Logistics Association (NLA) [tlh@nla.eu] V ed udgangen af 2022 kom der for alvor skub i forhandlingerne om at skabe et nyt særskilt emissionshandelssystem for bygnings- og vejtransportsektoren. Lige inden juleferien blev Europa-Parlamentet og Ministerrådet enige om en aftale, det såkaldte ETS II, som skal indføres fra 2027. Det nye kvotehandelssystem vil gælde for distributører, der leverer brændstof til vejtransport.

Hele sagen har været kontroversiel, da især Europa-Parlamentet har advaret mod tiltag, der fører til øgede priser på brændstof midt i en tid med inflation. Derfor har parlamentet krævet, at indførslen af systemet kan udskydes til 2028 for at beskytte borgerne, hvis energipriserne er usædvanligt høje. Med aftalen indføres der desuden et prisloft på kvoteprisen på 45 euro (335 kroner). Ifølge beregninger fra Potsdam Institute for Climate Research svarer det til, at dieselprisen maksimalt kan stige med 0,9 kroner pr. liter.

Det nye system vil med andre ord føre til forhøjede priser på de fossile drivmidler. Derfor har NLA meldt klart ud, at der er behov for reelle alternativer til vognmændene, og at man samtidig får gjort op med eksisterende belastende afgifter. Vejgodstransporten, der jo arbejder med tunge køretøjer, har, som situationen er i dag, ikke mulighed for at ændre deres flåde til fx elektricitet eller brint hverken på kort eller mellemlang bane. Både ladeinfrastruktur og tilgængelige køretøjer til konkurrencedygtige priser mangler.

Der skal være mening med reguleringen

Samtidig støtter vi tiltag om at skabe lige vilkår på det klimapolitiske område på europæisk plan, og ETS II kan hjælpe til at øge den grønne præstation i alle EU-medlemsstater. Men der skal være en mening med reguleringen, og er der ikke det, vil det blot blive opfattet som yderligere en møllesten, transporterhvervet skal køre rundt med.

Desuden er der en risiko for, at dette system bliver pålagt transporterhvervet som en ekstra omkostning oven i andre politiske tiltag introduceret af Fit for 55-pakken med tilhørende lovgivning. Derfor vil vi nu følge implementeringen nøje ikke mindst i forhold til, hvordan man eventuelt vil opveje ETS II mod nationale afgifter.

Den politiske aftale afventer nu formel godkendelse. Parlamentet og derefter Rådet vedtager lovgivningen på kommende møder, hvorefter de offentliggøres i EU-Tidende og træder i kraft. ■

This article is from: